KUU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 157: Spm. om at sende udvalget sit talepapir fra det åbne samråd om, hvad statsministeren kan oplyse om Statsministeriets "særlige sikkerhedsarkiv" , til statsministeren

Kulturudvalget 2015-16
KUU Alm.del
Offentligt

Samråd den 7. juni 2016 kl. 14.00-15.00

Besvarelse af samrådsspørgsmål P fra Kulturudvalget:

”Hvad kan statsministeren oplyse om Statsministeriets ’særlige

sikkerhedsarkiv’, jf. bl.a. artikler i Jyllands-Posten den 20.-21. marts

2016”

[Indledning]

Tak for invitationen til at komme her i dag og redegøre for

Statsministeriets sikkerhedsarkiv.

Det er jo et noget teknisk emne, som I har ønsket at drøfte med mig. Men

jeg skal forsøge at fatte mig i korthed og så lidt teknisk som muligt. Men

overordnet sigter spørgsmålet altså til reglerne om journalisering,

arkivering og håndtering af klassificerede dokumenter.

[Om

Statsministeriets opdelte journalsystem]

Som enhver anden forvaltningsmyndighed har Statsministeriet et

journalsystem. Og her journaliseres der materiale, sådan som det kræves

efter loven [det vil sige § 15 i offentlighedsloven].

KUU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 157: Spm. om at sende udvalget sit talepapir fra det åbne samråd om, hvad statsministeren kan oplyse om Statsministeriets "særlige sikkerhedsarkiv" , til statsministeren

En del af dette journalsystem føres adskilt fra det øvrige system og under

nogle skærpede rammer. Det er denne del af journalsystemet, som i daglig

tale kaldes for Statsministeriets sikkerhedsarkiv.

Lad mig med det samme understrege, at lovgivningen ikke fastsætter krav

til, hvordan en myndighed skal føre sin journal. Det er altså helt i

overensstemmelse med loven, at Statsministeriets journalsystem er opdelt i

det, man kan kalde en almindelig del, og så det, man kan kalde en særlig

sikret del.

Når Statsministeriet har indrettet journalsystemet på denne måde, er det,

fordi der findes regler om, at visse dokumenter skal håndteres under

særligt sikrede forhold – nemlig i det såkaldte sikkerhedscirkulære. Dette

cirkulære baserer sig på nogle regler fra NATO og EU.

Efter sikkerhedscirkulæret (§ 1) findes der 4 klassifikationsgrader, som jeg

vil spare udvalget for de tekniske definitioner af. Men de betegnes som

”yderst hemmeligt”, ”hemmeligt”, ”fortroligt” og ”til tjenestebrug”.

Klassifikationsgraden bestemmes på baggrund af både informationernes

indhold og ud fra den kilde, hvorfra de stammer. [Det fremgår af

sikkerhedscirkulærets § 2]. Og det er udstederen af de informationer, som

kræver sikkerhedsbeskyttelse, der har ansvaret for, at der fastsættes den

rette klassifikationsgrad. [Det følger af sikkerhedscirkulærets § 6.]

En myndighed skal opbevare de klassificerede informationer på en særlig

sikret måde. Det fremgår således af sikkerhedscirkulæret (§ 39), at

kontorer og lokaler, hvor der opbevares klassificerede informationer og

elektronisk informationsudstyr, herunder kabler og krydsfelter, skal være

således sikret, at uvedkommende ikke kan skaffe sig adgang hertil. Og

kontorer og lokaler, hvor der er mulighed for indblik i klassificerede

informationer, skal til stadighed være under opsyn af en medarbejder, der

er sikkerhedsgodkendt til de pågældende informationer.

Og det fremgår endvidere af sikkerhedscirkulæret (§ 42), at informationer,

som er klassificeret fortroligt eller højere

skal

opbevares i

opbevaringsmidler forsynet med låseanordninger og

skal

være placeret i

lokaler med alarmovervågning.

Sagt på almindeligt dansk betyder denne regel, at dokumenter, der

indeholder sådanne informationer, skal være låst inde i et pengeskab i et

aflåst lokale med alarmovervågning.

I Statsministeriet har man indrettet et sikkerhedsarkiv for bl.a. at sikre, at

vi kan håndtere dokumenter, som er klassificerede efter

sikkerhedscirkulæret.

[Om

hvad der journaliseres i sikkerhedsarkivet]

Jeg kan i sagens natur af principielle grunde

hverken

komme nærmere ind

på, hvad der konkret bliver lagt i sikkerhedsarkivet,

eller

hvad der er den

konkrete baggrund for, at noget materiale bliver opbevaret i dette arkiv.

Dette kan næppe komme som en overraskelse.

Men som det også har været fremme i pressen, kan jeg generelt sige, at der

i sikkerhedsarkivet opbevares materiale om forskellige sikkerhedsmæssige

spørgsmål – fx materiale fra møder i Regeringens Sikkerhedsudvalg og

Embedsmandsudvalget for Sikkerhedsspørgsmål.

Herudover ligger der også visse andre dokumenter i arkivet. Det omfatter

bl.a. noget af det materiale, som Statsministeriet i sin tid udleverede til

Irak- og Afghanistankommissionen, og hvoraf en del materiale også

stammede fra de to nævnte udvalg.

En stor del af sikkerhedsarkivets materiale er klassificeret i

overensstemmelse med reglerne i sikkerhedscirkulæret. Klassifikationen

vil typisk ikke være foretaget af Statsministeriet, men af de myndigheder,

som Statsministeriet modtager dokumenterne fra. Og når materialet er

klassificeret, skal det – som jeg lige har forklaret – opbevares på en særlig

sikret måde.

I sikkerhedsarkivet er der dog også materiale, som ikke er klassificeret.

Når dette materiale ikke desto mindre ligger i sikkerhedsarkivet, skyldes

det normalt tilfældigheder eller praktiske grunde. Og det er jo ikke sådan,

at det er i strid med reglerne at låse ikke-klassificeret materiale ekstra godt

inde.

Når ikke klassificeret materiale lægges i sikkerhedsarkivet, kan det være,

fordi materialet har en tematisk sammenhæng med noget andet materiale,

der også ligger i arkivet. Og det er derfor mest naturligt – og mest praktisk

for den løbende sagsbehandling – at det opbevares samme sted.

Lad mig i den forbindelse understrege tre ting:

For det første er denne praksis fuldt ud i overensstemmelse med

lovgivningen [offentlighedslovens bestemmelse om journalisering].

For det andet er en del af det ikke-klassificerede materiale, som ligger i

sikkerhedsarkivet, jævnligt

også

journaliseret i den almindelige del af

Statsministeriets journalsystem – dvs. at det er journaliseret to steder,

hvilket der ikke er noget til hinder for [efter offentlighedslovens

bestemmelse om journalisering].

Og for det tredje har denne måde at journalisere materiale på

ikke nogen

betydning

for, i hvilket omfang offentligheden kan søge om aktindsigt i

materialet.

[Om

offentlighedens adgang til materialet i sikkerhedsarkivet]

Ikke desto mindre har jeg noteret mig, at det i pressen er blevet antydet, at

offentlighedsloven ikke skulle gælde i samme udstrækning for materiale,

som opbevares i en særligt sikret del af en forvaltnings journalsystem. Man

har ligefrem kunnet få det indtryk, at det så vil have den konsekvens, at

offentligheden ikke har samme adgang til at søge om indsigt i dette

materiale som i andet materiale, en myndighed opbevarer.

Lad mig en gang for alle slå fast, at det simpelthen

ikke

er korrekt.

De almindelige regler i offentlighedsloven og arkivloven om indsigt i en

myndigheds dokumenter gælder selvfølgelig også for materiale, der

opbevares i en særligt sikret del af en forvaltnings journalsystem – fx i

Statsministeriets sikkerhedsarkiv. Det er altså helt på samme måde som for

alt andet materiale, en myndighed opbevarer.

Statsministeriet har da også så sent som her i foråret behandlet

anmodninger om aktindsigt i materiale i sikkerhedsarkivet. Det har konkret

handlet om noget af det materiale, som Statsministeriet i sin tid udleverede

til Irak- og Afghanistankommissionen. Og disse sager er selvfølgelig

blevet behandlet efter offentlighedsloven.

Når det så sagt, kan det jo nok næppe overraske nogen, at der sjældent

konkret gives aktindsigt i den type materiale, som opbevares i

sikkerhedsarkivet.

Det skyldes simpelthen, at der meget ofte er tale om materiale, som fx

vedrører statens sikkerhed, rigets forsvar eller Danmarks forhold til

fremmede magter – altså de hensyn, som har begrundet, at materialet er

lagt i sikkerhedsarkivet.

Og oplysninger om den slags er altså – af gode grunde – som

udgangspunkt undtaget fra retten til aktindsigt. Sådan er det efter den

gældende offentlighedslov. Og sådan var det i øvrigt også efter den gamle

offentlighedslov.

[Om

de igangværende drøftelser med Rigsarkivet og Kulturministeriet]

Som jeg startede med at sige, er der regler om, at en myndighed har pligt

til at journalisere materiale. [Det følger af offentlighedsloven.]

På samme måde er der også regler om, at en myndighed på et tidspunkt

skal aflevere dette materiale til Rigsarkivet [senest 30 år, efter at materialet

er blevet udarbejdet]. Disse regler findes i arkivloven.

Og når materialet så er afleveret til Rigsarkivet, er det regler i arkivloven,

som bestemmer, i hvilket omfang materialet er tilgængeligt for

offentligheden. Det vil igen bero på bl.a. materialets karakter.

Jeg kan oplyse, at der lige nu mellem Statsministeriet og Kulturministeriet

samt Rigsarkivet er en dialog om to ting, der først og fremmest handler om

nogle formalia i arkivloven. Der er et spørgsmål om,

hvornår

materiale i

sikkerhedsarkivet skal afleveres til Rigsarkivet. Og så er der et spørgsmål

om,

i hvilket omfang

det afleverede materiale skal være tilgængeligt for

offentligheden.

Det handler nærmere bestemt om det, der i arkivloven kaldes for

”afleveringsfristen” og ”tilgængelighedsfristen”. Og det er – som ordene

også indikerer – endnu mere teknisk. Da drøftelserne ikke er afsluttet

endnu, kan jeg af gode grunde i øvrigt ikke udtale mig nærmere om det her

i samrådet.

[Afslutning]

Jeg håber, at jeg med denne gennemgang har givet udvalget det indblik i

rammerne for Statsministeriets sikkerhedsarkiv, som udvalget har

efterspurgt. Tak for ordet.