Kulturudvalget 2015-16
KUU Alm.del
Offentligt
1624624_0001.png
Kulturministeren
Folketingets Kulturudvalg
Christiansborg
1240 København K
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K
Tlf
Fax
E-mail
Web
:
:
:
:
33 92 33 70
33 91 33 88
[email protected]
www.kum.dk
25. april 2016
Folketingets Kulturudvalg har den 13. april 2016, stillet mig følgende spørgsmål, nr.
137 (Alm. del), som jeg hermed skal besvare.
Spørgsmål:
Ministerens bedes redegøre for, hvorfor Sony og Apple kan undgå at betale
for retransmissioner, og hvad ministerens holdning er til dette?
Svar:
I oktober 2015 introducerede DR en særlig ”app”, som gør det muligt at se DRs
programmer på fjernsyn via en Apple Tv-boks.
En ”app” er et program/software til computer, tablet eller telefon, som – i dette tilfælde
– gør det muligt at se DR via internettet, uden at brugeren skal indtaste adressen til
DRs hjemmeside i vedkommendes internetbrowser. Det indhold, der kan tilgås via
app’en, er det samme, som kan tilgås via DRs hjemmeside. App’en har således som
funktion at gøre det lettere for brugerne at se tv via DRs hjemmeside.
En Apple Tv-boks er en ekstern boks, der sluttes til fjernsynet, så det via forskellige
apps er muligt at se fx Netflix, HBO, TV 2 og DR på et almindeligt fjernsyn.
På linje med ovenstående introducerede DR i november 2015 mulighed for at se DRs
programmer via Sony PlayStation, der i store træk fungerer på samme måde som Apple
Tv-boksen.
I begrebet ”retransmission” ligger, at en tv-distributør samtidig og uændret
videreudsender tv-programmer i sit kabel-tv-anlæg, som DR eller et andet tv-
foretagende i første omgang har udsendt trådløst.
Betalingen af vederlaget for retransmissionen følger af ophavsretsloven og er baseret på
det princip bag loven, som handler om, at den, der er ophavsmand til et værk, har
eneret til værket, herunder eneret til at gøre det tilgængeligt for almenheden. Reglerne
Dok. nr. 16/01467-2
 KUU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 137: Spm. om, hvorfor Sony og Apple kan undgå at betale for retransmissioner, til kulturministeren
Side 2
i ophavsretsloven følger af Danmarks internationale forpligtelser, jf. Berner-
konventionen art. 11 bis og satellit- og kabel-direktivets art. 8-12.
For så vidt angår udsendelse af tv-programmer til almenheden fra fx DR sker der i
praksis det, at DR sørger for at erhverve rettighederne til at udsende de pågældende
programmer frit gennem luften/trådløst – også kaldet ”free-to-air” – så alle husstande i
Danmark har mulighed for at se dem ved hjælp af fx en stueantenne.
Da DR alene har rettigheder til selv at sende sine programmer ud til almenheden, skal
eventuelle tv-distributører, der ønsker at ”hive DRs kanaler ned fra luften” og
videreudsende disse, sikre sig rettighederne til denne videreudsendelse. Det er gjort via
aftaler om det såkaldte retransmissionsvederlag (vederlag for videreudsendelse). I
praksis betyder det, at fx YouSee skal betale rettighedshaverne for også at få lov til at
udsende DRs kanaler – i dette tilfælde via YouSees kabelanlæg. Med den nye
udsendelse af kanalerne fra YouSee – som dog sker samtidig og uændret – er det nu
YouSee, der tilgængeliggør kanalerne for offentligheden og ikke DR.
Udgifterne til retransmissionsvederlaget indgår i den abonnementsbetaling, som
distributørerne opkræver fra de husstande, der er tilsluttet kabelanlægget – på linje
med distributørernes øvrige udgifter.
Apple og Sony stiller DRs tv-app gratis til rådighed for de danske seere ved hjælp af
deres tv-bokse. Da Apple og Sony ikke videreudsender DRs programmer, men derimod
blot gør det teknisk nemmere for DRs seere at få adgang til de programmer, DR stiller
til rådighed via deres hjemmeside, skal Apple og Sony i modsætning til de danske tv-
distributører, fx YouSee og Stofa, ikke betale retransmissionsvederlag til
rettighedshaverne.
Selvom seeren således ikke oplever nogen forskel, når DR toner frem på skærmen i
stuen, er der rent ophavsretligt en ikke uvæsentlig juridisk forskel på de to situationer.
Som det også fremgår af mit svar på § 20-spørgsmål nr. 393 af 22. december 2015, kan
jeg godt forstå, at det kan virke besynderligt, der skal betales vederlag i
den ene situation, men ikke den anden – særligt når forbrugeren ikke oplever nogen
forskel ved de to forskellige distributionsformer. Som det fremgår ovenfor er
baggrunden imidlertid relativt kompliceret jura, herunder internationale forpligtelser.
Vi drøftede problemstillingerne med retransmissionsvederlaget i medieordførerkredsen
allerede i begyndelsen af året, og det her blev aftalt, at der på et kommende møde skal
drøftes et udkast til kommissorium for et udvalg, som skal se på problemstillingen.
Bertel Haarder