UDENRIGSMINISTERIET
Den 25. oktober 2016
Spørgsmål GRU alm. del 60
fra Grønlandsudvalget til
udenrigsministeren af 30.
september 2016, stillet efter
ønske fra Aaja Chemnitz
Larsen (IA).
GRU alm. del spørgsmål 60:
Den amerikanske Marine Mammal Act fra 1972 forbyder import og lokal produktion af
produkter fra havpattedyr, herunder sæl. Seneste estimat fra Great Greenland lyder på et tab på
minimum 250.000 DKK i omsætning fordi amerikanske turister ikke tør købe sælprodukter
med hjem grundet loven. Lovens bogstav er dog uklar, da der skrives at al import forbydes,
mens der samtidigt står “finally, the MMPA provides exceptions for First Nation (Indian),
Aleuts and Inuit (Eskimo) who take marine mammals for subsistence purposes or when
creating native clothing or handicrafts”. En undtagelse, som kan tolkes til værende til eget
forbrug, men måske ikke skal læses så snævert. Vil udenrigsministeren rette henvendelse til den
amerikanske regering og bede om en klar udmelding om ovenstående?
Svar:
Udenrigsministeriet er hele kongerigets udenrigstjeneste. Udenrigsministeriets Eksportråd og
danske ambassader bistår derfor også meget gerne Naalakkersuisut og grønlandske
virksomheder, når de anmoder om det, herunder med at søge oplysning om
handelsrestriktioner i andre lande.
I samarbejde med Naalakkersuisut vil vi igennem ambassaden i Washington, med Grønlands
repræsentant på ambassaden, være behjælpelig med at afklare USA’s importregler vedrørende
sælprodukter.