UDENRIGSMINISTERIET
Den 2. november 2016
Spørgsmål fra Grønlands-udvalget
til udenrigsministeren af
27. september 2016.
GRU alm. del – spørgsmål 59.
Spørgsmål 59:
Kinesiske Shenghe resources har købt 12,5 pct. af aktierne i GME, med yderligere mulighed for
at opkøbe op til 60 pct. af aktierne i selskabet. Grønland har selv ansvaret for råstofområdet,
men et flertal i Folketinget har i foråret 2016 godkendt eksport af blandt andet uran, samt
forholdt sig til sikkerheden ved udvinding af uran og sjældne jordarter, og set i lyset af, at Kina
har de facto monopol på sjældne jordarter, og at Shenghe resources nu træder ind i et
grønlandsk selskab, giver dette så anledning til overvejelser hos den danske regering? Hvad er i
så fald regeringens holdning til udviklingen i sagen?
Svar:
Regeringen lægger stor vægt på, at der er en tæt dialog og informationsudveksling med
landsstyret om Kvanefjeldsprojektet, herunder strategiske investorer.
Råstofområdet er overtaget af Grønland, mens Danmark har ansvaret for rigets udenrigs-,
sikkerheds- og forsvarspolitik.
I forhold til uran har regeringen og Naalakkersuisut indgået den overordnede aftale om de
særlige udenrigs -, forsvars- og sikkerhedspolitiske forhold, der knytter sig til udvinding og
eksport af uran og andre radioaktive stoffer i Grønland. Samtidig er der efterfølgende vedtaget
lovgivning om sikkerhedskontrol og eksportkontrol med dual-use produkter med henblik på, at
riget lever op til de højeste internationale standarder for ikke-spredning.
Det er regeringens opfattelse, at et fåtal af andre råstoffer end uran potentielt også kan have
udenrigs-, forsvars- eller sikkerhedspolitiske aspekter – afhængig af forholdene vedrørende det
enkelte råstof/råstofprojekt.