Grønlandsudvalget 2015-16
GRU Alm.del
Offentligt
UDENRIGSMINISTERIET
Den 20. oktober 2016
Spørgsmål fra Grønlands-
udvalget til udenrigsministeren
af 27. september 2016. GRU
alm. del – spørgsmål 57.
Spørgsmålet er stillet efter
ønske fra Aaja Chemnitz
Larsen (IA).
Spørgsmål 57:
I svar på GRU alm. del – spm. 49 henviser ministeren til, at det tilbage i 1964 blev vurderet, at
det radioaktive niveau i det tilbageværende spildevand ved Camp Century ikke forventes at give
skader på personer og miljø. Mener ministeren fortsat, at dette er tilfældet? Og er det
regeringens holdning, på baggrund af ministerens henvisningen til 1964 vurderingen, at der ikke
skal ske en ny og opdateret vurdering af forureningsrisikoen ved Camp Century?
Svar:
I besvarelsen af GRU alm. del – spørgsmål 49 henvises til Atomenergikommissionens
afrapportering fra 1964, i hvilken det blev vurderet, at det radioaktive niveau i det
tilbageværende spildevand var under de fastsatte værdier, og at udslip inden for den fastsatte
tærskelværdi ikke kunne forventes at give skader på personer og miljø. Der er ikke umiddelbart
fremkommet nye oplysninger, der giver anledning til at stille spørgsmål ved denne vurdering.
I tillæg til ovenstående henvises til Miljøministerens skriftlige besvarelse af 3. juli 1980 af § 20-
spørgsmål nr. 992, 1979-80, 2. samling, stillet af Margrete Auken d. 25. juni 1980 vedrørende
miljømæssige sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med lukningen af den amerikanske
atomreaktor på Camp Century. Af besvarelsen fremgår følgende: ”Intet i de foreliggende
oplysninger om omegnsmålinger og målinger på selve anlægget samt om registrering af
deponering af væskeformigt affald indikerer, at der på Camp Century er efterladt radioaktive
stoffer i et omfang, der nu eller i fremtiden kan forventes at medføre sundhedsmæssig eller
miljømæssig risiko”.
Ovenstående har været forelagt Sundhedsstyrelsen, Strålebeskyttelse (SIS). SIS har ikke
yderligere oplysninger i sagen.
Miljøministeriets skriftlige besvarelse af § 20-spørgsmål nr. 992 er vedlagt til orientering.