Forsvarsudvalget 2015-16
FOU Alm.del
Offentligt
UDENRIGSMINISTERIET
Den 31. august 2016
Spørgsmål fra Forsvarsudvalget til
udenrigsministeren af 10. august 2016.
FOU spørgsmål 289.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Aaja
Chemnitz Larsen (IA)
FOU spørgsmål 289:
I 1959 blev den amerikanske militærbase Camp Century etableret i Nordgrønland. Campen har
været gemt under isen, men forventes at komme til syne som konsekvens af
klimaforandringerne og smeltning af indlandsisen, viser ny forskning. Campen består blandt
andet af mange tons materiel, radioaktivt affald, spildevand, miljøgifte og kemikalier. Alt
sammen affald som i sidste ende kan havne i havet og de nærliggende områder som konsekvens
af isens afsmeltning. Ministeren bedes i den forbindelse kommentere den nye
forskningspublikation ”The abandoned ice sheet base at Camp Century, Greenland, in a
warming climate” (Research Letter 10.1002/2016GL069688 på www.onlinelibrary.wiley.com)
samt redegøre for, hvordan den danske regering, i samarbejde med Naalakkersuisut, har tænkt
sig at få belyst sagen til fulde og få lagt en plan for miljøoprydning ved Camp Century.
Svar:
Der er fremlagt en forskningsartikel, der peger på, at der som følge af klimaforandringer er
mulige miljømæssige konsekvenser et godt stykke ude i fremtiden. Det er selvfølgelig noget, der
gør indtryk, og det er et forhold, som regeringen tager alvorligt. Der er imidlertid ikke tale om
et aktuelt miljøproblem, men derimod en udfordring, som vi har tid til at få belyst i samarbejde
med den relevante ekspertise og i tæt dialog med Grønland, idet regeringen noterer sig, at
miljøområdet er hjemtaget.