Folketingets Forsvarsudvalg
Christiansborg
FORSVARSMINISTEREN
3. maj 2016
Folketingets Forsvarsudvalg har den 7. april 2016 stillet følgende spørgsmål nr. 141 til
forsvarsministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Marie
Krarup (DF).
Spørgsmål nr. 141:
”Der er aldrig blevet givet medaljer til veteraner fra 9. april 1940. Kan det lade sig gøre at
finde disse veteraner i dag, og hvad vil det i så fald koste at tildele dem medaljer? Til
sammenligning bedes det også oplyst, hvad det vil koste at tildele medaljer til veteraner fra
9. april, hvis man kun tildeler medaljer til de af dem, der selv henvender sig?”
Svar:
Efterkrigsregeringen traf i 1945 beslutning om, at der ikke skulle dekoreres med medalje for
indsatsen i forbindelse med Tysklands besættelse af Danmark. Denne beslutning er siden
fastholdt af skiftende regeringer. Et af argumenterne har bl.a. været, at det blev vurderet
vanskeligt at identificere med sikkerhed, hvem der havde deltaget i kampene den 9. april
1940. I dag 71 år efter den oprindelige beslutning er det ikke blevet mindre vanskeligt at
finde frem til de med sikkerhed tiltænkte personer, ligesom det er vanskeligt at opgøre,
hvilke omkostninger, der i givet fald ville være forbundet hermed.
Omkostningen ved dekorering af nulevende veteraner fra den 9. april 1940 vil afhænge af,
hvorvidt der skal designes, præges og trykkes et antal nye medaljer, eller om
regelgrundlaget for en allerede indstiftet medalje kan ændres til formålet. Det samme vil
gøre sig gældende ved tildeling af medaljer til veteraner, som selv måtte henvende sig.
Med venlig hilsen
_______________________________________________________________________________________________________________________________________________
HOLMENS KANAL 42
1060 KØBENHAVN K
TELEFON: 72 81 00 00
TELEFAX: 72 81 03 00
WEB: www.FMN.DK
CVR: 25-77-56-35
EAN: 5798000201200