FIU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 405: MFU spm. om at redegøre for konklusionerne af videnskabelige undersøgelser på danske data af effekten af højere offentlige udgifter til uddannelse hhv. forskning på strukturelt BNP, til finansministeren

Finansudvalget 2015-16
FIU Alm.del
Offentligt

Folketingets Finansudvalg

Christiansborg

10. oktober 2016

Svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 405 (Alm. del) af 1. juli

2016 stillet efter ønske fra Joachim B. Olsen

Spørgsmål

Vil ministeren redegøre for konklusionerne af videnskabelige undersøgelser på

danske data af effekten af højere offentlige udgifter til uddannelse hhv. forskning

på strukturelt BNP?

Svar

Undersøgelser af øgede offentlige udgifter til forskning

Øgede udgifter til forskning kan foregå gennem målrettet støtte til privatforskning

inden for virksomhederne, gennem subsidier eller særlige skattefradrag, eller gen-

nem offentlige udgifter til grundforskning.

Jensen m. fl. (2012)

er et studie af dansk- og international litteratur af de sam-

fundsøkonomiske effekter af offentlige investeringer i forskning og udvikling ud-

arbejdet for Styrelsen for Forskning og Innovation. I det følgende tages udgangs-

punkt i dette studie.

Studiet viser, at offentlig forskning har en række positive effekter. Den offentligt

finansierede forskning på universiteterne har bl.a. positive afledte effekter på un-

dervisningen, der i højere grad forekommer med afsæt i viden fra den internatio-

nale forskningsfront. Det øger kvaliteten af uddannelserne, hvilket over tid vil

bidrage til strukturelt BNP. Effekten er dog vanskelig at kvantificere.

Det fremgår af studiet, at de samfundsøkonomiske effekter af offentlige investe-

ringer er positive, men usikkerhederne er store. Studiet påpeger desuden, at for

akademisk forskning fremkommer de kommercielle gevinster først på et længere

sigte, og effekterne afhænger af forskningsfelt. Studiet anbefaler, at der foretages

flere undersøgelser af effekten af offentlig forskning.

Der henvises endvidere til besvarelsen af Finansudvalgets spørgsmål nr. 334 (Alm.

del) af 3. juni 2016, hvoraf det bl.a. fremgår, at den marginale effekt på strukturelt

BNP i Danmark kan være begrænset som følge af den globale vidensdeling.

Jensen S.E.H., K. Laursen, M. S. Dahl, R. N. Christensen. ”De samfundsøkonomiske effekter af offentlige investeringer i

forskning og udvikling: Analyserapport juni 2012”, Udarbejdet for Styrelsen for Forskning og Innovation, juni 2012.

Finansministeriet · Christiansborg Slotsplads 1 · 1218 København K · T 33 92 33 33 · E [email protected] · www.fm.dk

FIU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 405: MFU spm. om at redegøre for konklusionerne af videnskabelige undersøgelser på danske data af effekten af højere offentlige udgifter til uddannelse hhv. forskning på strukturelt BNP, til finansministeren

Side 2 af 4

Regeringen har i regeringsgrundlaget lagt op til, at ”der

skal laves en analyse af den

eksisterende forskningsindsats med henblik på at opnå viden om effekterne af forskningsinveste-

ringerne. Inden for den nuværende ramme skal midlerne prioriteres, så de understøtter danske

styrkepositioner og erhvervslivets behov.”.

Undersøgelser af øgede offentlige udgifter til uddannelse

Højere offentlige udgifter til uddannelse kan påvirke strukturel BNP gennem æn-

dringer i timeproduktivitet og den strukturelle beskæftigelse. Dette kan potentielt

materialiseres enten gennem

kvantitative

ændringer i befolkningens generelle ud-

dannelsesniveau eller sammensætning ift. uddannelsesretninger, eller gennem

kva-

litative

forbedringer af uddannelsernes indhold. Det har ikke været muligt at identi-

ficere relevante undersøgelser på danske data, der belyser effekten af kvalitative

aspekter af uddannelsernes indhold, og der fokuseres derfor i det følgende på

undersøgelser af sammenhængen mellem uddannelsesniveau hhv. uddannelsesret-

ning og produktivitet hhv. erhvervsdeltagelse.

Der findes en række danske undersøgelser, som belyser effekten af uddannelse på

produktivitet og erhvervsdeltagelse.

Det skal bemærkes, at disse analyser typisk

belyser effekten på erhvervsdeltagelse og produktivitet af at uddanne flere og ikke

effekten af yderligere

offentlige

udgifter til uddannelsessystemet. I de beregnings-

principper, der ligger til grund for Finansministeriets mellemfristede fremskriv-

ninger medregnes både de offentlige merudgifter (på kort sigt) forbundet med et

øget studieoptag og fremadrettede effekter på produktivitet og erhvervsdeltagelse

(og BNP) som følge af et højere uddannelsesniveau,

jf. nedenfor.

Tidlige analyser, fx DØR (2003)

, Christensen og Westergaard-Nielsen (1999)

finder, at afkastet af yderligere uddannelse (efter grundskolen) i antal år på indivi-

ders timeløn, er mellem 5-6 pct. for mænd, og 2-5 pct. for kvinder. Finansredegø-

relsen (2014)

opgør effekten af at gå fra ét uddannelsesniveau til et højere. Un-

dersøgelsen viser, at produktivitetsgevinsten af at gå fra en grundskoleuddannelse

til en erhvervsfaglig uddannelse er på 12 pct., og at gå fra en erhvervsfaglig ud-

dannelse til en kort-, mellemlang- eller lang videregående uddannelse forøger pro-

duktiviteten med hhv. 15 pct., 27 pct. og 41 pct. Ved at gå fra en kort videregåen-

de uddannelse til en mellemlang- eller lang videregående uddannelse forøges pro-

duktiviteten med hhv. 7 pct. og 21 pct.

Sammenhængen mellem karaktergennemsnit fra adgangsgivende eksamen og pro-

duktivitet peger på, at de marginale produktivitets- og beskæftigelsesgevinster af

Timelønnen anvendes som et mål for timeproduktiviteten.

”Dansk

Økonomi efterår 2003”,

kapitel 2, Det Økonomiske Råd, efterår 2003.

Christensen, J. J. og N. Westergaard-Nielsen. ”Wages

and human-capital: the Danish Evidence”,

Returns to Human Capital in

Europe, 1999.

”Finansredegørelsen

2014”,

kapitel 6, Finansministeriet, 2014.

Der her er taget højde for karaktergennemsnittet fra adgangsgivende eksamen, der bidrager til at forklare en del af pro-

duktivitetsforskellene mellem videregående uddannelser. I det omfang at karaktergennemsnittet kan tages som udtryk for

personlige forudsætninger, er det vigtigt at korrigere herfor ved opgørelse af produktivitetsgevinsten. Det er ikke muligt ved

opgørelse af den relative produktivitetsgevinst ved at gå fra en erhvervsfaglig til en grundskoleuddannelse eller fra en

erhvervsfaglig til en. videregående uddannelser – de nævnte produktivitetsgevinster herfor er derfor formentlig overvurde-

rede.

Side 3 af 4

uddannelse vil være aftagende i takt med, at en stigende andel af befolkningen

opnår et højere uddannelsesniveau. Det skønnes, at gennemslaget af et stigende

uddannelsesniveau på produktiviteten er omtrent totredjedele af den af den ob-

serverede sammenhæng mellem uddannelse og produktivitet,

jf. Finansredegørelsen

(2014).

Flere undersøgelser belyser, at der inden for uddannelser med samme længde er

betydelig spredning i afkast. DØR (2003) finder, at afkastet af en gennemført

formel uddannelse

varierer fra 5 pct. for humaniora til 52 pct. for samfundsvi-

denskabsstudier ift. kontrolgruppen, svarende til et årligt afkast af investeringen

på 3,1 hhv. 12,8 pct. for personer, der har taget en lang videregående uddannelse

inden for humaniora hhv. samfundsvidenskab. De tekniske korte videregående

uddannelser giver det største årligt afkast på 17,5 pct.

På virksomhedsniveau finder DØR (2010)

, at virksomheder inden for fremstilling

hhv. bygge og anlæg og privat service kan øge deres totalfaktorproduktivitet

med

0,72 hhv. 1,09 pct. ved at øge andelen af medarbejderne med en samfundsfaglig

uddannelse på bekostning af faglærte med 1 pct.-point. . Tilsvarende finder Junge

og Skaksen (2010)

, at en én procentpoints stigning i andelen af beskæftigede med

en lang videregående uddannelse øger BNP med 1 pct., hvilket især skyldes, at

afkastet af, at virksomheder har høj andel af ansatte med videregående uddannel-

er væsentligt større end det privatøkonomiske afkast. Der skal tages forbe-

hold for, at undersøgelserne ikke gør rede for årsagssammenhængen. Det kan

derfor ikke udelukkes, at det i lige så høj grad er højproduktive virksomheder, der

er mere tilbøjelige til at ansætte højtuddannede medarbejder, som at højtuddanne-

de medarbejdere skaber produktive virksomheder.

Historisk har der været en tæt sammenhæng mellem erhvervsdeltagelse og uddan-

nelsesniveau så et højere uddannelsesniveau i et givet år hænger sammen med

højere erhvervsfrekvenser. Der er imidlertid tegn på, at sammenhængen er svæk-

ket gennem tiden efterhånden som nye årgange opnår et højere uddannelsesni-

veau. Det indebærer konkret, at befolkningens stigende uddannelsesniveau ikke

har fuldt gennemslag på erhvervsdeltagelse,

jf. Søgaard (2011)

, der estimerer, at

mellem en fjerdedel og halvdelen af den fulde effekt af et øget uddannelsesniveau

slår igennem på erhvervsdeltagelsen. Analysen peger endvidere på, at der er en

tendens til en aftagende marginalforbedring af erhvervsdeltagelsen ved et højere

uddannelsesniveau.

Afkastet måles som livsindkomsten (ekskl. skatter og overførsler) fratrukket omkostninger (taxametertilskud).

Målt i offentlige udgifter til uddannelsen.

”Dansk

Økonomi efterår 2010”,

kapitel 2, Det Økonomiske Råd, efterår 2010.

Totalfaktorproduktivitet (TFP) er opgjort som den del af en virksomheds produktion, der ikke kan forklares ud fra

regnskabsoplysninger om virksomhedernes værditilvækst, regnskabskapital og arbejdskraftinput. TFP kan fortolkes som

”evnen til at producere en krone effektivt”, hvilket muliggør sammenligning på tværs af virksomheder.

Junge, M.. og J. R. Skaksen.

”Produktivitet og videregående uddannelse”,

DEA, 2010.

Denne synergi effekt kaldes ”fælleseffekten” i analysen.

Søgaard J. E..

”Sammenhængen mellem uddannelse og erhvervsdeltagelse”,

arbejdspapir 2011:24, Finansministeriet, 2011.

Side 4 af 4

Som nævnt indregner Finansministeriet en effekt på arbejdsudbuddet og timepro-

duktiviteten af et højere uddannelsesniveau i de mellem- og langsigtede frem-

skrivninger. På baggrund af de ovenfor citerede analyser forudsættes det, at et

stigende uddannelsesniveau, der ligger udover det historiske niveau, vil øge er-

hvervsdeltagelsen med en tredjedel og produktiviteten for de beskæftigede med to

tredjedele af den observerede sammenhæng mellem uddannelse og produktivitet,

jf. Finansredegørelsen (2014).

Den stigning i uddannelsesniveauet, der indregnes i Finansministeriets mellemfri-

stede fremskrivninger, vil med de nuværende regneprincipper isoleret set bidrage

til en forøgelse af BNP med 6,9 pct., hvoraf de 5,4 pct. skyldes øget timeproduk-

tivitet, og de 1,5 pct. skyldes øget arbejdsudbud, svarende til et årligt vækstbidrag

frem mod 2050 på hhv. 0,14 pct. og 0,04 pct.

jf. Økonomisk Analyse – Uddannelse og

Arbejdsmarked (2016).

Effekten af øget timeproduktivitet vurderes at være omtrent

neutral for de offentlige finanser,

jf. Finansredegørelsen (2014).

Der er i disse beregninger af effekten af et øget uddannelsesniveau på BNP forud-

sat, at de relative lønninger mellem uddannelsesgrupperne kun påvirkes af for-

trængningseffekten. Det er således usikkert hvorvidt den teknologiske udvikling

vil medvirke til at påvirke de relative lønninger af uddannelsesgrupperne fremad-

rettet,

jf. Høegh (2015)

Med venlig hilsen

Claus Hjort Frederiksen

Finansminister

Høegh, G.. ”Makroeffekter

af øget uddannelse i Danmark”,

arbejdspapir 2015:3, DREAM, 2015.