FIU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 323: Spm. om ministeren vil sende en liste fordelt på kommuner over samtlige kommunalbestyrelsesmedlemmers bestyrelsesposter i offentligt ejede selskaber, til social- og indenrigsministeren

Finansudvalget 2015-16
FIU Alm.del
Offentligt

JANUAR 2016

RAPPORT FRA VEDERLAGS-

KOMMISSIONEN

FIU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 323: Spm. om ministeren vil sende en liste fordelt på kommuner over samtlige kommunalbestyrelsesmedlemmers bestyrelsesposter i offentligt ejede selskaber, til social- og indenrigsministeren

1. Baggrund og kommissorium ............................................................................................................................. 6

1.1. Baggrund ................................................................................................................................................... 6

1.2. Kommissorium ........................................................................................................................................... 6

1.3. Kommissionens sammensætning .............................................................................................................. 8

1.4. Kommissionens arbejde og arbejdsform ................................................................................................. 10

2. Sammenfatning af kommissionens forslag og anbefalinger ........................................................................... 11

2.1. Mod en gennemsigtig og tidssvarende vederlæggelse af politikere ....................................................... 11

2.2. Kommissionens principper for en mere tidssvarende og gennemsigtig vederlæggelse ......................... 12

2.3. Kommissionens forslag og anbefalinger.................................................................................................. 18

2.3.1. Forhøjet vederlag, der afspejler den almindelige lønudvikling ......................................................... 18

2.3.2. Nedsat vederlag ved varetagelse af andre vederlagte kommunale og regionale hverv .................. 20

2.3.3. En holdbar regulering af vederlagene .............................................................................................. 21

2.3.4. En ensartet eftervederlagsordning for en begrænset periode .......................................................... 21

2.3.5. En rimelig bidragsdefineret arbejdsmarkedspension ....................................................................... 22

2.4. Økonomiske konsekvenser ..................................................................................................................... 23

2.4.1. Økonomiske konsekvenser for de politiske hverv ............................................................................ 23

2.4.2. Samlede økonomiske konsekvenser ................................................................................................ 26

2.5. Ændringer i gældende lovgivning ............................................................................................................ 26

2.6. Mindretalsudtalelse .................................................................................................................................. 27

3. Fuldtidspolitikere og deres arbejdsvilkår m.v. ................................................................................................ 32

3.1. Indledning ................................................................................................................................................ 32

3.2. Udpegning til de politiske hverv og fratræden ......................................................................................... 32

3.3. Politikerne ................................................................................................................................................ 33

3.3.1. Arbejdsvilkår ..................................................................................................................................... 33

3.3.1.1. Undersøgelse om arbejdsvilkår for fultidspolitikere ................................................................... 33

3.3.1.2. Arbejdstid ................................................................................................................................... 34

3.3.1.3. Arbejdspres ................................................................................................................................ 36

3.3.1.4. Eksponering ............................................................................................................................... 36

3.3.2. Gennemsnitlig funktionstid ............................................................................................................... 37

3.3.3. Beskæftigelsesforhold efter varetagelsen af det politiske hverv ...................................................... 38

3.3.4. Mobilitet mellem de politiske hverv ................................................................................................... 40

3.4. Parallel til ledende embedsmænd i staten og kommunerne ................................................................... 41

4. Vederlæggelse ................................................................................................................................................ 46

4.1. Generel udvikling på det offentlige arbejdsmarked ................................................................................. 46

4.1.1. Fra tjenestemandssystem til overenskomstsystem .......................................................................... 46

4.1.1.1. Tjenestemandsansættelsen som en livsgerning ....................................................................... 46

4.1.1.2. Gradvis overgang til overenskomstansættelse ......................................................................... 47

4.1.2. Øget lokallønsdannelse og anvendelse af tillæg .............................................................................. 49

4.2. Vederlæggelsen af borgmestre ............................................................................................................... 50

4.2.1. Historisk udvikling ............................................................................................................................. 50

4.2.1.1. Vederlag .................................................................................................................................... 50

4.2.1.2. Efterløn ...................................................................................................................................... 59

4.2.1.3. Pension ...................................................................................................................................... 62

4.2.2. Nuværende vederlæggelse .............................................................................................................. 73

4.2.2.1. Vederlag for det politiske hverv ................................................................................................. 73

4.2.2.2. Vederlag for varetagelse af andre hverv ................................................................................... 74

4.2.2.3. Godtgørelser m.v. ...................................................................................................................... 76

4.2.2.4. Efterløn ...................................................................................................................................... 77

4.2.2.5. Pension ...................................................................................................................................... 77

4.2.2.6. Anden form for vederlæggelse .................................................................................................. 80

4.3. Vederlæggelsen af regionsrådsformænd ................................................................................................ 81

4.3.1. Historisk udvikling ............................................................................................................................. 81

4.3.1.1. Vederlag .................................................................................................................................... 81

4.3.1.2. Efterløn ...................................................................................................................................... 84

4.3.1.3. Egenpension .............................................................................................................................. 86

4.3.2. Nuværende vederlæggelse .............................................................................................................. 90

4.3.2.1. Vederlag for det politiske hverv ................................................................................................. 90

4.3.2.2. Vederlag for varetagelse af andre hverv ................................................................................... 90

4.3.2.3. Godtgørelser m.v. ...................................................................................................................... 91

4.3.2.4. Efterløn ...................................................................................................................................... 92

4.3.2.5. Pension ...................................................................................................................................... 93

4.3.2.6. Anden form for vederlæggelse .................................................................................................. 95

4.4. Vederlæggelsen af folketingsmedlemmer ............................................................................................... 96

4.4.1. Historisk udvikling ............................................................................................................................. 96

4.4.1.1. Vederlag .................................................................................................................................... 96

4.4.1.2. Eftervederlag ............................................................................................................................. 99

4.4.1.3. Pension .................................................................................................................................... 101

4.4.2. Nuværende vederlæggelse ............................................................................................................ 103

4.4.2.1. Vederlag for det politiske hverv ............................................................................................... 103

4.4.2.2. Vederlag for varetagelse af andre hverv ................................................................................. 104

4.4.2.3. Godtgørelser m.v. .................................................................................................................... 105

4.4.2.4. Eftervederlag og efteruddannelse ........................................................................................... 106

4.4.2.5. Pension .................................................................................................................................... 107

4.4.2.6. Anden form for vederlæggelse ................................................................................................ 109

4.5. Vederlæggelsen af ministre ................................................................................................................... 110

4.5.1. Historisk udvikling ........................................................................................................................... 110

4.5.1.1. Vederlag .................................................................................................................................. 110

4.5.1.2. Eftervederlag ........................................................................................................................... 113

4.5.1.3. Pension .................................................................................................................................... 114

4.5.2. Nuværende vederlæggelse ............................................................................................................ 117

4.5.2.1. Vederlag for det politiske hverv ............................................................................................... 117

4.5.2.2. Vederlag for varetagelse af andre hverv ................................................................................. 118

4.5.2.3. Godtgørelser m.v. .................................................................................................................... 118

4.5.2.4. Eftervederlag ........................................................................................................................... 119

4.5.2.5. Pension .................................................................................................................................... 120

4.5.2.6. Anden form for vederlæggelse ................................................................................................ 121

4.6. Vederlæggelse af politikere i Norge og Sverige .................................................................................... 122

4.6.1. Norge .............................................................................................................................................. 122

4.6.1.1. Kommunale og regionale hverv ............................................................................................... 122

4.6.1.2. Stortingsmedlemmer................................................................................................................ 126

4.6.1.3. Ministre .................................................................................................................................... 128

4.6.2. Sverige ............................................................................................................................................ 129

4.6.2.1. Kommunale og regionale hverv ............................................................................................... 129

4.6.2.2. Riksdagsmedlemmer ............................................................................................................... 132

4.6.2.3. Ministre .................................................................................................................................... 135

4.7. Udvikling i politikeres vederlag sammenholdt med lønudvikling for andre grupper .............................. 136

4.7.1. Udvikling i vederlaget til borgmestre og regionsrådsformænd ....................................................... 136

4.7.2. Udvikling i vederlaget til folketingsmedlemmer .............................................................................. 137

4.7.3. Udvikling i vederlaget til ministre .................................................................................................... 138

5. Anbefalinger til nyt vederlagsniveau ............................................................................................................. 140

5.1. Mod et tidssvarende og rimeligt vederlagsniveau ................................................................................. 140

5.2. Vederlag ................................................................................................................................................ 141

5.2.1. Borgmestre ..................................................................................................................................... 141

5.2.1.1. Rationale bag seneste ændringer i vederlagsniveauet ........................................................... 141

5.2.1.2. Forslag til nyt vederlagsniveau ................................................................................................ 142

5.2.2. Regionsrådsformænd ..................................................................................................................... 144

5.2.2.1. Rationale bag seneste ændringer i vederlagsniveauet ........................................................... 144

5.2.2.2. Forslag til nyt vederlagsniveau ................................................................................................ 145

5.2.3. Folketingsmedlemmer .................................................................................................................... 146

5.2.3.1. Rationale bag seneste ændringer i vederlagsniveauet ........................................................... 146

5.2.3.2. Forslag til nyt vederlagsniveau ................................................................................................ 147

5.2.4. Ministre ........................................................................................................................................... 149

5.2.4.1. Rationale bag seneste ændringer i vederlagsniveauet ........................................................... 149

5.2.4.2. Forslag til nyt vederlagsniveau ................................................................................................ 149

5.2.5. Fælles bestemmelser om vederlag ................................................................................................ 151

5.2.5.1. Udbetaling af vederlag ............................................................................................................. 151

5.2.5.2. Varetagelse af flere hverv på samme tid ................................................................................. 151

5.2.5.3. Pligtmæssigt eftervederlag ...................................................................................................... 152

5.3. Nedsættelse af vederlag ved varetagelse af andre vederlagte hverv ................................................... 152

5.3.1. Nedsættelse af vederlag til borgmestre og regionsrådsformænd, der modtager andet vederlag .. 152

5.3.2. Nedsat vederlag ved varetagelse af hverv omfattet af oplysningspligten i § 16 e ......................... 154

5.3.2.1. Kobling til eksisterende oplysningspligt i § 16 e i lov om kommunernes styrelse ................... 154

5.3.2.2. Det nærmere indhold af oplysningspligten i § 16 e i lov om kommunernes styrelse .............. 154

5.3.2.3. Præcisering af oplysningspligten i § 16 e i lov om kommunernes styrelse ............................. 155

5.3.3. Hverv som udøves med forbindelse til KL og Danske Regioner .................................................... 156

5.3.4. Nedsat vederlag uden betydning for optjening af pension ............................................................. 156

5.3.5. Vederlagte hverv, der varetages af menige kommunalbestyrelses- og regionsrådsmedlemmer .. 157

6. Anbefalinger til ny reguleringsordning .......................................................................................................... 158

7. Anbefalinger til ny eftervederlagsordning ..................................................................................................... 160

7.1. Mod en mere ensartet og enkel eftervederlagsordning ......................................................................... 160

7.2. Kommissionens forslag til ny eftervederlagsordning ............................................................................. 162

7.2.1. Oversigt over kommissionens forslag til en ny eftervederlagsordning ........................................... 162

7.2.2. Eftervederlagsperioden .................................................................................................................. 162

7.2.2.1. Eftervederlag i en begrænset periode ..................................................................................... 162

7.2.2.2. Optjening sker forholdsmæssigt i løbet af funktionstiden ........................................................ 164

7.2.2.3. Beregning af funktionstid ......................................................................................................... 164

7.2.3. Begrænset ret til eftervederlag ved frivillig fratræden ..................................................................... 165

7.2.4. Udbetaling af eftervederlag ............................................................................................................ 166

7.2.4.1. Eftervederlagets størrelse ....................................................................................................... 166

7.2.4.2. Fratræden af flere hverv på samme tid ................................................................................... 167

7.2.4.3. Pligtmæssigt eftervederlag ...................................................................................................... 167

7.2.4.4. Udbetaling af pension efter den nuværende ordning i eftervederlagsperioden ...................... 167

7.2.4.5. Udbetaling af pension efter den nye ordning i eftervederlagsperioden ................................... 168

7.2.5. Nedsættelse af eftervederlag med anden indtægt ......................................................................... 168

7.2.5.1. Eftervederlag nedsættes med vederlag for andet politisk hverv ............................................. 168

7.2.5.2. Ingen yderligere nedsættelse af eftervederlag med anden indkomst i op til et år ................... 169

7.2.5.3. Nedsat eftervederlag for ministre med anden offentlig lønindkomst efter et år....................... 170

7.2.6. Efteruddannelsesstøtte og outplacementordning ........................................................................... 170

7.2.6.1. Efteruddannelsesstøtte ............................................................................................................ 170

7.2.6.2. Outplacementordning .............................................................................................................. 171

7.2.7. Eftervederlag til stedfortrædere ...................................................................................................... 172

7.3. Overgangsordning ................................................................................................................................. 172

8. Anbefalinger til en ny pensionsordning......................................................................................................... 174

8.1. Mod en mere tidssvarende og fleksibel pensionsordning ..................................................................... 174

8.2. Forslag til nyt pensionsordning .............................................................................................................. 175

8.2.1. Oversigt over kommissionens forslag til en ny pensionsordning ................................................... 175

8.2.2. Pensionsbidragsprocent og beregningsgrundlag ........................................................................... 176

8.2.3. Pligtmæssigt pensionsbidrag .......................................................................................................... 177

8.2.4. Etablering af pensionsordning ........................................................................................................ 177

8.2.5. Ydelsessammensætning ................................................................................................................ 178

8.3. Overgangsregler .................................................................................................................................... 178

9. Økonomiske konsekvenser .......................................................................................................................... 180

9.1. Indledende bemærkninger ..................................................................................................................... 180

9.2. Økonomiske konsekvenser for det enkelte politikerhverv ..................................................................... 181

9.2.1. Samlede økonomiske konsekvenser for det enkelte hverv ............................................................ 181

9.2.2. Økonomiske konsekvenser af anbefalinger om nyt vederlagsniveau ............................................ 185

9.2.3. Tillæg og hverv ............................................................................................................................... 185

9.2.3.1. Bortfald af skattefrit omkostningstillæg til folketingsmedlemmer og ministre .......................... 185

9.2.3.2. Nedsat vederlag til borgmestre og regionsrådsformænd med andet vederlag ....................... 186

9.2.4. Eftervederlag .................................................................................................................................. 186

9.2.5. Pension ........................................................................................................................................... 188

9.3. Samlede økonomiske konsekvenser for alle fuldtidspolitikere .............................................................. 190

Bilag:

II.

Arbejdsvilkår for fuldtidspolitikere, KORA, 2016

Notat om arbejdsvilkår for offentlige topledere, KORA, 2016

DEL I – INDLEDNING

1. Baggrund og kommissorium

1.1. Baggrund

I marts 2014 blev der indgået en politisk aftale om en mere gennemsigtig vederlæggelse af

politikere. Aftalen indebar en ændring i niveauet for det faste vederlag til menige kommu-

nalbestyrelses- og regionsrådsmedlemmer samt en ændret reguleringsform af det faste ve-

derlag og af det tillægsvederlag, der ydes til menige kommunalbestyrelses- og regions-

rådsmedlemmer med hjemmeboende børn under 10 år. Aftalen indebar ikke nogen direkte

ændringer i forhold til vederlæggelsen af borgmestre og regionsrådsformænd, hvis hverv

adskiller sig fra de menige kommunalbestyrelses- og regionsrådsmedlemmer ved at være

fuldtidshverv på linje med folketingsmedlemmer og ministre.

Med aftalen forpligtede aftaleparterne sig til at fremsætte forslag til folketingsbeslutning om

nedsættelse af en kommission, der på baggrund af det kommissorium, der indgik som bilag

til aftalen, skulle have til opgave at udarbejde et forslag til, hvordan den samlede vederlæg-

gelse af borgmestre, regionsrådsformænd, folketingsmedlemmer og ministre fremadrettet

skal være. I aftalen fremhæves, at kommissionens forslag skal være baseret på et hensyn

til gennemsigtighed og åbenhed og tage højde for en indbyrdes sammenhæng mellem vil-

kårene for de forskellige typer af hverv, i den udstrækning det er relevant.

Med folketingsbeslutning om udmøntning af politisk aftale om en mere tidssvarende og

gennemsigtig vederlæggelse af politikere (B 96) vedtaget den 20. maj 2014 opfordrede Fol-

ketinget regeringen til at nedsætte en kommission vedrørende den samlede vederlæggelse

af borgmestre, regionsrådsformænd, folketingsmedlemmer og ministre.

Vederlagskommissionen blev herefter nedsat i sommeren 2014.

1.2. Kommissorium

Vederlagskommissionens kommissorium, der indgik som bilag til den politiske aftale om en

mere tidssvarende vederlæggelse af politikere, har følgende ordlyd:

”Kommissorium for en kommission vedrørende den samlede vederlæggelse af borgmestre, regionsrådsfor-

mænd, folketingsmedlemmer og ministre

1. Regeringen har indgået en aftale med Venstre, SF og Konservative (herefter benævnt aftaleparterne) om at

forhøje vederlagsniveauet for de menige medlemmer af kommunalbestyrelser og regionsråd og om en frem-

adrettet regulering af vederlagene, der afspejler den faktiske lønudvikling på det kommunale og regionale

arbejdsmarked. Herved sikres kommunal- og regionalpolitikerne en mere tidssvarende vederlæggelse for den

store opgave, der varetages i landets kommunalbestyrelser og regionsråd.

Forhøjelsen af vederlagsniveauet skal bl.a. ses i lyset af, at der, siden niveauet blev fastlagt for kommunalpoli-

tikere pr. 1. januar 1996, er sket en generel udvikling mod et større og mere komplekst ansvar og en tungere

arbejdsbyrde samt i lyset af, at vederlagene løbende er blevet relativt mindre værd, når de sammenholdes

med den faktiske lønudvikling på det kommunale og regionale arbejdsmarked.

2. Hvervet som borgmester og regionsrådsformand er et fuldtidshverv, som også indebærer den øverste dag-

lige ledelse af den kommunale og regionale forvaltning. Den samlede vederlæggelse er sammensat af forskel-

lige elementer, der ud over det faste vederlag også omfatter eftervederlag, pensionsordning, samordningsreg-

ler og godtgørelser. Niveauet for vederlaget til borgmestre og regionsrådsformænd er det vederlagsniveau,

som blev lagt til grund ved kommunalreformen i 2007, hvor nye kommuner og regioner blev dannet. Veder-

lagsniveauet i 2007 var en videreførelse af det niveau, som blev fastlagt for borgmestre og amtsborgmestre

pr. 1. januar 1994.

Folketingsmedlemmer er ligeledes fuldtidspolitikere og har også en vederlagsordning, der består af en række

forskellige elementer. Ud over det faste vederlag, omfatter det bl.a. eftervederlag, pensionsordning, modreg-

ningsregler, godtgørelse for boligudgifter, skattefrit omkostningstillæg og adgang til efteruddannelsesmidler.

Det grundlæggende vederlag til folketingsmedlemmer tager udgangspunkt i det niveau, som blev fastlagt pr. 1.

januar 2000. Siden er der foretaget ændringer af dele af den samlede vederlagspakke, senest i juni 2012.

Ministre modtager et grundvederlag og ydes herudover omkostningstillæg og godtgørelse for boligudgifter

m.v. efter samme regler, som gælder for medlemmer af Folketinget. Grundvederlaget blev i 2012 midlertidigt

nedsat med 5 pct. indtil 2015. Ministre kan endvidere ydes eftervederlag og egenpension. Når en minister

også er medlem af Folketinget, trækkes folketingsvederlaget fra ministervederlaget.

3. Aftaleparterne konstaterer, at spørgsmålet om vederlæggelse af borgmestre, regionsrådsformænd (tidligere

amtsborgmestre), folketingsmedlemmer og ministre kun sjældent er blevet taget op til mere grundlæggende

overvejelse. Når reglerne undertiden er blevet ændret, har det som regel været enkelte elementer af veder-

læggelsen, som er blevet justeret.

Borgmestre, regionsrådsformænd, folketingsmedlemmer og ministre varetager alle betydningsfulde hverv i

relation til kommunalbestyrelsers, regionsråds, Folketingets og regeringens arbejde med og ansvar for vigtige

samfundsmæssige opgaver og beslutninger.

Aftaleparterne finder, at tiden er moden til, at der foretages en grundlæggende helhedsvurdering af, om de

samlede vederlagsmæssige vilkår for borgmestre, regionsrådsformænd, folketingsmedlemmer og ministre er

passende i en nutidig sammenhæng.

Partierne har på den baggrund besluttet at nedsætte en rådgivende kommission vedrørende den samlede

vederlæggelse af borgmestre, regionsrådsformænd, folketingsmedlemmer og ministre.

Kommissionen skal foretage en analyse af den samlede vederlæggelse af borgmestre, regionsrådsformænd,

folketingsmedlemmer og ministre. Analysen skal omfatte alle elementer i vederlæggelsen, herunder godtgø-

relser, omkostningstillæg, eftervederlag, pension, modregningsregler, samordningsregler, uddannelsesmidler

og den løbende regulering af vederlagene. Kommissionen skal behandle vederlæggelsen af de forskellige

hverv i sammenhæng. Kommissionen skal endvidere inddrage oplysninger om vederlæggelsen af andre an-

svarsfulde poster i vores samfund.

Kommissionen har til opgave at udarbejde et forslag til, hvordan den fremadrettede vederlæggelse af borgme-

stre, regionsrådsformænd, folketingsmedlemmer og ministre skal være. Forslaget skal tage højde for den ud-

vikling, der over de senere år har været i politikernes arbejdsvilkår, herunder i forhold til kompleksiteten i ar-

bejdsopgaverne samt i forhold til politikernes ansvar og arbejdsbyrde. Forslaget skal være baseret på et hen-

syn til gennemsigtighed og åbenhed. Endvidere skal forslaget tage højde for en indbyrdes sammenhæng mel-

lem vilkårene for de forskellige typer af hverv, i den udstrækning det er relevant.

4. Kommissionen sammensættes af en formand og 4-6 medlemmer. Kommissionen skal have deltagelse af

personer med særligt kendskab til borgmestres, regionsrådsformænds, folketingsmedlemmers og ministres

arbejdsvilkår samt med særligt kendskab til vilkårene på det almindelige arbejdsmarked. Aftaleparterne vil

lægge op til, at udvalgets formand og medlemmer udpeges af Folketingets Udvalg for Forretningsordenen

efter forslag fra Folketingets Præsidium.

Aftaleparterne vil lægge op til, at sekretariatsfunktionen varetages af embedsmænd udpeget af Folketingets

Administration og regeringen. Der lægges op til, at formandskabet for sekretariatet varetages af Folketingets

Administration.

Kommissionen skal færdiggøre sit arbejde inden udgangen af 2015 med henblik på, at eventuelle ændringer

for borgmestre og regionsrådsformænd kan vedtages i god tid inden de kommunale og regionale valg i 2017

og få virkning pr. 1. januar 2018, og at eventuelle ændringer for folketingsmedlemmer og ministre kan vedta-

ges forud for, men få virkning fra det første folketingsvalg efter afslutningen af kommissionens arbejde.”

1.3. Kommissionens sammensætning

Det følger af kommissoriet samt af bemærkningerne til forslag til folketingsbeslutning om

udmøntning af politisk aftale om en mere tidssvarende og gennemsigtig vederlæggelse af

politikere (B 96), at kommissionen sammensættes af en formand og 4-6 medlemmer, samt

at kommissionen skal have deltagelse af personer med særligt kendskab til borgmestres,

regionsrådsformænds, folketingsmedlemmers og ministres arbejdsvilkår samt af personer

med særligt kendskab til vilkårene på det almindelige arbejdsmarked.

Kommissionens formand og medlemmer er udpeget af Folketingets Udvalg for Forretnings-

ordenen efter forslag fra Folketingets Præsidium.

Kommissionen har følgende sammensætning:

Michael Christiansen (formand),

bestyrelsesformand, tidligere departementschef og formand for Løn-

kommissionen

Louise Gade,

direktør for VIA Efter- og Videreuddannelse, tidligere borgmester og rådmand

Rikke Hvilshøj,

direktør for Dansk IT, tidligere minister, folketingsmedlem og kommunalbestyrelsesmedlem

Tove Larsen,

pensionist, tidligere borgmester

Lisbeth Lollike,

direktør for Lollike Consult, tidligere direktør for Personalestyrelsen

Jes Lunde,

kommunaldirektør i Rebild Kommune, tidligere folketingsmedlem og amtsrådsmedlem

Kommissionens sekretariat bestod ved afslutningen af kommissionens arbejde af:

Folketingets Administration

Lovchef Birgit Thostrup Christensen (leder af sekretariatet)

Personalechef John Baastrup

Fuldmægtig Heidi Koch

Fuldmægtig David Kruse Lange

Konsulent Birgit Weng

Kontorfuldmægtig Lise Dahl

Danske Regioner

Seniorkonsulent Rikke Rønnest Helmer-Hansen

Seniorkonsulent Lisbet Sørensen

Konsulent Silas Anhøj Soelberg

Moderniseringsstyrelsen

Vicedirektør Inge Friis Svendsen

Kontorchef Peter Amstrup-Kappel

Kontorchef Jesper Schaumburg-Müller

Fuldmægtig Nanna Baade

Fuldmægtig Rasmus Hagedorn-Olsen

Fuldmægtig Mark Olsen

Social- og Indenrigsministeriet

Afdelingschef Hans B. Thomsen

Kontorchef Christina Ekmann

Specialkonsulent Kasper Ullerup Bach

Fuldmægtig Martin Vangsøe Olsen

1.4. Kommissionens arbejde og arbejdsform

Vederlagskommissionens arbejde har bestået i at foretage en analyse af den samlede ve-

derlæggelse af borgmestre, regionsrådsformænd, folketingsmedlemmer og ministre samt

udarbejde forslag til, hvordan politikernes fremadrettede vederlæggelse samlet set skal væ-

re.

Kommissionen har afholdt 11 møder i perioden oktober 2014 til og med januar 2016.

Kommissionen har til brug for sit arbejde gennemført en række undersøgelser m.v. Følgen-

de undersøgelser m.v. er gennemført med ekstern bistand:

Spørgeskemaundersøgelse foretaget af kommissionen og udsendt til borgmestre og regionsrådsfor-

mænd vedrørende omfanget af vederlagte hverv, der varetages som følge af det politiske hverv som

borgmester og regionsrådsformand

Undersøgelse om fuldtidspolitikeres arbejdsvilkår foretaget af Det Nationale Institut for Kommuners og

Regioners Analyse og Forskning (KORA)

Undersøgelse om offentlige toplederes arbejdsvilkår foretaget af Det Nationale Institut for Kommuners

og Regioners Analyse og Forskning (KORA)

Undersøgelse af visse skattemæssige forhold vedrørende folketingsmedlemmers vederlæggelse fore-

taget af PwC

Beregninger af præmieprocent for politikernes nuværende pensionsordninger foretaget af SB Aktuar

på baggrund af beregningsforudsætninger leveret af kommissionens sekretariat med bistand fra ATP

Vurdering af ekspropriationsspørgsmål i forbindelse med forslag til en ny eftervederlagsordning fore-

taget af Justitsministeriet

Bidrag fra Stortinget og Statens Pensjonskasse vedrørende vederlagsniveauer m.v. i Norge

Bidrag fra Riksdagen og Statens tjänstepensionsverk vedrørende vederlagsniveauer m.v. i Sverige

Udgifterne til kommissionens arbejde, herunder vederlæggelse af kommissionens formand

og medlemmer i medfør af cirkulære nr. 9418 af 4. juli 2013 om betaling af medlemmer af

kollegiale organer i staten, har været afholdt af Folketingets Administration, Modernise-

ringsstyrelsen, Social- og Indenrigsministeriet og Statsministeriet, der indtil juni 2015 deltog

i sekretariatet, i forening.

2. Sammenfatning af kommissionens forslag og anbefalinger

2.1. Mod en gennemsigtig og tidssvarende vederlæggelse af politikere

Vederlagskommissionen har haft til opgave at analysere alle elementer i vederlæggelsen af

borgmestre, regionsrådsformænd, folketingsmedlemmer og ministre. Vederlæggelsen ud-

gør et samlet hele på samme måde, som alle lønelementer, herunder pension, indgår i en

samlet bruttolønpakke på det almindelige arbejdsmarked. Vederlæggelsen kan opdeles i

fem delelementer.

Det første element er det vederlag, der ydes for selve varetagelsen af hvervet. Folketings-

medlemmer og ministre modtager for det andet et skattefrit omkostningstillæg. Som et tred-

je element i vederlæggelsen supplerer typisk borgmestre og regionsrådsformænd deres

grundvederlag med vederlag fra andre hverv, der varetages som følge af det politiske hverv.

Det gælder f.eks. en borgmester, der er medlem af bestyrelsen i et kommunalt forsynings-

selskab. Et fjerde element i vederlæggelsen er det eftervederlag, som politikerne modtager i

en periode, når det politiske hverv er fratrådt. De politikere, der har varetaget hvervet i

mindst et år, modtager endvidere pension, der kommer til udbetaling, når politikerne har

nået en vis alder. Pensionen er det femte element i den samlede vederlæggelse.

På flere områder indebærer de gældende regler om politikernes vederlæggelse en uigen-

nemsigtighed, der gør det vanskeligt, selv for politikerne, at opgøre den samlede vederlæg-

gelse.

I sig selv gør de fem forskellige vederlagselementer det vanskeligt at sammenstykke et klart

billede af vederlæggelsen. Hertil kommer vederlagsreglernes udformning og kobling til an-

dre lønsystemer, der gør det vanskeligt uden særlige forudsætninger at få overblik over ind-

holdet og værdien af de enkelte vederlagselementer.

Den manglende gennemsigtighed gør det endvidere svært at sammenligne størrelsen af det

vederlag, de folkevalgte politikere modtager, med lønniveauet for andre poster i samfundet.

Når reglerne om vederlæggelse samtidig fastsættes af politikerne selv, kan det bidrage til

opfattelsen af et lukket system, der isoleret set kan svække tilliden til de folkevalgte politike-

re. Set fra politikernes side bliver det omvendt vanskeligt at adressere spørgsmål om, hvor-

vidt vederlæggelsen er tidssvarende og rimelig set i forhold til politikernes ansvar, arbejds-

vilkår og den almindelige lønudvikling i samfundet.

Vederlagskommissionen ser det som afgørende, at kommissionens forslag kan udgøre fun-

damentet for et tidssvarende og moderne vederlagssystem. Et system, der er kendetegnet

ved at være transparent og logisk begrundet i sin udformning på tværs af de politiske hverv

og i forhold til almindelige lønprincipper på arbejdsmarkedet. Og samtidig et system, der

skal være egnet til smidigt at håndtere mobiliteten mellem politik og anden form for beskæf-

tigelse, herunder understøtte rekrutteringen af nye politikere.

Styrken i et nyt vederlagssystem skal efter kommissionens opfattelse ikke mindst måles på

systemets robusthed og holdbarhed år frem i tiden. Vederlaget bør derfor efter kommissio-

nens opfattelse tage udgangspunkt i et niveau, der står mål med den vigtige samfunds-

mæssige opgave, politikerne løfter. Særlig vigtigt er endvidere en ny reguleringsordning, der

fremadrettet sikrer, at politikernes vederlag hverken løber fra eller sakker bagud i forhold til

den almindelige lønudvikling. En sådan regulering vil bidrage til, at spørgsmål om veder-

læggelsen ikke i samme omfang som over de senere år løbende bliver gjort til et tema.

Vederlagskommissionens medlemmer er enige om at lægge disse principper og betragtnin-

ger til grund for kommissionens anbefalinger til en gennemsigtig og tidssvarende vederlæg-

gelse.

I afsnit 2.2. redegøres der nærmere for de principper, som kommissionen har baseret sine

anbefalinger på. Herefter præsenteres kommissionens anbefalinger i afsnit 2.3. efterfulgt af

en beskrivelse i afsnit 2.4. af de økonomiske konsekvenser forbundet med en gennemførel-

se af kommissionens anbefalinger. Afsnit 2.5. beskriver overordnet, hvilke lovgivningsinitia-

tiver en gennemførelse af kommissionens anbefalinger forudsætter. I afsnit 2.6. redegør et

mindretal bestående af Jes Lunde nærmere for, hvilke af kommissionens anbefalinger som

mindretallet ikke kan tiltræde.

2.2. Kommissionens principper for en mere tidssvarende og gennemsigtig vederlæg-

gelse

Afspejling af ligheder med andre ansvarsfulde poster i respekt for de politiske hvervs særli-

ge karakter

Borgmestre, regionsrådsformænd, folketingsmedlemmer og ministre varetager centrale

hverv med ansvar for vigtige samfundsmæssige opgaver og beslutninger. Uanset visse lig-

hedspunkter med andre ansvarsfulde poster er det efter kommissionens opfattelse vanske-

ligt at finde andre poster i det omgivende samfund, der set som en helhed i forhold til ansvar

og opgaver, arbejdsvilkår og demokratisk forankring m.v., kan sammenlignes fuldt ud med

de fuldtidspolitiske hverv. Derfor er der efter kommissionens opfattelse grund til at tage

hensyn til de politiske hvervs særlige karakter.

Kommissionen vurderer imidlertid også, at politikerne i en vis udstrækning kan sammenlig-

nes med indehavere af andre ansvarsfulde poster og stillinger i samfundet. Deres arbejds-

vilkår - arbejdstid og eksponering i offentligheden m.v. - adskiller sig ikke nødvendigvis væ-

sentligt fra andre poster og stillinger. Kommissionen vurderer i den forbindelse, at det nær-

meste sammenligningsgrundlag findes i forhold til ledende embedsmænd. Borgmestrenes,

regionsrådsformændenes og ministrenes ansvarsområder som øverste administrative lede-

re kan f.eks. sammenlignes og i visse henseender sidestilles med ledende embedsmænd i

de organisationer, som politikerne har den øverste ledelse over.

En mere direkte sammenligning kan på mange områder foretages med politikere i de nær-

meste nordiske lande. Men som beskrevet nærmere i kapitel 4 gør også her væsentlige for-

skelle i form af bl.a. en anden administrativ struktur, opgaveportefølje og ansvar på kommu-

nalt og regionalt niveau sig gældende. Dertil kommer, at kommissionen generelt har fundet

det vanskeligt at drage paralleller i forhold til vederlagsniveauerne grundet forskellene lan-

dene imellem, navnligt i forhold til arbejdsgiver-, skatte- og pensionsforhold samt på grund

af varierende valutakurser.

Vederlagskommissionen finder, at vederlæggelsen af politikerne skal afspejle lighederne

med andre poster og det almindelige arbejdsmarked i øvrigt og dermed være genkendelig i

forhold til den almindelige vederlæggelse i det omgivne samfund. Dette er efter kommissio-

nens opfattelse et væsentligt skridt mod en tidssvarede vederlæggelse. De særtræk, der

knytter sig til de politiske hverv, herunder indbyrdes mellem hvervene, kan efter kommissio-

nens opfattelse også fortsat begrunde, at visse særlige elementer forbundet med vederlæg-

gelsen er berettiget i en nutidig sammenhæng. Det gælder f.eks. eftervederlag. Selv i disse

tilfælde bør den nærmere udformning dog så vidt muligt finde afsæt i kendte konstruktioner.

Fastholdelse af kendte rationaler for vederlæggelsen

Kommissionen har i sine anbefalinger om vederlagsniveauet taget udgangspunkt i at fast-

holde kendte rationaler for vederlæggelsen.

Den historiske udvikling i vederlæggelsen af politikere kan efter kommissionens opfattelse

anskues som et billede på selve udviklingen af de politiske hverv. I begyndelsen af det 20.

århundrede modtog Rigsdagens medlemmer f.eks. alene daglige godtgørelser for de dage,

hvor Rigsdagen var samlet, samt dækning af dokumenterede rejseudgifter til og fra Køben-

havn. Hvervet som medlem af Rigsdagen tilkom på det tidspunkt alene mænd over 30 år

med en vis formue, og vederlæggelsen kan således ses som et billede på en opfattelse af

folketingshvervet og folketingspolitikerne, der ligger langt fra en nutidig opfattelse. Tilsva-

rende har hvervet som borgmester udviklet sig fra et ulønnet fritidshverv i små kommuner til

et fuldtidsvederlagt hverv som øverste administrative og politiske leder i kommuner med i

gennemsnit 57.000 indbyggere. Den historiske udvikling i vederlæggelsen af politikerne og

de bagvedliggende rationaler er nærmere beskrevet i kapitel 4.

Overvejelser om ændringer af vederlæggelsen af politikere bør efter kommissionens opfat-

telse indeholde en refleksion over, hvorvidt de politiske hverv i de senere år har udviklet sig

på en måde, der ikke var forudset ved de seneste ændringer i politikernes vederlag, og som

i dag tilsiger nye ændringer.

Vederlæggelsen af politikere har gennem det 20. århundrede været kendetegnet ved kob-

linger til det statslige tjenestemandssystem. Der har hermed efter kommissionens opfattelse

været en klar pejling mod det offentlige arbejdsmarked frem for det private arbejdsmarked.

Videre har koblingen til tjenestemandssystemet i vidt omfang fundet sted i forhold til de øvre

lønrammer og skalatrin, hvori offentlige chefer og ledende embedsmænd er indplaceret. For

folketingsmedlemmer har dette ved de seneste ændringer i vederlæggelsen vist sig tydeligt

gennem en kobling til særlige chefstillinger i staten, herunder afdelingschefer og vicedirek-

tører, mens ministrene historisk set har været og stadig er koblet til departementschefernes

lønniveau. For borgmestre og regionsrådsformænd er der ikke på samme måde en ligeså

klar kobling til visse stillinger, om end borgmestrene og amtsborgmestrene siden 1970’erne

er blevet indplaceret i lønrammer svarende til offentlige chefer med en vis skelen til kom-

munaldirektørernes lønniveau.

Kommissionen har overvejet, om der er sket en udvikling i grundvilkårene for de politiske

hverv, der giver holdepunkter for at fravige disse rationaler. Til brug herfor har kommissio-

nen bl.a. fået foretaget to undersøgelser af Det Nationale Institut for Kommuners og Regio-

ners Analyse og Forskning, KORA, om politikernes arbejdsforhold og tilsvarende for leden-

de embedsmænd i staten og kommunerne samt om udviklingen heri. Undersøgelserne, der

er nærmere beskrevet i kapitel 3, peger på, at politikerne har oplevet en vis stigning i ar-

bejdstiden og arbejdspresset og generelt føler sig mere eksponeret. Samme tendenser ses

blandt ledende embedsmænd om end i mindre udstrækning. Særligt i forhold til eksponering

synes politikerne generelt at adskille sig fra de fleste andre poster. Udviklingen i både politi-

keres og embedsmænds arbejdsvilkår forklares da også med udviklingen i mediebilledet

som den væsentligste faktor. Særligt fremkomsten af netaviser og 24 timers nyhedskanaler

har ifølge undersøgelsen bidraget til at øge arbejdspresset og forventningerne til politikerne

om at stå til rådighed døgnet rundt.

Kommissionen har endvidere foretaget undersøgelser, der synes at afkræfte, at politikerne

generelt har sværere ved at finde fodfæste, når de fratræder det politiske hverv, end hvis de

havde fratrådt en stilling på det almindelige arbejdsmarked.

Kommissionen finder ikke, at den udvikling, der har været i de politiske hverv, herunder

særligt i forhold til arbejdsvilkår og eksponering i offentligheden, har haft en sådan væsent-

lig karakter, at den giver holdepunkter for at fravige de rationaler, der over de seneste 30-40

år har ligget bag vederlæggelsen af politikerne. Det er således kommissionens opfattelse, at

de politiske hverv er og altid har været offentlige hverv, der mest naturligt knytter sig til le-

dende stillinger på det offentlige arbejdsmarked.

Det er på denne baggrund efter kommissionens opfattelse rigtigt at holde fast i de seneste

rationaler bag vederlæggelsen af de politiske hverv.

Et mindretal bestående af Jes Lunde henviser til mindretalsudtalelsen i afsnit 2.6.

Tilpasning i forhold til udviklingen på det offentlige arbejdsmarked

Kommissionen finder, at fastholdelsen af de kendte rationaler bag vederlæggelsen, skal ses

i lyset af den udvikling, der har været på det offentlige arbejdsmarked i forhold til lønsam-

mensætningen og lønniveauer. Udviklingen på det offentlige arbejdsmarked har således

afgørende betydning for analysen af, hvad der er et tidssvarende vederlagssystem for politi-

kere.

Siden enevælden og indtil 1960’erne har offentligt ansatte, som nærmere beskrevet i kapitel

4, overvejende været ansat på tjenestemandsvilkår, mens overenskomstansættelsen i høje-

re grad har haft undtagelsens karakter. Fra 1960’erne blev aftaler og overenskomster imid-

lertid mere systematisk introduceret som rammesættende for ansættelse i den offentlige

sektor. Både arbejdstagersiden og arbejdsgiversiden havde interesse i denne gradvise

overgang fra tjenestemandssystemet til et overenskomstsystem, idet arbejdstagersiden

herigennem kunne opnå mere indflydelse på egne løn- og arbejdsvilkår, mens arbejdsgiver-

siden kunne opnå større fleksibilitet i forhold personalemæssige tilpasninger m.v.

Over de sidste 20 år har den faktiske lønudvikling i den statslige sektor været højere end

den centralt aftalte statslige lønregulering, som politikernes vederlag historisk set har fulgt.

Som forklaring herpå ligger bl.a., at andre centralt aftalte lønforbedringer og den lokale løn-

dannelse fylder mere og mere i den samlede løn. For statslige chefer udgør tillæg og lokal-

lønsdannelse i dag op mod 30 pct. af den samlede løn, mens det i 2000 udgjorde omkring

22 pct.

Udviklingen har medført, at de offentlige chefer og ledende embedsmænd, som politikernes

vederlæggelse er koblet til, har oplevet lønstigninger, som ikke har udmøntet sig i tilsvaren-

de stigninger i vederlæggelsen af politikerne. Denne forskel er over de senere år blevet om-

talt som en efterslæbsproblematik og har bl.a. dannet baggrund for forhøjelse af borgme-

stervederlagene i 1994 og været bestemmende for en ny reguleringsordning for folketings-

medlemmer i 2012 samt for en forhøjelse af det faste vederlag til menige kommunalbesty-

relses- og regionsrådsmedlemmer i 2014.

Kommissionen finder generelt, at den historiske kobling til offentlige chefer og ledende em-

bedsmænd har hvilet på en forudsætning om, at vederlagenes størrelse i vidt omfang har

skullet modsvare referencegruppernes lønniveau.

Kommissionen har derfor i relation til selve vederlagets størrelse fundet det bedst stem-

mende med rationalerne, at der i kommissionens anbefalinger tages højde for de forskelle,

der er opstået mellem løn til offentlige chefer og ledende embedsmænd og vederlag til poli-

tikerne. Disse forskelle er opstået som følge af den almindelige udvikling på arbejdsmarke-

det.

Et mindretal bestående af Jes Lunde henviser til mindretalsudtalelsen i afsnit 2.6.

Gennemsigtig og tidssvarende vederlæggelse

For kommissionen er det af meget stor betydning, at vederlagssystemet fremadrettet indret-

tes sådan, at det er muligt at anslå livstidslønnen for en politiker og dermed den samlede

økonomiske værdi af at varetage et fuldtidsvederlagt politisk hverv i en given periode. Det er

således en del af kommissionens opgave at basere sit forslag på et hensyn til gennemsig-

tighed og åbenhed.

Kommissionen bemærker i den sammenhæng, at koblingen til tjenestemandssystemet har

været meningsfuld derved, at tjenestemandssystemet langt op igennem tiden har været det

almindelige ansættelses- og lønningssystem i det offentlige. Siden 1960’erne er tjeneste-

mandssystemet imidlertid gradvist blevet afløst af overenskomstsystemet, og i dag udnæv-

nes tjenestemænd alene i få specifikke stillinger på chefniveau samt inden for f.eks. politi-

korpset og Folkekirken. Dette indebærer, at vederlæggelsen har mistet den gennemsigtig-

hed, der tidligere har bestået i at kunne sammenligne f.eks. politikernes pensionsforhold

med alle andre offentlige tjenestemandsansattes pensionsforhold ud fra kriterier som pensi-

onsalder og lønrammemæssig indplacering.

Kommissionen anser det i lyset af udviklingen væk fra tjenestemandssystemet som natur-

ligt, at en moderne og gennemsigtig vederlæggelse af politikere tager sit udgangspunkt i de

lønsystemer, som i dag er almindelige på det offentlige arbejdsmarked. Kommissionen har

således i sine anbefalinger i videst mulige udstrækning forsøgt at anvende lønmodeller

m.v., der allerede er kendte på det offentlige arbejdsmarked.

Vederlagskommissionen er nedsat med et udtrykkeligt ønske om en mere tidssvarende ve-

derlæggelse af politikerne. Kommissionen lægger heri ikke blot, at vederlagene skal have

en udformning og niveau, der er tidssvarende i 2016, men som også, så vidt det er muligt,

skal kunne vise sig levedygtig år frem i tiden. Kommissionen bemærker i den sammen-

hæng, at et tidssvarende vederlagsniveau vil medvirke til, at der skabes større ro om veder-

læggelsen.

På det almindelige arbejdsmarked sker løndannelsen som udgangspunkt gennem overens-

komstforhandlinger med få års mellemrum. Kommissionen finder imidlertid ikke, at et tilsva-

rende system kan tjene som forbillede for en løbende fastsættelse af vederlagsniveauer til

politikere, idet politikerne i en sådan forhandling både vil repræsentere arbejdstager- og ar-

bejdsgiversiden. Endvidere finder kommissionen ikke, at en årlig fastsættelse af politikernes

vederlagsniveau m.v., som det kendes i Norge og Sverige, er hensigtsmæssig i forhold til at

indføre en mere varig model for reguleringen af vederlæggelsen, der ikke jævnligt forudsæt-

ter direkte eller indirekte politisk stillingtagen til spørgsmål herom.

Kommissionen har derfor fundet det afgørende at foreslå en løbende reguleringsform af

vederlæggelsen, der vil kunne afspejle den almindelige lønudvikling og følge trit hermed ved

almindelig løntilbageholdenhed i samfundet under lavkonjunktur og tilsvarende i perioder

med højkonjunktur.

Nutidsvederlæggelse frem for fremtidshonorering

Opgøres værdien af de forskellige dele af politikernes nuværende vederlæggelse står det

klart, at en relativ stor del heraf ydes efter, at politikerne er fratrådt det politiske hverv. Dette

gælder for så vidt eftervederlag, men i særlig grad pension. Vederlagskommissionen finder

det bedst stemmende med øget gennemsigtighed og bedre sammenhæng med det almin-

delige arbejdsmarked, at vederlæggelsen primært finder sted under varetagelsen af selve

hvervet og ikke som ydelser, der tildeles politikerne senere i deres liv. Kommissionens an-

befalinger indebærer derfor, at den del af vederlæggelsen, der ydes under varetagelsen af

det politiske hverv, øges.

Et mindretal bestående af Jes Lunde henviser til mindretalsudtalelsen i afsnit 2.6.

Tilbageholdenhed med anbefalinger, hvor der ligger andre hensyn bag vederlagsreglerne

Reglerne om vederlag har efter kommissionens opfattelse ikke blot betydning for den enkel-

te politikers økonomiske forhold, men har også mere generel betydning for varetagelsen af

de politiske hverv. F.eks. har vederlagsniveauet betydning for muligheden for at rekruttere

nye politikere. Alene det forhold, at de politiske fuldtidshverv er vederlagt som fuldtidsbe-

skæftigelse, medvirker overordnet til, at ingen bør være afskåret fra at stille op til de politi-

ske hverv af økonomiske grunde. Mere specifikt kan videre peges på, at forskellige dele af

vederlæggelsen kan være begrundet i hensynet til at sikre en bred og repræsentativ sam-

mensætning af Folketinget og tilsvarende af kommunalbestyrelserne og regionsrådene.

F.eks. kan hensynet til geografisk spredning af medlemmerne i Folketinget tilgodeses gen-

nem godtgørelse af ekstraudgifter til transport samt mulighed for tilskud til dobbelt husførel-

se m.v.

Tilsvarende kan reglerne om vederlag under fravær på grund af barsel bidrage til at gøre

det mere attraktivt for forældre med mindre børn at deltage i politik. Samtidig indgår regler-

ne om vederlag under fravær i samspil med regler om indkaldelse af stedfortrædere og får

dermed betydning for den måde kollektive organer som Folketinget, kommunalbestyrelser-

ne og regionsrådene fungerer på i praksis.

Kommissionen har været tilbageholdende med at foreslå ændringer i de dele af vederlæg-

gelsen, der er begrundet i sådanne bagvedliggende hensyn. Kommissionen finder i lyset

heraf, at det f.eks. fortsat må være de relevante myndigheders og Folketingets opgave at

vurdere behovet for udgiftsgodtgørelser m.v. i forbindelse med varetagelsen af de politiske

hverv.

Kommissionens kommissorium omfatter kun hvervene som borgmester, regionsrådsfor-

mand, folketingsmedlem og minister. Kommissionen er imidlertid opmærksom på, at kom-

missionens anbefalinger umiddelbart vil have visse afledte konsekvenser for øvrige grupper

af politikere. Kommissionen bemærker således, at den samlede økonomiske pulje for ve-

derlæggelsen af kommunalbestyrelses- og regionsrådsmedlemmers deltagelse i kommuna-

le og regionale udvalg er fastsat som en andel af henholdsvis borgmesterens og regions-

rådsformandens vederlag. Puljen for sådanne udvalgsvederlag stiger dermed automatisk,

hvis vederlagene for hvervene som borgmester og regionsrådsformand hæves. Dette vil

særligt kunne have betydning for hvervet som udvalgsformand, der efter kommunalbesty-

relsens bestemmelse herom kan vederlægges med op til 40 pct. af borgmesterens veder-

lag.

Kommissionen bemærker endvidere, at det ikke kan afvises, at kommissionens anbefalin-

ger kan påvirke andre forhold af betydning for politikerne og varetagelsen af de politiske

hverv. Kommissionens anbefalinger vedrørende borgmestres og regionsrådsformænds va-

retagelse af andre vederlagte hverv end selve det politiske hverv må f.eks. forventes at på-

virke kommunalbestyrelsens eller regionsrådets konstituering af disse hverv. En sådan på-

virkning af konstitueringerne kan ikke afvises at kunne præge den generelle udvikling i for-

hold til politiske udpegninger af sådanne hverv.

Problemstillinger som de nævnte og andre beslægtede forhold ligger uden for Vederlags-

kommissionens kommissorium og er derfor ikke behandlet nærmere. Kommissionen opfor-

drer imidlertid til, at de afledte konsekvenser af kommissionens forslag samt øvrige relevan-

te forhold af videre betydning for andre end de fuldtidspolitiske hverv tænkes ind i en mulig

ændring af politikernes vederlæggelse. I den forbindelse bør det f.eks. overvejes om enkelte

af ændringerne i vilkårene for borgmestre og regionsrådsformænd tillige skal gælde for me-

nige kommunalbestyrelses- og regionsrådsmedlemmer.

2.3. Kommissionens forslag og anbefalinger

2.3.1. Forhøjet vederlag, der afspejler den almindelige lønudvikling

Kommissionen anbefaler, at vederlaget for hvervet som borgmester, regionsrådsformand,

folketingsmedlem og minister hæves for herved at tage højde for den lønudvikling, der har

været i samfundet i almindelighed de seneste 20-30 år, herunder for de offentlige chefer og

ledende embedsmænd, som politikernes vederlag historisk set har været koblet til. Kom-

missionen finder, at det bør være op til Folketinget at vurdere, om den nuværende midlerti-

dige reduktion af ministervederlaget med 5 pct. bør forlænges, og har derfor foreslået et

vederlagsniveau, hvor reduktionen er indregnet. Kommissionen anbefaler, at vederlaget til

borgmestre og regionsrådsformænd hæves efter samme principper, som blev anvendt, da

det faste vederlag til menige kommunalbestyrelses- og regionsrådsmedlemmer blev hævet i

2014. Forbedringen af de menige politikeres vederlag skete som led i den politiske aftale

om en mere tidssvarende vederlæggelse af politikere fra 2014.

Kommissionen foreslår nærmere:

Vederlaget til

borgmestre

hæves afhængigt af kommunens indbyggertal til mellem

694.834 kr. og 1.218.351 kr. Vederlagsstigningerne, der udgør 30,5 pct., svarer til det

efterslæb, som kan opgøres på baggrund af forskellen på udviklingen i borgmester-

vederlagene siden 1994 og den faktiske lønudvikling på det kommunale og regionale

arbejdsmarked siden 1994.

Vederlaget til

regionsrådsformænd

hæves til 1.087.143 kr. Vederlagsstigningen, der

udgør 30,5 pct., svarer til det efterslæb, som kan opgøres på baggrund af forskellen

på udviklingen i vederlaget til amtsborgmestre og senere regionsrådsformænd siden

1994 og den faktiske lønudvikling på det kommunale og regionale arbejdsmarked si-

den 1994.

Vederlaget til

ministre

hæves til mellem 1.390.931 kr. og 1.799.654 kr. svarende til

gennemsnitslønnen for statslige chefer i lønrammerne 41 og 42+ inkl. tillæg og vari-

able ydelser eksklusive ferierelaterede ydelser og pensionsbidrag samt medregnet

en reduktion af vederlaget på 5 pct.

Vederlaget til

folketingsmedlemmer

hæves til 869.617 kr. svarende til gennemsnits-

lønnen for statslige chefer i lønramme 38 inkl. tillæg og variable ydelser eksklusive

ferierelaterede ydelser og pensionsbidrag.

Vederlaget til

Folketingets formand

hæves til 1.799.654 kr. svarende til statsministe-

rens vederlag.

De angivne beløb angiver de foreslåede vederlag i 2015-niveau.

Kommissionen anbefaler,

at det præcise vederlagsniveau beregnes på baggrund af de på tidspunktet for en gennem-

førelse aktuelle lønniveauer og forskelle mellem udviklingen i vederlagene og den faktiske

lønudvikling.

Kommissionen vurderer, at de foreslåede niveauer for vederlæggelsen må anses som et

tidssvarende udgangspunkt.

Folketingsmedlemmer og ministre har hidtil modtaget et skattefrit omkostningstillæg, der pr.

1. april 2015 årligt udgør 60.103 kr. Kommissionen finder, at begrundelsen for tillægget i det

væsentligste er faldet bort, og anbefaler derfor at fjerne omkostningstillægget.

Kommissionen anbefaler, at modtagelsen af vederlag gøres pligtmæssigt for alle de politi-

ske hverv.

Beregningerne af forskellen mellem udviklingen i vederlagsniveauet for borgmestre og regionsrådsformænd og lønudviklingen på det

kommunale og regionale arbejdsmarked er baseret på perioden 1994 til og med 2014. Vederlagsniveauet for folketingsmedlemmer og

ministre er beregnet på baggrund af niveauet i 2. kvartal 2014 eksklusiv ferierelaterede ydelser og pensionsbidrag.

Kommissionens anbefalinger er nærmere beskrevet i kapitel 5. Et mindretal bestående af

Jes Lunde har ikke kunnet tilslutte sig kommissionens anbefalinger til et højere vederlagsni-

veau. Mindretallet henviser til mindretalsudtalelsen i afsnit 2.6.

2.3.2. Nedsat vederlag ved varetagelse af andre vederlagte kommunale og regionale hverv

Borgmestre, regionsrådsformænd og folketingsmedlemmer kan i modsætning til ministre

varetage andre vederlagte hverv samtidig med varetagelsen af det politiske hverv. Folketin-

get udpeger kun i begrænset omfang medlemmer af Folketinget til andre hverv, mens der er

tradition for, at mange borgmestre og regionsrådsformænd varetager andre, herunder ve-

derlagte, hverv på foranledning af kommunerne og regionerne. Kommunerne og regionerne

offentliggør årligt i medfør af § 16 e i lov om kommunernes styrelse oplysninger om veder-

lag, der oppebæres for hverv, der varetages efter valg eller forslag fra henholdsvis kommu-

nerne og KL samt regionerne og Danske Regioner. En undersøgelse foretaget af Kommis-

sionen har vist, at en borgmester og en regionsrådsformand i gennemsnit oppebærer hen-

holdsvis 122.830 kr. og 473.184 kr. for varetagelsen af andre hverv.

Kommissionen finder, at vederlaget til borgmestre og regionsrådsformænd i sit udgangs-

punkt skal afspejle samtlige de opgaver, der naturligt falder inden for hvervet. Omvendt øn-

sker kommissionen ikke at begrænse borgmestrenes og regionsrådsformændenes adgang

til at påtage sig andre opgaver, der typisk ligger inden for den kommunale og regionale op-

gavevaretagelse. Kommissionen anbefaler derfor, at der indføres en ordning, hvorefter ve-

derlaget for hvervet som borgmester og regionsrådsformand nedsættes med summen af

vederlag for en række typer af hverv, som varetages af borgmestrene og regionsrådsfor-

mændene som følge af det politiske hverv.

Kommissionen foreslår nærmere en ordning med følgende elementer:

Vederlaget som borgmester og regionsrådsformand nedsættes med summen af ve-

derlag for hverv, som henholdsvis kommunalbestyrelsen og regionsrådet skal offent-

liggøre oplysninger om i medfør af § 16 e i lov om kommunernes styrelse.

Vederlag for hverv, hvortil udgifterne afholdes af KL eller Danske Regioner, medfører

dog ikke nedsættelse af henholdsvis borgmester- og regionsrådsformandsvederla-

get.

Der foretages et eftersyn af oplysningspligten i § 16 e i lov om kommunernes styrelse

med henblik på at sikre, at oplysningspligten omfatter samtlige hverv, som udøves

som følge af det politiske hverv som borgmester og regionsrådsformand.

Dette bidrager efter kommissionens opfattelse til et gennemsigtigt og åbent vederlagssy-

stem, hvor det er nemmere at skabe sig overblik over den samlede vederlæggelse.

Kommissionens anbefalinger er nærmere beskrevet i kapitel 5.

2.3.3. En holdbar regulering af vederlagene

Kommissionen anbefaler, at vederlagene til de politiske hverv fremover reguleres efter

samme ordning. I dag adskiller reguleringen af vederlaget til medlemmer af Folketinget sig

fra reguleringen af vederlaget til de øvrige politiske hverv. Kommissionen anbefaler videre,

at reguleringen kobles til lønudviklingen på det offentlige arbejdsmarked.

Kommissionen foreslår nærmere:

Vederlaget til borgmestre, regionsrådsformænd, folketingsmedlemmer og ministre

reguleres årligt svarende til lønudviklingen på det kommunale, regionale og statslige

arbejdsmarked som opgjort af Danmarks Statistik.

Kommissionen vurderer, at der herved skabes grundlag for et robust vederlagssystem, der

samtidig varetager hensynet til en relevant indbyrdes sammenhæng mellem de forskellige

hverv.

Kommissionens anbefaling er nærmere beskrevet i kapitel 6.

2.3.4. En ensartet eftervederlagsordning for en begrænset periode

Kommissionen anbefaler, at der fortsat ydes eftervederlag i en begrænset periode, når en

borgmester, en regionsrådsformand, et folketingsmedlem eller en minister fratræder det

politiske hverv. Kommissionen anbefaler som udgangspunkt, at der indføres en ensartet

ordning for alle politikere. På grund af de særlige forhold, der gælder i forbindelse med vare-

tagelsen af hvervet som minister, adskiller den foreslåede eftervederlagsordning for ministre

sig på enkelte områder fra eftervederlagsordningen for de øvrige hverv.

Kommissionen foreslår en eftervederlagsordning, der er baseret på et hensyn til gennem-

sigtighed og åbenhed. Kommissionen har endvidere lagt vægt på, at ordningens elementer i

et vist omfang kan spejles i gældende regler og praksis for opsigelsesvarsler, kontraktop-

hævelse m.v.

Kommissionen foreslår nærmere en ordning med følgende elementer:

Borgmestre, regionsrådsformænd og folketingsmedlemmer kan højest modtage ef-

tervederlag svarende til et års vederlag. Ministre kan højest modtage eftervederlag

svarende til to års vederlag.

Der ydes som minimum eftervederlag svarende til seks måneders vederlag. Yderlige-

re ret til eftervederlag optjenes forholdsmæssigt ved varetagelse af det politiske

hverv inden for en fireårig periode.

Der ydes som det klare udgangspunkt ikke eftervederlag, hvis en politiker fratræder

frivilligt i løbet af en valgperiode.

Eftervederlag nedsættes med vederlag for et andet politisk fuldtidshverv.

Der sker ikke herudover modregning i eftervederlag af anden indkomst. For ministre

modregnes dog indtægter fra andre offentlige hverv i eftervederlag, der ydes efter et

år.

Kommissionen anbefaler, at modtagelse af eftervederlag gøres pligtmæssigt for alle de poli-

tiske hverv.

Kommissionen foreslår, at ordningen indføres for nyvalgte politikere. For folketingsmed-

lemmer og ministre, der allerede har optjent ret til eftervederlag efter de nuværende regler,

og som genvælges, foreslås en overgangsordning med valgfrihed mellem den nuværende

og den foreslåede ordning.

Kommissionen anbefaler endvidere, at der udarbejdes hjemmel til, at der kan tilbydes politi-

kere med en vis funktionstid et outplacementforløb ved fratræden af det politiske hverv.

Kommissionens anbefalinger er nærmere beskrevet i kapitel 7.

Et mindretal bestående af Jes Lunde har ikke kunnet tilslutte sig dele af kommissionens

anbefalinger vedrørende eftervederlag. Mindretallet foreslår således en ordning med føl-

gende ændringer i forhold til flertallets anbefaling:

Borgmestre, regionsrådsformænd, folketingsmedlemmer og ministre kan højest mod-

tage eftervederlag svarende til to års vederlag.

Fuld modregning af anden indkomst i eftervederlagsperioden.

2.3.5. En rimelig bidragsdefineret arbejdsmarkedspension

Kommissionen anbefaler, at der sker en fuldstændig omlægning af politikernes pensions-

ordninger, således at der indføres en bidragsdefineret pensionsordning i stedet for ydelses-

defineret pensionsordning. Kommissionen anbefaler som udgangspunkt en ensartet ordning

for alle politikere. På grund af de særlige forhold, der gælder i forbindelse med varetagelsen

af hvervet som minister, foreslår kommissionen en højere pensionsbidragsprocent for mini-

stre end for de øvrige hverv.

Kommissionen foreslår nærmere en ordning med følgende elementer:

Pensionsbidragsprocent for borgmestre, regionsrådsformænd og folketingsmedlem-

mer på 17,42 pct., svarende til det uvægtede gennemsnit af pensionsbidraget for

akademikere i henholdsvis staten og kommunerne.

Pensionsbidragsprocent for ministre på 25 pct. i lighed med særlige stillingskategori-

er med typisk korte ansættelsesforhold og omtrent svarende til den vægtede bereg-

nede bidragsprocent af departementschefers tjenestemands- og arbejdsmarkeds-

pension.

Der optjenes alene pension af vederlaget for de politiske hverv.

Indholdet af pensionsdækningen følger pensionsbeskatningsloven.

Kommissionen foreslår, at ret til pension optjent efter de nuværende ordninger fastfryses og

kommer til udbetaling efter de nugældende regler.

Kommissionen anbefaler, at modtagelsen af pensionsbidragene gøres pligtmæssigt for alle

de politiske hverv.

Det er kommissionens vurdering, at en bidragsfinansieret pensionsordning i langt højere

grad afspejler den almindelige pensionsordning på det offentlige arbejdsmarked og dermed

også de grupper, som politikerne bør sammenlignes med i en nutidig sammenhæng.

Kommissionens anbefalinger er nærmere beskrevet i kapitel 8.

2.4. Økonomiske konsekvenser

2.4.1. Økonomiske konsekvenser for de politiske hverv

I nedenstående tabel angives de skønnede økonomiske konsekvenser af kommissionens

anbefalinger for de politiske hverv sammenholdt med den nuværende vederlæggelse. Be-

regningerne er baseret på en række forskelligartede forudsætninger m.v., som f.eks. den

valgte diskonteringsrente. Disse forudsætninger omtales i begrænset omfang nedenfor,

men er mere udførligt beskrevet i kapitel 9, hvortil der henvises. Beregningerne er foretaget

på baggrund af gennemsnitsbetragtninger for de politiske hverv, herunder f.eks. den gen-

nemsnitlige funktionstid, og tallene i tabellen vil derfor på forskellig vis kunne afvige noget

fra den faktiske vederlæggelse af den enkelte politiker. F.eks. er der i tabellen for alle borg-

mestre anvendt et gennemsnitligt vederlag for borgmestres øvrige hverv, uanset at borgme-

stre i de mindste kommuner på nuværende tidspunkt ikke varetager sådanne vederlagte

hverv.

Tabel 2.1.

Økonomiske konsekvenser forbundet med ændringer i politikernes vederlæggelse

Nuværende ordning

Vederlag Tillæg

hverv

(1) (2)

1.471

137

Efter- Pension

veder-

(3)

lag

I alt

Forslag til ny ordning

Vederlag Tillæg Efter- Pension

og veder-

hverv lag

1.800

(1.894)

1.595

(1.679)

1.391

(1.464)

870

695

791

868

971

1.087

1.218

1.087

416

(459)

323

(361)

230

(263)

102

112

125

140

157

140

450

(474)

399

(420)

348

(366)

151

121

138

151

169

189

212

189

I alt

Difference

Ekskl.

pension

Inkl.

pension

Tusinde kr. pr. år

Statsministeren

(Folketingets formand)

Nr. 2 i statsrådsrække-

følgen,

udenrigsministeren,

finansministeren

Øvrige ministre

Folketingsmedlem

Borgmester 0 til

12.500 indbyggere

Borgmester - 12.501 til

25.000 indbyggere

Borgmester - 25.001 til

40.000 indbyggere

Borgmester - 40.001 til

80.000 indbyggere

Borgmester - 80.000

indbyggere og derover

Overborgmester -

København

Regionsrådsformænd

415

674

2.697

2.666

(2.827)

2.317

(2.460)

1.969

(2.094)

1.106

949

1.074

1.175

1.309

1.460

1.631

1.640

193

(331)

160

(283)

(146)

121

148

170

200

233

271

-31

(130)

-115

(28)

-287

(-162)

-26

-18

-12

-3

111

-120

1.294

137

327

674

2.432

1.177

625

532

606

665

744

833

934

833

137

123

473

268

114

674

204

268

304

333

372

2.256

1.080

976

1.092

1.187

1.313

1.410

1.520

1.760

224

Anm.:

Alle opgørelser af vederlæggelsen er i april 2015 niveau og ekskl. ferierelaterede ydelser. Det anbefalede veder-

lagsniveau til ministre og folketingsmedlemmer er beregnet på baggrund af udtræk fra forhandlingsdatabasen 2. kvar-

tal 2014.

Folketingets formand indgår i tabellen sammen med statsministeren, hvilket indikerer, at Folketingets formand i ud-

gangspunktet har samme vederlags- eftervederlags- og pensionsvilkår som statsministeren. Folketingets formand har

dog typisk en længere sammenhængende funktionstid end statsministeren, hvorfor eftervederlags- og pensionsværdi-

erne ikke er retvisende for Folketingets formand. I parentes fremgår ministrenes vederlæggelse eksklusiv den midlerti-

dige 5 pct. nedsættelse, som er forlænget til og med 2019, jf. lov nr. 743 af 1. juni 2015 om ændring af lov om vederlag

og pension m.v. for ministre.

1) Folketingsmedlemmers og ministres skattefrie omkostningstillæg er for Vederlagskommissionen blevet opgjort til en

bruttoværdi på 137.000 kr.

2) Værdien af borgmestres og regionsrådsformænds vederlagte hverv er opgjort som årlig optjening på baggrund af den

gennemsnitlige

årlige indkomst fra disse hverv.

3) Værdien af politikernes pensionsordninger er aktuarmæssigt opgjort til en ’ækvivalent årlig præmie’ på baggrund af en

diskonteringsrente på 2,58 pct. For ministre antages i den nuværende ordning samtidig optjening af folketingspension.

Beregningerne af de økonomiske konsekvenser for ministre er baseret på det nuværende

vederlagsniveau, hvori er indregnet den midlertidige nedsættelse af vederlaget med 5 pct.,

der blev indført i 2010 og gælder til og med 2019. Tilsvarende beregninger baseret på ve-

derlagsniveauet uden nedsættelsen er angivet i tabellen i parentes. Det er i tabellen lagt til

grund, at ministrene samtidigt er medlem af Folketinget, hvilket beregningsmæssigt fører til

en højere værdifastsættelse af den nuværende pensionsordning, idet pensionen for folke-

tingshvervet er medregnet heri.

For borgmestre og regionsrådsformænd er værdien af vederlag, der på nuværende tids-

punkt oppebæres for varetagelse af øvrige hverv opgjort som et samlet gennemsnit for

henholdsvis alle borgmestre og regionsrådsformænd. I beregningerne af kommissionens

forslag er imidlertid alene værdien af de hverv, der ikke fører til nedsættelse af vederlaget

for det politiske hverv, medtaget. Det vil sige hverv, hvor det er KL og Danske Regioner, der

afholder udgifterne til vederlaget. Differensen mellem de to opgørelser illustrerer således

værdien af den nedsættelse, der efter kommissionens forslag, vil skulle ske i vederlaget for

det politiske hverv alt andet lige.

Værdien af eftervederlagsordningerne er for alle de politiske hverv i udgangspunktet opgjort

som den værdi, som ét års varetagelse af hvervet genererer i gennemsnit. Denne form for

værdifastsættelse varierer derfor afhængig af politikernes faktiske funktionstid, idet en funk-

tionstid, som overstiger den nødvendige funktionstid for optjening af ret til eftervederlag i

den maksimale eftervederlagsperiode, vil medføre en lavere værdifastsættelse i tabellen, da

det maksimale eftervederlag, der kan ydes vil blive fordelt over flere optjeningsår. Et folke-

tingsmedlem med en funktionstid på 12 år vil således ikke opnå ret til et større eftervederlag

end et folketingsmedlem med 4 års funktionstid, da retten til fuldt eftervederlag for folke-

tingsmedlemmer optjenes ved en funktionstid på 4 år. Den årligt optjente værdi vil imidlertid

være lavere for pågældende folketingsmedlem, i det værdien af det fulde eftervederlag vil

blive fordelt over 12 år, og dermed fremstår lavere end for et folketingsmedlem med en

funktionstid på 4 år.

I tabellen er pensionerne opgjort som en sammenlignelig årlig præmie på tværs af pensi-

onsordningerne.

Arbejdsmarkedspensionerne indgår i overensstemmelse med Kommissionens forslag som

17,42 pct. af det årligt optjente vederlag, dog 25 pct. for ministre. Værdien udtrykker således

den årlige præmie, som fremadrettet vil blive indbetalt til en arbejdsmarkedspensionsord-

ning.

De nuværende tjenestemandspensionsordninger er opgjort aktuarmæssigt som en ækviva-

lent årlig præmie. Det vil sige, at værdien illustrerer det pensionsbidrag, som de nuværende

politikere skulle have indbetalt til en arbejdsmarkedspensionsordning, under en række for-

udsætninger om politikernes funktionstid, alder ved påbegyndt optjening, forventninger til

det fremadrettede renteniveau m.v., for at opnå rettigheder svarende til politikernes nuvæ-

rende tjenestemandspensionsordninger.

Det bemærkes, at der er forbundet en vis usikkerhed med opgørelsen af den gennemsnitli-

ge årlige optjening af pensionsrettigheder, og dermed den samlede difference inkl. pension.

Navnlig de samfundsmæssige forudsætninger, herunder antagelser om det fremadrettede

renteniveau, har stor betydning for opgørelsen af værdien af de nuværende pensionsord-

ninger. De samfundsmæssige forudsætninger i 2014 tilsiger en diskonteringsrente på 1,24

pct. Det fremtidige renteniveau kan imidlertid kun forudsiges med betydelig usikkerhed, og

kommissionen har derfor valgt, at værdien af de nuværende pensionsordninger i tabellen

opgøres på baggrund af et gennemsnit af diskonteringsrenter for perioden 1994-2014, hvil-

ket leder til en rente på 2,58 pct. Der henvises i den forbindelse til tilsvarende beregninger i

kapitel 9 baseret på en diskonteringsrente på 1,24 pct.

2.4.2. Samlede økonomiske konsekvenser

Ligesom de økonomiske konsekvenser kan opgøres særskilt for de politiske hverv, kan der

også opgøres et udtryk for de økonomiske konsekvenser af kommissionens anbefalinger for

den samlede gruppe af fuldtidspolitikere. I nedenstående tabel fremgår de samlede økono-

miske konsekvenser, når der tages højde for antallet af politikere, som bestrider de forskel-

lige hverv.

Tabel 2.2.

Summeret værdi af politikerhverv i den nuværende og den anbefalede ordning (

kr./år

)

Nuværende ordning

Alle politikere (1)

395 mio. kr.

Forslag til ny ordning

394 mio. kr.

-1

Difference

-0,2 pct.

Anm.:

Alle opgørelser af vederlæggelse er i april 2015 niveau.

1) I beregningen forudsættes 19 ministre, 179 folketingsmedlemmer, 119 borgmestre og rådmænd og 5 regionsrådsformænd

Beregningerne af de summerede økonomiske konsekvenser ved fuld indfasning af kommis-

sionens anbefalinger tager udgangspunkt i værdifastsættelsen af vederlæggelsen af de en-

kelte politiske hverv, som fremgår af tabel 2.1. Denne værdifastsættelse er herefter ganget

op med antallet af politikere, som bestrider de respektive hverv.

En opgørelse af de økonomiske konsekvenser forbundet med kommissionens anbefalinger,

som tager udgangspunkt i forventningerne til det fremtidige renteniveau fremgår af kapitel 9.

En gennemførelse af kommissionens anbefalinger indebærer som nærmere beskrevet i ka-

pitel 9 en forøgelse af andelen af den samlede vederlæggelse, der ydes som nutidsvederlag

under varetagelsen af det politiske hverv.

2.5. Ændringer i gældende lovgivning

En gennemførelse af Vederlagskommissionens anbefalinger forudsætter en ændring af den

gældende lovgivning. For borgmestre og regionsrådsformænd kan disse ændringer efter

kommissionens vurdering gennemføres administrativt ved en ændring af bekendtgørelser

om vederlag, diæter, pension m.v. for varetagelsen af henholdsvis kommunale og regionale

hverv inden for den eksisterende bemyndigelse givet til social- og indenrigsministeren i lov

om kommunernes styrelse og regionsloven.

For folketingsmedlemmer forudsætter en gen-

nemførelse af kommissionens anbefalinger en ændring i de dele af folketingsvalgsloven,

Der henvises til afsnit 4.2.2. og 4.2.3. for så vidt angår det nærmere hjemmelsgrundlag for vederlæggelsen af henholdsvis borgmestre

og regionsrådsformænd.

der ligger under Folketinget.

For ministre forudsætter en gennemførelse en ændring af lov

om vederlag og pension m.v. for ministre, der ligger under Finansministeriet.

2.6. Mindretalsudtalelse

Et mindretal (Jes Lunde) kan ikke tilslutte sig det indstillede niveau for vederlag og den ind-

stillede model for eftervederlag.

Mindretallet støtter de af kommissionens anbefalinger, der skaber enkelthed, gennemsigtig-

hed og hindrer dobbeltaflønning og andre oplagte uhensigtsmæssigheder. Mindretallet støt-

ter tilsvarende en ændring af pensionsvilkårene, så de kommer på linje med kendte forhold

på det almindelige arbejdsmarked.

Mindretallet finder imidlertid, at flertallet lægger op til stigninger i vederlæggelsen, som er

ude af proportion overfor en befolkning, hvor langt størstedelen har oplevet en lang årrække

med meget beskedne stigninger i indkomsten.

Politikere skal aflønnes fair men ikke fyrsteligt

Politikere er i sagens natur en hjørnesten i demokratiet. De udfører et helt afgørende vigtigt

og tit både særdeles tidskrævende og udskældt arbejde.

Men den primære løn er og skal være indflydelse - ikke gods og guld.

Man skal ikke gå ind i politik for at blive rig, men fordi man har noget på hjertet.

Der er i de vestlige demokratier en lang tradition for, at aflønningen af de politiske topposter

er beskeden. Verdens mest ansvarsfulde job, posten som USA’s præsident, aflønnes med

kun 2,7 mio. kr. årligt. Lønnen står helt åbenlyst ikke i noget rimeligt forhold til jobbets vig-

tighed.

Filosofien synes i den vestlige verden at være, at de politiske ledere skal lønnes godt, så de

kan leve økonomisk ubekymret, mens de varetager jobbet, men de skal ikke lønnes på et

niveau, der matcher en topkarriere og løsriver dem for markant fra levevilkårene for vælger-

ne.

Sagt på en anden måde: ingen skal afholdes fra at gå ind i politik, fordi de ikke har råd til det

– men det skal også gerne være færrest mulige, der går ind i politik, fordi de ser det som en

mulighed for at opnå en løn langt over, hvad de ellers kunne få.

Der henvises til afsnit 4.4.2. for så vidt angår det nærmere hjemmelsgrundlag for vederlæggelsen af folketingsmedlemmer.

Der henvises til afsnit 4.5.2. for så vidt angår det nærmere hjemmelsgrundlag for vederlæggelsen af ministre.

Folketinget har i alle beslutninger i nyere tid om løn til fuldtidspolitikere holdt sig til denne

moderate linje.

Mindretallet finder al mulig grund til at fastholde den linje, der generelt er lagt i stor enighed i

Folketinget:

Ministre

For ministrenes vedkommende traf et enigt Folketing i 2010 beslutning om en midlertidig

nedsættelse af vederlaget med 5 pct. som en konsekvens af en økonomisk genopretnings-

pakke.

Initiativet kom fra den daværende VK-regering og blev genfremsat af SR-regeringen. Se-

nest har et enigt Folketing forlænget nedsættelsen med 5 pct. indtil udgangen af 2019.

Det er meget svært at se disse enige beslutninger fra Folketinget som et demokratisk funde-

ret grundlag for, at tiden er inde til en betydelig forhøjelse af ministervederlaget.

Mindretallet finder det på den baggrund forkert, at flertallet i kommissionen foreslår at forhø-

je ministervederlaget med op til 12 pct.

Folketingsmedlemmer

For folketingsmedlemmers vedkommende har vederlagsforholdene senest været drøftet i

Folketinget i 2012.

Her drøftede Folketinget eksplicit problematikken omkring efterslæb og vedtog på den bag-

grund en ny reguleringsordning – men ikke nogen historisk betinget efterregulering.

Det forekommer derfor ude af takt med Folketinget, når kommissionens flertal her 3 år se-

nere lægger op til en stigning i folketingsmedlemmernes vederlag på hele 14 pct.

Den høje procent er opnået ved, at flertallet ønsker en efterregulering ved at bygge på ud-

viklingen i lønniveauet for højtplacerede chefer - i modsætning til den oprindelige indplace-

ring nu incl. tillæg og variable ydelser - mens en procentvis udvikling på niveau med udvik-

lingen for den gennemsnitlige offentligt ansatte for samme periode havde givet et markant

lavere resultat. Se figur 4.28. i afsnit 4.7.

For landspolitikernes vedkommende er de angivne stigninger i flertallets anbefaling netto

efter, at bortfald af et skattefrit tillæg er fuldt kompenseret.

Borgmestre

For borgmestrenes vedkommende har den seneste kommunalreform pr. 1. januar 2007

med samling af 270 kommuner til 98 betydet øget ansvar og flere arbejdsopgaver til borg-

mestrene.

Temaet blev bragt op som et ønske om højere honorering fra både borgmestre og KL.

Folketinget besluttede imidlertid ikke nogen forhøjelse - fordi borgmestrenes øgede ansvar

og arbejdsbyrde i de nye større kommuner blev honoreret ved, at borgmestrenes automa-

tisk steg i løn, hvis deres kommune steg i indbyggertal.

Folketinget fandt dermed ingen anledning til at hæve niveauet for borgmestrenes vederlag

på de forskellige trin – opdelt efter kommunens indbyggertal.

Med respekt for dette politiske faktum, finder mindretallet det ude af trit med Folketingets

moderate linje, at flertallet i kommissionen – ved at beregne efterslæb tilbage fra 13 år før

kommunalreformen - ønsker at anbefale stigninger i borgmestrenes vederlag på 30 pct.

Mindretallet støtter den foreslåede modregning for poster, hvor borgmestre opnår ekstraho-

norar efter udpegning af byrådet. Denne modregning forventes erfaringsbaseret at ”ramme”

cirka to tredjedele af borgmestrene i en eller anden grad. Men selv for de, der oplever mod-

regning, er det tydeligt, at der for gennemsnitsborgmesteren er lagt op til endog meget be-

tragtelige stigninger.

Mindretallet støtter en forhøjelse af vederlaget til borgmestre, der vitterligt er gledet bagud i

lønniveau også i forhold til gennemsnittet af almindelige lønmodtagere på det kommunale

område. Folketinget må afgøre, hvilken lønstigning, der samlet set vurderes passende.

Regionsrådsformænd bør ved vedtagelsen af et nyt niveau uændret indplaceres som borg-

mestre i kommuner med over 80.000 indbyggere – et princip, det giver god mening at fast-

holde.

Folketinget må tage selvstændigt stilling

Det er Folketinget, der i sidste ende bærer ansvaret for de niveauer, der fastlægges – og

det er kun Folketinget, der kan foretage den endelige afvejning af, hvad der er ret og rime-

ligt.

Mindretallet opfordrer derfor Folketinget til at tage selvstændigt stilling til de fremtidige ni-

veauer for vederlag – idet kommissionens flertal har valgt at fremlægge anbefalinger, der

næppe kan ventes at opnå bredt flertal.

Pension

I forhold til de meget store stigninger i vederlag argumenterer flertallet i kommissionen for,

at de kan gennemføres, fordi den samlede løsning på sigt er udgiftsneutral. Dette argument

hviler imidlertid på, at der gives fuld kompensation for forringelser i pensionsordninger.

Mindretallet vil i den sammenhæng gerne minde om, at såvel folkepensionsalder som efter-

lønsalder, igennem de senere år er blevet hævet – uden kompensation til de berørte. Der

har ligget gode samfundsøkonomiske begrundelser og højere forventet levealder bag – men

det giver til gengæld en naturlig forventning om, at politikerne er parat til at tage ”deres egen

medicin”, uden at det udløser ”ret” til kompensation.

En normalisering af politikeres pensionsforhold til at ligne andre samfundsgruppers, er der-

med blot logisk og nødvendigt for den fortsatte legitimitet.

Hvis Folketinget ikke ønsker at gennemføre den fulde omlægning af pensionerne, som

kommissionen anbefaler, anbefaler mindretallet, at Folketinget ændrer pensionsalderen for

politikere til at følge den samme alder, som er gældende i befolkningen for opnåelse af fol-

kepension.

Derimod er der på feltet eftervederlag en særlig situation, hvor politikere i kraft af deres helt

specielle ”opsigelsesvilkår” bør have en særlig løsning.

Eftervederlag

Det er et selvstændigt vigtigt mål i et demokrati, at mange tør kandidere til politiske poster

uden frygt for, om de risikerer at miste muligheden for at vende tilbage til et normalt arbejds-

liv.

Det er derfor vigtigt, at der findes et eftervederlag – og efter mindretallets opfattelse bør det

udformes som (gradvist optjent) vederlag i op til 2 år for alle fuldtidspolitikere, der i forbin-

delse med et valg eller på anden måde ufrivilligt forlader politik.

Mindretallet finder til gengæld, at eftervederlaget skal udformes som et sikkerhedsnet, der

kun træder i kraft, hvor det er nødvendigt.

Det vil sige, at der foreslås en modregning for anden indkomst – akkurat som det er gæl-

dende for den øvrige befolkning i forbindelse med de skatteyderfinansierede arbejdsløs-

hedsdagpenge og sygedagpenge.

Flertallets model, hvor tidligere fuldtidspolitikere har krav på at få udbetalt en ekstra årsløn

uden modregning, selvom de går direkte over i et velbetalt job, kan i modsætning til sikker-

hedsnettet bedst karakteriseres som et særdeles generøst fratrædelsesbeløb.

Det forekommer svært at argumentere for, hvorfor skatteyderne skal betale dette også i si-

tuationer, hvor modtagerne absolut ikke har brug for det. Der findes heldigvis mange gode

eksempler på, at politikere hurtigt eller med det samme har fået gode jobs. Det er dem sær-

deles vel undt. Men så har de til gengæld heller ikke brug for noget sikkerhedsnet og der-

med heller ikke nogen efterbetaling fra skatteyderne.

Mindretallet opfordrer på den baggrund Folketinget til også på dette område at lægge flertal-

lets anbefaling til side og i stedet at vedtage en eftervederlagsordning, der har karakter af et

godt og fair sikkerhedsnet og ikke en kompensation, der er uden saglig begrundelse.

Afslutning

Mindretallet vil gerne endnu en gang understrege sin store respekt for de mange politikere,

der lægger et kolossalt arbejde og engagement i samfundets tjeneste.

Langt de fleste er drevet af deres overbevisning og idealer.

Hvilket stemmer fint overens med, at den primære løn ikke er gods og guld – men indflydel-

se på udviklingen af vores samfund til gavn og glæde for flest muligt.

DEL II – Politikeres arbejdsvilkår og vederlæggelse

3. Fuldtidspolitikere og deres arbejdsvilkår m.v.

3.1. Indledning

Fælles for hvervene som borgmester, regionsrådsformand, folketingsmedlem og ministre er,

at hvervene har karakter af politiske fuldtidshverv. Hvervenes nærmere indhold er herud-

over kendetegnet ved en række indbyrdes lighedstræk og forskelle.

I dette afsnit fremhæves en række generelle forhold vedrørende de politiske hverv og politi-

kerne, som efter kommissionens opfattelse har betydning for vederlæggelsen, herunder de

dele af vederlæggelsen, der ydes, efter de enkelte hverv er fratrådt. Endvidere drages pa-

ralleller til ledende embedsmænd i kommunerne og staten.

Som samlet gruppe udgør politikerne efter de kommunale og regionale valg i 2013 samt

efter folketingsvalget i 2015 i alt 320 personer, bestående af 119 borgmestre, herunder 21

rådmænd og borgmestre i København, Odense, Aalborg og Aarhus kommuner, 5 regions-

rådsformænd, 179 folketingsmedlemmer og 17 ministre. Tallet varierer over tid afhængig af

antallet af ministre og rådmænd og borgmestre i kommuner med særlig styreform.

Der er tale om en relativt set lille gruppe, der for f.eks. regionsrådsformændenes vedkom-

mende alene tæller fem personer. En del af de undersøgelser, som kommissionen har fore-

taget vedrørende spørgsmål om f.eks. gennemsnitlig funktionstid og samlede vederlag for

øvrige hverv, er i lyset heraf i visse tilfælde baseret på politikere over en længere tidsperio-

de, mens andre undersøgelser i højere grad har karakter af et øjebliksbillede.

3.2. Udpegning til de politiske hverv og fratræden

Hvervet som folketingsmedlem varetages som det eneste af de politiske hverv på baggrund

af direkte valg. Borgmestre og regionsrådsformænd varetager dog hvervet på baggrund af

valg som henholdsvis menigt kommunalbestyrelses- eller regionsrådsmedlem, hvorimod

ministre kan udpeges uden at være blevet valgt som folketingsmedlem eller til andet politisk

hverv.

Som udgangspunkt varetages de politiske hverv indtil nyvalg, hvad enten der er tale om de

kommunale og regionale valg eller folketingsvalg. De kommunale og regionale valg afhol-

des fast hvert fjerde år, mens Folketingsvalg senest skal afholdes efter fire år, dog således

at statsministeren inden for de fire år til enhver tid kan udskrive valg. Borgmestre, regions-

rådsformænd, folketingsmedlemmer og ministre kan efter forskellige regler afsættes eller på

anden vis fratræde det politiske hverv i en række situationer i løbet af valgperioden.

Borgmestre og regionsrådsformænd vælges som det klare udgangspunkt for hele valgperi-

oden eller ved valg i løbet af valgperioden for den resterende del af valgperioden. Kommu-

nalbestyrelsen og regionsrådet kan således ikke af rent politiske grunde afsætte henholds-

vis borgmesteren eller regionsrådsformanden. Derimod kan en borgmester eller regions-

rådsformand afsættes i tilfælde af særlig grov pligttilsidesættelse eller, hvis en borgmester

eller regionsrådsformand i eller uden for sit hverv ikke har vist sig værdig til den agtelse og

tillid, som hvervet kræver, med den virkning, at den pågældende ikke længere nyder kom-

munalbestyrelsens eller regionsrådets tillid.

Borgmestre, regionsrådsformænd og folketingsmedlemmer kan afsættes, såfremt den på-

gældende mister sin valgbarhed. Valgbarheden mistes, hvis den pågældende er straffet for

en handling, der i almindeligt omdømme gør den pågældende uværdig til at varetage hver-

vet. For et folketingsmedlem er dette den eneste måde, hvorpå medlemmet kan afsættes.

En tilsvarende regel gælder ikke for ministre, der derimod kan afskediges diskretionært af

statsministeren eller af Folketinget ved vedtagelse af et mistillidsvotum.

Folketingsmedlemmer og ministre kan til enhver tid frivilligt fratræde det politiske hverv.

Tidspunktet og årsagen for et folketingsmedlems fratræden kan imidlertid have betydning

for retten til at få udbetalt eftervederlag.

For borgmestre og regionsrådsformænd gælder, at

hvervet er et borgerligt ombud, der alene kan fratrædes efter anmodning med henholdsvis

kommunalbestyrelsens og regionsrådets godkendelse.

En borgmester har dog krav på fri-

tagelse, hvis denne vælges som regionsrådsformand.

3.3. Politikerne

3.3.1. Arbejdsvilkår

3.3.1.1. Undersøgelse om arbejdsvilkår for fultidspolitikere

Vederlagskommissionen har fået foretaget en undersøgelse om borgmestres, regionsråds-

formænds, folketingsmedlemmers og ministres arbejdsvilkår.

Undersøgelsen har til formål

Reglerne om afsættelse af borgmestre følger af §§ 66 a og 66 c i lov om kommunernes styrelse (lovbekendtgørelse nr. 769 af 9. juni

2015), samt § 4 i lov om kommunale og regionale valg (lovbekendtgørelse nr. 363 af 2. april 2014 med senere ændringer). Reglerne om

afsættelse af regionsformænd følger af §§ 66 a og 66 c i lov om kommunernes styrelse, jf. regionslovens § 38 (lovbekendtgørelse nr. 770

af 9. juni 2015), samt § 4 i lov om kommunale og regionale valg. Reglerne om afsættelse af folketingsmedlemmer følger af grundlovens

§§ 30 og 33 (lov nr. 169 af 5. juni 1953), samt folketingsvalglovens § 4 (lovbekendtgørelse nr. 369 af 10. april 2014 med senere ændrin-

ger). Reglerne om afsættelse af ministre følger af grundlovens § 14, 1. pkt., og § 15, stk. 1.

Der henvises nærmere herom til afsnit 4.4.2.4.

§ 7, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse og § 7, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse, jf. regionslovens § 12, stk. 1. Fratræden af

hvervet som kommunalbestyrelses- og regionsrådsmedlem efter anmodning forudsætter tillige henholdsvis kommunalbestyrelsens og

regionsrådets godkendelse, jf. § 103, stk. 1, i lov om kommunale og regionale valg. Anmodningen skal imødekommes, hvis medlemmet

på grund af sin helbredstilstand, varetagelse af andet offentligt hverv, forretninger eller lignende har rimelig grund til at ønske sig fritaget

for medlemskabet.

Arbejdsvilkår for fuldtidspolitikere, Yosef Bhatti, Ulf Hjelmar og Lene Holm Pedersen, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners

Analyse og Forskning, 2015. Undersøgelsen er medtaget som bilag I.

at belyse den i kommissoriet beskrevne

”udvikling, der over de senere år har været i politi-

kernes arbejdsvilkår, herunder i forhold til kompleksiteten i opgaverne samt i forhold til poli-

tikernes ansvar og arbejdsbyrde”.

Undersøgelsen er suppleret med en mindre undersøgelse

om kommunaldirektørers og departementschefers arbejdsvilkår, der er nærmere beskrevet

nedenfor i afsnit 3.4.

Undersøgelsen, der er udarbejdet af Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners

Analyse og Forskning, KORA, fokuserer på, hvordan arbejdsvilkårene er i dag, og hvordan

de har udviklet sig over tid. Som led i undersøgelsen undersøges politikernes egne oplevel-

ser af arbejdstid, arbejdspres og eksponering i offentligheden. Undersøgelsen er baseret på

en spørgeskemaundersøgelse sendt til samtlige borgmestre, regionsrådsformænd og mini-

stre med en svarprocent på henholdsvis 70 pct., 80 pct. og 90 pct. Undersøgelsen er videre

baseret på kvalitative interviews med fire borgmestre, en regionsrådsformand, en tidligere

minister, to nuværende ministre og formænd for seks partiers folketingsgrupper.

3.3.1.2. Arbejdstid

Den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid for borgmestre og regionsrådsformænd udgør iføl-

ge undersøgelsen 63 timer, mens den for ministre udgør 70 timer.

Der ses nogen variation

i den gennemsnitlige arbejdstid afhængig af alder, erfaring og familieforhold m.v. Arbejdsti-

den fordeler sig typisk med lange arbejdsdage i hverdagene, dog typisk lidt kortere fredag,

og med arbejde både lørdag og søndag.

Folketingsmedlemmers gennemsnitlige arbejdstid er ikke opgjort kvantitativt, men de kvali-

tative interviews, der ligger til grund for undersøgelsen, indikerer en større spredning i ar-

bejdstiden for folketingsmedlemmer end for de øvrige politiske hverv. I undersøgelsen

fremhæves således, at der for folketingsmedlemmer er en stor variation i arbejdstid af-

hængig af partiernes størrelse og dermed antallet af ordførerskaber pr. folketingsmedlem,

om partiet indgår i regeringen eller oppositionen, samt om det enkelte folketingsmedlem

deltager i pågældendes partis ledelse. Endvidere fremhæves geografiske forhold, om end

dette forhold muligvis i højere grad medfører en anden fordeling af arbejdet i løbet af ugen,

således at medlemmer bosiddende i Jylland typisk har længere arbejdsdage, når de er i

København, og tilsvarende kortere arbejdstid øvrige dage.

Arbejdsdagene beskrives dog i

undersøgelsen generelt for de politiske hverv som ”grænseløse”, derved at særligt udviklin-

Notat om arbejdsvilkår for offentlige topledere, Yosef Bhatti, Ulf Hjelmar og Lene Holm Pedersen, Det Nationale Institut for Kommuners

og Regioners Analyse og Forskning, 2015. Undersøgelsen er medtaget som bilag II. Undersøgelsen er på det kommunale område foreta-

get med deltagelse af kommunaldirektører samt øverste administrative ledere fra hvert borgmesterområde i kommuner med særlige

styreformer, i det følgende omtalt som kommunaldirektører.

Om undersøgelsens metode og tilrettelæggelse henvises til Arbejdsvilkår for fultidspolitikere, side 11-14.

Arbejdsvilkår for fuldtidspolitikere 19-24. Den gennemsnitlige arbejdsuge for beskæftigede i Danmark i 2008/2009 er i en anden under-

søgelse opgjort til 38 timer, med en andel på 19,5 pct. der havde en arbejdstid på over 45 timer, jf. Arbejdsvilkår for fuldtidspolitikere, side

19.

Arbejdsvilkår for fuldtidspolitikere, side 20, 22, 24 og 27 f.

Arbejdsvilkår for fuldtidspolitikere, side 27 f.

gen i mediebilledet har skabt en forventning til politikerne om at stå til rådighed døgnet

rundt.

I nedenstående tabel angives udvikling i arbejdstid, som den opleves af borgmestre og mi-

nistre. Udviklingen synes på det kommunale område mest markant i kommuner, der blev

sammenlagt i forbindelse med kommunalreformen i 2005.

Tabel 3.1. Gennemsnitlig arbejdstid og udvikling i arbejdstid for borgmestre og ministre.

Gennemsnitlig

arbejdstid

Meget / lidt kortere

Udvikling i arbejdstid

Uændret

Lidt / meget længere

Borgmestre

63 timer

1 pct.

23 pct.

75 pct.

Ministre

70 timer

0 pct.

53 pct.

47 pct.

De fleste regionsrådsformænd oplever ifølge undersøgelsen den gennemsnitlige arbejdstid

som uændret.

I undersøgelsen fremhæves på baggrund af de kvalitative interviews, at

folketingsmedlemmerne også tidligere har haft et højt tidsforbrug, og at der formentlig i hø-

jere grad er tale om en anden vægtning af arbejdsopgaverne end en egentlig forhøjelse af

arbejdstiden.

I undersøgelsen anføres nærmere om udviklingen i arbejdstiden:

”Et centralt spørgsmål er, om der er noget nyt ved, at fuldtidspolitikerne arbejder meget. Det er vanskeligt at

konkludere meget håndfast på dette spørgsmål, fordi der ikke findes gode tidsseriedata. Tidligere forskning på

området peger dog på, at fuldtidspolitikerne også tidligere arbejdede meget (Damgaard 1979; Jensen 1993),

og på, at politikerne i andre lande også arbejder meget (Weinberg 1999; 2003). Det er således uklart, om ar-

bejdstiden som sådan er steget, selv om den er meget høj. Der er et billede af, at man arbejder den tid, der er

til rådighed, og at en stilling som fuldtidspolitiker i højere grad er en livsstil end et job (se også Damgaard

1979). Borgmestrene er den gruppe, der i højeste grad giver udtryk for, at arbejdstiden har ændret sig, og de

peger i den forbindelse på, at de større kommuner har givet et mere markant pres på borgmesteren. Samtidig

fremgår det, at den gennemsnitlige arbejdstid blandt fuldtidspolitikere er markant højere end den generelle

befolknings arbejdstid, og også markant højere end arbejdstiden for personer i sammenlignelige jobfunktioner

i Danmark (ledelse) (Deding & Filges 2009; Djøf 2013; NFA 2013).”

Arbejdsvilkår for fuldtidspolitikere, side 24, 28 og 43.

Arbejdsvilkår for fuldtidspolitikere, side 30.

Arbejdsvilkår for fuldtidspolitikere, side 19, 23, 30 og 32.

Arbejdsvilkår for fuldtidspolitikere, side 31.

Arbejdsvilkår for fuldtidspolitikere, side 32.

Arbejdsvilkår for fuldtidspolitikere, side 53.

3.3.1.3. Arbejdspres

Det er en generel opfattelse blandt de politikere, der har deltaget i undersøgelsen, at ar-

bejdspresset er højt eller meget højt.

Det synes videre overvejende at være opfattelsen, at

arbejdspresset er steget over tid.

Der peges i den forbindelse særligt på, at mediepresset

er blevet større.

Nedenstående tabel angiver den påvirkning af privatlivet, som borgmestrene og ministrene

oplever, at arbejdspresset medfører.

Tabel 3.2. Sammenhæng mellem arbejdspres og påvirkning af privatliv.

Tager energi, som går ud

over privatliv / tager tid,

som går ud over privatliv

Ja, helt sikkert

Ja, til en vis grad

Ja, men kun lidt

Nej, slet ikke

Borgmestre

28 pct. / 40 pct.

35 pct. / 40 pct.

30 pct. / 17 pct.

6 pct. / 2 pct.

Ministre

41 pct. / 59 pct.

41 pct. / 35 pct.

12 pct. / 6 pct.

6 pct. / 0 pct.

I undersøgelsen anføres nærmere om udviklingen i selve arbejdsopgaverne:

”De kvalitative interview peger på, at kompleksiteten i arbejdsopgaverne er øget, ligesom arbejdstempoet ge-

nerelt er øget, og at den stigende uforudsigelighed i arbejdet har medvirket til at øge arbejdspresset. Frem-

væksten af netaviser og 24 timers nyhedskanaler gør, at nyheder ikke længere laves til en deadline, men ge-

nereres konstant. Udviklingen i mediebilledet har været en stærk medvirkende faktor til at øge arbejdspresset

og gøre det mere grænseløst. Det er vanskeligt at kontrollere og planlægge arbejdstiderne, og det påvirker

også familielivet, særligt i familier med hjemmeboende børn. Det skal dog bemærkes, at der også blandt be-

folkningen generelt har været en udvikling i det oplevede arbejdspres (Burr m.fl. 2005; Bjørner m.fl. 2010; NFA

2013)”.

3.3.1.4. Eksponering

Politikerne er som en naturlig følge af det politiske hverv genstand for megen eksponering i

offentligheden. Uanset at eksponeringen ofte opleves som værende i politikernes egen inte-

resse i forhold til at markere sig politisk og sikre sig valg eller genvalg, opleves eksponerin-

gen samtidig negativt i forhold til dårlig presseomtale m.v., og særligt ved trusler og chikane

mod politikerne.

Den negative side af eksponeringen opleves i nogen grad, som angivet i

tabellen nedenfor, som en belastning. En overvejende del af politikerne mener generelt, at

Arbejdsvilkår for fuldtidspolitikere, side 34, 36 og 39.

Arbejdsvilkår for fuldtidspolitikere, side 41-43.

Arbejdsvilkår for fuldtidspolitikere, side 35 og 38.

Arbejdsvilkår for fuldtidspolitikere, side 53.

Arbejdsvilkår for fuldtidspolitikere, side 45 og 49.

denne belastning er blevet større over tid og henviser i den forbindelse særligt til udviklin-

gen i mediebilledet.

Nedenstående tabel angiver, i hvilket omfang eksponeringen af borgmestre og ministrene

opleves som en belastning.

Tabel 3.3. Oplevelse af eksponeringen som en belastning.

Eksponeringen i for-

bindelse med arbejdet

udgør en belastning

Meget lav / lav grad

Hverken høj eller lav grad

Høj / meget høj grad

Borgmestre

43 pct.

42 pct.

15 pct.

Ministre

29 pct.

41 pct.

Omkring halvdelen af borgmestrene og ministrene giver udtryk for at have oplevet en stig-

ning i omfanget af trusler og chikane, særligt på de sociale medier.

3.3.2. Gennemsnitlig funktionstid

Længden af den tid, hvor en borgmester, regionsrådsformand, folketingsmedlem og mini-

ster varetager det pågældende hverv, her benævnt funktionstid, har betydning for politiker-

nes optjening af ret til eftervederlag samt pension. Funktionstiden kan endvidere have ind-

flydelse på den enkelte politikers muligheder for at vende tilbage til det almindelige ar-

bejdsmarked efter fratræden af det politiske hverv. Fravær fra arbejdsmarkedet over en

længere periode kan således gøre det sværere at vende tilbage til tidligere beskæftigelse.

Dette forhold er nærmere behandlet i afsnit 3.3.3.

I nedenstående tabel er den gennemsnitlige funktionstid for de fire politiske hverv opgjort for

alle politikere, der er fratrådt i løbet af de to sidste valgperioder. For ministre og folketings-

medlemmer omfatter det fratræden i valgperioderne fra november 2007 til september 2011

og fra september 2011 til juni 2015. For borgmestre og regionsrådsformænd omfatter det

fratræden i valgperioderne fra januar 2006 til og med december 2009 og fra januar 2010 til

og med december 2013. Funktionstiden er angivet som længden af den sammenhængende

funktionstid ved fratræden, og som den samlede funktionstid, hvori adskilte funktionsperio-

der er medtaget.

Arbejdsvilkår for fuldtidspolitikere, side 49-52.

Arbejdsvilkår for fuldtidspolitikere, side 45 og 47.

Arbejdsvilkår for fuldtidspolitikere, side 50 og 52.

Tabel 3.4. Seneste og sammenhængende funktionstid for de politiske hverv i gennemsnit

Funktionstid

Borgmestre

Regionsrådsformænd

Folketingsmedlemmer

Ministre

Sammenhængende

7 år og 6

måneder

12 år og 6 måneder

8 år og 5 måneder

3 år og 11

måneder

Samlet

10 år og 6

måneder

12 år og 6 måneder

9 år og 10 måneder

4 år og 9

måneder

I opgørelsen af borgmestrenes funktionstid er medregnet funktionstiden som rådmænd

m.v., uanset at funktionstiden for disse typisk er væsentligt kortere end for borgmestre. For

en mindre gruppe borgmestre i kommuner med særlige styreformer gælder, at disse tillige

har været rådmænd i en tilgrænsende periode. I disse tilfælde er funktionstiden regnet som

en sammenhængende funktionstid.

For så vidt angår regionsrådsformænd bemærkes, at der tale om en ganske lille gruppe på i

alt fire regionsrådsformænd, der er fratrådt hvervet i løbet af de to seneste valgperioder.

Opgørelsen må derfor læses med det forbehold, at en enkelt fratræden kan medføre store

udsving i den gennemsnitlige funktionstid. De fem regionsrådsformænd, der tiltrådte ved

regionernes oprettelse pr. 1. januar 2007, overgik alle fra hvervet som amtsborgmester.

Funktionstiden for dette hverv indgår i opgørelsen af funktionstiden, hvilket kan indebære en

vis skævvridning heraf.

Den gennemsnitlige funktionstid for ministre ligger væsentligt lavere end for borgmestre,

regionsrådsformænd og folketingsmedlemmer. Ministre er dog som det klare udgangspunkt

ved udpegning til hvervet medlem af Folketinget, og har derfor samlet set en længere funk-

tionstid som fuldtidspolitikere end funktionstid alene for ministerhvervet. For hvervene som

borgmester, regionsrådsformand og folketingsmedlem er det almindeligt, at politikerne gen-

vælges og dermed sidder i flere valgperioder. Forskellen mellem den sammenhængende og

samlede funktionstid viser, at det ikke er ualmindeligt for borgmestre og folketingsmedlem-

mer at varetage hvervet i adskilte perioder. Tilsvarende gælder for ministre, hvor 13 af de

55 ministre, der er fratrådt i løbet af de seneste to valgperioder har været minister i to eller

flere omgange.

3.3.3. Beskæftigelsesforhold efter varetagelsen af det politiske hverv

Størstedelen af politikerne opgiver i den periode, hvor det pågældende politiske hverv vare-

tages, deres almindelige beskæftigelse. For ministre er dette en nødvendig konsekvens af,

For borgmestre er den gennemsnitlige funktionstid beregnet på grundlag af funktionstider opgjort i hele år.

at ministre er afskåret fra at have anden beskæftigelse ved siden af det politiske hverv,

mens det for borgmestre, regionsrådsformænd og folketingsmedlemmer som regel er en

naturlig konsekvens af, at hvervene har karakter af fuldtidshverv. Visse politikere, formentlig

særligt med ansættelse inden for det offentlige, får orlov i perioden, hvor det politiske hverv

varetages.

Kommissionen har i forbindelse med sine overvejelser om bl.a. eftervederlag søgt afklaret,

om der for politikerne gælder særlige udfordringer med hensyn til at finde ny beskæftigelse

efter fratrædelsen af det politiske hverv.

For de borgmestre og regionsrådsformænd, der fratrådte hvervet op til de kommunale og

regionale valg i 2009 og 2013, var gennemsnitsalderen tæt på 60 år. Kommissionen har på

baggrund af offentligt tilgængelige oplysninger forsøgt at danne sig et overblik over de fra-

trådte borgmestres og regionsrådsformænds beskæftigelsessituation før og efter varetagel-

se af det politiske hverv. Der er ikke herved fundet indikationer på generelle udfordringer for

fratrådte borgmestre og regionsrådsformænd med hensyn til at finde ny beskæftigelse, der

adskiller sig fra udfordringerne på det almindelige arbejdsmarked. Det bemærkes i den

sammenhæng, at en del borgmestre og regionsrådsformænd ved deres fratræden har væ-

ret omfattet af en pensionsordning med delvis udbetaling af pension fra det fyldte 60. år og

således har haft mulighed for at lade sig pensionere.

For ministre vil mange ved deres fratræden overgå til hvervet som folketingsmedlem og der-

igennem fortsat være fuldtidsbeskæftiget. Blandt de ministre, der var ministre op til folke-

tingsvalget i 2015, fortsatte 17 af 20 i Folketinget. For ministre, der i den seneste valgperio-

de fratrådte forud for valget, fortsatte 13 ud af de 15 ministre, der samtidig var medlem af

Folketinget, i hvervet som folketingsmedlem. To af de 13 fratrådte ministre nedlagde imid-

lertid også efterfølgende deres mandat som folketingsmedlem inden folketingsvalget i

2015.

Gennemsnitsalderen for nyvalgte folketingsmedlemmer har siden 1971 ligget på mellem 49

og 45 år med et fald i gennemsnitsalderen siden 1998.

Kommissionen har ikke fundet in-

dikationer på, at der skulle være generelle udfordringer for fratrådte folketingsmedlemmer

med hensyn til at finde ny beskæftigelse efter fratræden, men bemærker at der ikke ses at

være foretaget nærmere undersøgelser af spørgsmålet.

En lignende opgørelse for ministre under Poul Nyrup Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen viser, at henholdsvis 16 pct. og 48 pct.

af ministrene fortsatte som folketingsmedlemmer efter at have fratrådt hvervet. Tallene indikerer muligvis en udvikling i retning af, at flere

ministre fortsætter som folketingsmedlem efter at have været ministre, hvilket formentlig kan have sammenhæng med en generel lavere

gennemsnitsalder for ministre. Til illustration overgik 13 pct. af ministrene under Poul Nyrup Rasmussen til pensionering efter fratræden,

mod 7 pct. af ministre under Anders Fogh Rasmussen. Gennemsnitsalderen for ministre efter folketingsvalget i 2011 var til sammenligning

42,8 år (Danmark har nu Europas yngste regering, Ugebladet A4, 4. oktober 2011).

Http://www.ft.dk/Folketinget/Oplysningen/Folketingsmedlemmer/Gennemsnitsalder.aspx

3.3.4. Mobilitet mellem de politiske hverv

Reglerne om vederlæggelsen af politikerne indeholder, som beskrevet nedenfor i kapitel 4,

forskellige bestemmelser, der tager højde for, at en politiker har varetaget og f.eks. optjent

pension for flere politiske hverv. En sådan form for mobilitet mellem de politiske hverv er

almindelig i forhold til, at ministre typisk udnævnes blandt medlemmer af Folketinget. Der-

imod forekommer det ikke ligeså klart, hvor almindeligt skiftet mellem lands-, regional- og

kommunalpolitik er.

Til belysning heraf er der i nedenstående tabel for hvert politisk hverv angivet, hvor mange

politikere, der i sidste valgperiode har varetaget andet politisk fuldtidshverv. I tabellen indgår

både politiske hverv, som vedkommende har varetaget før, samtidig med og efter det hverv,

som den pågældende varetog i sidste valgperiode. Ved sidste valgperiode forstås for mini-

stre og folketingsmedlemmer valgperioden fra september 2011 til juni 2015, og for borgme-

stre og regionsrådsformænd valgperioden fra januar 2010 til og med december 2013.

Tabel 3.5. Oversigt over mobilitet mellem de politiske hverv

Antal

Borgmestre

Regionsrådsformænd

(inkl. amtsborgmester)

Folketingsmedlemmer

Ministre

Borgmestre og råd-

mænd (1. januar 2010-

31. december 2013)

135

Regionsrådsformænd

(1. januar 2010-31.

december 2013)

Folketingsmedlemmer

(15. september 2011-

18. juni 2015)

192

Ministre (15. septem-

ber 2011-18. juni

2015)

Det bemærkes, at politikere, der har skiftet hverv eller samtidigt varetaget flere hverv i peri-

oderne, indgår i tabellen to gange.

Som det fremgår af opgørelsen ses der eksempler på overlap mellem alle de politiske

hverv. Udgangspunktet for hvervene er imidlertid, at politikerne med undtagelse af ministre

ikke på samme tid varetager mere end et hverv.

Opgørelsen viser ikke, hvorvidt politikerne har været stillet op til øvrige hverv uden at være

blevet valgt. For flere borgmestre gælder således, at de har været opstillet til Folketinget og

i nogle tilfælde fungeret som stedfortræder for folketingsmedlemmer. Tilsvarende har man-

ge folketingsmedlemmer været menige kommunalbestyrelses- eller regionsrådsmedlem-

mer.

Der er ikke medtaget øvrige politiske fuldtidshverv i opgørelsen, herunder hvervet som med-

lem af Europa-Parlamentet, som f.eks. tre af de ministre, der indgår i undersøgelsen har

varetaget, inden de blev minister.

Opgørelsen illustrerer skiftet mellem de politiske hverv, men ikke skift inden for de politiske

hverv, herunder ministre, der varetager forskellige ressortområder, eller politikere, der vare-

tager hvervet i adskilte perioder. Som eksempel på sidstnævnte kan næves, at ca. 10 pct. af

borgmestrene er blevet genvalgt efter en mellemliggende periode, hvor vedkommende ikke

har været borgmester. Tilsvarende er det ikke ualmindeligt, at ministre og folketingsmed-

lemmer vælges for adskilte perioder. Politikerne varetager således ikke nødvendigvis hver-

vet som fuldtidspolitiker i en sammenhængende periode.

3.4. Parallel til ledende embedsmænd i staten og kommunerne

Borgmestre, regionsrådsformænd og ministre har i modsætning til folketingsmedlemmer det

øverste administrative ledelsesansvar i henholdsvis de kommunale og regionale forvaltnin-

ger samt i de pågældende ministerier. Politikerne indgår i den forbindelse i tæt samspil med

kommunal- og regionsdirektøren og departementschefen i deres egenskab af ledende em-

bedsmænd i henholdsvis kommunerne, regionerne og ministerierne.

Som der nærmere redegøres for nedenfor i kapitel 4, kan der i udviklingen i politikernes ve-

derlæggelse i varierende omfang ses en spejling i forhold til lønniveauerne for ledende em-

bedsmænd. Som helt overordnet forskel mellem politikere og embedsmænd gælder imidler-

tid det forhold, at embedsmænd er ansat og ikke politisk udpeget eller valgt. Ansættelses-

forholdet for embedsmænd påvirkes derfor ikke i sig selv af udskiftninger i den politiske le-

delse, herunder hvis en borgmester, regionsrådsformand eller minister fratræder. De nær-

mere ansættelsesvilkår, herunder i forhold til opsigelsesvarsel og pensionsforhold, er i vidt

omfang betinget af ansættelsesformen.

En kommunaldirektør varetager i gennemsnit stillingen i omkring 13 år, hvilket er omkring 3

år længere end gennemsnittet for borgmestre. For departementschefer er gennemsnittet

omkring 10 år sammenholdt med en samlet funktionstid på 4 år og 9 måneder år for mini-

stre. Departementschefers gennemsnitlige anciennitet er ifølge Bo Smith-Udvalget faldet

over de senere år, idet det modsat tidligere ikke er unormalt, at departementscheferne skif-

Om det nærmere sammenspil mellem embedsmænd og politikere henvises til Bo Smith-Udvalgets rapport om samspillet mellem politi-

kere og embedsmænd, Embedsmanden i det moderne folketyre, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2015, side 25-31, 199-213 og 217-

221.

ter job før pensionsalderen. Som mulig forklaring herpå peges på en bredere opgavebeskri-

velse og kravet om et tæt tillidsforhold mellem minister og departementschef.

I sammen-

ligningen mellem topembedsmændenes anciennitet og politikernes funktionstid skal be-

mærkes, at embedsmændene typisk i højere grad vil komme fra lignende stillinger på lavere

niveau, f.eks. som styrelsesdirektør, forvaltnings- eller afdelingschef, hvorimod borgmestre

og ministre ikke generelt set varetager tilsvarende sammenlignelige hverv forud for tiltræden

som borgmester og minister.

KORA har, som nævnt ovenfor, på vegne af Vederlagskommissionen lavet en undersøgelse

af kommunaldirektørers og departementschefers arbejdsvilkår for her igennem at kunne

sammenligne arbejdsvilkårene for politikerne og de ledende embedsmænd. Undersøgelsen

er baseret på en spørgeskemaundersøgelse sendt til samtlige kommunaldirektører og de-

partementschefer med en svarprocent på henholdsvis 70 pct. og 90 pct. Undersøgelsen er

videre baseret på kvalitative interviews med tre kommunaldirektører og to departements-

chefer.

Opgørelsen af arbejdstid for borgmestre og kommunaldirektører samt ministre og departe-

mentschefer, som angivet nedenfor, viser, at de ledende embedsmænd i kommunerne og

staten generelt har en gennemsnitlig kortere arbejdsuge end deres respektive politiske lede-

re. Samtidig synes politikerne at have oplevet en større stigning i arbejdstiden end em-

bedsmændene.

Tabel. 3.6. Gennemsnitlig arbejdstid og udviklingen i arbejdstid for borgmestre, ministre, kommunaldirektører

og departementschefer.

Gennemsnitlig arbejdstid

Udvikling i arbejdstid

Meget / lidt

kortere

Uændret

Lidt / meget

længere

Borgmestre

63 timer

1 pct.

23 pct.

75 pct.

Kommunaldirektører

53 timer

9 pct.

42 pct.

49 pct.

Ministre

70 timer

0 pct.

53 pct.

47 pct.

Departementschefer

61 timer

13 pct.

63 pct.

25 pct.

Embedsmanden i det moderne folketyre, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2015, side 30.

Om undersøgelsens metode og tilrettelæggelse henvises til Notat om arbejdsvilkår for offentlige topledere, side 8-10.

Arbejdsvilkår for fuldtidspolitikere, side 19, 23, 30 og 32. Notat om arbejdsvilkår for offentlige topledere, side 11, 13, 15 f.

Kommunaldirektørerne og departementscheferne deler politikernes opfattelse af, at ar-

bejdspresset er højt eller meget højt, omend ikke lige så højt som borgmestrene og mini-

strene.

Som angivet nedenfor oplever politikerne tilsvarende generelt påvirkningen af pri-

vatlivet som mere belastende end embedsmændene.

Tabel. 3.7. Sammenhæng mellem arbejdspres og påvirkning af privatliv.

Tager energi, som går ud

over privatliv / tager tid,

som går ud over privatliv

Ja, helt sikkert

Ja, til en vis grad

Ja, men kun lidt

Nej, slet ikke

Borgmestre

28 pct. / 40 pct.

35 pct. / 40 pct.

30 pct. / 17 pct.

6 pct. / 2 pct.

Kommunaldirektører

7 pct. / 19 pct.

25 pct. / 31 pct.

45 pct. / 36 pct.

23 pct. / 13 pct.

Ministre

41 pct. / 59 pct.

41 pct. / 35 pct.

12 pct. / 6 pct.

6 pct. / 0 pct.

Departementschefer

17 pct. / 33 pct.

22 pct. / 33 pct.

56 pct. / 33 pct.

6 pct. / 0 pct.

De ledende embedsmænd oplever ikke på samme måde som politikerne at være ekspone-

ret i offentligheden i forbindelse med arbejdet. For kommunaldirektørerne er der således 34

pct., der ikke føler sig eksponeret, mens tilsvarende gør sig gældende for 44 pct. af depar-

tementscheferne.

De departementschefer, der oplever at være eksponeret, oplever som

angivet i nedenstående tabel, ikke eksponeringen som en lige så stor belastning som mini-

stre, mens eksponeringen opleves mere ens af kommunaldirektører og borgmestre.

Notat om arbejdsvilkår for offentlige topledere, side 17.

Arbejdsvilkår for fuldtidspolitikere, side 35 og 38. Notat om arbejdsvilkår for offentlige topledere, side 11, 13, 15 f.

Notat om arbejdsvilkår for offentlige topledere, side 20 og 22.

Arbejdsvilkår for fuldtidspolitikere, side 45 og 47. Notat om arbejdsvilkår for offentlige topledere, side 20 og 22.

Tabel. 3.8. Oplevelse af eksponeringen som en belastning.

Eksponeringen i for-

bindelse med arbejdet

udgør en belastning

Meget lav / lav grad

Hverken høj eller lav grad

Høj / meget høj grad

Borgmestre

43 pct.

42 pct.

15 pct.

Kommunaldirektører

53 pct.

35 pct.

13 pct.

Ministre

29 pct.

41 pct.

Departementschefer

30 pct.

60 pct.

10 pct.

I undersøgelsen anføres der nærmere om sammenligningen mellem politikerne og em-

bedsmændene:

”Sammenlignes resultaterne fra denne undersøgelse med politikerundersøgelsen, hvilket kan gøres med en

vis forsigtighed, så må det overordnet konkluderes, at både topledernes og toppolitikernes arbejdsvilkår er

krævende, nok særligt fuldtidspolitikernes. Topledernes og toppolitikernes arbejdsvilkår er præget af mange

arbejdstimer og et stort arbejdspres. For arbejdstidens vedkommende angav politikerne flere arbejdstimer end

toplederne, og i de kvalitative interview blev der ligeledes givet udtryk for, at politikernes arbejdstid typisk var

højere end de offentlige toplederes. I dette billede er det en væsensforskel mellem det arbejde toppolitikere og

topledere udfører, at toppolitikerne ofte også udfører et stort organisationsarbejde i forhold til partiet og bag-

landet. Det afspejler sig bl.a. i, at ministrene arbejder flere timer i weekenden end departementscheferne. På

det lokale niveau ser man ligeledes, at borgmestrene arbejder mere i weekenden end de kommunale toplede-

re. Her er det særligt, at meget af organisationsarbejdet og arbejdet med partiet og baglandet er placeret uden

for almindelig arbejdstid, netop fordi andre partimedlemmer og deltagere passer deres almindelige arbejde

inden for den almindelige arbejdstid. Det er en forklaring på, at toppolitikernes arbejdstid drives opad og bliver

større end topledernes, men samtidigt er det ofte aktiviteter, som de frivilligt deltog i uden for deres almindeli-

ge arbejdstid, før de blev toppolitikere.

Ser vi på arbejdspres ligger begge grupper meget højt. Politikerne synes imidlertid at rapportere flere udfor-

dringer, bl.a. hvad angår forholdet mellem arbejdsliv og privatliv. Der er en klarere tendens hos politikerne til at

synes, at arbejdspresset er steget over tid. Årsagerne til ændringerne i arbejdspresset er i vid udstrækning de

samme for de to grupper – ny teknologi og nye medieformer har ændret tempoet. Et andet forhold, der kan

spille ind, er, at der er forskel i, hvor lang erfaring toppolitikere og topledere har. For eksempel er det meget få

ministre, der kommer til at sidde mange år i samme ministerium, mens departementscheferne ofte opnår en

længere erfaring, og erfaring i jobbet kan måske være noget, der mindsker oplevelsen af, at der er et stort

arbejdspres. Ikke overraskende er der en markant forskel på den offentlige eksponering. Politikerne er meget

mere offentligt eksponeret end de offentlige topledere. Politikerne er langt overvejende dem, der står forrest

Arbejdsvilkår for fuldtidspolitikere, side 45 og 47. Notat om arbejdsvilkår for offentlige topledere, side 20 og 22. De 34 pct. af kommunal-

direktørerne og 44 pct. af departementscheferne, der ikke oplever at være eksponeret som følge af deres arbejde, er medtaget i kategori-

en ”meget lav/lav grad”.

og tager æren, når det går godt, og skylden, når det går dårligt, mens de offentlige topledere ikke i nær sam-

me grad er udsat for offentlighedens søgelys.”

Notat om arbejdsvilkår for offentlige topledere, side 26 f.

4. Vederlæggelse

4.1. Generel udvikling på det offentlige arbejdsmarked

4.1.1. Fra tjenestemandssystem til overenskomstsystem

4.1.1.1. Tjenestemandsansættelsen som en livsgerning

Siden enevælden og indtil 1960’erne har personalet i den offentlige sektor overvejende væ-

ret ansat på tjenestemandsvilkår, imens overenskomstansættelsen har været benyttet i

mindre udstrækning.

Ansættelsen som tjenestemand blev oprindeligt anset som en livsgerning, og under ene-

vælden blev tjenestemandsstillinger som udgangspunkt besat for livstid. Hvis tjenesteman-

den blev afskediget på grund af alder, sygdom eller uden egen skyld, blev vedkommende

ydet en pension. På daværende tidspunkt fandtes ingen overenskomster og arbejdsmar-

kedspensioner, og tjenestemandsansættelsen udgjorde dermed den primære ansættelses-

form for offentligt ansatte.

Tjenestemandspensionsordningen er en ydelsesdefineret pensionsordning og er dermed

fundamentalt forskellig fra de senere opståede bidragsdefinerede arbejdsmarkedspensi-

onsordninger. I en arbejdsmarkedspensionsordning opsparer den ansatte løbende en for-

mue, som afspejler den ansattes lønudvikling. En tjenestemandspensions formuemæssige

størrelse fastsættes derimod på baggrund af dels tjenestemandens løn på pensionerings-

tidspunktet (skalatrin/lønramme) og dels det antal år, tjenestemanden har været ansat (op-

tjent pensionsalder).

Tabel 4.1

Begreber fra tjenestemandssystemet

Lønramme

Statens lønsystem for tjenestemænd består af 43 (1-42+) lønrammer. Tjeneste-

mandsstillinger er normalt klassificeret i én lønramme, og tjenestemanden gennem-

løber normalt lønrammen således, at den pågældende begynder på første skalatrin i

lønrammen og for hver to års ansættelse (lønanciennitet) oprykkes til næste skala-

trin til og med sluttrinnet i lønrammen. Lønrammerne 33-42+ består alene af et

skalatrin.

Skalatrin

Som grundlag for de 43 lønrammer består det gamle lønsystem af 56 (1-55+) skala-

trin (lønramme 1 – 32 består af flere skalatrin). Tjenestemandens løn beregnes ud

fra det aktuelle skalatrin, ligesom tjenestemandens pension beregnes på baggrund

af det skalatrin, som tjenestemanden aflønnes fra umiddelbart før pensionering.

Pensionsalder

Pensionsalderen udtrykker tjenestemandens pensionsgivende anciennitet.

Kilde: Moderniseringsstyrelsens personaleadministrative vejledning samt Moderniseringsstyrelsens

løntabeller

4.1.1.2. Gradvis overgang til overenskomstansættelse

Fra 1960’erne blev aftaler og overenskomster mere systematisk introduceret som ramme-

sættende for ansættelse i den offentlige sektor. Både arbejdstagersiden og arbejdsgiversi-

den havde interesse i denne gradvise overgang fra tjenestemandssystemet til et overens-

komstsystem. For arbejdsgiversiden var særligt en øget fleksibilitet vigtig. Som følge af ud-

viklingen i den offentlige sektors opgaver havde man behov for en løsere tilknyttet medar-

bejderstab, der løbende kunne tilpasses arbejdsbehovet. For arbejdstagersiden var det vig-

tigt at få mere indflydelse på egne løn- og arbejdsvilkår samt at opnå mere sammenlignelige

lønvilkår med det øvrige arbejdsmarked.

I takt med velfærdsstatens fremvækst er antallet af overenskomstansatte i kommunerne,

amterne, senere regionerne, og staten steget. Samtidig er adgangen til at blive ansat som

tjenestemand blevet begrænset af flere omgange. I 1993 afviklede man eksempelvis tjene-

stemandsansættelse af folkeskolelærerne, ligesom man siden midten af 1990’erne har an-

vendt overenskomstansættelse i de selvstændige offentlige virksomheder som f.eks. DSB

og Post Danmark. Endvidere blev tjenestemandsansættelse i staten i 2001 begrænset til at

omfatte statslige chefer i lønramme 37-42, beskrevet nærmere i nedenstående tabel, samt

11 stillingskategorier, herunder f.eks. stillinger i politikorpset, personale i Folkekirken, fiske-

rikontrolpersonale m.v.

Tabel 4.2.

Oversigt over lønrammerne 37-42 og deres typiske aktuelle stillingsbetegnelser

Lønramme Stillingsbetegnelser

42+

Kontorchef, rektor, institutleder, professor, overlæge, provst, oberstløjtnant, politiinspektør, forstan-

der, fængselsinspektør

Direktør, vicedirektør, rektor, afdelingschef, professor, dekan, politimester, dommer, ambassadør,

oberst, provst, fængselsinspektør

Direktør, afdelingschef, vicedirektør, landsdommer, biskop, byretspræsident, generalmajor, rektor

Chef for større styrelse, ambassadør, generalløjtnant

Departementschef, forsvarschef, rigspolitichef, rigsadvokat, højesteretsdommer

Ingen statsansatte

Udvalgte departementschefer, højesteretspræsident

Kilde: Moderniseringsstyrelsen

Den kollektive arbejdsret, Jens Kristiansen, 3. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2014, s. 42 f.

Cirkulære nr. 164 af 17. oktober 2000 om anvendelse af tjenestemandsansættelse i staten og folkekirken.

På det amtslige og senere regionale område blev der i 2006 for Sundhedskartellets grupper,

herunder sygeplejersker, jordemødre m.v. aftalt, at eventuel genbesættelse af de stillinger,

som var besat på tjenestemandsvilkår, skulle ske på overenskomstvilkår.

I 2009 udstedte Finansministeriet cirkulære om rammeaftale om kontraktansættelse af che-

fer i staten, som tilnærmelsesvis afskaffede tjenestemandsansættelse for chefer i staten,

dog med undtagelse af departementschefer og få øvrige ”selvstændigt virkende embeds-

mænd”.

Derimod ses en klar tendens på det kommunale arbejdsmarked til, at også kom-

munaldirektører som ledende embedsmænd overgår til anden ansættelsesform end tjene-

stemandsansættelse.

I dag er overenskomstansættelse den klart mest fremherskende ansættelsesform i den of-

fentlige sektor. Den gradvise overgang til overenskomstansættelse kan aflæses i nedenstå-

ende figur 4.3. og 4.4. Som det fremgår af figur 4.3., er andelen af tjenestemænd i staten

stadig nedadgående, hvormed overenskomstansatte udgør en større og større andel af de

ansatte i staten. Den samme udvikling gør sig gældende for kommuner og regioner, hvilket

ses i figur 4.4.

Figur 4.3.

Udvikling i ansættelsesformer i staten i perioden 1996-2015

Antal statslige arbejdspladser

200.000

180.000

160.000

140.000

120.000

100.000

80.000

60.000

40.000

20.000

1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015

I alt

Ikke-tjenestemænd, herunder overenskomstansatte

Tjenestemænd/tjenestemændlignende

Antal statslige arbejdspladser

200.000

180.000

160.000

140.000

120.000

100.000

80.000

60.000

40.000

20.000

Kilde: Forhandlingsdatabasen, alle udtræk fra 2. kvartal.

Cirkulære nr. 9204 af 9. april 2014 om rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten.

Figur 4.4.

Udvikling i ansættelsesformer i kommuner og amter/regioner i perioden 1998-2015

Antalt kommunale og amtslige/regionale arbejdspladser

600.000

500.000

400.000

300.000

200.000

100.000

1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015

I alt

Overenskomstansatte

Tjenestemænd

Antalt kommunale og amtslige/regionale arbejdspladser

600.000

500.000

400.000

300.000

200.000

100.000

Kilde: KLR (Kommunernes og Regionernes løndatakontor), alle udtræk fra 2. kvartal.

4.1.2. Øget lokallønsdannelse og anvendelse af tillæg

Størstedelen af den offentlige lønudvikling udgøres af den centralt aftalte lønregulering,

men strukturforskydninger i personalesammensætningen og den lokale løndannelse, der

sker ved f.eks. udmøntningen af løntillæg, bidrager også til lønudviklingen. Disse forhold må

derfor medregnes for at få det fulde billede af den faktiske offentlige lønudvikling.

Over de sidste 20 år har den faktiske lønudvikling i den statslige sektor været højere end

den aftalte statslige generelle lønregulering, jf. figur 4.5. En lignende udvikling gør sig gæl-

dende i kommunerne og regionerne. Udviklingen skyldes som nævnt flere forhold.

Den relativt kraftigere stigning i den faktiske lønudvikling kan afspejle, at den lokale løndan-

nelse er øget, f.eks. ved at løntillæggene fylder mere og mere i den samlede løn til medar-

bejdere i kommunerne, regionerne og staten. Ser man eksempelvis på statslige chefer, ud-

gør tillæg og lokale lønmidler i dag op mod 30 pct. af den samlede løn til chefer, jf. figur 4.6.

I 2000 udgjorde de godt 22 pct. Denne udvikling afspejler bl.a., at lønmidlerne i stigende

grad anvendes til at honorere ansvar, kompetencer og præstationer på et mere individuelt

niveau.

En anden forklaring på den relativt højere faktiske lønudvikling i staten kan være, at et sti-

gende antal af akademikere gradvist har afløst kontorfuldmægtige og øvrige personale-

grupper på det offentlige arbejdsmarked. Gennemsnitslønnen for en akademiker er højere

end for en kontorfuldmægtig. Så når akademikere erstatter kontorfuldmægtige i den statsli-

ge sektor, vil det bidrage til en stigning i den faktiske lønudvikling, fordi statens samlede

gennemsnitsløn stiger.

Figur 4.5.

Aftalt generel lønregulering og faktisk

lønudvikling i staten siden år 2000

Indekstal, 2000=100

180

160

140

120

100

00 01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15

Aftalt lønregulering i staten

Faktisk statslig lønudvikling

Figur 4.6.

Tillæg og lokale lønmidlers procentvise

andel af statslige chefers løn (lønramme

38-42)

Procent

00 01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15

Statslige chefer i lønramme 38-42

Procent

Kilde: Danmarks Statistik og Forhandlingsdatabasen.

4.2. Vederlæggelsen af borgmestre

4.2.1. Historisk udvikling

4.2.1.1. Vederlag

Vederlæggelsen før kommunalreformen i 1970

Frem til kommunalreformen i 1970 bestod den kommunale inddeling af landkommuner og

købstadskommuner, for hvilke der var fastsat forskellige regler om vederlæggelse.

Land-

kommuner blev anvendt som samlet betegnelse for sognekommuner, der havde karakter af

primærkommuner, og amtskommuner, der havde karakter af sekundærkommuner.

Ved en lovændring i 1919 blev det overladt det enkelte byråd i købstadskommuner at udpe-

ge formanden for byrådet, der tidligere var blevet udpeget af staten. Samtidig blev der givet

mulighed for, at kommunen i den kommunale styrelsesvedtægt kunne tillægge borgmeste-

ren et årligt vederlag.

Tidligere havde hvervet som borgmester som sådant været uløn-

net.

Bestemmelsen, hvorefter vederlaget til borgmesteren blev fastsat i kommunens styrelses-

vedtægt, blev i sit indhold videreført indtil kommunalreformen i 1970. Forud herfor blev ve-

derlagsniveauet opgjort på baggrund af Indenrigsministeriets praksis for stadfæstelse af

Vederlæggelsen af borgmestre i Københavns Kommune har af historiske grunde været reguleret selvstændigt frem til 1984, og er ikke

nærmere omtalt. Tilsvarende behandles ikke de særlige styrelsesmæssige forhold i de såkaldte sognekommuner med bymæssig bebyg-

gelse og forstads- eller omegnskommuner, der, med visse undtagelser fastsat i kommunernes styrelsesvedtægter, var omfattet af lov om

købstadkommunernes styrelse.

Der henvises til notat om den historiske udvikling i reglerne om vederlag, efterløn, pension m.v. til regionsrådsformænd for så vidt angår

amtskommunerne.

§ 6 i lov nr. 112 af 1. marts 1919 om Ændringer i og Tillæg til Lov om Købstadkommunernes Styrelse m. v. af 26de Maj 1868.

I Kjøbstædernes Forfatning og Styrelse, B. F. Schou, 1901, side 416 anføres om den på tidspunktet af staten udpegede formand for

byrådet: ”Byraadets Formand er som saadan ulønnet”.

vedtægtsbestemmelser om borgmestervederlag på mellem 18.000 kr. og 42.600 kr. af-

hængig af kommunens indbyggertal og med mulighed for ekstra tillæg til de københavnske

omegnskommuner.

Til vederlagene blev der i medfør af lov om lønninger og pensioner

m.v. til statens tjenestemænd ydet stedtillæg efter statens regler, ligesom vederlagene var

genstand for dyrtids- og overenskomstregulering i overensstemmelse med reglerne for køb-

stædernes og statens tjenestemænd i lov om lønninger og pensioner m.v. til statens tjene-

stemænd.

Vederlæggelsen af sognerådsformænd i landkommuner går tilbage til det 19. århundrede.

Ved en lovændring i 1892 blev de daværende sogneråd bemyndiget til i to på hinanden føl-

gende møder at tillægge sognerådsformanden såkaldt ”Medhjælp til Udførelsen af de ham

paahvilende Forretninger”. Medhjælpen kunne årligt højest udgøre 15 øre pr. indbygger ef-

ter sidste folketælling og højest 250 kr.

Beløbene var i 1923 steget til højest 60 øre pr.

indbygger og højst 1.000 kr., og blev ved en lovændring i 1933 hævet til højest 1 kr. pr. ind-

bygger og højest 6.000 kr. årligt, dog således at amtsrådet kunne give samtykke til et større

beløb, såfremt omstændighederne særligt talte derfor.

Det i loven fastsatte vederlagsniveau blev allerede i 1923 kritiseret for at være for lavt i sær-

ligt de store sognekommuner, hvor arbejdsmængden for sognerådsformændene blev sam-

menlignet med borgmestrene i købstadskommunerne, hvor vederlagsniveauet var højere.

Niveauet blev imidlertid fastholdt frem til kommunalreformen i 1970.

Vederlæggelsen fra kommunalreformen i 1970 frem til 1984

Med kommunalreformen i 1970 blev den daværende opdeling i sogneråds- og købstads-

kommuner opgivet til fordel for primærkommuner.

Vederlæggelsen af borgmestre i alle primærkommuner med undtagelse af Københavns

Kommune blev ved den kommunale styrelseslov, der trådt i kraft 1. april 1970, overladt til

kommunerne selv at træffe beslutning om i styrelsesvedtægten, der skulle stadfæstes af

Indenrigsministeriet. Bestemmelsen svarede indholdsmæssigt til den daværende bestem-

melse om vederlæggelse af borgmestre i de tidligere købstadskommuner.

Indenrigsministeriet fastsatte i et cirkulære i 1972 maksimale vederlag for borgmestre af-

hængig af kommunens størrelse.

De maksimale satser blev i modsætning til tidligere fast-

sat med udgangspunkt i de lønninger, der var gældende for tjenestemænd i staten. Koblin-

gen til tjenestemandssystemet blev gennemført ved at indplacere borgmestrene i lønram-

merne 30-39 (skalatrin 39-52) afhængigt af kommunens indbyggertal. Endvidere blev der

Betænkning 420/1966 om kommuner og kommunestyre, side 140.

Lov nr. 154 af 7. juni 1958 om lønninger og pensioner m. v. til statens tjenestemænd

§ 1 i lov nr. 69 af 12. april 1892 om Tillæg til Lov om Landkommunernes Styrelse m. v. af 6te Juli 1867.

Lov nr. 106 af 28. marts 1923 om tillæg til lov om landkommunernes styrelse m. v. af 6. juli 1867. § 15, stk. 4 og 5, i lov nr. 88 af 25.

marts 1933

J. P. Larsens ordførertale under 1. behandlingen af Forslag til midlertidig Lov om Medhjælp til Sogneraadenes Formænd, Rigsdagsti-

dende 1922-23, Forhandling i Folketinget, spalte 4308.

Cirkulære nr. 10 af 21. januar 1972 om ændring i normalstyrelsesvedtægt for kommuner og amtskommuner vedrørende borgmester- og

amtsborgmestervederlag, fastsatte Indenrigsministeriet

henstillet til, at vederlag mindre end de maksimale satser blev fastsat til et beløb, der svare-

de til et andet skalatrin for tjenestemænd i staten. Samtidig indførtes en regulering af veder-

lagene, der fulgte tjenestemandslønningerne i staten. Endvidere blev det fastsat, at de da-

gældende regler om dyrtidstillæg til visse tjenestemandslønninger tilsvarende skulle finde

anvendelse for dyrtidstillæg til amtsborgmestervederlag. Midlernes tilbageholdelse og an-

bringelse skete efter samme regler, som gjaldt for vedkommende kommunes tjeneste-

mænd.

Tabel 4.7. Maksimale vederlag til borgmestre og rådmænd pr. 1. april 1972

Kommunens indbygger-

tal/kommunens navn

Lønramme

(skalatrin)

Makismalt

årligt ve-

derlag pr.

1. april

1972

67.706 kr.

69.568 kr.

77.542 kr.

86.430 kr.

91.249 kr.

98.986 kr.

110.332 kr.

122.978 kr.

133.405 kr.

Generelt

tillæg

Særlige tillæg

Københavnske

omegnskommuner

Øvrige

kommuner

Indtil-6.000

6.000-7.500

7.500-10.000

10.000-12.500

12.500-20.000

20.000-25.000

25.000-30.000

30.000-40.000

40.000-60.000

Over 60.000

Borgmestre i Odense, Aal-

borg og Århus Kommuner

Borgmester i Frederiksberg

Kommune

Rådmænd i Odense, Aal-

borg og Århus Kommuner

30 (39)

31 (40)

31 (44)

34 (47)

35 (48)

36 (49)

37 (50)

38 (51)

39 (52)

0 kr.

400 kr.

600 kr.

1.100 kr.

1.600 kr.

600 kr.

1.800 kr.

600 kr.

1.800 kr.

600 kr.

0 kr.

1.200 kr.

0 kr.

1.200 kr.

0 kr.

1.200 kr.

39 (52)

133.405 kr.

1.600 kr.

1.200 kr.

35 (48)

91.249 kr.

400 kr.

0 kr.

Ved udstedelse af cirkulære i 1982 blev der foretaget enkelte ændringer i indplaceringen af

borgmestre i visse kommuner samt foretaget ændringer i niveauet for de særlige tillæg.

Cirkulære nr. 10 af 21. januar 1972 om ændring i normalstyrelsesvedtægt for kommuner og amtskommuner vedrørende borgmester- og

amtsborgmestervederlag. Kolonnen ”Maksimalt årligt vederlag pr. 1. april 1972” indgår ikke i cirkulære nr. 10 af 21. januar 1972, men er

tilføjet fra Økonomi- og Budgetministeriets lønoversigter 1. april 1972, tabel 5 (grundløn). Tallene i kolonnen er ekskl. dyrtidstillæg.

Tabel 4.8. Maksimale vederlag til borgmestre og rådmænd pr. 1. april 1982

Kommunens indbygger-

tal/kommunens navn

Lønramme

(skalatrin)

Maksimalt

årligt ve-

derlag pr.

1. april

1982

128.707 kr.

135.883 kr.

143.459 kr.

151.458 kr.

164.300 kr.

183.132 kr.

204.123 kr.

221.430 kr.

Generelt

tillæg

Særlige tillæg

Københavnske

omegnskommuner

Øvrige

kommuner

Indtil-7.500

7.500-10.000

10.000-12.500

12.500-20.000

20.000-25.000

25.000-30.000

30.000-40.000

40.000-60.000

Over 60.000

Borgmestre i Odense, Aal-

borg og Århus Kommuner

Borgmester i Frederiksberg

Kommune

Rådmænd i Århus Kom-

mune

Rådmænd i Odense og

Aalborg Kommuner

31 (44)

33 (46)

34 (47)

35 (48)

36 (49)

37 (50)

38 (51)

39 (52)

0 kr.

3.660 kr.

5.485 kr.

10.060 kr.

14.630 kr.

5.485 kr.

16.460 kr.

5.485 kr.

16.460 kr.

5.485 kr.

0 kr.

10.970 kr.

0 kr.

10.970 kr.

0 kr.

10.970 kr.

39 (52)

221.430 kr.

14.630 kr.

10.970 kr.

36 (49)

164.300 kr.

3.660 kr.

10.970 kr.

35 (48)

151.458 kr.

3.660 kr.

10.970 kr.

Cirkulære nr. 131 af 21. juli 1982 om maksimale vederlag til borgmestre, rådmænd og amtsborgmestre.

Cirkulære nr. 131 af 21. juli 1982 om maksimale vederlag til borgmestre, rådmænd og amtsborgmestre. Kolonnen ”Maksimalt årligt

vederlag pr. 1. april 1982” indgår ikke i cirkulæret, men er tilføjet fra Økonomi- og budgetministeriets lønoversigter 1. april 1982, tabel 5

(skalaløn). Tallene i kolonnen er ekskl. dyrtidstillæg.

Vederlæggelsen fra 1984 frem til 1993

Traditionelt set havde kommunerne, som det fremgår, selv fastsat bestemmelser om veder-

læggelsen af borgmestre, dog undertiden med krav om godkendelse eller stadfæstelse af

amtsråd eller Indenrigsministeriet. Ved en ændring af lov om kommunernes styrelse i 1984

blev den hidtidige regulering af vederlæggelsen i kommunernes styrelsesvedtægter ændret,

således at indenrigsministeren fik bemyndigelse til fremover administrativt at fastsætte reg-

ler om vederlag til borgmestre.

Som begrundelse for bemyndigelsen henvises der i lovforslaget til et ønske om administra-

tiv forenkling og hensynet til kommunalbestyrelserne, der herved fritoges for den undertiden

vanskelige beslutning at fastsætte størrelsen af vederlaget til bl.a. borgmesteren.

Det

fremgår af lovforslaget, at ændringen ikke på tidspunktet ville medføre væsentlige ændrin-

ger i vederlæggelsen, da kommunerne i overvejende grad havde valgt at yde borgmesteren

det maksimale vederlag, der af indenrigsministeren med enkelte justeringer blev fastholdt

ved udstedelse af bekendtgørelse om vederlag m.v. til borgmestre og amtsborgmestre

m.fl.

Det fremgår af lovforslaget, at vederlæggelsen fremover ville basere sig på ”den til enhver

tid værende aflønning af en given tjenestemandsstilling i staten, afhængig af kommunens

indbyggertal”.

Med den nye reguleringsform blev vederlagene fastlagt uden, at kommu-

nerne som tidligere havde mulighed for at yde mindre vederlag.

Lov nr. 210 af 16. maj 1984 om ændring af de kommunale styrelseslove.

Folketingstidende 1983-84, 2. samling, tillæg A, bind I, side 1417 f. Se tillige betænkning nr. 1027/1984 om kommunale diæter og ve-

derlag, side 37.

Folketingstidende 1983-84, 2. samling, tillæg A, bind I, side 1421. Bekendtgørelse nr. 668 af 20. december 1984 om vederlag m.v. til

borgmestre og amtsborgmestre m.fl.

Folketingstidende 1983-84, 2. samling, tillæg A, bind I, side 1417 f.

Tabel 4.9. Vederlag til borgmestre og rådmænd pr. 1. april 1985

Kommunens indbygger-

tal/kommunens navn

Lønramme

(skalatrin)

Årligt veder-

lag pr. 1. april

1985

Særlige tillæg

(årligt grundbeløb pr. 1. oktober 1984)

Københavnske omegns-

kommuner

Øvrige kom-

muner

0 kr.

14.660 kr.

0 kr.

14.660 kr.

0 kr.

14.660 kr.

Til 7.500

7.501-10.000

10.001-12.500

12.501-20.000

20.001-25.000

25.001-30.000

30.001-40.000

40.001-60.000

Over 60.000

Borgmestre i Odense, Aal-

borg og Århus kommuner

Borgmester i Frederiksberg

kommune

Magistratsmedlemmer i

Aalborg og Odense Kom-

muner

Magistratsmedlemmer i

Århus kommune

Overborgmesteren i Kø-

benhavns Kommune

Borgmestre i Københavns

Kommune

31 (44)

33 (46)

34 (47)

35 (48)

36 (49)

37 (50)

38 (51)

39 (52)

172.056 kr.

181.649 kr.

191.777 kr.

202.470 kr.

219.638 kr.

244.813 kr.

272.873 kr.

296.010 kr.

7.330 kr.

22.005 kr.

7.330 kr.

22.005 kr.

7.330 kr.

39 (52)

296.010 kr.

14.660 kr.

35 (48)

202.470 kr.

14.660 kr.

36 (49)

219.638 kr.

14.660 kr.

39 (52)

296.010 kr.

36.675 kr.

39 (52)

296.010 kr.

kr.

Bekendtgørelse nr. 668 af 20. december 1984 om vederlag m.v. til borgmestre og amtsborgmestre m.fl. Kolonnen ”Årligt vederlag pr. 1.

april 1985” indgår ikke i bekendtgørelsen, men er tilføjet fra Finansministeriets lønoversigter 1. april 1985, tabel 5 (skalaløn).

Generel forhøjelse af vederlagsniveauet i 1993

Niveauet for vederlag til borgmestre blev i 1993 efter længere tids ønske fra kommunal side

hævet som led i en politisk aftale mellem regeringen og de kommunale parter om en mo-

dernisering af den samlede vederlæggelse til borgmestre, herunder ændring i reglerne om

egenpension m.v. Ændringerne i reglerne om vederlag blev gennemført ved udstedelse af

ny bekendtgørelse om vederlag m.v. til borgmestre og amtsborgmestre m.fl.

Ændringerne blev begrundet i, at hvervet som borgmester havde ændret sig væsentligt si-

den kommunalreformen i 1970. Særligt havde kommunerne fået udlagt flere opgaver, der i

de mindre kommuner havde medvirket til, at borgmesterhvervet var blevet et fuldtidsjob. Det

havde ikke været intentionen, da vederlagsstrukturen var blevet grundlagt i begyndelsen af

1970’erne. Det betød samtidig, at det ikke længere muligt var for borgmestre, navnlig i de

mindre kommuner, at bibeholde et indtægtsgrundlag ved siden af borgmesterhvervet.

Borgmestrenes vederlag blev endvidere sammenholdt med vederlaget til folketingsmed-

lemmer, hvis vederlag i 1986 var blevet forhøjet. Herudover blev det anerkendt, at der ikke

burde være store lønforskelle mellem særligt borgmestre og kommunaldirektører.

I den

sammenhæng var det bl.a. gjort gældende, at sådanne lønforskelle var uhensigtsmæssige i

forhold til samarbejdet mellem borgmesteren og ledende kommunale embedsmænd. Om

lønforskellen mellem borgmestre og kommunaldirektører fremgik følgende af Indenrigsmini-

steriets pressemeddelelse af 17. december 1993:

”Den udvikling, der er sket både i de små og store kommuner siden begyndelsen af 70’erne, har bl.a. givet sig

udslag i, at kommunaldirektørerne generelt får betydeligt meget mere i løn end deres borgmestre. Det betyder

på ingen måde, at borgmestrene automatisk skal følge med kommunaldirektørlønningerne – og det bliver hel-

ler ikke tilfældet efter de nye vederlagsregler. Men også dette forhold peger i retning af, at borgmestres veder-

læggelse ikke er tidssvarende.”

Forinden indgåelse af den politiske aftale, der lå til grund for ændringerne, udtalte inden-

rigsministeren følgende som led i besvarelsen af et § 20-spørgsmål om de økonomiske

konsekvenser ved en ændring i vederlagene til borgmestrene:

”Med hensyn til begrundelsen for, at regeringen har en positiv holdning til en bedre løn til borgmestrene, skal

jeg blot henvise til, at der har været et meget stort lønefterslæb. Hvis vi ser på, hvor meget en borgmester

tjener, og tager den nederste ende af skalaen, vil vi finde, at et pænt stykke over en tredjedel af borgmestrene

tjener under 300.000 kr. 82 tjener endda under 270.000 kr., og hvis vi ser på det store ansvar, der i dag ligger i

det at lede en kommune, er det for mig at se helt oplagt, at det er et område, hvor man skal se at få lønninger-

ne bragt på niveau med det formelle ansvar.

Når jeg gerne vil understrege netop denne begrundelse, er det, fordi den for mig er mere tungtvejende end

det, man normalt har hørt i debatten, nemlig at der er kommunale embedsmænd, der får mere end borgme-

strene. Det er korrekt, men det er for mig det andet, der er hovedbegrundelsen.”

Bekendtgørelse nr. 1168 af 23. december 1993 om vederlag m.v. til borgmestre og amtsborgmestre m.fl.

Indenrigsministeriets notat af 2. december 1993 (j.nr. 1933/1201-1), side 1.

Folketingstidende 1993-94, bind III, side 3377.

Borgmestrene blev ved vederlagsbekendtgørelsen - afhængig af kommunens størrelse -

som udgangspunkt indplaceret i lønrammer svarende til lønrammerne for kommunaldirektø-

rer. Dette udgangspunkt blev dog fraveget således, at ingen borgmestre steg mere end 3

lønrammer og således, at ingen borgmestre blev indplaceret lavere end lønramme 37 sva-

rende til en almindelig kontorchefløn. Det blev endvidere besluttet, at en borgmester ikke

skulle kunne indplaceres højere end lønramme 40, selvom kommunaldirektører i kommuner

med over 100.000 indbyggere blev indplaceret i lønramme 41. Det blev i forbindelse med

ændringerne overvejet, at lønramme 38 blev gjort til højeste lønramme, og at differencen til

højere lønrammer blev ydet som særlige tillæg. Lønrammeloftet ville dog have medført en

forringelse af pensionssystemet, idet de særlige tillæg blev ydet som ikke pensionsgivende

tillæg.

Tilnærmelsen til kommunaldirektørerne sigtede ikke mod en fuldstændig udligning af lønfor-

skellene mellem de to grupper.

De særlige tillæg til kommunaldirektørerne blev således

ikke tilsvarende ydet borgmestrene i samme omfang. Endvidere blev borgmestrene fortsat

indplaceret i statslige lønrammer og ikke kommunale lønrammer som kommunaldirektører-

ne. Det blev på tidspunktet for udstedelsen af bekendtgørelsen skønnet, at lønforskellen

kunne udgøre op mod 100.000 kr.

Det blev ved ændringerne understreget, at det havde været afgørende for regeringen at se

på borgmestrenes vederlagsforhold som en helhed, og at ændringerne i vederlagsniveauet

således skulle ses i sammenhæng med muligheden for at få pension og efterløn ved fra-

trædelsen.

Indenrigsministeriets notat af 2. december 1993 (j.nr. 1993/1201-1), side 2.

Indenrigsministeriets notat af 25. november 1993 (j.nr. 1992/1300-1), side 3.

Pressemeddelelse fra Indenrigsministeriet af 17. december 1993.

Tabel 4.10. Vederlag til borgmestre, rådmænd og amtsborgmestre pr. 1. januar 1994

Kommunens indbygger-

tal/kommunens navn

Lønramme

(skalatrin)

Årligt veder-

lag pr. 1. april

1994

Særlige tillæg

(årligt grund-

beløb pr. 1.

oktober 1984)

0 kr.

49.512 kr.

Til 12.500

12.501-25.000

25.001-40.000

Over 40.000

Borgmestre i Aalborg, Frede-

riksberg, Odense og Århus

kommuner

Magistratsmedlemmer i Aalborg

og Odense kommuner

Magistratsmedlemmer i Århus

Kommune

Overborgmesteren i Køben-

havns Kommune

Borgmestre i Københavns

Kommune

37 (50)

38 (51)

39 (52)

40 (53)

249.840 kr.

278.477 kr.

302.089 kr.

336.715 kr.

38 (51)

278.477 kr.

39 (52)

302.089 kr.

40 (53)

336.715 kr.

105.564 kr.

40 (53)

336.715 kr.

kr.

Kommunalreformen i 2007 og senere udvikling

Kommunalreformen fra 2005, der trådte i kraft 1. januar 2007, betød et løft af vederlaget til

en række borgmestre i form af indplacering i højere lønrammer som følge af et højere ind-

byggertal i sammenlagte kommuner. Derimod blev der ikke foretaget nogen ændringer i

vederlagsreglerne i forhold til borgmestervederlaget.

Efter ændringerne i vederlagsniveauet i 1993 er der således ikke blevet foretaget ændringer

i selve vederlaget til borgmestre.

Bekendtgørelse nr. 1168 af 23. december 1993. Kolonnen ”Årligt vederlag pr. 1. april 1994 ” indgår ikke i bekendtgørelsen, men er

tilføjet fra Finansministeriets lønoversigter 1. april 1994, tabel 1.1.1.1. Tjenestemænd, lønrammer (løn inkl. pct. regulering).

4.2.1.2. Efterløn

Ved ændring af lov om kommunernes styrelse i 1968 op til kommunalreformen i 1970 blev

der givet mulighed for, at kommunerne i de kommunale styrelsesvedtægter kunne fastsætte

bestemmelser om ydelse af efterløn og pension til afgåede borgmestre.

Der havde ikke

forud herfor været mulighed for at yde efterløn til borgmestre.

I købstadskommunerne blev

eventuel egenpension eller understøttelse dog udbetalt med virkning fra fratrædelse af

hvervet som borgmester uanset dennes alder. Udbetalingstidspunktet har således i nogen

udstrækning tjent samme formål, som senere er blevet varetaget gennem efterlønsordnin-

gen.

I forslag til lov om kommunernes styrelse i 1968 er følgende anført om begrundelsen for

bestemmelsen for så vidt angår efterløn:

”Bestemmelsen om, at der i vedtægten kan optages bestemmelser om efterløn til afgåede formænd, er en

nydannelse. Baggrunden for bestemmelsen er ønsket om at skabe mulighed for en hensigtsmæssig løsning i

tilfælde, hvor det under hensyn til funktionstiden som formand på den ene side vil være urimeligt at yde livsva-

rig pension, medens det på den anden side kan være rimeligt i en vis periode at medvirke til, at vedkommen-

des økonomiske situation ikke forringes væsentligt.”

Lovforslaget byggede på et lignende forslag i Kommunallovskommissionens betænkning nr.

420/1968 om kommuner og kommunestyre.

Kommunallovskommissionen inddrog i kommissionens overvejelse om efterløn til borgme-

stre lignende ordninger til tjenestemænd og ministre, der på tidspunktet havde mulighed for

at modtage ventepenge. Kommissionen fandt dog, at ingen af de to ordninger var egnet

som forbillede for en ordning til borgmestre:

”Statstjenestemandslovens regler om ventepenge vil næppe være egnet som forbillede for en ordning om

ventepenge til kommunalbestyrelsesformænd. Reglerne har som forudsætning dels en ansættelse, der i prin-

cippet er varig og som livsgerning, jfr. lovens § 1, dels inddragelse af vedkommendes stilling, uden at der sam-

tidig anvises ham anden passende beskæftigelse i statens tjeneste.

[…]

Selv om reglerne om ventepenge for ministre vel nok er indført ud fra lignende hensyn, som kan begrunde

ventepenge til kommunalbestyrelsesformænd, kan de dog næppe uden videre bruges som forbillede. Mini-

sterhvervet er i en vis forstand mere »usikkert« end formandshvervet, idet ministeren må gå af, hvis regerin-

gen falder, medens kommunalbestyrelsens formand er sikret 4 års funktionstid. Hertil kommer, at minister-

hvervet som regel mere radikalt vil bryde forbindelsen med det hidtidige erhverv, dels derved at det udøves fra

hovedstaden, dels ved at det lægger beslag på vedkommendes hele arbejdskraft. Endelig må ventepengereg-

§ 35 i lov nr. 223 af 31. maj 1968 om kommunernes styrelse.

Betænkning nr. 420/1966 om kommuner og kommunestyre, side 142.

Folketingstidende 1967-68, 2. samling, tillæg A, bind I, side 131. Formålet om at modvirke en væsentlig forringelse af borgmesterens

økonomiske situation er siden fasthold. I Arbejdsgruppen om kommunalpolitikernes rolle og arbejdsvilkår, Indenrigs- og Socialministeriet,

2009, side 57, anføres f.eks.: ”Aftrådte borgmestre er i en overgangsperiode berettiget til efterløn. Formålet med efterlønsordningen er

bl.a. at give de pågældende en bedre mulighed for i en overgangsperiode at indrette sig økonomisk efter deres fratræden og den deraf

følgende indtægtsnedgang, inden de eventuelt på ny indtræder på arbejdsmarkedet. Det er således ikke sikkert, at en fratrådt borgmester

umiddelbart kan genoptage sit tidligere erhverv ved borgmesterhvervets ophør. Eventuelle økonomiske problemer i den anledning mod-

virkes af efterlønsordningen.”

ler og pensionsregler ses i en vis sammenhæng, og pensionsreglerne for ministre har ikke meget til fælles

med nogen af de hidtil gældende pensionssystemer for kommunalbestyrelsesformænd.”

Kommissionen fandt henset til de ovenfor nævnte forskelle i ordningen for tjenestemænd og

ministre, at det formentlig ville være mere hensigtsmæssigt at anvende begrebet efterløn

frem for ventepenge:

”Tilbage bliver det rent terminologiske spørgsmål, om »ventepenge« er den rigtige betegnelse for den om-

handlede ydelse. For så vidt angår tjenestemandslovens ventepengeordning afløses ventepengeperioden

enten af ansættelse i en anden stilling eller pension. For ministrenes vedkommende afløses ventepengeperio-

den af pension, når blot ministeren har fungeret i mere end 1 år. Meningen med forslaget om ventepenge til

kommunalbestyrelsesformænd er jo imidlertid bl.a. at skabe mulighed for en ydelse i stedet for pension, og på

denne baggrund vil det være ønskeligt at anvende en anden betegnelse end ventepenge for ydelsen. Ordet

»efterindtægt« anvendes i en særlig betydning (ydelser til vedkommendes efterladte ægtefælle og børn). Be-

tegnelsen »efterløn« er måske mest dækkende for ydelsens karakter og er derfor anvendt i lovudkastet.”

Indenrigsministeriet udarbejdede i 1970 et tillæg til normalstyrelsesvedtægten med følgende

bestemmelse om efterløn:

”§ 10. […]

Stk. 2. En borgmester, der som følge af bestemmelsen i § 2, stk. 4, ikke er berettiget til at oppebære pension,

har ved sin fratræden ret til som efterløn at modtage månedlig 1/12 af hans sidste tjenesteindtægt i 1 1/2 må-

ned for hvert påbegyndt år, den pågældende har fungeret som borgmester. Reglen i § 12, stk. 3, finder tilsva-

rende anvendelse. Hvis den afgåede borgmester dør inden udløbet af efterlønsperioden, indtræder ægtefæl-

len, medmindre ægteskabet var opløst ved skilsmisse, i retten til efterløn for den resterende efterlønsperiode,

dog højst i fulde 3 måneder efter den afgåede borgmesters død. Såfremt ægtefælle ikke efterlades, tilfalder

samme ret borgmesterens uforsørgede børn under 18 år, forudsat at disse ved dødsfaldet var undergivet den

pågældendes forældremyndighed.”

Ved en lovændring i 1980 blev det obligatorisk for kommunerne at fastætte bestemmelser

om efterløn i styrelsesvedtægten.

Derimod blev det fortsat overladt kommunalbestyrelsen

i styrelsesvedtægten, der dog skulle stadfæstes af Indenrigsministeriet, at foretage den

konkrete fastsættelse af ydelserne bl.a. under hensyn til forskellene i borgmesterhvervets

byrde i kommunerne.

Baggrunden for denne ændring er nærmere beskrevet i betænkning nr. 894/1980 om kom-

munale styrelsesformer og kommunalpolitikernes arbejdsvilkår m.v.:

”Navnlig i betragtning af udviklingen siden 1970 forekommer det efter udvalgets opfattelse mindre rimeligt, at

fastsættelsen af et vederlag til borgmesteren er obligatorisk, medens det er overladt til den enkelte kommu-

nalbestyrelses afgørelse, om man ønsker at indføre efterløn og/eller pensionsordninger.

Betænkning nr. 420/1966 om kommuner og kommunestyre, side 143.

Cirkulære nr. 244 af 1. oktober 1970 om stadfæstelse af tillæg til de kommunale styrelsesvedtægter vedrørende pensionering af borg-

mestre.

Ændring af § 34, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse ved lov nr. 629 af 23. december 1980 om ændring af de kommunale styrelses-

love.

Betænkning nr. 894/1980 om kommunale styrelsesformer og kommunalpolitikernes arbejdsvilkår m.v., side 220.

De sidstnævnte ordninger er indført i langt de fleste, men dog ikke alle kommuner (16 kommuner har ikke

sådanne ordninger. Derimod har alle amtskommuner). Hvor de er indført, er det til gengæld i praksis efter et

helt ensartet regelsæt, nemlig efter regler nøje svarende til indenrigsministeriets ovennævnte normalstyrelses-

vedtægtstillæg. I konsekvens heraf er det ved et ændringsforslag (til § 35) i kap. VIII foreslået, at også efter-

løns- og pensionsordninger gøres obligatoriske, idet det forudsættes, at det overlades til indenrigsministeren

at fastsætte nærmere, generelle bestemmelser om disse ordningers indhold. Herved vil man bortskaffe en

tilsyneladende vilkårlig forskel i borgmesterembedets samlede vederlæggelse i kommuner med og kommuner

uden efterløns- og pensionsordning. Samtidig vil man opnå en administrativ forenkling, som også må være af

betydning for en endelig afklaring af borgmestervederlagets karakter i forhold til ATP, feriepenge m. v.

Udvalget forudsætter, at det ved udarbejdelsen af de nævnte, generelle bestemmelser om efterløn og pension

nærmere overvejes, hvilke overgangsregler, der skal gælde. Ikke mindst bør det overvejes, i hvilket omfang

borgmestre, som ikke hidtil har haft pensionsrettigheder, kan medregne anciennitet.

Den sociale sikring af borgmestre er således relativ god. Dog kan der opstå problemer, når en afgående

borgmester ikke har opnået pensionsanciennitet. Over for denne situation kunne det måske overvejes at ind-

føre regler om, at heltidsengagerede kommunalpolitikere skulle have ret til at vende tilbage til deres arbejde,

når hvervet ophører. En sådan regel ville imidlertid støde på en række af de vanskeligheder, som er omtalt

ovenfor under 3.1., ligesom det ville kunne volde store problemer for arbejdsgiveren - specielt i en mindre

virksomhed - at være forpligtet til efter en kortere eller længere årrække at indpasse en medarbejder. En ret til

at vende tilbage vil derfor næppe være gennemførlig. Det kan tilføjes, at en »tilbagevendelsesret« i forbindelse

med lovrevisioner har været drøftet i de andre skandinaviske lande, men at den heller ikke her har vundet

indpas i lovgivningen.”

Lovændringen gav ikke anledning til ændringer i tillægget til normalvedtægten vedrørende

efterløn.

Ved en lovændring i 1984 blev reguleringen af efterløn ændret fra at være et styrelsesved-

tægtsanliggende til at blive reguleret gennem administrative forskrifter udstedt af indenrigs-

ministeren.

Indenrigsministeriet udstedte i forlængelse heraf en bekendtgørelse om pension m.v. til

borgmestre og amtsborgmestre m.fl., der tillige indeholdt regler om efterløn.

Efter de nye

regler blev det ikke længere muligt for en ægtefælle eller børn under 18 år at indtræde i ret-

ten til efterløn i tilfælde af borgmesterens død. Bekendtgørelsen indebar i øvrigt ikke væ-

sentlige ændringer i reglerne om efterløn.

De under 4.2.1.1. omtalte ændringer i vederlagsreglerne i 1993 indeholdt tillige ændringer af

reglerne om efterløn og pension. Ændringerne i reglerne om egenpension, der er nærmere

beskrevet i afsnit 4.2.1.3, indebar, at pensionskravet blev opsat indtil den første i måneden

Betænkning nr. 894/1980 om kommunale styrelsesformer og kommunalpolitikernes arbejdsvilkår m.v., side 163 f.

Normalstyrelsesvedtægt og normalforretningsorden med kommentarer, Preben Espersen, 4. reviderede udgave, Juristforbundets For-

lag, 1981, side 268.

Ændring af § 34, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse ved lov nr. 210 af 16. maj 1984 om ændring af de kommunale styrelseslove.

Der henvises til afsnit 4.2.1.1. for den nærmere baggrund for ændringen.

Bekendtgørelse nr. 669 af 20. december 1984 om pension m.v. til borgmestre og amtsborgmestre m.fl.

Bekendtgørelsen blev ændret ved bekendtgørelse nr. 754 af 4. december 1989 om ændring af bekendtgørelse om pension m.v. til

borgmestre og amtsborgmestre m.fl., hvormed det blev præciseret, at efterløn forfaldt til udbetaling i den 1. i måneden efter fratræden af

hvervet.

efter det fyldte 60. år, mod tidligere i umiddelbar forlængelse af fratrædelsen. Bekendtgørel-

sen indebar ikke væsentlige ændringer i reglerne om efterløn.

Samtidig blev samtlige borgmestre omfattet af retten til efterløn, dog således at størrelsen

heraf blev beregnet efter hvert påbegyndt hele år, funktionstiden havde varet. Den maksi-

male ydelse blev med ændringen hævet fra seks gange det sidste ydede månedlige veder-

lag til tolv gange det sidst ydede månedlige borgmestervederlag. Endvidere blev der foreta-

get ændringer i selve udbetalingen af efterlønnen, således at efterløn svarende til indtil seks

gange det sidst ydede månedlige borgmestervederlag som hidtil forfaldt til udbetaling den 1.

i måneden efter, at hvervet fratrådtes. Eventuel efterløn herudover blev udbetalt månedsvis

forud fra den 1. måneden efter ophør af borgmestervederlæggelsen.

Ændringerne tilstræbte generelt en vis parallelisering til reglerne om eftervederlag til Folke-

tingets medlemmer.

Reglerne om efterløn til borgmestre indeholdt dog fortsat ikke regler

om modregning af anden indkomst.

Bestemmelsen blev op til kommunalreformen i 2005 alene undergivet mindre ændringer i

forhold til udbetalingstidspunktet og funktionstiden.

Ved en ændring af reglerne om efterløn i forbindelse med kommunalreformen i 2005 blev

der indsat en ny bestemmelse om ophør af udbetaling af efterløn, såfremt den pågældende

tiltræder som regionsrådsformand eller på ny tiltræder som borgmester.

Derudover med-

førte kommunalreformen ikke ændringer i reglerne om efterløn.

Reglerne om efterløn til borgmestre har siden da alene været undergivet en mindre ændring

vedrørende opgørelse af en borgmesters samlede funktionstid.

4.2.1.3. Pension

Mulighed for egenpension frem til 1958

Ved en ændring af lov om købstadkommunernes styrelse i 1950 indførtes for første gang en

udtrykkelig bestemmelse om, at købstadskommunerne i den kommunale styrelsesvedtægt

kunne fastsætte bestemmelser om pension til borgmestre.

Det fremgår af forarbejderne til loven, at der på daværende tidspunkt i praksis over længere

tid var blevet tillagt borgmestre pensionsret.

Indenrigsministeriet havde da også i ministe-

riets normalvedtægt fra 1946 fastsat bestemmelser om borgmesterpension.

Bekendtgørelse nr. 1169 af 23. december 1993 om pension m.v. til borgmestre og amtsborgmestre m.fl.

Indenrigsministeriets notat af 2. februar 1984 (j.nr. 1993/1201-5).

Der henvises til bekendtgørelse nr. 861 af 21. november 1997 om vederlag, diæter, pension m.v. for varetagelsen af kommunale hverv

samt bekendtgørelse nr. 866 af 29. november 1999 om ændring af bekendtgørelse om vederlag, diæter, pension m.v. for varetagelsen af

kommunale hverv.

Bekendtgørelse nr. 1461 af 19. december 2005 om vederlag, diæter, pension m.v. for varetagelsen af kommunale hverv.

Bekendtgørelse nr. 133 af 9. februar 2007 om ændring af bekendtgørelse om vederlag, diæter, pension m.v. for varetagelsen af kom-

munale hverv.

Lov nr. 225 af 27. maj 1950 om ændringer i og tilføjelser til lov nr. 87 af 25. marts 1933 om købstadkommunernes styrelse.

En lovfæstelse af retten til borgmesterpension blev allerede overvejet i forbindelse med ved-

tagelsen af lov om købstadskommunernes styrelse i 1933.

Det oprindelige udkast til loven

indeholdt således en bestemmelse om, at der i den kommunale vedtægt kunne tillægges

borgmesteren en eventuel pensionsret. Denne bestemmelse udgik dog af lovforslaget under

Landstingets behandling af forslaget:

”Det skal imidlertid ikke være nogen Hemmelighed, at der netop angaaende denne Bestemmelse har været en

hel Del Meningsulighed indenfor Udvalget. Venstre og Konservative holdt paa, at denne Bestemmelse burde

udgaa, medens Regeringspartierne holdt stærkt paa, at den burde blive staaende. Naar vi i Udvalget enedes

om det foreliggende Ændringsforslag, altsaa om, at Udtalelsen angaaende Adgang til Pension skulde udgaa

af Lovforslaget, betyder det, at vi er enedes om paa dette Omraade at blive ved den bestaaende Ordning,

hvorefter Ministeriet har anset sig for berettiget til at stadfæste kommunale Vedtagelser, der netop tilsikrer

Borgmesteren Pension. Det, som Venstre og Konservative har villet opnaa ved Ændringsforslaget, er altsaa,

at Pensioneringen vedblivende skal betragtes som en mere ekstraordinær Ting, som maa have sin særlige

Begrundelse i det enkelte Tilfælde. Dette er altsaa Ændringsforslagets Betydning.”

Det blev tilsvarende under Folketingets behandling af forslaget gjort gældende, at der i lov

om købstadskommunernes styrelse fra 1919 var hjemmel til, at der kunne bevilges en

borgmester pension, såfremt særlige grunde talte herfor.

For sognekommunerne indførtes ved en lovændring af lov om landkommunernes styrelse i

1949 efter længere tids ønske fra landkommunerne hjemmel til, at sognerådet kunne beslut-

te at yde pension til sognerådsformænd.

Om baggrunden for bestemmelsen blev der i forarbejderne til loven bl.a. anført:

”Indenrigsministeriet må med de kommunale organisationer være enigt i, at det under hensyn til de betydelige

krav, der i almindelighed stilles til sognerådsformændenes arbejdskraft vil være naturligt, at der åbnes adgang

til at tilstå veltjente sognerådsformænd en pensionslignende ydelse af vedkommende kommunes kasse, i

hvilken forbindelse bl.a. kan henvises til, at der for borgmestre i købstæderne er gennemført en pensionsord-

ning, og at hvervet som sognerådsformand ofte kan være lige så byrdefuldt som borgmesterhvervet.

En pensionsordning for sognerådsformænd bør dog efter indenrigsministeriets opfattelse kun indføres i de

kommuner, hvor der skønnes at være virkelig trang hertil, ligesom pension som forudsat i den fra de kommu-

nale organisationer modtagne indstilling kun bør udbetales til ældre afgåede sognerådsformænd, der har fun-

geret i en længere årrække.”

De nærmere regler blev fastsat i et tillæg til normalstyrelsesvedtægten, der indgik som bilag

til Indenrigsministeriets bekendtgørelse om stadfæstelse af tillæg til de sognekommunale

styrelsesvedtægter vedrørende pensionering af sognerådsformænd.

Rigsdagstidende 1949-50, tillæg A, Forelagte Forslag m. m., spalte 3979.

Cirkulære nr. 41 af 24. marts 1958 om stadfæstelse af tillæg til de købstadkommunale styrelsesvedtægter vedrørende pensionering af

borgmestre. Se tillige betænkning nr. 420/1966 om kommuner og kommunestyre, side 141.

Lov nr. 87 af 25. marts 1933 om købstadskommunernes styrelse.

Rigsdagstidende 1932-33, Forhandling i Landstinget, spalte 1073. Se endvidere Betænkning over Forslag til Lov om Købstadkommu-

nernes Styrelse, Rigsdagstidende 1932-33, Udvalgenes Betænkninger m. m., spalte 619-628.

Rigsdagstidende 1932-33, Forhandling i Folketinget, bind II, spalte 4050.

Lov nr. 191 af 12. april 1949 om ændring i lov nr. 88 af 25. marts 1933 om landkommunernes styrelse.

Rigsdagstidende 1948-49, tillæg A, Forelagte Forslag m. m., spalte 3749 f.

Bekendtgørelse nr. 257 af 7. maj 1949 om stadfæstelse af tillæg til de sognekommunale styrelsesvedtægter vedrørende pensionering

af sognerådsformænd.

Pensionsordningen omfattede alene sognerådsformænd med en funktionstid på mindst 12

år efter det fyldte 40. år og kom som det klare udgangspunkt først til udbetaling efter det

fyldte 65. år. Pensionen blev ydet efter en konkret beslutning af sognerådet og med stadfæ-

stelse af vedkommende amtsråd.

Normalstyrelsesvedtægtstillæggets indeholdt maksimale grundsatser for pensionen bereg-

net afhængigt af kommunens indbyggertal samt afhængigt af om, der i kommunen var ansat

en kommunesekretær.

Tabel 4.11. Oversigt over maksimale grundsatser for pension til sognerådsformænd pr. 7. maj 1949

Pensi-

onsalder

Indbyggertal i

kommuner med kommunesekretær

Indbyggertal i

kommuner uden kommunesekre-

tær

< 1.500

1.500-

2.999

1.800 kr.

2.100 kr.

2.400 kr.

2.700 kr.

3.000 kr.

3.300 kr.

3.600 kr.

3.000-

9.999

2.400 kr.

2.800 kr.

3.200 kr.

3.600 kr.

4.000 kr.

4.400 kr.

4.800 kr.

10.000-

19.999

3.000 kr.

3.500 kr.

4.000 kr.

4.500 kr.

5.000 kr.

5.500 kr.

6.000 kr.

≥ 20.000

< 1.500

1.500-

2.999

2.250 kr.

2.625 kr.

3.000 kr.

3.375 kr.

3.750 kr.

4.125 kr.

4.500 kr.

≥ 3.000

12-13 år

14-15 år

16-17 år

18-19 år

20-21 år

22-23 år

≥ 24 år

1.200 kr.

1.400 kr.

1.600 kr.

1.800 kr.

2.000 kr.

2.200 kr.

2.400 kr.

3.600 kr.

4.200 kr.

4.800 kr.

5.400 kr.

6.000 kr.

6.600 kr.

7.200 kr.

1.500 kr.

1.750 kr.

2.000 kr.

2.250 kr.

2.500 kr.

2.750 kr.

3.000 kr.

3.500 kr.

4.000 kr.

4.500 kr.

5.000 kr.

5.500 kr.

6.000 kr.

Normalstyrelsesvedtægtstillægget indeholdt en regulering af satserne, der var knyttet op på

den almindelige udvikling i pristallet.

Tillægget til normalstyrelsesvedtægten indeholdt regler om ret til enkepension og efterind-

tægt til en enke efter en sognerådsformand, der ved sin død fungerede som sådan.

Tillægget indeholdt endvidere regler om samordning af egenpension svarende til de regler,

der gjaldt i købsstadskommunerne.

Der henvises herom til bekendtgørelse nr. 257 om stadfæstelse af tillæg til de sognekommunale styrelsesvedtægter vedrørende pensi-

onering af sognerådsformænd som ændret ved bekendtgørelse nr. 517 af 19. december 1951 om stadfæstelse af tillæg til de sognekom-

munale styrelsesvedtægter vedrørende pensionering af sognerådsformænd samt cirkulære nr. 240 af 19. december 1951 om enkepensi-

on efter fraskilte borgmestre og sognerådsformænd.

Sognerådet kunne med hjemmel i tillægget til normalstyrelsesvedtægten med vedkommen-

de amtsråds godkendelse endvidere yde understøttelse til en sognerådsformand eller den-

nes efterladte, i det tilfælde at pågældende sognerådsformand ikke opfyldte betingelser for

at opnå ret til egenpension.

Ret til egenpension i 1958 samt senere ændringer

Indenrigsministeriet udstedte i 1958 et cirkulære vedrørende pensionering af borgmestre i

købstadskommuner, der ændrede de gældende pensionsregler således, at retten til pension

tilkom enhver, der valgtes som borgmester, uden at byrådet som hidtil skulle træffe beslut-

ning herom i hvert enkelt konkret tilfælde med efterfølgende godkendelse af Indenrigsmini-

steriet.

Det var dog fortsat op til det enkelte byråd at træffe beslutning om, hvorvidt der i

styrelsesvedtægten i det hele taget skulle indsættes bestemmelser om borgmesterpension.

Derudover svarede reglerne i det væsentligste til ministeriets tillæg til normalstyrelsesved-

tægt fra 1946.

Egenpension til en borgmester blev beregnet på baggrund af borgmesterens pensionsalder

og pensionsindtægt. Pensionsalderen svarede til borgmesterens samlede funktionstid,

mens pensionsindtægten blev beregnet som et årligt gennemsnit af borgmesterens veder-

lag uden tillæg de seneste tre år af borgmesterens funktionstid. Afhængig af pensionsalde-

ren udgjorde egenpensionen mellem 30 pct. og 60 pct. af pensionsindtægten. Til pensionen

blev der ydet samme tillæg, som der til enhver tid blev ydet efter statstjenestemandsloven.

Retten til egenpension var betinget af en pensionsalder på mindst otte år og blev ydet fra

det tidspunkt, hvor borgmesteren fratrådte hvervet som borgmester. Borgmesteren ydede

ikke selv bidrag til pensionen.

Normalstyrelsesvedtægtstillægget indeholdt regler om ret til enkepension og efterindtægt til

en enke efter en borgmester, der ved sin død fungerede som sådan.

Normalstyrelsesvedtægtstillægget indeholdt endvidere regler om samordning af egenpensi-

on, der tog sigte på at begrænse adgangen til at nyde fuld egenpension fra borgmester-

hvervet samtidig med løn eller egenpension fra en tjenestemandsstilling i staten, folkesko-

len eller folkekirken m.v. Reglerne indebar, at en borgmester, der efter sin fratræden funge-

rede som tjenestemand, fik nedsat egenpensionen og dertilhørende tillæg for borgmester-

hvervet med halvdelen. Egenpensionen blev efter den pågældendes pensionering som tje-

nestemand ydet fuldt ud, såfremt denne var større end den pension med tillæg, der blev

ydet for tjenestemandsstillingen. Såfremt sidstnævnte pension var større end egenpensio-

nen som borgmester, nedsattes egenpensionen som borgmester med halvdelen. Den sam-

lede pension kunne i intet tilfælde overstige den højeste egenpension med dertilhørende

tillæg, der kunne opnås i henhold til lovgivningen om statens tjenestemænd. Normalstyrel-

Cirkulære nr. 41 af 24. marts 1958 om stadfæstelse af tillæg til de købstadkommunale styrelsesvedtægter vedrørende pensionering af

borgmestre.

sesvedtægtstillægget indeholdt i modsætning til bilag til normalstyrelsesvedtægten fra 1946

tilsvarende regler for en borgmester, der efter sin fratræden var ansat i en pensionsgivende

stilling i en kommune, et koncessioneret selskab eller anden offentlig virksomhed. Reglerne

om samordning forblev i det væsentligste gældende indtil udstedelse af nyt cirkulære i

1970.

Byrådet i en købstadskommune kunne med hjemmel i normalstyrelsesvedtægtstillægget

med Indenrigsministeriets godkendelse endvidere yde understøttelse til en borgmester eller

dennes efterladte, i det tilfælde at pågældende borgmester ikke opfyldte betingelser for at

opnå ret til egenpension.

Ved cirkulære udstedt i 1959 blev beregningsmetoden for pensionen ændret således, at

procentsatserne i normalstyrelsesvedtægtstillægget blev forhøjet til mellem 50 pct. og 65

pct. af pensionsindtægten, mens vederlaget omvendt indgik i beregningerne i en reduceret

form afhængigt af vederlagets størrelse.

Pensionsordningen var ikke direkte koblet til reglerne om pension til tjenestemænd i staten,

men baseret på lignende beregningsprincipper m.v., herunder i forhold til, at reduceringen

af vederlaget skete efter reglerne i lov om lønninger og pensioner m.v. til statens tjeneste-

mænd.

100

I cirkulæret blev anført følgende om koblingen til tjenestemandslovgivningen:

”Tillæget, der er vedføjet som bilag til nærværende cirkulære, er afpasset efter de ved lov nr. 154 af 7. juni

1958 om lønninger og pensioner m. v. til statens tjenestemænd gennemførte principper og træder i stedet for

101

det som bilag til indenrigsministeriets cirkulære nr. 41 af 24. marts 1958 udsendte normaltillæg.”

Pensionen blev endvidere genstand for dyrtids- og overenskomstregulering i overensstem-

melse med reglerne i lov om lønninger og pensioner m.v. til statens tjenestemænd. Ved cir-

kulæret blev der endvidere bl.a. foretaget ændringer i reglerne om enkepension.

Cirkulæret forblev gældende indtil ophævelse i forbindelse med kommunalreformen i 1970.

For sognekommunerne blev reglerne om pension i 1959 ændret ved udstedelse af nyt tillæg

til normalstyrelsesvedtægten.

102

Med tillægget til normalstyrelsesvedtægten blev de gældende pensionsregler ændret i lig-

hed med ændringerne for købstadskommunerne, således at retten til pension i medfør af

tillægget tilkom sognerådsformænd, der opfyldte betingelserne, uden at sognerådet som

hidtil skulle træffe beslutning herom i hvert enkelt konkret tilfælde med efterfølgende god-

kendelse af vedkommende amtsråd. Det var dog fortsat op til sognerådet at træffe beslut-

Cirkulære nr. 145 af 15. juli 1959 om stadfæstelse af tillæg til de købstadskommunale styrelsesvedtægter vedrørende pensionering af

borgmestre.

100

Kapitel 5 i lov nr. 154 af 7. juni 1958 om lønninger og pensioner m.v. til statens tjenestemænd.

101

Cirkulære nr. 145 af 15. juli 1959 om stadfæstelse af tillæg til de købstadskommunale styrelsesvedtægter vedrørende pensionering af

borgmestre.

102

Bilag til bekendtgørelse nr. 238 af 30. juni 1959 om stadfæstelse af tillæg til de sognekommunale styrelsesvedtægter vedrørende

pensionering af sognerådsformænd.

ning om, hvorvidt der i det hele taget blev medtaget bestemmelser om egenpension i styrel-

sesvedtægten.

Tillægget indeholdt herudover bl.a. ændringer i forhold til selve grundsatsernes størrelse

samt i forhold til beregning af pensionsalderen, der mod tidligere det fyldte 40. år blev reg-

net fra det fyldte 35. år. Selve pensionsudbetalingstidspunktet blev ændret til det fyldte 63.

år, såfremt sognerådsformanden på dette tidspunkt fratrådte hvervet i forbindelse med ud-

løbet af en valgperiode, og ellers ved det fyldte 67. år.

Pensionen blev endvidere i lighed med borgmesterpensionen genstand for dyrtidsregulering

og overenskomstregulering i overensstemmelse med reglerne i lov om lønninger og pensio-

ner m.v. til statens tjenestemænd. Der blev med bekendtgørelsen foretaget visse ændringer

i reglerne om samordning i tillægget svarende til de dagældende regler for købstadskom-

muner.

Reglerne forblev gældende indtil ophævelse i forbindelse med kommunalreformen i 1970.

Kommunalreformen i 1970

Med kommunalreformen i 1970 blev den daværende sondring i lovgivningen mellem sogne-

råds- og købstadskommuner opgivet til fordel for primærkommuner.

Ved en lovændring i 1968 op til kommunalreformen blev der givet mulighed for, at kommu-

nerne i de kommunale styrelsesvedtægter kunne fastsætte bestemmelser om ydelse af ef-

terløn og pension til afgåede borgmestre.

103

I forslag til loven er følgende anført om bestemmelsen for så vidt angår pension:

”Efter bestemmelsen er spørgsmålet om formandens pensionering et vedtægtsanliggende for alle kommuners

vedkommende. Dette er i overensstemmelse med købstadkommunallovens § 8, stk. 2, medens det efter den

gældende regel i landkommunallovens § 10, stk. 5, udtrykkeligt er en betingelse for opnåelse af pension, at

vedkommende har fungeret som sognerådsformand i mindst 12 år. Borgmestre har efter den af indenrigsmini-

steriet fulgte praksis kunnet tillægges pension efter 8 års funktionstid.

Det er ikke fundet hensigtsmæssigt at bevare en regel svarende til landkommunallovens § 10, stk. 5, jfr. her-

ved udtalelsen i betænkning af 20. maj 1965 fra folketingsudvalget vedrørende forslag til ændringer i købstad-

kommunalloven og landkommunalloven om, at det bør tilstræbes, at sognerådsformænd og borgmestre lige-

104

stilles i pensionsmæssig henseende.”

Lovforslaget byggede på et lignende forslag i Kommunallovskommissionens betænkning nr.

420/1968 om kommuner og kommunestyre.

103

104

§ 35 i lov nr. 223 af 31. maj 1968 om kommunernes styrelse.

Folketingstidende 1967-68, 2. samling, tillæg A, bind I, side 131.

Indenrigsministeriet udstedte ved et cirkulære i 1970 nærmere regler om pension.

105

Reg-

lerne tog udgangspunkt i den pensionsordning, der gjaldt for borgmestre i de daværende

købstadskommuner, og indeholdt tilsvarende regler om ægtefællepension, tidligere enke-

pension, efterindtægt og samordning m.v. Retten til egenpension var betinget af en funkti-

onstid på mindst 8 år og blev ydet fra det tidspunkt, hvor borgmesteren ophørte med at fun-

gere som sådan.

Beregningen af egenpension blev, svarende til hvad der gjaldt i købstadskommunerne, fast-

sat på baggrund af den pågældende borgmesters vederlag, der blev reduceret efter regler i

lov om tjenestemandslønninger m.m. og klassificering af tjenestemandsstillinger i staten,

folkeskolen og folkekirken, samt på baggrund af borgmesterens pensionsalder.

106

Egen-

pensionen udgjorde et basisbeløb på 96 kr. for hvert års pensionsalder, hvortil kom et tillæg

på 1,5 pct. af de reducerede vederlag på indtil 32.000 kr., og herefter 1,2 pct. på vederlag

på 32.000 eller derover. Samme beregningsmetode blev på daværende tidspunkt anvendt

ved beregning af egenpension til tjenestemænd i staten i medfør af lov om tjenestemands-

pension.

107

Pensionsalderen svarede med de nye regler ikke som hidtil direkte til funktionstiden, men

blev på baggrund af funktionstiden omregnet til en pensionsalder, der var højere end selve

funktionstiden. Pensionsalderen udgjorde således mellem 28 år til 37 år for en funktionstid

på mellem 8 år og 20 år og derudover. Omregningen skete efter samme principper som for

den daværende beregning af pensionsalder til tjenestemænd i staten i medfør af lov om

tjenestemandspension.

108

Pensionen var endvidere genstand for samme regulering som pension til tjenestemænd i

staten.

Cirkulæret videreførte i vidt omfang de gældende regler om samordning.

Indførelse af obligatorisk egenpensionsordning

Ved en lovændring i 1980 blev det gjort obligatorisk for kommunerne at fastætte bestem-

melser om pension i styrelsesvedtægten.

109

Derimod blev det fortsat overladt til kommunal-

bestyrelsen i styrelsesvedtægten, der skulle stadfæstes af Indenrigsministeriet, at foretage

den konkrete fastsættelse af ydelserne bl.a. under hensyn til forskellene i borgmesterhver-

105

Cirkulære nr. 244 af 1. oktober 1970 om stadfæstelse af tillæg til de kommunale styrelsesvedtægter vedrørende pensionering af borg-

mestre. Indenrigsministeriet havde forinden ved cirkulæreskrivelse nr. 9530 af 13. marts 1970 udarbejdet tilføjelser til styrelsesvedtægter-

nes bestemmelser om borgmesterpension, herunder om samordning med pensioner efter den sociale lovgivning, der tog højde for den

udvidede adgang til folkepension i lov nr. 351 af 18. juni 1969 om ændring af lov om folkepension, samt ændringer i lov nr. 292 af 18. juni

1969 om tjenestemandspension.

106

Lov nr. 13 af 18. juni 1969 om tjenestemandslønninger m.m. og klassificering af tjenestemandsstillinger i staten, folkeskolen og folke-

kirken.

107

§ 6 i lov nr. 292 af 18. juni 1969 om tjenestemandspension.

108

§ 35, stk. 2, i lov nr. 292 af 18. juni 1969 om tjenestemandspension.

109

§ 34, stk. 1, i lov nr. 629 af 23. december 1980 om ændring af lov om kommunernes styrelse.

vets byrde i kommunerne.

110

En undersøgelse i 1984 viste imidlertid, at samtlige kommuner

med undtagelse af én kommune fulgte ministeriets vejledende regler.

111

Baggrunden for ændringen i 1980 er nærmere beskrevet i betænkning nr. 894/1980 om

kommunale styrelsesformer og kommunalpolitikernes arbejdsvilkår m.v.: