Folketingets Finansudvalg
Christiansborg
21. januar 2016
Svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 126 (Alm. del – § 7.
Finansministeriet) af 11. januar 2016 stillet efter ønske fra Pelle
Dragsted (EL)
Spørgsmål
Vil ministeren sende en oversigt over, hvorledes omprioriteringsbidraget for
2017 vil blive fordelt på kommuner, såfremt der ikke tilbageføres midler i forbin-
delse med kommuneaftalerne for 2017, herunder for hver enkelt kommune
beregne fordelingen på hovedkontiene 0,2,3,4,5 og 6 ud fra den relative fordeling
af forbruget på hovedkontiene 0,2,3,4,5 i regnskab 2014?
Ministeren bedes i sit svar angive, hvordan den beregnede virkning vil påvirke
beskæftigelsen (årsværk) i de enkelte kommuner, herunder på de enkelte hoved-
konti.
Svar
Indarbejdelsen af et omprioriteringsbidrag for 2017 indgår i fastsættelsen af ser-
vicerammen (det kommunale udgiftsloft) samt det kommunale bloktilskud. Ser-
vicerammen og bloktilskuddet fastsættes for kommunerne under ét.
Den enkelte kommune vedtager herefter sit budget ud fra lokale prioriteringer og
behov under hensynstagen til den samlede ramme.
Den konkrete realisering vil således bero på en dialog kommunerne imellem i for-
bindelse med budgetlægningsprocessen. Det vil dermed være op til den enkelte
kommune at fastlægge, hvordan omprioriteringsbidraget skal realiseres lokalt. Det
er ligeledes kommunerne selv, der fastlægger niveauet for den offentlige service
samt antallet og sammensætningen af de kommunalt ansatte.
Nogle kommuner må forventes at have bedre muligheder for at tilpasse service-
udgifterne end andre og dermed også bedre muligheder for at realisere en større
andel af et omprioriteringsbidrag.
Derudover bemærkes, at der ikke er en én-til-én sammenhæng mellem kommu-
nernes serviceudgifter og antallet af beskæftigede i de enkelte kommuner, og at
der er meget stor usikkerhed forbundet med beregningsteknisk at opgøre ændrin-
gen i den offentlige beskæftigelse fordelt på enkeltkommuner,
jf. svar på Finansud-
valgets spørgsmål nr. 293 (Alm. del) af 23. marts stillet efter ønske fra Jesper Petersen (S).
Finansministeriet · Christiansborg Slotsplads 1 · 1218 København K · T 33 92 33 33 · E [email protected] · www.fm.dk