UDENRIGSMINISTERIET
15. marts 2016
Spørgsmål fra Færøudvalget til
Udenrigsministeren af 9. marts 2016.
FÆU alm. del – spørgsmål 7.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra
Sjúrður Skaale (JF).
FÆU alm. del spørgsmål 7:
Ministeren bedes oplyse, hvordan det går med arbejdet med at revidere den danske udenrigs-
og sikkerhedspolitik, som ambassadør Peter Taksøe-Jensen er leder af, og hvordan det sikres, at
færøske udenrigs- og sikkerhedspolitiske interesser bliver tilgodeset i arbejdet?
Svar:
Regeringen igangsatte den 15. september 2015 et udredningsarbejde om dansk udenrigs- og
sikkerhedspolitik, der skal være tilendebragt senest den 1. maj 2016. Peter Taksøe-Jensen er
udpeget til at lede arbejdet. Ifølge kommissoriet skal udredningen – med afsæt i en analyse af
udviklingstræk, udfordringer og muligheder de kommende 10-15 år - præsentere et samlet bud
på en stærkere koordinering og samtænkning af Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik, for-
svarspolitik, handelspolitik og eksportfremme samt udviklingspolitik. Endvidere skal udrednin-
gen præsentere et samlet strategisk bud på kerneopgaver og prioriteter til fremme af Danmarks
interesser. Formålet med udredningen er at skabe grundlaget for en øget fokusering og priorite-
ring af Danmarks internationale engagement og varetagelsen af Danmark interesser, herunder
de kommercielle.
Udredningsarbejdet skrider planmæssigt frem. Efter en indledende fase med fokus på data- og
informationsindsamling, har udredningsarbejdet nu bevæget sig over i analyse- og skrivefasen.
Der er nedsat en ekstern følgegruppe bestående af eksperter med indsigt i området fra blandt
andet organisationer og forskningsmiljøet. Følgegruppen har afholdt fire møder til dato. Peter
Taksøe-Jensen har ligeledes afholdt en lang række møder med blandt andet de politiske ordfø-
rer, udenrigspolitiske fora, brancheorganisationer og eksperter med henblik på at indsamle tan-
ker og idéer til udredningen. Herudover har Peter Taksøe-Jensen besøgt udvalgte lande og sam-
arbejdsorganisationer for at drøfte udenrigspolitiske trends og det internationale samarbejde
herom.
Kommissoriet nævner eksplicit den stigende økonomiske og sikkerhedspolitiske betydning af
udviklingen i Arktis som ét blandt flere centrale emner. En betydelig del af udredningsarbejdet
har derfor omhandlet Arktis og Kongerigets muligheder for fremadrettet at bidrage til en posi-
tiv og fredelig udvikling i Arktis, herunder indenfor det internationale samarbejde.
Der er tidligt i arbejdet oprettet en underarbejdsgruppe vedr. arktiske spørgsmål, hvor Grøn-
land og Færøerne er inviteret til at deltage. Det færøske landsstyre har takket nej til at deltage
heri.