Europaudvalget 2015-16
EUU Alm.del
Offentligt
1616097_0001.png
UDENRIGSMINISTERIET
1. april 2016
Spørgsmål fra Folketingets Europaudvalg
til udenrigsministeren af 8. marts 2016.
EUU alm. del – spørgsmål 46.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra
Peter Hummelgaard Thomsen (S).
EUU alm. del spørgsmål 46:
Hvilke konkrete konsekvenser vil spareplanen i udenrigstjenesten have for Danmarks deltagelse
i EU’s udenrigspolitiske samarbejde, og vil nedskæringerne betyde, at færre ressourcer bliver
afsat til EU-relaterede spørgsmål, både i Udenrigsministeriet i Danmark og på den danske
repræsentation i Bruxelles?
Svar:
Som følge af Udenrigsministeriets bevillingssituation har det været nødvendigt at gennemføre
en tilpasning af Udenrigsministeriets organisation og opgavevaretagelse. Tilpasningen er
gennemført i form af omorganiseringer, effektiviseringer og prioriteringer.
I forhold til Danmarks deltagelse i EU’s udenrigspolitiske samarbejde betyder tilpasningen, at
der vil være emner, som fra dansk side ikke følges eller kun følges i begrænset omfang. Det
gælder for eksempel nedrustning og ikke-spredning, hvor Danmark fremover ikke vil deltage i
den relevante arbejdsgruppe i Rådet.
Tilpasningen betyder, at der generelt bliver færre ressourcer til EU-relaterede spørgsmål i
Udenrigsministeriet i København. Derimod berøres EU-repræsentationen i Bryssel ikke.