ERU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 273: Spm. om kommentar til henvendelserne af 25/8 og 26/8-16 fra Dansk Erhverv og Foreningen af Danske Internethandlende om Kommissionens geoblokeringsforslag, fra erhvervs- og vækstministeren

Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2015-16
ERU Alm.del
Offentligt

NOTAT

Bilag til svar på ERU alm. del - spm. 273

Besvarelse af DE’s 25 spørgsmål

Spørgsmål 1

Kan det bekræftes, at artikel 4 i EU-Kommissionens forslag til forordning

om geoblocking indfører en de facto salgspligt for netbutikkerne, således

at netbutikker ikke fremover vil kunne afvise at sælge til forbrugere i an-

dre EU-lande, de ikke normalt sælger til? Også selvom årsagen er, at

virksomhederne ikke selv vurderer, det vil være rentabelt for dem at være

til stede på de pågældende markeder?

Begrundelse

EU-Kommissionen bruger ikke ordet ”salgspligt” men taler om at for-

brugerne har ret til ikke at blive afvist.

Svar

Kommissionens forslag til forordning om geoblokering indeholder blandt

andet et forbud mod at forskelsbehandle adgangen til varer og visse tjene-

steydelser på baggrund af kundens nationalitet, bopæl eller hjemsted i tre

bestemte situationer.

I følgende situationer vil kunder således uanset deres nationalitet, bopæl

eller hjemsted få ret til at handle på samme vilkår som lokale kunder:

1) Salg af varer, der ikke leveres af den erhvervsdrivende til den med-

lemsstat, hvor kunden er bosat,

2) Udbud af elektronisk leverede tjenesteydelser, hvis vigtigste funktion

ikke er at give adgang til og mulighed for brug af ophavsretligt be-

skyttede værker eller andre beskyttede frembringelser,

3) Salg af tjenesteydelser, der fysisk leveres i den medlemsstat, hvor

sælger er aktiv, men hvor kunden ikke er statsborger, har bopæl eller

hjemsted.

Det er vurderingen, at forslaget indfører en de-facto salgspligt i disse situ-

ationer. Der er dog tale om en de-facto salgspligt uden leveringspligt, da

ERU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 273: Spm. om kommentar til henvendelserne af 25/8 og 26/8-16 fra Dansk Erhverv og Foreningen af Danske Internethandlende om Kommissionens geoblokeringsforslag, fra erhvervs- og vækstministeren

2/16

europæiske kunder alene skal have ret til at handle på samme vilkår som

lokale kunder – hverken værre eller bedre. For fysiske varer betyder det

fx, at en tysker, der ønsker at købe en racercykel i en dansk netbutik, selv

vil skulle arrangere transporten til Tyskland eller afhente den i Danmark.

Kommissionen har desuden oplyst, at der ikke vil være krav om, at kun-

der skal kunne afhente varen i en fysisk butik eller på et lager, hvis netbu-

tikken ikke allerede tilbyder den mulighed.

Se i øvrigt svaret på spørgsmål 2 vedr. butikkers muligheder for at afvise

salg.

Spørgsmål 2

Hvis EU-Kommissionens forslag til forordning om geoblocking vedtages

i den ordlyd, den er fremsat, vil netbutikkerne da kunne afvise at sælge til

forbrugere i andre EU-lande, hvis de kan påvise, at der er økonomiske tab

forbundet med det?

Svar

Kommissionens forslag til forordning om geoblokering stiller udelukken-

de krav om, at europæiske kunder som udgangspunkt vil have ret til at

handle på samme vilkår som lokale kunder i de tre situationer nævnt i

svaret på spørgsmål 1. Forslaget indeholder ikke krav om, at virksomhe-

der skal levere til kunder i andre lande, oprette nye afhentningssteder,

ændre sprog på hjemmeside eller lign. Det vil således være vanskeligt at

påvise et økonomisk tab ved salg, da der ikke pålægges øgede omkost-

ninger ved salget. Det er derfor regeringens foreløbige vurdering, at net-

butikker således ikke vil kunne nægte at sælge til kunder i andre EU-

lande med begrundelsen om, at det kan være forbundet med økonomisk

tab.

Spørgsmål 3

EU-Kommissionens forslag til forordning om geoblocking indfører en de

facto salgspligt men ikke en leveringspligt. Hvordan vurderes sandsynlig-

heden for at geoblockingforslaget vil blive udvidet med en leveringspligt?

Begrundelse

EU-Kommissionen har i flere dokumenter antydet, at en leveringspligt

kan komme på tale senere, men ikke er aktuel nu. Forbrugerorganisatio-

ner og flere magtfulde medlemmer af Europa-Parlamentet ønsker en leve-

ringspligt. En leveringspligt i hele EU vil få store økonomiske konsekven-

ser for netbutikkerne, særligt de små og mellemstore virksomheder.

Svar

Det er godt, at forslaget ikke indeholder leveringspligt, da dette ville have

været særlig byrdefuldt for virksomhederne. Regeringen lægger derfor

3/16

vægt på, at der ikke indføres en leveringspligt i bestemmelsen om salg af

varer, og – med forbehold for de kommende forhandlinger - er det rege-

ringens umiddelbare vurdering, at der ikke er stemning i Rådet for at ind-

føre en leveringspligt.

”Shop as a local”

Spørgsmål 4

EU-Kommissionens forslag til forordning om geoblocking vil give for-

brugere i EU ret til at købe på alle hjemmesider ”på samme vilkår som

lokale kunder”. Hvad ligger der præcis i det noget vage begreb ”shop as a

local” eller på dansk ”købe på samme vilkår som lokale”?

Begrundelse:

Det er meget vagt beskrevet, hvad begrebet ”shop as a local” dækker

over og om alle de betingelser, der gælder for danske forbrugere automa-

tisk kan overføres til forbrugere fra andre lande.

Svar

Begrebet ”shop as a local” indebærer, at europæiske kunder uanset deres

nationalitet, bopæl eller hjemsted som udgangspunkt skal have ret til at

handle på samme vilkår, herunder pris, betalingsvilkår og leveringsbetin-

gelser mv., som lokale kunder i de tre situationer nævnt i svaret på

spørgsmål 1 – hverken bedre eller dårligere. Det vil som hovedregel sige,

at det i disse situationer er reglerne i det land, hvor virksomheden sælger

fra, der gælder.

Spørgsmål 5

Kan en dansk netbutik under reglen om ”shop as a local” afvise reklama-

tioner, der ikke sker på dansk, hvis det i butikkens forretningsbetingelser-

ne fremgår, at reklamationer kun behandles på dansk?

Begrundelse:

Når danske netbutikker sælger aktivt til kunder i andre lande, har de sør-

get for, at de kan kommunikere på de sprog. Forslaget forpligter dem til

at sælge til kunder, hvis sprog de ikke nødvendigvis behersker. Danske

forbrugere kan naturligvis klage på dansk, men kan man kræve det sam-

me af forbrugere fra andre lande under begrebet ”shop as a local”? Eller

vil virksomheden ved passivt salg skulle acceptere klager på andre

sprog? Og hvad hvis forbrugeren benytter google translate og derfor

fremsender en klage, der reelt ikke giver mening på grund af dårlig over-

sættelse – er virksomheden da forpligtet til at prøve at få mening i kla-

gen?

4/16

Svar

Kommissionens forslag til forordning om geoblokering stiller udelukken-

de krav om, at europæiske kunder som udgangspunkt vil have ret til at

handle på samme vilkår som lokale kunder i de tre situationer nævnt i

svaret på spørgsmål 1. Forslaget indeholder dermed ikke krav om, at virk-

somheder skal ændre sprog på hjemmesider eller lign.

Danske virksomheder, som kun opererer på dansk, vil derfor ikke, jf. for-

slaget, være forpligtede til at behandle reklamationer på andre sprog. De

samme informationsforpligtelser, som gælder i dag, vil fortsat gælde.

Spørgsmål 6

Kan en virksomhed, hvis hjemmeside har nationale underside blive for-

pligtet til at levere til en forbruger i Tyskland, hvis købet er foretaget på

den danske underside?

Begrundelse:

Det er ikke unormalt, at en virksomhed kun har en hjemmeside, for ek-

sempel virksomhedensnavn.dk, men at der på den hjemmeside så er un-

dersider, hvor forbrugere fra de enkelte medlemslande kan klikke sig ind

på en webshop, der er dedikeret til deres eget hjemland. Vil virksomhe-

derne i disse situationer skulle levere til en anden medlemsstat, hvis købet

foretages på den danske underside, og der i handelsbetingelserne for

denne underside står, at der alene leveres til Danmark?

Svar

Med Kommissionens forslag til forordning om geoblokering vil der ikke

være pligt til, at et køb på en dansk underside skal leveres i Tyskland,

hvis den danske underside kun henvender sig til det danske marked, her-

under kun leverer i Danmark.

Afregning af moms

Spørgsmål 7

Når geoblockingforslaget er vedtaget, kan en udenlandsk netbutik, der

sælger og leverer til danske forbrugere fortsat undgå at betale dansk

moms, hvis den linker til flere transportfirmaer i overensstemmelse med

Skatterådets afgørelse?

Begrundelse:

Skatterådet har i en afgørelse anført, at udenlandske netbutikker der sæl-

ger til danske forbrugere kan gøre dette uden at betale dansk moms, hvis

blot de linker til mere end ét transportfirma. SKAT har anført, at det er i

tråd med EU-reglerne. Kan det bekræftes?

5/16

Svar

Skatteministeriet har oplyst, at forslaget om forbud mod geoblocking ikke

ændrer på den gældende praksis på momsområdet. Forbrugeren har i

samme omfang som i dag mulighed for selv at arrangere transport, som

medfører, at der skal afregnes moms i sælgerlandet.

Spørgsmål 8

Gør det nogen forskel i forhold til moms ved passivt salg, hvis forbruge-

ren får leveret varen til en virksomhed, der som forretningsmodel har, at

de agerer leveringssted og transportører for forbrugerne (som det kendes

fra for eksempel shop USA)?

Svar

Skatteministeriet har oplyst, at det ikke er muligt at tage stilling til den

konkrete forretningsmodel, som der spørges til. Hvis der skal foretages en

vurdering af den konkrete model, kræver det, at der tages kontakt til

SKAT, som på baggrund af en detaljeret beskrivelse af forretningsmodel-

len evt. kan komme med en udtalelse. Men det skal understreges, at i det

tilfælde, hvor det ikke kan konstateres, at sælger-virksomheden er direkte

eller indirekte involveret i transporten, vil der være leveringssted i sælger-

landet, hvor momsen derfor skal afregnes.

Leveringspligt inden for eget område

Spørgsmål 9

Kan virksomhederne blive forpligtet til at levere for eksempel på en hav-

nekaj eller lignende så længe, at leveringsstedet er inde for sælgers hjem-

lands grænser?

Begrundelse:

Når forbrugerne efter de nye regler selv skal sørge for transport fra virk-

somhedens hjemland til deres eget hjemland er det ikke usandsynligt, at

de vil bede om levering for eksempel på en havnekaj, hvor fragtmanden

så skal overtage ansvaret for den videre forsendelse. Det vil kunne skabe

situationer, hvor der kan opstå tvivl om, hvorvidt varen er leveret eller ej,

og det er derfor vigtigt at få belyst, om virksomhederne er forpligtede til

at levere sådanne steder.

Svar

Kommissionens forslag til forordning om geoblokering stiller udelukken-

de krav om, at europæiske kunder som udgangspunkt vil have ret til at

handle på samme vilkår som lokale kunder i de tre situationer nævnt i

svaret på spørgsmål 1. Forslaget indeholder dermed ikke krav om, at virk-

somheder skal oprette nye leveringssteder til udenlandske kunder eller

lign. Det betyder, at kunder fra andre EU-lande ikke vil kunne afhente

6/16

varen i en fysisk butik eller på et lager i Danmark, hvis netbutikken ikke

allerede tilbyder den mulighed.

Hvis en netbutik derimod tilbyder danske kunder levering inden for lan-

dets grænser, vil det også gøre sig gældende, hvis europæiske kunder øn-

sker at købe et produkt i henhold til forslaget. Det vil sige, at hvis det

f.eks. er muligt for en dansk kunde at få leveret på en havnekaj eller lign.,

vil en europæisk kunde også kunne kræve dette.

Ansvar for ulovlige eller farlige produkter og produkter, der ikke

virker

Spørgsmål 10

Der er mange forskellige produktstandarder i de enkelte medlemsstater og

et produkt købt i en medlemsstat kan ikke altid benyttes i andre medlems-

stater. Hvem har ansvaret, hvis en forbruger køber et produkt, der viser

sig at være farligt i forbrugerens hjemland? Og hvordan forventer man

forbrugerne skal informeres om risikoen?

Begrundelse:

Der findes tusindvis af forskellige produktstandarder, som ikke er harmo-

niserede i EU. Et gaskomfur købt i Danmark er tilpasset gastrykket i

Danmark og gasdyser i Danmark. Hvis det tilsluttes i et andet EU-land

med andre standarder kan der opstå farlige situationer som f.eks. stik-

flammer, eksplosion, udsivning af gas m.v. Ligeledes er el-nettet forskel-

ligt i EU, hvilket også i værste fald kan føre til stød eller gnister eller at

produktet brænder sammen eller ikke virker. I Hvem har ansvaret, hvis en

forbruger har købt et sådant produkt via passivt salg, der viser sig at væ-

re farligt i forbrugerens hjemland? Kan virksomheden risikere at blive

stævnet i en forsikringssag?

Svar

Når man som forbruger køber produkter fra udlandet, det være sig på en

webshop eller i en fysisk butik, er det forbrugerens ansvar, at produktet

tilsluttes sikkert i Danmark. Er man i tvivl, om et produkt kan anvendes i

Danmark, kan man altid hente hjælp hos en fagmand, fx en autoriseret

vvs- eller elinstallatør.

Spørgsmål 11

Kan virksomheder, der sælger til flere lande, blive ansvarlig for at infor-

mere om forskelle i standarder, herunder indhold af ulovlige stoffer, ved

passivt salg?

7/16

Begrundelse:

I Storbritannien skal møbler være behandlet med bromerede flamme-

hæmmere. De er ulovlige i Danmark og de fleste andre EU-lande, fordi

de mistænkes for at være kræftfremkaldende. Hvis en møbelvirksomhed,

som er til stede i både Danmark og UK, sælger passivt til en britisk for-

bruger fra den danske netbutik, skal den så informere om, at møblet ikke

indeholder bromerede flammehæmmere? Forventes det, at den danske

netbutik skal kende reglerne i UK og omvendt? Et dansk TV virker ikke i

Storbritannien eller Tyskland, fordi sendestandarderne er forskellige.

Ligeledes er et fransk PC tastatur forskelligt fra et dansk. Størrelser på

tøj og sko er også forskellige i de forskellige EU-lande.

Svar

Der henvises til svaret på spørgsmål 10 om standarder og spørgsmål 12

om ulovlige varer, fx fyrværkeri.

Spørgsmål 12

Kan virksomheder, der sælger noget, der er lovligt i deres eget land blive

holdt ansvarlig, hvis det er ulovligt i kundens hjemland? Eller er det kun-

den, der må tage ansvaret for at købe noget ulovligt i en udenlandsk net-

butik? Det kunne f.eks. være medicin der er receptpligtig i kundens hjem-

land men ikke virksomhedens, typer af fyrværkeri der er tilladt i virksom-

hedens hjemland, men ikke kundens, alkohol der i nogle lande sælges

under særligt restriktive regler, våben m.v.

Begrundelse

Det fremgår af præambel 23, at erhvervsaktører kan være forhindret i at

sælge visse produkter til andre lande, fordi disse er forbudt der, i henhold

til landets egen lovgivning. Ved aktivt salg forventes virksomhederne at

have sat sig ind regler og forbud i de lande, de har valgt at sælge til. Men

geoblockingforslaget tvinger jo virksomheder til at sælge til kunder i lan-

de, de ikke henvender sig til og hvor de hverken kender sprog eller regler

eller eventuelle forbud. Forslaget er skrevet så uklart, at det ikke er klart,

om virksomheden kan blive holdt ansvarlig. Konsekvensanalysen nævner

på side 153 bl.a. snus, alkohol og våben som eksempler på produkter, der

kan købes uden restriktioner i nogle lande men ikke i andre.

Svar

Forbrugeren skal kende den danske regulering. Det er fx ikke tilladt for

forbrugere at indføre fyrværkeri i Danmark – det gælder uanset, om det

købes i en webshop eller en fysisk butik, eksempelvis i Tyskland. Vil man

indføre fyrværkeri, kræver det en virksomhedsgodkendelse. En tysk virk-

somhed, der sælger lovligt fyrværkeri Tyskland, kan dermed ikke blive

holdt ansvarlig for, at fyrværkeriet er ulovligt i Danmark.

8/16

Reklamationsbehandling

Spørgsmål 13

De nuværende regler om reklamationsbehandling fastslår, at afhjælpning

skal ske uden omkostninger for forbrugerne – herunder transportomkost-

ninger. Gælder det også under den nye forordning, hvis der foretages et

passivt salg med levering i sælgers hjemland?

Begrundelse:

Geoblockingforslaget siger intet om reklamationsbehandling. Af direktiv

1999/44 og forslaget om visse aspekter af online og andre former for

fjernsalg af varer fremgår det, at såfremt en vare viser sig at have en

mangel, skal afhjælpning ske uden omkostninger for forbrugerne – her-

under omkostninger til transport. Når netbutikker sælger aktivt, er det

derfor netbutikken, der udover skal betale for reparation eller ombytning

af varen også skal betale for at varen sendes frem og tilbage til forbruge-

ren. Kommissionen har mundtlig givet udtryk for, at forbrugerne selv skal

sørge for og betale for transporten fra deres bopæl til det oprindelige

leveringssted i sælgers hjemland. Dette fremgår dog ikke nogen steder af

forslaget. Hvad gælder?

Svar

Justitsministeriet har oplyst, at Forbrugerkøbsdirektivets artikel 3, som

også gælder ved e-handel, regulerer forbrugerens ret til bl.a. afhjælpning

og omlevering fra den erhvervsdrivende, hvis det leverede ikke er i over-

ensstemmelse med det aftalte. Det fremgår bl.a. af artikel 3, stk. 2 og 3, at

forbrugeren har ret til gratis afhjælpning eller omlevering, medmindre

dette ikke er muligt eller er uforholdsmæssigt. Det fremgår af artikel 3,

stk. 4, at ”gratis/uden vederlag” bl.a. omfatter forsendelsesomkostninger.

Forbrugerkøbsdirektivets artikel 3 omtaler ikke nærmere situationer, hvor

varen befinder sig i et andet land end det, hvortil der er sket levering.

Kommissionen har i forhold til forordningsforslaget om geoblokering

oplyst, at det er vigtigt at sondre mellem de situationer, hvor den er-

hvervsdrivende har rettet sin virksomhed mod forbrugerens hjemland, og

hvor dette ikke er tilfældet.

Hvis virksomheden ikke sælger til det land, hvor forbrugeren er bosat, og

ikke på anden vis har rettet sin virksomhed mod det land, har Kommissi-

onen anført, at det som hovedregel er forbrugerens ansvar at fragte varen

tilbage til købslandet for at klage over varen, da det vil svare til at have

købt en vare i en fysisk butik i et andet land.

9/16

Hvis en virksomheden derimod sælger eller på anden vis retter sin virk-

somhed mod forbrugerens hjemland, har virksomheden tilkendegivet, at

den gerne vil drive virksomhed der, og den er dermed i stand til at over-

holde reglerne i forbrugerens land.

Spørgsmål 14

Tolkes reglerne om omkostningsfri afhjælpning ens i alle lande eller er

der lande, hvor forbrugeren selv skal betale for transporten?

Begrundelse:

Begrundelse: Østre Landsret nåede i U.2008.2388Ø frem til at en dansk

virksomhed skulle betale transportomkostninger frem og tilbage til USA i

forbindelse med en reklamation fra en forbruger, der havde købt en com-

puter i en dansk butik og efterfølgende var flyttet til USA. Vil denne dom

være relevant i alle de tilfælde, hvor den danske virksomhed leverer til en

dansk adresse, og forbrugeren derefter får viderefragtet varen til sit eget

hjemland?

Svar

Som anført under besvarelsen af spørgsmål 13 følger det af forbruger-

købsdirektivets artikel 3, at forbrugeren som udgangspunkt har ret til gra-

tis afhjælpning eller omlevering, hvis det leverede ikke er i overensstem-

melse med aftalen. Justitsministeriet har ikke oplysninger om praksis ved-

rørende forbrugerkøbsdirektivets artikel 3 i de andre medlemsstater.

Der henvises i begrundelsen for spørgsmålet til Østre Landsrets dom af

27. juni 2008, jf. Ugeskrift for Retsvæsen 2008, side 2388, hvor en dansk

virksomhed blev pålagt at betale forsendelsesomkostninger til og fra USA

i forbindelse med en reklamation fra en forbruger, der havde købt en

computer i en dansk butik og efterfølgende var flyttet til USA.

Det bemærkes i forhold til denne dom, at der er tale om en specifik be-

grundelse i den konkrete sag. Retten lagde således i sin afgørelse vægt på,

at sælgeren i den pågældende sag ikke havde påberåbt sig bestemmelsen i

købelovens § 78, stk. 2, hvorefter køberen ikke kan kræve omlevering

eller afhjælpning, hvis gennemførelse af den valgte beføjelse vil påføre

sælgeren uforholdsmæssige omkostninger.

Spørgsmål 15

Hvordan forestiller man sig forbrugerne skal informeres om, at de ikke

har de rettigheder til gratis reklamationsbehandling, de normalt har?

Begrundelse

Når forbrugerne i dag handler på nettet så ved de, at de er dækket af for-

brugerbeskyttelsesreglerne ved e-handel, herunder hvis der skulle være

10/16

en mangel ved varen, at få den repareret eller ombyttet uden omkostnin-

ger. Hvis geoblockingforslaget vedtages vil det ikke gælde ved passivt

salg. Hvordan forestiller man sig, at forbrugerne skal være klar over det?

Vil Kommissionen lave en standardtekst, virksomhederne kan anvende på

deres hjemmeside om at forbrugerne handler på egen risiko og virksom-

heden ikke kan tage ansvar for om de varer, de køber er lovlige eller ufar-

lige i forbrugerens hjemland og at de ved eventuelle mangler selv må

sørge for og betale fragten retur til virksomheden?

Svar

Kommissionens forslag til forordning om geoblokering tager ikke særskilt

stilling til informationsforpligtelser i forbindelse med reklamationsbe-

handling. Der vil være de samme informationsforpligtelser, som gælder i

dag.

Aktivt salg versus passivt salg

Spørgsmål 16

Der er forskelle på lovvalgsreglerne alt efter, om der er tale om et aktivt

salg eller et passivt salg. Hvor går grænserne mellem aktivt salg og pas-

sivt salg?

Begrundelse:

Ved aktivt salg er forbrugeren beskyttet af reglerne i forbrugerens hjem-

land. Da lovvalg og værneting afgøres af hvorvidt der er tale om et aktivt

salg eller et passivt salg, er det vigtigt at få belyst, hvor meget eller hvor

lidt der skal til for, at en butik kan siges, at have rettet sin virksomhed

mod andre lande. Hvad siger afgørelserne fra EU-domstolen på dette

område?

Svar

Justitsministeriet har oplyst, at geoblocking-forslaget ikke berører EU-

lovgivningen om civilt samarbejde. Det fremgår af forordningsforslagets

artikel 1, stk. 5, at efterlevelse af bl.a. forordningens pligt til at lade kun-

der fra andre lande handle på samme vilkår som lokale kunder ikke skal

fortolkes således, at virksomheden retter sin aktivitet mod den medlems-

stat, hvor forbrugeren har sit sædvanlige opholdssted eller sin bopæl som

omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra b, i forordning (EF) nr. 592/2008 (Rom

I-forordningen), og som efter Bruxelles I-forordningens artikel 17, stk. 1,

litra c, medfører, at sidstnævntes forordnings regler om retternes kompe-

tence i sager om forbrugeraftale skal finde anvendelse.

EU-Domstolen har i en række sager om værneting i forbrugersager udtalt

sig om, på grundlag af hvilke kriterier en erhvervsdrivende via sin hjem-

11/16

meside kan anses for at rette sin virksomhed mod en forbrugers bopæls-

stat.

Domstolen fastslog bl.a. i de forenede sager C-585/08 og sag C-144/09, at

almindelig adgang til den erhvervsdrivendes virksomhed på internettet fra

den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl, ikke i sig selv er

tilstrækkelig. Det afgørende er, om den erhvervsdrivende har haft til hen-

sigt at handle med forbrugere med bopæl i andre medlemsstater. I vurde-

ringen heraf indgår den erhvervsdrivendes klare udtryk for en hensigt om

at nå ud til forbrugerne i den pågældende medlemsstat, f.eks. at den er-

hvervsdrivende tilbyder tjenesteydelser eller varer i en eller flere med-

lemsstater angivet med navns nævnelse, eller at den erhvervsdrivende har

afholdt udgifter til en søge- eller annonceringsydelse på internettet hos en

udbyder af en søgemaskine med henblik på at give forbrugere, der har

bopæl i forskellige medlemsstater, adgang til den erhvervsdrivendes net-

sted.

Andre elementer, som kan tale for, at en erhvervsdrivende retter sin virk-

somhed mod andre lande end etableringslandet, kan være oplysning om

telefonnummer med angivelse af international landekode, anvendelse af et

andet topdomænenavn end det, der anvendes i den medlemsstat, hvor den

erhvervsdrivende er etableret, f.eks. ”.de” eller anvendelse af et neutralt

topdomænenavn som ”.com” eller ”.eu”, beskrivelse af ruter fra en eller

flere andre medlemsstater til stedet for leveringen af ydelsen, omtale af et

internationalt klientel sammensat af kunder med bopæl i forskellige med-

lemsstater, bl.a. ved præsentation af disse kunders evalueringer, anven-

delse af et sprog eller en valuta, der er forskellig fra det sprog eller den

valuta, der normalt anvendes i etableringsstaten for virksomheden, med

mulighed for at reservere og bekræfte reservationen på dette andet sprog.

Domstolen har endvidere i sag C-218/12 slået fast, at det i relation til

spørgsmålet om, hvorvidt en erhvervsdrivende retter sin markedsføring

mod forbrugerens bopælsstat, er uden betydning, om det er på baggrund

af denne markedsføring, at forbrugeren retter henvendelse til og indgår

aftale med den erhvervsdrivende. Det kræves således ikke, at der er sam-

menhæng mellem det middel, den erhvervsdrivende benytter for at rette

sin virksomhed mod forbrugerens bopælsstat, f.eks. en hjemmeside, og

aftaleindgåelsen med forbrugeren.

Spørgsmål 17

Det er vigtigt, at der er klarhed over, hvornår en virksomhed kan siges at

rette sin virksomhed mod en anden medlemsstat. Retter man for eksempel

sin virksomhed mod et andet land, hvis blot man én gang leverer til lan-

det?

12/16

Begrundelse:

Der vil med stor sandsynlighed opstå situationer, hvor en butik i et helt

enkeltstående tilfælde har accepteret at levere til en medlemsstat, hvor de

normalt ikke leverer, men er det nok til, at de så retter deres virksomhed

mod det pågældende land, og dermed også bliver forpligtet til at levere til

andre i det land? Og til at leve op til reglerne i det land?

Svar

Justitsministeriet har oplyst, at hvorvidt en erhvervsdrivendes må anses

for at have rettet sin virksomhed mod den medlemsstat, hvor forbrugeren

har sit sædvanlige opholdssted eller sin bopæl, vil – som hidtil – bero på

en samlet og konkret vurdering. I vurderingen kan bl.a. indgå de elemen-

ter, der fremgår af EU-Domstolens praksis, som der redegøres nærmere

for under besvarelsen af spørgsmål 16.

Spørgsmål 18

Kan et stort antal passivt salg betyde, at virksomheden kan blive betragtet

som at sælge aktivt i flere lande?

Begrundelse:

Hvis en virksomhed sælger noget, der viser sig at være meget populært i

f.eks. to andre EU-lande og pludselig får et stort antal ordrer fra de lande

uden selv at ønske at markedsføre sig der, vil det så alligevel kunne blive

betragtet som aktivt salg?

Svar

Justitsministeriet har oplyst, at hvorvidt en erhvervsdrivende må anses for

at have rettet sin virksomhed mod den medlemsstat, hvor forbrugeren har

sit sædvanlige opholdssted eller sin bopæl, vil – som hidtil – bero på en

samlet og konkret vurdering. I vurderingen kan bl.a. indgå de elementer,

der fremgår af EU-Domstolens praksis, som der redegøres nærmere for

under besvarelsen af spørgsmål 16. Det bemærkes i den forbindelse, at

EU-Domstolen har udtalt, at en virksomheds blotte tilstedeværelse på

internettet, ikke betragtes som virksomhed ”rettet” mod forbrugerens bo-

pælsmedlemsstat.

Spørgsmål 19

Kan virksomheder med begrænset udvalg og fokus på hjemmemarkedet

reservere noget af sit salg til kunderne på hjemmemarkedet?

Begrundelse:

Nogle virksomheder, f.eks. små og mellemstore, har et begrænset varesor-

timent. Det kan også kunsthåndværkere eller butikker med online salg af

Unika ting. Hvis en sådan virksomhed, som har markedsført sig i Dan-

mark for at sælge til det danske kunder, får mange ordrer fra kunder i

13/16

lande, kan den risikere ikke at have varer nok til hjemmemarkedet. Det

kan føre til skuffelse hos de danske kunder og være dårligt for virksomhe-

dens brand. Vil det være muligt for en sådan virksomhed at reservere en

del af sortimentet til de kunder, den har markedsført sig mod og givet

forventning om at kunne købe?

Svar

Regeringen vurderer umiddelbart ikke, at forslaget giver mulighed for at

reservere til hjemmemarkedet, da man ikke må diskriminere på baggrund

af nationalitet, bopæl og hjemsted.

Spørgsmål 20

Ved nethandel er der som udgangspunkt en fortrydelsesfrist på 14 dage.

Hvornår begynder fortrydelsesfristen at løbe ved passivt salg, hvor for-

brugeren får leveret i sælgers hjemland (eventuelt direkte til en transpor-

tør) og selv står for den videre transport til sit eget hjemland?

Begrundelse:

Af forbrugerrettighedsdirektivet fremgår det, at fortrydelsesfristen løber

fra det tidspunkt, hvor varen overdrages til forbrugeren eller en af for-

brugeren anvist tredjemand – dog ikke transportøren. Efter geoblocking

forordningen må det forventes, at varen ofte vil blive overdraget til en

transportør udpeget af forbrugeren.

Svar

Justitsministeriet har oplyst, at efter forbrugerrettighedsdirektivets artikel

9, stk. 2, litra b, løber forbrugerens 14-dages fortrydelsesret fra den dato,

hvor forbrugeren eller den af forbrugeren angivne tredjemand, dog ikke

befragteren, får varerne i fysisk besiddelse, når det drejer sig om købsafta-

ler.

Forordningsforslaget om geoblokering indeholder ikke særlige regler om

fortrydelsesfrist. I det kommende forhandlingsforløb om forordningens

nærmere udformning vil regeringen være opmærksom på at sikre en hen-

sigtsmæssig sammenhæng mellem forordningsforslaget og den øvrige

forbrugerretlige regulering.

Spørgsmål 21

Hvis en dansk virksomheds hjemmeside er på engelsk, vil man så kunne

sige, at den retter sig så mod alle de andre medlemslande? Eller kun nogle

af de andre lande?

Begrundelse:

Det er ikke unormalt, at danske hjemmesider også findes i en engelsk ud-

gave. Det er dog ikke nødvendigvis et udtryk for, at virksomheden ønsker

14/16

at levere til alle forbrugere, der taler engelsk, men kan alene være en

service til engelsktalende forbrugere i Danmark. Det er derfor vigtigt at

på belyst, om en oversættelse til engelsk vil blive betragtet som, at virk-

somheden målretter sig mod andre lande end Danmark.

Svar

Justitsministeriet har oplyst, at hvorvidt en erhvervsdrivendes må anses

for at have rettet sin virksomhed mod den medlemsstat, hvor forbrugeren

har sit sædvanlige opholdssted eller sin bopæl, vil – som hidtil – bero på

en samlet og konkret vurdering. I vurderingen kan bl.a. indgå de elemen-

ter, der er fastslået i EU-Domstolens praksis, som der redegøres nærmere

for under besvarelsen af spørgsmål 16.

Mistanke om svindel

Spørgsmål 22

Risikoen for svindel stiger, når der er tale om handel på tværs af grænser-

ne. Må en virksomhed derfor afvise en forbruger fra en anden medlems-

stat, hvis der er mistanke om svindel?

Svar

Ifølge Kommissionens forslag må en virksomhed ikke afvise en forbruger

eller virksomhed på baggrund af vedkommendes nationalitet, bopæl eller

hjemsted. Dette følger endvidere det generelle forbud mod forskelsbe-

handling på grundlag af nationalitet jf. TEUF art. 18. En virksomhed må

derimod gerne stille krav om sikre betalinger og lignende sikkerhedsfor-

anstaltninger for at undgå svindel.

Spørgsmål 23

Hvornår overgår risikoen for varens hændelige undergang fra sælger til

køber, hvis leveringen sker direkte til en fragtmand, der efter aftale med

forbrugeren skal fragte varen til forbrugerens hjemland?

Begrundelse:

Ved aktivt salg har netbutikken aftaler med distributører om at få varen

sikkert frem til kunderne. Ved passivt salg i henhold til geoblocking-

forslaget må forbrugerne selv stå for transporten, eksempelvis via en

transportør. Hvis netbutikken har leveret varen til en adresse efter for-

brugerens valg, hvor et trans-portfirma netbutikken ikke kender eller har

nogen relationer til skal stå for at få varen frem, og denne ifølge forbru-

geren ikke er nået frem, hvad gælder så? Kan forbrugeren kræve at få

hævet købet? Hvordan forventer man virksomheden skal kunne dokumen-

tere, at den har leveret varen?

15/16

Svar

Justitsministeriet har oplyst, at det fremgår af forbrugerrettighedsdirekti-

vets artikel 20, at i aftaler, hvor den erhvervsdrivende afsender varerne til

forbrugeren, overgår risikoen for tab eller beskadigelse af varer til forbru-

geren, når denne eller den af forbrugeren angivne tredjemand, dog ikke

befragteren, har fået varerne i fysisk besiddelse. Risikoen overgår dog til

forbrugeren, når varen overdrages til befragteren, hvis forbrugeren har

anmodet befragteren om at foretage transporten, og den valgte befragter

ikke var blandt dem, der blev tilbudt af den erhvervsdrivende.

Serviceydelser leveret samme sted skal have samme pris

Spørgsmål 24

Hvis en serviceudbydere har særlige og nogle gange lovbestemte omkost-

ninger knyttet til at sælge til forbrugere i ét land, må de så tage en højere

pris til forbrugere i det land også selvom salget sker via en hjemmeside i

et andet land end forbrugerens hjemland? Eller skal udgiften fordeles på

kunder fra alle lande?

Begrundelse:

Geoblockingforslaget siger, at handlende ikke må forskelsbehandle kun-

der med hensyn til priser eller vilkår. De handlende må godt have forskel-

lige priser på forskellige hjemmesider, men kunderne skal frit kunne væl-

ge hvor de vil købe uden at blive forskelsbehandlet. Det vil i praksis sige,

at der lægges op til en fælles enhedspris i EU ved køb af serviceydelser,

som modtages i andre lande. Men udlejere af sommerhuse skal betale en

særlig konkursforsikring, når de sælger til tyske kunder. Rejseselskaber

der sælger til Hollandske kunder skal betale 100 kr. til en særlig katastro-

fefond. Vil man sælge til ferier til kunder i Storbritannien er man nødt til

at trykke kataloger, da det er kutyme der – hvorimod norske kunder selv

klarer det på nettet. Omkostningerne er altså forskellige, men geoblock-

ingforslaget siger, at prisen skal være ens. Det vil umiddelbart betyde, at

udgiften til den f.eks. den hollandske katastrofefond skal fordeles på alle

kunder, også dem som ikke får glæde af forsikringen.

Svar

Indledningsvist er det vigtigt at understrege, at forslaget hverken harmo-

niserer eller regulerer virksomheders prissætning. Virksomheder vil fort-

sat have frihed til at fastsætte priser og tilpasse tilbud, kampagner mv. til

forskellige målgrupper. Forslaget fastsætter derimod, at virksomheders

hjemmesider skal være tilgængelige for alle europæiske forbrugere og

virksomheder – og kunder skal kunne købe i de tre situationer nævnt i

svaret på spørgsmål 1.

16/16

Virksomheder vil med forordningsforslaget om geoblokering - ligesom i

dag - være forpligtet til at overholde de regler, som gælder på de marke-

der, som virksomheden markedsfører sig på. Hvis en virksomhed kun

markedsfører sig i Danmark, skal de altså ikke overholde de tyske regler i

forbindelse med feriehusudlejning. Det vil være forbrugerens ansvar at

undersøge, om de har de fornødne forsikringer mv., når de f.eks. lejer en

feriebolig fra udenlandsk hjemmeside.

Spørgsmål 25

Må en serviceudbyder lave en målrettet kampagne et andet land med sær-

lig gode priser kun til kunder i det land eksempelvis via screening på bag-

grund af ip-adresse?

Begrundelse:

Når en virksomhed skal ind på et nyt marked, kræver det ofte massiv mar-

kedsføring og nogle gode tilbud. Det sker tit, at virksomheden ingen pen-

ge tjener de første år, og måske endda har underskud – men dækker det

ind via sine andre aktiviteter. Hvis virksomhederne altid skal sælge til

alle kunder til den billigste pris, kan det blive vanskeligt eller umuligt for

den at komme ind på nye markeder. Det gælder ikke mindst virksomheder

i lande med høje omkostninger, som Danmark. Det kan hæmme væksten.

Svar

Med Kommissionens forslag til forordning om geoblokering vil virksom-

heder fortsat have frihed til at fastsætte deres priser og tilpasse tilbud,

kampagner mv. til forskellige målgrupper via fx lokale hjemmesider. For-

slaget stiller udelukkende krav om, at det skal være muligt for kunder fra

andre EU-lande at få adgang til at se og købe disse tilbud i de tre speci-

fikke situationer nævnt i svaret på spørgsmål 1. En dansk forbruger skal

f.eks. kunne gøre brug af et tilbud målrettet det svenske marked, inkl. den

svenske kampagnepris, hvis de finder det på en svensk hjemmeside.