Folketingets Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 19. maj 2016
Jr.nr. 2016-5281
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 214 (ERU alm. del) stillet 21. april 2016
efter ønske fra Mette Hjermind Dencker (DF).
Spørgsmål nr. 214
”Ministeren bedes kommentere artiklen fra Stiften.dk den 20. februar 2016 ”Naboer: Hvidbog lyver for
politikere”, herunder redegøre for, hvad ministerens holdning er til, at de massive naboklager ikke er
skitseret i materialet, og at politikerne derfor kan risikere, at træffe beslutning på et ikke tilstrækkeligt
oplyst grundlag.”
Svar
Jeg har forelagt Naturstyrelsen spørgsmålet, som oplyser følgende, hvortil jeg kan henholde mig:
”Råstofplanlægningen på land og administration af råstofplaner foretages af regionerne – i dette
tilfælde Region Midtjylland.
Tilblivelsen af en råstofplan sker gennem en række høringer og tekniske vurderinger. Det er regionens
ansvar at foretage den interesseafvejning, som er en del af råstofplanlægningen. I høringsperioderne
har offentligheden mulighed for at komme med indsigelser og bemærkninger. Det er også regionens
ansvar efterfølgende at træffe afgørelse om tilladelse til råstofgravning, herunder fastsætte de nærmere
vilkår for en tilladelse.
Naturstyrelsen kan gøre indsigelse mod en råstofplan, hvis der foreligger statslige interesser. En
råstofplan kan ikke vedtages, før der er opnået enighed. Da der ikke er statslige interesser i den
konkrete sag, har Naturstyrelsen ikke gjort indsigelse.
Den endelige vedtagelse af råstofplanen og afgørelser om tilladelse til indvinding kan, for så vidt angår
retlige spørgsmål, herunder spørgsmål om korrekt behandling af indsigelser, påklages til Natur- og
Miljøklagenævnet af enhver med en individuel væsentlig interesse i afgørelsen. ”
Esben Lunde Larsen
/
Hans Christian Karsten
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk