Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget
Christiansborg
1240 København K
Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget har i brev af den 12. november 2015 stillet mig
følgende spørgsmål 52 alm. del, som jeg hermed skal besvare.
Ministeren
4. december 2015
J nr. 2015-3179
Spørgsmål 52
”Ministeren bedes kommentere det materiale, Teknologi Rådet præsenterede
for udvalget i forbindelse med foretræde d. 12. november 2015, jf. EFK. alm
del – bilag 5 og 69”.
Svar
Teknologi Rådet har gennemført en flot og ambitiøs global borgerkonsultation
om klima- og energispørgsmål forud for COP21 i Paris den 30. november -11.
december.
Konsultationen viser tydeligt, at klimaudfordringerne står højt på borgernes
politiske dagsorden. Rapporten bekræfter desuden, at borgerne betragter
klimaforandringerne som en global udfordring, der kræver en global løsning.
Jeg noterer mig bl.a., at borgerne i tråd med EU’s og Danmarks prioriteter
ønsker en klimaaftale med juridisk bindende målsætninger og bidrag fra alle
parter, som kan medvirke til at holde den globale temperaturstigning under 2
grader. Jeg hæfter mig desuden ved, at borgerne også ser den grønne
omstilling som en mulighed for at forbedre deres egne levevilkår.
Konsultationerne viser også, at borgerne peger på, at en ny global klimaaftale
bør indeholde et langsigtet globalt reduktionsmål. Det er også en stor prioritet
for Danmark og EU, der arbejder for, at den globale klimaaftale vil indeholde et
globalt, langsigtet reduktionsmål på 50 pct. i 2050 i forhold til 1990. Et
langsigtet mål kan sende et vigtigt signal til omverden om, at klimaudfordringen
bliver taget alvorligt og til den private sektor om, at lavemission er fremtiden.
I tillæg hertil viser konsultationen, at borgerne ønsker en løbende opjustering
af det globale ambitionsniveau hvert femte år. Dette er på linje med Danmarks
og EU’s prioritet om, at aftalen skal indeholde en evalueringsmekanisme i form
af et ”review” med henblik på hvert femte år at gøre status over det globale
ambitionsniveau og øge den globale reduktionsindsats.
1