Beskæftigelsesudvalget 2015-16
BEU Alm.del
Offentligt
1673369_0001.png
Kommissorium for Arbejdsmiljørådets arbejdsgruppe
vedr. epoxy og isocyanater
Baggrund
Beskæftigelsesministeren har i brev af 14. juni 2016 anmodet Arbejdsmiljørådet om at nedsætte en
arbejdsgruppe om epoxy og isocyanater. Arbejdsgruppen skal arbejde efter nærværende kommissorium, der
blandt andet er udarbejdet på baggrund af beskæftigelsesministerens anmodning og efterfølgende
tilkendegivelser på beskæftigelsesudvalgets åbne samråd den 23. juni 2016. Kommissoriet er godkendt af
Arbejdsmiljørådet.
Formål
Arbejdsgruppen har til formål at stille forslag, der med udgangspunkt i arbejdet med og udsættelse for epoxy
og isocyanater kan sikre en effektiv forebyggelse og beskyttelse af medarbejdere, hvor der anvendes
sundhedsfarlige stoffer og materialer. Arbejdsgruppens behandling skal omfatte de nedenfor beskrevne
opgaver og stille forslag til løsninger på både kort og langt sigt. Herudover har arbejdsgruppen mulighed for
at behandle områder, der ligger uden for denne afgrænsning, hvis der er enighed herom i arbejdsgruppen.
Arbejdsgruppen udarbejder en skriftlig tilbagemelding til Arbejdsmiljørådet med sine forslag. Denne danner
grundlag for Arbejdsmiljørådets anbefalinger til beskæftigelsesministeren. Anbefalingerne afgives inden
udgangen af 2016.
Opgaver
1. Etablere et overblik over forekomsten af arbejdet med og udsættelse for epoxy og isocyanater i det
danske arbejdsmiljø med henblik på at få viden om, hvor og hvordan produkterne anvendes, fra
hvilke brancher, virksomhedstyper og arbejdsprocesser skaderne typisk opstår, samt hvornår de
udgør en sundhedsrisiko for de medarbejdere, der håndterer dem.
2. Etablere et overblik over eksisterende viden og god praksis vedrørende effektiv forebyggelse med
fokus på sikkerhedskultur, AMO samt ledelsens løbende oplæring, instruktion og tilsyn.
3. Undersøge hvilke barrierer virksomheder og medarbejdere oplever i forhold til at sikre effektiv
forebyggelse og beskyttelse af de ansatte mod sundhedsfarlige stoffer og materialer. Herunder
drøftes praksis for anvendelse af helbredsscreening.
4. Undersøge muligheder for substitution af epoxy og isocyanater samt udvikling af arbejdsprocesser
og teknologi i relation til epoxy og isocyanater, herunder vurdere eventuelle behov for yderligere
forskning og forskningssamarbejder.
5.
Vurdere eventuelle behov for at styrke den lovpligtige uddannelse ved arbejde med epoxy og
isocyanater samt uddannelseskrav for arbejdsmiljørepræsentanter og ledere.
6. Vurdere hvordan den samlede arbejdsmiljøindsats og samarbejdet mellem de forskellige aktører kan
styrkes med henblik på at sikre effektiv forebyggelse på virksomhederne.
Arbejdsform
Arbejdsgruppen holder en række møder i efteråret 2016 og afslutter sit arbejde ved årets udgang med
forslag til løsninger på kort og lang sigt. Forud for hvert møde udsendes en dagsorden med angivelse af de
specifikke temaer, der er til drøftelse. Relevante eksperter inviteres til at deltage i møderne, hvor det bidrager
til at kvalificere arbejdsgruppens arbejde og forslag.
Efter hvert møde udarbejder sekretariatet en opsamling på de temaer, der har været til drøftelse.
Arbejdsgruppen har mulighed for at kommentere på indholdet i opsamlingen på det efterfølgende møde.
Til brug for arbejdsgruppens sidste møde udarbejder sekretariatet et udkast til arbejdsgruppens samlede
tilbagemelding til Arbejdsmiljørådet.
Side
1
af
2
BEU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 638: Spm. om kommissoriet for den såkaldte epoxy-arbejdsgruppe ikke var fastlagt. Ministeren bedes oversende kommissoriet, til beskæftigelsesministeren
Som baggrund for sit arbejde vil arbejdsgruppen, udover at invitere faglige eksperter til at deltage ved
møderne, trække på tilgængelig viden og data fra fx Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø,
Produktregistret, Arbejdstilsynets tilsynsvirksomhed og reaktioner samt anmeldelser og anerkendelser af
arbejdsskader.
Organisering
Arbejdsgruppen består af fem repræsentanter fra henholdsvis arbejdsgiver- og arbejdstagersiden udpeget af
Arbejdsmiljørådet. Arbejdstilsynet og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø deltager fast på
møderne med henblik på at yde faglig bistand. Andre relevante eksperter på området inviteres til de enkelte
møder på baggrund af de temaer, der er til drøftelse.
Sekretariatsfunktion og mødeledelse varetages af Arbejdsmiljørådets sekretariat.
Side
2
af
2