Folketingets Beskæftigelsesudvalg
Sagsnr.
2016 - 3192
Doknr.
345959
Dato
02-05-2016
Folketingets Beskæftigelsesudvalg har d. 19.04.2016 stillet følgende spørgsmål nr.
343 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet
er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Spørgsmål nr. 343:
”På samrådet den 24. februar 2016 (jf. besvarelse af BEU alm. del - samrådsspm.
Æ, AF og AG) nævnte ministeren, at sagen om forældelse i sygedagpenge
er til behandling i Statsforvaltningen, der skal tage stilling til sagen.
Vil ministeren oplyse, om det er korrekt, at Statsforvaltningen endnu ikke har
taget stilling til sagen, og at det nu er Ankestyrelsen, der skal vurdere den?
Og mener ministeren, at det er rimeligt, at der ikke gives et konkret svar om
forældelse, når mange borgere havde fået stillet i udsigt, at de ville få et svar i
løbet af kort tid?”
Svar:
1. Ved brev af 26. januar 2016 rettede Kolding Byråd henvendelse til Statsforvaltnin-
gen, der varetager det almindelige tilsyn med kommunerne, med en række spørgsmål
vedrørende forældelse af krav på efterbetaling af sygedagpenge i forbindelse med
kommunens overvejelser om genoptagelse af visse sygedagpengesager. Kolding
Kommunes overvejelser om genoptagelse af disse sager skete på baggrund af Høje-
sterets dom af 10. september 2015, der medførte en ændring af praksis på sygedag-
pengeområdet, samt Ankestyrelsens principafgørelse 75-15 af 11. november 2015.
Statsforvaltningen besvarede ved brev af 7. marts 2016 henvendelsen fra Kolding
Kommune. Brevet er vedlagt som bilag. Af brevet fremgår bl.a. følgende:
”Det fremgår af kommunestyrelseslovens § 48, stk. 3, at Statsforvaltningen ikke fører tilsyn, i
det omfang særlige klage- eller tilsynsmyndigheder kan tage stilling til den pågældende sag.
Afgørelserne i de sygedagpengesager, som Kolding Kommune genoptager eller afviser at gen-
optage, vil kunne påklages til Ankestyrelsen.
Ankestyrelsen har oplyst til Statsforvaltningen, at styrelsen i forbindelse med sin stillingtagen til,
om der i de konkrete sager, som styrelsen genoptager, er grundlag for efterbetaling af syge-
dagpenge, også vil tage stilling til spørgsmålet om forældelse. Ankestyrelsen har videre oplyst,
at forældelsesproblematikken desuden vil blive behandlet mere principielt.
Statsforvaltningen kan generelt oplyse, at der normalt ikke er mulighed for, at kommuner kan
handle pr. kulance i økonomiske spørgsmål og udbetale for eksempel sygedagpenge, hvis
kravet er forældet.