BEU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 237: Spm. om oversendelse af talepapir fra samråd d. 10/2-2016 om henlæggelse af sager om dødsulykker, hvor arbejdsgiver og arbejdstager er nært beslægtede, til justitsministeren

Beskæftigelsesudvalget 2015-16
BEU Alm.del
Offentligt

Politi- og Strafferetsafdelingen

Dato:

Dok.:

9. februar 2016

1829171

UDKAST TIL TALE

til brug for besvarelse af samrådsspørgsmål N fra

Folketingets Beskæftigelsesudvalg den 10. februar

2016

Samrådsspørgsmål N:

”Idet henvises til samråd med beskæftigelsesministeren

den 16. december 2015 om en arbejdsulykke på

Strandby Havn, jf. BEU alm. del - samrådsspørgsmål

H-J og L, bedes ministeren redegøre for

• sin holdning til, hvordan retsplejelovens § 722 skal

tolkes for så vidt angår skøn vedrørende frafald af

tiltale for så vidt angår familie og nære venner i

forbindelse med ulykker,

•

hvordan

det

faktum,

der

tale

ansættelsesforhold, spiller ind?

BEU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 237: Spm. om oversendelse af talepapir fra samråd d. 10/2-2016 om henlæggelse af sager om dødsulykker, hvor arbejdsgiver og arbejdstager er nært beslægtede, til justitsministeren

• hvordan ministeren forholder sig til en genåbning af

sager, der er henlagt med den begrundelse, at der er

tale familie og meget nære venner.

Der

henvises

denne

forbindelse

til

beskæftigelsesministerens besvarelse af BEU alm. del -

spørgsmål 97 og 112-117 samt BEU alm. del – bilag

57. Se tillige BEU alm. del - spm. 146 og 151.”

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Lennart Damsbo-

Andersen (S).

[Indledning]

Tak for invitationen til dagens samråd.

Jeg kan forstå, at baggrunden for dagens samråd er en

meget tragisk arbejdsulykke i 2014, hvor to personer

afgik ved døden, mens en tredje pådrog sig en

hjerneskade.

Jeg er også bekendt med, at beskæftigelsesministeren på

et samråd her i udvalget den 16. december redegjorde

for sagen og ministerens efterfølgende tiltag.

Jeg vil for god ordens skyld gerne indlede med at

understrege, at der som bekendt var tale om et lukket

samråd, og at jeg derfor ikke har nærmere kendskab til

de konkrete drøftelser under samrådet.

Og som justitsminister kan jeg i øvrigt heller ikke påstå

at have indgående kendskab til arbejdsmiljøområdet.

Men Justitsministeriet har efter samrådet – i slutningen

af december sidste år – modtaget et brev fra

Arbejdstilsynet om den praksisændring, som udvalget

også er bekendt med.

[Arbejdstilsynets praksisændring]

Som jeg forstår det, har Arbejdstilsynet gennem en

længere årrække haft en fast praksis i arbejdsmiljøsager,

hvor arbejdsgivers nærtstående er kommet til skade

eller afgået ved døden.

En praksis, som gik ud på, at tilsynet indstillede til

politiet, at der ikke skulle foretages yderligere i sagerne.

Beskæftigelsesministeren

har

anmodet

Arbejdstilsynet om at ændre denne praksis, så tilsynet

fremover i de nævnte sager vil indstille til politiet, at der

placeres et strafferetligt ansvar.

Arbejdstilsynet vil i sin indstilling beskrive relationerne

mellem den ansvarlige og tilskadekomne og anføre, at

Arbejdstilsynet på grund af de nære relationer mellem

den ansvarlige og tilskadekomne ikke har indvendinger

mod, at sagen afgøres med et tiltalefrafald, hvis

betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

Tilsynet

vil

endvidere

angive

den

sædvanlige

bødestørrelse for det begåede forhold.

Det vil herefter afhænge af en konkret vurdering, om

sagen vil ende med en bøde eller et tiltalefrafald, og

politiet

vil

formentlig

vidt

omfang

inddrage

Arbejdstilsynet i denne vurdering.

[Retsplejelovens § 722 om tiltalefrafald]

Og hvad betyder det så – et tiltalefrafald? Og

hvornår kan det komme i spil?

Hvis vi starter med anvendelsesområdet, fremgår det af

retsplejelovens § 722, stk. 1, at tiltale i en sag helt eller

delvis kan frafaldes i bestemte tilfælde, som opregnes i

bestemmelsen.

Det drejer sig bl.a. om tilfælde, hvor lovovertrædelsen

efter loven ikke kan medføre højere straf end bøde og

forholdet er af ringe strafværdighed,

eller

hvor den

sigtede var under 18 år på gerningstidspunktet, og der

fastsættes vilkår, som den pågældende skal efterleve.

Det kan også være tilfælde, hvor sagens gennemførelse

vil

medføre

vanskeligheder,

omkostninger

eller

behandlingstider, som ikke står i rimeligt forhold til

sagens betydning og den straf, som i givet fald kan

forventes idømt.

Det følger af retsplejelovens § 722, stk. 2, at tiltale i

andre tilfælde kun kan frafaldes,

hvis der foreligger

særlig formildende omstændigheder eller andre særlige

forhold og påtale ikke kan anses for påkrævet af almene

hensyn.

Det vil navnlig være denne bestemmelse, som vil være

relevant i arbejdsmiljøsager, hvor en arbejdsgivers

nærtstående kommer til skade eller dør – det vender jeg

tilbage til om lidt.

Hvis man i kort form skal sige, hvad et tiltalefrafald

betyder, kan man formulere det sådan, at den sigtede

anses for at være skyldig, men at der ikke bliver nogen

retssag.

Der bliver altså – i modsætning til de sager, som afgøres

med en

påtaleopgivelse,

eller hvor der slet ikke rejses

en sigtelse – placeret et strafferetligt ansvar.

Derfor er det også en betingelse for at anvende et

tiltalefrafald, at anklagemyndigheder skønner, at de

bevismæssige

retlige

betingelser

for

domsfældelse er til stede.

Man kan så spørge, hvorfor anklagemyndigheden skulle

ønske at afgøre sagen med et tiltalefrafald i stedet for at

føre sagen ved domstolene, når nu betingelserne for

straf er opfyldt.

Her er vi så tilbage i retsplejelovens § 722.

Retsplejelovens § 722, stk. 2, giver som sagt

anklagemyndigheden

mulighed

for

meddele

tiltalefrafald, hvis der er tale om

særlig formildende

omstændigheder eller andre særlige forhold og påtale

ikke kan anses for påkrævet af almene hensyn.

Det er klart, at bestemmelsen kun skal bruges, når der er

særlig grund til det, så det er ikke nødvendigvis en

bestemmelse, der tages i brug hver og hver anden dag.

Og det kræver som sagt også, at almene hensyn ikke gør

tiltale påkrævet.

[Tiltalefrafald i praksis]

I forhold til anklagemyndighedens praksis for

tiltalefrafald efter retsplejelovens § 722, stk. 2, har

Rigsadvokaten oplyst, at der bl.a. lægges vægt på

graden af skyld. Altså f.eks. om overtrædelsen er begået

uagtsomt eller forsætligt.

Samtidig lægger anklagemyndigheden vægt på hensynet

til den eller de forurettede.

Og så lægger man også vægt på hensynet til den sigtede

selv.

Med andre ord er der altså flere hensyn, som indgår i

anklagemyndighedens vurdering af, om der i de enkelte

tilfælde er grundlag for et tiltalefrafald.

Bestemmelsen anvendes typisk, når en overtrædelse

er begået ved uagtsomhed, altså når der rent faktisk er

tale om ulykker.

Et typisk eksempel på bestemmelsens anvendelse er de

tilfælde, hvor en sigtet har forårsaget en nær slægtnings

død ved et færdselsuheld. Eksempelvis hvor en forælder

kører lidt for hurtigt, forulykker og forårsager sit barns

død.

Den sigtede forælder har ganske vist overtrådt

hastighedsgrænsen

forårsaget

den

alvorlige

færdselsulykke, hvor barnet dør.

Anklagemyndigheden

kan

imidlertid

meddele

tiltalefrafald bl.a. for at skåne den sigtede for igen at

skulle gennemleve det traumatiske begivenhedsforløb,

som har forårsaget ulykken og – populært sagt – også

ødelagt den sigtedes liv.

Dette hensyn er mindre tungtvejende, hvis der ikke er

tale om alvorlig tilskadekomst, herunder hvis den

tilskadekomne ikke får varige mén af ulykken.

På grund af hensynet til alle de implicerede – herunder

hensynet til offerets nærmeste familie og den sigtede

selv – kan det altså efter en

konkret vurdering

være

unødvendigt med yderligere straf.

[Nærmere om ”nærtstående”]

I det eksempel, jeg lige har givet, har den sigtede

forårsaget sit eget barns død. Alle vil være enige med

mig i, at der i så fald er tale om en nær slægtning – en

nærtstående.

Og jeg kan forstå, at det i forbindelse med drøftelserne

om Arbejdstilsynets tidligere praksis har været vendt,

hvad der forstås ved ”nærtstående”.

Det er sådan set også noget af det, spørgsmålet for

dagens samråd går på.

Om det kan jeg sige, at det som sådan ikke har

selvstændig betydning for brugen af tiltalefrafald,

hvordan man definerer ”nærtstående”.

Det har af samme grund ikke nogen selvstændig

betydning, om der består et ansættelsesforhold mellem

den sigtede og den eller de personer, hvis død den

sigtede har forårsaget.

Det afgørende er,

om der foreligger nogle særlig

formildende

omstændigheder

eller

andre

særlige

forhold, og om almene hensyn kræver, at sagen føres

ved domstolene.

Vi er altså igen tilbage i retsplejelovens

§ 722, stk. 2.

Men det er klart, at jo tættere du er på den person, hvis

død du f.eks. uagtsomt har forårsaget, desto stærkere vil

hensynet til ikke at trække sigtede igennem det

traumatiske begivenhedsforløb igen være.

Det er bl.a. derfor, jeg bruger eksemplet med en

forælder, som i en færdselsulykke forårsager sit barns

død.

Med andre ord vil et tiltalefrafald typisk komme på tale

ved nære familiemæssige bånd, f.eks. ægtefæller,

forældre, børn eller søskende.

Men det kan dog – efter en konkret vurdering – også

være relevant at meddele tiltalefrafald i sager, hvor

fjernere slægtninge eller nære venner er kommet til

skade.

[Genoptagelse af henlagte sager]

Så er jeg – som det sidste – blevet spurgt om,

hvordan jeg forholder mig til genoptagelse af sager, der

er henlagt efter Arbejdstilsynets tidligere praksis.

Arbejdstilsynet har orienteret Justitsministeriet om, at

tilsynets nye praksis gælder for sager, der er til

vurdering efter den 1. januar 2016.

Beskæftigelsesministeriet

besvarelse

spørgsmål

har

nr.

til

brug

fra

for

min

151

udvalget

tilkendegivet, at Arbejdstilsynet ikke vil søge om

genoptagelse af sager, som er afgjort efter tilsynets

tidligere praksis.

Beskæftigelsesministeriet fremhæver i den nævnte

besvarelse nogle af de hensyn, de har lagt vægt på, og

som jeg synes lyder fornuftige. Men det er ikke op til

mig som justitsminister at vurdere.

Det var alt fra mig – tak for ordet.