Folketingets Beskæftigelsesudvalg
Christiansborg
14. december 2015
Svar på Beskæftigelsesudvalgets spørgsmål nr. 119 (Alm. del) af
23. november 2015 stillet efter ønske fra Leif Lahn Jensen (S)
Spørgsmål
Hvilke initiativer har Finansministeriet taget eller planlægger at tage for at under-
støtte, at de statslige arbejdspladser, som skal flytte, får den bemanding og de
kompetencer, som skal til for at sikre, at arbejdspladsen kommer godt fra start det
nye sted? Er der planer om, ud over f.eks. løntillæg, at etablere en jobbørs og mu-
ligheder for orlov?
Svar
Det er regeringens ønske, at så mange medarbejdere som muligt flytter med opga-
verne. Moderniseringsstyrelsen har i den forbindelse udgivet pjecen ”Inspiration
til fastholdelse af medarbejdere ved flytning af statslige arbejdspladser”, som giver
de berørte institutioner input til, hvilke muligheder der er for at understøtte en
fastholdelse af ledere og medarbejdere. Erfaringer fra tidligere flytninger viser dog,
at ikke alle flytter med. Der betyder, at der skal rekrutteres nye medarbejdere og
opbygges et nyt stærkt fagligt miljø på de nye adresser.
Det er meget væsentligt for regeringen, at alle medarbejdere, som berøres af flyt-
ningerne, bliver behandlet korrekt. Det er den enkelte institution, der konkret
vurderer, hvordan den enkelte medarbejder er stillet i forbindelse med en flytning
af arbejdspladsen. Moderniseringsstyrelsen har i den forbindelse udgivet pjecen
”Vejledning om ansættelsesretlige spørgsmål ved geografisk flytning af statslige
institutioner”, som overordnet gennemgår reglerne på det ansættelsesretlige om-
råde. I forlængelse heraf understøtter Moderniseringsstyrelsen statslige institutio-
ner i forbindelse med ansættelsesretlige spørgsmål om flytningen gennem blandt
andet telefonisk og skriftlig rådgivning samt bilaterale møder.
Behovene i forbindelse med flytningen vil være forskellig fra institution til institu-
tion og fra medarbejder til medarbejder. Vurderingen af behovene foretages bedst
lokalt, hvor der er kendskab til medarbejdernes og institutionens behov.
Finansministeriet er desuden i dialog med Centralorganisationernes Fællesudvalg
(CFU) om, hvilke eventuelle centrale tiltag der med fordel kan iværksættes på
tværs af de berørte institutioner.
Moderniseringsstyrelsen · Landgreven 4 · Postboks 2193 · 1017 København K · 3392 8000 · www.modst.dk