Udvalget til Valgs Prøvelse 2015-16
UVP Alm.del Bilag 56
Offentligt
1660794_0001.png
(Den næste sag på dagsordenen er:)
Indstilling fra Udvalget til Valgs Prøvelse
(Vedrørende de grønlandske mandater)
Forhandling:
Peter Juel Jensen (V):
Tingets almindelige godkendelse af valgene efter folketingsvalget den 18. juni 2015 fandt sted den 3.
juli 2015. I den forbindelse godkendte Tinget også Aaja Chemnitz Larsen og Aleqa Hammond som valgt
i Grønland.
I overensstemmelse med forretningsordenens § 1, stk. 6, fandt denne godkendelse sted på grundlag af
en foreløbig opgørelse af valgene modtaget fra Rigsombudsmanden i Grønland. Når det endeligt
opgjorte valgmateriale foreligger, skal Tinget træffe en endelig afgørelse om, hvorvidt godkendelsen
kan opretholdes.
Social- og Indenrigsministeriet har den 2. marts 2016 fremsendt den af Rigsombudsmanden i Grønland
udarbejdede endelige valgbog og ministeriets redegørelse til Folketinget. Supplerende har ministeriet
den 31. august 2016 fremsendt ministeriets bemærkninger i anledning af en klage indgivet på
valgdagen.
Klagen har ikke betydning for valget eller de foretagne opgørelser og beregninger. Rigsombudsmanden
besvarede selv klagen, hvilket blev noteret i valgbogen. Social- og Indenrigsministeriet har derfor
præciseret over for Rigsombudsmanden, at den foreskrevne procedure for klager over folketingsvalget
er, at klager skal sendes til Social- og Indenrigsministeriet med Rigsombudsmandens bemærkninger.
Ministeriet videresender herefter materialet til Folketinget.
Udvalget til Valgs Prøvelse har i et brev til Social- og Indenrigsministeriet anerkendt, at ministeriet har
præciseret den korrekte procedure for valgklager over for Rigsombudsmanden i Grønland.
Udvalget har behandlet sagen i et møde. Den endelige opgørelse viser, ligesom den foreløbige
opgørelse, at Aaja Chemnitz Larsen og Aleqa Hammond er valgt som medlemmer af Folketinget for
Grønland.
Der er i den endelige opgørelse foretaget enkelte ændringer i forhold til den foreløbige opgørelse.
Ændringerne er dog uden betydning for valget af Aaja Chemnitz Larsen og Aleqa Hammond.
Der er ikke over for udvalget rejst berettiget tvivl om de udpegedes valgbarhed.
Herefter kan jeg på udvalgets vegne afgive følgende indstilling
Indstilling
Den godkendelse, der blev foretaget den 3. juli 2015 på baggrund af Rigsombudsmanden i Grønlands
foreløbige opgørelse af valget, opretholdes.