Udvalget til Valgs Prøvelse
Sagsnr.
2015 - 5263
Doknr.
290907
Dato
30-11-2015
Afslutning af sag om falsk sms ved folketingsvalget den 18. juni 2015
Det foreløbige Udvalg til Prøvelse af Valgene holdt den 2. juli 2015 møde med henblik
på at afgive indstilling om godkendelse af folketingsvalget den 18. juni 2015. Udvalget
gennemgik bl.a. Social- og Indenrigsministeriets redegørelse om folketingsvalget og
behandlede de i den forbindelse indkomne valgklager.
I Social- og Indenrigsministeriets redegørelse oplyste ministeriet om en sag, hvor en
vælger på valgdagen havde kontaktet ministeriet, idet den pågældende havde modta-
get en sms med opfordring til at stemme via sms med Indenrigsministeriet som afsen-
der. Ministeriet indgav i umiddelbar forbindelse hermed politianmeldelse til Køben-
havns Politi og Rigspolitiets Cyber Crime Center. Det foreløbige Udvalg til Prøvelse af
Valgene anmodede på mødet den 2. juli 2015 Social- og Indenrigsministeriet om en
orientering om sagens videre forløb.
Ministeriet skal i den anledning oplyse, at Statsadvokaten i København har besluttet at
standse efterforskningen mod den person, som har erkendt at have afsendt 8 sms-
beskeder, hvoraf det fremgik, at der kunne foretages sms-afstemning. Begrundelsen
for statsadvokatens afgørelse er, at der ikke er rimelig formodning for, at der er begået
noget strafbart.
Om baggrunden for sagen kan det oplyses, at den pågældende havde sendt sms-
beskeder til 8 kammerater fra en højskole, som de alle havde gået på. Sms’erne var
ment som en invitation til en fest, idet de har en tradition med at udsende invitation på
en måde, så man ikke opdager det. Syv af modtagerne havde enten gennemskuet, at
sms’en kom fra den pågældende, eller havde ikke taget sms’en alvorligt. Alle modta-
gerne er blevet afhørt af politiet, og de har alle forklaret, at de har deltaget i valget på
normal vis. Den sidste modtager havde imidlertid undret sig over sms’en og rettede
henvendelse til det daværende Økonomi- og Indenrigsministerium, nu Social- og In-
denrigsministeriet.
Da den pågældende afsender af sms’en fandt ud af, at nogen af modtagerne ikke
havde forstået sammenhængen vedrørende sms’en, havde han om eftermiddagen
samme dag kontaktet alle modtagerne af sms’en og forklaret sammenhængen.
Statsadvokaten udtaler, at det på den baggrund ikke kan bevises, at den pågældende
afsender af sms’en havde forsæt til, at sms’en ville blive udbredt til flere personer end
dem, den pågældende havde udsendt den til, og at den pågældende havde en for-
ventning om, at disse personer ikke ville tage sms’en alvorligt. Statsadvokaten be-
mærker, at valget desuden ikke blev påvirket, idet alle modtagere stemte på normal
vis trods sms’en.