Til rette vedkommende hos Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalget,
i regeringens nye udlændingeudspil: "Et stærkere Danmark - styr på flygtningestrømmen" står at
læse:
"Det er i dag et krav for at opnå permanent opholdstilladelse, at udlændingen har haft lovligt ophold
i Danmark i 6 år.
Regeringen ønsker at hæve kravet til 8 år. Skærpelsen vil desuden have en afsmittende effekt på
adgangen til ægtefællesammenføring, idet der i dag stilles krav til indvandrere om permanent
opholdstilladelse i 3 år for at få ægtefællesammenføring."
Ser man på Udlændingestyrelsens statistikker (fra nyidanmark.dk) fra de sidste 10 år, viser tallene,
at indvandrere i gennemsnit står for 9,42 % af samtlige godkendte ansøgninger om
familiesammenføring, eller i gennemsnit 244,4 godkendte familiesammenføringsansøgninger om
året.
Stramningerne rammer imidlertid ikke kun indvandrere, der kunne tænkes at ville søge
familiesammenføring på et eller andet tidspunkt, men også alle andre, der skal søge permanent
opholdstilladelse i Danmark, f.eks. de udenlandske ægtefæller til danske eller nordiske statsborgere,
der altså i gennemsnit står for 90,58 % af de familiesammenførte, eller i gennemsnit 2.308
mennesker om året.
Idet flygtninge får familiesammenføring efter nogle helt andre regler, kommer denne stramning ikke
til at have nogen som helst effekt på antallet af familiesammenføringer til flygtninge.
Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor mange færre familiesammenføringer, der reelt ville komme
ud af at forlænge perioden før man kan søge permanent opholdstilladelse fra 6 til 8 år. Kan I komme
med et skøn over det?
På forhånd tak,
Signe Hermann