UUI, Alm.del - 2015-16 - Bilag 120: Rapport fra Røde Kors: Den bedste modtagelse af børn og unge, der flygter alene

Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalget 2015-16
UUI Alm.del Bilag 120
Offentligt

HVORDAN

SKABER VI

SAMMEN

DEN BEDSTE

MODTAGELSE

AF BØRN OG

UNGE, DER

FLYGTER

ALENE?

OPLÆG FRA KONFERENCE

PÅ CHRISTIANSBORG

DEN 30.10.2015

UUI, Alm.del - 2015-16 - Bilag 120: Rapport fra Røde Kors: Den bedste modtagelse af børn og unge, der flygter alene

INDHOLD

Indledning - anbefalinger fra konferencen,

Hanna Line Jakobsen,

Røde Kors og Thomas P. Boje, Susi og Peter Robinsohns Fond

For enden af regnbuen,

Ashkan, uledsaget flygtning

Æsler i Afghanistan – æsler i Danmark,

Kristina Stoltz, forfatter

Det første møde med de uledsagede flygtningebørn,

Caroline

Aagaard Madsen, Røde Kors’ børnecentre

Sæt fokus på flygtningebarnet,

Bent Hansen, Roskilde Kommune

Selvstændighed og sårbarhed,

Trine Vangsbo, Rudersdal

Kommune

Sådan bliver du en god medborger og udlænding i Danmark,

Jesper Budde, Integrationsnet

Kæmpe potentiale på frivillig basis,

Niels Svankjær Christiansen,

Røde Kors og Thomas Krøyer, Ungdommens Røde Kors

Seks unge stemmer,

Suzanne Ryding Rosenkilde, Børnerådet

En børnekonvention i frit fald,

Per Schultz Jørgensen,

tidligere formand for Børnerådet

Set med svenske øjne,

Mauro Pliscovaz, Sala Kommune

En græsk tragedie,

Dan Biswas, Faros

Den lange vej tilbage til livet,

Ea Suzanne Akasha, Røde Kors

UUI, Alm.del - 2015-16 - Bilag 120: Rapport fra Røde Kors: Den bedste modtagelse af børn og unge, der flygter alene

KONFERENCE PÅ CHRISTIANSBORG D. 30.10.2015

“Vi

taler om en gruppe af flygtninge,

som er stærke, men også yderst

sårbare. Derfor har vi et særligt

ansvar for at tage vare på dem -

både moralsk og etisk.”

INDLEDNING

I foråret 2015

besluttede vi - Susi og Peter Robinsohns Fond og Røde Kors - sammen at

afholde en konference med fokus på børn og unge, som flygter alene til Danmark. For-

målet med konferencen var at få belyst, hvordan de uledsagede flygtningebørn får den

bedste støtte fra os som samfund og som medmennesker. Som året skred frem kunne vi

konstatere, at emnet blev stadig mere aktuelt.

Antallet af uledsagede flygtningebørn, som kommer til Danmark har igennem 2015

været hastigt stigende. Det skyldes særligt øgede spændinger, usikkerhed og krigshand-

linger i lande som Syrien, Afghanistan og Eritrea. I 2015 registrerede vi i Danmark mere

end 2000 uledsagede flygtningebørn, hvor langt de fleste kom fra de tre ovennævnte

lande.

Vi taler om en særlig gruppe af flygtninge, som både er stærke, men også yderst sår-

bare og som nogle gange har været udsat for svigt eller udnyttelse under deres lange

flugt fra hjemlandet. De fleste er flygtet fra krig, konflikter eller svær fattigdom. Nogle

har mistet en eller begge af deres forældre og andre er i desperation sendt i forvejen af

familien. Det er derfor en gruppe af flygtninge, som vi har et særligt ansvar for at tage

vare på - både moralsk og etisk.

Når de kommer til Danmark er det meget vigtigt med en målrettet og hurtig indsats for

at skabe stabilitet og ro omkring deres liv. Der er nemlig tale om børn og unge med en

lang fremtid foran sig og som skal opholde sig i Danmark i nogle af de mest betydnings-

fulde og identitetsskabende år af deres liv. De har både ret til en særlig beskyttelse fra

os som samfund og de har behov for maksimal støtte til at etablere sig og blive inklude-

ret i fællesskabet. Det skal vi være bevidste om og ansvarlige overfor.

UUI, Alm.del - 2015-16 - Bilag 120: Rapport fra Røde Kors: Den bedste modtagelse af børn og unge, der flygter alene

KONFERENCE PÅ CHRISTIANSBORG D. 30.10.2015

ANBEFALINGER PÅ BAGGRUND AF KONFERENCEN

Med baggrund i konferencen, hvor 240 mennesker - frivillige, professionelle, poli-

tikere og borgere – deltog, er der er brug for politiske og administrative tiltag på

følgende områder:

• Den usikkerhed som uledsagede flygtningebørn udsættes for på grund af

udlændingelovens regler om midlertidig opholdstilladelse er voldsomt belasten-

de for dem. Et uledsaget barn, der i dag får midlertidig opholdstilladelse bør i

stedet tildeles opholdstilladelse med henblik på varigt ophold.

• Uledsagede flygtningebørn skal have mulighed for at tage ophold hos nære

slægtninge tidligst muligt under asylprocessen. Den nuværende regel om at

barnet skal bo 6 måneder på børnecenter før dette kan lade sig gøre bør hur-

tigst muligt afskaffes.

• Der er stor usikkerhed ved den nuværende form for aldersundersøgelse. De nu-

værende fysiske undersøgelser bør derfor ikke stå alene men kombineres med

en vurdering af den unges modenhed baseret på en samtale med en børnesag-

kyndig psykolog.

• Der skal hurtigst muligt udpeges en frivillig værge, når barnet overgår fra

asylcenter til kommune. Myndighedernes sagsbehandling bør derfor forbedres

væsentligt, så barnet hurtigt og kompetent får den nødvendige støtte i op-

holdskommunen.

• Myndighederne bør så vidt muligt visitere uledsagede flygtningebørn til kom-

muner, der har oparbejdet erfaring med at modtage denne gruppe. Kommuner

med faste procedurer for modtagelsen og målrettede tilbud bør prioriteres.

• Alle uledsagede flygtningebørn bør tilbydes modersmålsundervisning og sam-

taler med psykologer, der så vidt muligt foregår på børnenes eget sprog.

• Alle uledsagede flygtningebørn bør tilbydes fritidsordninger i samvær med

danske børn og unge. Derfor bør de også bo centralt med let adgang til uddan-

nelsessteder, fritidsaktiviteter og foreningsliv.

Vi vil sige tak til integrationsminister Inger Støjberg for at indlede konferencen og tak

til de politikere, der deltog i en paneldebat på dagen. Det er vores håb, at politikerne vil

tage de ovenstående anbefalinger op.

Derudover vil vi også takke for de mange faglige indlæg fra konferencen på Christians-

borg. For at de kan komme flest muligt til gode har vi valgt at udgive oplæggene i denne

konferencerapport. Vi håber, at den viden som samles her, vil være nyttig for mange og

udgøre et fundament til at fortsætte dialogen om en værdig og medmenneskelig indsats

for de uledsagede flygtningebørn.

Thomas P. Boje

Susi og Peter Robinsohns Fond

Professor i Sociologi,

Roskilde Universitet

Hanna Line Jakobsen

Præsident

Røde Kors i Danmark

UUI, Alm.del - 2015-16 - Bilag 120: Rapport fra Røde Kors: Den bedste modtagelse af børn og unge, der flygter alene

ASHKAN

ULEDSAGET FLYGTNING

FOR ENDEN AF REGNBUEN

Førstehåndsberetning fra 23-årige Ashkan, som flygtede fra Iran til Danmark

i 2010.

Jeg kom til

Danmark som 17-årig, da jeg havde

fået store problemer med den religiøse Revo-

lutionsgarde og måtte væk i en fart. Jeg har

været forældreløs, siden jeg var ti år.

Da jeg kom til Danmark, fandt jeg danskerne

meget forskellige fra mit eget folk. De så an-

derledes ud, og alt andet så forskelligt ud. Jeg

var meget optaget af alt det jeg så, men jeg

var ikke forberedt på et så stort kulturchok.

Jeg kom til Røde Kors-lejren Sjælsmark om

aftenen. Efter jeg var indskrevet, fik jeg mad og

the, og jeg så mit værelse. Jeg blev vist rundt

i lejren, fik en Røde Kors-kontaktperson og se-

nere en frivillig repræsentant. Generelt var alle

Røde Kors-folkene venlige og søde mod mig.

Nogen tid efter var jeg til min første samtale

med asylmyndighederne, og så startede jeg i

skole. Hver dag blev vi kørt til skole i en bus.

Lejren var rar, og jeg følte mig velkommen. Vi

var to om at dele et rum. Vi kunne kontakte

personalet hele døgnet og jeg kunne tale med

dem om næsten alt.

Noget, som var svært for mig og nogle andre

var, at lejren ligger lige ved en militærbase, så

vi kunne se militære køretøjer næsten dagligt.

Især for dem, der kom fra krigszoner som Af-

ghanistan, kunne det give mareridt.

Lejren var et modtagecenter, og efter en måned

eller to blev jeg flyttet til Center Jægerspris. Her

boede jeg, lige til jeg fik ophold. Jægerspris var

meget bedre end Sjælsmark, fordi det ligger i et

meget smukt naturområde, og fordi vi var tæt

på en lille by, hvor vi kunne opleve danskerne,

gå i butikker og måske i en klub.

Det tog mig omkring et år at få opholdstilla-

delse, og jeg var så heldig at blive optaget på

gymnasiet på samme tid. Jeg må nævne, at

dette måske havde været umuligt uden min

hjælper, Torsten, som var min frivillige repræ-

sentant. Torsten fulgte mig til alle møder og

interviews med Udlændingestyrelsen. Jeg vil

aldrig glemme hans gode vilje til at hjælpe mig

med at få et godt liv her.

Allerede fra starten kom jeg ind i familien og

blev også ven med hans søde kone Birgit. Jeg

følte mig velkommen og accepteret her i Dan-

mark. Tryg og sikker. Stort tak for det! Heldig-

vis har Torsten kunnet fortsætte – nu som min

bisidder.

UUI, Alm.del - 2015-16 - Bilag 120: Rapport fra Røde Kors: Den bedste modtagelse af børn og unge, der flygter alene

KONFERENCE PÅ CHRISTIANSBORG D. 30.10.2015/ ASHKAN

“Vi

kunne se militære køretøjer

næsten dagligt. Især for dem, der

kom fra krigszoner som Afghanistan,

kunne det give mareridt…”

Jeg håber, at mange vil åbne deres hjem for

flygtningebørn, måske bare et par dage. For så

er det meget lettere at blive en del af Danmark.

Med hjælp fra Rudersdal Kommune og Birke-

rød Gymnasium og Kostskole fik jeg plads på

kostskolen og det internationale gymnasium.

Det var fint, for jeg mødte mange kammerater

fra mange lande, og jeg var ikke isoleret om

aftenen. Efter tre år på kostskolen fik jeg en

lille ungdomsbolig i Birkerød.

På det internationale gymnasium lærte jeg ikke

meget dansk, for vi talte næsten kun engelsk

i skolen og fritiden. Så nu går jeg på VUC i

København for at blive god til dansk. Jeg håber

senere at kunne studere psykologi. Rudersdal

Kommune hjalp meget med overgangen fra

kostskolen til at bo alene. Jeg fik også tildelt en

mentor, der gik med mig til møder på VUC og

hjalp mig med det praktiske, da jeg skulle flytte.

Nu går jeg i skole hver dag og bagefter hæn-

ger jeg ud med venner. Senere tager jeg hjem,

hvor jeg kan være alene og vænne mig til at

klare mig selv. Jeg har et lille akvarium – et

smukt lille hav i mit værelse. Ellers laver jeg

lektier eller snakker lidt med naboer.

Heldigvis har jeg fået nogle rigtig gode ven-

ner - for resten af livet, tror jeg. De hjælper mig

med at blive en del af det danske samfund. Jeg

må også nævne min gode veninde Siv, som har

givet mig så mange gode oplevelser og som

hjælper mig, når humøret ikke er så godt. Tak

for det!

Samlet må jeg sige, at mødet med Danmark

og Røde Kors har været virkelig godt. Det er

pragtfulde mennesker med stor vilje til huma-

nitær indsats. Det knap så gode er, at mange

af flygtningelejrene ligger så langt fra byer. Det

var dyrt og besværligt at møde andre menne-

sker end flygtninge, da jeg var på Sjælsmark.

Og ventetiden i asylsagen, synes jeg også var

vanskelig og deprimerende.

Tak for taletiden.

ESSENS

• God stemning på modtagecentret har en positiv effekt. Men centrene bør ikke placeres

nær militære anlæg og ligge for isoleret. Det gør det svært at møde danskere.

• Det var trygt at have en frivillig repræsentant, der kunne hjælpe med møder – og som

samtidig var en stor social støtte.

• Kostskolen var god, fordi der var masser af unge – også om aftenen.

UUI, Alm.del - 2015-16 - Bilag 120: Rapport fra Røde Kors: Den bedste modtagelse af børn og unge, der flygter alene

KRISTINA STOLTZ

FORFATTER, VICEPRÆSIDENT

FOR DANSK PEN

ÆSLER I AFGHANISTAN

- ÆSLER I DANMARK

I 2011 udgav Kristina Stoltz romanen ÆSEL, som handler om to teenagebrødre,

der flygter fra Afghanistan til Europa. Drengene tilhører den forfulgte etniske mi-

noritet i Afghanistan, der kaldes Hazara. Arbejdet med bogen bragte hende tæt

på uledsagede flygtningebørn i både Danmark og Rusland.

Under arbejdet med

bogen talte jeg med man-

ge flygtninge, voksne og børn, både i Danmark

og i Sankt Petersborg. På Røde Kors-konto-

ret i Sankt Petersborg kunne personalet ikke

begribe, at jeg ville skrive en roman om to

Hazara-brødre, for den historie var for dem så

almindelig: To brødre på flugt fra Taleban, bli-

ver snydt af menneskesmuglere, bliver væk fra

hinanden undervejs og ender med at søge asyl

i to europæiske lande. De kunne ikke tro på, at

nogen skulle gide læse den historie.

Jo mere tid jeg senere tilbragte på Center

Gribskov, jo bedre forstod jeg personalet fra

kontoret i Sankt Petersborg. Inden for asyl-

systemet var mødet med Hazara-drenge, der

var flygtet fra Taleban vitterlig hverdagskost.

Hvis ikke hver dag, så flere gange om måneden

modtog Center Gribskov mindreårige drenge

fra Afghanistan.

Mit incitament for at skrive ÆSEL, var en nys-

gerrighed efter at trænge dybere ind i, hvad

det vil sige at flygte og hvad det vil sige at

ankomme til en så fremmed kultur, at det nær-

mest svarer til at dumpe ned på månen.

Jeg fandt blandt andet ud af, at når man i Mel-

lemøsten kalder en person for æsel, svarer det

nogenlunde til at kalde vedkommende for svin

her i Danmark. Æsler kalder man altså dem, man

anser for mindreværdige. I Afghanistan bliver

Hazara-befolkningen behandlet som æsler, en

slags kasteløse. Tilmed under flugten til Europa

bliver de af menneskesmuglerne betragtet som

æsler, som det blot går ud på at udnytte.

Den med længsel ventede safe haven, desti-

nationen i Europa, som holdt deres mod oppe,

skulle endelig frigøre dem fra identiteten som

undermennesker. Men nej, i Danmark er man

som flygtning lavest på rangstigen. Man forbli-

ver med andre ord et æsel.

Tilbage i årene 2007-2010, da jeg havde min

gang på Center Gribskov, var det at være

UUI, Alm.del - 2015-16 - Bilag 120: Rapport fra Røde Kors: Den bedste modtagelse af børn og unge, der flygter alene

KONFERENCE PÅ CHRISTIANSBORG D. 30.10.2015/ KRISTINA STOLTZ

“Vi

må stå klar med et system, der

kan hjælpe disse drenge igennem

deres traumer…”

uledsaget flygtningebarn trods alt noget andet

end at være en voksen flygtning. Mange ting

kunne bestemt være bedre, og det tænkte jeg

i min naivitet også, at de ville blive. På det tids-

punkt anede jeg jo heller ikke, at Birthe Rønn

Hornbech i samarbejde med Dansk Folkeparti

i 2011 ville revidere udlændingeloven med det

resultat, at netop uledsagede børn, såfremt de

ikke kunne sendes tilbage til hjemlandet, ikke

nødvendigvis blev garanteret varigt ophold,

men meget vel kunne risikere en midlertidig

status frem til deres 18. år.

I løbet af de sidste par år har jeg fulgt to Haza-

ra-drenge, Abolfalzls og Vahids skæbner tæt.

To drenge, som kom hertil i december 2010. De

to traumatiserede drenges skæbner er et sko-

leeksempel på, hvordan den reviderede udlæn-

dingelov kom til at påvirke mange uledsagede

flygtningebørn.

Brødrene opnåede aldrig varig asylstatus og

fik ikke bearbejdet den posttraumatiske stress,

som de begge led under. Selvom de ingen

familie eller relationer havde tilbage i Afgha-

nistan, og selvom International Organization

for Migration ikke kunne stå inde for hjemsen-

delsen og derfor ikke ville hjælpe med repatri-

ering ved hjemkomsten, blev brødrene sendt

tilbage til Afghanistan i juni 2015.

Den yngste, Abolfazl, blev ganske kort efter

kidnappet og slået ihjel af Taleban. Den æld-

ste, Vahid, flygtede kort efter til Iran, hvor han

på nuværende tidspunkt lever under jorden

efter netop at have fået afslag på humanitært

ophold i Danmark. Nu søges der en sidste

gang, og hvis det ikke lykkes for ham at få asyl,

forventer hans kontaktperson, at han vil tage

sit eget liv, da han dermed ingen fremtid har

noget sted.

At sende Hazara-drenge tilbage til Afghanistan

er det samme som at sende dem i døden.

Enhver Hazara-dreng, der ankommer på dansk

jord, bør derfor opnå varigt ophold. Vi må

stå klar med et system, der kan hjælpe disse

drenge - og mange af de andre flygtningebørn,

som kommer hertil - igennem deres traumer,

så de fra begyndelsen føler sig velkomne og

kan begynde en tilværelse her i Danmark – ikke

som æsler, men som mennesker.

ESSENS

• I Afghanistan bliver visse etniske minoriteter, herunder Hazara-befolkningen, behandlet

som kasteløse.

• Disse unge tror fejlagtigt, at livet i Europa vil give dem ligeværdighed med andre.

• En tilbagevenden til Afghanistan er for mange ensbetydende med den visse død..

UUI, Alm.del - 2015-16 - Bilag 120: Rapport fra Røde Kors: Den bedste modtagelse af børn og unge, der flygter alene

CAROLINE AAGAARD MADSEN

REGIONSLEDER,

RØDE KORS BØRNECENTRE

DET FØRSTE MØDE MED DE

ULEDSAGEDE FLYGTNINGEBØRN

Stærke, svækkede, overlegne, utrygge, trætte, beskidte, sultne, håbefulde, let-

tede, usikre – og undrende. Alle uledsagede børn og unge, der bliver registreret

som asylansøgere i Danmark, bliver bragt til Center Gribskov i Nordsjælland - lan-

dets eneste modtagecenter for målgruppen.

Nogle ankommer med

en lille rygsæk, men de

fleste helt uden bagage. Uanset hvad de har

oplevet og gennemgået, før de når frem til os

i Gribskov, har de det tilfælles, at de befinder

sig i ukendte omgivelser langt væk fra deres

primære omsorgspersoner. De skal atter finde

ud af, om dette mon er et trygt sted, og om

disse voksne er til at stole på. Alt for mange af

disse børn og unge bringer erfaringer med sig,

der gør, at de nærer en sund skepsis og ofte en

grundlæggende mistillid til både myndigheder

og voksne omsorgspersoner.

Center Gribskov er beliggende midt inde i sko-

ven, og Visham har beskrevet, hvad han tænk-

te, da han blev kørt ind ad den lille skovvej:

”Hvorfor drejer de ind i skoven? Jeg ved,

hvad det betyder, når man bliver kørt ud i en

skov. Hvor fører de mig hen? Kan jeg stole på

chaufføren? Hvad vil der ske ved mig? Der

er der et hus. Lys. Mennesker. Er det er godt

sted? Er jeg i sikkerhed? Så så jeg det røde

kors – og tænkte, at der må være nogle gode

mennesker her et sted. Så fik jeg øje på andre

børn og smilende voksne, der legede med

børnene.

Vi gør i Røde Kors rigtig meget ud af, at vi i

hver handling signalerer en tryg og værdig

modtagelse. Strukturen for modtagelsen er

fastlagt, men der er altid plads til at afveje in-

dividuelle behov, eksempelvis ved den tolkede

modtagesamtale. Nogle gange skal den unge

have døren til lokalet stående åben, andre gan-

ge skal en landsmand med ind, nogle har brug

for blot at sidde helt stille med en kop the,

andre vil hurtigt dele deres oplevelser. Fælles

for dem alle er, at de har brug for at få dækket

deres basale behov: Et varmt bad, rent tøj, et

måltid mad og en god nats søvn under trygge

forhold.

Ved modtagelsen får de at vide, hvad de har at

vente i de nærmeste dage: De skal registreres

som asylansøgere hos politiet, de skal gen-

UUI, Alm.del - 2015-16 - Bilag 120: Rapport fra Røde Kors: Den bedste modtagelse af børn og unge, der flygter alene

KONFERENCE PÅ CHRISTIANSBORG D. 30.10.2015/ CAROLINE AAGAARD MADSEN

“Uanset,

om vi modtager fire, 14 eller

40 uledsagede børn på en dag, har

det enkelte barn brug for samme

tryghed og voksenstøtte…”

nemgå en sundhedsscreening af Røde Kors’

personale og modtage en tøjpakke. Da mange

er blevet væk fra forældre, søskende og venner

før eller under flugten, informeres de også om,

at Røde Kors kan hjælpe dem med at eftersøge

deres familiemedlemmer.

kan ikke sige noget til sin nevø og er tæt på

at besvime. Min kollega får drengen ind på et

kontor, så han ikke skal se, når onkel falder om

på gulvet. Det var rigtig svært.”

Til modtagesamtalen får børnene også at vide,

at de efter et antal dage på modtagecentret

skal flytte videre til et opholdscenter, hvor de

skal bo, mens de får behandlet deres asylsag.

Der skal de gå i skole, møde nye venner og del-

tage i et almindeligt børn- og ungeliv. Alminde-

ligt under nogle helt særlige omstændigheder.

For det, der optager disse børn og unge - ud

over at befinde sig midt i den identitetsska-

bende periode af deres liv - er, at de har en

asylsag. Ud over savnet efter mor og far er det

asylsagen, der holder dem vågne om natten.

Også her er Røde Kors til stede. Til hvert myn-

dighedsmøde, som barnet deltager i, deltager

også en bisidder og senere hen en frivillig eller

ansat repræsentant. Begge har til opgave at

varetage barnets tarv under samtalerne og

fungerer som en slags formidler i forhold til

hele sagsbehandlingen: De forbereder og for-

klarer, hvad der vil ske og følger op bagefter.

TAB, SAVN OG AFSAVN

Vi har i et stykke tid modtaget flere yngre børn

på 10-12 år. Nogle af dem har en onkel eller

tante i Danmark, som møder op på centret

for at hente barnet lige efter ankomst. Her får

de at vide, at børnene først kan flytte hen til

familien, efter de har boet på et asylcenter i

seks måneder. Det betyder, at børnene ofte

kommer til at bo langt fra familien, hvis fami-

lien bor på Sjælland og opholdspladsen er i

Jylland. Her udspiller der sig undertiden stærke

scener, hvor barnet for anden gang oplever at

blive skilt fra en voksen, som de kender og er

tryg ved.

For nylig havde vi en episode, som viser, hvor

kort afstanden kan være mellem Middelhavet

og Gribskov. Her er det medarbejder, Ibrahim,

der fortæller:

”Jeg står og taler med Khalid på 15 år og hans

onkel ude på gangen. Jeg forklarer, hvordan

reglerne er i forhold til indkvartering på et

asylcenter. Jeg anerkender, at det er svært,

men jeg kan ikke lave om på det. Så ringer

onklens telefon, og han går udenfor og taler.

Da han kommer tilbage, er han bleg og fortæl-

ler, at han lige har fået at vide, at Khalids mor

og lillebror er omkommet på Middelhavet. Han

GENOPBYGNING I TRYGGE RAMMER

Som Røde Kors-medarbejdere på asylcentrene

forholder vi os neutralt til asylsagen. Vi fokuse-

rer på barnets ressourcer og kompetencer - og

på at sikre, at disse vedligeholdes og udvikles.

Hvordan kan vi bedst understøtte en sund

fysisk, psykisk og social udvikling i samspil

med skole, repræsentant og frivillige? Når den

unge bliver tildelt en opholdstilladelse, begyn-

der dog en præintegration allerede i asylfasen.

UUI, Alm.del - 2015-16 - Bilag 120: Rapport fra Røde Kors: Den bedste modtagelse af børn og unge, der flygter alene

KONFERENCE PÅ CHRISTIANSBORG D. 30.10.2015/ CAROLINE AAGAARD MADSEN

Her målretter både lærere og centerpersonale

deres arbejde i forhold til at sikre den bedste

overgang til et liv i en kommune og en god

start på livet i det danske samfund.

Nogle af de unge, som flytter ud i en kommu-

ne, vender senere tilbage igen til centret. De

fortæller, at de savner personalet og vennerne.

Mens de boede hos os, var deres tanker og

følelser forbundet med at få ophold og flytte

væk fra centret. Først senere opdager de, hvor

nemt det var at få voksenhjælp og vejledning,

at møde venner – også med lignende erfarin-

ger, spille bold og få trøst. De unge fortæller,

at ensomheden og de høje forventninger, som

samfundet stiller til dem, er overvældende.

Uanset, om vi modtager fire, 14 eller 40 uled-

sagede børn på en dag, har det enkelte barn

brug for samme tryghed og voksenstøtte. Hver

personlig beretning er lige tung at bære for

det barn, der befinder sig i ukendte omgivel-

ser langt væk fra mor, far og søskende. Og de

unges historie forsvinder ikke. Minderne skal

de leve med resten af deres liv. Derfor har de

unge brug for kontinuitet og bløde overgange

mellem forskellige faser og institutioner.

Hvordan skaber vi det? Vi ved blandt andet, at

det ville betyde meget, hvis børnene kunne bo

hos deres herboende familie, mens de fik be-

handlet deres asylsag. Vi ved også, at de unge

i kommunerne – også dem, der er fyldt 18 år

- har brug for ekstra støtte for at overkomme

den ensomhed og de udfordringer, som mange

af dem oplever. Hvis vi kan opnå dette, har vi

bidraget til en god overgang fra asylfasen til

integrationen i Danmark.

ESSENS

• Modtagelsen skal være tryg og værdig – og alle vores handlinger skal signalere dette.

• Fokus ligger på børnenes ressourcer og kompetencer samt vedligeholdelse og udvikling af

disse.

• De uledsagede flygtningebørn har brug for kontinuitet og ”bløde overgange” i skiftene

mellem institutioner og de forskellige faser de gennemgår.

UUI, Alm.del - 2015-16 - Bilag 120: Rapport fra Røde Kors: Den bedste modtagelse af børn og unge, der flygter alene

BENT HANSEN

SPECIALKONSULENT,

ROSKILDE KOMMUNE

SÆT FOKUS PÅ

FLYGTNINGEBARNET

Ordet ”flygtningebarn” kan anskues med to perspektiver og forståelser. En, hvor

”flygtning” vægtes frem for ”barn” - og en, hvor barnet bliver det fremtrædende.

Når man –

som det er tilfældet i dag – primært

ser barnet som flygtning forsvinder børneper-

spektivet let, og det bliver legitimt at se barnet

som en voksen – en de facto voksen.

Det ser vi i asylsystemet, hvor asylbarnet

bliver underlagt lovgivninger, der egentlig er

konstrueret til voksne, og hvor FN’s børnekon-

vention samt loven om social service er sat ud

af spil. Børnene er også adskilt fra det sam-

fund, som de på sigt skal integreres i. Asylbe-

handlingerne foregår i et separat system, hvor

konsekvensen er, at de bliver tal i et regneark

– og som ”regnearksbørn” flyttes de fra center

til center for at tallene på bundlinjen kan gå

op. Barnet bliver ikke hørt og de mange flyt-

ninger stresser barnet. På den måde gør det,

som er så vigtigt i børns liv, nemlig kontinuitet

i anbringelsen, sig ikke gældende for disse

flygtningebørn. Den stress, som de påføres

bliver ikke behandlet og asyltraumet bliver

ofte en realitet. Det er en omkostningstung

opgave, som en anden pengekasse udenfor

asylsystemet senere skal betale – nemlig den

sociale kasse.

ET TÆT SAMSPIL MELLEM

KOMMUNE OG CIVILSAMFUND

I Roskilde Kommune er det vigtigt for os at de

uledsagede flygtningebørn ses som børn, der

har brug for tryghed og kontinuitet. I bør-

ne- og ungeforvaltningen har vi derfor social-

rådgivere med stor viden om målgruppen og

specialiserede botilbud, der skaber en tryg

hverdag for børnene.

Derudover inddrager vi aktivt civilsamfundet.

Alle, der har arbejdet med at løfte opgaven

omkring støtte til uledsagede børn, erkender,

at der er en række opgaver, som det offent-

lige omsorgssystem ikke kan løfte. Ikke kun

på grund af mangel på ressourcer, men fordi

relationer, hvor den ene part får løn og er ansat

til at løse bestemte opgaver, ikke giver samme

ligeværdige udgangspunkt, som når der er tale

om en frivillig relation.

Der er mange eksempler, hvor civilsamfundets

indsats er en nødvendighed. Her er et udpluk:

Frivillige kan blive gennemgående voksne i

børnenes liv. Personer, der kan følge barnet

UUI, Alm.del - 2015-16 - Bilag 120: Rapport fra Røde Kors: Den bedste modtagelse af børn og unge, der flygter alene

KONFERENCE PÅ CHRISTIANSBORG D. 30.10.2015/ BENT HANSEN

“De

uledsagede bliver fejlagtigt set

som belastende flygtninge og ikke

som børn og unge med ressourcer,

vilje og potentiale til at blive en sam-

fundsgevinst.”

gennem de faser, barnet gennemgår - fra

asylfasen til starten af deres selvstændige liv.

Virkeligheden er her, at de offentlige sektorer

afløser hinanden og præsenterer barnet for

voksne, der i kortere eller lidt længere perioder

er inde i barnets liv – men altid forsvinder og

afløses af nye voksne.

Offentlige systemer kan have tendens til, at

samle sig om sig selv og beskytte sig selv -

frem for dem, de skal virke for. Af denne grund

er der brug for uvildige parter til at tale bar-

nets/den unges sag. Mødet med systemet kan

være brutalt og der kan være brug for uden-

forstående mediatorer, når der skal ”blødes

op”.

Derfor skal det civilsamfund, som barnet/den

unge skal inkluderes i højere grad være aktiv

part i at sikre integrationen. Barnet eller den

unge kan ikke inkludere sig selv, og et engage-

ment fra frivillige, der støtter barnet i at blive

en del af lokalsamfundet er en nødvendighed,

hvis integrationen skal lykkes.

BØRN OG UNGE MED VILJE OG

RESSOURCER

Vi oplever ofte, at uledsagede flygtningebørn

bliver italesat ud fra et flygtningesyn om, at

flygtninge kommer med dårlig skolebaggrund,

at de er svære at integrere - og at det tager 20

til 30 år, før en flygtning går samfundsmæssigt

i plus.

Men faktisk viser en undersøgelse i Roskilde, at

de unge trodser deres dårlige skolebaggrund

og kommer hurtigt i beskæftigelse eller påbe-

gynder uddannelse. Det fremgår, at de passer

deres skole, kommer ud af kontanthjælps-

systemet og over på en uddannelsesbaseret

forsørgelse eller i arbejde. Ud af 74 personer

i alderen 13 til 23 år, var samtlige i gang med

skole, uddannelse eller arbejde. Der var ingen

på passiv forsørgelse.

De uledsagede bliver derfor alt for ofte fejlag-

tigt set som belastende flygtninge og ikke som

børn og unge med ressourcer, vilje og poten-

tiale til at blive en samfundsgevinst.

ESSENS

• Uledsagede flygtningebørn skal betragtes og behandles som børn – og ikke som voksne

flygtninge

• Kommune og civilsamfund bør arbejde tæt sammen, hvis integrationen skal lykkes

• De uledsagede flygtningebørn kommer i uddannelse og arbejde med de rette indsatser

UUI, Alm.del - 2015-16 - Bilag 120: Rapport fra Røde Kors: Den bedste modtagelse af børn og unge, der flygter alene

TRINE NORMANN VANGSBO

PSYKOLOG, RUDERSDAL KOMMUNE

SELVSTÆNDIGHED

OG SÅRBARHED

Rudersdal Kommune har siden 2010 sat modtagelse og traumebehandling af

uledsagede flygtningebørn i system. Her et udpluk af kommunens erfaringer.

Målgruppens vanskeligheder handler

traumer og en masse andre ting på én gang

og i sammenhæng. De unge er udsatte under

flugten og har ikke forældrene med. Nogle

bliver skilt fra hinanden undervejs, hvilket i sig

selv kan være traumatisk. Savnet af familie er

der ingen paragraf for i Serviceloven, ej heller

ensomhed, men det kan være noget af det

mest hæmmende for de unges trivsel.

Mange har ventet længe på opholdstilladelse,

og perioden med uvished har stor betydning

for den unges proces med at ”lande” i kom-

munen. Alligevel har de unge megen energi og

vilje, når de skal finde deres identitet og mål i

livet, men de har nu ansvar for alt i eget liv, og

dette er en ny øvelse.

til kommunen. Det gør vi for at forberede de

unge på det næste kapitel og for at få dannet

en relation til de unge, så de er trygge.

Det kan tage lang tid for de unge at opbygge

tillid til de professionelle. De unge beder ikke

altid om hjælp på en måde, som de professio-

nelle forstår. Ofte prøver de at klare problemer-

ne selv, da de på sin vis er meget selvstændige

og ikke kan gennemskue systemet. Projektpsy-

kologen tager højde for dette ved at være med

til at bygge bro til sagsbehandlere og andre

faggrupper og samtidig at forsøge at møde de

unge dér, hvor de er.

Nogle ønsker ikke tolk. Så prøver vi at se, hvor

langt vi kan komme uden tolk – eller ved at

bruge billedsprog og fysiske illustrationer til

at demonstrere uhensigtsmæssige handle- og

tankemønstre.

Af og til har nogle af de unge følgevirkninger

af flugten, bl.a. i form af at have svært ved at

være i små eller lukkede rum. Så går vi ud, ind-

til de er klar til at komme med ind.

EN BALANCERET TILGANG TIL DEN UNGE

Det er psykologen, der koordinerer indsatsen

i kommunen i samarbejde med børnefamilie-

sagsbehandlere. Der er udarbejdet en check-

liste, så opgavefordelingen er helt klar, når de

unge skal flytte til kommunen. Så vidt muligt

ser vi de unge flere gange inden flytningen

UUI, Alm.del - 2015-16 - Bilag 120: Rapport fra Røde Kors: Den bedste modtagelse af børn og unge, der flygter alene

KONFERENCE PÅ CHRISTIANSBORG D. 30.10.2015/ TRINE NORMANN VANGSBO

“De

unge beder ikke altid om hjælp

på en måde, som de professionelle

forstår…”

De unge skal fra start af have fem samtaler med

psykologen. De behøver ikke at tale om deres

fortid. I stedet fokuserer vi på de unges egne

måder at mestre deres udfordringer på og giver

dem viden om blandt andet traumer og søvn. Vi

snakker også mere lavpraktisk om vigtigheden

af at få lys og holde fast i døgnrytme.

De unges følelser svinger – ligesom tilsvarende

danske unges gør det. De uledsagede unge er

ofte meget utålmodige og har et ”her-og-nu-

perspektiv”. Balancen er både at hjælpe dem

med at regulere dette og forsøge at møde dem

hurtigt, når det ”brænder på”.

Nu og da tager vi på tur i den unges lokal-

miljø. Det giver et indblik i den unges syn på

det sted, de bor. Fx kan det sætte den unge i

højeste alarmberedskab at bo alene op til et

naturområde. De unge kommer fra kulturer

hvor man bor tæt sammen og nu er der ingen

mennesker ude efter mørkets frembrud, hvilket

øger følelsen af ensomhed og isolation. Det

kan man godt arbejde med psykologisk, men

det kan også være nødvendigt at ændre kon-

teksten, f.eks. at få den unge flyttet.

SAMARBEJDE UD AF BOKSEN

Det tværfaglige samarbejde omfatter sags-

behandlere, lærere, uddannelsesvejledere,

tosprogskonsulent og kontaktpersoner. Vi

samarbejder også med bl.a. de frivillige foræl-

dremyndighedsindehavere samt med Dansk

Flygtningehjælps Ungdomsnetværk (DFUNK)

og frivillige lektiehjælpere.

Nogle unge ønsker ikke at se en psykolog, og

det kan svært at opstarte og fastholde de unge

i etablerede behandlingstilbud. Vi har samar-

bejdet med det tværfaglige behandlingscenter

OASIS om gruppeforløb, men også haft et tæt

samarbejde med lærerne i modtagerklasserne

for de unge mellem 15 og 18 år.

Lærerne kan formidle redskaber til at tackle

angst, vrede og tristhed med ”holde ud-stra-

tegier”. Disse kombineres med ”værdiarbejde”

- altså fokus på, hvad den enkelte unge ønsker

for sit liv. Dette hjælper den unge til at (gen)

finde motivationen for at gå i skole og samtidig

lære at tage ansvar for sit eget liv. Essentielle

kompetencer – ikke mindst for denne gruppe.

ESSENS

• Psykologen har en konsultativ funktion i forhold til andre faggrupper: Sagsbehandlere,

lærere, uddannelsesvejledere samt frivillige.

• En fleksibel tilgang, hvor man møder de unge i forhold til deres særlige kombination af

selvstændighed og sårbarhed, hjælper dem bedst muligt til at blive aktive samfunds-

borgere .

• Ikke alle unge ønsker at se en psykolog. Her kan læreren være den, der formidler konkrete

redskaber til de unge.

UUI, Alm.del - 2015-16 - Bilag 120: Rapport fra Røde Kors: Den bedste modtagelse af børn og unge, der flygter alene

JESPER BUDDE

AFDELINGSLEDER

FOR BOFÆLLESSKABER,

INTEGRATIONSNET

SÅDAN BLIVER MAN EN GOD

MEDBORGER OG UDLÆNDING

I DANMARK

Integrationsnet – en del af Dansk Flygtningehjælp - driver bofællesskaber for

uledsagede flygtningebørn i Danmark. Her forsøger pædagoger at bringe de

unges ressourcer, håb og drømme i spil – og sluse dem ind i et nyt liv.

Min oplevelse af

de uledsagede flygtninge er,

at de typisk er raske unge mænd, der er meget

motiveret for at lære vores sprog og få et ar-

bejde. Hvis de gerne vil, og giver den en skalle,

så ved de, at det nok skal lykkes. De har nemlig

allerede prøvet at flytte sig både geografisk,

menneskeligt og personligt. Det er sket ved

en voldsom kraftanstrengelse og i en konstant

tilstand af stress. De unge har derfor brug for

vished om, hvor de skal bo, hvad de skal lave -

og hvilke vilkår, der gælder for dem.

Vi modtager de uledsagede flygtninge i vores

kollegielignende opholdssteder, hvor de kom-

mer til at bo sammen med fire andre unge. I

husene arbejder der pædagoger, som hjælper

de unge med at udnytte deres potentiale i det

nye samfund, som de er blevet en del af.

Den typiske uledsagede flygtning, vi modtager,

er en dreng på 16 år, som er flygtet hertil fra

Syrien eller Eritrea. Han vil gerne i gang med

at integrere sig hurtigst muligt. Og integration

er nemt, hvis han er i et kriminelt miljø eller i et

radikaliseret miljø. Men det kan vi ikke tilbyde.

Vi er derimod et inkluderende miljø, hvor vi

forsøger at bruge nogle af de samme metoder,

som de førnævnte miljøer. Vi skaber et fælles-

skab, hvor den enkelte dreng oplever, at der er

brug for ham, at han er ønsket – og at han selv

har brug for nogen.

LÆRER NYT MED GLUBENDE APPETIT

Drengen starter typisk med at anlægge en

meget stejl læringskurve. Han lærer hurtigt

brugbart dansk, så han kan bruge sproget

som værktøj til at nå de mål, han har eller er

ved at få. Han er flygtet fra noget, som han

ikke brød sig om at være i - hen mod noget,

som han ikke ved, hvad er – Danmark. Eller jo

- han ved, at man kan få gratis uddannelse og

lægehjælp. Nogle ved også, at man kan mod-

tage penge fra staten, men ingen ved, hvad en

dansker er.

UUI, Alm.del - 2015-16 - Bilag 120: Rapport fra Røde Kors: Den bedste modtagelse af børn og unge, der flygter alene

KONFERENCE PÅ CHRISTIANSBORG D. 30.10.2015/ JESPER BUDDE

“For

at kunne håndtere udfordringen med

de uledsagede flygtningebørn skal man

være parat til at lade dem leve og opleve

det land, de er blevet en del af…”

Drengene kender ikke til vores underlige hu-

mor og ved ikke, hvad vi mener, når vi refererer

til tolerance, tillid, frihed under ansvar eller

frisind. Det skal de først til at lære. I årene efter

deres ankomst konkurrerer de med danske

unge om pladsen på uddannelser og arbejds-

marked. Men de er bagud på point fra starten,

fordi de ikke kender de danske spilleregler.

Vi tror på, at vi i vores bosteder kan takle

denne udfordring ved at skabe et rum, hvor

man under trygge rammer kan arbejde på at

blive en velfungerende ung. F.eks. må man ikke

drikke alkohol i vores bosteder. Men man må

gerne gå ned i byen en fredag aften, for det er

der, man oplever den danske ungdomskultur,

som de skal lære at kende og blive en del af.

Selvfølgelig er der en risiko for, at en dreng

prøver at drikke alkohol. Øvelsen går derfor ud

på at skabe et miljø omkring den unge, som er

så trygt, at man kan tale om det bagefter.

oplever de, hvad vi siger om dem. Det efter-

lader dem nogle gange med overvejelser om,

hvorvidt Danmark reelt ønsker dem her.

For at kunne håndtere udfordringen med de

uledsagede flygtningebørn skal man være pa-

rat til at lade dem leve og opleve det land, de

er blevet en del af. Man skal undlade at forsøge

at gøre dem til danske unge, men i stedet ar-

bejde på at gøre dem til gode medborgere og

udlændinge i Danmark. Man skal kontinuerligt

arbejde på, at de vedligeholder det at drøm-

me - samtidig med, at drømmen på en naturlig

måde tilpasses tiden og omstændighederne.

Hellere sigte lidt for højt end ikke at sigte.

I vores bosteder kan de unge blive boende,

efter de er fyldt 18 år. De bliver lejere af deres

værelse og kan fortsætte som en del af det

fællesskab, som er trygt for dem. De kan bo

der, til de er klar til en selvstændig tilværelse

i Danmark – på godt og ondt. De kommer til

at fejle, men det er jo netop deri, livets læring

ligger. De kommer også til at lykkes – som

unge mennesker nu engang gør, hvis man har

tålmodigheden til at lade det ske.

VIRKELIGHEDEN ER EN MAVEPUSTER

Desværre oplever vi tit, at de unges stejle op-

adgående læringskurve får et knæk, når de er

blevet så gode til dansk, at de kan følge med

i en nyhedsudsendelse eller læse en avis. Her

ESSENS

• Vi tilbyder et inkluderende miljø, der bygger på tryghed, respekt og ansvar.

• Det skal være tilladt for de unge at fejle – så længe erfaringen bearbejdes.

• Vi må ikke stjæle de unges drømme.

UUI, Alm.del - 2015-16 - Bilag 120: Rapport fra Røde Kors: Den bedste modtagelse af børn og unge, der flygter alene

THOMAS KRØYER

NATIONAL KONSULENT,

UNGDOMMENS RØDE KORS

NIELS SVANKJÆR CHRISTIANSEN

UDVIKLINGSKONSULENT, RØDE KORS

KÆMPE POTENTIALE

PÅ FRIVILLIG BASIS

Lige nu er der i civilsamfundet stor interesse for og villighed til at tage ansvar

for de flygtninge, som kommer til landet. Ikke mindst hvad angår de uledsagede

flygtningebørn. Det kan potentielt gøre en enorm forskel for gruppen.

NIELS SVANKJÆR CHRISTIANSEN:

”VEJLEDNING OG LANGSIGTET STØTTE”

Vi er rigtig glade for at opleve den store

opbakning til vores frivillige aktiviteter fordi

frivillige netop kan tilbyde disse børn og unge

noget andet, end professionelle kan.

I Røde Kors har vi mange års erfaring med

værger for uledsagede børn og unge. I asyl-

systemet kaldes værgerne for repræsentanter

og når der gives opholdstilladelse til et barn

kaldes de frivillige værger herefter for foræl-

dremyndighedsindehavere. Deres opgaver er

at støtte de børn og unge, der skal etablere sig

i Danmark og sikre, at børnenes rettigheder og

tarv tilgodeses i alle de beslutninger, der tages

omkring dem.

Vi har spurgt Hossin, der er flygtet alene, hvad

han vil fortælle om sin forældremyndigheds-

indehaver:

”Det er ligesom et støtteben, som holder én

oppe. Nærmest som en rigtig forælder, der

passer på én. Når der var noget, der var svært,

så vidste jeg, at hun var der for mig. Hun viser

og forklarer mig for eksempel, hvordan man

mødes og taler med kommunen og sagsbe-

handleren, selvom det er svært.”

Men at være værge handler ikke kun om at

hjælpe det uledsagede barn med at forstå

systemet og sikre at han/hun bliver hørt.

Socialt samvær er ligeledes en meget vigtig

del af det, som de frivillige kan bidrage med.

Frivillige bliver ofte de unges åbninger til

danske hjem og dansk kultur - og kan på den

måde være med til at skabe en meget naturlig

integration.

Vi ser tit, at de relationer, der skabes mellem

de frivillige og uledsagede børn bliver meget

stærke. Derfor bliver frivillige også gennemgå-

ende personer i de unges liv. Det gælder også

efter de er fyldt 18 år, hvor de frivillige ofte

forsætter med at være en støtte, selvom de

ikke længere har forældremyndighed over den

unge.

UUI, Alm.del - 2015-16 - Bilag 120: Rapport fra Røde Kors: Den bedste modtagelse af børn og unge, der flygter alene

KONFERENCE PÅ CHRISTIANSBORG D. 30.10.2015/ NIELS SVANKJÆR CHRISTIANSEN/ THOMAS KRØYER

“Det

er ligesom et støtteben, som

holder én oppe. Nærmest som en rig-

tig forælder, der passer på én…”

THOMAS KRØYER:

”NETVÆRK OG NY IDENTITET”

Unge frivillige kan være med til at give børn

og unge, der er flygtet alene hertil, oplevelser

med andre unge. Vi kan være blandt de første,

som er med til at tilbyde disse børn og unge et

netværk og adgang til fælleskaber på en anden

måde end ansatte i kommuner og på bosteder

gør det.

I Ungdommens Røde Kors har vi fokus på en

tidlig brobygning til det omkringliggende sam-

fund og bredere ungdomsliv og derfor tager vi

børn og unge fra asylcentrene med på udflug-

ter, klatreture, introducerer til streetaktiviteter

såsom skateboarding – og som noget helt nyt

har vi netop indgået et samarbejde med en

boldklub, der tilbyder fodboldtræning til børn

og unge i deres lokale fodboldklub.

I 2011 startede vi Mandagsklubben, som er et

tilbud målrettet uledsagede unge. Vi kan se, at

denne gruppe ikke nødvendigvis møder unge

danskere dér hvor de bor eller i den klasse de

går i. Derfor er klubben både en mulighed for

at blive introduceret til andre unge med dansk

baggrund, til sproget og til kulturen, men sam-

tidig også et tiltrængt frirum, hvor der bliver

snakket, spillet spil, bordfodbold, drukket the

og lavet mad.

Det afgørende i vores aktiviteter – fx i Man-

dagsklubben - er, at der er gensidighed og

ligeværdighed i relationerne og at det ikke blot

handler om, at danske unge skal hjælpe med

for eksempel lektier eller breve til kommunen.

Det handler også om at mødes med andre

unge om det fælles ungdomsliv. Vi kan tyde-

ligt se, hvordan der er noget befriende for de

uledsagede unge i at blive set som unge og

ikke blot som flygtninge.

RØDE KORS OG UNGDOMMENS RØDE

KORS SER STORE PERSPEKTIVER I AT

UDBYGGE DEN FRIVILLIGE INDSATS

Vi har i organisationerne mange gode erfarin-

ger med den frivillige indsats for uledsagede

børn og vi vil gøre en stor indsats for at udbre-

de vores indsatser endnu mere. For at lykkes til

fulde kræver det, at personale i både kommu-

nerne og på børnenes bosteder fortsat prio-

riterer samspillet med civilsamfundet højt. På

langt sigt vil netop det gode samspil mellem

frivillige og professionelle i kommunerne være

et af de vigtigste bidrag til integrationen af de

uledsagede børn og unge.

ESSENS

• En frivillig værge kan både sikre barnets tarv og rettigheder og samtidig være en vigtig

langsigtet social støtte.

• De unge tilbydes via Ungdommens Røde Kors et forum, hvor de ikke kun ses som flygtnin-

ge, men er unge sammen med danske unge.

• Kodeordene for den vellykkede, frivillige indsats er ligeværdighed og respekt.

UUI, Alm.del - 2015-16 - Bilag 120: Rapport fra Røde Kors: Den bedste modtagelse af børn og unge, der flygter alene

SUZANNE RYDING ROSENKILDE

PROJEKTKONSULENT, BØRNERÅDET

SEKS UNGE STEMMER

I foråret 2015 samlede Børnerådet en ekspertgruppe af seks unge flygtninge mel-

lem 16 og 21 år med opholdstilladelse. Fem drenge og en pige. Fem oprindeligt

fra Afghanistan og en fra Iran. Deres inputs blev samlet i en rapport, og her følger

eksperternes vigtigste budskaber.

Ekspertgruppen udtaler sig

i Børnerådets

rapport blandt andet om tiden på asylcenteret.

Det er en ventetid, som bare skal overstås. De

unge har svært ved at føle, at de får noget ud

af tiden, når de ikke ved, om fremtiden ligger i

Danmark. Asylcenteret er ud over et ”ventevæ-

relse” også et sted med barske oplevelser, som

de unge dog er i stand til at undertrykke, fordi

de er vant til det. De unge danner ikke desto

mindre venskaber på asylcenteret, og mødet

med landsmænd giver dem en form for tryg-

hed. De er glade for centrenes personale. Dog

anføres det, at personalet pga. stor belægning

og diversitet hos beboerne har for lidt tid til at

yde individuel omsorg.

En af de unge siger følgende om tiden på asyl-

centeret: ”Der sker mange ting på et asylcenter

– nogle er kede af det, nogle har selvmords-

tanker, andre er vildt glade, hvis de har fået

opholdstilladelse.”

Ekspertgruppens anbefaling er, at der skal

være mere tid til, at personalet kan yde indivi-

duel omsorg, og at tiden på asylcenteret skal

være så kort som muligt.

ASYLPROCESSEN: TRICKSPØRGSMÅL

OG ALTAFGØRENDE REPRÆSENTANTER

Særligt de unge, der var yngst ved ankomsten

til Danmark, giver udtryk for, at de ikke forstod

alvoren af asylprocessen. De ældre oplevede

derimod at blive mistænkeliggjort. De finder

Udlændingestyrelsens spørgeteknik, inklusiv

trick-spørgsmål, ubehagelig.

En af de unge udtrykker det således: ”De stille-

de en masse spørgsmål, der virkede mærkelige

– som trick-spørgsmål. De samme spørgsmål

på forskellige måder. Under hele samtalen følte

jeg ikke, at de troede på mig, så det var ikke en

særlig rar oplevelse.”

Bisidderen eller den personlige repræsentant,

som de unge får tildelt, har en nøglerolle i

forhold til, at de unge forstår asylprocessen og

deres rettigheder undervejs. Det gælder for ek-

sempel også, hvis der er problemer med tolk.

De unge giver udtryk for stor tilfredshed med

bisidderne og de personlige repræsentanter -

og føler, at de har hjulpet dem med at komme

helskindet igennem en svær proces. Der hviler

med andre ord et stort ansvar på disse frivillige.

UUI, Alm.del - 2015-16 - Bilag 120: Rapport fra Røde Kors: Den bedste modtagelse af børn og unge, der flygter alene

KONFERENCE PÅ CHRISTIANSBORG D. 30.10.2015/ SUZANNE RYDING ROSENKILDE

“Det

er svært at forstå de danske

værdier og svært at kommunikere

med folk. Andre synes, man er mærke-

lig, hvis man ikke tilpasser sig, og det

er svært at blive accepteret. Derfor

føler man sig også ensom…”

De unge anbefaler i forhold til asylprocessen,

at der skal være et mere tillidsfuldt udgangs-

punkt for asylsamtalen.

EFTER OPHOLDSTILLADELSEN: HÅRDT

ARBEJDE PÅ USIKKERT GRUNDLAG

De unge medlemmer af ekspertpanelet har alle

fået opholdstilladelse. Efter opholdstilladelsen

bliver de unge placeret i en kommune. Spro-

get er en helt essentiel indgang til det danske

samfund for de unge - i forhold til både at få

venner og tilegne sig kompetencer, som man

kan bruge til noget. Men det er ikke nemt at

lære sproget.

De unge vil gerne blive aktive medborgere og

gør, hvad de kan for at lære sproget, passe

deres skolegang med videre. De føler et stort

pres i forhold til alle de krav, de skal leve op til.

De kan ikke klare det alene; de har behov for

støtte.

De unge fra ekspertgruppen er relativt res-

sourcestærke, men de er meget opmærksom-

me på, at det ikke er alle, der har de samme

muligheder som dem. For de unge i vores

ekspertgruppe er ansøgningen om forlængelse

af opholdstilladelsen noget, der skaber stor

usikkerhed og utryghed. Det minder hele tiden

de unge om, at de er anderledes og har et

usikkert opholdsgrundlag i Danmark.

I forhold til at blive aktive medborgere anbe-

faler de unge, at opholdstilladelsen skal gælde

for en længere periode. En god start i en kom-

mune kræver også, at kommunen udarbejder

en plan for den unges fremtid sammen med

den unge og støtter den unge.

NYT LIV I DANMARK: VIGTIGT MED KON-

TAKT TIL OMVERDENEN

Mødet med en ny, fremmed kultur begynder

selvfølgelig allerede på asylcenteret. De unge

vil gerne lære og forstå kulturen. Samtidig

har de et behov for at blive forstået og føle

sig trygge. Det med både at ville forstå en ny

kultur og have behov for selv at blive forstå-

et kommer for eksempel til udtryk i de unges

boligsituation, som optager dem meget:

Nogle bor alene og er glade for det; andre bor

i bofællesskab med andre uledsagede. Nogle

værdsætter den pædagogiske støtte; andre

vil gerne være mere selvstændige. De unge er

meget reflekterede over dilemmaerne i forhold

til, hvordan de bor - både i forhold til at have

et privatliv, at få støtte og blive forstået samt

at lære dansk – for eksempel ved at bo med

danskere på et kollegium.

De unge vil gerne skabe kontakt til etniske

danske unge. Det er ikke nok blot at starte til

fodbold, for det kan være svært at få etableret

UUI, Alm.del - 2015-16 - Bilag 120: Rapport fra Røde Kors: Den bedste modtagelse af børn og unge, der flygter alene

KONFERENCE PÅ CHRISTIANSBORG D. 30.10.2015/ SUZANNE RYDING ROSENKILDE

kontakten. Sproget er som sagt særdeles vig-

tigt og kan være en barriere. Frivillige kan fun-

gere som indgange til det danske samfund og

har en vigtig rolle i forhold til at lære de unge

om dansk kultur med videre. Men de unge er

opmærksomme på, at de frivillige ikke er helt

det samme som ”rigtige” etnisk danske venner.

En af de unge siger: ”Det er svært at forstå de

danske værdier og svært at kommunikere med

folk. Andre synes, man er mærkelig, hvis man

ikke tilpasser sig, og det er svært at blive ac-

cepteret. Derfor føler man sig også ensom. Der

gik et år, før jeg begyndte at få venner.”

Om at opbygge et ungdomsliv anbefaler de

unge muligheden for at have en dansk ven-

skabsfamilie. De lidt ældre uledsagede finder

det vigtigt, at basal samfundsviden bliver

formidlet til dem, så de selv lærer at agere i

samfundet.

har behov for tryghed og kontinuitet, og her

er de korte, midlertidige opholdstilladelser en

udfordring. Mere kontinuitet vil give de unge

en reel mulighed for at blive aktive medborge-

re og skabe sig et ungdomsliv i Danmark. Mere

kontinuitet vil samtidig give de unge, der har

traumer, bedre mulighed for at bearbejde disse

og ruste dem til livet som voksen.

Sidste anbefaling er, at alle kommuner bør

prioritere at arbejde systematisk med denne

gruppe unge, for gruppen har brug for eks-

tra støtte, hjælp og løbende opfølgning. Vi

forestiller os, at en måde, hvorpå man kunne

støtte kommunerne, var at oprette et centralt

rådgivningstilbud, som således kunne sikre

kommunal udveksling af nødvendig viden og

best-practice.

BØRNERÅDETS ANBEFALINGER

På baggrund af samtalerne og drøftelserne

med de unge har Børnerådet valgt at trække

nogle temaer frem, som vi vil fokusere på i den

kommende tid.

For det første ser vi et behov for øget børne-

faglighed i Udlændingestyrelsen. Der er behov

for et mere tillidsfuldt udgangspunkt for asyl-

samtalen. For eksempel i form af specialister,

der er trænet i at tale med børn.

Vi anbefaler for det andet, at opholdstilladel-

serne bør gælde i en længere periode. De unge

ESSENS

• Ventetiden på asylcentrene skal være så kort som muligt, og samtidig skal den udnyttes

mere effektivt. Personalenormeringen skal muliggøre mere omsorg for den enkelte.

• Der er behov for et mere tillidsfuldt udgangspunkt for asylsamtalen. For eksempel i form

af specialister i Udlændingestyrelsen, der er trænet i at tale med børn.

• Længere gældende opholdstilladelser og nemmere adgang til støtte og information vil

skabe grundlag for bedre integration.

UUI, Alm.del - 2015-16 - Bilag 120: Rapport fra Røde Kors: Den bedste modtagelse af børn og unge, der flygter alene

PER SCHULTZ JØRGENSEN

PROFESSOR, DR. PHIL., TIDLIGERE

FORMAND FOR BØRNERÅDET

EN BØRNEKONVENTION

I FRIT FALD

I 1991 ratificerede Danmark FN’s Børnekonvention, og bestemmelserne gælder

således også for børn i asylcentre samt uledsagede flygtningebørn. Eller rettere:

Det burde være tilfældet.

Vejledning nr. 3

for børn og unge i Service-

loven blev ændret i januar 2014, og nu er der

igen lagt op til ændringer med udsendelse af

høringsudkast i marts 2015. Oprindeligt stod

der i Vejledningen, at alle børn, der opholder

sig i Danmark, er omfattet af Servicelovens be-

stemmelser. Derfor er børn på asylcentre som

udgangspunkt også omfattet af loven.

Denne bestemmelse ændrede man i 2014, så

der nu står, at Serviceloven kun gælder for

børn, der har lovligt ophold her i landet. Og så

tilføjer man, at børn, der har ulovligt ophold

eller opholder sig her som asylansøgere, ikke

hører under serviceloven, men under lovgiv-

ningen på udlændingeområdet. Dermed er

asylsøgende børn skrevet ud og sat i bås med

personer med ulovligt ophold. Med fuld ret

stiller Dansk Flygtningehjælp i sit høringssvar

fra april 2015 spørgsmålet om, hvor lovgrund-

laget er for dette. Kan man ophæve noget i en

vejledning, der er vedtaget af Folketinget?

Det katastrofale ved ændringen i vejledningen

er, at børnene mister den kommunale støtte og

hjælp og mister et aktivt tilsyn. For selvfølgelig

har Udlændingestyrelsen hverken kompetence

eller nærhed til børnene, og de svæver derfor

i luften.

ANSVARSFORFLYGTIGELSEN

FORTSÆTTER

I det nye udkast til vejledning fra marts 2015

står der klart, at asylsøgende børn er ude af

serviceloven: de har ikke ret til hjælp efter

denne lov, og det er alene Udlændingestyrel-

sen, der uden klageadgang afgør, om børnene

har mulighed for at få hjælp efter servicelovens

bestemmelser. Det er noget, man evt. kan tage

stilling til efter særlig ansøgning, og man kan

bede kommunen om undersøgelse i tilfælde af

behov.

Men hvor er disse børns retstilstand så? Kan de

støtte sig til Børnekonventionens artikler om,

at alle børn, der opholder sig her i landet, skal

nyde samme beskyttelse (artikel 22), skal nyde

den højest opnåelige sundhedsbistand (artikel

24) – og i det hele taget være omfattet af, at

barnets tarv skal komme i første række (artikel

UUI, Alm.del - 2015-16 - Bilag 120: Rapport fra Røde Kors: Den bedste modtagelse af børn og unge, der flygter alene

KONFERENCE PÅ CHRISTIANSBORG D. 30.10.2015/ PER SCHULTZ JØRGENSEN

“Børnene

på asylcentrene har ikke

længere et retsgrundlag på at mod-

tage hjælp og støtte; de har i bedste

fald et behovsgrundlag…”

3)? Det kan de godt, men det er udsigtsløst,

for konventionens bestemmelser er bortdefine-

ret for deres vedkommende! Også selvom der i

artikel 22 klart står, at børn med flygtningesta-

tus – uanset de kommer alene, sammen med

forældre eller andre voksne – ”skal nyde de ret-

tigheder, som er angivet i denne konvention”.

Vi er altså i fuld gang med at skrive disse børn

ud af serviceloven, og dermed er vi også i fuld

gang med at ophæve de forpligtelser, som

vi har påtaget os som retsstat ifølge vores

ratificering af Børnekonventionen. Børnene på

asylcentrene har ikke længere et retsgrundlag

på at modtage hjælp og støtte; de har i bedste

fald et behovsgrundlag – hvis Udlændingesty-

relsen mener det.

4-16-årige asylbørn havde 35 pct. af dem tegn

på psykisk lidelse. Blandt gruppen af 11-16-årige

var denne andel på knap 60 pct.

Der er ikke nogle af disse resultater, der kan

overraske nogen. Vi ved det, for det er børn,

der har været på flugt fra en barndom, hvor

de har set død og ødelæggelse. Derfor lider

de af angst, stress og ofte også sorg og tab af

nærtstående. De har mere end nogen andre

brug for hjælp…

Dansk Flygtningehjælp, Røde Kors, Institut for

Menneskerettigheder og Børnerådet har været

afsender på nogle af de mange protester mod

denne flugt fra vores ansvar som retsstat. Indtil

videre er den sidste revision af vejledningen

formodentlig stillet i bero. Den er i hvert fald

ikke udsendt i en endelig form. Derfor er det i

den nærmeste fremtid vigtigt at følge udviklin-

gen for Børnekonventionen nøje.

DE STÆRKE MASER DE SVAGE

Vi taler her om en særdeles udsat gruppe af

børn i Danmark. Gennem de sidste 5-10 år er

der gennemført flere undersøgelser af børn i

asylcentre i Danmark. Læger og psykologer

har dokumenteret, at vi her har at gøre med

børn, der ofte bærer på sorg, overgreb og trau-

mer. En af undersøgelserne viste, at blandt de

ESSENS

• Alle børn her i landet skal nyde samme beskyttelse jf. Børnekonventionen.

• Alligevel lader vi det være op til udlændingemyndighederne, om børnene på asylcentrene

skal have hjælp efter servicelovens bestemmelser.

• Det er vigtigt at følge udviklingen for Børnekonventionen nøje.

UUI, Alm.del - 2015-16 - Bilag 120: Rapport fra Røde Kors: Den bedste modtagelse af børn og unge, der flygter alene

MAURO PLISCOVAZ

VERSAMHETSCHEF, SALA KOMMUNE

SET MED SVENSKE ØJNE

I Sala Kommune er det Integrationsenhedens opgave at opfylde de aftaler, der er

indgået mellem Sala Kommune, Lensstyrelsen og Migrationsverket vedrørende

de uledsagede flygtningebørn. En opgave, som vokser dag for dag…

Ifølge aftalen skulle

Sala Kommune i 2015 i alt

modtage 60 flygtninge - voksne og familier -

samt være parat til at tilbyde 14 pladser til uled-

sagede flygtningebørn og mindst 16 pladser til

unge, der har modtaget permanent opholdstil-

ladelse. Hidtil i år [oktober 2015] har kommunen

modtaget 104 uledsagede flygtningebørn.

Tre dimensioner påvirker uledsagede flygtnin-

gebørns trivsel: 1. sikkerhed; at føle sig beskyt-

tet og ikke plaget af smertefulde erindringer.

2. tilhørsforhold; at føle sig involveret i ens nye

kontekst og få mulighed for at kontakte ens

kære, som befinder sig andre steder. 3. succes;

at få opholdstilladelse, uddannelse - skabe et

fuldt liv.

Derfor tilbyder vi: 1. Praktisk bistand; barnets

behov for at navigere i en ny kontekst mødes.

2. Terapeutisk pleje; barnet støttes i at håndtere

vanskelige erindringer. 3. Social kontekst; barnet

hjælpes i retning mod en ny begyndelse.

Alle uledsagede børn bliver indkvarteret i

kommunens flygtningecenter for uledsagede

flygtningebørn. Dagen efter ankomsten begyn-

der de at modtage svenskundervisning, som

fortsætter på centret, indtil de bliver indskrevet

i almindelig skole. Skolen giver mulighed for at

få en uddannelse, få et job og dermed realisere

sig selv. En vellykket skolegang kan forebygge

psykisk sygdom og er en beskyttende faktor.

For at sikre den optimale støtte til børnene er

det nødvendigt at kende deres ressourcer og

ønsker – ligesom man heller ikke må ignorere

børnenes sårbare situation. Uledsagede flygt-

ningebørn kan lide af PTSD og rammes ofte

af søvnløshed, tilbagevendende mareridt og

angst – og kan reagere med vrede og aggres-

siv adfærd udadtil eller manglende koncentra-

tion og isolation.

HVAD GØR KOMMUNEN?

Uledsagede flygtningebørn, som henvises til

Sala Kommune, placeres primært på institutio-

ner (HVB hjem), hvor professionelle yder støtte

og omsorg for målgruppen. Er den uledsagede

meget ung eller pige - eller har særlige behov,

så placeres han eller hun i en plejefamilie.

Børnene udviser behov for og en vilje til at få

UUI, Alm.del - 2015-16 - Bilag 120: Rapport fra Røde Kors: Den bedste modtagelse af børn og unge, der flygter alene

KONFERENCE PÅ CHRISTIANSBORG D. 30.10.2015/ MAURO PLISCOVAZ

“De

nyankommne, der har en mentor,

føler, at de er mere lykkelige i deres

nye liv. De føler sig sikrere og mere

inkluderet…”

kontakt med svenskere. Derfor arbejder vi på

at rekruttere mentorer. Mentorerne hjælper de

nyankomne til at få en mere personlig kontakt

med det svenske samfund og det svenske

sprog. De nyankomne, der har en mentor, føler,

at de er mere lykkelige i deres nye liv. De føler

sig sikrere og mere inkluderet.

PROJEKT FLYGTNINGEGUIDE

Integrationsenheden i Sala Kommune har også

fået midler til at udvikle Projekt Flygtninge-

guide. Her tilbyder vi gennem biblioteket en

flygtningeguide, der kan støtte nyankomne i

kontakten med myndighederne, der kan give

den nødvendige information og introduktion til

samfundet.

Derudover har vi også en sprogcafé på biblio-

teket, hvor vi i tæt samarbejde med Røde Kors

tilbyder et socialt og afslappet mødested, hvor

nyankomne tilbydes både viden om Sverige og

sprogstimulering – med efterfølgende diskus-

sion i mindre grupper. En perfekt mulighed for

at begynde at bruge det nye sprog! Sproget er

et vigtigt led i at blive involveret og forbundet

med det nye samfund.

INTEGRATION GENNEM FORENINGSLIVET

Der er behov for yderligere integrationsinitiati-

ver, der fremmer deltagelsen i det nye sam-

fund. Integrationsenheden har derfor startet

projektet ”Integration gennem foreningslivet”.

Foreningslivet er en fantastisk måde at kæde

det nødvendige sammen med det sjove - at

lære med og af hinanden samtidig med at

dyrke en hobby.

Aktiv deltagelse og inklusion i foreningslivet

åbner op for et naturligt og ukompliceret miljø,

som kan skabe et større netværk med mange

nye kontakter og kulturudveksling. Et forum,

hvor de sociale koder kan belyses og sproget

stimuleres. Målet er, at begge parter bliver

opmærksomme på hinanden, og at den nye

kontakt også kan fortsætte på lang sigt.

ESSENS

• Optimal støtte til børnene kræver et omfattende kendskab til deres ressourcer, ønsker og

sundhedsniveau.

• Sikkerhed, inklusion og ”adgang” til succes giver trivsel.

• Både offentlige initiativer og foreningslivet skal bringes i spil for at sikre god integration.

UUI, Alm.del - 2015-16 - Bilag 120: Rapport fra Røde Kors: Den bedste modtagelse af børn og unge, der flygter alene

DAN BISWAS

PROJEKTLEDER, FAROS

EN GRÆSK TRAGEDIE

Faros er en græsk NGO, som siden 2014 har hjulpet uledsagede flygtningebørn.

Her følger en beskrivelse af situationen lige nu for uledsagede flygtningebørn i

Grækenland.

I 2015 er

der kommet ca. 850.000 flygtninge og

migranter til Grækenland. Dette er en stigning

på over 1.000 % sammenlignet med de forgå-

ende tre år, hvor der kom mellem 24.800 og

57.000 flygtninge og migranter til Grækenland.

Denne kraftige stigning skyldes flere faktorer

herunder den fortsatte konflikt i Syrien, åbne

grænser, samt billigere ruter til Europa. Samtidig

med, at Europa og Grækenland oplevede den

største flygtningekrise siden Anden Verdenskrig,

var landet midt i en dyb økonomisk krise, som

kulminerede i sommeren 2015. Dette gjorde at

den græske stat i en lang periode under som-

meren var handlingslammet i forhold til flygtnin-

gesituationen, hvor flygtninge var afhængige af

hjælp fra humanitære organisationer.

er få uledsagede flygtningebørn, der har søgt

om asyl i Grækenland eller om at blive familie-

sammenført til andre europæiske lande.

I 2015 har vi oplevet, at et stort antal uledsage-

de flygtningebørn er blevet forkert registreret

som voksne ved ankomsten til Grækenland.

Ofte angiver de selv en højere alder for derved

at undgå at blive tilbageholdt af myndighe-

derne. Således bliver de ikke opfanget af de sy-

stemer, som eksisterer til at yde beskyttelse for

uledsagede flygtningebørn. Mange bliver ikke

nået med hjælp af myndigheder eller organi-

sationer og er ligeledes tilbageholdende med

at opsøge hjælp, da dette kan forsinke deres

rejse. Således befinder de sig alene i migration

og er i risiko for blandt andet hjemløshed, syg-

dom, vold, sult, seksuel- og arbejdsudnyttelse.

MANGE REGISTRERES SOM VOKSNE OG

FÅR IKKE DEN NØDVENDIGE HJÆLP

De uledsagede flygtningebørn er en af de

mest sårbare grupper blandt flygtningene. Der

er ikke præcise data for, hvor mange der er

kommet til Grækenland i 2015, men som med

det generelle flygtningebillede er der også sket

en markant stigning i gruppen af uledsagede

flygtningebørn. Størstedelen er i transit, og det

BRUG FOR MERE INFORMATION OG

FLERE TILBUD TIL MÅLGRUPPEN

Det helt store behov, som vi har set i år, er

behovet for transit shelters, som kan yde hurtig

beskyttelse til uledsagede flygtningebørn, som

overnatter udenfor på pladser og i parker. Det

gælder på øerne ved ankomsten til Græken-

UUI, Alm.del - 2015-16 - Bilag 120: Rapport fra Røde Kors: Den bedste modtagelse af børn og unge, der flygter alene

KONFERENCE PÅ CHRISTIANSBORG D. 30.10.2015/ DAN BISWAS

“Således

befinder de sig alene i mi-

gration og er i risiko for blandt andet

hjemløshed, sygdom, vold, sult, sek-

suel- og arbejdsudnyttelse…”

land, så de undgår indkvartering under deten-

tionslignende foranstaltninger, og det gæl-

der i Athen og Thessaloniki, når de passerer

Grækenland i transit på vej mod den nordlige

grænse til Makedonien. Samtidig er et af de

store problemer manglen på præcis informati-

on. I Faros ser vi, at uledsagede flygtningebørn

ofte har meget lidt viden om de risici, der er

forbundet med at være alene i migration -

herunder de farer, som er forbundet med at

benytte menneskesmuglere.

I takt med, at grænserne lukker forskellige

steder i Europa, er det et meget sandsynligt

scenario, at et større antal vil få svært ved at

rejse videre og derfor vil strande i Grækenland

i nærmeste fremtid. Det vil igen øge presset

markant og stille store krav til organisationer

som vores til at kunne yde en humanitær og

social indsats for denne gruppe og finde lang-

sigtede løsninger for den enkelte.

Det er anklagemyndigheden for uledsagede

flygtningebørn, som er den juridiske værge og

som er ansvarlig for de uledsagede flygtninge-

børn. En af udfordringerne er, at der ikke eksi-

sterer værgeordninger for de der søger asyl i

Grækenland. En sådan ordning kan ellers sikre,

at de ikke er helt så alene - og hjælpe flygtnin-

gebørnene i deres hverdag, mens de venter på

afgørelsen af deres asylsag.

En anden stor udfordring er, at der ikke er et

velfungerede integrationsforløb, som tager

hånd om de særlige behov, som denne gruppe

har. Der er således ikke understøttelse eller for-

løb, der sikrer inklusion i uddannelsessystemet

eller på arbejdsmarkedet.

Således er der behov for en større koordinering

af indsatsen for uledsagede flygtningebørn

og for mere samarbejde mellem myndigheder

og humanitære organisationer - snarere end

punktindsatser, hvor uledsagede flygtninge-

børn er i risiko for at blive tabt imellem syste-

merne.

ESSENS

• Mange uledsagede flygtningebørn får ingen hjælp og risikerer mistrivsel, vold og udny-

ttelse.

• Der er behov for bedre information samt transit shelters til uledsagede flygtningebørn.

• Der mangler værgeordninger, integrationsforløb og generelt mere koordinering og samar-

bejde i Grækenland.

UUI, Alm.del - 2015-16 - Bilag 120: Rapport fra Røde Kors: Den bedste modtagelse af børn og unge, der flygter alene

EA SUZANNE AKASHA

PSYKOMOTORISK TERAPEUT

OG PSYKOSOCIAL DELEGAT

FOR RØDE KORS

DEN LANGE VEJ

TILBAGE TIL LIVET

Øjebliksbilleder fra Røde Kors’ arbejde med psykosociale indsatser for internt

fordrevne børn i Syrien - og for uledsagede flygtningebørn i nærområderne.

Først et lille

overblik: I Syrien arbejder vi med

internt fordrevne børn. I Libanon, Jordan og

Irak har vi programmer for flygtningebørn og

deres familier. Fælles er, at de har mistet hjem

med alt, hvad begrebet hjemstavn indebærer:

Et liv med familie, venner, skole, nærområde

og med en kendt fremtid. De har forladt deres

venner og familiemedlemmer og kender ikke

disses skæbne. Børnene har måske fået – ja,

et ofte elendigt – tag eller en plastdug over

hovedet, men har ikke fået fornemmelsen af

hjemlig ro og indre sikkerhed tilbage. De har

måske fået en måtte at sove på i det rum, de

deler med flere familier – men de har svært

ved at sove.

Men for børn og alle andre er, ”hvordan de har

det” vigtigere end, ”hvad de har”. I det psy-

kosociale arbejde forsøger vi at genopbygge

relationer og gendanne fornemmelsen af at

kunne skabe tryghed og ro. Det gør vi gen-

nem aktiviteter og workshops for børn – samt

kurser for forældrene i at påtage sig forældre-

skabet efter, at de selv har mistet alt, og måske

endda har mistet alt mange gange.

BYGGER BØRNENE OP IGEN

– KLODS PÅ KLODS

Røde Kors og Røde Halvmåne-frivillige fra de

psykosociale teams mødes hver morgen og

tager til forskellige midlertidige shelters, hvor

de aktiverer børn, unge og voksne. Lad mig

invitere jer til Aleppo på besøg hos gadebørn,

som vi også arbejder med. Her er mange uled-

sagede, internt fordrevne børn, der har mistet

begge forældre og er flyttet på gaden - eller

er smidt ud hjemmefra af forældre, som ikke

evner at tage sig af dem.

De fortæller, at livet er bedre på gaden. De vil

nemlig hellere udsættes for misbrug fra frem-

mede end fra familiemedlemmer. Disse børn

stoler ikke på nogen. De har skyldfølelse og

bebrejder sig selv, hvad der er sket for dem.

De vokser op med en konstant følelse af

usikkerhed, indre kaos og uden stærke bånd.

Det kan være svært at arbejde med børn, som

er utrygge og afskyr berøring som følge af et

hårdt liv.

UUI, Alm.del - 2015-16 - Bilag 120: Rapport fra Røde Kors: Den bedste modtagelse af børn og unge, der flygter alene

KONFERENCE PÅ CHRISTIANSBORG D. 30.10.2015/ EA SUZANNE AKASHA

“For

børn og alle andre er, ”hvordan de

har det” vigtigere end, ”hvad de har…”

Vi har fået en donation af LEGO, og klodserne

er dejligt konkrete og giver børnene mulighed

for at udtrykke sig gennem kreativ aktivitet.

Bagefter fortæller børnene om deres tanker,

følelser og handlinger til de frivillige. På så-

danne måder lærer de gradvist at regulere sig

selv og hinanden til at føle sig en smule bedre

tilpas. Efterhånden lærer de tilmed at passe

på sig selv, så de bedre kan beskytte sig mod

gadens overgreb.

I Libanon deltager flygtningebørnene i works-

hops om livsfærdigheder, hvor de lærer at

forstå egne og andres reaktioner, løse mindre

konflikter og tage gode beslutninger. De psy-

kosociale indsatser giver børnene mulighed for

at lære at lære, så de på et tidspunkt forhå-

bentlig kan indhente flere års skolegang.

drage omsorg og støtte børnene og vi arbejder

også med at forebygge vold, for det er et fak-

tum, at alle former for vold og overgreb stiger

dramatisk efter katastrofer, hvad enten de er

menneskeskabte eller ej.

På et besøg i Jordan mødtes jeg med en grup-

pe flygtningemænd, der havde været på et af

vores kurser for forældre. De sagde enstem-

migt: “Det havde en positiv effekt at komme,

for det tog presset fra os. Vi blev nærmest

vores normale selv, og vi lader det ikke længe-

re gå ud over vores koner. Vores koner havde

også meget ud af det og opførte sig anderle-

des overfor børnene bagefter.”

For at vende tilbage til betydningen af hvor-

dan frem for hvad, vil jeg gerne slutte med et

typisk udsagn fra en mor, som jeg talte med i

Jordan. Hun sagde: “Det allervigtigste for os er,

at vi føler os respekteret af de frivillige. De gør

noget for os uden at forvente noget igen. De

lytter og har tid til at hjælpe os med at være

sammen med vores børn på en bedre måde.”

INDDRAGER OGSÅ FORÆLDRENE

Som nævnt arbejder vi også med forældrene.

Vi ved at børn i krig kan klare meget, hvis de

har trygge tilhørsforhold. De har måske kun et

primitivt shelter, men den tryghed og tillid, der

forbindes med et hjem, kan genskabes. Evnen

til at sove beror på denne tryghed, selvom sen-

gen er erstattet af måtten.

På kurser lærer forældrene, hvordan de kan

ESSENS

• Trygheden og tilliden, der forbindes med et hjem, kan genskabes.

• Kreativ aktivitet med LEGO-klodser sætter gang i samtalerne om de triste emner – og

workshops om livsfærdigheder baner vejen for blandt andet tilegnelse af læring.

• Genskabelse af godt forældreskab kan gøre en afgørende forskel.

UUI, Alm.del - 2015-16 - Bilag 120: Rapport fra Røde Kors: Den bedste modtagelse af børn og unge, der flygter alene

SUSI OG PETER ROBINSOHNS FOND

Susi og Peter Robinsohns fond blev stiftet i 1994. Den er en social fond, der beskæftiger sig med

at yde støtte til mennesker i økonomisk trange og belastende livssituationer.

Et fælleselement er, at støtten skal være til gavn for såvel socialt udsatte som marginaliserede

medborgere og en forbedret trivsels- og livssituation samt at der skal være tale om støttesituati-

oner, hvor der ikke kan opnås tilstrækkelig eller nogen støtte fra det offentlige. Du kan læse mere

om fondens virke, støttemuligheder og ansøgningsprocedurer på www.robinsohnfonden.dk

RØDE KORS

Røde Kors er altid til stede. I Danmark skaber vi fællesskaber og støtter samfundets sårbare til et

bedre liv. Vi er verdens største humanitære organisation med 17 millioner frivillige i 189 lande. Vi er

en del af dit lokalsamfund, uanset hvor du bor. Med din hjælp kan vi altid være til stede, når der er

brug for os.