Udenrigsudvalget 2015-16
URU Alm.del Bilag 253
Offentligt
1640655_0001.png
Talepapir Globalt Fokus - foretræde for URU torsdag d. 26. maj
Verdensmålene
Globalt Fokus synes det er vigtigt, at Verdensmålene er den overordnede ramme for den nye
udviklingspolitiske strategi. Særligt mener vi, at deres gensidige afhængighed bør understreges. Vi har
stor sympati for at ’unge’ ses som et 18. verdensmål (tværgående), da demografien, særligt i Afrika,
tilsiger det.
Danske interesser
Danmark har en strategisk interesse i at fremme globalt samarbejde og internationale regler.
Når vi snakker udviklingspolitik er afsættet at vi skal bekæmpe fattigdom, dvs. det er de fattige landes
interesser der er udgangspunktet. Det kan så ofte kombineres med danske interesser, både helt
overordnet og mere konkret. Men hvis vi ikke skaber økonomisk vækst og jobs i den fattige verden får
vi ustabilitet – og flygtningestrømme.
Migration og privat sektor er nu øverst på den politiske dagsorden. Ift. migration er der et udtalt behov
for både at forebygge og helbrede. Dette viser behovet for samtænkning af det langsigtede og det
kortsigtede i udviklingsarbejdet.
Den private sektor er vigtig for økonomisk vækst. Det er vigtigt, at vi spørger os selv, hvad markedet
kan, og hvad udviklingsmidlerne kan ’mere’ – altså udover markedet. Det er vigtigt at overveje
incitament strukturen (der er også dårlige erfaringer vi kan lære af), det er primært i de
fattige/skrøbelige lande der er behov for noget ekstra. Vi er glade for at Kristian Jensen klart
signalerer, at den finansielle tyngde af den danske bistand skal ligge i de fattige lande. Det er der
bistanden gør en reel forskel.
Partnerskaber
Verdensmålene kræver involvering af mange aktører og der er behov for nye og innovative
partnerskaber, også med ikke traditionelle samarbejdspartnere og -aktører. Fra civilsamfundets side
er der et ønske om at indgå i sådanne partnerskaber med det (forskellige) afsæt vi hver især har bl.a.
med den private sektor. Civilsamfundet har en stærk rolle i at støtte fredelige og inkluderende
samfund (korruption, demokrati, rule of law, institutionsopbygning, kapacitetsopbygning). Det er
vigtigt, at der er plads til civilsamfundsindsatser dér, hvor den private sektor støttes.
Civilsamfundet
Der lægges op til et niveau af geografiske og tematiske begrænsninger for rammeorganisationer. Vi
støtter tanken om et positivt samspil, men vil advare imod for snævre rammer. Fordi:
- Der findes utallige eksempler på, at NGO indsatser har været platformen geografisk for Danmark
(Sydlige Afrika, Burma, Francophone Vestafrika osv.)
- Der findes utallige eksempler på at civilsamfundet har været spydspids tematisk (klima,
biodiversitet, miljø, Aids bekæmpelse osv.)
- Det er vigtigt at tænke langsigtet og ikke snævre ind så vi spænder ben for os selv.
Globalt Fokus - Rysensteensgade 3, 3 - 1564 København V - www.globaltfokus.dk - [email protected]