Udenrigsudvalget 2015-16
URU Alm.del Bilag 236
Offentligt
1636048_0001.png
Dansk udviklingspolitik står overfor store forandringer: nye politiske målsætninger er undervejs i
regeringens forslag til udviklingspolitisk strategi, der fremlægges til offentlig debat midt i næste måned.
Samtidig betyder besparelser gennemført på finansloven for 2016 behov for prioritering for at sikre
resultater og effektivitet. Vi vil med denne henvendelse og ønsket om et foretræde for udenrigsudvalget
i nær fremtid gerne skabe indsigt og opmærksomhed om en særlig del af udviklingsbistanden, de
såkaldte puljeordninger.
Danske folkelige organisationer repræsenterer et omfattende engagement i udviklingsarbejdet, hvor
frivilliges ildhu og idealer, stærke demokratiske værdier, og et vidtfavnende samarbejde med lokale
organisationer ude i verden skaber holdbare resultater og meningsfulde forbedringer for dårligt stillede
mennesker i vores samarbejdslande.
Udenrigsministeriet har i 2016 afsat 794 millioner kr. til bistand gennem de danske
civilsamfundsorganisationer. Selvom kun 20 % af midlerne går til de såkaldte puljeorganisationer har
disse midler, i alt 178 millioner kr., en omfattende betydning.
Puljebevillingerne sikrer at
hundredvis af fortrinsvis mindre danske foreninger
kan støtte
mangfoldige initiativer, som lokale ildsjæle i udviklingslandene gennemfører til fordel for fattige
mennesker. Den typiske puljebevilling er et godt stykke under en million kr. og anvendes effektivt
til det lokale udviklingsarbejde, som unge og ungdomsorganisationer, mennesker med handicap,
kirkelige organisationer og andre borgergrupper udfører. Denne bistandsform når ofte
langt
længere ud og med direkte involvering af målgruppen.
Denne støtteform baserer sig på en
omfattende frivillig indsats,
hvor menneskers ideer og ønsker
om at skabe bedre vilkår omsættes til fælles indsatser. Den store vægt på frivillighed betyder at
værdien af økonomiske bidrag fra udenrigsministeriets midler mangedobles, ligesom frivilliges
engagement mobiliserer helt andre kræfter og bredere lokalt ejerskab, end hvad etablerede
professionelle institutioner ofte kan præstere.
Aktiviteterne præges oftest af
stærke værdier
om f.eks. ligestilling, demokrati, dialog,
religionsfrihed og minoriteters rettigheder. I kraft af partnerskaber med ligesindede organisationer
i udviklingslandene kan danske foreninger omsætte erfaringer og engagement i et ligeværdigt
samarbejde.
Puljebevillingerne sikrer også, at dansk udviklingspolitik
engagerer og inddrager brede dele i det
danske samfund
som kontrast til en tendens til professionalisering og bureaukratisering af
udviklingsbistanden. Sådanne omfattende menneskelige relationer skaber erfaringsmæssigt et godt
afsæt for Danmarks fremtidige samarbejde med de pågældende lande, og er ligeledes med til at
udvikle og styrke de danske foreninger.
FN har vedtaget nye
Verdensmål (Sustainable Development Goals, SDG),
og regeringen har
varslet, at den kommende danske udviklingspolitiske strategi er skrevet med dette som baggrund,
og at strategien vil udvælge et mindre antal for at fokusere den danske indsats. Men Verdensmålene
kun kan realiseres gennem en bred og mangfoldig involvering af myndigheder, virksomheder og
civilsamfundet. I kraft af et meget omfattende engagement ude og hjemme kan alle
puljeorganisationerne levere vægtige tværgående bidrag (mål 16 og 17) - og hver for sig inden for
et eller flere af alle de øvrige Verdensmål. I puljerne et ligeledes et stort potentiale for samarbejde
med den private sektor, der fx i højere grad involverer den store uformelle sektor og små og
mellemstore virksomheder.
Med venlig hilsen:
Henvendelse om foretræde for folketingets udenrigsudvalg, maj 2016
Danske Handicaporganisationer, Dansk Ungdoms Fællesråd, Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling, Civilsamfund i Udvikling