UDENRIGSMINISTERIET
Foreløbige hovedspor i den nye udviklingspolitiske strategi
Baggrundspapir til drøftelse i Udenrigsudvalget den 20. april 2016
1. Danmark vil fastholde udviklingssamarbejdet som en central og aktiv del af vores globale
engagement for at fremme fred, frihed og fremgang i verden. Udviklingssamarbejdet skal orienteres
mod store globale udfordringer som fattigdom, voldelig konflikt og radikalisering, migration og
klimaforandringer – udfordringer der også kan påvirke det danske samfund direkte.
2. De 17 verdensmål sætter tilsammen en ambition for bæredygtig, global udvikling frem mod år 2030.
Verdensmålene udtrykker på flere måder interesser og værdier, som Danmark står for og arbejder aktivt
for i omverdenen. Verdensmålene vil udgøre rammen og de nye pejlemærker for Danmarks
udviklingssamarbejde. Med afsæt i danske styrkepositioner kan vi i udviklingssamarbejdet prioritere
verdensmål, hvor netop Danmark kan gøre en forskel for de udfordringer og muligheder, som vores
samarbejdslande, regioner og partnere står med.
3. Ud over verdensmålene udgør klimaaftalen fra Paris fra december 2015 og aftalen om
udviklingsfinansiering fra Addis Ababa fra juli 2015 rammen om fremtidens udviklingssamarbejde.
Begge aftaler udstikker retning for, hvorledes nye styrkede partnerskaber mellem offentlige og private
aktører vil være afgørende for at mobilisere de ressourcer, der skal til for at komme i mål på de globale
ambitioner om bæredygtig vækst og udvikling.
4. Fattigdomsbekæmpelse og menneskerettigheder, herunder piger og kvinders rettigheder, vil fortsat
være et omdrejningspunkt for det danske udviklingsengagement, og den finansielle tyngde af den
danske udviklingsbistand vil ligge på fattige lande og skrøbelige stater. Danmark kan forpligte sig til at
leve op til det mindre kendte, men væsentlige internationale mål om at yde 0,2 pct. af BNI til verdens
fattigste lande.
5. Den nye udviklingspolitiske strategi vil udgøre én samlet strategi for dansk humanitær bistand og
udviklingsindsatsen. Danmark vil fortsat prioritere den humanitære indsats i nærområder til kriser og
konflikt højt. Vi vil gå forrest globalt for at sikre sammenhængende indsatser mellem det humanitære
og de langsigtede udviklingsindsatser for at imødegå vor tids dybe, langvarige og komplekse krise- og
konfliktsituationer i skrøbelige lande og regioner. Derved kan Danmark bidrage til at øge den samlede
effekt af det internationale engagement. Vi skal strategisk og innovativt bruge vores stærke
partnerskaber på området – med FN, Verdensbanken, civilsamfundet og den private sektor.
6. Håndtering af migration vil udgøre et prioriteret indsatsområde og vil indgå på tværs af strategien. Vi
skal hjælpe dem, der flygter fra krig og forfølgelse og samtidig hjælpe med at opbygge samfund, der
giver håb for fremtiden og som migranter og flygtninge kan vende hjem til.
7. Med de nye verdensmål rammesættes bæredygtig, grøn vækst og udvikling som pejlemærker for
spirende og aktuelle vækstøkonomier, der nødvendigvis også må levere konkrete resultater og
fremskridt på verdensmålene frem mod 2030. I disse lande er det ikke tyngden af den danske bistand,
der kan gøre væsensforskellen, men karakteren af indsatsen – de kompetencer, principper og værdier på
bæredygtige samfundsløsninger og privatsektorfinansiering, som vi fra dansk side kan bringe i spil i
stærke, fremadrettede partnerskaber med andre myndigheder, private aktører og civilsamfundet. Det
handler bl.a. om styrkede offentlige institutioner, national ressourcemobilisering, korruptions-
bekæmpelse, rammebetingelser for den private sektor og instrumenter som myndighedssamarbejde,
forskning, erhvervstiltag og finansiering.
1