Øget fokus på nærområderne og den
humanitære bistand
Udenrigsministereit
29.09.2015 12:00
Regeringen vil med udspillet til Finanslov 2016 fokusere udviklingssamarbejdet til 14
prioritetslande.
”Vi vil i fremtiden prioritere de lande og regioner, hvorfra folk søger mod Europa. Vi vil fokusere
på at bekæmpe de grundlæggende årsager til migration, og gøre en særlig indsats i nærområderne i
Mellemøsten og Afrika. Det betyder også, at vi til næste år vil fastholde det historisk høje beløb, der
er sat af til humanitære indsatser og verdens flygtninge. Faktisk øger vi den humanitære ramme med
50 millioner kroner i 2016,” siger udenrigsminister Kristian Jensen.
Danmarks 14 prioritetslande vil være: Kenya, Sydsudan, Somalia, Etiopien, Tanzania, Uganda,
Mali, Niger, Ghana og Burkina Faso, Afghanistan, Palæstina, Myanmar og Bangladesh.
Omprioriteringen af ulandsbistanden betyder at langt hovedparten, 10 ud af 14 prioritetslande,
fremover vil være i Afrika.
”Vi øger fokus på Afrika og dermed i verdens fattigste lande. Her er behovet størst, og vi kan gøre
den største forskel med offentlige udviklingsinvesteringer. Pejlemærkerne er at forebygge migration
og afhjælpe konsekvenserne af krige og konflikter. Vi vil investere i fred og sikkerhed og forbedre
mulighederne for bæredygtig vækst og handel” siger Kristian Jensen.
Ifølge ministeren skal den danske indsats gøre en forskel for verdens fattige, gøre bedst mulig brug
af danske kompetencer og fremme vores interesser.
Der er i 2016 afsat 14,8 milliarder kroner til udviklingssamarbejde. Dermed er Danmark fortsat
blandt de fem eneste lande i verden, der lever op til FN’s målsætning om at give 0,7% af BNI til
verdens fattigste. I lyset af den ekstraordinære flygtningesituation, og for at sikre - som tidligere
annonceret - en gradvis tilpasning til 0,7 pct., vil regeringen i 2015 afsætte en tilsagnsramme på
0,73 pct. af BNI.
Ifølge regeringens udspil skal udviklingssamarbejdet med Latinamerika – Bolivia og
Mellemamerika – fases helt ud. I Asien udfases Vietnam som planlagt, og derudover vil det
klassiske udviklingssamarbejde med Indonesien, Pakistan og Nepal blive gradvist udfaset.
Endelig trækker Danmark sig ud af to afrikanske lande, Mozambique og Zimbabwe.