UDENRIGSMINISTERIET
Spørgsmål fra Folketingets
Udenrigsudvalg til
Udenrigsministeren af 8.
januar 2016.
URU alm. del – spørgsmål 96
Spørgsmål 96:
Ministeren bedes oplyse, hvor mange gange ministeren på eget initiativ har været i kontakt med
den tyske regering om indførelse af midlertidig grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse?
Svar:
Det er selvsagt af stor betydning for mig, at være i tæt kontakt med min tyske kollega i en
situation, hvor der er blevet indført en række ekstraordinære tiltag på vores fælles grænser.
I forbindelse med min tiltrædelsessamtale med min tyske kollega den 30. juni 2015, havde jeg
lejlighed til at drøfte regeringens syn på grænsekontrol.
Efterfølgende har jeg ved rådsmødet (udenrigsanliggender) den 14. december 2015, haft en
samtale med min tyske kollega udenrigsminister Steinmeier. Formålet var at orientere om de
danske overvejelser i forbindelse med den planlagte svenske indførelse af transportøransvar den
4. januar 2016 og de mulige implikationer heraf. Fra tysk side var man glad for orienteringen og
lagde vægt på den løbende dialog. Integrationsministeren har også af flere omgange talt med sin
tyske kollega og transportministeren med hans.
Ved indførslen af den midlertidige grænsekontrol på grænsen mellem Danmark og Tyskland
den 4. januar i år, orienterede jeg min tyske kollega udenrigsminister Steinmeier om de
igangsatte initiativer. Samtalen var en del af en tæt dialog mellem regeringen og de tyske
myndigheder.
Derudover skal det bemærkes, at jeg ofte møder min tyske kollega i forbindelse med
internationale møder i både EU-kredsen og andre steder, hvilket giver en god mulighed for
også at drøfte disse spørgsmål på en uformel måde.
Dialogen med Tyskland er således tæt, og det vil vi fra dansk side fortsat lægge op til.