UDENRIGSMINISTERIET
22. december 2015
Spørgsmål fra
Udenrigsudvalget til
udenrigsministeren af 11.
december 2015.
Spørgsmål 70 ad URU alm.
del.
Spørgsmål 70:
Vil ministeren oplyse, om en kommende ”Deep and Comprehensive Free Trade Agreement”
(DCFTA) med kongeriget Marokko vil omfatte områder, som internationalt ikke er anerkendt
som værende marokkanske, herunder vurdere DCFTA-aftalen mellem EU og Marokko set i
lyset af, at EU-Domstolen har fundet, at inddragelsen af Vestsahara i frihandelsaftalen er
ulovligt? Vil ministeren også redegøre for, hvad dommen vil have af betydning for forholdet
mellem EU og Marokko?
Der henvises til
http://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?ext=&docid=172870&pageIndex=
0&doclang=FR&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=164110
Vil ministeren endvidere redegøre for, om DCFTA-aftalen mellem Marokko og EU forventes
at ville omfatte mærkning af produkter fra områder, som internationalt er anerkendt som
ulovligt besatte – ligesom man kender det fra produkter fra illegale israelske bosættere?
Svar:
Den nævnte dom er ikke afsagt af EU-domstolen, men af Retten. Under visse betingelser kan
Rettens afgørelser ankes til EU-domstolen. Ifølge Rådets Juridiske Tjeneste er der nogle
problematiske formelle forhold i dommen, som ønskes adresseret i en ankesag. Rådet har
derfor den 14. december besluttet at anke dommen til EU-domstolen. Sagen er således ikke
endeligt afgjort. Det er derfor ikke på nuværende tidspunkt muligt at vurdere dommens
konsekvenser, herunder i forhold til DCFTA’ens geografiske anvendelsesområde.
Af samme grund vil det også være for tidligt at vurdere, hvilken betydning dommen kan få for
forholdet mellem EU og Marokko. EU’s høje repræsentant Mogherini har foreløbigt reageret
på dommen her:
http://eeas.europa.eu/statements-eeas/2015/151211_01_en.htm
Som det fremgår af svaret på spørgsmål 52, er DCFTA-forhandlingerne endnu ikke så
fremskredne. Det er således på nuværende tidspunkt ikke muligt at vurdere, om aftalen vil
komme til at omfatte en bestemmelse om oprindelsesangivelse.