Det Udenrigspolitiske Nævn 2015-16
UPN Alm.del Bilag 44
Offentligt
1573987_0001.png
UDENRIGSMINISTERIET
Dato: 27. november
2015
Spørgsmål 43 fra
Udenrigsudvalget til
udenrigsministeren af 10.
november 2015, stillet af
Christian Juhl (EL).
Spørgsmål
Vil ministeren oplyse, hvad ministeren mener om optrapningen af den
israelsk-palæstinensiske konflikt, herunder hvad ministeren mener om
etablering af militære zoner på Tel Runeida og Shuhada Street i
Hebron, om restriktionerne på at rejse i Hebron og om de mange
ulovlige israelske bosættere i Hebron?
Svar
Jeg er dybt bekymret over den farlige udvikling i den seneste tid, herunder i Hebron,
hvor spændingsniveauet er særligt højt. Mange israelere og palæstinensere er
omkommet som følge af voldsoptrapningen. Regeringen fordømmer alle
terrorhandlinger og vold mod civile og opfordrer alle parter til hurtigt at tage skridt
til at bringe situationen under kontrol og undgå handlinger, der kan forværre den.
USA’s udenrigsminister, John Kerry, havde den 24. november møder med bl.a.
Israels premierminister og Palæstinas præsident i regionen i bestræbelserne på at
finde en løsning på den aktuelle situation. Jeg håber, at dette initiativ vil bidrage til
at løse den uholdbare situation.
Fsva. den militære zone indført på Tel Runeida den 29. oktober er det i øjeblikket
forventningen, at den vil have en midlertidig karakter. Ifølge Temporary
International Presence in Hebron (TIPH) er restriktionerne gradvist ved at blive
løftet. EU og regeringen anser alle israelske bosættelser for ulovlige i henhold til
folkeretten, herunder bosættelserne i Hebron. Den aktuelle udvikling understreger,
hvor nødvendigt det er med en fredsaftale baseret på en to-statsløsning. Målet er
derfor at få genstartet en troværdig politisk proces, som kan give et klart perspektiv
for israelere og palæstinensere.