Det Udenrigspolitiske Nævn 2015-16
UPN Alm.del Bilag 129
Offentligt
1605391_0001.png
UDENRIGSMINISTERIET
Dato: 24. februar 2016
Spørgsmål fra Udenrigsudvalget til
udenrigsministeren af 30. januar 2016.
URU alm.del – spørgsmål 114 stillet af
udvalgsmedlem Martin Lidegaard (RV)
URU alm.del spørgsmål 114:
”Vil ministeren kommentere henvendelsen fra Heine Strømdahl, jf. URU alm.del – bilag 102.
Hvad er ministerens vurdering af kurdernes situation i Tyrkiet lige nu, og hvad gør Danmark og
EU i den sammenhæng?”
Svar:
Henvendelsen fra Heine Strømdahl samler en række personers umiddelbare beskrivelser af
situationen i det sydøstlige Tyrkiet i januar måned, særligt i byen Cizre. Der stilles i den
forbindelse moralske og lovmæssige spørgsmålstegn ved den tyrkiske stats ageren bl.a. med
reference til en appel til EU og det øvrige internationale samfund udsendt fra Cizre af et
parlamentsmedlem for det pro-kurdiske parti HDP, hr. Faysal Sariyildiz.
Tyrkiet har siden 1980’erne været i konflikt med det af EU og USA terrorlistede Kurdistans
Arbejderparti (PKK). Konflikten vurderes at have kostet ca. 40.000 mennesker livet. Konflikten
har de senere år, indtil midten af 2015, været præget af en positiv bevægelse hen imod
afspænding, politisk forhandling og en mulig fredelig løsning. Forud for og sideløbende hermed
har der pågået en proces, hvor det kurdiske folks sproglige og kulturelle rettigheder er blevet
gradvist forbedrede, om end de fortsat ikke lever helt op til europæiske standarder herfor.
I 2012 tog den daværende tyrkiske premierminister og leder af AKP-partiet, Recep Tayyip
Erdoğan (nu præsident) initiativ til fredsforhandlinger med kurdiske repræsentanter, herunder
den fængslede kurdiske leder Abdullah Öcalan. I marts 2013 erklærede den kurdiske bevægelse
og Kurdistan Communities Union (KCK), en paraplyorganisation som også tæller PKK,
våbenhvile, og i maj samme år påbegyndte PKK angiveligt tilbagetrækning af deres ”væbnede
styrker” til det nordlige Irak. Den 28. februar 2015 fremlagde den tyrkiske regering og Tyrkiets
pro-kurdiske parti, HDP en fælles erklæring med en vidtgående ti-punktsplan for fred, som
præsident Erdoğan dog efterfølgende lagde afstand til. Öcalan opfordrede på samme tid PKK
til at stoppe den væbnede kamp.
Den 11. juli 2015 – kort efter det parlamentsvalg, som for første gang i Tyrkiets historie bragte
et erklæret pro-kurdisk parti, HDP ind i parlamentet efter, at partiet havde opnået 13,1 procent
af stemmerne – ophævede PKK våbenhvilen, som på det tidspunkt havde holdt i mere end to
 UPN, Alm.del - 2015-16 - Bilag 129: Svar på spørgsmål vedr. en henvendelse fra Heine Strømdahl og vurdering af kurdernes situation i Tyrkiet
år. Derefter sås en udvikling, hvor PKK rettede daglige angreb mod tyrkiske sikkerhedsstyrker,
og de tyrkiske sikkerhedsmyndigheder gennemførte gengældelsesangreb mod PKK-mål i
Tyrkiet og mod PKKs hovedkvarter i det nordlige Irak. Den 10. oktober 2015 erklærede
KCK/PKK atter våbenhvile, denne gang midlertidigt frem til det nyvalg, der skulle afholdes
den 1. november. Ved valget lykkedes det igen HDP trods vælgertilbagegang at komme over
spærregrænsen på 10 procent og dermed at vinde et betydeligt antal pladser i parlamentet.
Våbenhvilen holdt dog ikke ud over valget, og der pågår nu atter kamphandlinger, som
desværre har været af stigende intensitet siden december 2015.
Tyrkiet forbeholder sig ligesom andre lande ret til at foretage nødvendige sikkerhedsmæssige
foranstaltninger til at bekæmpe terrorisme og voldelig ekstremisme i landet. PKK har taget
ansvaret for en lang række terrorangreb mod Tyrkiet og tyrkiske statsborgere og har i den
sammenhæng benyttet sig af bl.a. selvmordsangreb og vejsidebombninger. På den baggrund har
de tyrkiske sikkerhedsmyndigheder udstedt periodevise udgangsforbud i visse byer, omringet
bydele under PKK-militantes kontrol, hvor myndighederne nægtes adgang, og foretaget
arrestationer af personer, der mistænkes for at være medlem af PKK. Det er centralt, at
sikkerhedsmyndighederne i den proces bør udvise størst mulige hensyn til civile, og agere med
proportionalitet i sin bekæmpelse af terrorisme.
Siden december 2015 har de tyrkiske sikkerhedsstyrker gennemført operationer særligt i byerne
Silopi og Cizre i Sirnak-provinsen og i bydelen Sur i det centrale Diyarbakir. Disse steder havde
militante grupper, primært fra PKK-ungdomsgruppen YDG-H, overtaget kontrollen med hele
byer eller bydele, forvist alle tyrkiske myndighedspersoner, gravet jordvolde og skyttegrave og
udråbt de således isolerede områder til autonome kurdiske kantoner.
Situationen i de mest berørte byer har været højspændt, og informationerne derfra er ofte
mangelfulde og stærkt præget af den igangværende konflikt. Det er således svært at få et
nuanceret og troværdigt billede af de faktiske forhold i områderne, ligesom der verserer mange
opgørelser over antallet af omkomne på begge sider af konflikten. Men ifølge den seneste
opgørelse fra den uafhængige organisation, Human Rights Foundation of Turkey har 224 civile
mistet livet i perioden fra den 16. august 2015 til den 5. februar 2016, herunder 42 børn
(individer under 18 år), som følge af konflikten. Og ifølge medierapporter er antallet af dræbte
sikkerhedsstyrker – politifolk og soldater – oppe på over 260 for perioden juni 2015 til d. 19.
februar d.å. Den 25. januar i år meddelte den tyrkiske hær, at over 700 militante var blevet
dræbt under sikkerhedsoperationer siden december 2015.
Den 29. januar i år meddelte premierminister Ahmet Davutoglu, at sikkerhedsoperationerne i
Silopi var tilendebragt og området ‘renset’ for militante. Mange flygtede beboere er angiveligt
nu begyndt at vende tilbage til byen. Den 13. februar afsluttedes også sikkerhedsoperationerne i
Cizre, og ifølge Davutoglu havde de tyrkiske sikkerhedsstyrker nu tilbagevundet kontrollen
over hovedparten af Sur distriktet i Diyarbakir. Regeringen fastholder, at operationerne vil
fortsætte, så længe det er nødvendigt for at udrydde PKK-militante fra de sydøstlige områder,
og ifølge tyrkisk presse er byen Idil i Sirnak-provinsen og byen Nusaybin i Mardin-provinsen de
næste mål for sikkerhedsoperationer mod PKK.
2
 UPN, Alm.del - 2015-16 - Bilag 129: Svar på spørgsmål vedr. en henvendelse fra Heine Strømdahl og vurdering af kurdernes situation i Tyrkiet
I forbindelse med sikkerhedsoperationerne i Cizre, der indledtes i december 2015, menes 28
personer – angiveligt både civile og PKK-kombattanter, hvoraf nogle skulle være sårede og
døde – at opholde sig i en kælder i en bygning midt i et område med igangværende
kamphandlinger. Fra oppositionens side, særlig det kurdiske parti HDP, er regeringen blevet
kritiseret hårdt for ikke at gøre nok for at undsætte de 28 personer og sørge for lægehjælp til
dem. Regeringen har afvist denne kritik, og den tyrkiske indenrigsminister udtalte den 2.
februar, at man ved flere lejligheder havde forsøgt at undsætte de 28 personer, men at
ambulancerne hver gang var kommet under beskydning af PKK-elementer, hvorfor man ikke
turde rykke ind. Der er p.t. ingen bekræftede oplysninger om, hvad der efterfølgende er sket
med de 28 personer i kælderen.
Kamphandlingerne mellem militante kurdere og sikkerhedsstyrker udkæmpes primært i det
sydlige og sydøstlige Tyrkiet, men den polariserede stemning bredte sig i 2015 til flere egne af
landet. Særligt efter drabene i Daglica og Igdir, hvor 16 soldater og 13 politifolk mistede livet,
gik bølgerne højt, og antallet af angreb fra ultra-nationalistiske tyrkere mod kurdere og kurdiske
institutioner steg. Anti-terrordemonstrationer rundt omkring i landet udviklede sig i nogle
tilfælde voldeligt, og kurdiskejede butikker blev brændt ned.
Det kurdiske spørgsmål deler vandene i den tyrkiske befolkning, og den offentlige debat har
igennem hele den genopblussede konflikt været præget af en meget hård og uforsonlig tone.
Det kom bl.a. til udtryk i januar efter, at 1128 akademikere underskrev en ‘deklaration for fred’,
hvori der opfordres til en afslutning på kamphandlingerne og en tilbagevenden til
fredsforhandlingerne. Deklarationen indeholder meget stærke udtryk og anklager såsom, at
regeringen skulle stå bag ‘tilsigtet og planlagt nedslagtning’ og en ‘massakre’, og har således
affødt hårde bemærkninger fra bl.a. den tyrkiske præsident, ligesom tyrkisk politi- og
anklagemyndigheder har indledt undersøgelser for at afdække, om deklarationen er et brud på
den tyrkiske lovgivning.
Fra international side, ikke mindst EU’s og Danmarks, understreges behovet for, at alle parter
deeskalerer konflikten og genoptager fredsforhandlingerne snarest muligt, da dette er den
eneste farbare vej frem for at skabe en holdbar løsning på det kurdiske spørgsmål i Tyrkiet. I
sin lykønskningsskrivelse til den genudnævnte tyrkiske premierminister efter valget den 1.
november 2015 gjorde EU's faste formand, Donald Tusk for eksempel klart, at EU forventer,
at den tyrkiske regering snarest muligt vil genoptage fredsforhandlingerne. Også EU's høje
repræsentant, Federica Mogherini har ved flere lejligheder udtrykt sin store bekymring og
kraftigt opfordret til en hurtig indførelse af våbenhvile og påbegyndelse af en løsningsproces.
Hun har klart påpeget, at Tyrkiets kamp mod terrorisme fuldt ud skal respektere Tyrkiets
forpligtelser under international ret, herunder i relation til menneskerettigheder og humanitær
ret. Alvorligheden og betydningen af det kurdiske spørgsmål står derfor også centralt i Tyrkiets
optagelsesforhandlinger med EU, hvor snarlige fremskridt på dette område er afgørende.
Fra den danske regerings side har vi, som og med EU, løbende og klart opfordret til en hurtig
tilbagevenden til fredsprocessen. Vi har i den forbindelse udtrykt vores bekymring over en
negativ voldsspiral i konflikten mellem Tyrkiet og PKK og på den baggrund også opfordret til
proportionalitet i Tyrkiets militære modsvar på PKKs terrorhandlinger. Danmark lægger i
3
 UPN, Alm.del - 2015-16 - Bilag 129: Svar på spørgsmål vedr. en henvendelse fra Heine Strømdahl og vurdering af kurdernes situation i Tyrkiet
forhold til Tyrkiets optagelsesforhandlinger med EU vægt på en snarlig åbning af de helt
centrale forhandlingskapitler 23 og 24, der fokuserer på demokrati og fundamentale rettigheder.
Med en åbning af disse kapitler får vi adgang til direkte at adressere vanskelige
indenrigspolitiske spørgsmål, herunder kurdernes forhold og rettigheder i Tyrkiet.
Regeringen er i øvrigt i direkte kontakt om spørgsmålet både på politisk og
embedsmandsniveau, udover med den tyrkiske regering, også med repræsentanter for den
kurdiske befolkningsgruppe i Tyrkiet. Som to eksempler kan nævnes, at jeg selv den 25.
september 2015 modtog HDPs medformand Selahattin Demirtas til en samtale i København,
og at den danske ambassadør i Ankara den 8. februar i år var vært for et fælles møde mellem de
nordiske ambassadører i Ankara og den toneangivende kurdiske politiker, Leyla Zana for at
høre hendes vurderinger af og synspunkter på den aktuelle situation og en mulig vej tilbage til
den løsningsproces, som frem til foråret 2015 havde skabt håb om en bedre fremtid for Tyrkiet.
4