Udvalget for Landdistrikter og Øer 2015-16
ULØ Alm.del Bilag 93
Offentligt
1611793_0001.png
Til Social- og Indenrigsministeriet
17. marts 2016
Vedr. ordningen til nedsættelse af færgetakster for godstransport til og fra øer
Siden denne ordning trådte i kraft 1. juni 2015 har vi i Sammenslutningen af Danske
Småøer modtaget henvendelser om og drøftet ordningen med vores medlemmer.
Sammenslutningen af Danske Småøer har gennemført en spørgeskemaundersøgelse
blandt beboerforeningerne for at indhente deres opfattelse af ordningens fordele og
eventuelle ulemper.
Det generelle indtryk vi har fået fra øerne er, at ordningen er til stor gavn for de
erhvervsdrivende. Transportudgifterne har længe været en stor forhindring for udviklingen
af erhverv på øerne.
På baggrund af vores dialog med medlemsøerne om ordningen, og da vi ved, at
kommunerne skal indsende deres redegørelser mm. for den første periode frem til
årsskiftet 2015-16 med udgangen af marts måned, fremsender vi nu vores bemærkninger
til ordningen til ministeriet.
1. Definition af køretøjer omfattet af ordningen
Vi har først og fremmest modtaget mange henvendelser fra øboere vedr. definitionen af
køretøjer, der er omfattet af ordningen.
Som vi ser det er definitionen af varevogne meget problematisk. I bekendtgørelsen står
der således:
§ 5. Ordningen omfatter følgende former for godstransport og godshåndtering:
2) Varevogne og lignende på ikke over 4 ton, der er registreret på gule plader.
Definitionen af varevogne er ikke tidsvarende: mange små erhvervsdrivende (f.eks. små
købmænd, mindre fødevarevareproducenter, håndværkere og nogle institutioner) har en
varevogn på såkaldte papegøjeplader. Disse er ikke omfattet af ordningen, selvom de
benyttes til erhverv. Det betyder at netop erhvervsdrivende, der med ordningen kunne
have fået en betydelig lempelse af transportudgifterne af stor betydning for deres
overlevelse, alligevel ikke kan opnå denne nedsættelse af godstaksterne.
Der findes samtidig ældre varevogne mm. på øerne som lovligt er registreret på gule
plader, men lovligt kan bruges til privatkørsel. Disse er ifl. lovteksten omfattet af ordningen.
Dette giver ikke mening.
Vi opfordrer til at bekendtgørelsen ændres og præciseres til også at omfatte
papegøjeplade-biler.
Formuleringen
og lignende
har desuden skabt forvirring. Er det f.eks. trailere? Trailere ikke
særskilt omtalt i bekendtgørelsen (kun håndteringen af trailere), og vi erfarer, at det er
meget vekslende hvordan det enkelte færgeselskab tolker dette. Trailere benyttet til
erhverv bør være omfattet.
1
ULØ, Alm.del - 2015-16 - Bilag 93: Kopi af høringssvar fra Sammenslutningen af Danske Småøer om forslag til lov om nedsættelse af færgetakster og bemærkninger til ordningen om godstakstreduktionen
1611793_0002.png
2
Vi opfordrer derfor til at bekendtgørelsen ændres og præciseres til at lyde:
§ 5…. 2)
Varevogne,
papegøjeplade-biler og trailere
på ikke over 4 ton,
der benyttes
til erhverv.
Det vil så være på ’tro og love’, at man bestiller hhv. en erhvervsbillet eller en alm. billet –
svarende til at det er på ’tro og love’, at man benytter bilen i øvrigt til erhverv eller
privatkørsel. Alternativt kan der afkræves et CVR-nr.
2. Anvendelse af eventuelt overskydende midler
I bekendtgørelsens § 3 står der:
Det påhviler kommunalbestyrelsen at sikre, at eventuelt
overskydende midler anvendes i det efterfølgende kalenderår til nedsættelse af øvrige
færgetakster eller andre serviceforbedringer på færgeområdet.
Det er en rigtig bestemmelse - dog har udtrykket
andre serviceforbedringer på
færgeområdet
givet anledning til fortolkning.
Vi mener derfor, at det bør præciseres, at
serviceforbedringer på færgeområdet,
ikke
er lig
med, hvad der må betragtes som almindelig færgedrift – herunder evt. udgifter i
forbindelse med værftsophold eller øgede brændstofpriser – og at kommunerne derfor ikke
kan anvende evt. overskydende midler hertil.
3. Gælder ordningen alt gods – eller kun hvis man er erhvervsdrivende?
Det fortolkes forskelligt på færgeoverfarterne om nedsættelsen af takster for godstransport
gælder alle, der transporterer gods eller kun erhvervsdrivende. Således skal man på visse
overfarter være oprettet i færgens bookingsystem som erhvervsdrivende, for at opnå
nedsættelsen. Det betyder bl.a. at erhvervsdrivende, der kun har et enkelt ærinde til øen
og derfor ikke er oprettet, ikke kan opnå nedsættelsen.
Det skaber også tvivl i de tilfælde, hvor privatpersoner har bestilt en vare, der skal med
færgen. Altså det der kan betegnes som
Bure, paller og containere beregnet til
godstransport
eller
Løst gods i øvrigt
eller
Godshåndtering, herunder trailerhåndtering,
hvis der er tale om en forpligtelse for færgeoperatøren.
Vi læser af bekendtgørelsen at alt løst gods som ovennævnte er omfattet – uanset om
man er erhvervsdrivende eller ej.
Dette bør præciseres.
Vi står gerne til rådighed for en uddybelse og evt. eksemplificering af vores bemærkninger.
Vi vil gerne se den samlede afrapportering fra kommunerne fra ordningens første periode,
når den foreligger.
Med venlig hilsen
Dorthe Winther
Formand
Sammenslutningen af Danske Småøer
Hov Agre 8, Omø
4230 Skælskør
Sammenslutningen af Danske Småøer
www.danske-smaaoer.dk
Strynø Brovej 12, Strynø, 5900 Rudkøbing. Tlf: 62 51 39 93.
[email protected]