Bornholms Tidende
DR Bornholm
TV2 Bornholm
Bornholm Nu
Nexø den 4. februar 2016
LAG Bornholm
Bright Park Bornholm
Gl. Rønnevej 17A
3730 Nexø
T: 204233700
Pressemeddelelse
LAG Bornholm mister 30% af et af landets bedste investeringsprogrammer
Som led i den store Landbrugs- og fødevarepakke, som Regeringen vedtog kort før
jul, blev det besluttet, at finansieringen af denne skulle findes ved omprioriteringer
i det danske landdistriktsprogram, som LAG-indsatsen jo er en del af. Helt konkret
kom det til at betyde, at midlerne til de lokale aktionsgrupper blev beskåret med 30
% fra 1. januar 2017 og programperioden ud (til 2020).
Det skal bemærkes, at LAG´erne i forvejen havde fået deres ramme reduceret i
2014-2020 sammenholdt med rammen i den forrige periode fra 2007 - 2013 og at
LAG´erne med den seneste nedskæring nu fra 2017 kun vil få ca. det halve af det,
de havde at gøre godt med i den sidste periode.
Det giver os nogle helt særlige udfordringer. Vi føler, der bliver sat spørgsmålstegn
ved en politik, der havde ”et Danmark i balance” som mål, som det kom til udtryk
ved beslutningen om udflytningen af de 3.900 statslige arbejdspladser. For nu
stækker man de gode kræfter, der kan supplere med yderligere arbejdspladser i
yderområderne gennem bidrag fra LAG´erne.
For at illustrere konsekvenserne, gav LAG Bornholm i 2015 tilsagn om støtte til 7
jobskabende ansøgninger (Online mødested for outdoor turister og aktører,
Pennylane Naturøl, Wonderfestival - udviklingsprojekt, Løkkelund Gedemejeri,
Keramikfabrikken - Dansk Kaolin, Høstet - Havtorn og Bornholms Kildevand).
Samlet set vurderede ansøgerne, at det ville skabe op til 16 nye fuldtidsjobs
inden for de første to år. Den samlede støtte til de jobskabende ansøgninger
beløb sig til 1,4 mio. kr. og projekternes samlede investeringer i form af
egenfinansiering og støtte fra anden side beløb sig til knap 6 mio. kr.
Er der hold i ansøgernes vurdering af, hvor mange nye arbejdspladser der vil blive
skabt, betyder det, at vi på Bornholm kan skabe nye arbejdspladser for et
gennemsnitligt beløb på 370.000 kr., hvoraf LAG´en har bidraget med knap
90.000 kr. pr. skabt arbejdsplads. Til sammenligning budgetterer staten med
udgifter på 720.000 kr. pr. medarbejder i forbindelse med udflytningen af
statslige arbejdspladser. Så selv om vi forestiller os, at ansøgerne kun skabte
halvt så mange nye jobs som forventet, vil det stadig være en god forretning for
samfundet, at yde den optimale støtte til LAG´ernes arbejde.