Udvalget for Landdistrikter og Øer 2015-16
ULØ Alm.del Bilag 47
Offentligt
Planloven bærer skylden.
Siden kommunalreformen i 1970, med by- og landzoneloven (planloven), har Danmark
været opdelt i landzone, byzone og sommerhusområder.
Forklaringen er, at politikerne for fire årtier siden havde den opfattelse, at velfærdssamfundet, der
stod for døren, kun kunne skabes i bysamfund, hvor folk boede tæt. Ikke på landet med en spredt
bebyggelse.
I landzonen var kun tre erhverv tilladt, landbrug, skovbrug og fiskeri. Tre erhverv, der
rationaliserede og mekaniserede med tab af mange arbejdspladser til følge. Landsbyerhverv som
håndværk og småindustri, der gav mange arbejdspladser til landsbysamfundene, måtte ikke længere
være på landet, men skulle flytte til en industrigrund i byen.
I byzonen skulle al vækst og udvikling ske, Det være bosætning i parcelhuskvarterer, håndværk og
industri på kommunens industrigrunde. Det var også i byzonen, den store skole, børnehaver,
fritidshjemmet, idrætshallen, sportsklubber, butikker, ældreboliger, sociale boliger, bibliotek m. v.
skulle være.
Landsbysamfundenes tid var forbi, nu var det bysamfundene, der skulle satses på. Planloven var
redskabet, der skulle afvikle landsbysamfundene og udvikle bysamfundene.
Politikerne på Christiansborg må ændre planloven, så landsbysamfundene kan overleve og
iværksætterne, håndværk og småindustri kan styrke selvstændighedskulturen og skabe nye
arbejdspladser. Planloven bærer skylden for afvikling af mange landsbysamfund og tab af tusinder
af arbejdspladser.
Carsten Abild
Strandvejen 50
5450 Otterup
”Landsbyerne i Danmark”
(formand)