Den 22. september 2016
Kære Udvalg for Landdistrikter og Øer
Nedenstående mails er sendt til Ministeriet for Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet fra Malene
Pedersen på Anholt.
Mailsene omhandler en problematik, vi ofte har drøftet med jer, nemlig muligheden for at låne penge til
anskaffelse af bolig og erhverv på småøerne.
Her er et eksempel fra Anholt, hvor boligmassen er begrænset, og hvor det er undergravende for Anholts
fremtidige beståen som helårssamfund, at folk med erhverv på Anholt ikke kan få lån, og at helårsboliger
dermed sælges til fritidsboliger.
Venlig hilsen
Dorthe Winther
Formand
Sammenslutningen af Danske Småøer
Mail af 7.9.2016 - sendt til Ministeriet for Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet
Kære ministerium
Jeg er fastboende på øen Anholt. Vi er et velfungerende lille samfund, dog med det store problem, at husene
i vores landsby bliver gjort til sommerhuse i en hastighed der får mange af os fastboende til at frygte for øens
fremtid som helårssamfund.
Aktuelt er et nyt lærerpar netop flyttet til øen. Med to børn - hurra - og styr på økonomien. Til trods for stabil
økonomi og to fuldtidsjobs, har de netop fået afslag på et boliglån fra banken. Argumentet; I flytter til en ø,
til udkants Danmark. Det ville bankrådgiveren aldrig selv have gjort, kunne hun oplyse om. "Tænk jer nu
om, I har vel ikke tænkt jer at blive der i mange år?" Et skriftligt begrundet afslag? - nej det kan man
desværre ikke få. Vi er mange der har prøvet.
Det er det samme scenarie hver gang, og på Anholt har vi måttet sige farvel til adskillige børnefamilier på
den bekostning. Fortvivlelsen er lige stor hver gang; Vores skole (snart den eneste ø-skole i Danmark)
kommer til at lukke, hvis børnefamilierne ikke har mulighed for at bosætte sig herovre.
Mit spørgsmål er: Er det virkelig bankerne og Kreditforeningerne der skal bestemme om udkants Danmark
skal være befolket, eller blive til et frilandsmuseum med tomme sommerhuse det meste af året?
Mange hilsener
Malene Pedersen, Anholt
Mail af 9.9.2016 - sendt til Ministeriet for Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet
Kære ministerium
I dag er den nævnte familie blevet "sat på gaden". Helårsboligen de har lejet, og gerne ville købe, er solgt og
med et pennestrøg gjort til fritidsbolig af den ejendomsmægler som efterhånden har gjort det samme med
mange helårshuse på øen. Penge i hans lomme og øen er en familie fattigere. Der er snart ikke helårshuse
tilbage i Anholt By og der er ikke noget vi kan gøre ved det, andet end at appellere til sælgernes
samvittighed. Jeg har svært ved at se, at der er en fremtid for helårssamfundet på Anholt.
Med venlig hilsen
Malene Pedersen, Anholt