Samarbejde kan redde landsbyerne.
Siden vi i 1970 fik kommunalreformen og by- og landzoneloven, har Danmarks man-
ge landsbyer og landdistrikter haft store problemer.
Med zoneloven (planloven) blev Danmark opdelt i landzone, byzone og sommerhus-
områder. I landzonen var kun landbrug, skovbrug og fiskeri tilladt. Bosætning, hånd-
værk og småindustri og al anden udvikling skulle være i byzone.
Med planloven havde Danmark fået en centralistisk lovgivning, der ville få landsby-
samfundene til at syne hen.
Men Danmark har i mere end 100 år været et decentralt samfund, hvor der ikke er
langt mellem borger og politiker, og hvor de kommunale enheder er overskuelige.
Ganske almindelige borgere, der interesserer sig for samfundet, har kunnet deltage i
den kommunale debat og udvikling.
Men med de to sidste kommunalreformer i 1970 og 2007 er den kommunale verden
blevet en anden. På fire årtier er vi gået fra at have ca. 15.000 sognerådsmedlemmer
til i dag kun at have ca. 2.000 kommunalpolitikere, og fra at have 1388 sognekom-
muner til i dag kun 98 storkommuner.
Med så få politikere og så store kommuner har mange borgere mistet den kommunale
overskuelighed og det kommunale engagement og er ”gået hjem”. Kommunalpoliti-
kerne er blevet ensomme og usynlige. Storkommunen er blevet en administrativ en-
hed uden folkelig identitet.
Men landsbybeboerne vil det anderledes. De vil beholde nærdemokratiet og fælles-
skabet. De ønsker indflydelse på lokalsamfundets hverdag og fremtid. Det er i lokal-
samfundene, vi har vores identitet.
Derfor har landsbybeboerne organiseret sig med beboerforeninger, borgerforeninger,
landsbyråd, lokalråd m. v.
Og organiseringen er lykkedes. Flere og flere kommunalpolitikere ønsker at samar-
bejde med landsbybeboerne om igen at få vækst og udvikling i vore landsbyer og
landdistrikter.
Og mange Folketingspolitikere er positive over for en mere liberal planlov.
Det er samarbejde, der kan redde landsbyerne.
Carsten Abild
Strandvejen 50
5450 Otterup
Landsbyerne i Danmark
(formand)