LAG’er understøtter dansk turisme
Danmark står over for sin første nationale turismestrategi. Turismen skaber arbejdspladser og vækst i hele
landet, og rummer store potentialer for yderligere vækst og arbejdspladser i årene fremover, hvis en
realiserbar strategi for turismen sættes i søen. Som forarbejde til den nationale turismestrategi har Det
Nationale Turismeforum udarbejdet en statusanalyse for den danske turisme, som blev offentliggjort i marts
2016. I forbindelse med offentliggørelsen udtalte Erhvervs- og Vækstminister Troels Lund Poulsen: ”Det
er
vigtigt, at vi gør en aktiv indsats for at styrke turisterhvervets muligheder i vores kystnære områder, som ikke
oplever vækst.”
1
Allerede et par måneder inden, i januar 2016, fremlagde Kommunernes Landsforening (KL), deres
anbefalinger til den nationale turismestrategi. Anbefalingerne favner mange relevante, men samtidigt også
meget bredt favnende indsatsområder, som kommunerne finder væsentlige når turismens potentialer skal
forløses. Samtidigt peger udspillet også på flere af de udfordringer, der skal adresseres, for at idéerne kan
gøres til virkelighed.
Netop det, at gøre mange forskelligartede idéer til virkelighed, er de lokale aktionsgruppers
spidskompetence. De lokale aktionsgrupper (LAG’er) er en del af det danske landdistriktsprogram, men
beskæftiger sig med alt andet end landbrug. LAG’erne uddelte i 2015 mere end 70 mio. kr. til realiseringen
af gode projekter, hvoraf rigtig mange af projekterne helt eller delvist handler om at give turismen et løft.
Udvikling af turisme, erhverv, lokale servicefaciliteter og bosætning er de højest prioriterede indsatsområder
for LAG’erne. Udviklingen drives og understøttes desuden gennem de synergier, der, med LAG’ernes lokale
forankring og brede netværk, kan skabes. Dette gør effekterne af udviklingsindsatsen endnu større og mere
levedygtige fremover.
De lokale aktionsgrupper er derfor et oplagt bud på et veletableret, landsdækkende erhvervs-
fremmesystem, som kan og vil understøtte realiseringen af det store vækstpotentiale inden for turisme
særligt i Danmarks landdistrikter. – Og de lokale aktionsgrupper er klar til at gøre det i endnu højere grad,
hvis regeringen og Folketinget, i forbindelse med udmøntningen af den nationale turismestrategi, vil have
yderligere midler ud at arbejde for turismefremme i de kystnære områder og landdistrikterne fra dag ét.
Solnedgang ved Havnsø. Foto: Colourbox.
1
Erhvervs- og Vækstministeriet, pressemeddelelse d. 11.03.2016 ” Turismeanalyse viser store regionale og
kommunale forskelle”.