Udvalget for Forretningsordenen 2015-16
UFO Alm.del Bilag 42
Offentligt
LOVSEKRETARIATET
NOTAT
OM VISSE SPØRGSMÅL VEDRØRENDE MISTILLID TIL EN FAGMINISTER
Sammenfatning:
Notatet indeholder en beskrivelse af regler og praksis ved Folketingets
udtalelse af mistillid til en fagminister.
Indhold:
Om udtalelse af mistillid:
I medfør af grundlovens § 15, stk. 1, kan ingen minister forblive i sit embede,
efter at Folketinget har udtalt sin mistillid til ham. Ifølge stk. 2, 1. pkt., i samme
paragraf skal statsministeren begære ministeriets afsked, hvis Folketinget
udtaler sin mistillid til statsministeren, medmindre nyvalg udskrives
Bestemmelsen blev indsat med 1953-grundloven. Den såkaldt negative
parlamentarisme blev hermed endeligt fastslået som gældende ret, idet
princippet dog antages at have været en del af gældende dansk forfatningsret
siden dannelsen af den første parlamentariske regering i 1901.
I situationer, hvor et mistillidsvotum har kunnet forventes at samle et flertal,
har mange ministre valgt selv at træde tilbage (eller er blevet afskediget af
statsministeren). Det er dog først ved vedtagelsen af et mistillidsvotum i
Folketingssalen, at ministeren forpligtes til at træde tilbage.
Et egentligt mistillidsforslag vil normalt have form af et forslag til vedtagelse.
Indtil midten af 70’erne kunne der fremsættes vedtagelsesforslag (indtil 1998
kaldet motiveret dagsorden) også under forhandlingerne om et lovforslag.
I dag kan der kun fremsættes forslag til vedtagelse under en
forespørgselsdebat eller åbningsdebatten. Normalt kan en forespørgsel
hurtigst komme til behandling efter reglerne om hasteforespørgsler, som blev
indført med folketingsbeslutning nr. 167 i juni 2007. Hvis et ønske om en
hasteforespørgsel støttes af en bredere kreds af partier kan forhandlingen
afvikles den følgende onsdag, når anmodning herom er modtaget senest kl.
14 den 4. hverdag forinden (normalt torsdag), således som det skete i den
aktuelle sag.
2. maj 2016
Ref.: 15-001086
Karen Jørgensen/Ole Ø.
Christiansen
1/2
UFO, Alm.del - 2015-16 - Bilag 42: Notat om mistillid.
1627947_0002.png
En anden mulighed er, at 72 medlemmer i medfør af grundlovens § 39
anmoder Folketingets formand om at indkalde til møde med angivelse af
dagsorden. Bestemmelsen er endnu aldrig blevet anvendt.
Relevant litteratur:
Om mistillid:
Emnet er behandlet udførligt i den statsretlige litteratur, se f.eks.
Jørgen Albæk Jensens kommentar i grundlovens § 15 i den
kommenterede grundlov, 2. udgave fra 2006.
2/2