Transport- og Bygningsudvalget 2015-16
TRU Alm.del Bilag 386
Offentligt
Præstø 22/9-2016.
Til
Folketingets Trafik og – Bygningsudvalg.
Vedr. rejsekortordningen.
I forbindelse med min bestræbelse på at anskaffe et rejsekort er jeg stødt på nogle sære og urimelige
forhold, som jeg beder udvalget se nærmere på og meddele mig dets opfattelse af.
1. Det forholder sig sådan, at når man vil anskaffe rejsekort bliver man bedt om at give samtykke til, at
personligoplysninger kan videregives. Dette anføres på hjemmesidens blanket at være en betingelse for at
opnå normalt rejsekort, hvilket betyder, at hvis man ikke samtykker, kan man ikke opnå normalt rejsekort.
Men et samtykke er og bør være ganske frivilligt og derfor ikke være forbundet med den form for tvang, at
hvis ikke man giver samtykket, opnår man ikke det normale rejsekort. Metoden til samtykket er uacceptabel
og i strid med gængs juridisk forståelse af begrebet samtykke.
2. Denne problematik har jeg forelagt Rejsekort Kundecenter, som har gjort mig opmærksom på
muligheden for at anskaffe et såkaldt anonymt rejsekort, som ikke er betinget af samtykke til videregivelse
af personoplysninger. I min videre korrespondance med Rejsekort Kundecenter og Ankenævnet for bus, tog
og metro har jeg fået oplyst, at anonymt rejsekort imidlertid medfører tab af en række af de økonomiske
fordele, det normale rejsekort giver. Reelt betyder det, at det koster penge at vælge anonymt i steder for
normalt rejsekort for at hindre videregivelse af personoplysninger. Det er en uacceptabel forskelsbehandling
både i juridisk, økonomisk og moralsk forstand.
3. Sideløbende med min korrespondance med Rejsekort Kundecenter og Ankenævnet har jeg telefonisk
forelagt de juridiske og økonomiske problemstillinger for Datatilsynet og Forbrugerombudsmanden. Ingen af
de fire instanser har kunnet give mig nogen egentlig forklaring på, at rejsekortordningen er indrettet med
disse to iøjnefaldende urimeligheder, som på ingen måde er acceptable. Der er efter min mening tale om grov
forskelsbehandling, som tilmed involverer spørgsmålet om retssikkerhed vedrørende personoplysninger.
Min mailkorrespondance med Rejsekort Kundecenter og Ankenævnet er bevaret, mens telefonsamtalerne
med Datatilsynet og Forbrugerombudsmanden selvsagt ikke kan rekonstrueres.
I håb om at udvalget vil vurdere, om der dog ikke er tungtvejende grunde til at ændre mulighederne for at
opnå rejsekort, så disse problematiske urimeligheder kan undgås --
med venlig hilsen
Helge Rørtoft-Madsen,
Næbvej 49, 4720 Præstø, [email protected]