Transport- og Bygningsudvalget 2015-16
TRU Alm.del Bilag 378
Offentligt
8. september 2016
Udkast
til
forslag til
lov om ændring af vejloven og privatvejsloven
§ 1.
I lov nr. 1520 af 27. december 2014, som ændret ved lov nr. 1895 af 29. december 2015 og lov
nr. 658 af 8. juni 2016, foretages følgende ændringer:
1.
I
§ 3, nr. 7,
ændres »§ 49« til »§ 51«.
2.
I
§ 3
indsættes efter nr. 11 som nyt nr.:
»12)
Administrationstillæg: Ved administrationstillæg forstås i denne lov det tillæg, som
vejmyndigheden kan opkræve til dækning for sine dokumenterede, administrative udgifter,
eksklusiv renter. Administrationstillægget kan højst udgøre 9 pct. af de dokumenterede
projekterings- og anlægsudgifter.«
3.
§§ 26 til 39
ophæves.
4.
I
§ 49, stk. 7, 2. pkt., § 72, stk. 2, 2. pkt., § 78, stk. 3, 2. pkt., § 79, stk. 4, 2. pkt.,
udgår »efter §
30«.
5.
§ 87, stk. 1,
affattes således:
Ȥ
87.
Når det er nødvendigt af hensyn til vejens vedligeholdelse, hensynet til færdslen eller
hensynet til ledninger i, på eller over vejarealet, kan vejmyndigheden kræve træer og anden
beplantning på, i eller over vejens areal fjernet, nedskåret, opstammet eller studset.«
6.
§
92, stk. 1, nr. 4,
affattes således:
»4) foranstaltninger og indretninger til belysning af vejen, vejafmærkning og vejnavneskilte
m.v.,«
7.
§
92, stk. 1, nr. 5,
affattes således:
»5) master, barduner og bæretråde til brug for forsyningsanlæg og offentlige samfærdselsmidler,
og«
8.
I
§ 124
indsættes som nyt stk. 3:
1
 TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 378: Lovudkast til forslag til lov om ændring af vejloven og privatvejsloven
»Stk.
3.
Kommunalbestyrelsen skal offentliggøre sine planer om, hvilke kommuneveje der
overvejes nedklassificeret til privat fællesvej eller privat vej, ligesom kommunalbestyrelsen skal
meddele sine planer til ejerne af de ejendomme, der vil blive direkte berørt af planerne om
nedklassificering.«
Stk. 3 til 7 bliver herefter til stk. 4 til 8.
9.
I
§ 124, stk. 6,
ændres »stk. 1 og 5« til »stk. 1, 4 og 5«
10.
I
§ 124
indsættes som
stk. 9:
»Stk. 9.
De første 10 år efter nedklassificeringen afholder vejmyndigheden forlods følgende andel
af udgifterne til den private fællesvejs påbudte og løbende vedligeholdelse, bortset fra arbejder
vedrørende beplantning og træer i, over eller på vejen, samt til den påbudte og
vintervedligeholdelse og renholdelse af vejen, bortset fra fortov og sti, og til den påbudte
vejbelysning:
0 – 2 år: 90 pct.
2 – 5 år: 75 pct.
5 – 8 år: 25 pct.
8 – 10 år: 15 pct.
Herudover finder § 15, stk. 4, 2. pkt., og § 49, stk. 3 og 5, anvendelse på vejmyndighedens pligt til
at bidrage til vejens vedligeholdelse.«
11.
I
§ 128
indsættes som
stk. 2:
»Stk. 2.
§ 124, stk. 8, finder ligeledes anvendelse, når en kommunevej eller strækning heraf i
forbindelse med en ekspropriation efter stk. 1 nedklassificeres til privat fællesvej, og § 125, stk. 1
og 4, finder tilsvarende anvendelse, når en kommunevej eller strækning heraf i forbindelse med
en ekspropriation efter stk. 1 nedklassificeres til privat fællesvej eller privat vej.«
12.
I
§ 131
indsættes som
stk. 2:
»Stk.
2.
Transport- og bygningsministeren kan bemyndige Vejdirektoratet eller en anden under
Transport- og Bygningsministeriet oprettet styrelse til at udøve de beføjelser, der i denne lov er
tillagt transport- og bygningsministeren.«
§ 2.
I lov om private fællesveje, jf. lovbekendtgørelse nr. 1234 af 4. november 2015, foretages
følgende ændringer:
1.
§ 10, nr. 11,
affattes således:
2
 TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 378: Lovudkast til forslag til lov om ændring af vejloven og privatvejsloven
»11) Adgang: En fysisk etableret adgang fra en ejendom til en privat fællesvej eller privat fællessti,
eller fra en privat fællesvej eller privat fællessti til en anden privat fællesvej eller privat fællessti,
for gående, cyklende, ridende eller kørende færdsel.«
2.
§ 10, nr. 12,
ophæves. Nr. 13-18 bliver herefter nr. 12-17.
3.
I
§ 10, nr. 16, § 61, stk. 2, § 68, stk. 2, nr. 1, og § 69, stk. 3,
ændres »istandsættelse« til
»vedligeholdelse«.
4.
§ 17
ophæves.
5.
I
§ 27, stk. 2, nr. 8,
ændres »overkørsel« til »adgang«.
6.
§ 42
ophæves.
7.
Overskriften til kapitel 9 affattes således:
»Vedligeholdelse«
8.
I
§ 45, stk. 4,
ændres »istandsættelsen« til »vedligeholdelsen«.
9.
I
§ 45, stk. 6,
ændres »istandsættes« til »vedligeholdes«.
10.
§ 49, stk. 2,
ophæves. Stk. 3-5 bliver herefter stk. 2-4.
11.
§ 50, stk. 1, nr. 2,
affattes således:
»2) Offentlige veje, offentlige stier, private fællesveje og private fællesstier.«
12.
§ 51, stk. 3,
ophæves. Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 3 og 4.
13.
I
§ 52, stk. 2,
udgår efter »49« », 51 og 52« og i stedet indsættes »og 51«.
14.
I
§ 55, stk. 2,
indsættes før »§ 49« »§ 45 a eller«.
15.
Efter
§ 55
indsættes:
»Grundejerforeningers eller vejlaugs udførelse af arbejdet
§ 55 a.
Hvis vedligeholdelsesforpligtigede grundejere, der ved en fordeling efter reglerne i §§ 45 a
og 49 er eller vil kunne blive pålagt at afholde mindst to tredjedele af de samlede udgifter til
vejens vedligeholdelse, anmoder om det, kan kommunalbestyrelsen efter aftale med
vedkommende grundejerforening eller vejlaug træffe afgørelse om, at vedligeholdelsen, herunder
3
 TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 378: Lovudkast til forslag til lov om ændring af vejloven og privatvejsloven
den fremtidige vedligeholdelse af vejen, udføres af grundejerforeningen eller vejlauget for
samtlige vedligeholdelsesforpligtigede grundejeres regning.
Stk. 2.
Ved afgørelse om vedligehold efter stk. 1 skal kommunalbestyrelsen fastsætte den andel af
udgifterne, som skal afholdes af grundejere, der ikke er medlem af grundejerforeningen eller
vejlauget, efter reglerne i § 45 a og § 49.
Stk. 3.
§ 99 a finder tilsvarende anvendelse på de arbejder, der er omfattet af
kommunalbestyrelsens afgørelse truffet efter stk. 1.«
16.
§ 56 affattes således:
Ȥ 56.
En godkendelse eller tilladelse efter § 57, stk. 1, § 60, jf. §§ 86, 88, 92 og 93 i lov om
offentlige veje, § 61, stk. 1, § 62, stk. 1 og 2, § 63, stk. 1-4, § 66, stk. 1 og 2, og § 67, jf. § 73, i lov om
offentlige veje, er udtryk for, at almene offentligretlige hensyn ikke er til hinder for det ansøgte
eller tilladte.
Stk. 2.
En godkendelse eller tilladelse efter de i stk. 1 nævnte bestemmelser bortfalder, hvis det
arbejde m.v., som tilladelsen vedrører, ikke er påbegyndt inden 2 år fra tilladelsens dato.
Vejmyndigheden kan fastsætte en kortere frist, ligesom den kan forlænge fristen.
Stk. 3.
Vejmyndigheden har kun pligt til at behandle ansøgninger efter de i stk. 1 nævnte
bestemmelser, når ansøgning fremsendes med en skriftlig erklæring fra vejarealets ejer om, at
denne er indforstået med det ansøgte.
Stk. 4.
Er vejejeren ukendt, skal ansøger dokumentere sin ret til at udnytte en eventuel tilladelse
ved at fremsende en erklæring fra 2/3 af de vejberettigede om, at disse er indforstået med det
ansøgte.
Stk. 5.
Hvis et ulovligt forhold efter vejmyndighedens opfattelse kan retligt lovliggøres, jf. § 99,
fastsætter vejmyndigheden en rimelig frist for den, der har skabt den ulovlige tilstand eller ejeren
af den tilgrænsende ejendom, til hvem forholdet kan henføres, til at fremlægge den i stk. 3 eller 4
beskrevne dokumentation. Er dokumentationen ikke fremlagt inden udløbet af den fastsatte frist,
foranlediger vejmyndigheden, at forholdene fysisk lovliggøres for de forpligtigedes regning.«
17.
I
§ 57
indsættes som
stk. 7:
»Stk. 7.
Politiets afslag på samtykke kan påklages til transport- og bygningsministeren efter § 87,
stk. 2.«.
18.
Efter § 57 indsættes før § 58:
»Parkering på private fællesveje i byer og bymæssige områder
4
 TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 378: Lovudkast til forslag til lov om ændring af vejloven og privatvejsloven
§ 57 a.
I det omfang etablering af parkeringspladser og parkeringsordninger ikke er i strid med
færdselslovens regler om standsning og parkering, kan parkeringspladser indrettes uden
vejmyndighedens og politiets tilladelse, herunder etablering af parkeringspladser forbeholdt
særlige køretøjer eller brugere.
Stk. 2.
Politiet skal godkende afmærkningen af parkeringspladserne samt afmærkningen af
eventuelle parkeringsordninger. Eventuelle opgravninger i forbindelse med etablering af
afmærkningen skal godkendes efter § 67.
Stk. 3.
Uanset stk. 1 kan vejmyndigheden med politiets samtykke bestemme, at der skal indrettes
parkeringspladser forbeholdt handicappede, herunder forbeholdt bestemte køretøjer med lovligt
ærinde til vejen. Udgifterne til etablering af disse parkeringspladser afholdes af vejmyndigheden.
Stk. 4.
Myndighedernes afgørelser kan påklages til transport- og bygningsministeren, jf.
privatvejslovens § 87, stk. 1. Den i § 87, stk. 4, nævnte klagefrist beregnes fra modtagelse af
afgørelsen, dog senest fra den dag, hvor afmærkningen for foranstaltningen er etableret.«.
19.
I
§ 58
indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk.
4.
Viser en trafiktælling, at kommunalbestyrelsens færdselsregulering efter stk. 3 ikke har
nedbragt den gennemgående, motorkørende trafik på vejen til mindre end 50 pct. af den samlede
motorkørende trafik senest 2 år efter den i stk. 2 nævnte trafiktælling, skal kommunalbestyrelsen
optage vejen som offentlig vej, jf. § 15 i lov om offentlige veje m.v.«.
Stk. 4 bliver herefter stk. 5 og affattes således:
»Stk.
5.
Ansøgerne afholder udgifterne til trafiktællingen efter stk. 2, hvis resultatet af tællingen
viser, at den gennemgående færdsel udgør mindre end 25 pct. af den samlede motorkørende
færdsel på vejen. Kommunalbestyrelsen kan kræve, at ansøgerne stiller sikkerhed for udgifterne
til trafiktællingen efter stk. 2, inden den udføres.«.
20.
I
§ 58
indsættes som
stk. 6:
»Stk. 6.
Kommunalbestyrelsen afholder udgifterne til trafiktællingen efter stk. 2, hvis resultatet af
tællingen viser, at den gennemgående færdsel udgør mere end 25 pct. af den samlede
motorkørende færdsel på vejen. Kommunalbestyrelsen afholder udgifterne til den afklarende
trafiktælling efter stk. 4.«.
21.
Efter
§ 58
indsættes:
»Private
fællesveje der betjener offentligt ejede institutioner
5
 TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 378: Lovudkast til forslag til lov om ændring af vejloven og privatvejsloven
§ 58 a.
Kommunalbestyrelsen skal gennemføre en trafiktælling til belysning af, hvor stor en del
af den samlede motorkørende færdsel der betjener en offentligt ejet institution på en ejendom
med vejret til vejen, hvis de vedligeholdelsespligtige grundejere, der ved en fordeling efter § 49 er
eller vil kunne blive pålagt mindst 2/3 af de samlede udgifter til en privat fællesvejs
vedligeholdelse, anmoder om det. Grundejerne kan ikke stille krav om en sådan undersøgelse,
medmindre der er gået mindst 4 år fra sidste trafiktælling.
Stk. 2.
Viser den i stk. 1 nævnte trafiktælling, at mere end 50 pct. af den samlede motorkørende
færdsel med lovligt ærinde til en vejberettiget ejendom langs vejen betjener offentligt ejede
institutioner, skal kommunalbestyrelsen optage vejen som offentlig vej, jf. § 15 i lov om offentlige
veje m.v.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen afholder udgifterne til trafiktællingen efter stk. 1, hvis resultatet af
tællingen viser, at den motorkørende færdsel til de offentligt ejede institutioner langs vejen udgør
25 pct. eller mere af den samlede motorkørende færdsel med lovligt ærinde til vejberettigede
ejendomme langs vejen.«
22.
§ 59
affattes således:
Ȥ 59.
Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at private fællesveje skal holdes belyst for de
vedligeholdelsesforpligtigede grundejeres regning, når det er nødvendigt af hensyn til færdslen på
vejen eller for at tilgodese andre almene offentligretlige hensyn.
Stk. 2.
§ 45 a og §§ 48 - 55 finder anvendelse på kommunens beslutning efter stk. 1.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsens udgiftsfordeling kan ikke forlanges genoptaget af en grundejer i en
periode på 5 år efter fordelingens meddelelse, medmindre grundejeren sandsynliggør, at der er
sket væsentlige ændringer i forhold til det oprindelige fordelingsgrundlag.
Stk. 4.
Transport-og bygningsministeren kan fastsætte nærmere regler om opkrævning af
udgifter til belysning, herunder om aconto-opkrævninger.«.
23.
I
§ 68
indsættes som
stk. 5:
»Stk.
5.
Forud for tilladelsen skal kommunalbestyrelsen indhente oplysninger om vejens tilstand.
Kommunalbestyrelsen hæfter direkte over for de vedligeholdelsesforpligtigede for eventuelle tab
som følge af manglende tilsyn med opgravning og manglende eller mangelfuld retablering.«.
24.
I
§ 69
indsættes som
stk. 4:
»Stk.
4.
Forud for tilladelsen skal kommunalbestyrelsen indhente oplysninger om det udlagte
vejareals tilstand. Kommunalbestyrelsen hæfter direkte over for grundejeren for eventuelle tab
som følge af manglende tilsyn med opgravning og manglende eller mangelfuld retablering.«.
6
 TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 378: Lovudkast til forslag til lov om ændring af vejloven og privatvejsloven
25.
§ 79, stk. 2,
affattes således:
»Stk.
2.
De nærmere bestemmelser om vintervedligeholdelse og renholdelse, jf. § 80, stk. 3, § 81,
stk. 3, og § 82, stk. 3, skal træffes særskilt for private fællesveje i byzone, private fællesveje i
sommerhusområder, private fællesveje, der efter lovens § 3, stk. 2, skal administreres efter
byreglerne, og private fællesstier i de ovennævnte områder.«.
26.
I
§ 79
indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk.
3.
Der kan ikke fastsættes mere vidtgående regler for private fællesveje, end der gælder for
kommunevejene i sammenlignelige områder. Hvis særlige forhold af trafiksikkerhedsmæssig
karakter gør det nødvendigt, kan der dog for nærmere angivne private fællesveje eller
vejstrækninger heraf fastsættes videregående bestemmelser om vintervedligeholdelsen.«.
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
27.
I
§ 87 a
indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk.
3.
Tvister mellem kommunalbestyrelsen og de vedligeholdelsesforpligtigede om, hvorvidt et
vedligeholdelsesarbejde er omfattet af den løbende vedligeholdelse af vejen og dermed af
kommunalbestyrelsens pligt til at afholde en del af udgifterne, jf. § 124, stk. 8, i lov om offentlige
veje, afgøres af transport- og bygningsministeren.«.
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.
28.
I
§ 94, stk. 1, 1. pkt.,
udgår »§ 13, stk. 1, og« og »eller istandsættelsen«.
29.
Efter
§ 99 a
indsættes:
»Udgifter
§ 99 b.
Ved udgifter som nævnt i § 12, stk. 3, § 14, stk. 3, § 16, stk. 2, § 35, stk. 4, 2. og 3. pkt., §
55, stk. 2 og 3, § 56, stk. 4, § 57, stk. 4 og 5, § 58, stk. 4, § 61, stk. 3, § 66, stk. 4 og 5, § 66 b, stk. 6,
§ 76, stk. 1, § 85, stk. 2, § 86 og § 99 forstås udgifterne til det påbudte arbejde, herunder
projekteringsudgifter, og vejmyndighedens dokumenterede administrative udgifter i forbindelse
med behandlingen af sagen.
Stk. 2.
I forbindelse med udgifter efter § 2a, § 15, stk. 2 og 4, § 45 a, § 49, stk. 1 og 4, § 55, stk. 1, §
57, stk. 3, § 59, stk. 2, og § 61, stk. 4, kan vejmyndigheden pålægge de vejberettigede brugere af
en privat fællesvej på landet eller de bidragsforpligtigede grundejere for en privat fællesvej i by
eller bymæssigt område, jf. § 3, at afholde administrative udgifter, der svarer til højest 30 pct. af
udgifterne til selve vejarbejdet, herunder projekteringen af dette.
7
 TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 378: Lovudkast til forslag til lov om ændring af vejloven og privatvejsloven
Stk. 3.
I forbindelse med udgifter efter § 7, stk. 3 og 5, § 9, § 24, § 49, stk. 3, § 59, stk. 6, § 62, stk.
4, og § 83 kan vejmyndigheden ikke medregne administrative udgifter.«.
§ 3.
Loven træder i kraft den 1. august 2017, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
§ 1, nr. 11 og nr. 12, samt § 2, nr. 11 og nr. 21, træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i
Lovtidende.
Stk. 3.
Sager, der ved lovens ikrafttræden verserer i en kommune, eller som er indbragt for
Vejdirektoratet, færdigbehandles efter de hidtidige regler.
§ 4.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
8
 TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 378: Lovudkast til forslag til lov om ændring af vejloven og privatvejsloven
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
Indledning
Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Ændring af reglerne for op- og nedklassificering
2.1.1.
Gældende ret
2.1.2.
Lovforslagets indhold
2.2. Forlods afholdelse af andel af vedligeholdelsesudgifter til nedklassificerede veje
2.2.1.
Gældende ret
2.2.2.
Lovforslagets indhold
2.3. Ophævelse af reglerne om vejbidrag til anlæg og udvidelse af offentlige veje
2.3.1.
Gældende ret
2.3.2.
Lovforslagets indhold
2.4. Loft over administrative udgifter, kommunerne kan pålægge grundejere
2.4.1.
Gældende ret
2.4.2.
Lovforslagets indhold
2.5. Indhentelse af oplysninger om vejens tilstand forud for tilladelse til gravearbejder på
private fællesveje
2.5.1.
Gældende ret
2.5.2.
Lovforslagets indhold
2.6. Særlig regulering af parkering på private fællesveje
2.6.1.
Gældende ret
2.6.2.
Lovforslagets indhold
2.7. Grundejerforenings eller vejlaugs håndtering af drift og vedligehold af private
fællesveje
2.7.1.
Gældende ret
2.7.2.
Lovforslagets indhold
2.8.Ændring af reglerne om offentligretlige tilladelser
2.8.1.
Gældende ret
2.8.2.
Lovforslagets indhold
2.9. Ensretning af krav til vintervedligeholdelse
2.9.1.
Gældende ret
2.9.2.
Lovforslagets indhold
2.10. Ophævelse af reglerne om fordeling af udgifter på private fællesveje
2.10.1.
Gældende ret
2.10.2.
Lovforslagets indhold
3. De økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
4.
Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.
5.
De administrative konsekvenser for borgerne
6.
De miljømæssige konsekvenser
1.
2.
9
 TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 378: Lovudkast til forslag til lov om ændring af vejloven og privatvejsloven
7.
8.
9.
Forholdet til EU-retten
Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Sammenfattende skema
1. Indledning
Af de 74.456 km offentlige veje, der findes i Danmark pr. 1. januar 2016, administreres 3.801 km
af staten v/Vejdirektoratet og 70.654 km af kommunerne som kommuneveje.
Offentlig veje er veje, gader, broer og pladser, der er åbne for almindelig færdsel, og som
administreres af stat eller kommune efter lov om offentlige veje (vejloven).
Udover offentlige veje udgøres det danske vejnet af ca. 24.000 km private fællesveje og endelig en
række rent private veje. Ved private fællesveje forstås veje, gader, broer og pladser, der ikke er
offentlige veje, jf. ovenfor, og som tjener som færdselsareal for en anden ejendom end den
ejendom, som vejen ligger på. Det er desuden en betingelse, at ejendommene ikke ejes af samme
ejer/personkreds.
Den gældende vejlov, lov nr. 1520 af 27. december 2014, som ændret ved lov nr. 1895 af 29.
december 2015 og lov nr. 658 af 8. juni 2016, trådte i kraft den 1. juli 2015. Dog trådte
bestemmelserne i lovens kap. 8 om snerydning, glatførebekæmpelse og renholdelse og § 90, stk.
4, i kraft allerede den 31. december 2014.
Tilsvarende er private fællesveje reguleret i lov om private fællesveje (privatvejsloven). Den
gældende privatvejslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1234 af 4. november 2015, trådte i kraft den 1.
januar 2012. Loven er senest gennemgribende revideret ved lov nr. 1520 af 27. december 2014.
For en grundejer har det stor betydning, om ens ejendom grænser op til en offentlig vej eller en
privat fællesvej. Den væsentligste forskel er, at den pågældende kommune har ansvaret for
vedligeholdelse m.m. af offentlige veje, mens ansvaret for vedligehold m.m. på private fællesveje
grundlæggende påhviler de grundejere, hvis ejendom grænser op til vejen. Denne forskel ønsker
regeringen udlignet i højere grad, end det er tilfældet efter gældende ret.
Regeringen har således som ambition i højere grad at styrke retsstillingen for de borgere, der
enten i dag bor på en privat fællesvej, eller som i dag bor på en offentlig vej, der af vedkommende
kommunalbestyrelse påtænkes nedklassificeret til privat fællesvej. Initiativerne i dette lovforslag
er derfor først og fremmest rettet mod den gruppe af borgere.
Hensigten med lovforslaget er derudover at forenkle og tydeliggøre lovgivningen samt at
gennemføre visse administrative lettelser for staten og kommunerne, der som vejmyndighed
administrerer henholdsvis statsvejene og kommunevejene. Således indeholder lovforslaget få
række tiltag, der skal medvirke til, at grundejerne påtager sig det daglige ansvar for de private
fællesveje.
2. Lovforslagets hovedpunkter
10
 TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 378: Lovudkast til forslag til lov om ændring af vejloven og privatvejsloven
2.1. Ændring af reglerne for optagelse af private fællesveje og nedklassificering af kommuneveje
2.1.1. Gældende ret
Det følger af vejlovens § 15, at kommunalbestyrelsen bestemmer, hvilke nye kommuneveje der
skal anlægges, hvilke bestående kommuneveje, der skal flyttes, nedklassificeres eller nedlægges,
jf. vejlovens § 124, og hvilke private fællesveje, der skal optages som kommuneveje. Beslutninger
herom træffes på baggrund af en samlet trafikal vurdering og må ikke kun være begrundet i
økonomiske forhold.
Efter vejlovens § 124, stk. 3, kan kommunalbestyrelsen tidligst træffe beslutning om at
nedklassificere kommuneveje til private fællesveje eller private veje 4 år efter, at
kommunalbestyrelsen har offentliggjort sine planer om, at den overvejer at nedklassificere de
pågældende veje eller vejstrækninger. Kommunalbestyrelsen skal have truffet beslutning senest 6
år efter offentliggørelsen.
Efter privatvejslovens § 58, stk. 2, kan grundejere til en privat fællesvej i byzone, der ved en
fordeling af udgifter er eller vil kunne blive pålagt at afholde mindst to tredjedele af de samlede
udgifter til vejens vedligeholdelse, kræve, at kommunen gennemfører en trafiktælling med
henblik på at fastslå, hvor stor en del af den motorkørende færdsel på vejen der er almen færdsel.
Med almen færdsel menes færdsel, der ikke har lovligt ærinde til en vejberettiget ejendom og
heller ikke er lokaltrafik i området.
Hvis denne trafiktælling viser, at mere end 50 pct. af den motorkørende færdsel på vejen er almen
færdsel, skal vejmyndigheden enten træffe afgørelse, jf. privatvejslovens § 57, stk. 2, om
færdselsregulerende foranstaltninger, der nedbringer den almene færdsel til under 50 pct., eller
træffe afgørelse om at optage vejen som kommunevej, jf. vejlovens § 15. Dette følger af
privatvejslovens § 58, stk. 3.
2.1.2. Lovforslagets indhold
Det foreslås i § 1, nr. 8, at kommunen – når den har offentliggjort sin plan om nedklassificering af
en privat fællesvej – skal meddele berørte grundejere direkte om kommunalbestyrelsens planer
om nedklassificering. Det foreslåede krav om direkte orientering af de berørte borgerere skal
således supplere det allerede gældende krav om, at kommunalbestyrelsen skal offentliggøre sine
planer om nedklassificering.
Forslaget skal sikre, at de berørte borgere med sikkerhed får lejlighed til at gøre sig bekendt med
kommunalbestyrelsens planer om nedklassificering allerede fra det tidspunkt, hvor 4-års fristen
for, hvornår kommunalbestyrelsen tidligst kan træffe endelig afgørelse om nedklassificering,
begynder at løbe, jf. § 124, stk. 3.
11
 TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 378: Lovudkast til forslag til lov om ændring af vejloven og privatvejsloven
Det foreslås endvidere i § 2, nr. 19, at hvis en trafiktælling viser, at kommunens
færdselsregulerende tiltag efter privatvejslovens § 58, stk. 3, ikke har haft den ønskede effekt,
således at andelen af den almene motorkørende færdsel fortsat er over 50 pct., skal kommunen
optage vejen som offentlig kommunevej, jf. vejlovens § 15. Kommunen har indledningsvist to år
fra trafiktællingen, som nævnt i § 58, stk. 2, til at iværksætte de fornødne færdselsregulerende
foranstaltninger.
Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at de færdselsregulerende tiltag, kommunen har mulighed
for at indføre i stedet for at optage vejen som offentlig, også rent faktisk følges op inden for en
frist på 2 år. Det bagvedliggende hensyn er, at en vej bør være offentlig kommunevej og dermed
vedligeholdes af kommunen for kommunens regning, hvis størstedelen af færdslen på vejen er
almen, da det i det tilfælde ikke forekommer rimeligt at lade beboerne på vejen om at afholde
udgifter til vejens vedligehold.
Tilsvarende foreslås det i § 2, nr. 21, at kommunen skal optage en privat fællesvej som offentlig
kommunevej, hvis vejen primært betjener offentligt ejede institutioner med vejret til vejen. Dette
afgøres ved en trafiktælling, hvor det afgørende vil være, om mere end 50 pct. af den
motorkørende færdsel betjener disse institutioner.
Med offentligt ejede institutioner forstås institutioner, der drives direkte eller efter en
driftsoverenskomst med kommunen, regionen eller staten med henblik på at varetage almene,
offentligretlige formål – herunder fritids- og kulturelle formål. Bestemmelsen kan således
anvendes på private fællesveje, der er adgangsvej til offentligt ejede børneinstitutioner, skoler,
sportsanlæg, plejehjem, teatre, kirker, kirkegårde og lignende.
Som det er tilfældet med den foreslåede § 2, nr. 19, skal bestemmelsen sikre, at grundejere ikke
skal forestå vedligeholdelse af en vej, der overordnet anvendes af udefrakommende færdsel. Hvis
størstedelen af den motorkørende færdsel på vejen direkte kan henføres til disse institutioner,
forekommer det rimeligt, at vejen får status som offentlig kommunevej.
2.2. Forlods afholdelse af andel af vedligeholdelsesudgifter til nedklassificerede veje
2.2.1. Gældende ret
Vejlovens § 124 indeholder regler om proceduren m.m. i forbindelse med nedlæggelse af
kommuneveje – herunder proceduren i forhold til nedklassificering af kommunevej til privat
fællesvej.
§ 124 indeholder ikke bestemmelser, der pålægger kommunalbestyrelsen at bidrage til en
nedklassificeret vejs vedligeholdelse. Kommunalbestyrelsens forpligtigelse til at bidrage til vejens
vedligeholdelse ophører ved vejens overgang fra kommunevej til privat fællesvej eller rent privat
vej.
12
 TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 378: Lovudkast til forslag til lov om ændring af vejloven og privatvejsloven
Kommunalbestyrelsen kan eller skal dog i særlige tilfælde bidrage til en privat fællesvejs
vedligeholdelse, når vedligeholdelsen delvist eller hovedsageligt sker til varetagelse af
offentligretlige hensyn. Der henvises til bestemmelserne i privatvejslovens § 15, stk. 4, 2. pkt., og §
49, stk. 3 og 5.
2.2.2. Lovforslagets indhold
Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen i den nedklassificerede kommunevejs første 10 år
som privat fællesvej skal bidrage med en fast andel af udgifterne til den private fællesvejs
vedligeholdelse. Det gælder også udgifterne til den vejbelysning, som vejmyndigheden efter
privatvejslovens § 15, stk. 1, og § 59, stk. 1, kræver etableret, vedligeholdt og forbedret, og udgifter
til den påbudte vintervedligeholdelse og renholdelse af den private fællesvej, dog ikke for sti eller
fortov.
Baggrunden for forslaget er at sikre, at kommuneveje, der nedklassificeres til private fællesveje,
overdrages i god og forsvarlig stand. Hensigten er således at styrke kommunernes incitament til
ikke at nedklassificere offentlige veje med et aktuelt eller et i de nærmeste år forventeligt
vedligeholdelsesbehov. Derudover har forslaget til formål at lette overgangen fra kommunevej til
privat fællesvej for de vedligeholdelsesforpligtigede.
Der foreslås konkret en fordelingsnøgle, hvor kommunens andel af
vedligeholdelsesomkostningerne er størst de første år og dernæst falder støt for helt at ophøre 10
år efter nedklassificeringen. Den foreslåede fordelingsnøgle skal netop ses i lyset af
bestemmelsens formål om at øge kommunernes incitament til kun at nedklassificere offentlige
veje, der er i god og forsvarlig stand. Forslaget supplerer således vejlovens § 125, hvorefter
kommunalbestyrelsen ved tilstandsrapport skal dokumentere, at vejen med udstyr er i god og
forsvarlig stand i forhold til den fremtidige trafik på vejen.
Som det følger af vejledning til tilstandsrapporter ved nedklassificering af offentlige veje til
private fællesveje, forudsættes det ved en vej i god og forsvarlig stand, at vejens elementer i
almindelighed har en restlevetid på mindst 25 % af vejelementets såkaldte tekniske levetid, og at
der i øvrigt ikke forefindes skader på vejen, der er trafikfarlige. Slidtagen på vejens belægning er i
sagens natur meget afhængig af trafikmængden og i særdeleshed andelen af tunge køretøjer på
vejen. På en privat fællesvej med normal trafik må den tekniske levetid dog forventes at være
mindst 25 år, hvorfor en vej i god og forsvarlig stand som minimum må forventes at have en
levetid på 5-10 år – dog lavere for grusveje. Den valgte fordelingsnøgle skal netop ses i dette lys.
2.3. Ophævelse af reglerne om vejbidrag til anlæg og udvidelse af offentlige veje
2.3.1. Gældende ret
I vejlovens kap. 4, §§ 26 til 39, findes de særlige bestemmelser om vejbidrag.
Med henvisning til disse bestemmelser kan vejmyndighederne for offentlige veje – kommuneveje
og statsveje – ved vejbidrag helt eller delvist pålægge ejere af ejendomme, der grænser til eller
13
 TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 378: Lovudkast til forslag til lov om ændring af vejloven og privatvejsloven
kommer til at grænse til en offentlig vej at afholde udgifterne til vejens anlæg eller udvidelse af det
befæstede areal. Vejbidraget kan dog maksimalt udgøre udgifterne til en samlet vejbredde på 20
meter.
Bestemmelserne om vejbidrag er en undtagelsesbestemmelse til vejlovens § 8, stk. 2, hvorefter
hovedreglen er, at vejmyndigheden for den offentlige vej afholder udgifterne til de vejarbejder,
som efter vejmyndighedens vurdering er nødvendige, for at vejen er i god og forsvarlig stand.
Pålægning af vejbidrag til anlæg og udvidelse af offentlige veje benyttes ikke i vidt omfang.
Sandsynligvis fordi anlæg af nye offentlige veje og udvidelse af eksisterende vejes befæstede
områder kun sker i få tilfælde. Vejdirektoratet anvender ikke reglerne på statsvejene.
2.3.2 Lovforslagets indhold
I forslaget til § 1, nr. 3, foreslås vejlovens kapitel 4 (§§ 26-39) om vejbidrag ophævet. Forslaget er
motiveret af den grundlæggende opfattelse, at grundejere langs med offentlige veje ikke skal
kunne pålægges at afholde udgiften til anlæg eller udvidelse af de offentlige veje ved et særskilt
bidrag.
Der er så væsentlige forskelle mellem offentlige veje og private fællesveje med hensyn til den
trafik, som disse veje skal betjene, at vejbidrag ikke umiddelbart synes at kunne retfærdiggøre en
sammenligning eller henvisning til det forhold, at grundejerne skal afholde udgifterne til
etablering og drift af de private fællesveje. Da trafikken på offentlige veje formodes primært at
være af mere generel karakter, bør udgifterne herved ikke dækkes af de enkelte grundejere på den
pågældende vej.
Vejlovens § 30, der sammen med de øvrige bestemmelser i vejlovens kapitel 4 foreslås ophævet,
indeholder regler om administrationstillæg. Da der henvises til denne bestemmelse flere steder i
vejloven, foreslås bestemmelsen i stedet for indsat i vejlovens § 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 2.
2.4. Loft over administrative udgifter, kommunerne kan pålægge grundejere
2.4.1. Gældende ret
I henhold til privatvejslovens § 17 indgår både kommunens dokumenterede anlægsudgifter og
dokumenterede administrative udgifter i de udgifter, der efter bestemmelserne i lovens kap. 6,
navnlig § 15, stk. 4, fordeles mellem de vejberettigede i forhold til deres brug, når der er tale om
vedligeholdelse af private fællesveje på landet.
§ 17 gælder ligeledes udgifter omfattet af bestemmelserne i privatvejslovens § 12, stk. 3, og § 24.
I henhold til privatvejslovens § 49, stk. 2, og § 59, stk. 3, indgår både dokumenterede
vedligeholdelses- og driftsudgifter og dokumenterede administrative udgifter for kommunen i de
udgifter, kommunen fordeler mellem de bidragsforpligtigede i forbindelse med påbudte
14
 TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 378: Lovudkast til forslag til lov om ændring af vejloven og privatvejsloven
vedligeholdelsesarbejder, der skal udføres som samlede arbejder under kommunens kontrol, og
udgifter til den påbudte vejbelysning.
Bestemmelsen i § 49, stk. 2, finder ligeledes anvendelse på udgifterne til andre samlede arbejder,
som kommunen efter reglerne i lovens afsnit III kan pålægge grundejerne.
Efter gældende ret er der principielt ikke noget loft over de administrative udgifter, der nævnes i
de ovenfor anførte bestemmelser, som kommunerne kan påføre grundejerne i de nævnte tilfælde.
De administrative udgifter kan således i enkelte tilfælde udgøre langt størstedelen af
vejmyndighedens samlede udgift ved de pågældende arbejder..
2.4.2. Lovforslagets indhold
Med forslaget sikres grundejerne i en række tilfælde et loft over de administrative udgifter,
kommunen kan pålægge de vejberettigede brugere af en privat fællesvej på landet eller de
bidragsforpligtede grundejere på en privat fællesvej i by eller bymæssigt område, idet der i de
tilfælde, der nævnes i den foreslåede nye § 99 b, stk. 2, jf. forslagets § 2, nr. 29, anføres, at
administrative udgifter højest kan udgøre 30 pct. af udgifterne til selve anlægsarbejdet.
Det vurderes ikke i alle tilfælde at være rimeligt over for grundejerne, at den kommunale
vejmyndighed efter gældende ret kan få dækket
alle
sine administrative udgifter ved
myndighedsudøvelsen. Der er således set eksempler på afgørelser om udgiftsfordeling, hvor
eksterne rådgivere har sendt regninger på 70.000 – 80.000 kr. for administration, hvor selve
vejarbejdet – herunder projektering, materialer, lønudgifter og tilsyn med arbejdet – udgjorde
mellem 8000 og 9000 kr. Selvom visse sager er komplicerede og kræver særlige, fagkyndige
undersøgelser m.m., forekommer dette at udgøre en uforholdsmæssig administration af private
fællesveje.
Det bemærkes, at forslaget ikke er til hinder for, at det pågældende arbejde udføres, selvom
udgifter til diverse undersøgelser m.m. måtte betyde, at de administrative udgifter oversiger loftet
på højest 30 pct. af udgifterne til selve arbejdet. De resterende udgifter til administration skal i så
fald afholdes af kommunen.
Forslaget skal desuden ses i sammenhæng med forslagene i § 2, nr. 4, 10 og 22.
2.5. Indhentelse af oplysninger om vejens tilstand forud for tilladelse til gravearbejder på
private fællesveje
2.5.1. Gældende ret
De gældende bestemmelser i privatvejslovens §§ 68 og 69 om placering, omlægning m.m. af
ledninger i, over og på henholdsvis private fællesveje, der er taget i brug som private fællesveje, og
udlagte private fællesveje, der endnu ikke er taget i brug som private fællesveje, pålægger
ledningsejeren at indhente vejmyndighedens tilladelse, inden de omhandlede arbejder
15
 TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 378: Lovudkast til forslag til lov om ændring af vejloven og privatvejsloven
igangsættes. Vejmyndigheden skal som hovedregel partshøre vejarealets ejer, inden der træffes
afgørelse, men vejejeren kan ikke modsætte sig, at en ledningsejer gennemfører de tilladte
arbejder.
Det fremgår af privatvejslovens § 68, stk. 2, og § 69, stk. 2, at vejmyndigheden bl.a. skal betinge
en tilladelse af, at ledningsejeren retablerer vejarealet og arbejdsarealet efter endt arbejde.
Vejmyndighedens behandling af spørgsmålet, om vejen er retableret efter endt gravearbejde,
giver ofte anledning til utilfredshed blandt de grundejere, der skal vedligeholde vejen.
I henhold til standardvilkårene for ledningsarbejder i og over veje skal ledningsejeren, jf. § 18, stk.
2, umiddelbart efter afslutningen af arbejdet færdigmelde dette til vejmyndigheden. Hvis
vejmyndigheden ikke senest 10 arbejdsdage efter modtagelse af færdigmeldingen gør indsigelser
vedrørende det udførte arbejde, overtager vejmyndigheden ansvaret for arealerne, jf. § 18, stk. 4.
Ledningsejeren hæfter herefter i de næste 2 år for fejl og mangler, jf. standardvilkårenes § 20.
Standardvilkårene er ofte udtrykkeligt nævnt som et af flere vilkår i forbindelse med tilladelser
efter privatvejslovens § 68, stk. 1, og § 69, stk. 1.
2.5.2. Lovforslagets indhold
I § 2, nr. 23 og 24, stilles forslag om, at vejmyndigheden skal indhente oplysninger om vejens eller
det udlagte vejareals tilstand, inden der meddeles tilladelse til ledningsarbejder.
Baggrunden for forslaget er, at grundejerne ikke har mulighed for at modsætte sig, at en
gravetilladelse udnyttes. Da grundejerne heller ikke umiddelbart er parter i gravetilladelsen, som
er et mellemværende mellem ledningsejeren og vejmyndigheden, vurderes det nødvendigt at
styrke de vedligeholdelsesforpligtigede grundejeres retsstilling, idet det gravearbejdet netop skal
udføres på en vej, de pågældende grundejere har vedligeholdelsesansvaret for.
Hensigten med forslaget er således at sikre, at vejmyndigheden – når den meddeler tilladelse til
gravearbejde på en privat fællesvej – fremover vil spille en større og mere aktiv rolle, idet
vejmyndigheden skal indhente oplysninger om vejens tilstand. Dokumentationen har først og
fremmest til formål at afværge potentielle tvister mellem grundejerne og den ledningsejer, der har
modtaget gravetilladelsen, om i hvilket omfang vejarealet er korrekt retableret. Forslaget vil
således styrke grundejerne, idet kommunerne forpligtes til i højere grad at varetage grundejernes
økonomiske interesser.
Det foreslås desuden, at vejmyndigheden fremover vil hæfte direkte over for grundejerne for
eventuelle tab som følge af manglende tilsyn med opgravning og manglende eller mangelfuld
retablering af vejen.
16
 TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 378: Lovudkast til forslag til lov om ændring af vejloven og privatvejsloven
Spørgsmålet, om hvorvidt kommunens vilkårsfastsættelse i forbindelse med en tilladelse er
mangelfuld, og om der kan gøres ansvar gældende over for kommunalbestyrelsen, skal afgøres
efter dansk rets almindelige erstatningsregler og henhører derfor under domstolene.
2.6. Særlig regulering af parkering på private fællesveje
2.6.1. Gældende ret
Hvis der ønskes fastsat særlige bestemmelser om standsning og parkering på private fællesveje i
byer og bymæssige områder, jf. privatvejslovens § 3, sker dette med hjemmel i privatvejslovens §
57, som er den specielle regel om færdselsregulering på private fællesveje i byer og bymæssige
områder.
Grundejere må ikke etablere eller ændre på færdselsregulerende foranstaltninger, herunder
etablere parkeringspladser, forbeholde parkeringspladser for bestemte køretøjer/ejere eller
indføre privat parkeringskontrol, på en privat fællesvej uden kommunens tilladelse. Og
kommunen kan ikke give sin tilladelse uden først at have indhentet politiets samtykke. Det
fremgår af privatvejslovens § 57, stk. 1.
I forbindelse med en sådan ansøgning skal kommunen vurdere, om almene, offentligretlige
hensyn, først og fremmest vejtekniske og trafikale hensyn, taler imod det ansøgte.
Hvis vejtekniske og trafikale hensyn ikke taler imod det ansøgte, men kommunen er bekendt med
en uenighed mellem sagens parter, kan kommunen lovligt træffe afgørelse efter at have afvejet de
modstridende interesser blandt vejejeren og de vejberettigede.
En tilladelse efter privatvejslovens § 57, stk. 1, er en offentligretlig tilladelse, der indebærer, at
kommunen og politiet ikke vil modsætte sig, at det ansøgte etableres. Om tilladelsen rent faktisk
kan udnyttes, er et privatretligt spørgsmål, som i tilfælde af uenighed – typisk mellem
indehaveren af tilladelsen og vejarealets ejer - må afgøres ved domstolene.
Uanset de privatretlige aftaler mellem vejejeren og de vejberettigede og uanset en tidligere
offentligretlig tilladelse kan kommunalbestyrelsen med politiets samtykke bestemme, at der på en
privat fællesvej skal etableres eller foretages ændringer i lovlige færdselsregulerende
foranstaltninger på vejen, herunder parkeringsforhold. Kommunen afholder udgifterne hertil. Det
fremgår af privatvejslovens § 57, stk. 2.
Kommunen kan træffe en sådan afgørelse, når almene, offentligretlige hensyn, først og fremmest
vejtekniske eller trafikale hensyn, taler for denne løsning.
Der er intet til hinder for, at en afgørelse efter § 57, stk. 2, træffes på baggrund af en ansøgning fra
en borger.
17
 TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 378: Lovudkast til forslag til lov om ændring af vejloven og privatvejsloven
Reglerne i § 57, stk. 1 og 2, betyder bl.a., at vejmyndigheden ikke kan bestemme, at der skal
indføres en betalingsordning for parkering på den private fællesvej. Vejmyndigheden kan
derimod give tilladelse til, at grundejerne indfører en betalingsordning for parkering.
Da en afgørelse efter stk. 2 kun kan træffes, hvis almene, offentligretlige hensyn taler for, skal
foranstaltningen endvidere afmærkes med autoriseret afmærkning, og eventuelle
parkeringsrestriktioner skal håndhæves efter færdselslovens regler.
2.6.2 Lovforslagets indhold
I § 2, nr. 18, foreslås, at der indføres en særlig bestemmelse i privatvejsloven om etablering af
parkeringspladser og parkeringsordninger på private fællesveje i byer og bymæssige områder.
Forslaget betyder, at der kan indrettes parkeringspladser på private fællesveje uden
vejmyndighedens og politiets tilladelse, i det omfang etablering af parkeringspladser og
parkeringsordninger ikke er i strid med færdselslovens regler om standsning og parkering. Dette
omfatter bl.a. etablering af parkeringspladser forbeholdt særlige køretøjer eller brugere, idet den
konkrete afmærkning af parkeringspladsen dog skal godkendes af politiet.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er først og fremmest at understrege, at private
fællesveje i princippet er privat ejendom, der ejes af vejejer(ne). Så længe en parkeringsordning er
inden for rammerne af færdselsloven, vurderes der ikke at være tilstrækkelige hensyn bag, at
kommunen skal godkende de enkelte ordninger.
I hvilket omfang der kan etableres sådanne ordninger på den private fællesvej, vil herefter bero på
de private vejretsaftaler eller bestemmelserne i vejmyndighedens beslutning om at nedklassificere
den pågældende vej fra kommunevej til privat fællesvej. Uenighed mellem de vejberettigede
indbyrdes eller med vejejeren om vejrettens indhold må afgøres af domstolene. Vejmyndigheden
skal ikke tage stilling til dette spørgsmål.
Da der uanset vejens karakter som vejejerens private ejendom og som vejareal for en række
bestemte grundejere kan være tungtvejende offentligretlige hensyn til handicappede bilister med
lovligt ærinde til en vejberettiget ejendom, stilles der desuden forslag om, at vejmyndigheden med
politiets samtykke kan bestemme, at der skal indrettes parkeringspladser forbeholdt
handicappede, herunder forbeholdt bestemte køretøjer, der benyttes af handicappede, når disse
køretøjer har lovligt ærinde på vejen. Udgiften til etablering af disse parkeringspladser afholdes af
vejmyndigheden.
2.7. Grundejerforenings eller vejlaugs håndtering af drift og vedligehold af private fællesveje
2.7.1. Gældende ret
I henhold til § 44 i privatvejsloven har ejerne af de ejendomme, der grænser op til en privat
fællesvej, hvortil de har vejret, pligt til at sørge for, at den private fællesvej er i god og forsvarlig
stand i forhold til færdslens art og omfang.
18
 TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 378: Lovudkast til forslag til lov om ændring af vejloven og privatvejsloven
Denne generelle forpligtelse løftes i mange tilfælde af grundejerforeningen eller et vejlaug på de
forpligtede grundejeres vegne.
Som det fremgår af privatvejslovens § 45, kan kommunalbestyrelsen som vejmyndighed for de
private fællesveje bestemme, at en privat fællesvej skal vedligeholdes, når kommunen
konstaterer, at vejen ikke er i god og forsvarlig stand i forhold til den færdsel, som efter
kommunens skøn skal benytte vejen.
I den situation kan kommunalbestyrelsen bestemme, at de påbudte arbejder enten skal udføres af
de enkelte grundejere ud for deres ejendomme som enkeltstående arbejder eller skal udføres som
et samlet arbejde under kommunens kontrol. Kun i den sidstnævnte situation – altså samlede
arbejder – udfærdiger kommunalbestyrelsen en udgiftsfordeling.
Kommunalbestyrelsen kan med andre ord ikke udfærdige udgiftsfordelinger for det arbejde, som
grundejeren eller grundejerforeningen løbende udfører for at opfylde forpligtelsen i § 44, eller for
de påbudte enkeltstående arbejder.
Det kan give anledning til gnidninger mellem medlemmer af en grundejerforening og de
grundejere, der ikke er medlemmer af foreningen, at den økonomiske udligning af udgifterne til
den løbende vedligeholdelse ikke er eller kan fastsættes af vejmyndigheden med hjemmel i
privatvejsloven.
En konsekvens af en sådan uenighed kan være, at grundejerforeningen bevidst undlader løbende
at vedligeholde vejen, således at kommunalbestyrelsen til sidst må gå ind i sagen og bestemme,
hvordan vejen skal vedligeholdes, og bestemme, om vejen skal vedligeholdes ved enkeltstående
arbejder eller som et samlet arbejde. Dermed opnår grundejerforeningens medlemmer, at alle
tilgrænsende grundejere med vejret til vejen inddrages i byrdefordelingen.
Den manglende enighed om at bidrage til vejen kan således resultere i, at vejens tilstand
forværres, og at vedligeholdelsesarbejderne bliver dyrere. Det vurderes at være en offentligretlig
interesse at undgå værditab på de private fællesveje og at undgå, at kommunalbestyrelsen skal
inddrages i sager, hvor formålet alene er at afbøde virkningerne af friheden til at organisere sig i
grundejerforeninger og vejlaug eller stå uden for disse foreninger.
2.7.2. Lovforslagets indhold
Der stilles i § 2, nr. 15, forslag om, at et kvalificeret flertal svarende til 2/3 af fordelingsbyrden ved
samlede arbejder, jf. privatvejslovens § 49, kan anmode kommunalbestyrelsen om at træffe
bestemmelse om, at en konkret fastsat vedligeholdelse eller fremtidig vedligeholdelse udføres af
grundejerforeningen eller vejlauget på samtlige vedligeholdelsespligtige grundejeres regning.
Dette vil således også omfatte grundejere, der ikke er medlem af den pågældende
grundejerforening. En sådan ordning forudsætter, at grundejerforeningen eller vejlauget er villig
til at påtage sig opgaven.
19
 TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 378: Lovudkast til forslag til lov om ændring af vejloven og privatvejsloven
Hvis der træffes bestemmelse i overensstemmelse med ovenstående, skal kommunalbestyrelsen i
givet fald beskrive nærmere, hvad der er omfattet af afgørelsen, herunder hvordan vejen fremover
skal vedligeholdes.
Hensigten med forslaget er at sikre, at enkelte grundejere på en privat fællesvej, der vælger at stå
uden for grundejerforeningen eller vejlauget, ikke kan blokere for et kvalificeret flertal blandt
samtlige vedligeholdelsesforpligtigedes ønske om at stå for løbende vedligeholdelse af vejen.
Enkelte grundejere kan dermed heller ikke undsige sig at bidrage til vejens vedligehold.
Forslaget vil bidrage til, at værdispil ved vedligeholdelse af private fællesveje mindskes, idet
forslaget vil give grundejere større incitament til løbende at vedligeholde vejene i stedet for at
afvente, at vejens stand bliver så dårlig, at kommunen må foretage en forholdsmæssig dyrere
total-renovation af vejen på grundejernes regning. På længere sigt vil forslaget med andre ord
betyde, at vejvedligehold i mange tilfælde vil udgøre en mindre økonomisk belastning for samtlige
de vedligeholdelsespligtige grundejere.
Det bemærkes, at de vedligeholdelsespligtige grundejere efter gældende ret har mulighed for at
anmode kommunen om, at kommunen påtager sig vedligeholdelsen, herunder den fremtidige
vedligeholdelse, af en privat fællesvej for de forpligtedes regning, jf. privatvejslovens § 55, stk. 2.
Nærværende forslag er et supplement hertil, således at grundejerne samlet set får flere
muligheder for at tilpasse vedligeholdelsen af vejen efter eget ønske.
2.8. Ændring af reglerne om offentligretlige tilladelser
2.8.1. Gældende ret
I privatvejslovens § 56, stk. 1, omtales, hvilke tilladelser og godkendelser, der er offentligretlige
tilladelser, ligesom begrebet defineres som tilladelser eller godkendelser, der er udtryk for, at
almene, offentligretlige hensyn ikke er til hinder for det ansøgte eller tilladte, men at
godkendelsen eller tilladelsen ikke indebærer (nye) rettigheder i forhold til vejens ejer og de
vejberettigede.
Sidstnævnte betyder, at den, der har fået en offentligretlig tilladelse, kun kan udnytte tilladelsen,
hvis den pågældende i henhold til aftalerne om de vejberettigedes brug af vejen (vejretsaftalen)
har ret til at gøre det, som den offentligretlige tilladelse går ud på.
I privatvejslovens § 56, stk. 2 og 3, findes bestemmelser om frister, inden for hvilke en tilladelse
eller godkendelse skal være udnyttet eller arbejdet hermed være påbegyndt.
Offentligretlige tilladelser kan give anledning til frustrationer hos dem, der får tilladelserne, og
lejlighedsvist også hos andre vejberettigede på vejen, da tilladelsen netop ikke tager stilling til, i
hvilket omfang tilladelsen rent faktisk kan udnyttes. Hvis tilladelsesindehaver vælger at udnytte
20
 TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 378: Lovudkast til forslag til lov om ændring af vejloven og privatvejsloven
tilladelsen, og de andre vejberettigede eller vejens ejer er uenig, kan denne afklaring af
vejretsaftalen i sidste ende kun ske ved domstolene.
Set fra vejmyndighedens side betyder den nuværende ordning, at vejmyndigheden skal tage
stilling til ansøgninger, som muligvis ikke kan udnyttes, altså et unødvendigt administrativt
arbejde. Vejmyndigheden vil efter gældende ret være forpligtet til at behandle en ansøgning fra
enhver, der må antages at have en retlig interesse i at få behandlet ansøgningen.
2.8.2. Lovforslagets indhold
Med § 2, nr. 16, foreslås bestemmelsen i § 56 omformuleret, så der fremover stilles krav om, at
ansøgeren om en tilladelse skal kunne dokumentere, at vedkommende rent faktisk har ret i
privatretlig forstand til at gennemføre det, der søges om.
Forslaget har til formål først og fremmest at sikre, at vejmyndighedens tilladelser ikke blot er
udtryk for, at ingen offentligretlige hensyn er til hinder for det ansøgte, men at ansøgningen også
kan udnyttes i praksis. Dette vil skabe en mere klar retstilstand for både tilladelsesindehaver og
de øvrige vejberettigede.
De nuværende regler om offentligretlige tilladelser fører ofte forvirring og konflikter med sig, da
indehaveren af en tilladelse typisk føler sig berettiget til at gennemføre det ansøgte på baggrund
af tilladelsen alene. Forslaget vil afhjælpe disse potentielle konflikter, idet en ansøger på forhånd
som udgangspunkt netop skal indhente en skriftlig erklæring fra vejarealets ejer om, at denne er
indforstået med det ansøgte. Hvis vejejeren er ukendt, kan dokumentationskravet løftes ved at
indhente en skriftlig erklæring fra to tredjedele af de vejberettigede.
2.9. Ensretning af krav til vintervedligeholdelse
2.9.1. Gældende ret
Det følger af privatvejslovens § 79, at kommunalbestyrelsen kan bestemme for et bestemt
område, efter forhandling med politiet, at ejerne af de ejendomme, der grænser til en privat
fællesvej, og som har vejret, skal rydde vejen for sne, træffe foranstaltninger mod glat føre på
vejen og renholde vejen på den del af vejen, som ligger nærmest ejendommen.
Reglerne om vintervedligeholdelse og renholdelse af private fællesveje forholder sig ikke eksplicit
til en sammenligning af den krævede standard mellem private fællesveje og kommuneveje, der er
boligveje. Der er efter gældende ret således principielt intet til hinder for, at den pågældende
vejmyndighed kræver en højere standard for vintervedligeholdelse af private fællesveje, end hvad
der gælder for sammenlignelige offentlige veje. Dette kan give anledning til klager, hvis
vejmyndigheden fx kræver private fællesveje sneryddet og glatførebekæmpet på tidspunkter, hvor
nærliggende offentlige veje ikke ryddes.
Vejmyndighedernes beslutninger om vintervedligeholdelse og renholdelse skal såvel på de
offentlige veje som på de private fællesveje træffes på baggrund af en vejteknisk og trafikal
21
 TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 378: Lovudkast til forslag til lov om ændring af vejloven og privatvejsloven
afvejning af behovet for, at vejen skal være vintervedligeholdt og renholdt, således at vejen kan
indgå i et net af trafiksikre veje til afvikling af færdslen. Disse afgørelser må ikke være truffet
alene på baggrund af økonomiske hensyn.
Det er således principielt uden betydning for vurderingen af, om vejmyndigheden skal kræve en
vej vintervedligeholdt og i hvilket omfang, om vejen er en kommunevej eller en privat fællesvej.
Det afgørende er vejens funktion i det samlede kommunale vejnet og de særlige hensyn til
trafiksikkerheden på den pågældende vej.
2.9.2. Lovforslagets indhold
Med forslaget i § 2, nr. 26, ønskes det tydeliggjort, at der som udgangspunkt ikke kan fastsættes
mere vidtgående bestemmelser om vintervedligeholdelse og renholdelse af private fællesveje, end
hvad kommunen har fastsat for sammenlignelige kommuneveje i boligkvarterer og
industrikvarterer.
Det kan ikke udelukkes, at der på enkelte private fællesveje er særlige hensyn til den almene
færdsel i forhold til ellers sammenlignelige offentlige veje, der tilsiger, at den private fællesvej og
tilhørende fortov skal ryddes og glatførebekæmpes kort tid efter snefald etc., men generelle
trafikafviklingshensyn og trafiksikkerhedshensyn kan ikke alene retfærdiggøre en
forskelsbehandling af sammenlignelige vejnet. Derfor stilles der tillige forslag om, at der kun kan
undtages fra den foreslåede hovedregel, hvis det er nødvendigt af hensyn til særlige
trafiksikkerhedsmæssige forhold.
Det bemærkes, at der uanset det stillede forslag ikke vil være noget til hinder for, at grundejerne
af egen drift sørger for en højere standard for vintervedligeholdelse, end hvad vejmyndigheden
kræver. I så fald vil det ikke være vejmyndighedens opgave at tilsikre dette og føre tilsyn hermed.
2.10. Ophævelse af reglerne om fordeling af udgifter til anlæg af private fællesveje
2.10.1. Gældende ret
I henhold til privatvejslovens § 42 skal kommunalbestyrelsen fordele udgifterne til anlæg af en
privat fællesvej, når en grundejer med den fornødne interesse i spørgsmålet anmoder kommunen
om det. Anmodningen efter § 42 skal være fremsat, inden de egentlige anlægsarbejder
påbegyndes. Anlægsarbejderne må i så fald først igangsættes, når kommunalbestyrelsen har
truffet endelig afgørelse om fordelingen af udgifterne.
Udgifterne fordeles efter de almindelige fordelingsregler i privatvejslovens kap. 9, §§ 45 a og 49 til
55.
Der er tale om grundejerens eget vejanlæg og således ikke et anlægsarbejde, som kommunen
kræver udført efter privatvejslovens § 39, stk. 1. Derfor vedrører udgiftsfordelingen en situation,
hvor de private parter er uenige, eller hvor aftalen er uklar vedrørende vejens anlæggelse og
udgiftsfordelingen herfor.
22
 TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 378: Lovudkast til forslag til lov om ændring af vejloven og privatvejsloven
2.10.2. Lovforslagets indhold
I § 2, nr. 6, stilles forslag om ophævelse af privatvejslovens § 42.
Forslaget skal ses i lyset af, at udgiftsfordelingen vedrører private anlæg af udlagte private
fællesveje, der således er rent privatretlige anliggender. Det er Transport- og
Bygningsministeriets vurdering, at der ikke er offentligretlige grunde til, at kommunalbestyrelsen
i de tilfælde skal pålægges at udfærdige udgiftsfordelinger.
Desuden vil den udgiftsfordeling, som kommunalbestyrelsen efter gældende ret skal udfærdige,
ikke nødvendigvis kunne gøres umiddelbart gældende mellem aftalepartnerne. Spørgsmålet om
aftalefortolkningen, modkrav, modregning osv. er privatretlige problematikker, der i tilfælde af
uenighed henhører under domstolene.
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
Lovforslaget indeholder en række ændringer, der forventes at medføre en mindre a administrativ
belastning for staten og kommunerne, der er vejmyndigheder for henholdsvis statsvejene og
kommunevejene. Lovforslaget indeholder samtidig ændringer, der forventes at medføre
administrative lettelser for kommunerne.
Først og fremmest indeholder lovforslaget forslag, der betyder, at kommunerne pålægges at
optage private fællesveje som offentlige, når mere end 50 pct. af den samlede motorkørende
færdsel på vejen betjener offentligt ejede institutioner på ejendomme med vejret til vejen. Det er
herunder en betingelse, at mere end 50 pct. af de berørte grundejere anmoder herom. I
forlængelse heraf stilles der forslag om, at kommunen – hvis kommunen forsøger at nedbringe
mængden af almen færdsel på en privat fællesvej til mindre end 50 pct. af den samlede færdsel
ved færdselsregulerende foranstaltninger – skal dokumentere, at reguleringen har haft den
ønskede effekt. Hvis det ikke er tilfældet, skal vejen optages som offentlig vej.
Samlet set indebærer dette, at kommunerne må forventes at optage et vist antal private fællesveje,
hvilket udover at indebære direkte udgifter til vejens drift og løbende vedligehold også vil medføre
begrænset administrativt merarbejde.
Desuden indføres der en skærpet høringspligt for kommunerne ved påtænkte nedklassificeringer,
hvilket også vil medføre administrativt merarbejde, hvilket dog vurderes at være meget
begrænset, ligesom der stilles krav til kommunerne om afholdelse af dele af omkostninger til en
privat fællesvejs løbende vedligeholdelse i en periode på 10 år fra nedklassificering af vejen.
Med lovforslaget foreslås også indføres et loft over de administrative udgifter, kommunerne i
forbindelse med en række bestemmelser i privatvejsloven kan pålægge de bidragspligtige
grundejere. Sidstnævnte vurderes dog kun at have betydning for meget få sager. Endelig indføres
pligt for kommunerne til at indhente oplysninger om vejens tilstand, før der meddeles
gravetilladelse til gravearbejder på en privat fællesvej.
23
 TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 378: Lovudkast til forslag til lov om ændring af vejloven og privatvejsloven
Heroverfor foreslås som nævnt forslag, der forventes at medføre administrative lettelser for
kommunerne. Således foreslås privatvejslovens § 42 ophævet, hvilket betyder, at kommunen ikke
længere kan blive anmodet om at udarbejde udgiftsfordeling for et anlægsarbejde, der er igangsat
på en eller flere grundejeres eget initiativ. Desuden foreslås en ændring af privatvejslovens § 56
om offentligretlige tilladelser, hvorefter en grundejer på forhånd skal dokumentere, at
vedkommende har ret i privatretlig forstand til at gennemføre det ansøgte. Dette forventes at
medføre færre ansøgninger, der skal behandles.
Desuden foreslås en ny regel, hvorefter en grundejerforening eller et vejlaug selv kan beslutte at
stå for drift og vedligehold af en privat fællesvej, hvis to tredjedele af de
vedligeholdelsesforpligtede anmoder herom. Med denne regel vil kommunerne blive involveret i
færre sager om udgiftsfordeling, hvilket vil medføre en administrativ lettelse.
Endelig foreslås en særlig regulering af parkering på private fællesveje indført. Forslaget betyder,
at kommunerne fremover ikke længere skal godkende ansøgninger om parkeringsbegrænsninger,
hvilket i den forbindelse betyder, at kommunerne fremover ikke skal bruge administrative
ressourcer på sagsbehandling af disse sager.
Det er Transport- og Bygningsministeriets vurdering, at lovforslagets administrative lettelser og
byrder for kommunernes vedkommende samlet set udligner hinanden, og at det samlede
lovforslag derfor ikke vil have hverken negativ eller positiv betydning for kommunernes
administration.
Hertil er det ministeriets vurdering, at forslaget vil medføre øgede udgifter relateret til drift og
vedligehold af veje, kommunerne som følge af forslagets initiativer skal optage som offentlige.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
I forhold til erhvervslivet, infrastruktursektoren, kan lovforslaget indebære, at erhvervslivet må
påregne længere sagsbehandlingstid af ansøgninger om tilladelse til at grave i private fællesveje.
Forslaget til ændring af parkeringsbestemmelserne på private fællesveje kan indebære en
udvidelse af et marked for erhvervslivet. Det nøjagtige omfang er usikkert, idet udvidelsen af
markedet for erhvervslivet beror på private aftaler og initiativ.
Lovforslaget pålægger i øvrigt ikke erhvervslivet ny pligter.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har bl.a. til formål at gøre lovgivningen om offentlige veje mere klar og tydelig,
således at lovforslaget forventes at gøre det lettere for borgerne at forstå og indrette sig på
lovgivningen. Lovforslaget indeholder enkelte initiativer, hvorefter grundejere på private
fællesveje i højere grad skal søge tvister løst internt uden kommunens involvering. Dette
24
 TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 378: Lovudkast til forslag til lov om ændring af vejloven og privatvejsloven
1663271_0025.png
forventes dog ikke at medføre reelle administrative konsekvenser for borgerne.
6. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen konsekvenser for miljøet
7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Lovforslaget har i perioden 9. september – 21. oktober 2016 været offentliggjort på
Høringsportalen.dk og sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer:
Advokatsamfundet, Brancheforeningen Danske Advokater, COWI Danske Boligadvokater, Den
Danske Landinspektørforening, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dong Energy, Dansk Erhverv,
Dansk Industri, De Ledende Landinspektører, Dansk Logistik og Transport – DTL, Dansk
Industri, Dansk Ledningsejerforum, Danske Regioner, Danske Speditører, Dansk Vand- og
Spildevandsforening, Dansk Vejforening, Energinet.dk, FDM, Fritidshusejernes Landsforening,
Grundejeren.dk, HK Trafik & Jernbane, HMN I/S, Institut for planlægning – Aalborg Universitet,
Institut for miljø, samfund og rumlig forandring – Roskilde Universitet, Kommissarius ved
Statens Ekspropriationer i Jylland, Kommissarius ved Statens Ekspropriationer på Øerne,
Kommunernes Landsforening, Kommunal Teknisk Chefforening, Kommunal Vejteknisk
Forening, Geodatastyrelsen, Københavns Universitet – Institut for geografi og geologi, Landbrug
og Fødevarer, Landdistrikternes Fællesråd, Landsforeningen Landsbyer i Danmark,
Parcelhusejernes Landsforening, Rigspolitiet, SEAS NVE, Rambøll, Rådet for Bæredygtig Trafik,
Rådet for Sikker Trafik, Teknologisk Institut, Sammenslutningen af Danske Småøer, Videncentret
for landbrug, Aalborg Universitet – sektion for Geoinformatik og Arealforvaltning, Femern Sund
A/S, Sund & Bælt A/S og Øresundforbindelsen A/S.
9. Sammenfattende skema
Negative
konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for
Øgede udgifter til
stat, regioner og kommuner
vedligeholdelse af veje
Administrative konsekvenser for Lovforslaget indeholder enkelte Lovforslaget indeholder
stat, regioner og kommuner
forslag, der forventes at medføre enkelte initiativer, der
administrative lettelser for
forventes at medføre
kommunerne.
negative administrative
konsekvenser for
kommunerne.
Økonomiske konsekvenser for
Potentielt øget adgang for
Ingen.
erhvervslivet
parkeringsselskaber på private
fællesveje.
Positive konsekvenser/mindre
udgifter
25
 TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 378: Lovudkast til forslag til lov om ændring af vejloven og privatvejsloven
1663271_0026.png
Administrative konsekvenser for Ingen.
erhvervslivet
Længere forventet
sagsbehandlingstid for
behandling af
graveansøgninger på
private fællesveje men til
gengæld færre
efterfølgende sager.
Administrative konsekvenser for Lovforslaget medfører klarere
borgerne
regler og en forbedret retsstilling
for beboere på private fællesveje.
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter
26
 TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 378: Lovudkast til forslag til lov om ændring af vejloven og privatvejsloven
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
I den gældende definitionsbestemmelse i § 3, nr. 7, af adgangsbestemmelser henvises til
afgørelser truffet efter § 49. Dette er en fejl, idet den korrekte hjemmel for at træffe afgørelser om
adgangsbestemmelser er § 51. Der er derfor tale om en redaktionel rettelse, som ikke ændrer på
gældende ret.
Til nr. 2
Som det fremgår af de særlige bemærkninger til § 1, nr. 5, stilles der forslag om at ophæve
bestemmelserne i lovens kap. 4 om vejbidrag, §§ 26-39. Som en konsekvens af dette forslag
foreslås det i § 1, nr. 3, at definitionen af administrationstillæg indsættes i
definitionsbestemmelsen i § 10.
Bestemmelser om administrationstillæg findes i lovens § 49, stk. 4, § 72, stk. 2, § 78, stk. 3, og §
79, stk. 4. Da det vurderes rimeligt, at vejmyndigheden i de beskrevne tilfælde kan beregne sig et
administrationstillæg, er det nødvendigt at bevare definitionen af administrationstillægget, som i
den gældende vejlov findes i § 30. Dette sker mest hensigtsmæssigt i lovens almindelige
definitionsbestemmelse i § 3.
I forslaget til ny § 10, nr. 12 er der i forhold til den gældende § 30 alene foretaget redaktionelle
ændringer for så vidt angår omtalen af renter. Forslaget viderefører således vejmyndighedens
adgang til at beregne sig et administrationstillæg til delvis dækning af dokumenterede
administrative udgifter, herunder lønudgifter til medarbejdere, der har været tilknyttet opgaven.
Administrationstillægget kan dog højst udgøre uændret 9 pct. af de samlede udgifter til selve
vejarbejdet, herunder projektering. Denne begrænsning kan konkret fraviges ved aftale mellem
vejmyndigheden og de bidragspligtige grundejere.
Principielt indebærer bestemmelsen om administrationstillæg ikke begrænsninger i
vejmyndighedernes ret til at benytte ekstern bistand til at løfte administrative opgaver.
Bestemmelsen begrænser heller ikke vejmyndighedens almindelige forvaltningsretlige
undersøgelsespligt til at undersøge en sag så langt, som det er nødvendigt for at træffe en lovlig og
forsvarlig afgørelse. Bestemmelsen tilskynder derimod til, at det administrative arbejde i
forbindelse med løsning af en af de nævnte opgaver holdes inden for rammerne af, hvad opgaven
og myndighedsrollen tilsiger.
Til nr. 3
I § 1, nr. 3, stilles der forslag om ophævelse af vejlovens kapitel 4 om vejbidrag m.v. Det drejer sig
specifikt om §§ 26-39.
27
 TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 378: Lovudkast til forslag til lov om ændring af vejloven og privatvejsloven
§ 30, der sammen med resten af kapitel 4 foreslås ophævet, indeholder regler om
administrationstillæg. Denne bestemmelse henvises der til flere steder i vejloven, hvorfor
bestemmelsen videreføres i vejlovens § 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 2.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.3.
Til nr. 4
De foreslåede ændringer er konsekvens af forslaget i nr. 5. Der skal fremover ikke henvises til §
30, når administrationstillæg omtales.
Til nr. 5
Med forslaget i § 1, nr. 10, tydeliggøres gældende ret. Vejmyndigheden kan således også kræve
træer og anden beplantning på, over, i og ved vejarealet fjernet, beskåret m.v., når hensynet til
ledninger i vejens areal kræver det.
I henhold til den gældende bestemmelse i § 87, stk. 1, kan vejmyndigheden kræve træer og anden
beplantning på, over, i og ved vejarealet fjernet, nedskåret, opstammet eller studset, når vejens
vedligeholdelse eller hensyn til færdslen gør det nødvendigt.
Som bekendt ligger der store samfundsmæssige værdier i vejene i form af anden infrastruktur.
Det er en del af det almindelige gæsteprincip, der er lovfæstet i vejlovens § 77, at ledningsejeren
skal have adgang til at tilse og vedligeholde sine ledninger og installationer i vejens areal. Dette
kan i visse tilfælde medføre, at beplantning må fjernes eller beskæres, således at ledningsejeren
kan komme til sine ledninger m.m.
Til nr. 6
Der er med den nye vejlovs § 92, stk. 1, nr. 4, ikke tilsigtet indholdsmæssige ændringer i forhold
til den tidligere gældende bestemmelse i vejlovens § 108, stk. 1, nr. 4, men den manglende omtale
af foranstaltninger til vejens belysning giver anledning til usikkerhed med hensyn til, om dette
ikke længere skal være muligt. På denne baggrund foreslås § 92, stk. 1, nr. 4, affattet således, at
der ikke er tvivl om, at foranstaltninger, herunder barduner m.v., til brug for vejbelysning, som er
nødvendig efter vejmyndighedens vurdering, kan etableres og vedligeholdes på ejendomme langs
offentlige veje.
Til nr. 7
Med § 1, nr. 12, foreslås § 92, stk. 1, nr. 5, affattet således:
”5) master, barduner og bæretråde til brug for forsyningsanlæg og offentlige samfærdselsmidler
og”
Herved undgås den fejlagtige slutning, at forsyningsanlæggene skal være offentlige – i
betydningen offentligt ejede. Tidligere var der relativt få aktører inden for de enkelte typer
28
 TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 378: Lovudkast til forslag til lov om ændring af vejloven og privatvejsloven
infrastruktur, og de fleste former for infrastruktur blev ejet og drevet som en del af den offentlige
forvaltning. Dette er ikke længere tilfældet.
Det afgørende ved forsyningsanlæggene er ikke, hvordan de ejes, men at de leverer infrastruktur
til fællesskabet eller til gavn for fællesskabet.
Til nr. 8
Med forslaget til nyt stk. 3 videreføres kommunalbestyrelsens ret til selv at bestemme, hvordan
kommunen mest hensigtsmæssigt offentliggør sine planer om nedklassificering af kommuneveje.
Men samtidig indføres som nyt, at kommunalbestyrelsen skriftligt skal meddele sine planer til
ejerne af de ejendomme, der vil blive direkte berørt af de planlagte nedklassificeringer.
Forslaget pålægger ikke kommunalbestyrelsen en pligt til efterfølgende at orientere nye ejere i
tilfælde af ejerskifte i perioden frem til den i stk. 6 nævnte partshøring over kommunens planlagte
beslutninger og foreløbige tilstandsrapport. Det vil være en del af sælgers loyale oplysningspligt at
orientere eventuelle købere om kommunens nedklassificeringsplaner.
Til nr. 9
Med forslaget i § 1, nr. 9, præciseres, at vejmyndighedens høring efter stk. 5 også gælder i den
situation, hvor vejmyndigheden agter at nedklassificere en kommunevej eller strækning heraf til
privat vej. Også i denne situation er der behov for en offentliggørelse. Andre grundejere kunne
mene, at vejen ikke kan nedklassificeres til privat vej for en bestemt grundejer af de i § 124, stk. 2,
nævnte grunde, og disse andre grundejere skal derfor have mulighed for at gøre deres synspunk-
ter kendt for kommunalbestyrelsen, ligesom de skal oplyses om klageadgangen i § 124, stk. 7.
Vejmyndigheden har i forvejen pligt til at offentliggøre sin foreløbige tilstandsrapport og sende
den i høring, jf. § 125, stk. 2, også når der er tale om nedklassificering til privat vej.
Den foreslåede ændring indebærer derfor ingen ændringer i praksis.
Til nr. 10
Det foreslås i § 1, nr. 10, at vejmyndigheden, når den har truffet afgørelse om nedklassificering af
en offentlig vej til privat fællesvej, jf. vejlovens § 124, stk. 3, forlods skal afholde en fast andel af
udgifterne til den private fællesvejs løbende vedligeholdelse samt til den påbudte
vintervedligeholdelse og renholdelse af vejen og til den påbudte vejbelysning, de første 10 år efter
nedklassificeringen. Forslaget omfatter dog ikke udgifter til vedligeholdelse mm. af sti og fortov.
At kommunalbestyrelsens forpligtelse også gælder for udgifter til påbudt vintervedligeholdelse og
renholdelse, skyldes, at grundejerne allerede efter vejlovens § 64, stk. 1, kan pålægges pligter til
vintervedligeholdelse og renholdelse af sti og fortov langs med ejendommen, og i langt de fleste
tilfælde vil være pålagt sådanne pligter. En nedklassificering af vejen fra kommunevej til privat
fællesvej øger således ikke grundejernes pligter for disse dele af vejarealet.
29
 TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 378: Lovudkast til forslag til lov om ændring af vejloven og privatvejsloven
Af samme grunde finder bestemmelsen i den foreslåede § 124, stk. 8, ikke anvendelse på de
beskæringsarbejder, som vejmyndigheden for den private fællesvej kræver udført, jf.
privatvejslovens § 15, stk. 1, og § 61, stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan som vejmyndighed for en
kommunevej kræve, at den tilgrænsende grundejer fjerner, nedstammer, studser og beskærer
træer og anden beplantning på, i, over og ved vejens areal, når det er nødvendigt af hensyn til
færdslen eller vejens vedligeholdelse, jf. vejlovens § 87, stk. 1. Der er dermed ikke tale om, at
grundejerne pålægges en ny vedligeholdelsesbyrde i forbindelse med vejens nedklassificering til
privat fællesvej.
Kommunalbestyrelsens forpligtelse gælder ikke alene udgifterne til de arbejder, som
kommunalbestyrelsen kræver udført efter privatvejslovens § 15, stk. 1, § 45, stk. 2, og § 59, stk. 1,
men også de efter privatvejslovens §§ 13, 44 og 46 forpligtigede grundejeres løbende
vedligeholdelse af vejen. Uenighed mellem de vedligeholdelsesforpligtigede og
kommunalbestyrelsen om, hvorvidt et konkret arbejde vedrørende vejen kan anses som løbende
vedligeholdelse, kan indbringes for transport- og bygningsministeren som en tvist, jf. forslaget i §
2, nr. 30.
Til nr. 11
Med forslaget i § 1, nr. 14, foreslås indført en udtrykkelig bestemmelse, der fastslår, at der også
skal udfærdiges en tilstandsrapport efter de af transport- og bygningsministeren fastsatte regler
om udformning og indhold af tilstandsrapporter i forbindelse med ekspropriationsbeslutninger,
hvorved en offentlig vej omlægges og strækning af en offentlig vej opretholdes som privat
fællesvej eller privat vej.
I henhold til den gældende § 128 kan vejmyndigheden bestemme, hvad der skal ske med de
arealer, der nedlægges som offentlig vej i forbindelse med beslutninger om ekspropriation til
vejflytning eller vejomlægning.
Det fremgår ikke udtrykkeligt af vejlovens § 128 eller de særlige bemærkninger til bestemmelsen,
om vejmyndigheden i denne situation skal udfærdige en tilstandsrapport, hvis det offentlige
vejareal efter ekspropriationen skal opretholdes som privat fællesvej eller privat vej.
De samme grunde, som taler for at sikre de vedligeholdelsesforpligtigede imod at overtage
vedligeholdelsesbyrden for en tidligere offentlig vej med et aktuelt vedligeholdelsesefterslæb, taler
for at beskytte de vedligeholdelsesforpligtigede i den situation, hvor en vejstrækning
nedklassificeres i forbindelse med en ekspropriationsbeslutning om omlægning af en offentlig vej.
De eksisterende regler om fuld erstatning for tab, der lides i forbindelse med ekspropriation,
vurderes ikke at være tilstrækkelige.
De samme hensyn gør sig gældende for forslaget om, at forslaget til ny § 124, stk. 8, også skal
finde anvendelse på private fællesveje, der opstår ved nedklassificering af en offentlig vej i
forbindelse med ekspropriation til omlægning af offentlig vej.
30
 TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 378: Lovudkast til forslag til lov om ændring af vejloven og privatvejsloven
Til nr. 12
Der stilles forslag om, at der i § 131 indsættes et nyt stykke, hvorefter transport- og
bygningsministerens adgang til at bemyndige Vejdirektoratet til at udøve de beføjelser, der i
vejloven er tillagt ministeren, tydeliggøres.
Til § 2
Til nr. 1
Med forslaget i § 2, nr. 1, udgår begreberne ”overkørsel” og ”overgang”, jf. privatvejslovens § 10,
nr. 11 og 12, og erstattes af den samlede betegnelse ”adgang”.
Den gældende sondring er udtryk for henholdsvis kørende adgang (”overkørsel”) og
gående/cyklende adgang (”overgang”). Denne sondring vurderes dog at være overflødig og unødig
forvirrende. Der vurderes med andre ord ikke at være behov for sprogligt at sondre mellem,
hvilke type færdsel der må benytte adgangen. Forslaget tilsigter således ikke at føre materielle
ændringer med sig. Hvis der opstår konkret behov for en sondring mellem de forskellige typer af
færdsel, kan den sondring i stedet fremgå udtrykkeligt af den konkrete adgangstilladelse.
Tilsvarende ændring blev indført i vejloven i forbindelse med vedtagelse af lov nr. 1520 af 27.
december 2014. Dette forslag vil således betyde, at begrebet ”adgang” fremover forstås og
anvendes på samme måde i henholdsvis vejloven og privatvejsloven.
Til nr. 2
Det foreslås med § 1, nr. 2, at begrebet ”overgang” udgår af privatvejslovens definitioner.
Forslaget er en konsekvens af forslaget i § 2, nr. 1, jf. bemærkningerne hertil.
Til nr. 3
Det foreslås i § 2, nr. 3, at begrebet ”istandsættelse” i loven ændres til ”vedligeholdelse”.
Sondringen mellem vedligeholdelse og istandsættelse har ikke været anvendt konsekvent hverken
i vejmyndighedernes sprogbrug eller i administrativ praksis, og sondringen har således givet
anledning til utilsigtet fortolkningstvivl.
Forslaget er en redaktionel konsekvensændring af ændringerne i lov om private fællesveje i lov nr.
1520 af 27. december 2014 om offentlige veje m.v., hvor sondringen mellem vedligeholdelse og
istandsættelse blev opgivet, idet der ikke var tale om en klar og entydig forståelse af forskellen
mellem disse to begreber. Udfasningen af begrebet ”istandsættelse” blev dog ved den lejlighed
ikke gennemført konsekvent for alle bestemmelser i privatvejsloven, hvilket der med dette forslag
rettes op på. Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 8 og 9.
Til nr. 4
31
 TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 378: Lovudkast til forslag til lov om ændring af vejloven og privatvejsloven
I § 2, nr. 4, foreslås privatvejslovens § 17 om udgifter ophævet. Forslaget er en konsekvens af
forslaget i § 2, nr. 29. Der henvises til bemærkningerne hertil samt til de almindelige
bemærkninger, afsnit 2.4.
Til nr. 5
Forslaget til § 2, nr. 5, indebærer, at begrebet ”overkørsel” ændres til ”adgang” i
overensstemmelse med det ovenfor anførte til forslaget til § 2, nr. 1. Der er således alene tale om
en redaktionel ændring. Der henvises til bemærkningerne til § 2, nr. 1.
Til nr. 6
I § 2, nr. 6, stilles forslag om ophævelse af privatvejslovens § 42.
Uenighed om forståelsen af aftaler og udfyldende fortolkninger af aftaler henhører i alle andre
sammenhænge under domstolene. Der ses ikke at være offentligretlige grunde til, at
kommunalbestyrelsen skal pålægges at udfærdige udgiftsfordelinger i forbindelse med private
anlæg af udlagte private fællesveje, da sagerne vedrører grundejernes egne vejanlæg og dermed
ikke er et offentligretligt anliggende.
Til nr. 7-9
Det foreslås, at begrebet ”istandsættelse” udgår af privatvejsloven og erstattes af begrebet
”vedligeholdelse”. Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 3.
Til nr. 10
I § 2, nr. 10, foreslås bestemmelsen i § 49, stk. 2, om udgifter ophævet. Forslaget er en konsekvens
af forslaget i § 2, nr. 29. Der henvises til bemærkningerne hertil samt til de almindelige
bemærkninger, afsnit 2.4.
Til nr. 11
Med forslagets § 2, nr. 11, foreslås det, at privatvejslovens § 50, stk. 1, nr. 2, affattes, så det
fremover udtrykkeligt fremgår af bestemmelsens ordlyd, at denne bestemmelse også gælder
offentlige stier og private fællesstier..
Bestemmelsen fastslår det almindelige vejretlige princip, at offentlige veje og private fællesveje,
der grænser til en privat fællesvej, der skal vedligeholdes, ikke betragtes som tilgrænsende
ejendomme. Bestemmelsen har den betydning, at ejerne af disse vejarealer ikke skal inddrages i
bidragsfordelingen eller har pligter til at vedligeholde den private fællesvej, jf. modsat
hovedreglen om grundejernes forpligtelse som anført i privatvejslovens § 44.
I henhold til vejlovens § 2 finder vejlovens regler anvendelse på offentlige veje, som defineret i
vejlovens § 3, nr. 2, og offentlige stier, som defineret i vejlovens § 3, nr. 3.
32
 TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 378: Lovudkast til forslag til lov om ændring af vejloven og privatvejsloven
Under henvisning til denne bestemmelse og efter fast administrativ praksis, har § 50, stk. 1, nr. 2,
efter fast administrativ praksis været fortolket til også at gælde for offentlige stier og private
fællesstier. Folketingets Ombudsmand har imidlertid problematiseret denne fortolkning.
Med henblik på at fjerne enhver fortolkningstvivl stilles der derfor forslaget i § 2, nr. 11.
Når offentlige veje og private fællesveje efter bestemmelsen i § 50, stk. 1, nr. 2, ikke skal betragtes
som en tilgrænsende ejendom med vedligeholdelsesforpligtigelser til den private fællesvej eller
private fællessti, må dette så meget mere gælde for offentlige stier og privat fællesstier, hvor
færdslen på disse vejarealer vil medføre en langt mindre, nærmest uanseeligt, slid på den private
fællesvej.
I det omfang vejmyndigheden måtte mene, at den tilgrænsende offentlige sti eller private fællessti
indebærer særlige vedligeholdelseskrav til den private fællesvej, f.eks. jævnhed af hensyn til
cyklisterne, kan vejmyndigheden efter § 49, stk. 5, afholde udgifter til denne vedligeholdelse.
Til nr. 12
Som en konsekvens af forslaget om ophævelse af bestemmelserne i vejlovens kap. 4 om vejbidrag,
jf. forslagets § 1, nr. 4, stilles der her forslag om, at stk. 3 i privatvejslovens § 51 ophæves.
Privatvejslovens § 51, stk. 3, fastslår, at en grundejer, der også grænser til en offentlig vej eller
offentlig sti, har krav på en passende reduktion i sit bidrag til vedligeholdelsen af en privat
fællesvej, hvortil ejendommen har en vedligeholdelsesforpligtigelse efter § 44. Grundejeren har
dog kun krav på denne reduktion, hvis den offentlige vej eller sti ikke er fuldt ud anlagt, hvorfor
grundejeren ville kunne pålægges vejbidrag efter vejlovens kap. 4, eller hvis det er mindre end 20
år siden, ejeren af den pågældende ejendom sidst betalte vejbidrag. Hvis det er mere end 20 år
siden, må beløbet anses for afskrevet. Bestemmelsen har med andre ord baggrund i vejlovens
regler om bidragspligt og har til formål at sikre, at en grundejer på en privat fællesvej kan få
passende fradrag i bidragspligten, hvis grundejeren samtidig er bidragspligtig efter vejlovens
kapitel 4 (§§ 29-39). Dette forslag er således en konsekvens af forslaget til § 1, nr. 3, hvor
vejlovens regler om vejbidrag netop foreslås ophævet, hvorefter grundejere, der også grænser til
offentlige vejarealer, ikke længere vil have krav på et passende reduceret bidrag på grund af dette
naboskab.
Til nr. 13
I § 2, nr. 13, stilles der forslag om, at § 52 udgår af opregningen af bestemmelserne om de
almindelige regler om fordeling af udgifterne til samlede arbejder.
Bestemmelsen i § 52 er en særlig regel, hvorefter kommunalbestyrelsen kan inddrage ejere af
ejendomme med vejret til vejen, men som ikke grænser til det omhandlede vejstykke, i
udgiftsfordelingen for et samlet vedligeholdelsesarbejde, hvis de pågældende grundejere bruger
eller har brugt vejen på en måde, som efter kommunalbestyrelsen opfattelse har medført et
33
 TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 378: Lovudkast til forslag til lov om ændring af vejloven og privatvejsloven
særligt slid. I så fald pålægges disse grundejere forlods et særligt bidrag, hvorefter de resterende
udgifter fordeles mellem de tilgrænsende grundejere med vejret til vejen.
I § 52, stk. 2, henvises der fejlagtigt til bestemmelsen selv (§ 52), for så vidt angår reglerne
hvorefter de resterende udgifter fordeles. Forslaget er således alene en ændring af redaktionel
karakter.
Til nr. 14
Det foreslås i § 2, nr. 14, at der i privatvejslovens § 55, stk. 2, også henvises til § 45 a vedrørende
anmodning til kommunalbestyrelsen om, at kommunalbestyrelsen helt eller delvist påtager sig
vedligeholdelsen, herunder den fremtidige vedligeholdelse, af den private fællesvej for samtlige
grundejeres regning. Anmodningen kan fremsættes af vedligeholdelsespligtige grundejere, der
afholder mindst 2/3 dele af den samlede udgift til vedligeholdelse efter privatvejslovens § 45. En
anmodning i overensstemmelse hermed betyder, at de resterende grundejere, som ikke har
ønsket denne ordning, ikke desto mindre bliver omfattet af ordningen.
Efter gældende ret gælder denne adgang kun for fordeling af udgifter efter privatvejslovens § 49.
Med forslaget udvides adgangen i § 55, stk. 2, til også at omfatte private fællesveje, der er
fordelingsveje i sommerhusområder efter § 45 a. Der ses således ikke at være saglige grunde til, at
fordelingsveje i et sommerhusområde ikke bør være omfattet af denne mulighed.
Til nr. 15
Det foreslås i § 2, nr. 15, at et kvalificeret flertal svarende til 2/3 af fordelingsbyrden ved samlede
arbejder, jf. privatvejslovens § 45 a og § 49, kan anmode kommunalbestyrelsen om at træffe
bestemmelse om, at en konkret fastsat vedligeholdelse eller fremtidig vedligeholdelse udføres af
grundejerforeningen eller vejlauget på samtlige vedligeholdelsespligtige grundejeres regning. En
sådan ordning forudsætter, at grundejerforeningen eller vejlauget er villig til at påtage sig
opgaven.
Hvis der træffes bestemmelse i overensstemmelse med ovenstående, skal kommunalbestyrelsen i
givet fald beskrive nærmere, hvad der er omfattet af afgørelsen, herunder hvordan vejen fremover
skal vedligeholdes.
Forslaget i stk. 1 svarer indholdsmæssigt til den gældende § 55, stk. 2, om betingelserne for, at
kommunalbestyrelsen kan bestemme, at den helt eller delvist påtager sig vedligeholdelsen,
herunder den fremtidige vedligeholdelse, af vejen for samtlige forpligtigede grundejeres regning.
Der findes allerede i dag en bestemmelse i privatvejslovens § 55, stk. 2, om at kommunen kan
påtage sig vedligeholdelsen, herunder den fremtidige vedligeholdelse, af en privat fællesvej for de
forpligtedes regning.
Til nr. 16
34
 TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 378: Lovudkast til forslag til lov om ændring af vejloven og privatvejsloven
Med § 2, nr. 16, foreslås bestemmelsen i § 56 omformuleret og de formelle betingelser for, at
vejmyndigheden skal tage stilling til en ansøgning opstrammet.
I forslagets stk. 1 udgår sidst led ”og indebærer ikke rettigheder i forhold til vejens ejer og de
vejberettigede”. Dette sker som en konsekvens af forslagets stk. 3 til 5.
I forslagets stk. 2 sammenskrives stk. 2 og 3 i den gældende § 56, ligesom det præciseres, at
vejmyndigheden kan fastsætte en frist kortere frist end 2 år for udnyttelse af en tilladelse.
Forslagets stk. 3 er nyt. Det indebærer, at vejmyndigheden kun har pligt til at behandle
ansøgninger efter de i stk. 1 nævnte bestemmelser, når ansøgningen fremsendes med en skriftlig
erklæring (samtykke) for vejarealets ejer om, at denne er indforstået med det ansøgte. Det er
vejejeren, der kender eller kan udtale sig om indholdet af de aftaler, der gælder for det udlagte
vejareal på pågældendes ejendom.
Forslagets stk. 4 er ligeledes nyt og regulerer den situation, hvor vejejeren er ukendt. I dette
tilfælde skal ansøger fremlægge en erklæring fra 2/3 af de vejberettigede om, at disse er
indforstået med det ansøgte.
Vejejeren kan være ukendt, f.eks. fordi vejejer i tingbogen er noteret som ”gadejord” eller som
dødsboet efter XX, der afgik ved døden i 1964. Hvis vejejer er kendt men med en ukendt adresse,
som ikke kan findes ved sædvanlige skridt til at få oplyst adressen, vil vejejeren i relation til
vejmyndigheden ligeledes være ukendt.
Forslagets stk. 5 regulerer den situation, at en grundejer har foretaget en af de handlinger, der er
reguleret i bestemmelserne nævnt i stk. 1 uden først at have indhentet vejmyndighedens
tilladelse. I dette tilfælde skal vejmyndigheden, jf. § 99, tage stilling til, om forholdet skal retligt
lovliggøres eller fysisk lovliggøres. Hvis forholdet efter vejmyndighedens vurdering kan retligt
lovliggøres, kan vejmyndigheden kræve, at den, der har skabt tilstanden eller ejeren af den
tilgrænsende ejendom fremlægger den i stk. 3 eller 4 krævede dokumentation.
Bestemmelserne i stk. 3 og 4 indebærer ikke i sig selv, at parthøringsforpligtelsen i
forvaltningslovens § 19 er løftet. Vejmyndigheden skal fortsat høre over de faktiske
omstændigheder i sagen, som er egnet til at kunne påvirke udfaldet af den endelige afgørelse, og
som er til ugunst til for ansøgeren.
Til nr. 17
I § 2, nr. 17, stilles der forslag om, at politiets afslag på samtykke om forandringer og
færdselsregulering efter privatvejslovens § 57 skal kunne påklages til transport- og
bygningsministeren efter bestemmelsen i privatvejslovens § 87, stk. 2.
35
 TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 378: Lovudkast til forslag til lov om ændring af vejloven og privatvejsloven
I henhold til privatvejslovens § 57, stk. 1, må grundejere ikke foretage ændringer på en privat
fællesvejs indretning eller anlæg, afspærre eller etablere eller ændre færdselsregulerende
foranstaltninger uden vejmyndighedens og politiets godkendelse.
Hvis politiet ikke godkender det ansøgte, kan vejmyndigheden ikke meddele tilladelse.
Vejmyndigheden vil herefter meddele afslag på ansøgningen.
Grundejerne kan efter privatvejslovens § 87, stk. 2, klage over vejmyndighedens afgørelser efter §
57, og Vejdirektoratet kan tage stilling til afgørelsens lovlighed. Derimod indeholder hverken
privatvejsloven eller færdselsloven bestemmelse om, hvorvidt grundejerne kan klage over
politiets manglende samtykke til det ansøgte. Forslaget har således til hensigt at styrke
grundejernes retsstilling ved at indføre mulighed for en retlig prøvelse af politiets afslag på det
ansøgte.
Til nr. 18.
I § 2, nr. 18, foreslås, at der indføres en særlig bestemmelse i privatvejsloven om etablering af
parkeringspladser og parkeringsordninger på private fællesveje i byer og bymæssige områder.
Forslaget betyder, at i det omfang etablering af parkeringspladser og parkeringsordninger ikke er
i strid med færdselslovens regler om standsning og parkering, kan parkeringspladser indrettes
uden vejmyndighedens og politiets tilladelse, herunder etablering af parkeringspladser forbeholdt
særlige køretøjer eller brugere.
For at undgå usikker afmærkning og unødvendige retssager foreslås det i stk. 2, at politiet skal
godkende den konkrete afmærkning af parkeringspladser, herunder eventuel afmærkning af
private parkeringsordninger. Opmærksomheden skal i den forbindelse henledes på, at
afmærkning af færdselsmæssige restriktioner på private fællesveje i byer og bymæssige områder i
dag lovligt kan ske ved uautoriseret afmærkning, når vejmyndigheden og politiet har givet
samtykke til det efter privatvejlovens § 57, stk. 1.
I det foreslåede andet punktum til stk. 2 understreges, at grundejerne i de tilfælde, hvor
etablering af afmærkningen medfører opgravninger m.v., skal indhente vejmyndighedens
tilladelse efter § 67, før gravearbejdet påbegyndes.
Om der kan etableres sådanne ordninger på den private fællesvej må bero på de private
vejretsaftaler eller bestemmelserne i vejmyndighedens beslutning om at nedklassificere den
pågældende vej fra kommunevej til privat fællesvej. Uenighed mellem de vejberettigede indbyrdes
eller med vejejeren om vejrettens indhold må afgøres af domstolene. Vejmyndigheden skal ikke
tage stilling til dette spørgsmål.
Da der uanset vejens karakter som vejejerens private ejendom og som vejareal for en række
bestemte grundejere kan være tungtvejende offentligretlige hensyn til handicappede bilister med
lovligt ærinde til en vejberettiget ejendom, stilles der i stk. 3 forslag om, at vejmyndigheden med
36
 TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 378: Lovudkast til forslag til lov om ændring af vejloven og privatvejsloven
politiets samtykke kan bestemme, at der skal indrettes parkeringspladser forbeholdt
handicappede, herunder forbeholdt bestemte køretøjer, der benyttes af handicappede, når disse
køretøjer har lovligt ærinde på vejen. Udgiften til etablering af disse parkeringspladser afholdes af
vejmyndigheden.
I en række tilfælde vil andre vejberettigede først blive opmærksom på, at myndigheden har truffet
særlige bestemmelser om parkering på vejen, når afmærkningen er etableret. Da der er tale Der
stilles derfor i stk. 4 forslag om, at den i § 87, stk. 4, nævnte klagefrist på 4 uger i forbindelse med
afgørelser reguleret i § 57a skal regnes fra modtagelsen af afgørelsen, dog senest fra den dag, hvor
afmærkningen for foranstaltningen er etableret. Dette forslag svarer i sit indhold til
fristbestemmelsen i færdselslovens § 92c, stk. 2, 2. pkt.
Til nr. 19.
Med § 2, nr. 19, foreslås et nyt stk. 4 til privatvejslovens § 58. Med forslaget indføres en frist på 2
år for vejmyndigheden til sammen med politiet at finde egnede færdselsregulerende
foranstaltninger, således at den almene motorkørende færdsel på vejen kan nedbringes til under
50 pct. af den samlede motorkørende færdsel på vejen.
Forslaget skal dermed ses i sammenhæng med privatvejslovens § 58, stk. 2 og 3, hvorefter
grundejere til en privat fællesvej i byzone, der ved en fordeling af udgifter er eller vil kunne blive
pålagt at afholde mindst 2/3 af de samlede udgifter til vejens vedligeholdelse, kan kræve, at
kommunen gennemfører en trafiktælling med henblik på at fastslå, hvor stor en del af den
motorkørende færdsel på vejen der er almen færdsel, dvs. færdsel der ikke har lovligt ærinde til en
vejberettiget ejendom og heller ikke er lokaltrafik i området. Hvis denne trafiktælling viser, at
mere end 50 pct. af den samlede motorkørende trafik er gennemgående, skal vejmyndigheden
enten
træffe afgørelser med politiets samtykke efter privatvejslovens § 57, stk. 2, om
færdselsregulerende foranstaltninger, der nedbringer den almene færdsels andel af den
motorkørende færdsel på vejen til under 50 pct.,
eller
optage vejen som kommunevej, jf.§ 15 i
vejloven.
Såfremt vejmyndigheden vælger at løse problemet ved at etablere færdselsmæssige
foranstaltninger, skal forslaget således sikre, at der dels sættes en frist for, hvornår den
nødvendige færdselsregulering skal være foretaget, ligesom at forslaget medfører, at der følges op
på effekten af de færdselsregulerende foranstaltninger. Dermed vil grundejerne i alle tilfælde
være sikret, at den almene færdsel enten nedbringes, eller at vejen optages som offentlig vej.
En afklaring af, om de færdselsregulerende foranstaltninger har haft den ønskede virkning, bør
ske ved metoder, der er umiddelbart sammenlignelig med metoden anvendt ved den efter § 58,
stk. 2, gennemførte trafiktælling. Udgifterne til den afklarende trafiktælling afholdes af
vejmyndigheden.
Til nr. 20
37
 TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 378: Lovudkast til forslag til lov om ændring af vejloven og privatvejsloven
I § 2, nr. 20, foreslås et nyt stk. 6 til privatvejslovens § 58, hvor det præciseres, hvornår
kommunalbestyrelsen skal afholde udgifterne til den trafiktælling, der nævnes i privatvejslovens §
58, stk. 2.
Kommunalbestyrelsen skal herefter afholde udgifterne, hvis en trafiktælling gennemført efter en
anmodning efter stk. 2 viser, at den gennemgående motorkørende færdsel andel af den samlede
motorkørende færdsel på vejen er 25 pct. eller derover. Dette er en videreførelse af den gældende
§ 58, stk. 4, 2. pkt.
Kommunalbestyrelsen skal endvidere afholde udgifterne til den afsluttende trafiktælling efter det
foreslåede stk. 4, altså den trafiktælling der skal bevise, at kommunalbestyrelsens
trafikregulerende foranstaltninger senest 2 år efter en tælling efter stk. 2, har reduceret den
gennemgående motorkørende færdsel andel af den samlede motorkørende færdsel på vejen til
under 50 pct., således at kommunalbestyrelsen ikke er forpligtet til at opklassificere den private
fællesvej til kommunevej.
Til nr. 21
Med § 2, nr. 21, foreslås indført en ny bestemmelse om, at private fællesveje, som betjener
ejendomme med offentligt ejede institutioner, skal optages som kommuneveje.
Betingelserne herfor er, at mere end 2/3 af de berørte, vejberettigede grundejere, der ved en
fordeling efter § 49 er eller kunne blive pålagt at afholde mindst 2/3 af udgifterne til vejens
vedligeholdelse anmoder kommunalbestyrelsen om det, og at en trafiktælling viser, at mere end
50 pct. af den motorkørende færdsel betjener offentligt ejede institutioner på ejendomme med
vejret til vejen.
Ved offentligt ejede institutioner forstås i denne bestemmelse institutioner, der drives direkte
eller efter en driftsoverenskomst med kommunen, regionen eller staten med henblik på at
varetage almene, offentligretlige formål, herunder fritids- og kulturelle formål.
Bestemmelsen kan anvendes på private fællesveje, der er adgangsvej til f.eks. børneinstitutioner,
skoler, sportsanlæg, plejehjem, teatre, kirker, kirkegårde og lign., der er offentligt ejede
institutioner.
Opremsningen er ikke udtømmende.
Forslaget er udtryk for, at selvom de private fællesveje i byer og bymæssige områder som
udgangspunkt er åbne for almindelig færdsel, er vejene først og fremmest tænkt som mindre
trafikerede boligveje eller veje i erhvervsområder. Det er i denne situation mere rimeligt, at en
række frihedsgrader til at disponere over vejen overlades til de private grundejere, som også skal
vedligeholde vejen.
38
 TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 378: Lovudkast til forslag til lov om ændring af vejloven og privatvejsloven
Udnyttelse af ejendomme med vejret til vejen til offentligt ejede institutioner må antages at
medføre en større trafik til disse ejendomme sammenlignet med trafikken til de andre
bidragspligtige ejendomme på vejen. Ofte vil der også være tale om en større færdsel med tung
trafik til disse ejendomme.
Den forskellige benyttelse af de bidragspligtige ejendomme vil normalt indgå i vejmyndighedens
bidragsfordeling efter privatvejslovens § 51. Men disse regler gælder kun for de arbejder, som
vejmyndigheden kræver udført som samlede arbejder, ikke for enkeltstående påbud, jf.
privatvejslovens § 47, og heller ikke for den løbende vedligeholdelse, jf. privatvejslovens § 44.
Disse forhold tilsiger, at disse veje skal administreres som offentlige veje, hvis et kvalificeret
flertal af de vedligeholdelsesforpligtigede anmoder vejmyndigheden herom.
Som det fremgår af forslagets stk. 1, har kommunalbestyrelsen kun pligt til at gennemføre en
trafiktælling, hvis et kvalificeret flertal af grundejere, der efter en fordeling efter § 49 er eller vil
kunne blive pålagt at afholde mindst 2/3 af udgifterne til vejens vedligeholdelse, beder om det. I
lighed med bestemmelsen i § 58, stk. 2, om trafiktælling med henblik på at opgøre den almene
færdsels andel af den samlede motorkørende færdsel på en privat fællesvej, stilles der i den
foreslåede § 58 a, stk. 1, forslag om, at vejmyndigheden kun har pligt til at gennemføre en
trafiktælling, hvis der er gået mindst 4 år siden seneste trafiktælling efter stk. 1.
Kravet om, at anmodningen skal komme fra et kvalificeret flertal af grundejere med
vedligeholdelsespligter til vejen, skyldes, at det ikke kan udelukkes, at en stor del af
vedligeholdelsesforpligtigede og bidragspligtige grundejere langs med vejen foretrækker, at vejen
opretholdes som privat fællesvej. Det kan f.eks. skyldes et ønske om at bevare særligt gunstige
parkeringsordninger, som ikke kan gennemføres på en kommunevej, eller fordi vejarealet indgår i
det areal, hvoraf bebyggelsesprocenten beregnes, hvorefter grundejere med vejudlæg på deres
ejendomme kan have en særlig interesse i, at vejen forbliver privat fællesvej.
Selvom initiativet udgår fra grundejerne, er det vejmyndigheden, der ud fra saglige trafikale
kriterier fastlægger den vejstrækning eller det lokale vejnet, som den mulige opklassificering
vedrører, og dermed den kreds af vejberettigede, hvoraf det krævede det kvalificerede flertal på
2/3 fastlægges.
Optællingen omfatter kun vedkommende motorkørende færdsel, dvs. færdsel med lovligt ærinde
til en vejberettigede ejendom langs den fastlagte vejstrækning/lokale vejnet.
Optællingen skal i lighed med trafiktællingen nævnt i privatvejslovens § 58, stk. 2, give et
retvisende normalbillede af færdslen på vejen. Metoden til at optælle trafikken fastsættes af
vejmyndigheden, idet det dog forudsættes, at dette sker i dialog med grundejerne.
Forslaget i stk. 2 indebærer, at kommunalbestyrelsen skal opklassificere den private fællesvej
eller net af private fællesveje, hvis tællingen nævnt i stk. 1 viser, at mere end 50 pct. af den
39
 TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 378: Lovudkast til forslag til lov om ændring af vejloven og privatvejsloven
vedkommende motorkørende færdsel betjener de offentligt ejede institutioner med vejret til det
omhandlede vejnet.
I det foreslåede stk. 3 stilles forslag om, at kommunalbestyrelsen skal afholde udgifterne til en
trafiktælling nævnt i stk. 1, hvis 25 pct. eller mere af den vedkommende motorkørende færdsel
betjener de offentligt ejede institutioner med vejret til det omhandlede vejnet.
Til nr. 22
Med forslaget til § 2, nr. 22, foreslås privatvejslovens § 59 om belysning affattet på ny.
Med forslaget til stk. 1 videreføres den gældende bestemmelse i stk. 1, hvorefter
kommunalbestyrelsen kan bestemme, at private fællesveje skal holdes belyst, når det er
nødvendigt af hensyn til færdslen på vejen eller for at tilgodese andre almene offentlige hensyn, jf.
stk. 1. Dog præciseres det, at det er de vedligeholdelsesforpligtigede grundejere, jf. 49, der skal
afholde udgifterne til den vejbelysning, som kommunalbestyrelsen kræver etableret, vedligeholdt
og driftet.
Der er ikke hermed tilsigtet en ændring i gældende ret.
Med forslaget til stk. 2 henvises dels til procedurebestemmelsen i § 48, som
kommunalbestyrelsen skal iagttage forud for beslutninger om, at et arbejde skal gennemføres
som et samlet arbejde under kommunens kontrol. Der henvises endvidere til reglerne om
fordeling af udgifterne i § 45 a – for så vidt angår fordelingsveje i sommerhusområder – og
reglerne i §§ 49 til 55. Dette indebærer bl.a., at det bliver tydeligere for vejmyndigheden og
grundejerne, hvordan udgifterne skal fordeles, og at vejmyndigheden skal give grundejerne
mulighed for selv at gennemføre et påbudt belysningsarbejde.
Det vurderes ikke nødvendigt at videreføre bestemmelserne i den gældende § 59, stk. 5 og 6, som
selvstændige bestemmelser, da de allerede fremgår af § 49, stk. 3 og 5. Den eneste forskel vil
være, at kommunalbestyrelsen ikke fremover vil være forpligtet til at afholde driftsudgifter m.m.
til de forbedringer af vejbelysningen, som kommunen har betalt for, men kommunen kan gøre
det. Det er tvivlsomt, om det reelt vil medføre mærkbare økonomiske byrder for de
bidragspligtige grundejere, da mange kommuner i dag afholder udgifterne til forbedringer af
vejbelysningen, også i situationer omfattet af bestemmelsen i § 59, stk. 6, dvs. situationer, hvor
kommunalbestyrelsen ikke er forpligtet hertil, men gør det med henblik på at varetage andre
almene, offentligretlige hensyn.
I forslaget til stk. 3 og 4 videreføres de gældende bestemmelser i henholdsvis stk. 4 og 7.
Til nr. 23 og 24
I § 2, nr. 23 og 24, stilles derfor forslag om, at vejmyndigheden skal indhente oplysninger om
vejens tilstand, inden der meddeles tilladelse til ledningsarbejder. Vejmyndigheden hæfter direkte
40
 TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 378: Lovudkast til forslag til lov om ændring af vejloven og privatvejsloven
over for grundejerne for eventuelle tab som følge af manglende tilsyn med opgravning og
manglende eller mangelfuld retablering af vejen.
Da grundejerne ikke kan modsætte sig, at en gravetilladelse udnyttes, og da de heller ikke
umiddelbart er parter i gravetilladelsen, som er et mellemværende mellem ledningsejeren og
vejmyndigheden, vurderes det nødvendigt at styrke de vedligeholdelsesforpligtigede grundejeres
retsstilling.
Forslaget indebærer bl.a., at ansøgeren af gravetilladelse til ledningsarbejder må påregne en lidt
længere behandlingstid. Skønt dette ikke er ønskværdigt, vurderes hensynet til de
vedligeholdelsesforpligtigede grundejeres økonomiske interesser at veje tungere.
Spørgsmålet, om kommunens vilkårsfastsættelse i forbindelse med tilladelsen var mangelfuld, og
om der kan gøres ansvar gældende over for kommunalbestyrelsen, skal afgøres efter dansk rets
almindelige erstatningsregel og henhører derfor under domstolene.
Til nr. 25
Med henblik på at understrege, at vejmyndighedens beslutninger efter privatvejslovens § 79, stk.
1, skal bero på en mere konkret vurdering, indeholder forslaget til § 2, nr. 25, et krav om, at den
kommunale vejmyndighed skal behandle spørgsmålet om vintervedligeholdelse og renholdelse
særskilt for de forskellige typer private fællesveje og særskilt tage stilling til private fællesstier.
Privatvejslovens § 79, stk. 2, har følgende ordlyd:
Stk. 2. Bestemmelserne fastsættes for et nærmere angivet område.
Denne ordlyd har i en række kommuner givet anledning til, at alle private fællesveje i
kommunens byzoneområder og sommerhusområder behandles ens, uden tydelig skelen til om
der måtte gælde særlige forhold for vejene i de to respektive zoner eller mellem vejene indbyrdes i
samme zonestatus.
Det er således ministeriets opfattelse, at der reelt en mindre graduering af forpligtelserne for
private fællesveje end tilfældet er for de offentlige veje.
Med forslaget til ny affattelse af stk. 2 tilstræbes, at der i højere grad sondres mellem de private
fællesveje og deres placering i vejnettet i relation til, at vejmyndigheden pålægger de
vedligeholdelsesforpligtigede grundejere at snerydde, glatførebekæmpe og renholde den enkelte
private fællesvej.
I de kommunale vinterregulativer ses der ofte mindre graduering af forpligtelserne for private
fællesveje end tilfældet er for de offentlige veje.
Der ønskes derfor, at kommunalbestyrelsen klarere forholder sig til, om og hvor der skal
fastsættes regler om vintervedligeholdelse og renholdelse af eksempelvis private fællesveje i
41
 TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 378: Lovudkast til forslag til lov om ændring af vejloven og privatvejsloven
1663271_0042.png
sommerhusområder. Her må hovedparten af sommerhusejerne antages at være omfattet af
bestemmelserne i lov om planlægning
1
, hvorefter ophold i sommerhuset i vinterhalvåret kun er
tilladt i korte perioder. Omvendt kan en række sommerhusejere efter den særlige regel i § 41 i lov
om planlægning lovligt bo i deres sommerhus hele året. Der skal således foretages en afvejning af
de to respektive brugergruppers interesser og de almene, offentligretlige interesser, når der skal
tages stilling til, om vejmyndigheden skal kræve private fællesveje i sommerhusområder
vintervedligeholdt.
Det forhold, at kommunalbestyrelsen ikke fastsætter regler og fører tilsyn med dem, er ikke til
hinder for, at grundejere med særlig interesse i vintervedligeholdelse selv sørger for det. Der ses
heller ikke at være en direkte sammenhæng mellem kommunens beslutninger om
vintervedligeholdelse m.v. efter vejlovens bestemmelser og det ansvar, grundejeren antages at
have efter de forsikringsretlige bestemmelser. Sidstnævnte kan også gælde i situationer, hvor der
ikke er pålagt pligter efter vejlovgivningen.
Til nr. 26
Med forslaget i § 2, nr. 26, om et nyt stykke 3 i privatvejslovens § 79, ønskes det tydeliggjort, at
der som udgangspunkt ikke kan fastsættes mere vidtgående bestemmelser om
vintervedligeholdelse og renholdelse af private fællesveje, end hvad kommunen har fastsat for
sammenlignelige kommuneveje i boligkvarterer og industrikvarterer.
Hvis den kommunale vejmyndighed f.eks. med hjemmel i vejlovens § 62, stk. 2, har bestemt, at
kørebanerne på kommunevejene i boligkvarter ikke ryddes efter normal arbejdstid eller i
weekenden, skal der foreligge særlige grunde, hvis vejmyndigheden kræver private fællesveje
ryddet i disse perioder.
Det kan ikke udelukkes, at enkelte private fællesveje har en sådan funktion i den samlede vejnet,
f.eks. som adgangsvej til stationer og andre trafikknudepunkter eller som sikker skolevej for
gående og cyklende elever til skoler og SFO-er, at det er nødvendigt for vejmyndigheden at kræve
disse veje vintervedligeholdt i en højere standard end andre private fællesveje i området. Med
forslaget til nyt stk. 3 fastholdes denne mulighed for den kommunale vejmyndighed.
Til nr. 27
Som en konsekvens af forslaget i § 1, nr. 10, til et nyt stk. 9 i vejlovens § 124 om proceduren m.m. i
forbindelse med nedklassificering af kommuneveje til private fællesveje, foreslås indsat et nyt stk.
3 i privatvejslovens § 87 a om tvister.
Bestemmelsen i det foreslåede stk. 9 til vejlovens § 124 pålægger kommunalbestyrelsen at bidrage
økonomisk til de vedligeholdelsesforpligtigede grundejeres løbende og påbudte vedligeholdelse af
vejen i de første 10 år efter nedklassificeringen. Kommunen har dog ikke pligt til at bidrage til
1
Lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1529 af 23. november 2015. Loven administreres af Erhvervs- og
Vækstministeriet, bortset fra VVM sager, der administreres af Miljø- og Fødevareministeriet
42
 TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 378: Lovudkast til forslag til lov om ændring af vejloven og privatvejsloven
forbedringer af vejen, som kommunen ikke har krævet udført efter privatvejslovens bestemmelser
i § 15, stk. 1, § 23, § 45, stk. 2, § 59, stk. 1, eller § 79, stk. 1. Der henvises nærmere til de
almindelige bemærkninger 2.2 og til de særlige bemærkninger til § 1, nr. 10.
Det kan ikke udelukkes, at der kan opstå uenighed mellem en kommunalbestyrelse og de
vedligeholdelsesforpligtigede om, hvorvidt et konkret udført arbejde er ”løbende vedligeholdelse”,
eller om der er tale om en forbedring.
Der vurderes derfor at være behov for, at en sådan uenighed kan indbringes som en tvist til
afgørelse hos transport- og bygningsministeren. Forslaget i § 2, nr. 27, til nyt stk. 3 i § 87a skal
sikre, at grundejerne har denne mulighed.
Til nr. 28
Da vejmyndigheden efter den seneste ændring af privatvejsloven ikke længere skal fordele
udgifter til påbudte arbejder på private fællesveje på landet efter de private aftaler m.m., men
alene fordeler arbejderne mellem de vejberettigede i forhold til deres brug af vejen, jf.
privatvejslovens § 15, stk. 4, 1. pkt., foreslås henvisningen til privatvejslovens § 13, stk. 1, ophævet.
Denne henvisning er en videreført henvisning til privatvejslovens § 13 før ændringerne i lov nr.
1520 af 27. december 2014.
Da vejmyndigheden ikke længere skal fordele efter private aftaler og bestemmelser, ses der ikke at
være en samfundsmæssig begrundelse for, at parterne i en privat aftale skal kunne indbringe
spørgsmålet om ophævelse af aftalen for taksationsmyndighederne. Den, der i henhold til en
gammel aftale er forpligtet til at udføre arbejder på en privat fællesvej på landet eller afholde
udgifterne, vil fremover være henvist til at indbringe spørgsmålet om aftalens ophævelse for
domstolene.
Forslaget indebærer, at det fremover alene vil være mere end 20 år gamle, privatretlige
forpligtelser, som omtalt i privatvejslovens § 46, vedrørende private fællesveje i byer og
bymæssige områder, der vil kunne indbringes for taksationskommissionen med hjemmel i
privatvejslovens § 94.
Der henvises i øvrigt til de særlige bemærkninger til forslagets § 1, nr. 2.
Til nr. 29
Med forslagets stk. 1 kan vejmyndigheden kræve fuld dækning for sine dokumenterede,
administrative udgifter i forbindelse med afgørelse truffet efter de nævnte bestemmelser.
Der er her tale om afgørelser, der træffes, fordi en eller flere grundejere har foretaget handlinger,
som ikke juridisk kan lovliggøres, (§ 12, stk. 3, § 57, stk. 4 og 5, § 66 b, stk. 6, og § 86) - ikke har
efterkommet et påbud om at udføre et bestemt arbejde (§ 16, stk. 2, § 55, stk. 3 § 61, stk. 3, 66, stk.
4, og § 85, stk. 2) - har bedt vejmyndigheden tage stilling til en sag, i en situation hvor
pågældende burde have indset, at anmodningen var grundløs (§ 14, stk. 3,) - udgifter i forbindelse
43
 TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 378: Lovudkast til forslag til lov om ændring af vejloven og privatvejsloven
med pligter som vejmyndigheden er pålagt ved foranstaltninger, der er en konsekvens af et privat
initiativ (§ 35, stk. 4, 2. og 3. pkt., § 55, stk. 2, § 58, stk. 4, og § 76, stk. 1,) og udgifter i forbindelse
med retlig eller fysisk lovliggørelse af en ulovlig tilstand (§ 99).
Med forslagets stk. 2 kan vejmyndigheden højst kræve dækning for sine dokumenterede,
administrative udgifter for et beløb, der svarer til højest 30 pct. af udgiften til selve vejarbejdet –
herunder projektering af arbejdet.
Denne bestemmelse gælder for afgørelser, der træffes, fordi vejmyndigheden skal eller er blevet
bedt om at fastsætte sin forholdsmæssige andel af udgifterne til vejens løbende vedligeholdelse, (§
2a, 2. pkt.) og udgiftsfordelinger, hvor et påbudt arbejde skal udføres som et samlet arbejde (§ 15,
stk. 2 og 4, § 45 a, § 49, stk. 1, 4 og 5, § 55, stk. 1, § 57, stk. 3, og § 61, stk. 4.)
Forslaget i stk. 2 er ikke til hinder for, at vejmyndigheden og de bidragspligtige grundejere aftaler,
at bestemte administrative undersøgelser, som ikke er omfattet af vejmyndighedens
undersøgelses pligt, men som grundejerne ønsker foretaget, holdes uden for begrænsningen for
de administrative udgifter.
Med forslagets stk. 3 opregnes de tilfælde, hvor det ikke skønnes rimeligt, at den kommunale
vejmyndighed kan pålægge grundejere at afholde udgifter til vejmyndighedens administrative
arbejde.
Det drejer sig om vejmyndighedens administrative udgifter i forbindelse med påbud til ejerne af
rent private færdselsareal om vedligeholdelse, jf. § 6, vejbelysning, § 7, og vintervedligeholdelse
og renholdelse, § 8. Tilsvarende gælder kommunalbestyrelsens afgørelser om at udføre pålagte
arbejder på rent private veje for de eller de forpligtede vejejeres regning, jf. § 9, og
kommunalbestyrelsens afgørelser om at udføre pålagte vintervedligeholdelses- og
renholdelsesarbejder på private fællesveje for de forpligtigede grundejeres regning, jf. § 24, § 62,
stk. 4 og § 83. Bestemmelsen i stk. 3 gælder endvidere, når kommunalbestyrelsen træffer
afgørelse om, at en privat fællesvej skal vedligeholdes eller vejbelyses af hensyn til den almene
færdsel på vejen, jf. § 49, stk. 3.
Til § 3
Ændringerne i dette lovforslag træder i kraft den 1. august 2017. Denne frist vurderes at være
tilstrækkelig til at indarbejde ændringerne i den fremtidige forvaltning af de offentlige veje og de
private fællesveje.
I § 3, stk. 2, stilles dog forslag om, at ændringerne i § 1, nr. 11 og 12,og ændringerne i § 2, nr. 11 og
12, træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende.
Bestemmelserne i forslaget § 1, nr. 11 og 12, og § 2, nr. 11, er efter Transport- og
Bygningsministeriets opfattelse blot en understregning af gældende ret, hvorfor der ikke ses at
44
 TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 378: Lovudkast til forslag til lov om ændring af vejloven og privatvejsloven
være administrative betænkeligheder ved at lade disse præciseringer træde i kraft så hurtigt som
muligt.
Forslaget i § 2, nr. 21, om private fællesveje, der betjener offentligt ejede institutioner, bør efter
ministeriets opfattelse også træde i kraft så hurtigt som muligt (dagen efter bekendtgørelse i
Lovtidende). Der er her lagt vægt på, at bestemmelsen skal styrke borgenes retsstilling, og at der
ikke er praktiske hensyn, der taler imod, at processen, herunder afklaringen af den vedkommende
færdsels sammensætning, kan påbegyndes umiddelbart efter lovens vedtagelse.
Til § 4
Hverken lov om offentlige veje eller lov om private fællesveje er gældende for Færøerne og
Grønland. Således vil forslagene i denne ændringslov heller ikke være gældende for Færøerne og
Grønland.
45