TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

Transport- og Bygningsudvalget 2015-16
TRU Alm.del Bilag 325
Offentligt

GÅSEBESTANDE OG FLYVESIKKERHED

I DANMARK

Forvaltning i lufthavnes sikkerhedsområder

Teknisk rapport fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi

nr. 66

2015

AARHUS

UNIVERSITET

DCE – NATIONALT CENTER FOR MILJØ OG ENERGI

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

[Tom side]

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

GÅSEBESTANDE OG FLYVESIKKERHED

I DANMARK

Forvaltning i lufthavnes sikkerhedsområder

Teknisk rapport fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi

nr. 66

2015

Thomas Kjær Christensen

Andy Baxter

Preben Clausen

Jens Peter Hounisen

Anthony D. Fox

Aarhus Universitet, Institut for Bioscience

Birdstrike Management Ltd., Sand Hutton, York, Great Britain

AARHUS

UNIVERSITET

DCE – NATIONALT CENTER FOR MILJØ OG ENERGI

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

Datablad

Serietitel og nummer:

Titel:

Undertitel:

Forfattere:

Institutioner:

Udgiver:

URL:

Udgivelsesår:

Redaktion afsluttet:

Redaktør:

Faglig kommentering:

Kvalitetssikring, DCE:

Finansiel støtte:

Bedes citeret:

Teknisk rapport fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi nr. 66

Gåsebestande og flyvesikkerhed i Danmark

Forvaltning i lufthavnes sikkerhedsområder

Thomas Kjær Christensen , Andy Baxter , Preben Clausen , Jens Peter Hounisen &

Anthony D. Fox

Aarhus Universitet, Institut for Bioscience & Birdstrike Management Ltd., Sand Hutton,

York, Great Britain

Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ©

http://dce.au.dk

November 2015

Oktober 2015

Tommy Asferg

Ole Roland Therkildsen

Jesper R. Fredshavn

Københavns Lufthavne A/S, Trafik- og Byggestyrelsen og Naturstyrelsen

Christensen, T.K., Baxter, A., Clausen, P., Hounisen, J.P. & Fox, A.D. 2015.

Gåsebestande og flyvesikkerhed i Danmark. Forvaltning i lufthavnes

sikkerhedsområder. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 78

s. - Teknisk rapport fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi nr. 66

http://dce2.au.dk/pub/TR66.pdf

Gengivelse tilladt med tydelig kildeangivelse

Sammenfatning:

Gæs er store fugle, der ofte forekommer i større flokke. De kan derfor udgøre en risiko

for luftfarten, hvis de forekommer på og nær ved lufthavne. De fleste gåsebestande,

der forekommer i Nordvesteuropa og Danmark, har gennem de seneste årtier været i

kraftig fremgang, og antallet af trækkende, rastende og overvintrende gæs i

Danmark er steget markant. Således er ynglebestanden af grågås steget, og

bramgås har etableret sig som en ynglefugl i kraftig fremgang. Det stigende antal

gæs og en stigning i registrerede bird strikes (kollisioner mellem fugle og fly) med

gæs har betydet øget fokus på forekomst og forvaltning af gæs indenfor

lufthavnenes sikkerhedszoner på 13 km. Nærværende rapport præsenterer et

opdateret overblik over status og bestandsudvikling hos de gåsearter, der

forekommer i Danmark, og gennemgår de forvaltningstiltag, der verden over

anvendes både på og omkring lufthavne til at reducere forekomsten af gæs og

dermed minimere risikoen for bird strikes eller andre gener for lufttrafikken forårsaget

af gæs. Afslutningsvist præsenteres faktorer og tiltag, der med fordel kan inddrages i

opbygningen af egentlige forvaltningsplaner, som kan forventes at være effektive i

hele sikkerhedszonen omkring lufthavne.

Gæs, flysikkerhed, bird strike, gåseforvaltning, flysikkerhed, lufthavne.

Grafisk Værksted, AU Silkeborg

Rasmus Due Nielsen

978-87-7156-173-9

2244-999X

Rapporten er tilgængelig i elektronisk format (pdf) som

http://dce2.au.dk/pub/TR66.pdf

Emneord:

Layout:

Foto forside:

ISBN:

ISSN (elektronisk):

Sideantal:

Internetversion:

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

Indhold

Sammenfatning

Summary

Indledning

Status og problemstilling

4.1

4.2

4.3

Regler og bestemmelser for lufthavne

Bird strikes med gæs i Danmark

Bird strikes med gæs i andre lande

Gæs i Danmark

5.1

5.2

5.3

5.4

Struktur for artsgennemgangen

Status for forekomst af gæs i Danmark

Forventet udvikling i forekomsten af vilde gæs

Gæs tilknyttet byer (urbane gæs)

Forvaltning af gæs på lufthavnsarealer

6.1

6.2

6.3

6.4

6.5

Integreret forvaltning på lufthavne

Habitat modifikation

Skræmmetiltag

Direkte kontrol - regulering

Integrerede strategier

Forvaltning af gæs i lufthavnes sikkerhedszoner

7.1

7.2

7.3

7.4

7.5

7.6

Bestandsregulerende tiltag

Ændringer og tilpasning af landbrugsdrift

Friområder for gæs

Skræmmetiltag

Fysiske barrierer

Rekreative aktiviteter

Forvaltning af gæs omkring lufthavne

8.1

8.2

8.3

Risikovurdering

Forvaltningsmål

Interessentinddragelse

Opsummering

10 Referencer

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

[Tom side]

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

Sammenfatning

Gæs er store fugle, der ofte forekommer i større flokke. De kan derfor udgø-

re en risiko for luftfarten, hvis de forekommer på og nær ved lufthavne. De

fleste gåsebestande, der forekommer i Nordvesteuropa, har gennem de se-

neste årtier været i kraftig fremgang, og antallet af trækkende, rastende og

overvintrende gæs i Danmark er steget markant. Det stigende antal gæs har

sammen med en stigning i antallet af registrerede bird strikes (kollisioner

mellem fugle og fly) med gæs, betydet øget fokus på forekomst og forvalt-

ning af gæs indenfor lufthavnenes sikkerhedszoner på 13 km.

Nærværende rapport beskriver udviklingen i de gåsebestande, der fore-

kommer i Nordvesteuropa, og giver en status for forekomsten af både yng-

lende og rastende/overvintrende gæs i Danmark. Rapporten gennemgår

derefter de forvaltningstiltag, der er eller har været anvendt verden over til

at reducere eller fjerne problematiske forekomster af gæs i lufthavne, samt

de tiltag og forvaltningsmuligheder, der aktuelt kan anvendes, hvis forvalt-

ning af gæs vurderes nødvendigt i hele eller dele af sikkerhedszonen om-

kring en lufthavn. Der gives endvidere et oplæg til rammerne for en forvalt-

ningsplan for gæs, herunder opsætning af forvaltningsmål, risikovurdering

og interessentinddragelse, som vurderes essentielt i relation til implemente-

ring af en effektiv forvaltning.

Med fortsat stigende gåsebestande vurderes det, at der vil være et øget,

fremtidigt behov for aktivt at forvalte forekomsten af gæs i lufthavnes sik-

kerhedszoner med henblik på at minimere risikoen for kollisioner mellem

fly og gæs. Rapporten skitserer afslutningsvist en model, der kan danne ud-

gangspunkt for en sådan forvaltning.

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

Summary

Geese are large birds that often occur in large flocks. For this reason they

may constitute a risk to air traffic safety, if they occur in or in the vicinity of

airports. Most goose populations in Northwestern Europe have shown a

dramatic increase during the last decades, and the number of migrating,

staging and wintering geese in Denmark has increased markedly. The incre-

asing numbers of geese and a concurrent increase in the number of bird stri-

kes (collisions between aircrafts and birds) has stimulated the attention on

the occurrence and the management of geese within the safety zones of air-

ports of 13 km.

This report describes the development in the goose populations occurring in

Northwestern Europe, and gives a status of both the breeding and

staging/wintering numbers of geese in Denmark. The report further descri-

bes management practices used worldwide to reduce or remove critical oc-

currences of geese within airports, and those practices that may be imple-

mented to successfully manage geese occurrences in airport safety zones, if

such actions are assessed to be necessary. The report further provides the

outlines to a framework for managing geese, including the setting of mana-

gement targets, risk assessment and the inclusion of stakeholders of interest,

which all are assessed essential in the implementation of efficient manage-

ment.

It is assessed that with continuously increasing goose populations, airports

will face a more demanding need for active goose management within the

safety zones of airports to minimise the risk of collisions between aircrafts

and bids. The report presents a simple model that may be used as a basis for

future management plans for geese.

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

Indledning

Forekomsten af gæs i Skandinavien og Nordvesteuropa er gennem de sene-

ste årtier steget markant som følge af generelt stigende bestande. For de fle-

ste arter af gæs kan bestandsfremgangen kobles til ændringer, som har på-

virket overlevelse og reproduktion positivt, herunder reduceret indsamling

af æg på arktiske ynglepladser, regulering af naturlige prædatorer, målrettet

jagtforvaltning og jagtfredning, reservatoprettelse og ikke mindst ændret

landbrugspraksis, som har forbedret fødegrundlaget og overlevelsen for gæs

i vinterhalvåret. Ud over dette har flere gåsearter desuden ændret forekomst

ved at etablere sig som ynglefugle i områder, hvor de ikke tidligere forekom,

herunder også i bynære områder, og ændret trækmønstre og forlænget op-

holdstiden i vinterkvarterene.

Fordi gæs er store fugle, der ofte forekommer i flok, kan de udgøre en poten-

tiel risiko for flytrafikken og flysikkerheden, hvis fly kolliderer med gæs, så-

kaldte bird strikes. Risikoen for bird strikes gælder specielt, hvis gæs fore-

kommer på lufthavnenes indhegnede arealer, omfattende arealer mellem og

omkring landingsbanerne, men også ved at gæs flyver til og fra områder,

der ligger op ad eller tæt på lufthavnsarealer.

I takt med at gåsebestandene er steget i antal, er der tilsvarende sket en stig-

ning i antallet af kollisioner mellem gæs og flyvemaskiner (fx Dolbeer m.fl.

2014), hvoraf flere gennem tiden har haft fatale konsekvenser med mange

omkomne personer (Thorpe 1996, 2012). Som konsekvens af forekomsten af

bird strikes med ’store fugle’ og af, at disse medfører skader på fly i op mod

60 % af tilfældene (Canadagås, Cleary m.fl. 2006), har de amerikanske luft-

fartsmyndigheder (FAA) for nyligt ændret standarden for certificering af

turbo-fan flymotorer til at kunne klare en ’fugle- kollisions-test’ med en stør-

re masse end tidligere (2,8-3,6 kg mod tidligere 1,8 kg) for nye motorer (med

indsug på >1,35 m2 og >3,90 m2) (U.S. Code of Federal Regulations 2013,

Dolbeer m.fl. 2014), hvilket svarer til en stor gås. I Europa er indført næsten

tilsvarende krav for certificering af flymotorer (EASA: CS-E 800, 2009).

Siden den første kendte bird strike blev registreret i 1905 (Thorpe 2012), har

der været stigende fokus på risikoen for kollisioner mellem fugle og fly, og

både nationale og internationale luftfartsmyndigheder har løbende udviklet

guide-lines og safety-management procedurer for lufthavne med henblik på

at imødekomme risikoen for kollisioner mellem fly og fugle og andre dyr (fx

ACI 2013, CAA 2014, ICAO 1991, MacKinnon 2001). For at leve op til sikker-

hedskravene har alle større lufthavne med passagertransport et døgnbered-

skab, som aktivt forebygger forekomsten af fugle og andre dyr på lufthavns-

arealer og landingsbaner samt minimerer forekomsten af overflyvende fug-

le. Traditionelt opererer lufthavnenes beredskab med bortskræmning af fug-

le og arealforvaltning indenfor lufthavnenes indhegnede områder. I henhold

til internationale retningslinjer har lufthavne en forpligtigelse til at imødegå

etablering af anlæg og naturforbedringer, der positivt kan påvirke forekom-

sten af fugle, ud til en afstand af 13 km fra lufthavnene (ICAO 1991) med

henblik på at minimere risikoen for kollisioner mellem fugle og fly.

Udvikling i forekomsten af gæs i Nord- og Vesteuropa har ført til større

træk- og vinterforekomster af arktisk ynglende gæs, etablering og kraftigt

stigende antal af lokalt ynglende gæs i både det sydlige Skandinavien og

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

Nordvesteuropa samt etablering af ynglende bestande i byer og bynære om-

råder. Dette har medført, at både lufthavne og ansvarlige myndigheder har

øget deres fokus på forekomsten og forvaltningen af gæs i relation til flysik-

kerheden indenfor både lufthavnenes hegnede arealer og i sikkerhedsområ-

det udenfor hegnet ud til 13 km.

Intentionen med nærværende rapport er at sammenstille den eksisterende

viden om gæs med henblik på at afsøge og vurdere muligheden for en mere

målrettet brug af forvaltningstiltag og -metoder til at minimere forekomsten

af gæs indenfor lufthavnenes sikkerhedsområder. Rapporten gennemgår og

beskriver derfor rækken af metoder, der hidtil er anvendt i konflikter med

gæs, samt syntetiserer de erfaringer, der er indhentet ved anvendelse af de

forskellige tiltag. Da lufthavne har udvidede muligheder for at få dispensa-

tion til at gennemføre afværgeforanstaltninger i relation til fugleforekomster

indenfor selve lufthavnsområderne, skelnes der i rapporten mellem tiltag,

der anvendes indenfor lufthavnenes indhegnede områder og sikkerhedsom-

rådet udenfor hegnet. Rapporten er rettet mod koncessionshavere af luft-

havne, landmænd, arealforvaltere, luftfarts-, miljø- og planmyndigheder el-

ler andre, der har behov for et samlet overblik over de potentielle mulighe-

der, der er for at minimere konflikter med gæs.

Rapporten beskriver indledningsvist den overordnede problemstilling med

gæs og flysikkerhed, forekomsten af bird strikes med gæs og de enkelte gå-

searters bestandsudvikling, nuværende status og forventede udvikling

fremover i Danmark, herunder en vurdering af potentielle ændringer i træk-

adfærd og opholdstider samt potentialet for etablering af bynære bestande.

Rapporten beskriver dernæst tiltag, der hidtil er anvendt til at reducere eller

minimere forekomsten af gæs i områder hvor disse har forårsaget konflikter,

og giver samtidigt et overblik over de forvaltningsmuligheder der kan tages

i anvendelse til sikring af flysikkerheden i relation til forekomsten af gæs

både indenfor og udenfor hegnede lufthavnsarealer. Afslutningsvist gives et

forslag til en forvaltningsmodel til at modvirke forekomsten af gæs både in-

denfor og udenfor lufthavnes hegnede områder.

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

Status og problemstilling

4.1

Regler og bestemmelser for lufthavne

Alle danske lufthavne, der har regelmæssig erhvervsmæssig transport med

passagerer, post og/eller fragt med fly med en maximal tilladt startmasse på

mere end 10 ton og/eller med mere end 20 passagersæder, er underlagt Tra-

fik- og Byggestyrelsens (tidligere Statens Luftfartsvæsen) bestemmelser for

luftfarten BL 3-16. Bestemmelserne har reference til en række lovmæssige

bekendtgørelser, Lov om luftfart samt internationale retningslinjer til sikring

af flytrafikken i forhold til risikoen for til bird strikes (ICAO 1991).

BL 3-16 fastsætter ”Bestemmelser om forholdsregler til nedsættelse af kolli-

sionsrisikoen mellem luftfartøjer og fugle/pattedyr på flyvepladser”, her-

under pålægges koncessionshavere af lufthavne at have ansvar for kendskab

til omfanget af problemer med fugle/pattedyr, at modvirke etablering af an-

læg, der kan tiltrække fugle/pattedyr, samt at holde sig orienteret om og gø-

re indsigelser mod etablering af anlæg udenfor lufthavnsområdet og ud til

13 km, der kan tiltrække fugle, hvis der er risiko for, at disse vil overflyve

lufthavnsområdet.

BL 3-16 fastsætter desuden en række bestemmelser vedrørende arealforvalt-

ning, beplantning, vedligehold, drift, overvågning og bortskræm-

ning/regulering af fugle/pattedyr og rapportering af registrerede bird stri-

kes, samt tilknytning af en fagkyndig konsulent. Bestemmelserne omfatter

primært aktiviteter indenfor lufthavnenes hegnede område, mens arealer

udenfor hegnet ikke er omfattet. BL 3-16 giver dog Trafik- og Byggestyrelsen

hjemmel til at påvirke arealanvendelsen på arealer udenfor hegnet, dog kun

ud til en afstand af 500 meter fra landingsbanen/banerne.

I tilfælde hvor offentlige eller private lodsejere planlægger etablering af an-

læg som potentielt kan tiltrække fugle indenfor en afstand af 13 km fra en

lufthavn, informeres lufthavnenes koncessionshavere af planmyndigheder-

ne. Skønnes anlægget at kunne medføre en øget risiko for bird strikes, er den

formelle procedure, at koncessionshaveren gør indsigelse, og sagen sendes

til Trafik- og Byggestyrelsen for en endelig afgørelse.

Ud over lufthavnenes generelle indsigelsesret i forhold til nyetablering af

større natur- og industrianlæg har lufthavne kun i begrænset omfang mu-

lighed for at påvirke praksis og afgrødesammensætning på tilstødende

landbrugsarealer, påvirke regionale bymæssige bygge- og anlægsplaner

samt påvirke planlægning og arealforvaltning indenfor eksisterende natur-

reservater og andre rekreative grønne områder placeret indenfor den anbe-

falede sikkerhedszone på 13 km.

Indenfor indhegnede lufthavnsarealer har koncessionshaverne udvidede

muligheder for at minimere forekomsten af fugle og pattedyr. Med hjemmel

i bekendtgørelse om vildtskader (BEK 443, 2014) kan der for at

imødegå risiko

for luftfartsikkerheden,

indhentes tilladelse til regulering ved skydning og fæl-

defangst af fugle og pattedyr hele året, herunder fjernelse af reder og æg,

hvis der ikke findes anden tilfredsstillende løsning. Normal praksis er, at

lufthavnene udøver bortskræmning inden mere vidtgående tiltag anvendes.

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

4.2

Bird strikes med gæs i Danmark

Kollisioner mellem fly og gæs i danske lufthavne sker ikke ofte, og der er

hidtil kun registreret kollisioner med gæs i Københavns Lufthavn. Ud af et

samlet antal på 4.545 kollisioner med fugle registreret i de 11 største danske

lufthavne i perioden 1992-2013, er 3.199 sket indenfor lufthavnenes nærom-

råde (ud til ca. 6 km ved landinger og ca. 3 km ved starter). Af disse er 10

(0,31 %) bird strikes sket med gæs, fordelt på 2 med grågæs, 4 med bram-

gæs, 1 med knortegås og 3 med ubestemte gæs (Christensen & Hounisen

2015, CPH v. Mogens Hansen pers. medd.). Herudover er der registreret 2

bird strikes med gæs lige udenfor Københavns Lufthavns nærområde. I 2014

er der registreret 5 bird strikes i Københavns lufthavn: 2 med grågæs og 3

med bramgæs (Figur 1).

Figur 1.

Fordelingen af bird stri-

kes med gæs i Danmark (alle

i/ved Københavns Lufthavn) i

perioden 1996-2014.

Gås sp.

Knortegås

Grågås

Bramgås

Antal

1995

2000

2005

2010

2015

Medtages samtlige registrerede bird strikes med gæs, fordeler disse sig med

2 i februar, 4 i marts, 2 i maj, 1 i juli, 1 i august, 1 i september 4 i oktober og 2

i november. Tidsmæssigt falder 3 bird strikes med grågæs sammen med

starten på yngleperioden i februar og marts, med hhv. 1 og 2 bird strikes. 4

bird strikes med bramgæs er fordelt med 1 i marts, 2 i maj, 1 i august og 2 i

oktober, hvor hændelserne i maj og oktober falder sammen med de store fo-

rekomster i trækperioderne.

På trods af de relativt få registrerede bird strikes med gæs er der tilsynela-

dende en tendens til, at disse forekommer mere og mere hyppigt (Figur 1): I

1990’erne blev der registreret 1 bird strike med gæs (1996), i 00’erne blev der

registreret 4 bird strikes (2002, 2003, 2005 og 2009), mens der i perioden

2010-2014 årligt er registreret mellem 1 og 5 bird strikes med gæs.

Ud over egentlige bird strikes er der fra Københavns Lufthavn rapporter om

stigende forekomst af rastende gæs indenfor lufthavnsområdet. Dette har

ført til et øget antal bortskræmninger og til regulering.

4.3

Bird strikes med gæs i andre lande

Det ligger udenfor rammerne for denne rapport at sammenstille bird strike

data for gæs registreret i andre lande. Som i Danmark har problemet med

gæs nær lufthavne generelt været stigende, og der foreligger mere end 957

bird strikes med gæs fra hele verden i perioden 1983 til 1998 (Allan m.fl.

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

1999), og problemet er ikke blevet mindre i de seneste år med dokumentere-

de bird strikes med gæs fra en lang række lande bl.a. England, Holland,

USA og Canada (Hull 2006, Dolbeer 2011). I USA og Canada er problemet

størst med canadagæs og snegæs, der også er de talrigeste arter på kontinen-

tet, mens der i Europa og Skandinavien er stigende fokus på grågæs (SRG

2007, EASA 2009, Belfast Telegraph 2011) og på den stigende forekomst af

både rastende og trækkende bramgæs, canadagæs og knortegæs (Hansen

2014, Joutsen m.fl. 2009, Denmark 2009, Nikolajeff 2014, Ekenstierna 2014).

Udenfor Europa og Nordamerika har lufthavne og luftfartsmyndigheder fo-

kus på arter såsom skadegås (Australien), canadagås (New Zealand) og in-

disk gås (Indien) (Akacich & Bender 2014, McAnergny 2012, Thapalyia

2014), som alle optræder på nationale bird strike lister og vurderes som kri-

tiske for luftfarten eller af individuelle lufthavnsoperatører.

I USA, hvor antallet af canadagæs er steget fra 1,26 million i 1970 til 5,69 mil-

lion i 2012, har denne art haft stor fokus mht. luftfartssikkerheden (jf. Gosser

m.fl. 1997, Dolbeer m.fl. 2014). Ikke mindst på grund af, at antallet af statio-

nære canadagæs, der både yngler og overvintrer i USA og ikke trækker til

arktiske ynglepladser, har vist den største fremgang og samlet øget deres

andel af bestanden fra 20 % til 69 % i samme periode (Dolbeer m.fl. 2014).

I USA udgjorde canadagæs 89 % af samtlige 1.578 bird strikes med gæs i pe-

rioden 1990-2012, som fordelte sig med ca. 50 % på hhv. trækkende og stati-

onære (ikke-trækkende) gæs (Dolbeer m.fl. 2014). De øvrige identificerede

arter var snegås (N=111), blisgås (N=37), knortegås (N=27) og kejsergås

(N=2) (Dolbeer m.fl. 2013, 2014).

Antallet af bird strikes med canadagæs i USA steg parallelt med bestands-

udviklingen i perioden 1990-1999, både for den samlede bestand og for be-

standen af stationære canadagæs (Dolbeer m.fl. 2014). I perioden 2000-2012

faldt antallet af bird strikes, og specielt med stationære canadagæs, hvilket

vurderes at være en effekt af målrettede forvaltningsprogrammer implemen-

teret i lufthavne og i bynære områder (Dolbeer m.fl. 2014) - og på trods af

fortsat positiv udvikling i det samlede antal gæs.

Målrettede programmer indenfor lufthavne tilskrives også, at hyppigheden

af bird strikes (per million fly operationer) med fly i lave højder (<500 fod) i

og ved lufthavne har ligget relativ konstant på ca. 5,0 i USA siden 2000 (Dol-

beer 2011). Tendensen for bird strike-hyppigheden i højder på >500 fod,

hvor flyene er på større afstand af landingsbanerne, har dog været stigende,

fra 2,5 til ca. 4,0 strikes per million operationer (Dolbeer 2011). Denne stig-

ning har tilsvarende resulteret i en erkendelse af, at der er behov for at redu-

cere forekomsten af fugle og anlæg, der tiltrækker fugle udenfor de hegnede

lufthavnsområder (Dolbeer 2011).

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

Gæs i Danmark

5.1

Struktur for artsgennemgangen

I alt 7 arter, fordelt på 9 racer og flyway-bestande af gæs forekommer regel-

mæssigt i større antal i Danmark. En flyway-bestand eller trækvejsbestand

omfatter en delbestand af en gåseart/-race, der trækker mellem yngle- og

overvintringsområder indenfor et oftest veldefineret geografisk område, der

er afsondret fra andre trækveje, som benyttes af den samme art.

Nedenfor gennemgår vi hver enkelt bestand. Først beskrives, hvor trækveje-

ne går til og fra, og hvordan den samlede bestand har udviklet sig. Dernæst

beskrives artens status i Danmark – både rastebestandens udvikling og for-

deling i landet, der overvåges systematisk i NOVANA-programmet (Pihl

m.fl. 2015), og gennem trækbevægelser.

I Danmark forekommer yderligere en gåseart, nilgåsen

Alopochen aegyptiaca,

som fåtallig ynglefugl. Nilgåsen er en udsat og invasiv art, som siden første

registrering i Danmark i 1983 har vist en langsom fremgang i forekomst og i

antallet af yngleforekomster. Som uønsket art i den danske natur har nil-

gåsen kunnet reguleres hele året og er for nyligt blevet tildelt en egentlig

jagttid. Nilgåsen forekommer endnu som en fåtallig ynglefugl i Danmark,

men bestanden vil potentielt kunne vokse gennem øget indvandring fra de

større bestande i Holland og Nordtyskland, hvor nilgåsen ofte forekommer i

tilknytning til bebyggede områder. Nilgåsen behandles ikke yderligere i

denne rapport, men bør følges nøjere, hvis bestanden øges kraftigt (jf. Fox

m.fl. i trykken).

Der foretages ingen systematisk overvågning af trækbevægelser af gæs over

Danmark. For de særligt talrige arter er der i stedet foretaget et udtræk af

DOFbasen (DOF 2014), hvor alle observationer af gæs med adfærdskoder,

der indikerer egentlige trækbevægelser, er analyseret. I DOFbasen findes

forskellige kategorier for adfærd: ”fouragerende”, ”rastende”, ”trækkende”

samt også kombineret adfærd, fx ”indtrækkende til fouragering/rast”. Så-

danne observationer kan sagtens afspejle lokale bevægelser for de rastende

bestande. Ved analyserne her er der kun medtaget observationer med ”rene”

trækangivelser som ”indtrækkende”, ”udtrækkende”, ”trækforsøgende” og

”trækkende” (oftest med retningsangivelser).

Herefter er der foretaget en kortfattet analyse af trækbevægelsernes fore-

komst i tid og rum i Danmark. Man skal i denne forbindelse være opmærk-

som på, at der ved disse opgørelser ikke er taget højde for, at der er geogra-

fisk skæve fordelinger i DOFbasen, hvor populære fuglelokaliteter (både

træklokaliteter og fx naturgenoprettede områder i tætbefolkede områder

ved Storkøbenhavn og Århus) overrepræsenteres i analysen, mens mindre

populære fuglelokaliteter i tyndere befolkede områder underrepræsenteres,

hvilket kan medføre såvel over- som underestimeringer af de reelle forde-

linger af trækket. Skal der tages højde for disse skævheder i datagrundlaget,

skal der foretages en noget mere omfattende analyse, der ligger uden for

rammerne af denne rapport.

For de rastende bestandes vedkommende er der ved beskrivelsen af udbre-

delsen især henvist til den nyeste NOVANA-fugleovervågningsrapport,

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

hvor der findes kort med udbredelser fra tællinger udført i 2012 og 2013

(Pihl m.fl. 2015). For nogle arter er medtaget resultater fra reservatovervåg-

ningen (Clausen m.fl. 2013b, 2014b) eller uddybende behandlinger af arter-

nes forekomst i jagttidsrevisionsrapporterne (Bregnballe m.fl. 2003, Noer

m.fl. 2009, Christensen m.fl. 2013).

5.2

Status for forekomst af gæs i Danmark

5.2.1 Russisk blisgås

Anser albifrons

Bestandens yngle- og overvintringsområde

Bestanden af blisgås af underarten

A. a. albifrons

yngler i den russiske tundra

fra Kanin-halvøen (44° E) til Chatanga-floden (124° E) og mellem bredde-

grader 66° og 77° N (Mooij m.fl. 1999). De overvintrer i hele Europa og det

sydvestlige Asien (Figur 2). Tidligere blev overvintrende gæs henført til fem

separate overvintringsområder kendt som (i) Baltikum-Nordsøen, (ii) Pan-

noniske, (iii) Pontiske, (iv) Anatolske og (v) Kaspiske Hav subpopulationer,

hvilket har været praktisk i forhold til optælling. Resultater fra ringmærk-

ning tyder dog på, at denne opdeling i separate overvintringsområder ikke

længere er holdbar (Mooij m.fl. 1999).

Figur 2.

Yngleudbredelsen af

blisgås og trækruter til vinterkvar-

tererne (efter Mooij m.fl. 1999).

Bestandsstørrelse og -udvikling

Bestandsoptællinger af blisgæs er blevet udført i vinterkvarterene med vari-

erende dækningsgrad. For blisgæs i Baltikum-Nordsøområdet er dækningen

god, og optællingerne antyder en stigning fra 50.000-60.000 i begyndelsen af

1960'erne til 1.200.000 i 2008 (Fox m.fl. 2010; Figur 2). Senest anses bestanden

for at have gået lidt tilbage til 1.000.000 i 2012 (Koffiberg & van Winden

2014, Nagy m.fl. 2014). Den Pannoniske gruppe af blisgæs, som overvintrer i

Centraleuropa, steg fra 10.000-40.000 i 1990'erne til 110.000 i 2008 (Fox m.fl.

2010) og til 163.000 i 2013 (Nagy m.fl. 2014). Den kombinerede Ponti-

ske/Anatolske gruppe, som forekommer i Grækenland, Tyrkiet og ved Sor-

tehavet, er formentlig faldet fra 350.000-700.000 i 1990'erne til omkring

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

200.000 i 2008 (Fox m.fl. 2010), men er med forbedrede vurderinger, baseret

på ekspertudtalelser i 2010-2013, senest anslået til 240.000-250.000 fugle

(Nagy m.fl. 2014). Der foreligger kun få optællinger af blisgæs fra overvint-

ringsområderne ved det Kaspiske Hav og Irak, hvor det seneste skøn på

15.000 individer er baseret på optællinger fra midten af 1970'erne (Nagy

m.fl. 2014).

Samlet set var der sandsynligvis langt over 1.400.000 fugle i bestanden af

blisgæs i 2013, hvoraf en million overvintrer i det nordvestlige Europa. Ten-

densen i vinteroptællingerne tyder på, at den del af bestanden, der overvint-

rer i Baltikum-Nordsøområdet, er steget fra 1970'erne frem til midten af

1990'erne med en årlig vækst på 7,7 %, men har efterfølgende vist tegn på

stabilisering med en årlig stigning på 2,9 % siden 1995 (Ebbinge 2009) (Figur

3). Antallet af blisgæs i det Centraleuropæiske overvintringsområde er også

steget, og igen mindre markant i de seneste år, mens den Ponti-

ske/Anatolske vintergruppe synes at være faldet markant, selv om det langt

fra er klart, om faldet er reelt eller blot afspejler en omfordeling til andre

overvintringsområder. I øjeblikket kendes der intet til udviklingen i det

Kaspiske overvintringsområde.

Figur 3.

Antallet af blisgæs optalt

ved de internationale tællinger i

Vesteuropa og bestandsudviklin-

gen (regressionslinje) modelleret

frem til år 2020, hvor bestanden

kan forventes at nå over 1,2

million fugle, hvis den nuværende

udvikling fortsætter.

10.000.000

1.000.000

Antal

100.000

10.000

1950

1960

1970

1980

1990

2000

2010

2020

2030

National status

I Danmark forekommer blisgås især på træk om efteråret samt overvintrende.

Et udtræk fra DOFbasen, hvor kun observationer af trækkende blisgæs fra

2012-2014 er medtaget, indeholder i alt 177.161 fugle. Langt de fleste er set

på træk om efteråret (67 % i oktober, 10 % i september, 5 % i november-

december, de resterende 18 % fra januar-april). Geografisk domineres data-

sættet af observationer fra Bornholm (53 %) og det tidligere Storstrøms Amt

(25 %). På Bornholm er langt de fleste observeret på træk langs kysterne, og

især ved Dueodde (68 % af de observerede fugle), men kun ganske få i om-

egnen af Rønne Lufthavn.

Antallet af overvintrende blisgæs i Danmark ændrede sig markant fra 2006.

Indtil da havde der været optalt under 2.500 fugle (oftest få hundreder) fra

begyndelsen af 1980’erne til 2005 – men siden da er der årligt optalt mellem

4.300 og 13.000 gæs i januar 2006-2013 (Pihl m.fl. 2015).

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

De største forekomster af rastende blisgæs træffes de fleste år i et bånd hen

over den sydlige del af landet, på Sydsjælland, Møn, Lolland-Falster, Lange-

land, på Als, i Sundeved og ved Vadehavet (kort med fordelinger i 2012 og

2013 ses i Pihl m.fl. 2015). Dvs. i umiddelbar forlængelse af hovedtrækvejen,

der går syd om Østersøen med meget store rastebestande efterår og forår i

Polen og det tidligere Østtyskland samt overvintrende bestande i det tidlige-

re Vesttyskland, Holland og Belgien.

Blisgåsen forekommer i Danmark således aktuelt ikke i større antal i nærhe-

den af de større lufthavne, måske med undtagelse af Sønderborg.

5.2.2 Grågås

Anser anser

Bestandens yngle- og overvintringsområde

Den nordvesteuropæiske bestand af grågæs yngler fra Finnmarken i Nord-

norge, sydpå langs den norske kyst, i Danmark, Sydsverige, langs de sven-

ske kyster til Den Botniske Bugt, i det nordlige Tyskland, Holland og i Flan-

dern i Belgien (Figur 4, Nilsson m.fl. 1999). De nordligst ynglende grågæs er

alle trækfugle, mens de sydlige yngleområder (især Holland og Belgien, men

i stigende grad også i Sverige og Danmark) omfatter vigtige raste- og over-

vintringsområder for bestanden (Nilsson m.fl. 1999, Nilsson 2013). Nord-

vesteuropa er nu det vigtigste overvintringsområde for grågæs. Tidligere

trak fx hovedparten af de svenske ynglefugle videre til overvintringsområ-

der i Frankrig, Spanien og Marokko (>80 % i 1980’erne), men i de seneste år

er det kun en lille del af de svenske grågæs der trækker til Spanien for at

overvintre (Nilsson m.fl. 1999, Nilsson 2006).

Figur 4.

Trækruter for grågås til

vinterkvartererne (efter Nilsson

m.fl. 1999).

Bestandsstørrelse og -udvikling

Hvor det tidligere var muligt at gennemføre koordinerede og dækkende vin-

tertællinger i januar af grågæs på faste, traditionelle overvintringsområder,

har optællinger siden midten af 1990'erne været mere problematiske mht. at

dække hele bestanden effektivt, da flere og flere grågæs opholder sig på nye

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

lokaliteter udenfor de traditionelle overvintringsområder. Baseret på detalje-

rede optællingsdata fra alle lande med forekomst af grågæs (Ebbinge 2009)

og ved ekstrapolation fra disse tællinger, baseret på naturlige logtransforme-

rede tal, er det anslået, at flyway-bestanden omfatter 960.000 fugle i 2014. I

forhold til en anslået bestand på 80.000 fugle i begyndelsen af 1980’erne har

bestanden af grågås udvist en dramatisk stigning med en årlig vækstrate på

8,6 % mellem 1980 og 2008 (Figur 5). Det kan nævnes, at antallet af grågæs i

Sverige i september måned toppede i 2010 med omkring 250.000 fugle, men

har været lavere i de følgende tre år. Det vides ikke, hvordan udviklingen

har været i de andre lande.

Figur 5.

Antallet af grågæs optalt

ved de internationale tællinger i

Vesteuropa og bestandsudvikling

en (regressionslinje) modelleret

frem til år 2020, hvor bestanden

kan forventes at nå over 1,5

million fugle, hvis den nuværende

udvikling fortsætter. De grønne

firkanter viser bestandsudviklin-

gen i Danmark i september, hvor

der er flest (data fra Pihl m.fl.

2015).

1.600.000

1.400.000

1.200.000

1.000.000

Antal

800.000

600.000

400.000

200.000

1970

1980

1990

2000

2010

2020

2030

National status

I Danmark forekommer grågås både som ynglefugl, trækgæst og overvint-

rende.

Ynglebestanden af grågås er i vækst og under udbredelse. Ved den første

Atlas-undersøgelse i 1971-1974 blev den registreret som ynglende i 337 5 x 5

km kvadrater (Dybbro 1976) og ved den anden i 1993-1996 i 590 kvadrater

(Grell 1998). Ved den aktuelle Atlas III-undersøgelse er grågås indtil videre

registreret i 921 kvadrater, blot 2 år inde i undersøgelsen, der udføres i 2014-

2017 (jf. opslag i DOFbasens Atlas III modul, 18. juni 2015). I 1971-1974 var

arten især udbredt på øerne øst for Lillebælt, med små bestande i Østjylland

og omegnen af Vejlerne – iflg. den nyeste Atlas III-viden er arten udbredt i

hele landet. Bestanden i 1971-1974 blev anslået til 2000 par og i 1993-1996 til

3500-4000 par (Dybbro 1976, Grell 1998). Den aktuelle bestandsstørrelse er

ikke kendt i detaljer, men Dansk Ornitologisk Forenings punkttællinger vi-

ser en fremgang fra indeks 100 i 1982 til 504 i 2013 og 453 i 2014 (Nyegaard

m.fl. 2015) og et middelindeks på 112 i 1993-1996, hvor bestanden blev esti-

meret til 3500-4000 par. Punkttællingerne indikerer således, at den aktuelle

ynglebestand forsigtigt kan estimeres til 15.000-17.000 par.

Et udtræk fra DOFbasen, hvor kun observationer af trækkende grågæs fra

2012-2014 er medtaget, indeholder i alt 482.543 fugle. De fleste er set på træk

om efteråret (35 % i oktober, 18 % i september, 15 % i november-december,

26 % fra januar-maj og 7 % fra juni-august (dvs. før/efter fældningstrækket).

Geografisk domineres datasættet af observationer fra Storkøbenhavn og de

tidligere Frederiksborg og Roskilde Amter (40 %) og de tidligere Storstrøms

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

(11 %) og Ribe (11 %) Amter. Der er som tidligere nævnt ikke taget højde for,

at der er geografisk skæve fordelinger af observationer i DOFbasen, men

sammenlignet med fx blisgås er der utvivlsomt flere trækbevægelser af grå-

gæs i omegnen af fx Københavns og Roskilde Lufthavne, hvilket givetvis

skyldes, at der både er større lokale ynglebestande og en større fældebestand

på Saltholm.

Antallet af rastende og overvintrende grågæs i Danmark har været jævnt

stigende siden 1980’erne, idet januar-bestanden er vokset fra ingen til om-

kring 100.000 fugle og efterårsbestanden fra under 40.000 til mellem 100.000

og 170.000 (Pihl m.fl. 2015).

Flokke af grågæs kan ses rastende i det meste af landet, men de største flok-

ke forekommer på landbrugsarealer på Syd- og Vestsjælland, Møn, Lolland-

Falster, Fyn med omgivende øer samt i Nord- og Vestjylland, hvilket afspej-

ler både lokale ynglekoncentrationer (hhv. på Øerne og i Vejlerne) samt

trækkende bestande fra hhv. Sverige og Norge.

Grågæs forekommer i Danmark således til tider i større antal i nærheden af

flere af de større lufthavne, især København og Roskilde, men også Aalborg,

hvor større flokke af gæs findes ved Ulvedybet med omgivende landbrugs-

arealer nogle km vest for lufthavnen.

5.2.3 Skovsædgås

Anser fabalis fabalis

Bestandens yngle- og overvintringsområde

Skovsædgåsen yngler i den boreale zone i det nordlige Skandinavien, Kare-

len, Kolahalvøen og i Nordrusland mod øst over til det vestsibiriske lavland,

hvor den anlægger reder i mose- og basisk-berigede vådområder og i ådale

tæt på nåleskove med en underskov af bær-bærende dværghedevegetation. I

Europa forekommer der overvintrende skovsædgæs i isolerede flokke i det

centrale Skotland, sydøst England og i lokalområder i det østlige, nordlige

og nordvestlige Jylland i Danmark (Figur 6). Der er en mere sammenhæn-

gende fordeling af overvintrende skovsædgæs i det sydlige Sverige, i Syd-

østdanmark og Tyskland, samt i det nordøstlige Tyskland til Polen (Nilsson

m.fl. 1999). I Europa var overvintringsområdet for skovsædgås tidligere me-

get større, end det er tilfældet nu, med jævnlig forekomst af gæs i Vesteuro-

pa (Belgien, Holland og Vesttyskland). Denne overvintringstradition er mere

eller mindre ophørt i slutningen 1990'erne (Koffijberg m.fl. 2011), selv om

store antal af overvintrende gæs er registreret i år med koldt vejr, hvor gæs-

sene er presset væk fra kerneområderne omkring den vestlige Østersø (fx

Nilsson m.fl. 1999). Et andet overvintringsområde eksisterer i Centralasien,

hvor overvintrende skovsædgæs stadig forekommer i NW Kina, SE Kasakh-

stan og østlige Kirgisistan, selv om dette er en lille rest af en meget større

asiatisk overvintrende bestand (Heinicke 2009).

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

Figur 6.

Yngleudbredelsen af

skovsædgås og trækruter til

vinterkvartererne (efter Marja-

kangas m.fl. i trykken).

Bestandsstørrelse og -udvikling

Bestanden af overvintrende skovsædgæs i Vesteuropa har udvist et fald og

en tilsyneladende sammentrækning mod øst. Dette er særligt tydeligt i Tysk-

land, hvor skovsædgæs for det meste forekommer i det østlige Tyskland og

nu kun yderst sjældent i det vestlige Tyskland, mens det samlede januar-tal

for overvintrende gæs antyder et fald fra 35.000-52.000 i 2004-2006 til 12.100-

12.850 i 2011-2013, uden tegn på stigninger andre steder i området (Thomas

Heinicke/Dachverband Deutscher Avifaunisten, upublicerede data). De se-

neste tællinger tyder nu på, at bebestanden i Vesteuropa som helhed kan

være faldet fra 70.000-90.000 i januar 2004-2006 til 40.000-45.000 i januar 2011

(Thomas Heinicke, upublicerede data). De små forekomster i Skotland og

England har vist tegn på tilbagegang de seneste år, hvilket kan være resultat

af ændret trækmønster, hvor gæssene vælger at overvintre i Jylland, hvor

antallet af gæs har været svagt stigende i samme periode.

National status

I Danmark forekommer skovsædgås især som overvintrende fugle i tre egne

af landet – og typisk kun fra hen i oktober til først i marts.

Da de to racer af sædgæs er svære at identificere på træk, har vi ikke foreta-

get en nærmere analyse af artens bevægelser. Desuden er begge racer rela-

tivt fåtallige og raster generelt i egne af landet langt fra de større lufthavne,

hvorfor vi også antager, at trækbevægelser især foregår i disse egne.

Antallet af overvintrende skovsædgæs i Danmark har kun enkelte gange

oversteget 30.000 fugle, men ligger oftest under 15.000 (Pihl m.fl. 2015). De

forekommer i landet især i tre områder. Der er to jyske bestande i hhv. Thy-

Hanherred og i Nørreådalen-Lille Vildmose, samt en bestand på Øerne, der

især forekommer i Vest- og Sydsjælland, på Lolland-Falster og Møn

(Bregnballe m.fl. 2002, Pihl m.fl. 2015). I sidstnævnte område ses markant

større antal i hårde vintre, hvor gæs forlader rastepladser i Sverige og rykker

mod mildere himmelstrøg i Danmark (Jørgensen m.fl. 1994).

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

Rastende sædgæs træffes således ikke i større antal i nærheden af de større

lufthavne.

5.2.4 Tundrasædgås

Anser fabalis rossicus

Bestandens yngle- og overvintringsområde

Tundrasædgås yngler i hele det lavarktiske nordlige Rusland, det vestlige

Sibirien, i isolerede lommer i det nordlige Skandinavien og gennem Kola-

halvøen til Taimyr-halvøen. Bestanden overvintrer i det vestlige Tyskland,

Holland, Belgien, Frankrig, Spanien, Italien, Serbien, Kroatien, Bosnien-

Hercegovina, Albanien, Bulgarien og Grækenland (van den Bergh 1999) (Fi-

gur 7). Udbredelsen af overvintrende tundrasædgæs i Europa er tilsynela-

dende mere begrænset end tidligere, idet færre gæs de seneste år har fortsat

trækket til Spanien i vinterperioden. Der foregår tilsyneladende forskydnin-

ger i fordelingen af gæs mellem Østrig og Ungarn og mindre overvintrings-

områder længere mod nord i Europa, men ud over dette er bestanden af

tundrasædgæs blandt de dårligst kendte gåsebestande i Europa.

Figur 7.

Yngleudbredelsen af

tundrasædgås og trækruter til

vinterkvartererne (efter Marja-

kangas m.fl. i trykken).

Bestandsstørrelse og udvikling

Antallet af overvintrende tundrasædgæs i de centrale dele af Europa blev

vurderet til omkring 28.500 fugle i 2007/08 og til at have været faldende siden.

Den overvintrende bestand i det nordlige Europa blev vurderet til 522.000 fug-

le og skønnes at have steget med 4,4 % årligt siden 1989 (Fox m.fl. 2010).

National status

I Danmark forekommer tundrasædgås især på træk om efteråret samt over-

vintrende.

Da de to racer af sædgæs er svære at adskille på træk, har vi ikke foretaget

en analyse af trækbevægelser. Desuden er begge racer relativt fåtallige og

raster generelt i egne af landet langt væk fra de større lufthavne, hvorfor vi

også antager at trækbevægelser især foregår i disse egne.

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

Antallet af overvintrende tundrasædgæs i Danmark har ændret sig markant.

For år tilbage var racen så sjælden, at observationer skulle beskrives og god-

kendes af Dansk Ornitologisk Forenings Sjældenhedsudvalg, før de blev be-

tragtet som valide. I dag forekommer der en overvintrende bestand på 3000-

5000 fugle, der især er udbredt på Lolland-Falster og Møn (Pihl m.fl. 2015).

Tundrasædgæssenes udbredelse er således i et vist omfang sammenligneligt

med blisgæssenes, og det afspejler givetvis, at begge bestandes hovedtræk-

veje går syd om Østersøen med meget store rastebestande efterår og forår i

Polen og det tidligere Østtyskland samt overvintrende bestande i det tidlige-

re Vesttyskland, Holland og Belgien.

Tundrasædgæs forekommer i Danmark således ikke i større antal i nærhe-

den af de større lufthavne.

5.2.5 Kortnæbbet gås

Anser brachyrhynchus

Bestandens yngle- og overvintringsområde

De kortnæbbede gæs der forekommer i Danmark yngler primært på Sval-

bard (Madsen m.fl. 1999). Fra yngleområderne trækker gæssene sydpå via

Norge til efterårets rastepladser i Danmark og Holland. Overvintrende kort-

næbbede gæs forekommer i Belgien, Holland og Danmark (Madsen & Willi-

ams 2012) med regelmæssige registreringer af enkelte eller få individer i

Tyskland og lejlighedsvis i Frankrig og Storbritannien (Madsen & Williams

2012) (Figur 8).

Figur 8.

Yngleudbredelsen og

trækruter til vinterkvarterene af

kortnæbbet gås (efter Madsen &

Williams 2012).

Bestandsstørrelse og udvikling

Bestanden af kortnæbbede gæs er steget fra omkring 15.000 fugle i begyn-

delsen af 1980’erne til 76.000 i 2014 (Madsen m.fl. 2014). Bestanden er dog

faldet til 59.000 individer i foråret 2015, hvor det er konstateret, at en udvi-

det jagttid i sæsonen 2014/15 har medvirket til dette (Madsen m.fl. 2015a).

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

National status

Kortnæbbet gås forekommer i Danmark især i Jylland, hvor hovedparten

findes i den vestlige del af Sønderjylland, Vestjylland og i Nordjylland. Før-

hen forekom gæssene stort set udelukkende langs Vestkysten, men de sidste

10-15 år er stadigt stigende antal set rundt ved Limfjorden helt mod øst til

Aalborg (Clausen m.fl. 2013a, Pihl m.fl. 2015).

Der er til rapporten her ikke foretaget en analyse af trækbevægelser, men det

er kendt, at de kortnæbbede gæs trækker langs en relativt smal korridor ned

gennem den vestlige del af Jylland (Madsen & Williams 2012).

Antallet af kortnæbbede gæs i Danmark afspejler den samlede bestandsud-

vikling, idet hovedparten af bestanden findes i landet i en kort periode om

efteråret, en længere periode i senvinteren og det tidlige forår. Generelt fo-

rekommer de kortnæbbede gæs langt væk fra de større lufthavne, men er

dog, i forlængelse af spredningen mod nordøst i Limjorden, i de senere år

begyndt at forekomme i omegnen af Aalborg Lufthavn. Gæssenes lokale be-

vægelser og flyvehøjder, når de trækker mellem fødesøgningsområder og

overnatningspladser i området, kendes ikke i detaljer.

5.2.6 Lysbuget knortegås

Branta bernicla hrota

Bestandens yngle- og overvintringsområde

De lysbugede knortegæs, der forekommer i Danmark, yngler på Svalbard og

det nordøstlige Grønland (Mehlum 1998, Boertmann m.fl. i trykken). Fra

yngleområderne trækker gæssene langs Norges vestkyst til efterårsraste-

pladser i Danmark og det nordøstlige England (Clausen m.fl. 1999, Denny

m.fl. 2004). Hen over vinteren samles hele bestanden i Danmark, dog træk-

ker større antal til Holland i hårde vintre (Koffijberg m.fl. 2013) (Figur 9).

Bestandsstørrelse og -udvikling

Bestanden er steget fra omkring 2000 fugle i begyndelsen af 1970’erne til

omkring 7000 fugle i dag (Clausen m.fl. 2014a).

Figur 9.

Yngleudbredelsen af

lysbuget knortegås og trækruter

til vinterkvartererne (efter Clau-

sen m.fl. 1999, 2003).

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

National status

I Danmark forekommer lysbugede knortegæs især på træk langs vestkysten

mellem Skagen og Blåvandshuk om efteråret (Vissing 2012) og som rastefug-

le fra det tidlige efterår til sidst i maj (Clausen m.fl. 1999, Denny m.fl. 2004).

Der er til denne rapport ikke foretaget en analyse af trækbevægelser, fordi

Vissing (2012) foretog en omfattende analyse, hvoraf det fremgår, at egentli-

ge trækbevægelser om efteråret især ses langs vestkysten. I resten af landet

ses især bevægelser mellem rastepladserne. Når gæssene forlader landet

sidst i maj foregår trækket over en relativt smal zone, hvor langt de fleste

gæs synes at trække fra forårsrastepladserne i den vestlige og centrale Lim-

fjord over Thy og Hanherred mod Vestnorge (Clausen m.fl. 2003, P. Clausen

upubl. data)

Rastende lysbugede knortegæs forekommer i Danmark især i tilknytning til

ålegræs- og havgræsbede samt strandenge i Nissum Fjord, ved Limfjorden og

langs Kattegatkysterne fra Stensnæs i Vendsyssel til Alrø i Horsens Fjord samt

langs nordkysten af Fyn (Noer m.fl. 2009, Pihl m.fl. 2015). De udnytter i et vist

omfang landbrugsarealer, og når det sker, ses flokkene altid kystnært få hund-

rede meter fra kysten (Clausen m.fl. 2013b). Da hele bestanden raster i Dan-

mark om foråret, afspejles den generelle bestandsudvikling i antallet af fugle,

der optælles her i landet. Der er dog sket betydelige forandringer i artens ud-

bredelse i Danmark, især pga. af forringede fourageringsforhold i tidligere

vigtige rasteområder (Clausen & Percival 1998, Clausen m.fl. 2014b).

Mens de fleste lokaliteter med forekomst af lysbugede knortegæs ligger

langt fra de større lufthavne, findes landets antalsmæssigt vigtigste efterårs-

rasteplads i dag i området ved Egholm umiddelbart syd for Aalborg Luft-

havn, hvor hyppige forekomster af over 1000 og enkelte gange op til knap

4.000 fugle er talt i de seneste år (Clausen m.fl. 2013a, 2014b, Pihl m.fl. 2015).

Fuglenes lokale bevægelser og flyvehøjder, når de trækker mellem fødesøg-

ningsområder og overnatningspladser om efteråret, kendes ikke.

5.2.7 Mørkbuget knortegås Branta bernicla bernicla

Bestandens yngle- og overvintringsområde

De mørkbugede knortegæs yngler i Sibirien og trækker derfra via efterårsra-

stepladser i Hvidehavet videre ned gennem Østersøen til de indre danske

farvande og videre til overvintringsområder i Vadehavet, England og Frank-

rig (Ebbinge m.fl. 1999). Om foråret går trækket den modsatte vej ad de

samme ruter (Green m.fl. 2002) (Figur 10).

Bestandsstørrelse og udvikling

Bestanden er steget fra omkring 16.500 fugle i 1950’erne til omkring 250.000

fugle i dag (Ebbinge m.fl. 2013).

National status

I Danmark forekommer mørkbugede knortegæs især på træk ved Østersøen

og over det sydlige Kattegat samt som rastefugle efterår og forår, med en

mindre overvintrende bestand.

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

Figur 10.

Yngleudbredelsen af

mørkbuget knortegås og trækru-

ter til vinterkvarterene (efter Eb-

binge m.fl. 1999, Green m.fl.

2002).

Et udtræk fra DOFbasen, hvor kun observationer af trækkende mørkbugede

knortegæs fra 2012-2014 er medtaget, indeholder i alt 485.856 fugle. Langt de

fleste er set på træk om efteråret (50 % i september-oktober) og om foråret

(48 % i maj-juni). Geografisk domineres datasættet af observationer fra de

tidligere Storstrøms (48 %) og Fyns (26 %) Amter, mens 14 % er indrapporte-

ret fra Storkøbenhavn og de tidligere Frederiksborg og Roskilde Amter. Der

er som nævnt tidligere ved disse opgivelser ikke taget højde for, at der er

geografisk skæve fordelinger i DOFbasen, så de 14 % i Storkøbenhavn og

omliggende områder er givetvis en overestimering af de reelle fordelinger af

trækket, men der er ingen tvivl om, at der foregår et større træk af knorte-

gæs over denne del af Sjælland og Sydsverige, jf. studier med satellitteleme-

tri, radar og mere tilbundsgående analyser af gæssenes træk (Green 1998,

Green & Alerstam 2000, Green m.fl. 2002). Andre år er der også indrapporte-

ret større træk af gæs over det tidligere Vejle Amt om foråret til Dansk Orni-

tologisk Forenings lokalrapporter fra området.

De mørkbugede knortegæs raster i Danmark især i tilknytning til ålegræs-

og havgræsbede samt strandenge i Vadehavet, ved Ringkøbing Fjord, i det

Sydfynske Øhav, Smålandsfarvandet, Nakskov Fjord og ved Rødsand. Små

isolerede bestande findes ved Agger Tange, Dråby Vig på Mors, ved Læsø,

Samsø og Endelave (Madsen m.fl. 1990, Pihl m.fl. 2015).

Den danske andel af den samlede bestand er på op til knap 25.000 fugle,

hvoraf langt de fleste ses i Vadehavet om foråret (Pihl m.fl. 2015).

De mørkbugede knortegæs forekommer således generelt langt væk fra de

større lufthavne som rastefugle, men der kan tidvis forekomme træk af flok-

ke over Skrydstrup, Odense, Roskilde og Københavns Lufthavne, særligt i

slutningen af maj, når trækket går nordpå.

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

5.2.8 Canadagås

Branta canadensis

Bestandens yngle- og overvintringsområde

Canadagås blev introduceret til Sverige i 1920'erne, Norge i 1930'erne og Fin-

land i 1960'erne, hvilket har medført en bestand af såkaldt naturaliserede fug-

le, der yngler i det meste af Sverige, det sydlige og centrale Norge samt syd-

vestlige Finland (Andersson m.fl. 1999). Disse udsætninger, evt. suppleret

med undslupne fangenskabsfugle, anses som årsagen til forekomsten af cana-

dagæs i Skandinavien, hvor vinterudbredelsen omfatter det sydlige Sverige,

Danmark og Nordtyskland. Andre etablerede og udsatte bestande i det konti-

nentale Europa og i Storbritannien anses for at være stort set stationære.

Bestandsstørrelse og -udvikling

Den fennoskandiske ynglebestand blev anset for at være steget fra knap

20.000 fugle i 1987 til knap 50.000 i 1997 (Andersson m.fl. 1999). Siden da er

bestanden fortsat med at stige. I Sverige steg vinterbestanden til maksimum-

forekomster på 70.000 fugle i januar 2009 og 2010, hvorefter antallet er faldet

en smule (Ottvall m.fl. 2009, Nilsson 2014).

National status

Canadagås er en regelmæssig vintergæst i Danmark, men en fåtallig yngle-

fugl. Selvom canadagås blev introduceret til Danmark som en prydfugl i slut-

ningen af 1930'erne (Løppenthin 1967), har den lille ynglebestand ikke udvik-

let sig markant de sidste 45 år. Ynglebestanden i Danmark blev anslået til ca.

20 ynglende par i 1971-1974 (første Atlas-undersøgelse, Dybbro 1976), og til

25-50 ynglepar i 1993-1996 (anden Atlas-undersøgelse, Grell 1998). Antallet af

5 x 5 km kvadrater, hvor der blev registreret ynglende canadagæs, steg fra 11

til 34 fra den første til den anden Atlas-undersøgelse (Grell 1998), altså med

næsten 210 %. Ved den aktuelle Atlas III-undersøgelse er canadagås indtil vi-

dere registreret i mere end 13 kvadrater, blot 2 år inde i undersøgelsen, der

udføres i 2014-2017 (jf. opslag i DOFbasens Atlas III modul, 18. juni 2015). En

alternativ analyse baseret på DOFbase-observationer i yngletiden viser dog en

stigning på 13 % i antallet af 10 x 10 km kvadrater med yngleforekomst fra

2005 til 2014 (Fox m.fl. i trykken). Der er derfor behov for øget opmærksom-

hed og overvågning, da antallet af fugle der forekommer i Danmark i som-

merperioden er steget markant de seneste år (Fox m.fl. i trykken).

Der er allerede nu flere bekræftede ynglepar i de sydlige og østlige dele af

landet, samt tegn på en stigning på Bornholm, omend der stadig er tale om

små tal. Resultaterne tyder dog på et potentiale for yderligere vækst i yngle-

bestanden i Danmark, men den aktuelle størrelse på bestanden må afvente

resultaterne fra Atlas III-undersøgelsen.

Indtil videre er alle genfund af ringmærkede unger af danske canadagæs sket

lokalt, hvilket indikerer, at de danske ynglefugle ikke udviser større trækbe-

vægelser (Bønløkke m.fl. 2006). Det er dog fortsat vigtigt at holde øje med ud-

viklingen i forekomsten af ynglende canadagæs i Danmark, specielt med fo-

kus på spredning og etablering i nye områder, herunder bynære områder.

Der findes store etablerede ynglebestande i Sverige, Sydnorge og det sydlige

Finland, og det vurderes, at specielt svenske ynglefugle overvintrer i Danmark

(Bønløkke m.fl. 2006), især i den sydøstlige del af landet. Der er dog også stør-

re lokale forekomster af overvintrende canadagæs i Thy, flere områder ved

Limfjorden, Tøndermarsken og på Djursland (data fra DOFbasen). Normalt

forekommer arten i små flokke på op til et par hundrede fugle, ofte sammen

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

med sangsvaner og andre gæs, men mere end 1.000 fugle registreres jævnligt,

for eksempel i Basnæs Nor ved Skælskør og ved Nyord nordøst for Møn.

Canadagåsen anses for at være en af de mest skadelige invasive fuglearter,

der forekommer i Europa (Kumschick & Nentwig 2010), og er også den mest

talrige invasive art, der forekommer i Danmark. Den nuværende forekomst

kombineret med den aktuelle afskydning gennem jagt (jf. Bregnballe m.fl.

2003, Asferg 2011, 2014) synes at kunne holde antallet af canadagæs nede på

et relativt lavt og stabilt niveau, så den for indeværende ikke udgør en alvor-

lig trussel i den danske fauna. Med den stigende tendens i forekomsten af

ynglende canadagæs er der dog behov for at følge udviklingen nøje og evt.

implementere lokale bekæmpelsesprogrammer i områder, hvor ynglende

canadagæs er uønskede.

Canadagæs forekommer i største tal i de sydøstlige egne af Danmark, men

stationære forekomster registreres dog årligt i Limfjordområdet relativt tæt

på bl.a. Ålborg Lufthavn.

5.2.9 Bramgås

Branta leucopsis

Bestandens yngle- og overvintringsområde

Den russiske bestand af bramgæs var tidligere næsten udelukkende begræn-

set til områder omkring Novaja Semlja og Vaygach Øerne i arktisk Rusland,

men begyndte efter 1980 at udvide området til den kystnære tundrazone af

russisk Arktis fra 67° til 73° N (Ganter m.fl. 1999). Bramgåsen er nu talrig fra

Kola- og Kanin-halvøerne, hvorfra man mener den har spredt sig som yngle-

fugl til Østersøen, hvor den i 1990'erne havde etableret sig som ynglefugl i

Sverige, Estland, Finland og Danmark (Larsson m.fl. 1988, Leito 1993) og si-

den i Holland. Det seneste samlede skøn angav i 2005 113 par i Estland,

5.170 par i Sverige, 504 par i Danmark, 184 par i Tyskland og 6.000 i Holland

(Feige m.fl. 2008). I Danmark yngler bramgåsen stort set kun på øen Salt-

holm i Øresund, hvor der i 2008 blev optalt 1.317 par på hele øen (Mortensen

2011) og i 2015 er blevet optalt godt 1.400 par ved gennemgang af en tredje-

del af øens areal (NOVANA-tælling 2015, upubliceret). En tilsvarende stig-

ning er registreret i Holland, hvor antallet af ynglepar var steget til 8.300 par

i 2010 (Voslamber m.fl. 2010) (Figur 11).

Hovedparten af bestanden af bramgæs overvintrer i Holland, men tidligere ef-

terårsrastepladser langs Vadehavets kyster i Tyskland og Danmark bliver nu i

stigende grad også brugt om vinteren. Der sker også regelmæssig overvintring

i det østlige Danmark og Sverige, hvorfra der registreres et stigende antal gæs.

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

Figur 11.

Yngleudbredelsen af

bramgås og trækruter til vinter-

kvartererne (efter Sharia-

tinajafabadi m.fl. 2014, Madsen

m.fl. 2015b).

Bestandsstørrelse og udvikling

I begyndelsen af 1950'erne mente man, at denne bestand af bramgås omfat-

tede ca. 10.000 fugle. I 1960 var bestanden steget til 20,000 (Boyd 1961) og til

267.000 i 1997 (Ganter m.fl. 1999). Siden da har bestanden fortsat udvist en

uafbrudt eksponentiel stigning og var i 2007/08 på 770.000 fugle. Den årlige

vækstrate i bestanden har været på 7,8 % i perioden 1960 til 2007/08 (Figur

12, Fox m.fl. 2010), og der har ikke været tegn på, at dette er ændret i de se-

neste år. Det vurderes derfor, at bestanden omfatter mere end en million in-

divider på nuværende tidspunkt.

Figur 12.

Antallet af bramgæs

optalt ved de internationale tæl-

linger i Vesteuropa og bestands-

udvikling en (regressionslinje)

modelleret frem til år 2020, hvor

bestanden kan forventes at nå

over 1,5 million fugle, hvis den

nuværende udvikling fortsætter.

1.250.000

1.000.000

750.000

Antal

500.000

250.000

1950

1960

1970

1980

1990

2000

2010

2020

2030

National status

I Danmark forekom bramgæs førhen stort set udelukkende som rastende fug-

le ved Vadehavet og som trækkende fugle i den sydlige del af landet over

Sønderjylland og ved Østersøen, dvs. de områder, hvor de største trækbevæ-

gelser af blisgæs, tundrasædgæs og mørkbugede knortegæs også ses. I de se-

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

gelser af blisgæs, tundrasædgæs og mørkbugede knortegæs også ses. I de se-

nere år har bramgås i takt med bestandsvæksten imidlertid udvidet både om-

rådet, hvor de raster, og trækkorridoren, så arten kan ses i tusindtallige flokke

over størstedelen af landet (Clausen m.fl. 2014b, Pihl m.fl. 2015).

Et udtræk fra DOFbasen, hvor kun observationer af trækkende bramgæs fra

2012-2014 er medtaget, indeholder i alt 6.791.512 fugle. Langt de fleste er set

på træk om efteråret (54 % i september og især oktober) og om foråret (35 %

i maj). Geografisk domineres datasættet af observationer fra det tidligere

Storstrøms Amt (37 %) og fra Storkøbenhavn og de tidligere Frederiksborg

og Roskilde Amter (37 %). Der er som nævnt tidligere ved disse opgivelser

ikke taget højde for, at der er geografisk skæve fordelinger i DOFbasen, så

de 37 % i Storkøbenhavn og omliggende områder givetvis er en overestime-

ring af den numeriske fordeling af trækket, men der er ingen tvivl om, at der

foregår større træk af bramgæs over denne del af Sjælland og Sydsverige, jf.

mere tilbundsgående analyser af gæssenes træk over Sydsverige og studier

med GPS-GSM telemetri (Green 1998, Christensen m.fl. 2015).

Bramgæssene i Danmark raster typisk i tilknytning til kystnære områder

med større salte eller ferske engarealer, hvorfra de ofte drager på fourage-

ringstogter ind i agerlandet. De fleste findes langs Vestkysten fra Vadehavet

mod nord til Agger Tange og rundt langs Limfjorden, men stigende antal ses

både omkring Odense Fjord, i det Sydfynske Øhav, på Lolland-Falster og

Møn, på Sydsjælland samt på Vestamager og Saltholm (Pihl m.fl. 2015).

Den danske andel af den samlede bestand, som optælles i marts hvert år, er

steget fra få hundreder i 1980’erne til knap 110.000 i 2012 (Pihl m.fl. 2015). Et

noget lavere antal i marts 2013 (Pihl m.fl. 2015) skyldtes givetvis den meget

kolde senvinter dette år og kan ikke betragtes som indikation på tilbagegang.

Grundet bestandens fortsatte vækst og stadigt større udbredelse i landet er

der grund til at udøve øget bevågenhed omkring alle større lufthavne. Større

rastende flokke ses med sikkerhed regelmæssigt i omegnen af Københavns

og Aalborg Lufthavne, og arten forekommer givetvis også regelmæssigt på

træk over Sønderborg (se eksempel i Christensen m.fl. 2015), Skrydstrup,

Odense og Roskilde Lufthavne både i oktober og i maj.

5.3

Forventet udvikling i forekomsten af vilde gæs

I dette afsnit gennemgår vi forventninger til den fremtidige bestandsudvik-

ling i de 9 ovenfor behandlede gåsebestande. Der er tale om vurderinger ba-

seret på den hidtidige udvikling, og de skal selvfølgelig tages med et vist

forbehold, især fordi de fleste gåsearter de seneste 30-40 år i både Nordame-

rika og Europa har udvist meget stor tilpasningsevne overfor ændringer i

landskabet og landbrugsdriften, herunder afgrødevalg, hvilket har bevirket

massive forandringer i gæssene ynglesucces og/eller overlevelse, trækveje

og udbredelse. Derfor kan det være svært at spå om udviklingen.

Blisgås:

De årlige andele af ungfugle blandt overvintrende blisgæs i Nord-

vesteuropa er faldet drastisk fra 1960'erne og 1970'erne, hvor der var mere

end 25 % ungfugle i 80 % af efterårene, til kun ét år i 2000'erne med mere

end 25 % ungfugle. Denne reduktion i ynglesucces (hvad enten det skyldes

tæthedsafhængig regulering eller ej) har sandsynligvis bidraget til stabilise-

ringen i de samlede antal af blisgæs i det nordvestlige Europa i de seneste år,

selv om vi ikke kan udelukke, at det også er påvirket af forskydninger i

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

overvintringsområdet. Uanset hvad der er årsagen, vurderes det ud fra den

seneste bestandsudvikling, ynglesucces og overlevelse, at flyway-bestanden

sandsynligvis ikke vil vise større ændringer i det samlede antal i de kom-

mende år. Da arten er steget i antal og har udvidet sin udbredelse mod nord

de seneste år, herunder i Danmark, kan vi dog ikke udelukke yderligere

ændringer i udbredelsen her i landet, selvom væksten i den samlede bestand

er stagneret.

Grågås:

Der er foretages i øjeblikket ingen monitering af de årlige andele af

ungfugle blandt de grågæs, der overvintrer i det kontinentale Nordvesteu-

ropa, så vi har intet kendskab til forandringer i gæssenes ynglesucces. Over-

levelsen hos voksne grågæs, der yngler i Norge, er faldet fra 91 % til 81 % i

perioden fra 1986 til 2002 (Pistorius m.fl. 2006), men ungfugleoverlevelsen

hos svenske (skånske) grågæs steg fra 1984 til 2003, og voksenoverlevelsen

var stabil i denne periode (Pistorius m.fl. 2007). I betragtning af den betyde-

lige udvidelse, der er sket af grågæssene yngleområde i de nordiske og til-

stødende lande, og deraf afledte rastefuglebestande i vinterhalvåret, synes

det sandsynligt, at bestanden af grågæs vil fortsætte sin nuværende ekspo-

nentielle stigning i flyway-bestanden i de kommende år.

Skovsædgås:

Der foretages i øjeblikket ingen monitering af den årlige over-

levelse eller andele af ungfugle blandt de skovsædgæs, der overvintrer i det

kontinentale Nordvesteuropa. Derfor har vi intet kendskab til lang- eller

kortsigtede ændringer i demografiske parametre, der påvirker den samlede

bestandsstørrelse af skovsædgæs i Nordvesteuropa. I erkendelse af at be-

standen aktuelt har en ugunstig bevaringsstatus, er der iværksat en udarbej-

delse af en international forvaltningsplan for skovsædgås under Vandfugle-

aftalen (AEWA) (Marjakangas m.fl. i trykken). Denne sigter mod at imple-

mentere beskyttelsesforanstaltninger og bedre arealforvaltning for at genop-

rette den vestlige delbestand (der overvintrer i Jylland og Storbritannien) til

4.000 individer, og den centrale delbestand (der overvintrer i Sydøstdan-

mark samt det sydlige Sverige og Tyskland) til 60.000 individer de næste 20

år. Det er næppe sandsynligt, at bestandene, der har været faldende i en år-

række, vil udvise radikale forandringer i bestandsstørrelser de næste år.

Tundrasædgås:

Der foretages i øjeblikket ingen løbende overvågning af

overlevelse eller ynglesucces blandt de tundrasædgæs, der overvintrer i

Nordvesteuropa, så vi har intet kendskab til lang- eller kortsigtede ændrin-

ger i demografiske parametre, der påvirker den samlede bestandsstørrelse af

tundrasædgæs i regionen. Vores viden om bestandens demografi og præci-

se udbredelse er generelt mangelfuld, men den foreliggende viden tyder dog

på, at bestanden tæller langt over en halv million individer og er stigende

med en vækstrate på knap 5 % om året. Vi ved også, at arten har udvidet

både sit nordøsteuropæiske og sibiriske yngleudbredelsesområde, hvilket

giver en formodning om, at bestandsvæksten givetvis vil fortsætte i den

nærmeste fremtid.

Kortnæbbet gås:

Svalbard-bestanden af kortnæbbede gæs er genstand for en

årligt tilbagevendende og detaljeret vurdering af både den årlige overlevelse

og andelen af ungfugle i bestanden, aktuelt som led i en international for-

valtningsplan under Vandfugleaftalen (AEWA) (Madsen & Williams 2012).

Planen har til formål at stoppe væksten og stabilisere bestanden på omkring

60.000 fugle ved en adaptiv forvaltning af jagten på bestanden, et mål der

blev nået i 2015 (Madsen m.fl. 2015a). Da det forventes, at denne forvaltning

fastholdes, med henblik på at undgå markskader forvoldt af gæssene i Nor-

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

ge samt græsningsskader på vegetationen i følsomme habitater på Svalbard,

må det formodes, at denne bestand ikke vil forandre sin størrelse eller over-

ordnede udbredelse nævneværdigt de kommende år. I de seneste år har vin-

terforekomsten i Danmark ændret sig, idet flere gæs søger føde i mere cen-

trale dele af Jylland, hvor disse tidligere kun forekom i et bælte langs den jy-

ske vestkyst (Madsen m.fl. 2015c).

Lysbuget knortegås:

Bestandsstørrelse og ynglesucces hos de lysbugede

knortegæs moniteres årligt. Bestanden er lille (aktuelt godt 7.000 fugle) med

forholdsvis store udsving i ynglesucces, men med en relativt konstant og høj

gennemsnitlig årlig overlevelse. De sidste 10-15 år har ynglesucces’en været

faldende, hvilket muligvis skyldes en stigende uoverensstemmelse mellem

afrejsen fra Danmark (der er uforandret) og en fremrykning af snesmeltning

på Svalbard (der i dag sker 14 dage tidligere end for blot 30 år siden) (Clau-

sen & Clausen 2013). Aktuelt er bestanden knap nok selvreproducerende

(Clausen m.fl. 2014a), hvorfor vi kan forvente en stabil eller muligvis falden-

de bestand i de kommende år.

Mørkbuget knortegås:

Bestanden af mørkbugede knortegæs optælles sy-

stematisk, og der foretages også en opgørelse af ynglesucces hvert år. Be-

standen steg frem til begyndelsen af 1990’erne, men er siden da faldet. Yng-

lesuccesen er stærkt varierende fra år-til-år, delvist cyklisk, og påvirket af

svingninger i lemming-ræve bestande i Sibirien. De seneste analyser har vist,

at en høj og relativ konstant overlevelse i kombination med en forringet yng-

lesucces, som følge af et kollaps i lemming-bestandene, de seneste 20 år har

forårsaget en nedgang i bestanden (Nolet m.fl. 2013). Selvom vi ikke helt

forstår årsagerne til sammenbruddet i lemming-cyklusser i de seneste år, sy-

nes det sikkert at antage, at bestanden næppe vil vende tilbage til de meget

høje niveauer af ynglesucces, vi så i 1960’erne og 1970’erne. Bestanden for-

ventes derfor at blive på samme niveau som det nuværende og vil næppe

stige mere end 25 % over det nuværende niveau i de kommende år.

Canadagås:

Vi har kun ringe kendskab til ynglesucces hos canadagæssene,

der yngler og overvintrer i Norden og Nordtyskland, men den vækst, der

har været i bestanden, viser indirekte, at fødselsraterne overstiger dødelig-

heden. I januar 2015 blev der vedtaget en EU-forordning om regulering af

invasive ikke-hjemmehørende arter, der fastlægger en ramme for foranstalt-

ninger til bekæmpelse af disse. Indenfor denne ramme skal medlemsstaterne

forhindre spredningen af invasive arter ved umiddelbart at respondere på

arternes tilstedeværelse med aktiv forvaltning. Da canadagås er en af kun fi-

re fuglearter på EU’s liste over de "100 værste", dvs. mest aggressive, farlige

eller på anden måde problematiske invasive arter (se www.europe-

aliens.org/), forventes canadagås at kunne blive genstand for en aktiv be-

standsregulering i den nærmeste fremtid. Forudsigelsen er derfor, at be-

standen ikke vil stige over det nuværende niveau, og i tilfælde af en eventu-

el implementering af en international aftale om at udrydde denne populati-

on vil bestanden reduceres væsentligt.

Bramgås:

Der foretages i øjeblikket ingen monitering af ynglesucces blandt

de bramgæs, der især overvintrer ved Vadehavet og i andre dele af Holland,

Tyskland og Danmark, hvorfor vi intet kendskab har til forandringer i gæs-

sene ynglesucces. Der findes heller ikke nyere analyser af overlevelsen i be-

standen, men i betragtning af den massive vækst, der er set i bestanden, som

kun er genstand for begrænset regulering mhp. at begrænse markskader i

landbruget, er der ingen grund til at formode, den er blevet ringere, end den

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

var, da det blev undersøgt med baggrund i data fra 1980’erne (Ebbinge m.fl.

1991). Selvom tæthedsafhængig regulering af gæssenes ynglesucces allerede

er set i nogle områder, hvor arten er veletableret, fortsætter bestanden med

at ekspandere i antal og udbredelse både i vinterkvarteret og i de russiske

yngleområder. Overordnet synes der endnu ikke at være tegn på ændringer

i vækstraten i bestanden. Den danske regering har meddelt, at man for at

modvirke konflikter mellem denne art og fx landbrug, naturbeskyttelsesin-

teresser og flysikkerhed vil afvikle en international konference for at overve-

je muligheder for koordineret international forvaltning af bramgæs. Af den-

ne grund, og indtil disse internationale tiltag eventuelt implementeres, er

vores bedste vurdering, at bestanden vil fortsætte en ukontrolleret ekspo-

nentiel vækst de kommende år, medmindre større tæthedsafhængige be-

grænsninger begynder at påvirke overlevelse og/eller ynglesucces i større

omfang end hidtil.

5.4

Gæs tilknyttet byer (urbane gæs)

I tilknytning til byer findes ofte større arealer udlagt til parker, fælleder,

strandparker o.l. Sådanne arealer udgøres normalt af åbne områder med en

naturlig, lav vegetation, ofte bestående af større græsarealer. Nogle fuglear-

ter, herunder gæs, kan tiltrækkes af disse arealer, hvor de enten kan finde

føde i form af frø, insekter eller smågnavere (mus) eller anvende arealet som

raste- og hvileområde, hvor et godt udsyn virker som beskyttelse mod præ-

datorer, eller hvor der forekommer tilknyttede vandarealer.

Både i Nordamerika, Storbritannien, Holland og Tyskland findes større ur-

bane bestande af gæs, der stammer fra undslupne eller udsatte ”prydfugle” i

parker (konflikthåndtering i forhold til flere af disse omtales nedenfor), men

det er ikke et udbredt fænomen i Danmark. Den eneste større urbane gåse-

bestand i landet er grågæssene, der forekommer ved moser og søer i Storkø-

benhavn. Disse er vildtlevende gæs, der trækker til overvintringskvarterer i

Sydvesteuropa (Kampp & Preuss 2005), men som har ændret deres naturlige

sky yngleadfærd til en mere tillidsfuld adfærd overfor mennesker.

I Malmø findes en større bestand af urbane bramgæs, der givetvis stammer fra

udsatte fugle, der muligvis efterfølgende har tiltrukket vilde bramgæs

(Bengtsson 2007). Det er i hvert fald evident fra GPS/GSM-telemetri, at vildt-

levende bramgæs ynglende på Saltholm i Øresund både frekventerer bypar-

ker i Malmø og drager på langdistancetræk til Vadehavet (Christensen m.fl.

2015). Der er derfor grund til at være opmærksom på, om de urbane bramgæs

fra Malmø-området kunne finde på at etablere nye bestande på Sjælland. At

bramgåsen effektivt tilpasser sig byområder er tilsvarende set i Finland, hvor

fuglene gennem sensommeren og efteråret i stigende antal søger føde på

græsarealer og marker i og omkring Helsinki (Väänänen m.fl. 2011).

Hvor undslupne eller ikke-hjemmehørende bestande af gæs forekommer, og

hvor der er risiko for øget ekspansion af disse, foreslås til tider nationalt om-

fattende handlinger, herunder udryddelse (Syah 2009, Dawes 2008). I Au-

stralien er flysikkerhed nævnt som en grund til forslag om udryddelse af så-

danne arter fra landet, før en større bestand udvikles (Dawes 2008).

Grundlæggende er det derfor vigtigt at være opmærksom på mulige fremti-

dige problemer med urbane bestande af bramgæs, grågæs, canadagæs og

muligvis nilgæs. For at undgå en uønsket etablering og kolonisering af gæs i

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

bynære områder vil den mest effektive forvaltning være at iværksætte ind-

greb på et så tidligt stadium af den urbane kolonisation som muligt.

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

Forvaltning af gæs på lufthavnsarealer

Forvaltningen af gæs og andre fugle på lufthavnsarealer, defineret som de

arealer der ejes og administreres af lufthavnene, og som normalt er omkran-

set af hegn, er generelt baseret på en række principper, som genfindes i

mange forskellige typer af vejledninger og dokumenter. Disse findes udgivet

af internationale organer (fx ICAO, Airport Council International, Internati-

onal Airport Transportation Association), af regionale organer såsom Euro-

pean Aviation Safety Agency (EASA), af statsregulerede civile og militære

luftfartsmyndigheder (fx Civil Aviation Authority og Federal Aviation Ad-

ministration (se Cleary & Dolbeer 2005)), og fra ekspertorganer såsom den

Internationale Birdstrike Komité (nu World Birdstrike Association).

Da alle sådanne vejledninger grundliggende anbefaler, at der ikke bør tole-

reres forekomst af store fugle og/eller arter, der forekommer i flok på luft-

havne, betyder det, at tilstedeværelsen af gæs generelt begrænses til de til-

fælde, hvor disse arter søger mod de åbne lufthavnslandskaber for at søge

hvile, føde eller udnytte vandområder, hvad enten disse er permanente eller

af midlertidig karakter (fx regnvandsbassiner) (Blackwell m.fl. 2013).

Selv om de fleste forvaltningsplaner (Wildlife Hazard Management Plans)

involverer aktiv fjernelse af arealtyper og vandområder, der kan udnyttes af

fugle, er disse tiltag ikke specielt udformet med henblik på at forebygge eller

modvirke forekomsten af gæs. Tilsvarende er aktiv bortskræmning af fugle

ligeledes en grundliggende rutine på de fleste større lufthavne og udføres

overfor alle arter, der forekommer indenfor lufthavnsområder, og som der-

med udgør en risiko for luftfartssikkerheden.

Bortskræmning er en dagligt anvendt standardaktivitet i lufthavne i hele

verden, både til forebyggelse og til bortskræmning af fugle, men er ligeledes

ikke specielt knyttet til at modvirke forekomsten af gæs på lufthavnsarealer.

Specifikke tiltag udviklet til at regulere forekomsten af gæs i områder uden-

for lufthavne kan anvendes på lufthavnsarealer, men vil i de fleste tilfælde

ikke være nødvendige, da forekomst af ynglende eller fældende gæs vil

kunne reguleres af de normale forvaltningstiltag. Forekommer der ynglende

eller fældende gæs indenfor en lufthavns areal, bør tiltag til forebyggelse

øjeblikkeligt gennemføres og samtidig indarbejdes i de aktuelle forvalt-

ningsplaner. Sådanne tilfælde er som sagt relativt sjældne, da gæs og andre

fugle, der er til fare for flysikkerheden, normalt ikke tillades at opholde sig i

længere perioder på lufthavnsarealer.

I det følgende gennemgås forvaltningsmetoder og tiltag, som anvendes i

forbindelse med forekomster af gæs og andre fugle på lufthavnsarealer

rundt om i verden. Det indsamlede materiale er hovedsageligt tilvejebragt

gennem litteratursøgninger eller gennem direkte kontakt med lufthavnsope-

ratører og organisationer, som har beskæftiget sig med forvaltning af gæs.

Der findes en del litteratur om forvaltning af gæs og tilknyttede konflikter

udenfor lufthavnsmiljøer, men litteratursøgningen afslørede en mangel på

offentliggjorte oplysninger specifikt vedrørende lufthavnes kontrol og resul-

tater i forhold til forekomst og forvaltning af gæs. Lufthavne, der havde

problemer med forekomst af gæs, bekræftede, at de anbefalede forvaltnings-

tiltag var tilstrækkelige til at opretholde sikkerheden på lufthavnsarealer,

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

når de fulgte de internationale retningslinjer for ’best practice’. Al erfaring

viste, at de generelle skræmmemetoder rutinemæssigt blev anvendt i Euro-

pa, når der forekom gæs på lufthavnsarealer, men at bortskræmning med

hunde blev set som et specielt effektivt redskab i en integreret plan. Mange

lufthavne med problemer med gæs har dog implementeret forvaltningsstra-

tegier, der involverer regulering af bestandene udenfor lufthavnenes ind-

hegnede arealer. I det følgende anvendes en del intern litteratur og referen-

cer stillet til rådighed af det amerikanske Department of Agriculture, som

beskriver forsøg og kontrolmetoder, der er anvendt til at fjerne, forebygge

forekomsten af eller sprede canadagæs væk fra lufthavnsarealer på det

nordamerikanske kontinent.

6.1

Integreret forvaltning på lufthavne

Samlet set viser al erfaring, at en effektiv kontrol af forekomsten af fugle el-

ler dyr på lufthavnsarealer ikke opretholdes ved enkelte tiltag (Burger 1983).

Dette er i overensstemmelse med den forvaltning og de anbefalinger der er

for håndtering af vildtlevende gæs på eller omkring lufthavne, som ikke er

umiddelbart opnåeligt med enkeltstående tiltag (Smith m.fl. 1999).

I Canada beskriver MacKinnon (2001) kravene for integreret kontrol og sty-

ring af dyreliv på og omkring lufthavne i generelle vendinger, mens Smith

m.fl. (1999) konkluderer, at der ikke er nogen "silver bullet", og gennemgår

de forskellige tiltag, der bør anvendes i en integreret forvaltning, men mht.

kontrol af gæs i et bymiljø. Brugen af en række forskellige skræmmeteknik-

ker og deres implementering er desuden beskrevet på lokalt plan i forhold

til forekomst af canadagæs og snegæs i Vancouver Airport, Canada (Patter-

son 2000), mens integrerede planer, der kombinerer forvaltning af leveste-

der, græsarealer, vand, føde samt skræmme- og reguleringstiltag, ligger til

grund for udarbejdelse af en vejledning til amerikanske lufthavne under

Airport Cooperative Research Programme (ACRP), med støtte af FAA. Dette

arbejde bekræfter igen vigtigheden af ikke at anvende en enkelt metode, og

at forvaltningen af gæs og andre fugle bør omfatte områderne udenfor luft-

havne. Vejledningen opdeler tiltag med det formål at fokusere på enkeltarter

(fx canadagæs) og anbefaler foranstaltninger, der sikrer en effektiv respons

på igangsatte forvaltningstiltag (ACRP 2013). Det gælder derfor for de enkel-

te lufthavne, at forvaltning af gæs og andre fugle på lufthavnsområder som

minimum inkluderer følgende tiltag:

•

Habitatmodifikation

Græssorter og pleje af græsarealer

Plan for vandområder

Løbende bortskræmning

Manipulation af yngleforekomster (æg og reder)

Fangst og udsætning i sikker afstand fra lufthavnen

Regulering ved skydning.

Hvor såkaldt passiv kontrol af levesteder på lufthavne dækkes af de første

tre punkter (”Habitat Management”), dækker de sidste fire punkter aktiv

kontrol og direkte faunaforvaltning.

Ovennævnte tiltag vurderes som nødvendige i forhold til en aktiv forvalt-

ning fokuseret på at holde lufthavnsarealer fri for forekomst af gæs. I det

følgende gennemgås de enkelte punkter med en mere detaljeret beskrivelse

af de tiltag og metoder, der har været anvendt i forskellige lufthavne. Be-

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

skrivelserne holdes specifikt til forvaltning indenfor lufthavnenes hegnede

arealer, men der er et vist overlap med forvaltningstiltag implementeret

udenfor lufthavnsområder. Dette behandles i afsnit 6.

6.2

Habitat modifikation

Gæs vil ofte tiltrækkes til en lufthavn, fordi arealerne udgør en potentiel

fourageringsmulighed med et udbud af lav vegetation, herunder især klip-

pede græsarealer, som er ideelle for planteædende gæs. Da de fleste luft-

havne af hensyn til fly og flysikkerhed har behov for store arealer med lav

vegetation omkring landingsbanerne, vil det ikke være praktisk muligt at

fjerne denne habitattype i sin helhed fra lufthavnsarealer. Proaktiv forebyg-

gelse mod forekomst af gæs på lufthavnsarealer kræver derfor en aktiv for-

valtning og målrettet pleje af disse arealer.

Tilpasning af græshøjde gennem pleje har i Vesteuropa og USA været foku-

seret mod at mindske tiltrækning af andre fuglearter end gæs (fx måger), og

dette formål bør ikke ignoreres (Brough & Bridgeman 1980). Fugles evne el-

ler præferens for at fouragere på græs med forskellige højder er variabel, og

for nogle arter gæs er det vist, at græshøjde korrelerer med udnyttelse af et

område (Si m.fl. 2011), men ikke for andre (Akacich & Bender 2014). Juste-

ring af græshøjde som en metode til at forhindre fugleforekomster blev op-

rindeligt udviklet i begyndelsen af 1970'erne i Vesteuropa, men ikke speci-

fikt til forebyggelse af gåseforekomster (Brough 1971). Formålet med en ak-

tiv forvaltning af lufthavnes græsarealer med højere græs var primært at re-

ducere effektiviteten under fødesøgning for en lang række insektædende

fuglearter. Ligeledes gør langt græs det vanskeligt for stankelben at lægge

æg i jorden. Dermed reduceres jordbundens indhold af stankelbenslarver,

der er en vigtig fødekilde for stære, vadefugle, måger og kragefugle. Dette

har gennem årene ført til en "Long Grass Policy”, som anvendes i mange

lufthavne i bl.a. Storbritannien (Brough & Bridgman 1980).

På trods af ændringer i bestande og populationsdynamik har der ikke været

målt nogen reel effekt på forekomsten af fødesøgende gæs på lufthavnsarea-

ler som følge af forskellig pleje af græsarealer (Seamans m.fl. 1999). Dette er

vist i USA, hvor forekomsten af canadagæs i lufthavne ikke ændrede sig

med gæshøjden (18-36 cm) (Cleary & Dolbeer 2005). På trods af dette er der

på Dayton lufthavn i USA i øjeblikket et eksperiment, hvor 300 acres er ud-

lagt med meget højt præriegræs i et forsøg på at reducere forekomsten af

gæs. Teorien er, at det høje græs betyder, at fuglene ikke har frit udsyn til

potentielle prædatorer, som kan gemme sig i grønsværen (Petty 2014).

Da traditionelle undersøgelser indikerer, at gæs i lufthavne har en præference

for kort græs (<50 mm), mens andre rapporter indikerer, at højt græs ikke har

nogen afskrækkende virkning på forekomst af fødesøgende gæs, er det uklart,

om forvaltning af lufthavnes græsarealer efter en traditionel "Long Grass Poli-

cy« specifikt reducerer risikoen for bird strikes med gæs. Ved lufthavne, hvor

der traditionelt forekommer mange gæs, vil kort græs dog stadig udgøre en

særlig risiko. Gissurarson (2009) diskuterer disse spørgsmål i relation til grå-

gæs i islandske lufthavne og foreslår, sideløbende med gennemførelsen af

bortskræmning og forebyggelse af yngleforekomster, at oprette attraktive le-

vesteder eller habitatområder til gæs i længere afstand fra lufthavnen. Da et

sådant tiltag potentielt vil kunne øge fugleforekomsten indenfor 13 km’s af-

stand, er det nødvendigt at foretage en vurdering af risikoen for flyvesikker-

heden både ved at lave et sådant tiltag og ved at undlade at gøre det.

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

6.2.1 Græssorter og pleje

Der er investeret mange ressourcer i udviklingen og udvælgelsen af

græsarter, der kan udgøre en fysisk barriere for fugles fødesøgningsmulig-

heder, samt af græsarter med langsom vækst og lav vegetativ produktion

(CAA 2014). Selv om det ikke er blevet påvist, at gæs fravælger områder

med højt græs pga. øget prædationsrisiko (Blackwell m.fl. 2012), er tilsåning

af lufthavnsarealer med græsarter, der er mere stride, energifattige eller

uspiselige for gæs, blevet anbefalet.

Conover (1991) udførte fødesøgnings-test og fandt, at gæs valgte "bløde"

græsser herunder rajgræs, hvene-græs og rødsvingel frem for mere stride

græsser såsom strandsvingel. Washburn m.fl. (2007) bekræftede en lignende

præferensforskel mellem rajgræs og svingel. I Storbritannien har luftfarts-

myndighederne (Civil Aviation Authority) taget konsekvensen af disse an-

befalinger og udarbejdet en ny vejledning (CAP 772), der refererer direkte til

brugen af 'moderne græssorter’ og strandsvingel, for at minimere mængden

af spiselige bladdele og maksimere massen af uspiselige strå i de udlagte

græsområder og dermed reducere fødeværdien af lufthavnes græsarealer for

gæs og andre fugle.

Ud over disse moderne græssorter er brugen af græsser podet med en

svamp, en såkaldt endophyt, udviklet i New Zealand i 1999 som et middel

til at reducere græssets fødeværdi for gæs (Pennell & Rolston 2010). Endo-

fytten er en svamp, der lever i symbiose med græsplanterne (i plantens cel-

ler), og som beskytter planterne ved at udskille alkaloider (ergovaliner og

loliner), der medfører svære fordøjelsesforstyrrelser hos de dyr, der æder

planterne. Effekten af endofyt-holdigt græs blev først registreret på græs-

sende får, hvor det blev observeret, at får vaklede rundt eller var midlertidig

lammede efter at have spist af græsset. Hos får blev det observeret, at dyrene

undgik endofyt-holdigt græs, men hvor dette var et problem for fåreavlerne,

blev potentialet ved endofyt-græs i forhold til lufthavnes problemer aner-

kendt. Siden er der sket en udvælgelse og forædling af endofyt-græs til brug

i lufthavne.

Christchurch Lufthavn i New Zealand havde betydelige problemer med lo-

kale bestande af indførte canadagæs (McAnergny 2012) og fik, via et lokalt

rådgivningsfirma (AgResearch), tilsået lufthavnen med endofyt-græs. Græs-

set viste sig effektivt til at bekæmpe både insektangreb og græsning af fugle

ved at frigive alkaloiderne lolium og ergovalin fra den integrerede endofyti-

ske svamp og reducerede derved forekomsten af fugle til fare for flytrafik-

ken. For canadagås viste forsøg en reduktion på 90 % i forekomsten af føde-

søgende fugle på endofyt-græs (Pennell 2011), og de anvendte endofyt-

græsser (sorter af svingel og rajgræs) er siden videreudviklet til produktet

’Avanex endofyt-græs’, der efterfølgende blev patenteret og siden anvendt i

flere lufthavne i New Zealand (Pennell & Rolston 2010). Undersøgelser på

disse steder bekræftede en reduktion i forekomsten af fugle på 87 %, herun-

der reduktioner i forekomst af fødesøgende canadagæs, selv om græshøjden

blev holdt relativt lav (ca.10-15 cm).

Anvendelse af endofyt-græsser er i princippet tilladt i Europa, men skal,

hvis det sælges som et produkt til bekæmpelse af insektfauna, godkendes i

forhold til EU’s biocidregulativ (EU 2011). Da de eksisterende produkter,

herunder Avanex endofyt-græs, sælges som insektbekæmpelse og endnu ik-

ke har opnået godkendelse (Brooker, pers comm.), har produkterne indtil

videre kun kunnet anvendes på forsøgsbasis. Bl.a Københavns Lufthavn har

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

udført forsøg med at så endofytholdigt-græs uden brug af ukrudtsmidler.

Der er nu fundet en brugbar metode, og Københavns Lufthavns arealer vil

blive udlagt med endofytholdigt strandsvingel og rajgræs. Disse græsfrø er

godkendt af Miljøstyrelsen og NaturErhvervsstyrelsen til brug i Københavns

Lufthavn med den deklaration, at de er insektresistente, og at græsset ikke

må benyttes til foder.

Generelt vurderes det, at lufthavnsarealers tiltrækning på gæs kan reduceres

væsentligt, hvis man fortrinsvis kan anvende stride, svært fordøjelige græs-

sorter samt fjerne bredbladede græsser, som er en god fødekilde. Dertil

kommer, at en eventuel fremtidig anvendelse af endofyt-græsser yderligere

vil virke mindre tiltrækkende på gæs.

6.2.2 Kemiske afskrækningsmidler

Kemiske produkter baseret på stofferne methylanthranilat (MA) og an-

thraquinon er velkendt til brug på plænegræsser, hvor de virker smagsfor-

styrrende på græssende fuglearter, herunder gæs (Clark & Avery 2013, Dol-

beer m.fl. 1998). Sådanne kommercielle produkter er i nogle år blevet an-

vendt til at gøre græs uspiseligt for gæs (Mason & Clark 1996), og der er ud-

ført forsøg på fugle i fangenskab (Belant m.fl. 1996) og i flere lufthavne med

forekomst af fødesøgende gæs (Hilkevich 2004). Resultaterne af disse forsøg

har varieret med ydre forhold samt af tilgængeligheden af alternative foura-

geringsområder for gæssene, men stoffernes irritationseffekt på fuglene har

ofte givet positive resultater.

Vejrforholdene viste sig at reducere succesraten ved sprøjtning med an-

thraquinon i Portland, Oregon, og produktet, der sælges som specielt effek-

tivt overfor gæs, viste generelt en formindsket effekt over 10 dage (Gordon

& Lyman 2000). Forsøgene viste tilsvarende, at selv om gæs undgik de be-

handlede delområder, forekom der fortsat gæs i området. Effektiv anvendel-

se kræver derfor regelmæssig gentagen sprøjtning samt fuld dækning af

arealerne. Det er derfor pointeret, at en længere effektiv levetid på produk-

terne vil øge omkostningseffektiviteten og dermed anvendeligheden på

lufthavnsarealer.

Mange lande tillader ikke brugen af anthraquinon, herunder EU (EFSA

2012), og de programmer, der er gennemført, har overvejende været be-

grænset til Nordamerika (Ministerie van Verkeer en Waterstaat 1999). Gor-

don & Lyman (2000), nævner dog at anthraquinon også har været brugt mod

gæs i Mumbai, Indien, uden at kende til eventuelle resultater. I en sammen-

ligning af effekten på fugle af stofferne dimethyl anthranilat og methy-

lanthranilat blev der ikke fundet signifikante forskelle og ingen konsistente

afskræknings-responser (Cummings m.fl. 1991). Efterfølgende forsøg med

stoffet MA og et nyt middel, DRC-156, på græssende canadagæs viste, at

formulering (type) og doseringer var afgørende for succes (Cummings m.fl.

1998). Som med stoffet anthraquinon var effekten af stofferne begrænset til

omkring 10 dage. Reaktionen hos gæs mod stoffet DRC-156 var stærkere end

overfor MA, og medførte reelle sygdoms-lignende reaktioner efter indtagel-

se. Brug af kemiske afskrækningsmidler har en tydelig effekt på forekom-

sten af græssende gæs og kan bruges som effektive virkemidler på lufthav-

nes græsarealer. Stoffernes korte levetid kræver dog hyppigt sprøjtning, og

flere stoffer kan findes upassende til udbredt anvendelse med reference til

dyrevelfærd og etiske overvejelser.

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

6.2.3 Vand

Alle undersøgelser og vejledninger vedrørende forekomst af fugle og dyr i

lufthavne påpeger, at forekomst af vand i form af søer, grøfter, drænkanaler,

regnvandsbassiner etc. virker meget tiltrækkende og derfor bør fjernes, for-

hindres, minimeres eller sikres efter behov for at reducere forekomster af

fugle. Blackwell m.fl. (2013) vurderer, at på samtlige amerikanske lufthavne

udgøres mindst 6 % af lufthavnsarealerne af vand, og opsummerer en række

foranstaltninger, som anvendes til at reducere forekomsten af vandområder

i lufthavne. De samme foranstaltninger indgår i de amerikanske luftfarts-

myndigheders (FAA) forordninger og vejledningsmateriale, hvor der fast-

sættes ’bedste praksis’ for opsamling og opbevaring af regnvand i lufthavne,

herunder anlæggelse af både åbne og lukkede dræn/grøfter, og opsætning

af forhindringer såsom fuglebolde, net etc. over åbne vandflader (Cleary &

Dolbeer 2005). I forhold til forvaltning af gæs er der tilsvarende materialer,

som inddrager forvaltning af vand i et bredere landbrugsmæssigt perspek-

tiv, men grundlæggende omfatter de samme tiltag (Aphis 2011).

Grundlæggende er målet at undgå permanente vandområder på lufthavns-

arealer, som kan tiltrække og udnyttes af fugle og dyr. Af samme grund er

det vigtigt at have etableret et effektivt afløbssystem til regnvand og med til-

strækkelig faskine-kapacitet til opsamling i perioder med megen nedbør.

Hvor der findes åbne regnvandsbassiner, bør disse udformes, så tilgænge-

ligheden for fugle og dyr nedsættes i så høj grad som muligt. I Storbritanni-

en er rådet til lufthavnene, at damme og søer overdækkes med net, hvor det

er muligt, og ellers udformes med stejle sider og opsætning af hindringer på

vandkanten for at tilskynde gæs til at flytte til andre steder med lettere ad-

gang mellem vand og land (SRG 2007).

6.3

Skræmmetiltag

6.3.1 Akustiske alarmer

Akustiske skræmmemidler anvendes i lufthavne verden over og bruges ho-

vedsageligt til at afskrække fugle fra at flyve ind i lufthavnsområder eller til

at bortskræmme fugle, der allerede er på området. Der findes et utal af aku-

stiske apparater, som varierer fra simple gaskanoner eller håndvåben, over

mere langtrækkende pyroteknik, som kombinerer lyd og visuelle effekter

(fyrværkeri), til højtalere, som udsender generende lyde, rovfugleskrig eller

advarselskald fra bestemte gåsearter. I langt de fleste tilfælde og for de fleste

fuglearters vedkommende vil høje, fremmede lyde have en afskrækkende ef-

fekt (Reidinger & Mason 1983). Akustiske skræmmemidler er således en in-

tegreret del af de fleste lufthavnes værn mod uønskede forekomster af fugle.

6.3.2 Gas-kanoner

Mange lufthavne verden over anvender eller har gas-kanoner til rådighed.

De fleste europæiske lufthavne (92 %) har gas-kanoner, som dog hyppigst

anvendes i det østlige og sydlige Europa (Antal Pekk, Wizz Air 2010 pers.

medd.). Gaskanoner kan være effektive i nogle områder, men de skal flyttes

regelmæssigt og bruges målrettet for at forblive effektive (Baxter & Hart

2010). I Storbritannien anbefales det for eksempel, at gaskanoner anvendes

sammen med andre tiltag for at bibeholde og forstærke deres effektivitet

(ADAS 1987), da skræmmeeffekten ved gaskanoner uden supplerende tiltag

ofte er kortvarig (Mott & Boyd 1995, Bergman m.fl. 1997, Baxter 2008). På

lufthavne er det vist, at gæs hurtigere kan vænne sig til høje lyde, herunder

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

gaskanoner, end i andre områder med et generelt lavere støjniveau (Conover

1991). På trods af fugles tilvænning bruges gaskanoner i mange lufthavne

rundt om i verden i en integreret strategi til forebyggelse af fugleforekom-

ster, hvor gaskanonerne enten fjernstyres eller udløses via timere (fx Reed

Joseph, www.reedjoseph.com). Generelt findes der dog ikke megen littera-

tur, der beskriver de langsigtede virkninger ved brug af gaskanoner i luft-

havne til kontrol af gåseforekomster.

6.3.3 Pyroteknik

Pyroteknik til at bortskræmme fugle fra lufthavne er et af de hyppigst an-

vendte tiltag i verden (Cleary & Dolbeer 2005, ACI 2013) og vil normalt ud-

løse en kraftig respons hos fugle, der ikke tidligere har været udsat for disse

teknikker (Reidinger & Mason 1983). Kun i de tilfælde, hvor de samme fugle

kontinuerligt er tiltrukket af eller til stede på en lufthavn, vil der være mu-

lighed for, at der sker en tilvænning.

Kanonslag, som affyres fra haglgeværer, og som eksploderer i op til 90 me-

ters højde, er yderst effektive til at bortskræmme fugle i lufthavne (DeFusco

& Nagy 1983, Mott 1980 citeret i Harris & Davis 1998, Washburn & Seamans

2004). Som med næsten alle metoder, der anvendes til at regulere fuglefore-

komster, er det dog også vist, at fugle kan vænne sig til brugen af kanonslag,

hvis disse anvendes kontinuerligt over fx en periode på fire uger. Igen for-

bedres bortskræmningseffekten ved at variere med flere forskellige typer af

fyrværkeri, og der findes pyroteknik, der efterlader et spor af røg eller ’skri-

ger/hyler’ før eksplosion (Harris & Davis 1998), samt langtrækkende raket-

ter (CAPA, Briot & Eudot 1994), der sendes ud i en afstand eller højde på ca.

300 m, før de eksploderer. Der foreligger ikke egentlige forsøg, der beskriver

effektiviteten ved brugen af forskellige pyroteknikker overfor gæs på luft-

havne, men der findes adskillige rapporter, der bekræfter, at brug af pyro-

teknik i byer er effektivt overfor fx canadagæs (Aguilera m.fl. 1991). Mange

lufthavne i Storbritannien giver tilsvarende udtryk for succesfuld anvendel-

se mod forekomsten af gæs (Andy Baxter pers. medd.). I Københavns Luft-

havn har man erfaring med, at gæs reagerer på skud foran eller ved siden af

flokken, som dermed kan ledes i en gunstigere retning i forhold til opere-

rende fly (Mogens Hansen pers. medd.).

Pyroteknik i form af forskellige typer fyrværkeri (raketter, kanonslag etc.), an-

vendes tilsvarende i områder udenfor lufthavne. I Reno, USA, blev lokale be-

boere fx uddannet i brugen af pyroteknik og instrueret i at skræmme canada-

gæs væk fra lokalområdet, efter at der var blevet registreret 11 kollisioner mel-

lem gæs og fly over en treårig periode (Fairaizl 1992). Lokalbefolkningens inci-

tament til at skræmme gæs var ikke kun flysikkerheden, men også mulighe-

den for at reducere andre gener ved at have mange gæs i området.

6.3.4 Ultralyd

Der findes højfrekvent (ultralyds-) udstyr, der sælges som egnet til at sprede

fugle fra lufthavne. Det har været diskuteret, om ultralyd reelt er effektivt

som skræmmemiddel, da offentliggjorte data bekræfter, at fugle generelt ik-

ke kan høre ultralyd (Beason 2004). Der foreligger ingen viden om hørelsen

specifikt hos gæs, men den relativt nærtbeslægtede art, gråand, kan høre ly-

de med lavere frekvens (8 kHz) end andre fuglearter. Gilsdorf m.fl. (2002)

præsenterer dog en omfattende gennemgang af artikler, der viser, at fugle

ikke påvirkes af ultralyd.

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

6.3.5 Infralyd

Der findes indikationer på, at fugle påvirkes af lavfrekvent (infra-) lyd, fx

ved at udvise respons overfor helikoptere (Fidgen 2005). Egentlige forsøg

med infralyd medførte dog ikke nogen klar respons hos fugle (Fidgen 2005),

hvilket kan hænge sammen med en manglende evne hos fugle til at ret-

ningsbestemme infralydskilden (Beason 2004). Det påpeges derfor, at selv

om fugle kan høre lavfrekvent lyd, er potentialet som skræmmemiddel be-

grænset, da risikoen for, at fugle skræmmes i den forkerte retning i en luft-

havn, generelt er stor.

6.3.6 Angstskrig

Sammen med pyroteknik er brug af fugles angstskrig (distress call) den hyp-

pigst anvendte teknik brugt til at bortskræmme fugle i lufthavnene rundt om i

verden (Cleary & Dolbeer 2005). Gæs har ikke et egentlig angstskrig, som det

er tilfældet blandt andre fugle, men advarselskald og kontaktkald, som, når

det afspilles, kan udløse en skræmmeeffekt hos gæs og medføre, at fuglene

søger sikkerhed på søer eller lignende (Whitford 1987). Mange arter vænner

sig mindre hurtigt til og reagerer kraftigere på angstskrig, hvis disse er arts-

specifikke, end hvis der er tale om angstskrig fra andre arter (Baxter m.fl.

1999). Det er derfor vigtigt, at lufthavne, hvor der er forekomst af gæs, anven-

der arts-specifikke kald fra de relevante gåsearter. For indeværende findes der

til kommercielt brug kun produkter med kald fra canadagås, mens angstskrig

af måger, krager og vadefugle i udstrakt grad anvendes til at afskrække disse

arter på lufthavne. Brugen af advarselskald mod canadagæs er oprindeligt

udviklet og anvendt i USA, men metodens relativt gode resultater har betydet,

at metoden er ’eksporteret’ til andre lande, herunder lufthavne i Storbritanni-

en (Horton 2003), hvor skræmmesystemer bl.a. forhandles af firmaet Sca-

recrow Bio-Acoustic Systems.

Undersøgelser af effekten på gæs ved afspilning af advarselskald i USA viste

de bedste resultater, når advarselskald blev afspillet efter behov og ikke med

faste intervaller (Whitford 2009). Automatiseret afspilning af advarselskald,

fx hver 10, 20 eller 30 minut, virkede kun effektivt første gang, gæssene an-

kom til området. Generelt virker gentagen brug af advarselskald afskræk-

kende i korte perioder på 2 til 3 uger (Mott & Timbrook 1988), men effekten

forlænges til 3-5 uger (Streng & Whitford 2001), hvis gæssene havde nært-

liggende, uforstyrrede områder at søge til. Hvor der ikke er alternative om-

råder for gæssene, og hvor der ikke anvendes andre skræmmetiltag sidelø-

bende, er det vist, at gæs kan vænne sig til afspilning af advarselskald over

en periode på kun 5-7 dage. Som beskrevet af Burger (1983) findes der ingen

enkeltstående teknik eller tiltag, der er effektive til kontinuerlig bortskræm-

ning af gæs og andre fugle. Brug af advarselskald er således mere effektivt

og vedholdende, når de anvendes som led i en integreret strategi mod fore-

komst af gæs og andre fugle.

Effektiviteten ved anvendelse af advarselskald og angstskrig kan virke for-

skelligt på overtrækkende og mere stationære fugle, der opholder sig i læn-

gere tid i en lufthavns nærområde. Fx er det vist, at afspilning af advarsels-

kald er mindre effektivt overfor gæs udsat i byområder (Aguilera m.fl. 1991),

og som forventet medførte gentagen brug af metoden hurtigt en øget til-

vænning og en mindre kraftig respons hos gæssene (Aubin 1990).

Brug af høje lyde er generelt ikke problematisk i lufthavne, men kan dog

skabe uhensigtsmæssige gener, hvis der forekommer nærtliggende bymæs-

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

sig bebyggelse (Allan m.fl. 1995). Derfor kan der være lufthavne, hvor aku-

stisk bortskræmning af fugle i nattetimerne ikke vil være praktisk mulig at

gennemføre. Dette er næppe relevant for gæs, da disse ikke er nataktive.

6.3.7 Lokkekald

Jægere anvender ofte et kunstigt gåsekald i forsøget på at tiltrække gæs, som

efterfølgende søges nedlagt (www.thehunterwiki.com/). Der fås flere typer

af gåsekald til jagt, men det mest kendte er udviklet til canadagås, hvor kal-

det imiterer artens flugtkald. Brug af gåsekald er blevet anvendt omkring

lufthavne i Storbritannien for at lokke fugle væk fra aktive lufthavnsområ-

der og samtidig få mulighed for at fjerne mindre antal ved skydning (Andy

Baxter pers. medd.). Der eksisterer ikke meget tilgængelig litteratur, som be-

skriver, hvor udbredt gåsekald anvendes til at minimere forekomsten af

overflyvende gæs ved lufthavnsområder, og der er behov for udvikling af

nye typer gåsekald og undersøgelse af virkning og effektivitet, før brug af

gåsekald kan indgå som en del af et integreret fugleprogram i lufthavne.

6.3.8 Lasere

Siden de første indledende undersøgelser i Frankrig i 1980'erne (Briot 1986)

har interessen for brug af lasere til bortskræmning og spredning af fugle væ-

ret stigende (fx produkter fra Avian Dissuader, TOM500, Desman etc.). Op-

rindeligt blev lasere anbefalet som egnet til brug under alle lysforhold, men

der er nu generel enighed om, at lasere opererer bedst ved lavere lysniveau-

er og i mørke (Desman brochure, Baxter 2007).

Skræmmeeffekten ved brug af laser er blevet testet på en række arter, her-

under gæs. Under dårlige lysforhold var brug af laser effektiv til at forstyrre

og sprede kragefugle væk fra en fælles overnatningsplads i USA (Gorenzel

m.fl. 2002), og laser var tilsvarende meget effektivt til specifikt at borst-

skræmme skarver om natten fra naturlige hvilesteder (Glahn m.fl. 2000) på

trods af, at forsøg med fugle i fangenskab ikke viste klare resultater. En un-

dersøgelse, hvor laser blev brugt til at skræmme måger på en overnatnings-

plads gennem en periode på 7 uger, viste, at antallet af ovenattende måger

faldt betydeligt (Baxter 2007). Da kun en mindre del af fuglene vendte tilba-

ge til området i dagtimerne i forsøgsperioden, tyder resultatet på, at de fleste

måger faktisk lærte at undgå området efter forstyrrelse med laser. Det blev

dog ikke undersøgt om eller i hvilken grad, mågerne vendte tilbage til over-

natningspladsen efter forsøgets ophør.

Laser-produkter fås med forskellig lysfarve og bølgelængde. I forhold til gæs

viste Baxter (2007), at grågæs kunne skræmmes med grønt laserlys, mens rødt

laserlys var effektivt til at bortskræmme canadagæs fra overnatningspladser

(Baxter & Robinson 2007). Til sammenligning virkede rødt laserlys kun meget

dårligt på forekomsten af skadegås i Townsville Lufthavn i Australien, hvor

denne art havde været involveret i 9 bird strikes i en 5 års periode (Akacich &

Bender 2014), mens brug af laser overhovedet ingen virkning havde i dagti-

merne. Grøn laser ved daggry og skumring er dog blevet en succes overfor

skadegås i mangofrugtplantager i Australien (ABC 2013).

Som det fremgår af ovenstående eksempler, kan der være variation mellem

de enkelte gåsearters reaktion på forskellige typer af lys (farve eller bølge-

længde), og i Schiphol Lufthavn i Holland virkede brugen af grønt laserlys

effektivt i dagslys overfor grupper af overflyvende grågæs og canadagæs,

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

specielt når laserlyset blev rettet mod den ledende fugl i formationen (Stra-

ver pers. medd.). Brug af grønt laserlys mod canadagæs på en lufthavn i

England virkede også succesfuldt (Jowett pers. medd.).

Flere forsøg med tamme vandfugle har vist, at der kan ske tilvænning til la-

sere. Mens tamgæs dog reagerede på brugen af laser under svage lysforhold,

viste forsøg med gråænder, at disse vænnede sig til forstyrrende laserlys ef-

ter bare 20 minutters brug (Blackwell m.fl. 2002). Modsat fangenskabsfugle

synes der dog generelt at være en større effekt ved brug af laserlys på vilde

fugle, men det anbefales at begrænse anvendelsen af lasere til så korte peri-

oder som muligt for at undgå at fuglene vænner sig til brugen. I USA viste

undersøgelser af radar-aktiverede lasere en effektiv reduktion (80 %) i fore-

komsten af canadagæs i et vådområde over en periode på 20 dage, uden at

gæssene viste tegn på tilvænning (Werner & Clark 2005). Andre forsøg med

laserlys har vist, at canadagæs effektivt skræmmes bort efter en gennemsnit-

lig periode med laseraktivitet på 4,6 minutter, men at fuglene vender tilbage

til området i samme antal, når der ikke længere sker bortskræmning (Sher-

man & Barras 2004).

Rækkevidden af lasersystemer til bortskræmning af fugle varierer, men er

generelt betydelig (fx Aerolaser 2500 m), og lasere er dermed et værdifuldt

værktøj, specielt mod fugleforekomster i nattetimerne og muligvis også mod

gæs, der overflyver lufthavne i dagtimerne. For at sikre en optimal effekt bør

lufthavne vælge laserudstyr med den farve og bølgelængde, der har påvise-

lig effekt på de arter, der forekommer. Men selv om der er behov for yderli-

gere forskning i forhold til gåsearter og lasertyper, har mange lufthavne

rundt om i verden allerede nu laserudstyr, som indgår i deres integrerede

fugleforvaltning og sikkerhedsprogrammer.

6.3.9 Hunde

Brugen af hunde til at skræmme fugle bort fra lufthavne er blevet mere og

mere almindeligt i de seneste årtier, og mange virksomheder tilbyder kom-

mercielle programmer for lufthavne (fx Geeserelief, Bordercollierescue etc.).

I første omgang blev Border Collie-hunde anvendt med stor succes mod fug-

leforekomster på South West Florida Lufthavn i USA i 1998, både på og

udenfor lufthavnsområdet (Carter 1999). På baggrund af både bekræftede og

ubekræftede rapporter om reduktioner i antallet af bird strikes ved brug af

hunde bredte metoden sig hurtigt til andre lufthavne i Nordamerika. I år

2000 var der hunde i brug på militære og civile baser over hele USA og Ca-

nada (Carter 2000), hvilket resulterende i store besparelser som følge af en

lavere hyppighed af bird strikes og medfølgende reparationer af fly.

Hunde bruges nu udbredt som en del af lufthavnes integrerede strategier,

da deres indvirkning på dyrelivet på lufthavne er markant (Carter, pers.

medd.). Uddannede ’lufthavnshunde’ er ligeledes eksporteret til lufthavne

verden over, bl.a. er hunde af collie-typen blevet indsat på israelske luftbaser

(Carter 2000), og hunde anvendes også i Durban, Sydafrika (Froneman &

Rooyen 2003), også her med effektive resultater.

Border collier synes at have været den foretrukne hunderace i mange luft-

havne, men andre racer af uddannede "jagthunde" er også i brug. Køben-

havns Lufthavn anvender for eksempel labrador retrievere til at bort-

skræmme fugle, men også til at indsamle nedlagte fugle og dyr (Hansen

2013). Hunde bruges således i forbindelse med 12 % af alle aktioner, der ud-

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

føres til at kontrollere fugleforekomster i lufthavnen. Risikoen for flysikker-

heden ved brug af hunde på lufthavnsområdet (vurderet på baggrund af

metode beskrevet af Allan 2006), vurderes som medium, men indtil videre

har hunde ikke afstedkommet farlige situationer eller været impliceret i kol-

lisioner med fly (Hansen 2014 pers. medd.) (Se gennemgang af Københavns

Lufthavns brug af hund:

http://worldbirdstrike.com/Stavanger/Hunting%20dogs%20as%20a%20to

ol%20for%20the%20bird%20control.pdf).

6.4

Direkte kontrol - regulering

I et bredere perspektiv vedrørende afværgning af forekomst af både fugle og

dyr på lufthavne har regulering af gæs været anvendt som en almindelig ty-

pe af forvaltningstiltag (Tracey 2012). Regulering kan ud over bortskydning

udføres ved indfangning og aflivning, ved forebyggelse af yngleforekomst

(fjernelse af reder og æg) eller ved hjælp af andre våben- eller fældetyper

(Aphis 2011, RDS 2004, Baxter & Hart 2010). Lufthavnsarealer bør dog som

udgangspunkt ikke indeholde egnede levesteder for ynglende eller fælden-

de gæs, men lufthavne har i mange situationer været nødt til at regulere

gæs, når andre afværgeforanstaltninger ikke har vist sig effektive (fx Salt

Lake City WHMP 2004), eller når risikovurderinger bekræfter, at tilstedevæ-

relsen af gæs ikke kan tolereres i en lufthavn (Carter 2001). Regulering af

gæs i lufthavne er derfor normalt begrænset til lejlighedsvis regulering, fx

ved overflyvende gæs (Baxter 2007), hvor gæs i lufthavnen ikke reagerer på

andre metoder (CFR 2007), eller i situationer, hvor det skønnes, at andre

skræmmemetoder vil øge risikoen for kollisioner med fly (Cleary m.fl. 2006).

Regulering ved skydning af uønskede fugle er en effektiv metode i sig selv,

men er også en metode som kan forstærke effekten af andre sideløbende til-

tag (Dolbeer m.fl. 1993, Ramaakrishnam & Mahesh-Kumar 2003). I Storbri-

tannien blev daglige fourageringsbevægelser af canadagæs mellem nærlig-

gende lokaliteter, som resulterede i flere flyvninger på tværs af en lufthavn,

stoppet ved hjælp af en proaktiv indsats udenfor lufthavnen og ved anven-

delse af haglgeværer til nedskydning af fugle, der krydsede lufthavnen (Bax-

ter & Robinson 2007). I situationer, hvor gæs ikke kan forhindres i at krydse

en lufthavn eller i at lande på lufthavnens område, vil regulering med sky-

devåben udgøre en effektiv sidste-øjebliks mulighed til at fjerne risikoen.

6.5

Integrerede strategier

Alle undersøgelser af tiltag til forebyggelse eller bortskræmning af gæs eller

andre fugle i lufthavne påpeger samstemmende, at integrerede programmer

eller strategier, der involverer flere forskelige typer af tiltag, er mere effekti-

ve, end hvis der kun anvendes én bestemt type (fx Gilsdorf m.fl. 2002, Rusch

m.fl. 1998, ACI 2013, Baxter & Hart 2010, Allan 1999, Hygnstrom 2010). I in-

tegrerede programmer bør rutinemæssigt indgå forvaltning af levesteder

inden for lufthavnens grænser (damme, søer, åbne grøfter, rørskov etc., jf.

ICAO bilag 14), samt bortskræmning og indfangning/regulering af fugle i et

nødvendigt omfang. I forhold til forvaltning af gæs, der udgør en risiko for

flysikkerheden, anbefales det generelt, at der gennemføres tiltag til at kon-

trollere forekomsten, ikke bare indenfor lufthavnsområder, men også i om-

råder udenfor lufthavne, hvor integrerede forebyggelsesprogrammer ligele-

des bør omfatte habitatmanipulation, kontrol af forekomst af fælde- og yng-

lefugle og/eller regulering, hvis dette skønnes nødvendigt (Fairaizl 1992, Al-

lan m.fl. 1995, Smith m.fl. 1999, Baxter & Robinson 2007, Preusser m.fl. 2008).

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

Forvaltning af gæs i lufthavnes sikkerheds-

zoner

Forekomsten af et stigende antal gæs i specielt Nordvesteuropa og Nord-

amerika har foranlediget en stigning i både lokale og regionale konflikter

med menneskelige aktiviteter og interesser gennem de seneste årtier. Gene-

relt er konflikterne opstået i befolkede områder, hvor forekomsten af gæs

har medført gener for landbruget, bynære naturområder og offentlige par-

ker, villakvarterer, golfbaner og andre rekreative områder. Mens konflikter

med landbruget normalt omfatter gæs, der i dagtimerne fouragerer på af-

grøderne, omfatter konflikterne i mere bynære områder ofte forekomst i bå-

de dag- og nattetimerne, hvor gæssene overnatter i bynære søer.

Historisk set har reelle konflikter med gæs generelt været begrænset til

landbrugsarealer i vinterhalvåret, hvor der forekom store antal trækkende

og overvintrende gæs fra hovedsageligt arktiske og mere nordlige yngleom-

råder. I de seneste årtier er udviklingen dog gået mod større forekomster og

et stigende omfang af konflikter året rundt. Denne udvikling skyldes flere

ting. For det første, at stationære, bynære bestande i parker og naturområder

er steget i antal, og at disse breder sig som ynglefugle og optræder året

rundt i befolkede områder (jf. Väänänen m.fl. 2011). For det andet, at flere

traditionelt arktisk ynglende gåsearter gennem de seneste årtier succesfuldt

har etableret sig som ynglefugle i deres oprindelige overvintringsområder

(Larsson m.fl. 1988). Dertil kommer, at forekomsten af gæs i nogen grad kan

være selvforstærkende, idet der er eksempler på, at større forekomster af

stationære, bynære gæs bliver opblandet med tiltrækkende flokke af vilde

gæs (se Dolbeer m.fl. 2014) og derved øger forekomsten og potentielle kon-

flikter i relativt bynære områder, såsom fx golfbaner, lufthavne, landbrug.

Konflikter med gæs har gennem de seneste årtier medført udarbejdelse af

lokale forvaltningsplaner og tiltag til at reducere gener og risici forbundet

med forekomst af gæs i en række lande (Kristiansen m.fl. 2005, jf. The Scot-

tish Government 2011). En stor del af disse tiltag er målrettet forvaltning af

gæs i bynære områder, hvor der fokuseres på at holde gæs ude og/eller

skræmme dem væk fra fx parker og villahaver, men omfatter også egentlige

bestandsreduktioner (jf. Smith m.fl. 1999). I forhold til landbrug har der væ-

ret forskellige tiltag primært omfattende bortskræmning og fodring med

henblik på at afværge skader, men også regulering og jagt har været taget i

anvendelse (jf. Kristiansen m.fl. 2005).

Siden den meget omtalte nødlanding i Hudson River, New York i 2009, hvor

et passagerfly kolliderede med flere canadagæs (Gibbons 2009), har lufthavne

og luftfartsmyndigheder verden over haft øget fokus på forekomst og forvalt-

ning af fugle, der kan være en risiko for flysikkerheden. Efter Hudson River-

ulykken er der mange eksempler på, at man både indenfor og udenfor luft-

havnsområder er gået mere drastisk til værks, ved fx at indfange og udrydde

både lokalt forekommende bestande af gæs og andre rastende og overvint-

rende arter, som potentielt kan være en risiko for flysikkerheden. I Holland,

har stigende forekomster af gæs nær Amsterdams Schiphol lufthavn medført,

at der er blevet indfanget og aflivet tusindvis af gæs, samt at lufthavnen har

udvidet sit sikkerhedsområde fra 13 km til 20 km (se Patijn & Vreeke 2012). I

England foregår tilsvarende aktiviteter nær lufthavne for at begrænse fore-

komsten af specielt ynglende canadagæs (Baxter & Robinson 2007).

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

Der eksisterer kun meget få reelle nationale eller internationale forvalt-

ningsplaner for gæs, som er målrettet løsning af konflikter med gåsebestan-

de. Indenfor EU, Skandinavien, Island og Grønland er det kun Norge, Dan-

nmark. Holland og Skotland, der har nationale forvaltningsplaner for gæs

eller for enkelte gåsearter. Der eksisterer dog regionale gåseforvaltningspla-

ner/politikker i Sverige, Tyskland og Italien (The Scottish Government

2011). Til sammenligning findes en regional forvaltningsplan for skadegås i

Australien (Delaney m.fl. 2009).

I Europa er der iværksat en international adaptiv forvaltningsplan for kort-

næbbet gås i 2012 med det mere langsigtede forvaltningsmål at bringe den

hurtigt voksende bestand fra de nuværende ca. 80.000 fugle ned til ca. 60.000

fugle. Med en bestandsstørrelse på 60.000 fugle skønnes det, at bestanden

ikke er truet, og at de stigende problemer med gæssenes fouragering på

landbrugsafgrøder i Norge og Danmark vil blive reduceret til et tåleligt og

forvaltningsbart niveau (Madsen & Williams 2012, Johnson & Madsen 2013,

Madsen m.fl. 2015a). En bestandsreduktion har også sigte mod at beskytte

de følsomme arktiske yngleområder på Svalbard mod overgræsning og sli-

tage fra den øgede bestand af kortnæbbede gæs.

Eksisterende forvaltningsplaner og forvaltningstiltag rettet mod gæs har

omfattet en lang række forskellige tiltag og metoder til løsning af opståede

konflikter. Hvad enten disse tiltag er implementeret af lokale, regionale eller

nationale myndigheder, med hjemmel i nationale eller internationale aftaler

eller love eller udført af private lodsejere, foreligger der ikke nogen systema-

tisk model for anvendelsen af forskellige tiltag. Kun princippet om, at kon-

flikter med gæs i første omgang må løses med mindre drastiske midler og

derefter med mere drastiske midler, er et udbredt anvendt koncept. An-

vendte forvaltningstiltag iværksat mod konfliktløsning vedrørende fore-

komst af gæs kan generelt opdeles efter typen af tiltag og inddeles i følgende

grupper: bestandsregulerende tiltag, ændringer i landbrugsdrift, habitatpleje

og etablering af friområder for gæs samt skræmmetiltag og etablering af fy-

siske barrierer.

I det følgende gennemgås de forskellige anvendte metoder og muligheder

for forvaltning, som kan implementeres på en større geografisk skala og

rækker ud over definerede lufthavnsområder. Af naturlige årsager vil der

for nogle typer af tiltag være et vist overlap med tiltag anvendt til at be-

grænse forekomsten af gæs indenfor lufthavnsområder, men er i det følgen-

de søgt begrænset til at supplere de i afsnit 4 beskrevne metoder og tiltag.

7.1

Bestandsregulerende tiltag

Bestandsregulerende tiltag omfatter en række metoder, der alle er målrettet

mod at reducere antallet og dermed forekomsten af gæs. I sagens natur er be-

standsregulerende tiltag markante og drastiske tiltag, som kan spænde fra at

være målrettet til at udrydde lokale bestande og til at være begrænsende for

væksten i en voksende bestand. Bestandsregulerende tiltag kræver for det me-

ste tilladelse fra nationale myndigheder og sker under hensyntagen til interna-

tionale forpligtigelser i relation til artsbeskyttelse (EU's Fuglebeskyttelses di-

rektiv (EU 2009), Bonn-, Ramsar- og Biodiversitetskonventionerne).

I områder hvor forekomsten af gæs forårsager konflikter, er bestandsregule-

rende tiltag generelt målrettet forekomster af ynglende gæs, men flere af me-

toderne finder også anvendelse i forhold til konflikter med ikke-ynglende

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

gæs. Overordnet kan de mest anvendte metoder til bestandsregulering

grupperes som tiltag, der 1) begrænser reproduktionen og 2) reducerer over-

levelsen. Disse typer af tiltag omfatter fjernelse af reder og æg, olie-

ring/punktering af æg, indfangning og aflivning eller flytning til andre om-

råder samt regulering.

7.1.1 Begrænsning af reproduktion

Fjernelse af reder og æg

Formålet med at fjerne reder og æg er på kort sigt at begrænse antallet af

gæs efter ynglesæsonen og på længere sigt at begrænse antallet af unge fug-

le, der rekrutteres som ynglefugle. Metodens effektivitet forudsætter en phi-

lopatrisk (stedtro) adfærd, hvor ynglende hunner vender tilbage til samme

yngleområde livet igennem, hvilket udpræget forekommer hos gæs.

Fjernelse af reder kan ske i perioden mellem, gæssene anlægger reden, og til

det første æg lægges. Denne periode kan omfatte fra én dag til en lille uges

tid. Fjernelse af reder medfører dog normalt, at gæssene enten umiddelbart

anlægger en ny rede et andet uforstyrret sted eller venter til et senere tids-

punkt på sæsonen. Metoden er kun effektiv, hvis fjernelse af reder sker dag-

ligt, da der løbende vil blive anlagt reder, hvor første æg kan blive lagt in-

denfor 24 timer. Fjernelse af reder skal derfor ske over en længere periode

for at medtage reder af gæs, der eventuelt anlægger en ny rede i nærheden.

Indsamling af æg kan udføres ved enten at indsamle hele kuld eller ved at

indsamle dele af kuldet. Indsamles hele kuld, vil gæssene ofte lægge et nyt

kuld, specielt hvis indsamling sker tidligt i yngle- eller rugeperioden. Sy-

stematisk gentagen indsamling vil sandsynligvis medføre, at gæssene opgi-

ver at yngle.

Det vurderes, at redefjernelse kun er et effektivt tiltag i mindre områder,

hvor potentielle redeplaceringer er overskuelige, da det er en tids- og mand-

skabskrævende opgave (Smith m.fl. 1999). Tilsvarende gør sig gældende for

indsamling af æg. Metodernes effektivitet vil stige, hvis de gennemføres

over en årrække, hvor også forstyrrelseselementet ved aktiviteten kan have

effekt. Behovet for hyppig gentagelse kan dog også negativt påvirke andre

ynglende fugle i det berørte område.

Erfaringer med indsamling af gåseæg har ikke vist sig specielt effektivt i re-

lation til bestandsudviklingen af gæs. I Norge skyldes dette sandsynligvis

usystematisk indsamling og størrelsen på undersøgelsesområdet (Kristian-

sen m.fl. 2005). Tilsvarende har ynglebestanden af bramgæs i Malmø, Sveri-

ge, fortsat vist markant fremgang på trods af indsamling af ca. 800 æg årligt

over en fireårig periode (Bengtsson 2007).

Oliering, punktering eller rystning af æg

Formålet med oliering, punktering eller rystning af æg er, at gæssene gen-

nemfører rugeperioden på æg, der aldrig vil klække. Ved at ruge på ’døde’

æg trækkes rugeperioden ud i så lang tid, at gæssene ikke har tid eller resur-

ser til at lægge og udruge et nyt, levedygtigt kuld æg.

Oliering af æg forhindrer, at ægget kan ’ånde’ gennem æggeskallens porer,

hvilket medfører, at embryoet dør (Pochop m.fl. 1998). Punktering af æg

med en kraftigt nål kan ligeledes ødelægge embryoet, men medfører også en

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

naturlig bakteriel infektion, som vil ødelægge ægget. Kraftig rystning af æg

ødelægger tilsvarende æggets levedygtighed.

Sprøjtning af æg med mineralsk olie kan ske både tidligt og sent i ynglesæ-

sonen og være 100 % effektivt (Christens m.fl. 1995). Anvendelse af paraffin-

olie, som ikke skader den rugende fugls fjer, er ligeledes effektivt, men æg-

gene skal dækkes fuldstændigt (Baker m.fl. 1993).

Oliering af æg har været en meget brugt metode til at regulere bestande,

specielt i bynære områder, hvor ynglende gæs har været uønskede, eller

hvor bestandene skulle reduceres (fx Christens m.fl. 1995). Oliering af æg er

tidskrævende, men effektivt i mindre områder eller ved store tætheder af

ynglende gæs. Det vurderes, at gennemførsel af årlige olieringer af æg kan

begrænse væksten i en bestand (Baxter & Robinson 2007), men ikke er en ef-

fektiv metode til at reducere en bestands størrelse (Klok m.fl. 2010).

Sterilisation og kønsmanipulering

Formålet med sterilisation og kønsmanipulering af gæs er at opretholde øn-

skede gåsebestande, men permanent undgå, at disse reproducerer sig.

Disse metoder anvendes primært på mindre flokke i bynære områder, hvor

man fx i parker og lignende vil opretholde en stabil og ’dekorativ’ bestand.

Metoderne er omkostningstunge, da sterilisation skal ske ved operation, idet

der ikke foreligger godkendelse af kemiske sterilanter til oralt brug på gæs

(jf. Smith m.fl. 1999). Tilsvarende fordrer kønsmanipulering, at gæs indfan-

ges, kønsbestemmes, og at gæs af det uønskede køn bliver bragt til et andet

område eller aflivet.

Mens sterilisation af hanner i en bestand virker meget effektivt overfor re-

produktiv succes og dermed er begrænsende for en bestands udvikling, er

opretholdelse af kønsmanipulerede flokke ikke en effektiv metode, da for-

flyttede gæs kan søge tilbage og/eller de tilbageblevne gæs kan tiltrække

andre gåseflokke sammensat af begge køn (Smith m.fl. 1999).

7.1.2 Reduceret overlevelse

Gæs lever længe, og der er eksempler på fugle, der lever længere end 20 år.

For at opretholde en stabil bestand skal hver enkelt gås erstatte sig selv én

gang i løbet af dens levetid. Overlevelsen gennem det første leveår fra æg til

voksen er normalt lav, men herefter er chancen for at overleve fra år til år re-

lativt stor (fx Ebbinge m.fl. 1991, Clausen m.fl. 2001). Denne forskel betyder,

at gåsebestande reelt består af en meget stor andel ældre, yngledygtige fugle

og en mindre del unge fugle, og dermed også, at bestandsudviklingen hos

gæs er meget mere følsom overfor ændringer i voksenoverlevelsen end

overfor ændringer i ungeoverlevelsen.

Formålet med at reducere overlevelsen er at minimere antallet af yngledyg-

tige gæs, som alle har en stor sandsynlighed for at leve og reproducere sig i

mange år.

Indfangning og aflivning

Indfangning af gæs kan ske på en række måder. Mest effektivt er fangster i

gæssenes fældningsperiode midt på sommeren, hvor de over en periode på

2-3 uger ikke kan flyve. Fældende gæs søger ofte til uforstyrrede områder,

hvor de forekommer i store flokke, og hvor de evt. vil kunne omringes og

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

drives sammen ind i opstillede fangstruser. På denne måde kan der fanges

mange hundrede gæs på relativt kort tid. I Danmark fælder store antal af

grågæs (bl.a. på Saltholm), mens fældende bramgæs findes i Sydsverige

(bl.a. Malmø, jf. Bengtsson 2007, 2009, Christensen m.fl. 2015).

Udenfor fældningsperioden kan gæs fanges med kanonnet. Dette sker mest

effektivt, hvis der udlægges foder i dagene før fangst, da gæssene dermed

vil koncentrere sig i fangst-feltet.

Som alternativ til net-fangst kan gæs indfanges efter bedøvelse med al-

phachloralose opblandet i udlagt foder (Woronecki m.fl. 1990, 1992, Woro-

necki & Dolbeer 1994). Alphachloralose er ikke dødeligt for gæssene, men

bedøver dem 30-90 minutter efter indtagelse. Anvendelse af alphachloralose

kan dog have utilsigtede effekter på andre arter, der har adgang til det ud-

lagte foder, og bør derfor anvendes med omtanke.

Indfangning og gasning af fældende gæs er anvendt i mange lande, primært

til regulering af stationære bestande i byer og bynære områder tæt på luft-

havne (fx JFK La Guardia i USA; Gatwick i England; Dolbeer 2015). I Hol-

land er metoden anvendt på store flokke af fældende gæs i området omkring

Amsterdam Schiphol lufthavn

(http://www.dutchnews.nl/news/archives/2013/07/almost_10000_greyla

g_geese_rou/),

hvor gasning med kuldioxid er brugt til aflivning af ind-

fangne gæs.

Ved fangst af fældende gæs er metoden enkel, effektiv og relativt billig per

gås (Smith m.fl. 1999). Erfaringsmæssigt vil der dog ofte være en offentlig

modreaktion mod sådanne reguleringer fra dyre- og naturbeskyttelsesorga-

nisationer og evt. fra enkeltpersoner. Som alternativ til aflivning er det der-

for forsøgt at transportere indfangne gæs til andre områder. Denne metode

er effektiv overfor unge gæs, som endnu ikke er blevet fuldt præget på deres

opvækstområde og kun i få tilfælde vender tilbage (Cooper 1986), mens det

er påvist, at op til 70-90 % af de ældre gæs kan vende tilbage indenfor to år

efter flytning (Cooper 1986, Keefe 1996).

Indfangning og aflivning af fældende gæs i Danmark kan i princippet være ef-

fektivt overfor stationære bestande i parker og byer samt overfor bestanden af

grågæs. Hovedparten af de gæs og gåsebestande, der forekommer i Danmark,

fælder i arktiske områder (kortnæbbet gås, bramgås, knortegæs, blisgås, sæd-

gæs, canadagås), hvorfor fangst og aflivning i Danmark sandsynligvis vil ikke

have nogen målbar effekt på bestandsstørrelse og -udvikling.

Jagt og regulering ved jagt

Overordnet set er jagt en bestandsregulerende faktor, der udenfor yngleti-

den medvirker til regulering af de gåsebestande, der har en jagttid. Hvor

jagt historisk set var en væsentlig trussel mod flere af de europæiske gåsebe-

stande i midten af 1900-tallet (fx Ebbinge 1991), er det nu bredt anerkendt, at

det nuværende jagttryk på de nu store og stærkt stigende bestande har en

meget begrænset effekt rent bestandsmæssigt (jf. Owen 1990, Cope m.fl.

2006). I erkendelse heraf er jagttiden på gæs blevet udvidet i nogle lande,

herunder Danmark, og der er tilsvarende igangsat tiltag, der lokalt skal øge

afskydningen af gæs gennem koordineret planlægning af gåsejagten (Kristi-

ansen m.fl. 2005, Madsen m.fl. 2015a).

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

Jagt på gæs er generelt ikke målrettet løsning af konflikter forårsaget af store

forekomster af gæs, men vil normalt kunne reducere forekomsterne af gæs i

områder med mere intensiv jagt. I de lande og indenfor de måneder, hvor

jagt på gæs er tilladt, kan jagt dermed være medvirkende til at mindske

eventuelle lokale konflikter med gæs. Hvor jagt ikke nødvendigvis medfører

en væsentlig numerisk reduktion i gåsebestandene, betyder den jagtlige for-

styrrelse ofte forekomst af færre fugle, samtidig med at disse fortrænges til

andre områder, enten lokalt eller længere væk, hvor en konflikt eventuelt

kan gentage sig.

I erkendelse af at jagt under de seneste årtiers lovmæssige rammer ikke har

været begrænsende for bestandsudviklingen af jagtbare gåsearter, har flere

lande ændret lovgivningen og bl.a. udvidet jagtsæsonen, enten ved en tidli-

gere start eller, som i Danmark, ved at udvide muligheden for gåsejagt på

landarealer i slutningen af sæsonen (jf. BEK 442 2014). Med henblik på at re-

ducere markskader fra gæs gennem mere intensiv jagt har man lokalt i Nor-

ge haft mulighed for at starte jagt tidligere end normalt, hvilket generelt har

øget afskydningen, men også bevirket, at mange gæs hurtigt flyver fra om-

rådet som følge af den jagtlige forstyrrelse (Kristiansen m.fl. 2005). Tiltag

som tidligere jagtstart, tidsbegrænsninger i jagten over døgnet (fx mor-

gen/aften), oprettelse af jagtlaug med ret til at sælge dagkort til gåsejagt og

daglige afskydningsrater (bag limits) har været diskuteret i relation til at op-

timere bestandsregulering ved jagt og til at mindske lokale konflikter mel-

lem gæs og landmænd (jf. Kristiansen m.fl. 2005 ).

I Danmark foregår der undersøgelser, hvor afskydningen af gæs søges op-

timeret gennem samarbejder mellem lodsejere, hvor der gennem sæsonen på

skift er åben for jagt i delområder, men hvor der hele tiden findes fri-

områder for gæssene, så disse ikke skræmmes væk efter få dage med jagt i

hele området. Herved kan afskydningen øges, da gæssenes opholdstid in-

denfor jagtsæsonen forlænges ved, at gæssene ikke presses videre mod an-

dre raste- og vinterområder. Sådanne tiltag kan være effektive i relation til

forvaltning af enkelte arter og til løsning af lokale konflikter, men vurderes

generelt ikke effektive i relation til en overordnet bestandsregulering (Kristi-

ansen m.fl. 2005). Som nævnt indgår jagt som et aktivt element i den adapti-

ve forvaltningsplan, der er implementeret for kortnæbbede gæs i Nordvest-

europa (Madsen & Williams 2012, Johnson & Madsen 2013).

Udenfor jagtsæsonen kan

regulering ved jagt

normalt ske efter indhentning af

tilladelse, som gives under forudsætning af, at andre afværgemetoder er af-

prøvet, og hvor der er påviselig skade som følge af forekomst af gæs. For ar-

ter, der ikke er jagtbare i henhold til EU’s Fuglebeskyttelsesdirektiv (EU

2009, bilag I), er regulering ved jagt i øjeblikket den eneste mulighed for at

påvirke uønskede forekomster ved afskydning.

I byer og bynære områder er muligheden for jagt normalt begrænset (ved

lov) af hensyn til offentlighedens sikkerhed. Så mens jagt og regulering i na-

tur– og landbrugsområder kan udføres af alle med gyldigt jagttegn og jagt-

ret/tilladelse, sker regulering af gæs med våben i byområder kun i sjældne

tilfælde og udføres kun af personer med specialtilladelse. En mere effektiv

metode til bestandsregulering i byer og bynære områder, har været ind-

fangning og aflivning af gæs.

Jagt og regulering ved jagt er effektivt (forstyrrende og bestandsregulerende)

og i princippet udgiftsneutrale forvaltningstiltag, som med en bred folkelig og

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

interessebaseret fundering vil kunne anvendes i forvaltning af gæs indenfor

både større og mindre områder. Jagt på gæs i Danmark er fastsat til perioden

1. september til 31. januar (BEK 442 2014), og der kan på baggrund af forudgå-

ende tilladelse reguleres grågås, blisgås og kortnæbbet gås i flok på ikke hø-

stede marker i perioden 1. juli – 31. august, og bramgås i flok og canadagås på

dyrkede marker i peiroden 1. januar – 29. februar (BEK 443 2014). I henhold til

denne bekendtgørelse kan der dog også gives tilladelse til regulering hele året,

bl.a. i henhold til luftfartssikkerheden. En sådan udvidet reguleringstilladelse

er tidligere givet mht. regulering af grågås, bramgås og canadagås hele året i

Dragør og Tårnby kommuner på Amager siden 2013 (BEK 204 2013) i erken-

delse af, at en øget forekomst af store flokke af disse arter nær Københavns

Lufthavn er en potentiel risiko for luftfartssikkerheden.

Mens det har været kutyme for koncessionsshavere at ansøge og få tildelt

reguleringstilladelser på årlig basis for at tilgodese flyvesikkerheden inden-

for lufthavnsarealer, har der ikke været præcedens for at give udvidede re-

guleringstilladelser til bekæmpelse af fugle i området ud til 13 km fra luft-

havn. Det vurderes, at en udvidelse af mulighederne for regulering af gæs

indenfor lufthavnes sikkerhedsområder vil være et forvaltningstiltag, der

kan bidrage til at reducere forekomsten af gæs i eksisterende kerneområder

samt virke begrænsende i forhold til etablering af nye forekomster af gæs i

både natur- og landbrugsområder.

En udvidelse af den regulære jagttid på gæs i et EU-land kan kun ske, hvis

jagt foregår i perioden, fra årets unger er selvstændige, og frem til tidspunk-

tet for forårstrækkets begyndelse eller etablering af yngleterritorier (jf. EU

2008). I Danmark starter forårstrækket for grågås 1. februar og for canadagås

21. februar, mens yngleperioden slutter hhv. 31. juli og 10. august (Pihl &

Christensen 2014). Baseret på disse definerede perioder vil der være en ad-

ministrativ mulighed for at åbne for jagt på både grågås og canadagås tidli-

gere end 1. september og for canadagås forlænge jagtsæsonen frem til d. 19.

februar uden at komme i konflikt med de fælleseuropæiske retningslinjer i

forhold til Fuglebeskyttelsesdirektivet (EU 2009).

Administrativt kan mere liberale reguleringsmuligheder styres ved fx at

fastsætte specifikke perioder (formiddag, aften, bestemte måneder etc.), ved

kun at være tilladt på flokke over en bestemt størrelse, fx mere end 5 indivi-

der, ved kun at må foretages på bestemte afgrødetyper eller kun gives for

mindre områder, hvor en risikovurdering i forhold til flysikkerheden påpe-

ger potentielle konflikter etc. (jf. specifikationer i BEK 204 2013).

7.2

Ændringer og tilpasning af landbrugsdrift

Formålet med at ændre eller tilpasse landbrugsdriften er at reducere disse

arealers tiltrækning på gæs, enten i form af ændret afgrødevalg (lavere fø-

deværdi for fødesøgende gæs), reduceret fødetilgængelighed (ændret land-

brugspraksis og bortskræmning) eller anvendelighed som fødesøgningsom-

råde (ændret områdestruktur).

Gæs er planteædere og finder traditionelt deres føde på arealer med lav

græsbevoksning. Intensivt landbrug med store åbne markarealer med godt

udsyn mod prædatorer, gødskede og næringsrige græsningsarealer med

højt forædlede og energirige vintersædsplanter samt spild efter høst udgør

et lukrativt, lettilgængeligt spisekammer for gæs stort set året rundt.

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

Idet gæs optræder i store flokke i traditionelle yngle-, raste- og overvint-

ringsområder, er markskadeproblematikken ikke noget nyt fænomen (se fx

Summers & Hillman 1990, Percival & Houston 1992, Wallin & Milberg 1995).

Omfanget af markskader er dog steget markant som følge af gåsebestande-

nes fremgang og ændrede fænologi, hvilket afspejles tydeligt i stigende ud-

betalinger til kompensation for produktionstab i relation til skader fra gæs. I

Holland er skadeserstatningen til landmænd steget fra 203 K€ i 2001 til 1.235

K€ i 2008 (Klok m.fl. 2010), og i Sverige fra <50 K€ i 1997 til >300 K€ i 2008

(Hake m.fl. 2010). Dertil kommer, at forebyggende foranstaltninger til re-

duktion af markskader fra græssende fugle (gæs, svaner) også udgør væ-

sentlige beløb. I Sverige blev der fx brugt ca. 200 K€ på sådanne tiltag i 2008

(Hake m.fl. 2010).

7.2.1 Ændret afgrødevalg

Landbrugsafgrøder er oftest af højere fødeværdi end naturlige græsser, og

gæs vil naturligt søge at optimere deres energiindtag og opsøge disse (Mad-

sen 1985, Brunckhorst 1996, Washburn & Seamans 2012). Et ændret afgrøde-

valg vil derfor ikke forhindre forekomst af gæs, men optimalt kunne reduce-

re forekomsten væsentligt (jf. Axelsson 2004). Tiltrækningen af gæs til land-

brugsarealer kan dog variere alt efter afgrødetype og vækststadie og også

være påvirket af udbuddet af alternative fødesøgningsmuligheder på om-

kringliggende landbrugsarealer.

Overordnet har undersøgelser vist, at hvede og byg er mere attraktivt for

gæs end rug og havre (Kjellander m.fl. 2003, Axelsson 2004). Blandt græsar-

ter er det tilsvarende vist, at grågæs foretrækker engsvingel, raigræs og ti-

moté frem for hundegræs (Hatten m.fl. 2004), mens canadagæs også fore-

trækker nogle græsarter frem for andre (Washburn & Seamans 2012). Hvis

valg af afgrøder i et lokalområde skal virke mindre tiltrækkende på gæs,

skal afgrødevalget og den sæsonmæssige variation i både afgrødernes værdi

og tilgængelighed tilpasses og planlægges i forhold til gæssenes forekomst.

Forskelle i fødepræference overfor afgrøder mellem de enkelte gåsearter skal

også tilpasses lokale forskelle i arternes forekomst. Fx har en svensk under-

søgelse vist, at grågæs forekom i lavere antal end forventet på korn- og

rapsmarker gennem sommeren og efteråret i forhold til disse typers relative

arealandel, mens canadagås tilsvarende forekom i lavere tal end forventet på

marker med korn, raps, ærter og på stubmarker, men i forårsperioden

(Axelsson 2004). Begge arter forekom i højere antal end forventet i ferske

vådområder og på fugtige græsarealer gennem forår og sommer, men ikke

om efteråret (Axelsson 2004).

Anvendelse af specielle sorter af korn, der enten høstes tidligt eller sent på

sæsonen, kan også anvendes, så flere marker eller et større område gøres

mindre tiltrækkende på gæs, enten ved at gæssene når at trække videre in-

den høst, eller ved at forekomsten af gæs efter høst er væsentligt reduceret. I

et eksempel fra Sverige anvendtes en tidlig moden sort af byg, som høstes

før gæssene ankommer til området. De høstede stubmarker tillades uforstyr-

ret at blive udnyttet af gæs og svaner, og derved undgås skader på mere føl-

somme afgrøder i lokalområdet (Hake m.fl. 2010). På denne måde kontrolle-

res forekomsten lokalt.

Landbrugets valg af afgrøder er i vid udstrækning styret af økonomi, men

underlagt bestemmelser for fx gødskning, sprøjtning og sædskifte. Lokalt eller

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

regionalt kan afgrødevalget være domineret af specielle afgrøder, fx sukkerro-

er og kartofler, som dyrkes ud fra kontraktlige forpligtigelser, men hvor høst

resulterer i et for gæs attraktivt ”spild”. Landmænd, der dyrker afgrøder, der

har en mindre tiltrækning på gæs, vil derfor kunne opleve et økonomisk tab i

form af mindre tilskud fra EU til denne afgrøde eller som følge af et lavere

høstudbytte. En øget brug af afgrøder, der er mindre attraktive for gæs inden-

for lufthavnes sikkerhedsområder, kan sandsynligvis kun forventes, hvis

landmændene kompenseres for sådanne økonomiske tab.

7.2.2 Fødetilgængelighed

På landbrugsarealer fouragerer gæs på både nyspirede vinter- og vårafgrø-

der, græsmarker og på spild efter høst. En reduktion i tilgængeligheden af

disse fødekilder vil kræve en ændring med hensyn til både afgrødetyper og

dyrkningspraksis.

En ændret landbrugspraksis mod en mere udbredt anvendelse af vårsæd,

hvor arealerne henligger som sort pløjejord i efterårs- og vintermånederne,

vil minimere fødetilgængeligheden og generelt gøre sådanne arealer langt

mindre attraktive for gæs og andre fugle i perioden efter høst. Med et krav

om at 65 % af landbrugsarealet skal have et grønt vinterdække for at mind-

ske udvaskning af næringsstoffer (jf. handleplaner under Vandmiljøplan 1),

er det dog uvist, om en sådan ændring er mulig i praksis, med mindre der er

andre afgrøder, der kan anvendes som vinterdække, eller der findes direkte

dispensationsmuligheder.

Græsarealer til høslet eller til kreatur- og fåreafgræsning kan være attraktive

for flere gåsearter (jf. Axelsson 2004). Disse arealer findes på både fed og

mager jord. Vandlidende og fugtige områder langs åer og ved søer udgør en

attraktiv habitat for gæs og vil ofte have et indslag af naturlige græsarter og

urter. Moderne landbrugsmaskiner er generelt meget effektive til at høste de

forskellige afgrøder, men spild efter høst af fx korn, majs eller roer vil altid

forekomme og dermed udgøre en attraktiv fødekilde for gæs. Som eksempel

kan nævnes, at i Sydsverige har sædgæs, canadagæs, grågæs og især bram-

gæs gennem de seneste 15 år i stigende grad udnyttet sukkerroemarker

(Kampe-Persson 2013). Dette er et resultat af, at den moderne, mekaniske

høst tillader, at gæssene kan fouragere på spild efter roehøst, hvor fintsnit-

tede roetoppe efterlades på markerne efter optagning af roer. Tilmed foregår

roehøsten over en lang periode, hvorved der til stadighed skabes nye arealer

med roeaffald, som kan udnyttes af gæssene. (se fx

https://www.youtube.com/watch?v=V1TKbMM1C9s).

Tilsvarende er de

kortnæbbede gæs i stigende grad begyndt at udnytte spild efter høst af majs.

Dette har været medvirkende til, at gæssene nu forekommer længere inde i lan-

det, væk fra de traditionelle kystlokaliteter i Vestjylland (Madsen m.fl. 2015c).

Et reduceret spild efter høst vil begrænse fødeudbuddet, men en begræns-

ning af perioden efter høst, hvor føden er tilgængelig, er ligeså væsentlig. I

områder, hvor gæs forekommer i store tal, vil indgåelse af aftaler med

landmænd, om at pløjning af marken gennemføres umiddelbart efter høst,

medføre, at fx spildkorn gøres utilgængelig. Sådanne tiltag er gennemført i

bl.a. Holland, hvor landmænd i området omkring Amsterdam Schiphol

lufthavn har indgået aftaler med lufthavnen om at pløje arealer inden for 48

timer efter høst for at reducere forekomsten af gæs. Den hollandske regering

betaler landmændenes økonomiske krav for aftalen.

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

7.2.3 Landbrugsstruktur

Strukturen i landbruget i Nordvesteuropa har siden midten af 1900-tallet

ændret sig væsentligt mod større og større produktionsenheder og med me-

get større markenheder. Landbrugsarealet er desuden udvidet til at omfatte

tidligere ikke-dyrkede områder, som er blevet landbrugsmæssigt rentable

gennem dræning og gødskning. Samtidig har produktionen ændret sig til

mere udpræget at omfatte vinterafgrøder, hvor det tidligere var vårafgrøder,

der dominerede, og afgrøderne er fremavlet og gødet til et højere energi- og

næringsindhold (jf. Lipsky 1992, Robinson & Sutherland 2002, Newton 2004,

jf. Danmarks Statistik udateret).

Kombination af energirige planter, der er tilgængelige gennem hele vinter-

perioden, og markernes store størrelse udgør en optimal habitat for fødesø-

gende gæs. En ændring i landsbrugsstrukturen mht. til at reducere forekom-

sten af gæs kunne være at reducere størrelsen på de enkelte marker.

Gæs foretrækker at søge føde på marker på mere end 5 ha, hvor de har frit

udsyn til eventuelle prædatorer og forstyrrelser (Vickery & Gill 1999). Denne

naturlige forsigtighed betyder normalt, at selv på store marker holder gæs-

sene en vis afstand til skel og markkanter, hvorfor de primært opholder sig

på de centrale dele af marken. Mindre markenheder adskilt af læhegn eller

bevoksede grøfter vil derfor virke mindre tiltrækkende på fødesøgende gæs,

specielt hvis større marker findes i umiddelbar nærhed.

Erfaringsmæssigt registreres gæs oftest i størst koncentration på fugtige og

våde dele af dyrkede landbrugsarealer, hvilket sandsynligvis hænger sam-

men med et behov for indtag af væske ved fouragering på proteinrig føde.

Selv indenfor enkelte marker ses ofte, at gæs opholder sig i eller lige om-

kring de fugtigste områder, eller at tiltrækkende gæs slår sig ned her som

det første sted. Effektiv dræning af vandlidende eller fugtige områder vil po-

tentielt kunne reducere sådanne områders tiltrækning på gæs og dermed

reducere forekomsten.

7.3

Friområder for gæs

Oprettelse af friområder eller reservater for gæs har været anvendt i gennem

mange år og i mange lande, som tiltag mod stigende problemer med gæs på

landbrugsarealer (fx Vickery m.fl. 1994, Kristiansen m.fl. 2005, Cope m.fl.

2006). Ofte udlægges sådanne arealer i allerede udyrkede områder eller på

de mindst attraktive landsbrugsarealer. Der er dog eksempler på at reelle

landbrugsområder, evt. mod økonomisk kompensation, er udlagt som fri-

områder. I Sverige er fx 1-6 marker på 5-20 ha blevet udlagt som friområder

for gæs og traner, hvor areal og antal marker er tilpasset antallet af fugle og

omfanget af markskader i området (Axelsson & Modin 2006, Hake 2006).

Udlagte friområder kan normalt ikke trække alle gæs væk fra omkringlig-

gende landbrugsarealer, hvor der stadig vil kunne forekomme gæs og mark-

skader (Cope m.fl. 2006). Forsøg i Norge viste, at andelen af bramgæs på ik-

ke-dyrkede friområder steg fra ca. 60 % til godt 80 %, efter at nye friområder

blev oprettet (Kristiansen m.fl. 2005), og en tilsvarende tendens er registreret

for grågæs, efter at nye friområder blev oprettet (Tulner 1999).

Tiltrækning af gæs til friområder kan optimeres gennem udformning og for-

valtning. Generelt foretrækker de fleste gåsearter arealer på mindst 5 ha nær

eksisterende overnatningspladser og med minimal forstyrrelse (Vickery & Gill

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

1999). Områdernes værdi for gæs kan ligeledes øges gennem kreaturgræs-

ning, høslet og gødskning. Direkte fodring er også et tiltag, der effektivt kan

afholde gæssene fra at opsøge andre landbrugsområder (Hake m.fl. 2010).

Al erfaring med gæs’ udnyttelse af friområder eller reservater viser, at disse

områders betydning øges markant, når der gennemføres skræmmetiltag i de

tilstødende landbrugsområder (Kristiansen m.fl. 2005, Eerbeek 2013, Hake

m.fl. 2010). Har gæs uforstyrret adgang til landbrugsarealer med næringsri-

ge afgrøder, vil disse føderessourcer dog til stadighed blive udnyttet på

trods af oprettelse af friområder.

7.4

Skræmmetiltag

Bortskræmning af gæs er generelt et effektivt tiltag overfor akutte lokale

problemer, men er ikke et tiltag, der permanent løser konflikter i et større

område og gennem en længere tidsperiode. I simpel form medfører borts-

kræmning normalt kun, at et problem flyttes til andre nærliggende områder,

og ofte vil gæs vænne sig til de anvendte bortskræmningsmetoder og vende

tilbage (Summers & Hillman 1990, Aubin 1990).

Der er anvendt et utal af forskellige metoder til bortskræmning af gæs (se

Conover 2002 for oversigt). De hyppigst anvendte metoder er gas-kanoner,

tidsindstillede automatisk oppustelige fugleskræmsler, træfigurer, fyrvær-

keri, andre akustiske effekter og flag (Heinrich & Craven 1990, Smith m.fl.

1999, Axelsson & Modin 2006, Eerbeek 2013). Mere ressourcekrævende tiltag

er aktiv bortskræmning ved jagt, brug af hunde eller ansættelse af personer

til at udføre bortskræmning (Smith m.fl. 1999, Hake m.fl. 2010). Erfaringer

med bortskræmning siger, at disse tiltag er mest effektive, hvis der anvendes

flere forskellige metoder (Ruger 1985), hvis de foregår usystematisk i et stør-

re område, og hvis der findes friområder, hvor gæssene kan opholde sig

uforstyrret efter at være blevet bortskræmt (Vickery & Gill 1999, Smith m.fl.

1999, Cope m.fl. 2006).

Indenfor akustiske skræmmeeffekter har der været en udvikling fra jævnt

gentagne afgivelser af høje lyde mod mere differentieret og målrettet borts-

kræmning, hvor skræmmelyde kun udløses på de tidspunkter hvor fuglene

forekommer. Denne udvikling modvirker fuglenes evne til at tilpasse sig

forudsigelige skræmmemetoder, og er til langt mindre gene for omgivelser-

ne. Akustisk bortskræmning udløst af lyde afgivet fra gæs er under udvik-

ling, og sådanne apparater er nu udviklet til at kunne genkende og reagere

på både arts- og adfærdsspecifikke lyde (Steen m.fl. 2012, 2014). Kobling af

lydgenkendelse med visuel genkendelse er tilsvarende under udvikling hen

imod mere selektiv og effektiv akustisk bortskræmning (Steen m.fl. 2013).

Andre bortskræmningstiltag, der har været taget i anvendelse mod fore-

komst af gæs, har omfattet brug af balloner med store øjne, drager, levende

fugle (falke, svaner, ugler), både og biler, i naturlig størrelse såvel som små

radiostyrede maskiner, og kemiske stoffer (repellanter) (jf. afsnit 5.3; se

Smith m.fl. 1999 for en oversigt, Erickson m.fl. 1990).

7.5

Fysiske barrierer

Formålet med at etablere fysiske barrierer er at holde gæs fra at flyve eller gå

ind på områder, hvor de er uønskede. Fysiske barrierer omfatter mange for-

skellige tiltag, fra ændring af kystforhold til etablering af beplantning af bu-

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

ske og træer og til opsætning af forskellige typer af hegn og plastikbånd.

Metoderne er anvendt både i forbindelse med landbrugsarealer og i bynære

parker og anlæg.

Fra søer er der ofte uhindret adgang til åbne græsarealer, som udnyttes af

tilstedeværende gæs. Opbygning af kystskrænter, som forhindrer direkte

adgang for voksne fugle, men især for små gæslinger, kan nedsætte fore-

komst og gener fra gæs på tilstødende arealer. Beplantning med lave buske

og træer langs søbredder, vil i nogen udstrækning forstærke barriereeffek-

ten. Ved mindre søer (<0,2 ha) vil beplantning med høje træer kunne forhin-

dre gæs i at foretage indflyvning. Generelt virker kystmodificering og be-

plantning som tiltag mod forekomst af gæs kun på mindre arealer, og hvor

antallet af gæs er lavt, fx i byer og parkanlæg, hvor man vil forhindre gæs i

at etablere sig (Smith m.fl. 1999). Allerede etablerede gåsebestande vil oftest

tilpasse sig de ændrede fysiske rammer, og om muligt drage fordel af disse

ved fx at finde nye muligheder for redepladser, skygge etc. (Smith m.fl.

1999). Etablerede barrierer, der hindrer adgang mellem vand og land har

størst effekt på forekomst af fældende gæs, da disse i denne periode ikke

kan flyve og dermed har behov for hurtig flugt i løb fra forstyrrelse eller

prædatorer, når de fouragerer på land (jf. Gosser m.fl. 1997).

Opsætning af hegn omkring eller net over mindre søer er anvendt til at hol-

de gæs både inde i eller ude. Af praktiske årsager er anvendelsen af hegning

og overdækning hyppigst anvendt i byparker og ved anlæg såsom golfbaner

og lufthavne. I landbruget er hegning dog blevet brugt i områder hvor yng-

leområder for gæs ligger tæt op ad dyrkede marker. Hegning har i sådanne

tilfælde været relativt succesfuldt, idet det hindrer gæssene og deres gæslin-

ger i at søge føde på markerne i perioden efter klækning (Hake m.fl. 2010).

Opsætning af plastikbånd har tilsvarende haft nogen succes i forhold til at

holde gæs væk fra marker (Bjøru 1987), men virker primært overfor indfly-

vende gæs og ikke gæs, der går ind over skel (Shimmings & Hatten 1997).

Som for andre skræmmemetoder er det også påvist, at gæs gradvist vænner

sig til opsatte plastikbånd (Summers & Hillman 1990).

7.6

Rekreative aktiviteter

Ved lufthavne, hvor større søer og marine områder ligger indenfor sikker-

hedsafstanden på 13 km, vil oprettelse eller udpegning af kystnære zoner til

rekreative aktiviteter såsom kite-surfing, vindsurfing, vandski og vandscoo-

ter kunne reducere forekomsten af gæs gennem forstyrrelsen fra disse aktivi-

teter. Med en dokumenteret forstyrrende effekt på forekomst af vandfugle

vil sådanne tiltag kunne bidrage i et samlet forvaltning-scenarium. Det bør

dog overvejes om sæsonmæssige variationer i sådanne aktiviteter må for-

ventes at falde sammen med forekomsten af gæs i et givet område.

På landarealer vil oprettelse af rekreative anlæg for fx motor- og motocross-

cykler, golfbaner og skydebaner tilsvarende kunne reducere værdien af et

areal for gæs og andre fugle. Endelig vil en placering af større vejstrukturer,

udbygning af kontorfaciliteter/forretningscentre eller pladskrævende indu-

striområder i lufthavnenes nærområde være optimalt set i forhold til et om-

rådes tiltrækning på gæs og andre fugle. I sagens natur ligger beslutninger

vedrørende arealanvendelse, infrastruktur og byplanlægning ud over luft-

havnes og luftfartsmyndigheders kompetence. En proaktiv vurdering af så-

danne tiltag vil dog kunne være en fordel i relation til at påvirke fremtidige

beslutningsprocesser og eventuelle høringsrunder på fremtidige planforslag.

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

Forvaltning af gæs omkring lufthavne

Som tidligere nævnt har Trafik- og Byggestyrelsen og koncessionshavere af luft-

havne begrænsede muligheder for at påvirke arealforvaltningen udenfor luft-

havnenes hegnede områder. Med et defineret sikkerhedsområde ud til 13 km fra

landingsbanerne omfatter lufthavnenes interesseområde et samlet areal på ca.

530 km

, hvoraf selve lufthavnsarealet normalt vil udgøre mellem 2 og 5 km

Afhængig af lufthavnenes placering vil store dele af det omkringliggende areal

normalt omfatte både aktive landbrugsområder, bymæssig bebyggelse, natur- og

skovområder, søer og eventuelt havområder. Der vil også være tilfælde, hvor

større, fredede naturområder eller fuglebeskyttelsesreservater ligger indenfor 13

km’s afstand fra lufthavne, som fx ved Købehavn og Ålborg lufthavne.

Af hensyn til flysikkerheden vil det optimale mål for en forvaltning af gæs væ-

re, at der ikke forekommer gæs indenfor sikkerhedsområdet. Dette gælder fo-

rekomster af ynglende, fældende, rastende og overvintrende gæs, som potenti-

elt vil over- eller gennemflyve området på træk eller under lokale bevægelser.

Et sådant mål er imidlertid urealistisk, da der altid vil forekomme områder in-

denfor lufthavnes sikkerhedsområder, som vil være attraktive og dermed po-

tentielt vil kunne tiltrække gæs. Desuden vil det ikke være muligt at forhindre

mere tilfældige forekomster af gæs. Et mere realistisk mål for gåseforvaltning

indenfor lufthavnenes sikkerhedsområder vil derfor være at reducere forekom-

sten af gæs i området mest muligt gennem en aktiv forvaltning.

Det vil være meget vanskeligt at sætte faste eller fælles forvaltningsmål for luft-

havne, fx angive et maximalt antal ynglende eller fødesøgende gæs, som kan

accepteres indenfor et sikkerhedsområde, da arealanvendelse og naturindhold

vil være meget forskelligt mellem lufthavne, som dermed også er forskellige

mht. tiltrækning og forekomst af gæs. Andre forvaltningsmæssige udfordringer

ligger i det faktum, at der normalt vil være et stort antal lodsejere indenfor sik-

kerhedsområderne, som alle har forskellig praksis og ønsker til arealanvendel-

sen, hvilket ikke altid harmonerer med en lufthavns ønske om at minimere risi-

koen for bird strikes. Derudover har lufthavne ikke nogen retslig hjemmel til at

påvirke arealanvendelsen udenfor lufthavnenes hegnede områder. Lufthavne

kan dermed alene påvirke arealanvendelsen gennem afgivelse af høringssvar og

indsigelser i forbindelse med arealplanlægning og gennem dialog og samarbej-

de med myndigheder, lokale producentorganisationer og lodsejere.

Behovet for forvaltning af gæs i lufthavnenes sikkerhedsområder kan for de

fleste arter forventes at stige i de kommende år. Dermed vil der også være et

stigende behov for, at forvaltningen, ud over viden om bird strikes, baseres

på en risikovurdering. Der er dermed behov for detaljeret viden om de en-

kelte arters forekomst og fænologi, hvilket forudsætter monitering. En effek-

tiv forvaltning vil tilsvarende kunne optimeres ved at opsætte klare forvalt-

ningsmål, anbefalinger og retningslinjer for ’best practice’. Dette kan med

fordel gennemføres ved etablering af mere formelle organer med deltagelse

af lokale interessenter, lufthavne og offentlige myndigheder, hvor (kon-

flikt)forvaltning af gæs kan målrettes, struktureres og koordineres.

En mulig struktur for forvaltning af gæs indenfor lufthavnes sikkerhedsom-

råder vil med fordel kunne baseres på principperne i en aktiv adaptiv for-

valtning (jf. Madsen & Williams 2012), der grundlæggende er baseret på om-

fattende interessentinddragelse. Her vil man kunne beskrive klare forvalt-

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

ningsmål baseret på løbende risikovurderinger, idet disse tilpasses på bag-

grund af opnåede erfaringer med iværksatte forvaltningstiltag.

8.1

Risikovurdering

En vurdering af sikkerheden for gennemførsel af flytrafik vil grundlæggen-

de skulle baseres på risikoen for bird strikes, omfattende hyppighed, og

hvor og hvornår disse forekommer. Dertil bør inddrages viden om forekom-

sten af gæs, deres bevægelser samt habitat- og fødevalg indenfor sikker-

hedsområdet. En samlet vurdering kan dernæst lede til en udpegning af ri-

sikoarter, af bestemte konfliktområder og perioder med høj risiko.

8.1.1 Bird strikes

Lufthavne er forpligtigede til at registrere forekomsten af bird strikes i hen-

hold til BL 3-16. Der foreligger således data, der umiddelbart kan inddrages i

en risikovurdering, idet disse som minimum omfatter alle registrerede bird

strikes. Gæs kan være registreret som en samlet gruppe, men ideelt bør regi-

streringerne være opdelt på art. En beregning af hyppigheden af bird strikes

kan baseres på antal bird strikes per flyoperation, mens alvorligheden af bird

strikes eventuelt kan indgå i en risikovurdering baseret på type af skade, de

forvolder på fly og/eller omkostninger ved reparation, afbrudt start etc.

Eksisterende bird strike-data bør anvendes til at vurdere, om risikoen for

kollisioner med gæs forekommer med højere sandsynlighed indenfor be-

stemte årstider, og om de forekommer mere hyppigt på bestemte tider af

døgnet, fx morgen eller aften. Findes der tilstrækkelige data, kan der even-

tuelt udarbejdes en risikovurdering for de enkelte flyvefaser (start/landing)

eller for specifikke landingsbaner.

Der findes forskellige egnede metoder til udarbejdelse af risikovurderinger

på baggrund af registrerede bird strikes, men disse er normalt udviklet til

samlede risikovurderinger af fugleforekomster og ikke specifikt til gæs. I

Københavns Lufthavn anvendes fx en modificeret version af en risikovurde-

rings-model udviklet af Allan (2006). Med få registrerede bird strikes med

gæs i Danmark vil en samlet national statistik eventuelt kunne bidrage til be-

lysning af overordnede mønstre i forekomsten af bird strikes med gæs. Der

kan tilsvarende indhentes bird strike-data fra andre lande til sammenligning

og verifikation af overordnede mønstre.

8.1.2 Antal og forekomst

Uden en bird strike-statistik baseret på et større antal strikes med gæs vil vi-

den om antal og forekomst af gæs indenfor lufthavnes sikkerhedsområder

normalt udgøre den væsentligste datakilde i en risikovurdering.

I Danmark er udtræk fra nationale databaser baseret på frivillig indrappor-

tering af observationer af gæs umiddelbart tilgængelige, fx via DOFbasen

(www.dofbasen.dk/) og Fugleognatur (www.fugleognatur.dk/). Der findes

således oplysninger om forekomster af ynglende, rastende og overvintrende

gæs på et meget detaljeret geografisk niveau. Ved simpel datasortering kan

opnås et grundlæggende overblik over sæson- og år til årvariation i fore-

komsten af både ynglende og trækkende gæs, evt. baseret på lokalitetsni-

veau. Et eksempel på forekomsten af fødesøgende og rastende gæs omkring

København og Roskilde lufthavne i 2014 er vist i Figur 13.

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

Fordeling af gæs

Antal

1 - 100

101 - 200

201 - 500

501 - 1000

1001 - 2000

Lufthavn

Vådområde

13 km Buffer

13 km

Figur 13.

Fordelingen af gæs (alle arter) registreret i DOFbasen igennem 2014. Figuren medtager kun observationer af fødesø-

gende og rastende fugle. Sikkerhedszonen på 13 km omkring lufthavnene er vist.

Afhængig af behov kan eksisterende data på antal og forekomst af gæs in-

denfor et sikkerhedsområde suppleres med mere målrettet monitering af

gæssenes præferens for marker med specifikke afgrøder, spredning fra fæl-

les overnatningspladser, døgnbevægelser og kortlægning af foretrukne

trækkorridorer.

I den sammenhæng er det specielt vigtigt at få afklaret, om eventuelle kon-

flikter med gæs skyldes forekomst af fx lokale ynglefugle, trækkende eller

overvintrende gæs. En sådan afklaring er essentiel for at undgå at inddrage

forekomster, der ikke er umiddelbart problematiske og forvaltningskræven-

de, i risikovurderingen. Sådanne overvejelser vil specielt være gældende,

hvor større naturfredninger, fuglebeskyttelsesreservater og strandenge med

større forekomster af gæs findes indenfor en lufthavns sikkerhedsområde. Et

eksempel er undersøgelser af bevægelser hos ynglende bramgæs på Salt-

holm ud for Købehavns Lufthavn (Christensen m.fl. 2015).

8.1.3 Arealudnyttelse

En risikovurdering bør inddrage en overordnet kortlægning af den nuvæ-

rende og eventuelt forventede fremtidige arealudnyttelse indenfor lufthav-

nes sikkerhedsområde. Formålet vil være, sammenholdt med gæssenes ud-

nyttelse, at kunne afklare og fokusere den direkte forvaltningsindsats og

samtidig oparbejde viden om, hvor forventede konflikter med gæs vil kunne

forekomme på sigt.

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

En kortlægning af arealudnyttelsen bør omfatte eksisterende og planlagte

bebyggede områder, landbrugsarealer, fredede naturområder, reservater og

lukkede militærområder, vådområder samt regulerede aktiviteter såsom

kite-surfing, kajak, sejlads, jagt og fiskeri etc.

For landbrugsarealer vil information om regionale forskelle i afgrødevalg,

jordbearbejdnings- og høstmetoder, være væsentlig i en risikovurdering, når

den sammenstilles med viden om gæssenes foretrukne fødevalg. For større

beskyttede områder kan inddrages oplysninger om arealpleje og

–forvaltning med henblik på at belyse forekomsten af gæs.

Gæs forekommer hyppigt i tilknytning til vådområder, omfattende søer,

fugtige enge, ådale og moser. Vådområder udnyttes som både raste- og fø-

desøgningsområder, mens større søer typisk benyttes som overnatnings-

plads. Ynglende gæs vil kunne forekomme i tilknytning til søer, hvor der

findes mulighed for sikker og prædatorfri redeplacering. Udformning og

størrelse af vådområder påvirker forekomsten af gæs, og det er på baggrund

af analyser af bird strikes med fugle tilknyttet vådområder vurderet, at sø-

størrelser ikke bør overskride 0,5 ha og mose/engarealer 1-5 ha indenfor 6-

13 km fra en lufthavn og være mindre på afstande under 6 km (Christensen

2008, Christensen & Hounisen 2015). Der henvises til Christensen & Houni-

sen (2015) for en mere detaljeret diskussion af flysikkerheden i relation til fo-

rekomst og placering af vådområder nær lufthavne.

8.2

Forvaltningsmål

Opsætning af forvaltningsmål for en given lufthavn må baseres på en kon-

kret risikovurdering, der omfatter potentielt fremtidige konflikter som følge

af en forventet udvikling i forekomsten af gæs, samt udarbejdes under hen-

syntagen til eventuelt opsatte nationale og internationale forvaltningsmål.

På en sådan baggrund kan der opstilles konkrete forvaltningsmål for en

lufthavn, som fx kan være forekomsten af et bestemt (maximalt) antal gæs

indenfor området eller en acceptabel (lav eller reduceret) bird strike-

hyppighed. Forvaltningsmålet eller målene kan variere fra nul-tolerance for

forekomst af ynglende og/eller rastende gæs og ingen forekomst af bird

strikes med gæs til fastsatte antal eller værdier, som vurderes acceptable og

realistiske. Afhængig af den overordnede risikovurdering, som nødvendig-

vis må tage udgangspunkt i de konkrete forhold, kan fastsættelse af forvalt-

ningsmål differentieres mht. at gælde for bestemte konfliktområder eller in-

denfor/udenfor fastsatte afstande fra landingsbanerne.

Opsatte forvaltningsmål kan virke forpligtigende, men har den fordel, at de

kan bidrage til at fokusere og effektivisere en forvaltningsindsats. Dertil

kommer, at det er muligt at evaluere effekten af igangsatte tiltag i forhold til

de opsatte mål og tilsvarende at vurdere, om de opsatte mål er realistiske el-

ler skal tilpasses nye omstændigheder eller andre faktorer i omgivelserne,

som eventuelt har ændret forekomsten af gæs. Heraf fremgår det, at opsatte

forvaltningsmål ikke bør være endelige, men skal tilpasses løbende.

8.3

Interessentinddragelse

En væsentlig forudsætning for implementering af en effektiv forvaltning af

gæs indenfor lufthavnes sikkerhedsområder er inddragelse af alle relevante

interessenter, herunder private lodsejere, landbrugs- og producentforenin-

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

ger samt forvaltningsmyndigheder for både natur og byplanlægning, med

interesse, ansvar for eller som aktive brugere af de relevante arealer. Hertil

bør det overvejes, om repræsentanter for nationale NGO’er skal inddrages,

idet flere organisationer, ud over at have interesse i naturpolitiske spørgs-

mål, råder over både faglig og praktisk indsigt i flere aspekter vedrørende

forvaltning af fugle og natur.

Uden retslig hjemmel til at påvirke arealanvendelsen udenfor lufthavnenes

hegnede områder er inddragelse af interessenter en central forudsætning for

gennemførelse af eventuelt prioriterede forvaltningstiltag, hvad enten disse

kræver accept og ageren af de enkelte private lodsejere, fx på landbrugs-

ejendomme, eller er iværksat centralt fra myndighedssiden.

En mulighed for at integrere alle i et sådan samarbejde kunne være oprettelse

af et formelt organiseret forum med det formål at opnå fælles forståelse for ek-

sisterende og fremtidige konflikter med gæs, for at opsætte forvaltningsmål og

for behovet for iværksættelse af forvaltningstiltag. Et formelt forum vil tilsva-

rende kunne erstatte eller supplere allerede eksisterende relationer mellem

lufthavne, myndigheder og andre interessenter. Derudover vil et sådant fo-

rum kunne bidrage konstruktivt til prioritering af forvaltningstiltag samt ak-

tivt formidle og være deltagende i implementering og evaluering af en for-

valtningsplan. Selv om udgangspunktet for forvaltning af gæs er luftfartssik-

kerheden, vil der kunne være sammenfaldende interesser ift. at reducere fore-

komsten af gæs, fx i forhold til markskadeproblematikken.

Uanset strukturen for eller omfanget af interessentinddragelse vil der være

et grundlæggende behov for at få afklaret, vurderet og prioriteret mulighe-

derne for implementering af forskellige typer af forvaltningstiltag indenfor

lufthavnes sikkerhedsområder.

En overordnet prioritering af konkrete forvaltningstiltag bør som udgangs-

punkt tage afsæt i en risikovurdering i forhold til identificerede problemer,

og afbalanceres i forhold til de enkelte tiltags forventede effektivitet. Reelt

vil en prioritering dog også være bestemt af både politiske og etiske overve-

jelser samt af økonomiske omkostninger forbundet med implementering

Denne afvejning ligger dog udenfor denne rapports rammer.

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

Opsummering

Indenfor luftfartskredse, har det altid været erkendt, at store fugle som gæs

udgør en risiko for flytrafikken, både i relation til fatale uheld, men også til

økonomiske konsekvenser som følge af skader på fly. Som i andre dele af

verden har der i Danmark været en øget opmærksomhed på gæs i og om-

kring lufthavne. Dette skyldes både hyppigere kollisioner og et stigende an-

tal registreringer af store og mere stationære forekomster af både ynglende

og rastende gæs i lufthavnenes nærområder. De stigende forekomster reflek-

terer de kraftige stigninger, der gennem de seneste årtier er registreret i de

fleste Nordvesteuropæiske/Russiske bestande af gæs.

Med en fortsat vækst i de Nordvesteuropæiske/Russiske gåsebestande må

det forventes, at konflikter med gæs i forhold til luftfartssikkerheden vil sti-

ge i årene fremover med et tilsvarende øget behov for en effektiv forvalt-

ning. Hvor de fleste lufthavne konsekvent og effektivt håndterer forekom-

ster af gæs og andre fugle indenfor de hegnede lufthavnsområder, og delvist

også udenfor, har de støt stigende forekomster af gæs i nærområderne med-

ført et øget behov for implementering af forvaltningstiltag der mere effektivt

og udbredt kan håndtere problematiske forekomster af gæs indenfor hele

sikkerhedsområdet ud til 13 km omkring lufthavne.

Indenfor lufthavnsområder anvendes normalt en række forskellige tiltag til

forvaltning af forekomsten af gæs samt andre fugle og dyr. Disse tiltag er

udviklet på baggrund af mange års erfaring og bliver løbende effektiviseret

og suppleret med nye teknikker og teknologier. For at kunne minimere risi-

koen for kollisioner mellem fly og gæs og andre fugle og dyr har lufthavne

normalt lovmæssigt udvidede beføjelser til at anvende metoder og teknik-

ker, som ikke lovligt kan anvendes til forvaltning af arter i andre områder.

Modsat forvaltning indenfor lufthavnsarealer har forvaltningstiltag rettet

mod gæs og andre fugle i lufthavnenes nærområder ofte været karakterise-

ret ved gennemførelse af forskellige enkeltstående tiltag målrettet akutte lo-

kale problemstillinger, ikke nødvendigvis i relation til luftfartssikkerheden.

Der findes derfor sjældent egentlige forvaltningsplaner udarbejdet til syste-

matiseret forebyggelse af gåseforekomster i lufthavnes sikkerhedsområder.

Som det fremgår af nærværende rapport, er der anvendt mange forskellige

tiltag og metoder for at imødegå konflikter med gæs, både på lufthavnenes

hegnede arealer og i sikkerhedsområdet ud til 13 km. I mange tilfælde har

tiltagene haft den forventede effekt, hvilket specielt gælder for lokale kon-

flikter, fx i bynære områder, parker og ved golfbaner o.l. Tiltag for at mod-

virke forekomst og konflikter med gæs i større landområder, hvor gæs fx

gør skade på afgrøder, har generelt kun reduceret omfanget af konflikterne

og dermed kun delvist løst disse.

Erfaringer med forvaltning af gåsekonflikter peger generelt alle på at for-

skellige typer og metoder af tiltag skal integreres for at opnå den bedste ef-

fekt i konfliktløsningen (fx Fairaizl 1992, Allan m.fl. 1995, Rusch m.fl. 1998,

Allan 1999, Smith m.fl. 1999, Gilsdorf m.fl. 2002, Preusser m.fl. 2008, Baxter

& Hart 2010, Hygnstrom 2010, ACI 2013). For eksempel vil tilskyndelse til

dyrkning af havre og rug, opdeling af større marker i mindre enheder, effek-

tiv dræning og hurtig pløjning efter høst kunne gøre landbrugsområder

mindre attraktive for fødesøgende gæs. Sådanne strukturelle tiltag vurderes

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

på længere sigt at kunne have en langt større effekt på forekomsten af gæs

end anvendelse af skræmmetiltag, som for at være effektive, skal gennemfø-

res kontinuerligt og varieres i både tid og rum samt koordineres mellem og

udføres af mange lodsejere.

Tager man det store areal på 530 km

, som udgør danske lufthavnes sikker-

hedsområde ud til 13 km, i betragtning, er det derfor tvivlsomt, om det er

muligt at implementere forvaltningstiltag, der aktivt involverer alle relevan-

te lodsejere og interessenter på frivillig basis og samtidig er effektive i at

forhindre eller reducere forekomsten af gæs permanent. Omvendt vil en sy-

stematisk og effektiv forvaltning være meget mandskabs- og ressourcekræ-

vende, hvis det samlede område skal dækkes.

Udfordringen for en fremtidig forvaltning af gæs indenfor lufthavnes sik-

kerhedsområder, men udenfor selve lufthavnenes hegnede arealer er derfor

at få implementeret en vifte af forvaltningstiltag. Disse tiltag skal kunne

kombinere de frivillige aktiviteter, strukturel landskabsplanlægning og de

administrative forvaltningsændringer og -muligheder, som virker mest ef-

fektivt og er omkostningseffektivt i relation til at begrænse forekomsten af

gæs, samt evt. reducere lokale ynglebestande til et niveau, som er accepta-

belt i relation til flysikkerheden. Dertil kommer et behov for at vurdere mu-

ligheden for en generel udvidelse af lufthavnenes aktiviteter (dispensati-

onsmuligheder) mht. at foretage bortskræmning og regulering af gæs uden-

for lufthavnenes hegnede arealer.

Med en defineret sikkerhedszone på 13 km omkring lufthavne vil lufthavne

aktivt modarbejde forhold, som vil kunne gøre dette område mere attraktivt

for gæs og andre fugle (jf. Christensen m.fl. 2010). Dette betyder dog ikke, at

en differentieret forvaltning kan implementeres indenfor 13 km, evt. som led

i en dynamisk/adaptiv forvaltningsmodel. En zonering af lufthavnenes 13

km sikkerhedszone er fx sket i forhold til anbefalinger vedr. vådområder

(Christensen & Hounisen 2006, Christensen & Hounisen 2015), hvor der an-

vendes en mere restriktiv zone ud til 6 km fra lufthavne og en mindre re-

striktiv zone mellem 6 og 13 km, baseret på analyser af bird strike-data på

fuglearter tilknyttet disse habitater, herunder gæs.

I relation til forvaltning af gæs vil en tilsvarende zonering kunne anvendes i

en generel forvaltningsmodel. Som i tilfældet med vådområder vil en zone-

ring være vejledende og ikke endegyldig, idet specifikke forhold ved de en-

kelte lufthavne kan være afgørende for forekomsterne af fugle og derfor ofte

vil kræve en individuel vurdering.

I Tabel 1 gives et vejledende eksempel på, hvordan forvaltning af gæs i om-

rådet udenfor lufthavne kan differentieres i relation til afstanden til en luft-

havn. Tabellen medtager de tiltag, der vurderes som mest væsentlige og cen-

trale i en effektiv forvaltning, men er ikke fyldestgørende og afbalanceret i

forhold til konkrete problemstillinger, idet der vil være forskelle mellem de

enkelte lufthavne. Der henvises til rapportens afsnit 5 og 6 for en mere detal-

jeret gennemgang af tiltag, der bør overvejes i forbindelse med udarbejdelse

af egentlige forvaltningsplaner for gæs for en given lufthavn.

Rapportens gennemgang af forvaltningstiltag, samt rapportens oplæg til ud-

formning af egentlige forvaltningsplaner, skal ses som et idékatalog til en

aktiv forvaltning af gæs. Med en fortsat stigning i gåsebestandene og et for-

ventet øget konfliktniveau vil behovet for konkret forvaltning af gæs i og

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

omkring lufthavne sandsynligvis øges gennem de kommende år. Tilsvaren-

de vil det kunne forventes, at lufthavne, der indtil nu ikke har haft mærkba-

re problemer med gæs, vil kunne registrere hyppigere konflikter, som følge

af forekomster af gæs i nye områder eller hyppigere overflyvninger af større

flokke. I hvilket omfang, behovet for forvaltning af gæs udenfor lufthavnes

hegnede arealer vil øges, kan ikke forudsiges, men nærværende rapport

skulle kunne give inspiration til både aktiv forvaltning og til proaktiv plan-

lægning af tiltag, som vil kunne reducere forekomsten af gæs i områder om-

kring danske lufthavne til et acceptabelt niveau for luftfartsikkerheden.

Tabel 1.

Vejledende eksempel på en mulig zonering af forvaltningstiltag og forvaltning rettet mod uønskede forekomster af gæs

i relation til afstanden fra en lufthavn. Tabellen medtager ikke forvaltning af gæs og andre fugle indenfor lufthavnes hegnede

områder (se afsnit 4).

Der henvises endvidere til Christensen m.fl. 2010,

Der henvises endvidere til Christensen & Hounisen

2015.

Intensiv zone

0-6 km

Indirekte forvaltningstiltag (Fysiske og strukturelle tiltag)

Jagt og regulering

Landbrug

Udvidet jagt

Fri regulering ved jagt

Små marker (<3 ha)

Intensiv dræning

Tilpasset afgrødevalg

Reguleret høstmetode

Rekreative anlæg

og by/industriområde

Ekstensiv zone

6-13 km

Udvidet jagt

Mindre marker (<5 ha)

Intensiv dræning

Tilpasset afgrødevalg

Reguleret høstmetode

Fri zone

>13 km

Normal

Meget lempelige godkendelses- Lempelige godkendelsesmulig-

muligheder

Ingen oprettelse

Pleje af eksisterende

heder

Ingen oprettelse

Pleje af eksisterende

Normal

Oprettelse/etablering

Optimering til gæs

Fodring

Normal

Friområder/Reservater

Vådområder

(etablering/retablering)

Ynglefugle

Få søer (<0,5ha) og mose/enge Få søer (>0,5ha) og mose/enge

(<5ha) kan evt. accepteres

Intensiv bestandsregulering

bekæmpelse

(<5ha) kan evt. accepteres

Bestandsregulering efter behov

Bortskræmning efter behov

(målrettet større forekomster)

Intensiv bortskræmning og evt.

bekæmpelse efter behov

Bekæmpelse

Direkte forvaltning (Bortskræmning og bestandsregulerende tiltag)

Ingen tiltag

Raste- og vinterforekomster Intensiv bortskræmning og evt.

Fældningsområder

Gæs i parker/byer

Intensiv bortskræmning og evt.

bekæmpelse

Bekæmpelse

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

10 Referencer

ABC 2013.

http://www.abc.net.au/news/2013-10-16/scaring-birds-from-

mango-crop-using-lasers/5026002.

ACI 2013. Airports council international wildlife hazard management hand-

book. - Second Edition 2013.

ACRP 2013. Synthesis 39: Airport wildlife population management. Project

A11-03, Topic S10-09.

ADAS 1987. Bird scaring leaflet P903, l. - MAFF Publications, Agricultural

Division Advisory Service. 4 s.

Aguilera, E., Knight, R.L. & Cummings, J.L. 1991. An evaluation of two haz-

ing methods for urban Canada geese. - Wildlife Society Bulletin. 19: 32-35.

Akacich, B. & Bender, M. 2014. Gooseageddon, Wildlife Hazard Manage-

ment, The Joint-User Perspective. Queensland Airports Limited.

Allan, J. 1999. The Management of Problems Caused by Canada Geese: A

Guide to Best Practice. - DEFRA. European Wildlife Division, Bristol.

Allan, J. 2006. A heuristic risk assessment technique for birdstrike manage-

ment at airports. - Risk Analysis 2: 723-729.

Allan, J.R., Bell, J.C. & Jackson, V.J. 1999. An assessment of the world-wide

risk to aircraft from large flocking birds. - Bird Strike Committee-

USA/Canada, First Joint Annual Meeting 1999. Vancouver, BC.

Allan, J.R., Kirby, J.S. & Freare, C.J. 1995. The biology of Canada geese

Branta

Canadensis

in relation to the management of feral populations. - Wildlife Bi-

ology, 1(3): 129-143.

Andersson, Å., Madsen, J., Mooij, J. & Reitan, O. 1999. 16. Canada Goose

Bran-

ta canadensis:

Fennoscandian/continental Europe. I: Madsen, J., Cracknell, G.

& Fox, A.D. (red.). Goose Populations of the Western Palearctic. A review of

status and distribution. Wetlands International Publ. 48, National Environ-

mental Research Institute, Denmark and Wetlands International, Wageningen,

The Netherlands. - Wetlands International Publication 48: 236-245.

Aphis 2011. Fact sheet managing Canada Goose damage.

http://www.nj.gov/agriculture/pdf/managingcanadagoosedamage.pdf.

Asferg, T. 2011. Vildtudbyttestatistik for jagtsæsonen 2010/11. - Report from

the Danish Centre for Environment and Energy, Aarhus University.

Asferg, T. 2014. Vildtudbyttestatistik for jagtsæsonen 2013/14. - Report from

the Danish Centre for Environment and Energy, Aarhus University.

Aubin, T. 1990. Synthetic bird calls and their application to scaring methods.

- Ibis 132: 290-299.

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

Axelsson, K.-M. 2004. Habitatval hos tranor, gäss och sångsvanar kring

Tåkeren. - Rapport 14, Länstyrelsen Östergötland. Linköbing. 15 s.

Axelsson, K.-M. & Modin, T. 2006. Viltbetesåkrar, utfodringsplatser och

skrämsel åtgärder för att förebygga viltskador av gäss och tranor vid Tåkern.

- Report 13, Länstyrelsen Östergötland. Linköbing. 16 s.

Baker, S.J., Feare, C.J., Wilson, C.J., Malam, D.S. & Sellars, G.R. 1993. Preven-

tion of breeding of Canada geese by coating eggs with liquid paraffin. - In-

ternational Journal of pest Management 39(2): 246-249.

Baxter, A.T. 2007. Laser dispersal of gulls from reservoirs near airports. -

Birdstrike Committee USA / Canada, Kingston, Ontario. 9th– 13th Septem-

ber 2007.

Baxter, A.T. 2008. The impact of lethal control as a reinforcement technique

when deploying IBSC best practice standards on an aerodrome. - Interna-

tional Bird Strike Committee Meeting; Vol. 28.

Baxter, A.T., Bell, J.C., Allan, J.R. & Fairclough, J. 1999. The interspecificity of

distress calls. - Bird Strike Committee-USA/Canada 1999. First Joint Annual

Meeting, Vancouver, BC. Paper 8.

Baxter, A.T. & Hart, J.D. 2010. A review of management options for resolving

conflicts with urban geese. - Report to York City Council; 15/02/2010. 18 s.

Baxter, A.T. & Robinson, A.P. 2007. Monitoring and influencing feral Canada

goose (Branta

canadensis)

behaviour to reduce birdstrike risks to aircraft. - In-

ternational Journal of Pest Management 53: 341-346.

Beason, R.C. 2004. What do Birds Hear? I: Proc. 21st Vertebrate Pest Confer-

ence (R.M. Timm and W.P. Gorenzel Red.). University of California, Davis.

2004, s. 92-96.

BEK 204, 2013. Bekendtgørelse om regulering af ringdue, grågås, bramgås

og canadagås i Dragør og Tårnby Kommuner.

BEK 442, 2014. Bekendtgørelse om jagttid for visse pattedyr og fugle m.v.

BEK 443, 2014. Bekendtgørelse om vildtskader.

BEK 735, 2013. Bekendtgørelse af lov om jagt og vildtforvaltning.

Belant, J.L., Seamans, T.W, Tyson, L.A. & Ickes, S.K. 1996. Repellency of me-

thyl anthranilate to pre-exposed and naive Canada geese. - Journal of Wild-

life Management. 60: 923-928.

Belfast Telegraph 2011. Geese face wing-clipping due to Belfast bird strike

fear. - Belfast Telegraph, Antrim, Northern Ireland.

Bengtsson, K. 2007. Vitkindad gås – det rysk/baltiska beståndets expansion.

– Anser 3: 9-34.

Bengtsson, K. 2009. Gåsproblematiken i Malmö. Indlæg for SKOFs styrelse. –

Anser 3: 131-133.

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

Bergman, D.L., Pugh, T.L. & Huffman, L.E. 1997. Nonlethal control tech-

niques used to manage blackbird damage to sunflower. - Proceedings of the

Great Plains Wildlife Damage Control Workshop. Paper 360.

Bjøru, R. 1987. Forebyggende tiltak mot gåseskader på dyrka jord. - Rapport

til Fylkesmannen i Nordland nr. 2-87.

Blackwell, B.F., Bernhardt, G.E., & Dolbeer, R.A. 2002. Lasers as nonlethal

avian repellents. - Journal of Wildlife Management. 66: 250-258.

Blackwell, B.F., Seamans, T.W., Schmidt, P.M., De Vault, T.L., Belant, J.L.,

Whittingham, M.J., Martin, J.A., & Fernández-Juricic, E. 2012. A framework

for managing airport grasslands and birds amidst conflicting priorities. - Ibis

155: 199–203.

Blackwell, B.F., Felstul, D. & Seamans, T.W. 2013. Managing airport storm-

water to reduce attraction to wildlife. I: DeVault, T.L., Blackwell, B.F. & Belant

J.L. (red.). Wildlife in airport environments: Preventing animal-aircraft colli-

sions through science-based management. The Johns Hopkins University

Press, Baltimore, Maryland, in association with The Wildlife Society. S. 93-102.

Boertmann, D., Olsen, K. & Nielsen, R.D. (i trykken). Geese in Northeast and

North Greenland as recorded on aerial surveys in 2008 and 2009. Dansk Or-

nitologisk Forenings Tidskrift.

Boyd, H. 1961. The number of Barnacle Geese in Europe 1959-1960. - Wild-

fowl Trust Annual Report 12: 116-124.

Bregnballe, T., Asferg, T., Clausager, I., Noer, H., Clausen, P. & Christensen,

T.K. 2003: Vildtbestande, jagt og jagttider i Danmark 2002. En biologisk vur-

dering af jagtens bæredygtighed som grundlag for jagttidsrevisionen 2003.

Faglig rapport fra Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus University Rap-

port No. 428, 227 s.

Briot, J.L. 1986. Last French experiments concerning bird-strike hazards re-

duction (1981-1986). - Proceedings and Working Papers of Bird Strike Com-

mittee Europe. Meeting 18 (Copenhagen): 202-208.

Briot, J.L. & A. Eudot. 1994. Long range scaring birds cartridge. - Proceed-

ings and Working Papers of Bird Strike Committee Europe. Meeting 22: 409.

Brough, T. E. 1971. Experimental use of long-grass in the U.K. - Bird Strike

Committee Europe 6: unpaged.

Brough, T. E. & C. J. Bridgman. 1980. An evaluation of long-grass as a bird

deterrent on British airfields. - Journal of Applied Ecology 17: 243-253.

Brunckhorst, H. 1996. Ökologie und Energetik der Pfeifente (Anas

penelope

1758) im Schleswig-Holsteinischen Wattenmeer. Hamburg: Kovač.

Burger, J. 1983. Bird control at airports. - Environmental Conservation. 10, s.

115–124

Bønløkke, J., Madsen, J.J., Thorup, K., Pedersen, K.T., Bjerrum, M. & Rahbek,

C. 2006. Dansk Trækfugleatlas. - Rhodos, Humlebæk.

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

CAA 2014.

CAP 772:

Wildlife Hazard Management at Aerodromes. UK Civil

Aviation Authority Guidance.

www.caa.org.uk.

November 2014.

Carter, N. B. 2001. All birds are not created equal: Risk assessment and prior-

itization of wildlife hazards at airfields. - Proceedings of third Bird Strike

Committee, Calgary, Canada. S. 16-22.

Carter, N. 1999. The use of border collies in aviation and wildlife control

programmes. - South West Florida International Airports Comparison Stud-

ies Report.

Carter, N. 2000. The use of border collies in avian and wildlife control pro-

grams. Working Paper AS5. - Proceedings of the International Bird Strike

Committee, Amsterdam. 17-19 April 2000.

CFR 2007. US Legislation. - Control order for resident Canada geese at air-

ports and military airfields. August 2007.

Christens, E., Blokpoel, H., Rason, G. & Jarvie, S.W.D. 1995. Spraying white

mineral oil on Canada geese eggs to prevent hatching. - Wildlife Scociety

Bulleting 23: 228-230.

Christensen, T. K. 2008. Risk Assessment in relation to restoration of wet-

lands (lakes and wet meadows) in proximity to airports, a basic model. Pro-

ceeding from the International Bird Strike Committee, Brasilia, Brazil. 24-28

November 2008.

Christensen, T.K. & Hounisen, J.P. 2006. Risiko for kollisioner mellem fly og

fugle i retablerede vådområder nær flyvepladser. Danmarks Miljøundersø-

gelser. Teknisk anvisning fra DMU, nr. 23. 42 s.

Christensen, T.K. & Hounisen, J.P. 2015. Vådområder, flyvepladser og risiko

for bird strikes. - Teknisk rapport fra DCE, nr. 50. 48 s.

Christensen, T.K., Ditlevsen, J.E. & Hansen, M. 2010. Vejledning til flyve-

pladser vedr. anlæg med risiko for tilrækning af fugle nær flyvepladser. -

Teknisk rapport fra Dansk Fuglekollisionskomite. 24 s.

Christensen, T.K., Asferg, T., Madsen, A.B., Kahlert, J., Clausen, P., Laursen,

K. Sunde, P. & Haugaard, L. 2013. Jagttidsrevision 2014. - Videnskabelig

rapport fra DCE, nr. 66.

Christensen, T.K., Clausen, P., Hounisen, J.P. & Fox, A.D. 2015. Undersøgel-

se af locale bevægelser og flyvehøjder hos bramgæs ynglende på Saltholm,

Danmark. - Teknisk rapport fra DCE, nr. 52. 33 s.

Clark, L. & M.L. Avery. 2013. Effectiveness of chemical repellents in manag-

ing birds at airports. I: DeVault, T.L. Blackwell, B.F. and Belant, J.L. (red.).

Wildlife in airport environments: Preventing animal-aircraft collisions

through science-based management. The Johns Hopkins University Press,

Baltimore, Maryland, in association with The Wildlife Society. S. 25-35.

Clausen, P. & Percival, S.M. 1998. Changes in distribution and habitat use of

Svalbard Light-bellied Brent Geese

Branta bernicla hrota

1980-95: Driven by

Zostera availability? - Norsk Polarinstitutt Skrifter 200: 245-268.

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

Clausen, P., Madsen, J., Percival, S.M., Anderson, G.Q.A., Koffijberg, K.,

Mehlum, F. & Vangeluwe, D. 1999. Light-Bellied Brent Goose

Branta bernicla

hrota:

Svalbard. I: Madsen, J., Cracknell, G. & Fox, T. (red.). Goose populations

of the Western Palearctic. A review of status and distribution. National Envi-

ronmental Research Institute, Denmark and Wetlands International, Wa-

geningen, The Netherlands. - Wetlands International Publication 48: 312-327.

Clausen, P., Frederiksen, M., Percival, S.M., Anderson, G.Q.A. & Denny,

M.J.H. 2001. Seasonal and annual survival of East-Atlantic Pale-bellied Brent

geese

Branta hrota

assessed by capture-recapture analysis. - Ardea 89 (special

issue): 101-112.

Clausen, P., Green, M. & Alerstam, T. 2003. Energy limitations for spring

migration and breeding: the case of brent geese

Branta bernicla

tracked by

satellite telemetry to Svalbard and Greenland. - Oikos 103: 426-445.

Clausen, K.K. & Clausen, P. 2013. Uneven impacts of climate change induce

phenological mismatch in long-distance migrating birds: Potential negative

impacts on reproduction. - Oecologia 173: 1101-1112.

Clausen, P., Holm, T.E., Laursen, K., Nielsen, R.D. & Christensen, T.K. 2013a.

Rastende fugle i det danske reservatnetværk 1994-2010. Del 1: Nationale resul-

tater. - Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi. - Vi-

denskabelig rapport fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi nr. 72. 118 s

Clausen, K.K., Clausen, P., Hounisen, J.P., Vissing, M.S. & Fox, A.D. 2013b.

Foraging range, habitat use and minimum flight cost of East Atlantic Light-

bellied Brent Geese

Branta bernicla hrota

in their Danish spring staging areas.

- Wildfowl, Special Issue 3: 26-39.

Clausen, P., Clausen, K.K., Fælled, C.C. & Pihl, S. 2014a. Danmarks sjældne

gæs til nedtælling. – Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift 108: 145-147.

Clausen, P., Holm, T.E., Therkildsen, O.R., Jørgensen, H.E. & Nielsen, R.D.

2014b. Rastende fugle i det danske reservatnetværk 1994-2010. Del 2: De en-

kelte reservater. - Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og

Energi. - Videnskabelig rapport fra DCE - Nationalt Center for Miljø og

Energi nr. 132. 236 s.

Cleary, E.C. & Dolbeer, R.A. 2005. Wildlife hazard management at airports:

A manual for airport personnel. - USDA National Wildlife Research Center -

Staff Publications. Paper 133.

Cleary, E.C., Dolbeer, R.A. & Wright, S.E. 2006. Wildlife strikes to civil air-

craft in the United States, 1990-2005. - U.S. Department of Transportation,

Federal Aviation Administration, Office of Airport Safety and Standards, Se-

rial Report No. 12, Washington, DC., USA. 63 s.

Conover, M.R. 1991. Herbivory by Canada geese: Diet selection and effect on

lawns. - Ecological Applications. 1: 231-236.

Conover, M.R. 2002. Resolving human-wildlife conflicts – the science of

wildlife damage management. - Lewis Publishers, Boca Raton, USA.

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

Cooper, J.A. 1986. The effectiveness of translocation control of Minneapolis-

St. Paul Canada goose populations. - I: Adams. L.W. & Leedy, D.L. (red.) In-

tegrating Man and Nature in the Metropolitan Environment. S. 169-171.

Cope, D.R., Vickery, J.A. & Rowcliffe, J.M. 2006. From conflict to coexistence:

a case study of geese and agriculture in Scotland. I: Boere, G.C., Galbraith,

C.A. & Stroud, D.A. (red.). Waterbirds around the world. - The Stationery

Office, Edinburgh, UK, s. 791-794.

Cummings, J., Mason, J.R., Otis, D.L. & Heisterberg, J.F. 1991. Evaluation of

dimethyl and methyl anthranilate as a Canada Goose repellent on grass. -

Wildlife Society Bulletin 19: 184-190.

Cummings, J., Otis, D.L., Davis Jnr, J.E. & Crane, K.A. 1998. Evaluation of

methyl anthranilate and DRC-156 as Canada Goose grazing repellents. I: Ru-

sch, D.H., Samuel, M.D., Humburg, D.D. & Sullivan, B.D. (red.). Biology and

management of Canada Geese. - Proceedings of the International Canada

Goose Symp. Milwaukee. Wisconsin. S. 193-197

Danmarks Statistik. Udateret udtræk fra statistikbanken. Danmarks Statistik.

www.statistikbanken.dk.

Dawes, J. 2008. Canada Geese – A new incursion into Australia. - Pestat Ltd.

DeFusco, R.P. & Nagy, J.G. 1983. Frightening devices for airfield bird con-

trol. - Bird Damage Report 274. U.S. Fish and Wildlife Service, Denver, Colo-

rado State Univ., Fort Collins, USA. s. 1-78.

Delaney R., Fukuda Y. & Saalfeld, K. 2009. Management Program for the

Magpie Goose (Anseranas

semipalmata)

in the Northern Territory of Australia,

2009 –2014. - Northern Territory Department of Natural Resources, Envi-

ronment, the Arts and Sport, Darwin.

Denmark 2009. Final Incident Report HCLJ510-000696.

Denny, M.J.H., Clausen, P., Percival, S.M., Anderson, G.Q.A., Koffijberg, K.

& Robinson, J.A. 2004. Light-bellied Brent Goose

Branta bernicla hrota

[East

Atlantic population] in Svalbard, Greenland, Franz Josef Land, Norway,

Denmark, The Netherlands and Britain 1960/61 – 2000/01. - The Wildfowl

and Wetlands Trust/Joint Nature Conservation Committee, Slimbridge. -

Waterbird Review Series: 45 s.

DOF 2014. DOFbasen (www.dofbasen.dk). Data udtrukket 1. december 2014.

Dolbeer, R.A., Seamans, T.W., Blackwell, B.F. & Belant, J.L. 1998. Anthraqui-

none formulation (Flight Control™) shows promise as avian feeding repel-

lent. - Journal of Wildlife Management, 62: 1558-1564.

Dolbeer, R.A., Belant, J.L. & Sillings, J.L. 1993. Shooting gulls reduces strikes

with aircraft at John F. Kennedy International Airport. - Wildlife Society Bul-

letin 21: 442-50.

Dolbeer, R.A. 2011. Increasing trend of damaging bird strikes with aircraft

outside the airport boundary: implications for mitigation measures. - Hu-

man–Wildlife Interactions 5: 235–248.

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

Dolbeer, R.A. 2015. Record number of strikes reported to FAA: Is this good

or bad? - Presentation at the 2015 North American Bird Strike Conference,

Montreal, Canada. September 15-17 2015.

Dolbeer, R.A., Wright, S.E., Weller, J. & Begier, M.J. 2013. Wildlife strikes to

civil aircraft in the United States, 1990-2012. - U.S. Department of Transpor-

tation, Federal Aviation Administration, Serial Report No. 19

DOT/FAA/AS/00-6 (AAS-310). Washinto, D.C., USA.

Dolbeer, R.A., Seubert, J.L. & Begier, M.J. 2014. Population trends of resident

and migratory Canada geese in relation to strikes with civil aircraft. - Hu-

man–Wildlife Interactions 8: 88-99.

Dybbro, T. 1976. De danske ynglefugles udbredelse. - Dansk Ornitologisk

Forening. 293 s.

EASA 2009. European Aviation Safety Agency; Bird population trends and

their impact on aviation safety 1999 – 2008. - EASA safety report 2009.

Ebbinge, B.S. 2009. Evaluatie opvangbeleid 2005–2008 overwinterende gan-

zen en smienten. Deelrapport 4. Invloed opvangbeleid op de internationale

verspeiding van overwinterende ganzen in NW-Europa. - Alterra-rapport

1842, Wageningen University. Netherlands. (In Dutch).

Ebbinge, B.S., Berrevoets, C., Clausen, P., Ganter, B., Günther, K., Koffijberg,

K., Mahéo, R., Rowcliffe, M., St. Joseph, A.K.M., Südbeck, P. & Syroechkov-

sky Jr., E.E. 1999. Dark-Bellied Brent Goose

Branta bernicla bernicla.

I: Mad-

sen, J., Cracknell, G. & Fox, T. (red.). Goose Populations of the Western Pale-

arctic. A Review of Status and Distribution. National Environmental Re-

search Institute, Denmark and Wetlands International, Wageningen, The

Netherlands. - Wetlands International Publication 48: 284-297.

Ebbinge, B. S., van Biezen, J. B., & van der Voet, H. 1991. Estimation of an-

nual adult survival rates of barnacle geese

Branta leucopsis

using multiple re-

sightings of marked individuals. - Ardea 79: 73-112.

Ebbinge, B.S., Blew, J., Clausen, P., Günther, K., Hall, C., Holt, C., Koffijberg,

K., Le Dréan-Quénec'hdu, S., Mahéo, R. & Pihl, S. 2013. Population devel-

opment and breeding success of Dark-bellied Brent Geese (Branta

bernicla

bernicla)

from 1991-2011. - Wildfowl, Special Issue 3: 74-89.

Eerbeek, J. van. 2013. Effectivity of Dutch goose management during the

breeding season. - Master thesis, Animal Ecology & Evolution. University of

Groningen. 24 s.

EFSA. 2012. Reasoned opinion on the review of the existing maximum resi-

due levels (MRLs) for anthraquinone according to Article 12 of Regulation

(EC) No 396/20051. - EFSA Journal 10:2761.

Ekenstierna, M. 2014. Swedish birdstrike statistics. - Airside Operations

Manager MMX (Malmo) Sweden. Nordic Birdstrike Committee 2014. Co-

penhagen.

Erickson, W.A., Marsh, R.E. & Salmon, T.P. 1990. A review of falconry as a

bird-hazing technique. - Vertebrate Pest Conference 14: 314-16.

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

EU 2008. Key Concepts of Article 7(4) of Directive 79/409/EEC

(http://ec.europa.eu/environment/nature/conservation/wildbirds/huntin

g/docs/reprod_intro.pdf).

EU 2009. Direktiv 2009/147. Europa-parlamentets og Rådets direktiv

2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle (Fuglebe-

skyttelsesdirektivet).

EU 2011. Manual of decisions for implementation of Directive 98/8/ec con-

cerning the placing on the market of biocidal products. Last modified:

21.12.2011.

Fairaizl, S.D. 1992. An integrated approach to the management of urban

Canada Goose depredations. - Proceedings of the Fifteenth Vertebrate Pest

Conference 1992. Paper 27.

Feige, N., van der Jeugd, H. P., van der Graaf, A. J., Larsson, K., Leito, A. &

Stahl, J. 2008. Newly established breeding sites of the Barnacle Goose

Branta

leucopsis

in North-western Europe – an overview of breeding habitats and

colony development. - Vogelwelt 129: 244–252.

Fidgen, H. 2005. Do birds respond to infrasound. – Proceedings of the Inter-

national Bird Strike Committee, Athens, Greece. 23-27 May 2005.

Fox, A.D., Ebbinge, B.S., Mitchell, C., Heinicke, T., Aarvak, T., Colhoun, K.,

Clausen, P., Dereliev, S., Faragó, S., Koffijberg, K.-, Kruchenberg, H.,

Loonen, M.J.J.E., Madsen, J., Mooij, J., Musil, P., Nielsson, L., Pihl, S. & van

der Jeugd, H. 2010. Current estimates of goose population sizes in western

Europe, a gap analysis and assessment of trends. - Ornis Svecica 20: 115-127.

Fox, A.D., Heldbjerg, H. & Nyegaard, T. (i trykken). Invasive alien birds in

Denmark. Dansk Ornithologisk Forenings Tidsskrift.

Froneman, A. & Rooyen, M. 2003. The successful implementation of a border

collie bird scaring program at Durban International Airport, South Africa. -

Proceedings of the International Bird Strike Committee, Warsaw. Poland. 5-9

May 2003.

Ganter, B., Larsson, K., Syroechkovsky, E.V., Litvin, K.E., Leito, A. & Madsen,

J. 1999. Barnacle Goose

Branta leucopsis:

Russia/Baltic. I: Madsen, J., Cracknell,

G. & Fox, A.D. (red.). Goose Populations of the Western Palearctic. A review

of status and distribution. Wetlands International Publ. 48, Wetlands Interna-

tional, Wageningen, The Netherlands. National Environmental Research In-

stitute, Rønde, Denmark. - Wetlands International Publication 48: 270-283.

Gibbons, J. 2009. Scientists determine geese involved in Hudson River plane

crash were migratory. - Smithsonian Newsdesk.

Gilsdorf, J.M., Hygnstrom, S.E. & VerCauteren, K.C. 2002. Use of frightening

devices in wildlife damage management. - Journal Integrated Pest Manage-

ment Reviews. 7: 29-45.

Gissurarson, I. 2009. Bird control at domestic airports in Iceland. Presenta-

tion to Nordic Birdstrike Committee.

http://nordicbirdstrike.com/BirdcontrolEgilstadirAriport.pdf.

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

Glahn, J.F., Ellis, G., Fioranelli, P. & Dorr, B.S. 2000. Evaluation of moderate

and low-powered lasers for dispersing Double-crested Cormorants from

their night roosts. - Wildlife Damage Management Conferences - Proceed-

ings. Paper 11.

Gordon, S.E. & Lyman, N. 2000. Flight control as a grazing repellent for

Canada Geese at Portland International Airport. – Proceedings of the Inter-

national Bird Strike Committee. Amsterdam, 17-21 April 2000.

Gorenzel, W.P., Blackwell, B.F., Simmons, G.D., Salmon T.P. & Dolbeer R.A.

2002. Evaluation of lasers to disperse American crows,

Corvus brachyrhyn-

chos,

from urban night roosts. - International Journal of Pest Management.

48: 327-331.

Gosser, A.L., Conover. M.R. & Messmer, T.A. 1997. Managing problems

caused by urban Canada geese. - Berryman Institute Publication 13, Utah

State University, Logan. 8 s.

Green, M. 1998. Spring migration of Barnacle Goose

Branta leucopsis

and Dark-

bellied Brent Goose

B. bernicla bernicla

over Sweden. - Ornis svecica 8: 103-123.

Green, M. & Alerstam, T. 2000. Flight speeds and climb rates of Brent Geese:

mass-dependent differences between spring and autumn migration. – Jour-

nal of Avian Biology 31: 215-225.

Green, M., Alerstam, T., Clausen, P., Drent, R. & Ebbinge, B.S. 2002. Dark-

Bellied Brent Geese

Branta bernicla bernicla,

as recorded by satellite telemetry,

do not minimize flight distance during spring migration. - Ibis 144: 106-121.

Grell, M.B. 1998. Fuglenes Danmark. Gads Forlag, København.

Hake, M. 2006. Fungerar tranåkrar? Fåglar I Kvimaren 21: 12-17.

Hake, M., Månsson, J. & Wiberg, A. 2010. A working model for preventing

crop damage by increasing goose populations in Sweden. - Ornis Svecica 20:

225-233.

Hansen, M. 2013. The strategy in the bird hazard reduction. - ARMC. CPH

Safety Management. Copenhagen Internal report.

Hansen, M. 2014. The practical use of bird strike risk assessments in Copenha-

gen Airport. - Nordic Birdstrike Advisory Group. NBSAG, 22nd May 2014.

Harris, R.E. & Davis, R.A. 1998. Evaluation of the efficacy of products and

techniques for airport bird control. - Lgl Limited Environmental Research

Associates. 22 Fisher Street, P.O. Box 280. King City, Ontario L7B 1A6.

Hatten, L., Høberg, J., Høberg, E.N. & Bjøru, R. 2004. Preferense for ulike

grasater hos grågjess. - Oppdragsrapport. Planteforsk Tjøtta fagscenter.

Heinicke, T. 2009. Status of the Bean Goose

Anser fabalis

wintering in Central

Asia. - Wildfowl 59: 77-99.

Heinrich, J.W. & Craven, S.R. 1990. Evaluation of three damage abatement

techniques for Canada geese. - Wildlife Society Bulletin 18: 405-410.

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

Hilkevitch, J. 2004. O'Hare enlists grape flavoring to repel birds. November

11, 2004.

http://articles.chicagotribune.com/2004-11-11/news/0411110099_1_bird-

strikes-grape-planes.

Horton. 2003. Canada Goose distress call trials; from:

http://scarecrowbioacoustic.com.

Hull, S. 2006. Sharing the skies. Flywise.

Hygnstrom, S. 2010. Canada Goose management website. - University of

Nebraska-Lincoln, NRES 348 Wildlife Damage Management.

http://icwdm.org/handbook/Birds/CanadadGeese/Default.aspx.

ICAO 1991. ICAO DOC 9137, Airport Service Manual, part 3: Bird Control

and Reduction. Third edition.

Johnson, F.A. & Madsen, J. 2013. Adaptive harvest management for the

Svalbard population of Pink-footed geese. Assessment for the 2013-2015

hunting seasons. - Aarhus University, DCE – Danish Centre for Environ-

ment and Energy. Technical Report from DCE – Danish Centre for Environ-

ment and Energy No. 28, 20 s.

Joutsen, J., Koistinen, J., Puranen, J. & Stenman, O. 2009. Wildlife Strike Haz-

ard Reduction In Finnish Airports. - Nordic birdstrike committee. NBSAG

2009-3. - 4.6.2009 Nuuk, Greenland.

Jørgensen, H.E., Madsen, J. & Clausen, P. 1994. Rastende bestande af gæs i

Danmark 1984-92. - Faglig rapport fra DMU nr. 97, 112 s.

Kampe-Persson, H. 2013. Från havregås til sockerbetgås – den vitkindade

gåsen som höstrastfågel i södra Skåne. – Anser 2/13: 5-11.

Kampp, K. & Preuss, N.O. 2005: The Greylag Geese of Utterslev Mose. –

Dansk Orn. Foren. Tidsskr. 99: 1- 78.

Keefe, T. 1996. Feasibility study on processing nuisance Canada geese for

human concumption. Minnesota Department of Natural Resources, Section

of Wildlife.

Kjellander, P., Hake, M., Ahlqvist, L., Sjöstedt, E. & Levin, M. 2003. Tranor

vid Kvismaren – antalsvariationer, val av födesökningsområden och ska-

desförebyggande åtgärder. - Wildlife Damage Center, report no. 1/2003.

Klok, C., van Turnhout, C., Willems, F., Voslamber, B., Ebbinge, B. &

Schekkerman, H. 2010. Analysis of population development and effective-

ness of management in resident greylag geese

Anser anser

in the Nether-

lands. - Animal Biology 60: 373-393.

Koffijberg, K., Hustings, F., de Jong, A., Hornman, M. & van Winden, E.

2011. Recente ontwikkelingen in het voorkomen van Taigarietganzen in Ne-

derland. - Limosa 84: 117-131.

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

Koffijberg, K, Van Winden, E. & Clausen, P. 2013. The Netherlands as a win-

ter refuge for Light-bellied Brent Geese

Branta bernicla hrota.

– Wildfowl,

Special Issue 3: 40–56.

Koffiberg, K. & van Winden, E. 2014. Aantalontwikkeling. I: Schekkerman,

H. m.fl.). Naar én populatiemodel voor de Kolgans. - Radboud Universiteit

Nijmegen, NIOO & SOVON. Nijmegen/Wageningen, Netherlands.

Kristiansen, L.H., Mogstad, D.K., Shimmings, P. & Follestad, A. 2005. Evalu-

ering af forvaltningsplaner for gås i Norge. - Norsk Insitut for Planteforsk-

ning, Tjøtta fagcenter og Norsk Institut for Naturforskning. 81 s.

Kumschick, S. & Nentwig, W. 2010. Some alien birds have as severe an im-

pact as the most effectual alian mammals in Europe. - Biological Conserva-

tion 143: 2757-2762.

Larsson, K., Forslund, P., Gustavsson, L. & Ebbinge, B. 1988. From the high

arctic to the Baltic: The successful establishment of a Barnacle Goose

Branta

leucopsis

population on Gotland, Sweden. - Ornis Scandinavica 19: 182-189.

Leito, A. 1993. Breeding range extension of the Barnacle Goose (Branta

leu-

copsis)

in the Baltic and Barents Sea areas. - The Ring 15: 202-207.

Lipsky, Z. 1992. The changing face of the Czech rural landscape. - Landscape

and Urban Planning 31: 39-45.

Løppenthin, B. 1967. Danske ynglefugle i fortid og nutid. - Odense Universi-

tetsforlag.

MacKinnon, B. 2001. Sharing the Skies. An Aviation industry guide to the

management of wildlife hazards. - Transport Canada. Ottawa.

Madsen, J. 1985. Relations between change in spring habitat selection and

daily energetics of Pink-footed Geese

Anser brachyrhynchus.

- Ornis Scandi-

navica 16: 222-228.

Madsen, J., Frikke, J. & Laursen, K. 1990. Forekomst og habitatvalg hos

mørkbuget knortegås

Branta bernicla bernicla

i Danmark, og specielt i Vade-

havet. - Danske Vildtundersøgelser 45: 1-24.

Madsen, J. & Williams, J.H. 2012. International species management plan for

the Svalbard population of the Pink-footed Goose

Anser brachyrhynchus.

African Eurasian Waterbird Agreement Report AEWA Technical Series No.

48. AEWA, Bonn.

Madsen, J., Cracknell, G. & Fox, A.D. (red.) 1999. Goose Populations of the

Western Palearctic. A review of status and distribution. - National Environ-

mental Research Institute, Denmark and Wetlands International, Wa-

geningen, The Netherlands. Wetlands International Publ. 48, 344 s.

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

Madsen, J., Cottaar, F., Amstrup, O., Asferg, T., Bak, M., Bakken, J., Chris-

tensen, T.K., Hansen, J., Jensen, G.H., Kjeldsen, J.P., Kuijken, E., Nicolaisen,

P.I., Shimmings, P., Tombre, I. & Verscheure, C. 2014. Svalbard Pink-footed

Goose. Population status report 2013-14. - Aarhus University, DCE – Danish

Centre for Environment and Energy. Technical Report from DCE – Danish

Centre for Environment and Energy No. 39, 12 s.

Madsen, J., Cottaar, F., Amstrup, O., Asferg. T., Bak, M., Bakken, J., Chri-

stensen, T.K., Gundersen, O.M. Kjeldsen, J.P., Kuijken, E., Reinsborg, T.,

Shimmings, P., Tombre, I. & Verscheure, C. 2015a. Svalbard Pink-footed

Goose. Population status report 2014-2015. - Technical Report from DCE –

Danish Centre for Environment and Energy No. 58, 16 s.

Madsen, J., Therkildsen, O.R. & Fox, A.D. 2015b. Indspil til forvaltning af

bramgæs. - Notat fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi til Natursty-

relsen. Aarhus Universitet, DCE-Nationalt Center for Miljø og Energi. 17 s.

Madsen, J., Christensen, T. K., Balsby, T. J. S. & Tombre, I. M. 2015c. Could

have gone wrong: Effects of abrupt changes in migratory behaviour on har-

vest in a waterbird population. PLoS One. 10, 17 s.

Marjakangas, A., Alhainen, M., Fox, A.D., Heinicke, T., Madsen, J., Nilsson,

L. & Rozenfeld, S. (i trykken). International single species action plan for the

conservation of the Taiga Bean Goose

Anser fabalis fabalis.

- AEWA Technical

Series No. xx. Bonn, Germany.

Mason, J.R. & Clark, L. 1996. Grazing repellency of methyl anthranilate to

snow geese is enhanced by a visual cue. - U.S. Department of Agriculture,

Animal and Plant Health Inspection Service, Animal Damage Control, Den-

ver Wildlife Research Center.

McAnergney, K. 2012. Statement of evidence of Robert Ken McAnergney on

behalf of CIAL. - I: Submissions and further submissions by Christchurch In-

ternational Airport Limited on the proposed Canterbury Regional Policy

Statement 2011. 28 Feb 2012.

Mehlum, F. 1998. Areas in Svalbard important for geese during the pre-

breeding, breeding and post-breeding periods. - Norsk Polarinstitutt Skrifter

200: 41–55.

Ministerie van Verkeer en Waterstaat 1999. Bird control at airports. An over-

view of bird control methods and case descriptions. - Opgesteld in opdracht

van het Directoraat-Generaal Rijkswaterstaat, directie Noordzee, door Oran-

jewoud. October 1999.

Mooij, J., Faragó, S. & Kirby, J.S. 1999. 5. White-fronted Goose

Anser albifrons

albifrons.

i: Madsen, J., Cracknell, G. & Fox, A.D. (red.). Goose Populations

of the Western Palearctic. A review of status and distribution. - National

Environmental Research Institute, Denmark and Wetlands International,

Wageningen, The Netherlands. Wetlands International Publ. 48: 94-128.

Mortensen, C.E. 2011. Etablering og udvikling af ynglebestanden af bramgås

på Saltholm, 1992-2010. - Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift 105: 159-166.

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

Mott, D.F. & Boyd, F.L. 1995. A review of techniques for preventing cormo-

rant depredations at aquaculture facilities in the southeastern United States.

- Colonial Waterbirds 18: 176-180.

Mott, D. & Timbrook, S, K. 1998. Alleviating nuisance Canada Goose prob-

lems with acoustical stimuli. - Proceedings of the Thirteenth Vertebrate Pest

Conference. Denver Wildlife Research Center, Bowling Green, Kentucky.

Nagy, S., Flink, S. & Langendoen, T. 2014. Waterbird trends 1988-2012. Re-

sults of trend analyses of data from the International Waterbird Counts in

the African-Eurasian flyway. - Wetlands International, Ede. 135 s.

Newton, I. 2004. The recent decline of farmland bird population in Britain:

An appraisal of causal factors and conservation action. - Ibis 146: 579-600.

Nikolajeff, J.P. 2014. Analysis of the bird strike reports received by the Finn-

ish Transport Safety Agency between the years 2000 and 2011. - Cranfield

University, School of Engineering, UK.

Nilsson, L. 2006. Changes in migration patterns and wintering areas of south

Swedish Greylag Geese

Anser anser.

I: Boere, G.C., Galbraith, C.A. & Stroud,

D.A. (red.). Waterbirds around the World. - The Stationary Office. Edin-

burgh, UK. s. 514-516.

Nilsson, L. 2013. Censuses of autumn staging and wintering goose popula-

tions in Sweden 1977/78 – 2011/12. - Ornis Svecica 23: 3-45.

Nilsson, L. 2014. Counts of staging and wintering waterfowl and geese in Swe-

den. - Annual report 2013/14. Department of Biology, Lund University. 54 s.

Nilsson, L., Follestad, A., Koffijberg, K., Kuijken, E., Madsen, J., Mooij, J.,

Mouronval, J.B., Persson, H., Schricke, V. & Voslamber, B. 1999. Greylag

Goose

Anser anser:

Northwest Europe. I: Madsen, J., Cracknell, G. & Fox,

A.D. (red.). Goose populations of the Western Palearctic. A review of status

and distribution. - National Environmental Research Institute, Denmark and

Wetlands International, Wageningen, The Netherlands. Wetlands Internati-

onal Publ. 48: 182-201.

Noer, H., Asferg, T., Clausen, P., Olesen, C.R., Bregnballe, T., Laursen, K.,

Kahlert, J., Teilmann, J., Christensen, T.K. & Haugaard, L. 2009: Vildtbestan-

de og jagttider i Danmark: Det biologiske grundlag for jagttidsrevisionen

2010. - Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. – Faglig rapport

fra DMU nr. 742, 288 s.

Nyegaard, T., Larsen, J.D., Brandtberg, N. & Jørgensen, M.F. 2015. Overvåg-

ning af de almindelige fuglearter i Danmark 1975-2014. - Årsrapport for

Punkttællingsprogrammet. Dansk Ornitologisk Forening. 44 s.

Nolet, B.A., Bauer, S., Feige, N., Kokorev, Y.I., Popov, I.Y. & Ebbinge, B.S.

2013. Faltering lemming cycles reduce productivity andpopulation size of a

migratory Arctic goose species. - Journal of Animal Ecology 82: 804-813.

Ottvall, R., Edenius, L., Elmberg, J., Engtröm, H., Green, M., Holmqvist, N.,

Lindström, Å., Pärt, T. & Tjernberg, M. 2009. Population trends for Swedish

breeding birds. - Ornis Svecica 19: 117-192.

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

Owen, M. 1990. The damage-conservation interface illustrated by geese. -

Ibis 132: 238-252.

Patijn, S. & Vreeke, A. 2012. Challenges at Schiphol: Policy highlights &

geese. – Proceedings of the International Bird Strike Committee Conference,

Stavanger, Norway. 25-29 June 2012.

Patterson, B. 2000. Wildlife control at Vancouver International Airport: In-

troducing border collies. – Proceedings of the International Bird Strike

Committee, Amsterdam, 17-21 April 2000.

Pennell, C. & Rolston, P. 2010. The potential of specialty endophyte-infected

grasses for the aviation industry. – Proceedings of the International Bird

Strike Committee, Cairns, Australia. 21-24 September 2010.

Pennell, C. 2011. Specific endophyte-infected grasses for the aviation indus-

try now a reality. - Proceedings of the North America Bird Strike Confer-

ence, Niagara Falls. 12-15 September 2011.

Percival, S.M. & Houston, D.C. 1992. The effect of winter grazing by barnacle

geese on grassland yields on Islay. - Journal of Applied Ecology 29: 35-40.

Petty, T. 2014. Tall grasses might be key to cutting bird strikes. - National

Audubon Society Magazine. USA.

Pihl, S., Holm, T.E., Nielsen, R.D., Clausen, P., Petersen, I.K., Laursen, K.,

Bregnballe, T. & Søgaard, B. 2015. Fugle 2013-2013. NOVANA. - Aarhus

Universitet. DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi - Videnskabelig

rapport fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi nr. 125, 170 s.

Pihl, S. & Christensen, T.K. 2014. Oplysninger om danske fugles yngle- og

forårstræktider (Key Concepts) som præsenteret i papirer fra DMU/AU

2009/2010. - Notat til Naturstyrelsen, marts 2014.

Pistorius, P.A., Follestad, A. & Taylor, F.E. Declining winter survival and fit-

ness implications associated with latitudinal distribution in Norwegian

Greylag Geese Anser anser. - Ibis 148: 114–125.

Pistorius, P.A., Follestad, A., Nielsson, L. & Taylor, F.E. 2007. A demograph-

ic comparison of two Nordic populations of Greylag Geese

Anser anser.

– Ibis

149: 553–563.

Pochop, P.A., Cummings, J.L., Steuber, J.E. & Yoder, C.A. 1998. Effectiveness

of several oils to reduce hatchability of chicken eggs. - Journal of Wildlife

Management 62: 395-398.

Preusser, S.E., Seamans, T.W., Gosser, A.L. & Chipman, R.B. 2008. Evalua-

tion of an integrated non-lethal Canada Goose management program in

New York (2004 - 2006). - Proc. 23rd Vertebr. Pest Conf. (R. M. Timm and M.

B. Madon, Red.). Published at Univ. of Calif., Davis. 2008. s. 66-73.

Ramaakrishnam, P.M. & Mahesh-Kumar, M. 2003. Bird strike rates in the

aerodromes of Kerala, India in relation to preventive measures 1999-2002. –

Proceedings of the International Bird Strike Committee, Warsaw, Poland. 5-9

May 2003.

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

RDS 2004. Rural development service technical advice Note 51. The man-

agement of problems caused by Canada geese: a guide to best practice. -

RDS, Defra, UK.

Reidinger, Jr., R.F. & Mason, J.R. 1983. Exploitable characteristics of neo-

phobia and food aversions for improvements in rodent and bird control. I:

Vertebrate Pest Control and Management Materials: Fourth Symposium. -

ASTM STP 817: 20-39.

Robinson, R.A. & Sutherland, W.J. 2002. Post-war changes in arable farming

and biodiversity in Great Britain. - Journal of Applied Ecology 38: 1059-1069.

Ruger, A. 1985. Extent and control ogf goose damage to agricultural crops. -

International Waterfowl Wetlands Research Bureau 4: 1-48.

Rusch, D.H., Samuel, S.D., Humburg, D.D. & Sullivan, B.D (Red.) 1998. Biol-

ogy and management of Canada geese. - Proceedings of the international

Canada goose symposium. Milwaukee, Wisconsin. 515 s.

Salt Lake City Wildlife Hazard Management Plan 2004. Salt Lake City Inter-

national Airport Certification Manual Appendix B-1. Appendix B. (Refer-

ence Section 337).

Seamans, T. W., Dolbeer, R. A., Carrara, M. S. & Chipman, R. B. 1999. Does

tall grass reduce bird numbers on airports? Results of pen test with Canada

geese and field trials at two airports, 1998. - Proceedings Joint Meeting of

Bird Strike Committee Canada and Bird Strike Committee USA, Vancouver,

British Columbia, s. 161-170.

Shariatinajafabadi, M., Wang, T., Skidmore, A.K., Toxopeus, A.G., Kölzsch, A.,

Nolet, B.A., Exo, K.-M., Griffin, L., Stahl, J. & Cabot, D. 2014. Migratory herbiv-

orous waterfowl track satellite-derived green wave index. - PLoS ONE 9, 11 s.

Sherman, D.E. & Barras, A.E. 2004. Efficacy of a laser device for hazing Can-

ada geese from urban areas of Northeast Ohio. - The Ohio Journal of Sci-

ence, 104: 38-42.

Shimmings, P. & Hatten, L. 1997. Observations of Barnacle geese in Helge-

land during May 1997. - Raport til Fylkesmannen i Nordland, Miljøver-

navdelingen. 9 s.

Si, Y., Skidmore, A.K., Wang, T., de Boer, E., Toxopeus, A.G., Schlerf, M.,

Oudshoorn, M., Zwerver, S., van der Jeugd, H., Exo, K.-M. & Prins, H.H.T.

2011. Distribution of Barnacle Geese

Branta leucopsis

in relation to food re-

sources, distance to roost, and the location of refuges. - Ardea 99:217-226.

Smith, A. E., Craven, S. R. & Curtis, P. D. 1999. Managing Canada geese in

urban environments. - Jack Berryman Institute Publication 16, and Cornell

University Cooperative Extension, Ithaca, N.Y.

SRG 2007. Large flocking birds - An international conflict between conserva-

tion and air safety. - CAA Safety Regulation Group, Gatwick, UK.

Steen, K.A., Therkildsen, O.R., Karstoft, H. & Green, O. 2012. A vocal-based

analytical method for goose behaviour recognition. - Sensors 12, 3773-3788.

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

Steen, K.A., Therkildsen, O.R., Green, O. & Karstoft, H. 2013. Audio-visual

recognition of goose flocking behaviour. – International Journal of Pattern

Recognition and Artificial Intelligence 27. 21 s.

Steen, K.A., Therkildsen, O.R., Karstoft, H. & Green, O. 2014. Audio-based

detection and recognition of conflict species in outdoor environments using

pattern recognition methods. - Applied Engineering in Agriculture 30: 89-96.

Streng, L.A. & Whitford, P.C. 2001 Efficacy of recorded alarm and alert calls

for Canada Goose dispersal. - Marysville OH 43040, USA. Capital University

Biology Department, Columbus, USA.

Summers, R.W. & Hillman, G. 1990. Scaring brant geese

Branta bernicla

from

fields of winter wheat with tapes. - Crop Protection 9: 459-462.

Syah, R. 2009. Call for airport cull of Canada geese. - Wildlife. The Observer

Newspaper, London, UK.

Thapaliya, R.M. 2014. 07 April 2014, Nepal. Malaysia Airlines Boeing 737-

800 – Bird strike 21 March 2014, Kathmandu.

http://worldbirdstrike.com/index.php/36-frontpage-articles/140-malaysia-

airlines-boeing-737-800-bird-strike-21-march-2014-kathmandu.

The Scottish Government 2011. 2010 Review of goose management policy in

Scotland. http://www.gov.scot/Publications/2011/02/03083950/19.

Thorpe, J. 1996. Fatalities and destroyed civil aircraft due to bird strikes

1912-1995. - Proceedings of International Bird Strike Committee, London. 13-

17 May 1996.

Thorpe, J. 2012. 100 years of fatalities and destroyed civil air-craft due to bird

strikes. – Proceedings of the International Bird Strike Committee, Stavanger

Norway. 25-29 June 2012.

Tracey, J.P. 2012. Ecology, impacts and management of pest birds. - Univer-

sity of York, UK. PhD Thesis.

Tulner, T. 1999. Disturbance as a factor influencing terrain distribution of

Greylag geese

Anser anser.

Investigating the management plan of Vega

community. - Student report, Van Hall Institute. Leeuwarden, The Nether-

lands. 24 s.

Van den Bergh, L. 1999. Tundra Bean Goose

Anser fabalis rossicus.

I: Madsen,

J., Cracknell, G. & Fox, A.D. (red.). Goose Populations of the Western Pale-

arctic. A review of status and distribution. National Environmental Re-

search Institute, Denmark and Wetlands International, Wageningen, The

Netherlands. Wetlands International Publ. 48: 38-66.

Vickery, J.A. & Gill, J.A. 1999. Managing grassland for wild geese in Britain:

a review. - Biological Conservation 89: 93-106.

Vickery, J.A., Watkinson, A.R. & Sutherland, W.J. 1994. The solutions to the

brent goose problem: an economic analysis. - Journal of Applied Ecology 31:

371-382.

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

Vissing, M.S. 2012. Autumn migration routes and behaviour of East Atlantic

Light-bellied Brent Geese,

Branta bernicla hrota,

in relation to breeding status

and weather conditions assessed by satellite telemetry and direct observa-

tions. – Specialeafhand-ling, Aarhus Universitet, Institut for Bioscience. 61 s.

Voslamber,B., van der Jeugd, H. & Koffijberg, K. 2010. Broedende ganzen in

Nederland. - De Levende Natur 111: 40-44.

Väänänen, V.-M., Nummi, P., Lehtiniemi, T., Luostarinen, V.M. & Mikkola-

Ros, M. 2011. Habitat complementation in urban barnacle geese: from safe

nesting islands to productive foraging lawns. - Boreal Environmental Re-

search 16 (suppl.B): 26-34.

Wallin, E. & Milberg, P. 1995. Effect of bean geese (Anser

albifrons)

grazing

on winter wheat during migration stopover in southern Sweden. - Agricul-

ture, Ecosystems and Environment 54: 103-108.

Washburn, B.E., Barras, S.C. & Seamans, T.W. 2007. Foraging preferences of

captive Canada geese related to turfgrass mixtures. - USDA National Wild-

life Research Center-Staff Publications, 725.

Washburn, B.E. & Seamans, T.W. 2004. Management of vegetation to reduce

wildlife hazards at airports. - USDA National Wildlife Research Center -

Staff Publications. Paper 396.

Washburn, B.E. & Seamans, T.W. 2012. Foraging preferences of Canada

geese among turfgrasses: Implications for reducing human-goose conflicts. -

Journal of Wildlife Management 76: 600-607.

Werner, S.J. & Clark, L. 2005. Effectiveness of a motion-activated laser haz-

ing system for repelling captive Canada geese. - USDA National Wildlife Re-

search Center - Staff Publications, 105.

Whitford, P. C. 1987. Vocal and visual communication and other social be-

havior of Giant Canada geese,

Branta canadensis maxima.

- Dissertation. Uni-

versity of Wisconsin, Milwaukee. 430 s.

Whitford, P. 2009. Successful use of alarm and alert calls to reduce emerging

crop damage by resident Canada geese near Horicon Marsh, Wisconsin.

Proceedings of the North America Bird Strike Conference, Victoria, BC, Can-

ada. 14-17 September 2009.

Woronecki, P.P. & Dolbeeer, R.A. 1994. Alpha-chloralose: Current status, re-

strictions and future uses for capturing birds. - Proceedings of the Vertebrate

Pest Conference 16: 255-258.

Woronecki, P.P., Dolbeeer, R.A. & Seamans, T.W. 1990. Using alphachlo-

ralose to remove waterfowl from nuisance and damage situations. - Proceed-

ings of the Vertebrate Pest Conference 14: 343-349.

Woronecki, P.P., Dolbeeer, R.A., Seamans, T.W. & Lance, W.R. 1992. Alpha-

chloralose efficacy in capturing nuisance waterfowl and pigeons and current

status of FDA registration. - Proceedings of the Vertebrate Pest Conference

15: 72-78.

TRU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 325: Orientering om myndighedsarbejdet med fugle og flyvesikkerhed i Danmark i 2016, fra transport- og bygningsministeren

GÅSEBESTANDE OG FLYVESIKKERHED

I DANMARK

Forvaltning i lufthavnes sikkerhedsområder

Gæs er store fugle, der ofte forekommer i større

ﬂ

okke. De

kan derfor udgøre en risik for luftfarten, hvis de forekom-

mer på og nær ved lufthavne. De

ﬂ

este gåsebestande, der

forekommer i Nordvesteuropa og Danmark, har gennem

de seneste årtier været i kraftig fremgang, og antallet af

trækkende, rastende og overvintrende gæs i Danmark er

steget markant. Således er ynglebestanden af grågås ste-

get, og bramgås har etableret sig som en ynglefugl i kraftig

fremgang. Det stigende antal gæs og en stigning i registre-

rede bird strikes (kollisioner mellem fugle og

ﬂ

y) med gæs

har betydet øget fokus på forekomst og forvaltning af gæs

indenfor lufthavnenes sikkerhedszoner på 13 km. Nær-

værende rapport præsenterer et opdateret overblik over

status og bestandsudvikling hos de gåsearter, der forekom-

mer i Danmark, og gennemgår de forvaltningstiltag, der

verden over anvendes både på og omkring lufthavne til

at reducere forekomsten af gæs og dermed minimere risi-

koen for bird strikes eller andre gener for lufttraﬁkken forår-

saget af gæs. Afslutningsvist præsenteres faktorer og tiltag,

der med fordel kan inddrages i opbygningen af egentlige

forvaltningsplaner, som kan forventes at være eﬀektive i

hele sikkerhedszonen omkring lufthavne.

ISBN: 978-87-7156-173-9

ISSN: 2244-999X