Til Transport- og Bygningsudvalget
Dato: 09-06-2016
Henv. til: Helle Hastrup
Direkte tlf.: 9611 7005
www.holstebro.dk
Kære Transport- og Bygningsudvalg
I det Nordvestjyske område er vi fortsat utrolig glade for aftalen om Holstebromotorvejen og
det er glædeligt at følge det igangværende anlægsarbejde, der skrider hastigt frem.
Vi har dog en bekymring vedr. rute 18 i forhold til trafiksikkerheden på den del, hvor motorve-
jen øst om Herning er en ”afbrudt” forbindelse med ca. 7 km motortrafikvej. En bekymring,
som tilsvarende forløb på andre strækninger i Danmark, desværre har dokumenteret kan føre
til meget farlige situationer.
Vejdirektoratet har således tidligere oplyst, at f.eks. ved den tilsvarende motortrafikvej / om-
fartsvej ved Brande var der fra 2000 til 2013 18 uheld, hvor 8 blev dræbt i 5 ulykker og 6 kom
alvorligt til skade.
I forbindelse med behandlingen af lovforslaget om Holstebromotorvejen blev der fremlagt
trafikberegninger fra Vejdirektoratet der viser, at den gennemkørende trafik på rute 18 fortsat
primært vil vælge den nuværende rute 18 nord og øst om Herning, selv om denne ikke er
udbygget til motorvej. Således forventes den eksisterende motortrafikvej nord og øst om
Herning at have en gennemsnitlig årsdøgnstrafik på ca. 12.000 køretøjer i døgnet og den
aftalte motorvej vest om Herning over Gødstrup forventes at få en gennemsnitlig årsdøgns-
trafik på 7.400 - 7.800 køretøjer i døgnet.
Vejdirektoratet har ligeledes i VVM-redegørelsen gjort opmærksomt på, at det trafiksikker-
hedsmæssigt kan være uheldigt at have en relativ kort strækning af rute 18 (ca. 7 km) som 2-
sporet motortrafikvej, mens resten af rute 18 mellem Vejle og Holstebro er udbygget som 4-
sporet motorvej. Vi er stærkt bekymrede for, at den løsning der nu arbejdes efter med en af-
brudt motorvejsstrækning øst om Herning, vil forringe trafiksikkerheden væsentlig.
Vi har tidligere sendt en henvendelse til Transport- og Bygningsminister
Hans Christian
Schmidt
om de manglende 7 km motorvej og vi finder det vigtigt at gøre Udvalget tilsvarende
opmærksom på de trafiksikkerhedsmæssige udfordringer ved den aftalte løsning.
Ministeren har tidligere henvist sagen til drøftelse i ”den grønne forligskreds”, hvorfor vi håber
udvalget vil bringe spørgsmålet om den manglende 7 km motorvejsstrækning op, ved kom-
mende forhandlinger, som vi forstår vil pågå snarest.
Med venlig hilsen
Erik Flyvholm
Borgmester
Lemvig Kommune
Mads Jakobsen
Borgmester
Struer Kommune
H.C. Østerby
Borgmester
Holstebro Kommune