Ministerium für Wirtschaft, Arbeit,
Verkehr und Technologie des Landes Schleswig-Holstein
ministeriet for økonomi, arbejde, transport og teknologi
i delstaten Slesvig-Holsten
Uofficiel oversættelse
Kiel, 21. marts 2016
Første kvartalsrapport for den faste forbindelse over Femern Bælt (FBQ)
Myndighedsgodkendelsesproces for den tyske del af projektet
Den 18. oktober 2013 indleverede projektejerne (Femern A/S og Landesbetrieb
Straßenbau und Verkehr Schleswig-Holsten (delstatsstyrelsen for vejanlæg
og transport i Slesvig-Holsten) (LBV-SH) ansøgningsmaterialet for den tyske
del af projektet vedrørende den faste forbindelse over Femern Bælt til
godkendelsesmyndigheden i Kiel. Projektejerne foretog derefter en vurdering
af fuldstændighed og plausibilitet og tilpassede materialet. I april 2014 blev
myndighedsgodkendelsesprocessen formelt indledt. Fra 5. maj til 3. juli 2014
var ansøgningsmaterialet fremlagt for offentligheden på Fehmarn samt i flere af
de kommuner og kommunesammenslutninger i Kreis Ostholstein, som påvirkes
af den faste forbindelse over Femern Bælt.
I indsigelsesperioden blev der indleveret ca. 3.100 indsigelser. De mange
indsigelser blev vurderet og besvaret af Femern A/S. Den 22. maj 2015 blev
Femern A/S' svar indleveret til godkendelsesmyndigheden i Kiel. Myndigheden
gennemgik disse dokumenter og indledte høringsfasen. De første møder med de
såkaldte Träger öffentlicher Belange (TÖB) – dvs. især offentlige fagmyndigheder
på kommunalt og ministerielt niveau – fandt sted i juli og september 2015.
Yderligere offentlige høringsmøder fandt sted i november 2015.
Som følge af den aktuelle retlige udvikling med hensyn til fx vandrammedirektivet
og en ny trafikprognose samt den nødvendige tilpasning af dokumenterne som
en konsekvens af indsigelserne var det nødvendigt at foretage betydelige
ændringer i ansøgningsmaterialet. Da det især var miljørelevante dokumenter,
der blev ændret, førte dette uundgåeligt til, at myndigheden besluttede
at gennemføre en projektændringsproces med fornyet inddragelse
af offentligheden.