DSB lader socialt udsatte stå tilbage på perronen
DSB afskaffede pr. 1. januar 2015 rejsebonerne. Rejsebonerne har tjent et vigtigt formål på opholdssteder,
herberger og hos brugerorganisationer, som har uddelt rejseboner til brugere, der har haft et
transportbehov til eksempelvis sygehusbehandling, retshjælp, møder med kommunen eller andet. Fordelen
ved rejsebonerne har været, at brugeren ikke har haft udlæg til billetter, og at brugerorganisationerne og
andre tilsvarende ikke har haft udgifter til transport, såfremt brugeren ikke har anvendt rejsebonen.
Udfasningen af rejseboner betyder en markant udgiftsstigning for brugerorganisationerne, der
fremadrettet er nødsaget til at købe billetter til brugerne, som ikke kan refunderes, såfremt brugeren er for
syg, for påvirket eller af andre årsager ikke er i stand til at foretage rejsen.
Rådet for Socialt Udsatte har i det forgangne år afholdt møde og korresponderet med DSB med henblik på
at finde en løsning på konsekvenserne af DSB’s beslutning om udfasning af rejsebonerne. Rådet for Socialt
Udsatte har bl.a. været i dialog med DSB om alternative løsninger for gruppen af socialt udsatte, hvilket
desværre ikke har vist sig muligt.
DSB anerkender, at der for socialt udsatte ikke findes en dækkende afløser for rejsebonerne, men henviser
til, at programmet WorkPlus i
stort omfang
kan afhjælpe udfordringerne. DSB henviser desuden til, at det
vil være meget omkostningstungt at omlægge/justere WorkPlus-programmet til at levere en særlig ydelse
målrettet socialt udsatte. Som alene navnet WorkPlus antyder, er DSB’s ydelse altså meget lidt foreneligt
med det liv, mennesker i social udsathed lever.
Rådet for Socialt Udsatte, SAND
– De hjemløses landsorganisation og
SBH
– Sammenslutningen af Boformer
for Hjemløse
vil med denne henvendelse bede Transport- og Bygningsudvalget forholde sig til, at DSB
begrænser socialt udsattes muligheder for at bevæge sig rundt i landet. - Det være sig til
misbrugsbehandling, samtaler med sagsbehandleren eller et sted at sove for natten. DSB burde som én af
Danmarks største offentlige virksomheder påtage sig det samfundsansvar det er at sikre, at også socialt
udsattes mobilitet og behov for transport kan håndteres. Som det er nu, er det brugerorganisationerne, der
må holde for og finde penge til de forøgede transportudgifter på deres budgetter. Ligeledes er det
beskæmmende at måtte erkende, at socialt udsatte tilsyneladende ikke har været inde over DSB’s
overvejelser om at designe et program, der tilgodeser alle dele af samfundet.