Foretræde vedrørende støjskærm langs Allingvej i Hvidovre.
Talepapir til foretræde den 4. februar 2016.
Vi har bedt om foretræde for Transport- og Bygningsudvalget, fordi vi i Kommunalbestyrelsen i
Hvidovre Kommune er helt uforstående overfor valget af støjafskærmning langs Allingvej.
Den løsning, der er valgt, løser ikke problemet for de meget støjplagede beboere langs den nye
jernbane og for motorvejen - slet ikke!
Borgerne vil i de kommende år ikke kun skulle kæmpe med støj fra motorvejen, men også fra
jernbanen. Og det er udelukkende, fordi Vejdirektoratet og BaneDanmark ikke kan blive enige om
at lave en ordentlig fælles løsning, som dæmper støjen effektivt.
Det er specielt stødende, når man læser tillægsbetænkningen afgivet af Trafikudvalget den 11.
maj 2010. Her bliver støjproblemerne langs Allingvej anerkendt fuldt ud. Og der er i samme
betænkning indsat en bestemmelse om støjafskærmning.
Jeg citerer ordret fra betænkningen:
Det er på møde den 11. maj 2010 besluttet at afsætte yderligere 16 mio. kr. til projektet til
etablering af en 3 m høj støjafskærmning på en 775 m lang strækning langs Allingvej i Hvidovre.
Der er tre ting, som jeg gerne vil præcisere.
For det første
ER der afsat 16 mio. kr. af til støjdæmpning på Allingvej. Dette beløb er
tilstrækkeligt til at etablere en fem meter høj støjskærm, som kan mindske støjen effektivt fra både
Jernbanen og motorvejen. Og det vil IKKE medføre en overskridelse af budgettet.
Og for det andet
er det afsatte beløb afsat primært til bekæmpelse af støj fra jernbanen og ikke
motorvejen.
Og for det tredje
vil der uden tvivl være en sundheds- og samfundsmæssig gevinst ved at etablere
en effektiv støjafskærmning: Der vil være færre sygedage for de mange støjplagede borgere, som
bor langs Allingvej.
Det er jo ikke for ingenting, at så mange borgere har fundet hinanden i denne sag. Støj er virkelig
noget, som har negativ indvirkning på menneskers helbred og livskvalitet.
Jeg er ikke ingeniør. Jeg er borgmester.
Jeg har lyttet til mine borgere, jeg har lyttet til sagkundskaben, og jeg har lyttet til de mange
politikere og interesseorganisationer, som har drøftet denne sag.
De har alle sammen tilkendegivet, at den valgte løsning med en tre meter høj støjskærm er klart
utilstrækkelig.
Løsningen er ikke en tre meter høj støjskærm, men en fem meter høj støjskærm.
En fem meter høj støjskærm vil kunne reducere støjen med yderligere 3 db i forhold til den
reduktion, som skærmen på de tre meter giver.
Og her vil jeg lige gøre opmærksom på, at en reduktion på 2 db svarer til mere end en halvering af
støjbelastningen.
Og sidst, men ikke mindst, synes jeg, at det er meget positivt, at støjskærmen med de fem meter
kan holdes indenfor den afgivne bevilling på de 16 mio. kr.
1