Kære medlem af Transport- og Bygningsudvalget
I 2015 blev Odense Kommune kåret som årets cykelkommune. Det er vi selvfølgelig stolte af. Men vi er også bevidste
om, at det forpligter.
I det seneste år oplevede vi igen en positiv udvikling i andelen af cyklister og cykeltrafikken steg alene med 10 % i 2014.
Samtidig har vi fået tal der viser, at en overraskende stor del af transporten i forbindelse med indkøb og detailhandel
foregår på cykel.
En af forklaringen er uden tvivl, at Odenses infrastruktur rummer 123 stibroer, 62 stitunneler og 550 km cykelsti. Men
jeg er også af den overbevisning, at vores mantra med at gøre det attraktivt at cykle fremfor at besværliggøre
muligheden for at tage bilen spiller en ikke ubetydelig rolle.
Vi forsøger ganske enkelt at bruge ”guleroden” i stedet for ”pisken” og har hertil koblet en ambitiøs cykelhandlingsplan
med 24 konkrete projekter. Blandt disse projekter er der i øvrigt også fokus på øget trafiksikkerhed – herunder
aktiviteter for børnehaverne.
Såfremt det kunne være interessant for et samlet Transport- og Bygningsudvalg at høre mere om vores erfaringer og
ikke mindst, hvorledes vi arbejder fokuseret med cyklisme, vil jeg rigtig gerne invitere til et besøg i Odense til foråret.
Hvis det har jeres interesse, så må I meget gerne vende tilbage med en dato, hvor det kunne passe jer.
Venlig hilsen
Jane Jegind
By- og kulturrådmand
Odense Kommune
By- og kulturforvaltningen
Odense Slot
Nørregade 36-38
5000 Odense C