Sundheds- og Ældreudvalget 2015-16
SUU Alm.del Bilag 707
Offentligt
6.  september  2016  
 
Kære  Sundhedsudvalg    
 
Min   kone   (Sabina,   29   år)   og   jeg   (Anna   Louise,   29   år)   ønsker   os   brændende   et   barn.   Vores  
største   drøm   er,   at   jeg   kan   få   lov   at   bære   og   føde   det.   Men   efter   rigtig   mange   hormonsprøjter,  
negative   graviditetstests   og   lægeundersøgelser   må   vi   konkludere,   at   min   biologi   til   vores  
store   sorg   ikke   virker   efter   hensigten.   I  får  her   vores   historie   med   et   ønske   om,   at   I  vil  se  den  
som  et  vægtigt  argument  for  at  lovliggøre  partnerdonation  i  Danmark.      
 
Sabina  og  jeg  har  i  snart  10  år  dannet  par.  I  alt  den  tid,  vi  har  været  sammen,  har  det  været  
helt   naturligt   og   en   fælles   drøm,   at   det   var   mig,   der,   når   vi   var   klar,   skulle   være   gravid   og  
dermed  bære  og  føde  vores  fælles  børn.  I  slutningen  af  2014  blev  vi  klar  til  at  få  et  barn  og  
lave  vores  familie.  Derfor  gik  vi  i  gang  med  den  fornødne  udredning  af  mig  og  min  fertilitet,  så  
vi  kunne  begynde  i  fertilitetsbehandling.    
Jeg   blev   efter   udredningen   vurderet   til   at   være   meget   fertil.   Jeg   havde   mange   æg,  
god   alder   og   perfekte   hormontal.   Vi   underskrev   erklæringen   om   medmoderskab   og   var   nu  
klar  til,  som  par,  at  begynde  i  fertilitetsbehandling  med  de  første  inseminationer.  Dét  gjorde  vi  
med  stor  optimisme  hos  både  os  selv  og  lægerne  fra  Hvidovre  Hospitals  Fertilitetsklinik  –  vi  
regnede  alle  med,  at  det  ville  gå  både  hurtigt  og  nemt.    
Efter  seks  mislykkede  inseminationsforsøg  blev  vi  visitereret  til  IVF-­‐behandling.    
Vi  begyndte  at  frygte,  at  der  noget  galt  med  mine  æg,  som  man  ikke  havde  opdaget  eller  ikke  
kunne  afhjælpe  medicinsk.  Men  lægerne  var  fortsat  optimistiske  og  mente  bestemt,  at  vi  nok  
skulle  opnå  en  graviditet  med  IVF.    
I  skrivende  stund  har  vi  været  igennem  både  en  IVF-­‐  og  ICSI-­‐behandling  –  begge  
gange  uden  positive  resultater.  Det  var  en  stor  skuffelse.  Det  har  vist  sig,  at  mine  æg,  uden  at  
det  kan  forklares  og  dermed  udbedres,  har  svært  ved  at  blive  befrugtet  –  og  hvis  de  endelig  
bliver  det,  deler  de  sig  helt  forkert.    Af  de  21  æg  der,  i  alt  er  blevet  udtaget  fra  min  krop  ved  de  
to  behandlinger,  har  ikke  et  eneste  udviklet  sig  til  at  kunne  blive  et  liv.  Disse  resultater  satte  et  
endeligt   punktum   for   vores   og   lægernes   optimisme,   hvilket   har   medført   både   chok,   sorg   og  
frustration  for  os  begge.    
Lægerne  har  tilbudt  at  foretage  en  sidste  ICSI-­‐behandling,  hvor  de  igen  vil  prøve  
at   skifte   hormonpræparater,   men   qua   de   meget   dårlige   resultater   fra   vores   andre  
behandlinger  –  og  uforklarligheden  heraf  –  vurderer  de,  at  chancerne  for  et  positivt  resultat  er  
meget  små.  De  mener  i  stedet,  at  den  største  og  bedste  chance  for,  at  jeg  kan  blive  gravid,  er,  
hvis  jeg  modtager  et  æg  fra  Sabina.    
Men   lige   netop   dette,   selvom   det   er   det   bedste   at   gøre,   er   ikke   muligt   på   grund   af  
§5   i   den   nuværende   lov   om   assisteret   reproduktion,   som   siger:   ”Der   må   ikke   etableres  
assisteret  reproduktion,  medmindre  at  ægcellen  stammer  fra  den  kvinde,  der  skal  føde  barnet,  
eller  sæden  stammer  fra  hendes  partner.”    
 SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 707: Henvendelse af 6/9-16 fra LGBT Danmark vedr. ægdonation
Vi  er  dermed  endt  i  en  situation,  hvor  vores  drøm  om,  hvordan  vores  familie  skal  
blive  til,  er  umulig  i  Danmark  –  dels  på  grund  af  fysiologiske  problemer,  og  dels  på  grund  af  en  
lovmæssig  formulering,  som  vi  ikke  oplever  tager  hensyn  til  netop  vores  samlivsform.  Dette  
synspunkt  vil  vi  nu  redegøre  for.        
 
Vi   har   læst   os   frem   til,   at   begrundelsen   for   formuleringen   af   §5   er,   at   man   ved   lov   vil   sikre  
barnets   ret   til   at   kende   50%   af   sit   biologiske   ophav   –   eller   som   etisk   råd   skriver;   at   mindst   én  
af   barnets   sociale   forældre   skal   være   biologisk   ophav   til   barnet.   Hvis   vi   har   ret   i,   at   dét   er  
begrundelsen,   stiller   vi   os   undrende   over   for,   at   loven   qua   sin   formulering   ekskluderer  
lesbiske   pars   mulighed   for   at   fortage   partnerdonation   i   forbindelse   med   assisteret  
reproduktion  –  fx  i  en  situation  som  vores.    
Hvis   vi   havde   lov   til   at   foretage   partnerdonation,   således   at   jeg   kunne   modtage  
ægceller   fra   Sabina,   ville   vi   jo   netop   beskytte   barnets   ret   til   at   have   50%   af   sit   biologiske  
ophav  som  social  forælder  –  ganske  som  det  er  tilfældet,  når  et  heteroseksuelt  par  må  benytte  
sig   af   æg-­‐   eller   sæddonation.   Lad   mig   bruge   vores   situation   som   et   konkret   eksempel:  
Funktionen  af  Sabinas  ægceller,  hvis  der  foretages  partnerdonation  i  vores  tilfælde,  vil  være  
den  samme,  som  funktionen  af  mandens  sædceller  i  et  heteroseksuelt  forhold,  hvor  kvinden  
har  dårlige  æg.  I  begge  tilfælde  bliver  resultatet  det  samme:  barnet  vokser  op  med  50%  af  sit  
biologiske  ophav  som  social  forælder.    
Sabina   og   jeg   er   stolte   af,   at   vores   forhold   og   ægteskab   i   Danmark   på   de   fleste  
områder   er   ligestillet   ved   lov   med   heteroseksuelle   forhold/ægteskab   –   hvilket   vi   fx   ser  
bekræftet  i  de  nye  regler  om  medmoderskab,  der  juridisk  sikrer  Sabinas  forbindelse  til  vores  
forhåbentlig   kommende   børn.   Men   lige   hér   i   §5   ser   vi,   at   Sabina   –   i   stedet   for   at   blive  
anerkendt  som  den  partner/kone,  hun  ifølge  loven  og  følelsesmæssigt  er  til  mig  –  ’degraderes’  
til  donor  og  således  i  stedet  sidestilles  med  en  veninde,  en  bekendt  eller  sågar  en  helt  anonym  
donor.  Det  gør  os  kede  af  det,  og  vi  har  svært  ved  at  forstå  hvorfor.    
 
Processen,  der  er  gået  forud  for  dette  brev,  har  været  både  fysisk  og  psykisk  krævende  –  og  
det  føles  komplet  nytteløst  at  skulle  opgive  vores  familiedrøm  så  tæt  på  målet  på  grund  af  en  
lovmæssig  formulering,  som  vi  oplever  overser  vores  ellers  fuldt  ud  anerkendte  og  ligestillede  
samlivs-­‐   og   familieform   –   der   i   vores   optik   ikke   udfordrer   selve   præmissen   for   den  
nuværende   lovgivning   om   assisteret   reproduktion.   Vi   håber,   at   dette   brev   kan   overbevise  
Sundhedsudvalget  om,  at  det  vil  være  gunstigt  at  omformulere  §5,  således  at  den  inkluderer  et  
par  som  os.    
         
De  bedste  hilsner  
 
Anna  Louise  Hjorth  Andersen