F.A.T.I.D
Foreningen af Transkønnede I Danmark
Til
Sundheds-og ældreudvalget
Christiansborg
8. august 2017
Foreningen Af Transkønnede I Danmark – FATID – har i 2 år fulgt hormonbehandlingen af
Transkønnede i Danmark tæt og har på flere møder med danske sundhedsmyndigheder gjort
opmærksom på at den behandling der i dag er gældende er både bureaukratisk, meget dyr og
genererer lange ventetider og helt uacceptable lange returrejser igennem landet for at komme til 40
min. vurderingssamtaler i København og har desuden nogle højst uacceptable følgevirkninger.
Gældende hormonbehandling for transkønnede blev fastlagt i L 189 der blev vedtaget i juni 2014. I
denne lov strammede man reglerne for hormonbehandlingen på baggrund af at en københavnsk
gynækolog havde udskrevet hormoner til en mindreårig. Den såkaldte Caspian sag. Før denne sag,
der vakte stor opsigt, havde hormonbehandlingen af transkønnede fungeret uden de store problemer.
Transkønnede henvendte sig til egen læge, fik en tid hos en lokal psykiater og blev derefter sendt til
en lokal gynækolog, hvoraf en del var vigtige støtter for de transkønnede.
Dette ellers velfungerende system blev med ét ændret med L189.
Nu skulle ALLE transkønnede, uanset geografisk hjemsted, til Sexologisk Klinik i København og
vurderes af klinikkens psykologer ved flere samtaler før de kunne henvises til en gynækolog.
Det har givet en række problemer som vi i FATID mener er ved at være helt ude af proportioner:
I dag er der konstant 60-70 transkønnede på rejse igennem Danmark for at komme til disse
samtaler. Det medfører tabt arbejdsfortjeneste, tabt studietid og koster regionerne store udgifter i
rejseomkostninger. Fra de yderste områder er der ofte tale om en op til 12 timers returrejse og hvis
mødetiden på Sexologisk Klinik ikke er tilpasset kommer en overnatning til.
Det er dyrt – ikke alene for den transkønnede, men også for samfundet.
En sort side af denne lov om en centraliseret hormonbehandling er den illegale tilgang til hormoner.
FATID har bemærket at en del ikke orker disse lange besværlige rejser og skaffer sig hormonerne
ad anden vej. Dette bifalder vi ikke, men undrer os samtidig over at man bibeholder en
hormonbehandling der direkte fremmer denne praksis.
Sexologisk Klinik i København har 300-400 nye henvendelser fra transkønnede om behandling
hvert år. Ventetiderne er oppe på op til 9 måneder.
Foreningen Af Transkønnede I Danmark finder forholdene uacceptable og kan kun konstatere at
man skabte et fremskridt med tilladelsen til det juridiske kønsskifte (L182) men skabte samtidig et
stort tilbageskridt med L 189.
Vi vil gerne opfordre udvalget til at se på en eventuel revidering af L 189 og få
hormonbehandlingen af transkønnede på omgangshøjde med tidens krav om besparelser og sund
fornuft og ikke mindst på omgangshøjde med udmeldingen fra Sundhedsminister Sophie Løhdes
om at transkønnede skal fjernes fra de psykiatriske sygdomslister.
Med venlig hilsen
Irene Haffner - Formand
Returadresse, hvis andet ikke er anført:
Formand: Irene Haffner, Hovsørvej 26, 7700 Thisted
Bankforbindelse: Sparekassen Hobro. Reg.nr.: 9436 konto nr.: 0002326523