SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 675: Opfølgning på beretning om ledsagelse af demente og svage ældre (B22), fra sundheds- og ældreministeren

Sundheds- og Ældreudvalget 2015-16
SUU Alm.del Bilag 675
Offentligt

August 2016

NOTAT

Ledsagelse af borgere med demens og svage ældre til behandling

hos læge eller på sygehus

Borgere med demens og svage ældre, som skal til behandling hos læge eller på sygehus,

kan ikke altid identificere sig selv eller redegøre for, hvorfor de er mødt frem. Derfor kan

der være behov for, at borgere med demens og svage ældre ledsages til behandling hos

læge eller på sygehus eller at der på anden vis er blevet orienteret om den pågældendes

fremmøde, dennes tilstand og formålet med besøget.

Sundheds- og Forebyggelsesudvalget afgav i februar 2015 beretning vedr. beslutningsfor-

slag B22 om ledsagelse af demente og svage ældre, som blev fremsat i november 2014 af

Dansk Folkeparti.

Udvalget opfordrer i beretningen til at sikre, at der iværksættes en undersøgelse, der

afdækker kommunernes nuværende praksis og administration af de gældende regler om-

kring ledsagelse af borgere med demens og svage ældre i forbindelse med besøg hos læge

eller på sygehus.

Der er nedsat en arbejdsgruppe med deltagelse af Sundheds- og Ældreministeriet, Social

og Indenrigsministeriet, KL og Danske Regioner, som har haft til opgave at belyse området.

På baggrund heraf har arbejdsgruppen udarbejdet nærværende notat om ledsagelse af

borgere med demens og svage ældre til behandling hos læge eller på sygehus.

Notatet indeholder en beskrivelse af praksis for ledsagelse af borgere med demens og

svage ældre til behandling hos læge eller på sygehus.

Beskrivelsen består dels af en vurdering fra regionerne af omfanget af hændelser, hvor

borgere over 65 år med varig nedsat funktionsevne som følge af kognitive lidelser, fx en

demenssygdom møder på et sygehus

1) uden at kunne identificere sig selv og/eller kunne redegøre for, hvorfor de møder

op,

2) uden at en ledsager som kan oplyse dette samt

3) uden at der på anden måde er orienteret om pågældendes fremmøde og data,

baggrund eller formål med besøget.

Dels en vurdering fra udvalgte kommuner af omfanget af ovenstående hændelser og ek-

sempler på deres praksis i forhold til ledsagelsen. Afslutningsvis beskrives praksis i forhold

til advisering og videregivelse af oplysninger mellem kommuner og regioner omkring led-

sagelse af borgere med demens og svage ældre. Det kan derfor ikke konkluderes ud fra

arbejdsgruppens arbejde, hvad årsagen til eventuelle hændelser, der opfylder alle tre

kriterier, er.

Som ramme for praksisbeskrivelsen indledes notatet med et afsnit om reglerne om ledsa-

gelse af borgere med demens og svage ældre til behandling hos læge eller på sygehus

samt et afsnit om sundhedsaftalerne mellem kommuner og regioner om koordinering af

patientforløb på tværs af sektorerne.

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 675: Opfølgning på beretning om ledsagelse af demente og svage ældre (B22), fra sundheds- og ældreministeren

Sammenfatning

Som en del af arbejdsgruppens arbejde er praksis blevet belyst via en spørgeskemaunder-

søgelse i regionerne samt interview med fire udvalgte kommuner. Af spørgeskemaunder-

søgelsen til regionerne fremgår det, at det varierer mellem regioner og også de enkelte

sygehuse, om og hvor ofte de oplever at modtage borgere, som møder uledsagede op på

et sygehus uden at kunne identificere sig selv og/eller kunne redegøre for, hvorfor de

møder op, og uden at der på anden måde er orienteret om pågældendes fremmøde og

data, baggrund eller formål med besøget.

På de fleste sygehuse oplever man ingen eller kun få hændelser svarende til mellem to til

ti gange om året, men på enkelte sygehuse oplever man et par gange om måneden, at der

kommer ældre uledsagede borgere ind med nedsat kognitivt funktionsevne, som ikke kan

identificere sig selv og/eller kunne redegøre for, hvorfor de møder op, og uden at sygehu-

set er adviseret forud for fremmødet. På meget få sygehuse opleves det hyppigere. Hæn-

delserne forekommer både på akutte og somatiske afdelinger, men yderst sjældent på de

psykiatriske afdelinger.

De fire kommuner, der indgår i undersøgelsen, er ikke bekendt med, at borgere med be-

hov for ledsagelse, som de har kontakt til, er mødt uledsaget op på sygehuset uden at

kunne identificere sig selv og uden at sygehuset er blevet orienteret om fremmødet - ud

over et par enkelte tilfælde i én kommune. Ingen af de interviewede kommuner afviser

dog, at den pågældende situation kan finde sted uden kommunens viden herom. Kommu-

nerne oplyser i forlængelse heraf, at de kun kan ledsage en borger til sygehuset, hvis de er

bekendt med, at vedkommende har en tid til en behandling. Dette vil ikke altid være til-

fældet, da behovet for behandling eksempelvis kan opstå akut eller fordi kommunen ikke

har adgang til borgerens post.

Selvom sygehusene oplyser, at de oplever, at der er borgere, som har svært ved at identi-

ficere sig selv og/eller redegøre for, hvorfor de møder op, oplyser flere af sygehusene, at

der har været forudgående kontakt mellem sygehuset og fx pårørende, kommunen eller

egen læge, før en borger møder frem på sygehuset. Derudover peger flere sygehuse på, at

de adviseres og får relevante oplysninger om borgeren via elektroniske systemer. Hvis

borgeren får befordring til og fra sygehuset, kan chaufføren også oplyse borgerens identi-

tet. Et sygehus gør opmærksom på nødvendigheden af, at advisering afdækker borgerens

symptomer, for at lægen kan give den optimale behandling.

De interviewede kommuner oplyser, at det beror på en konkret og individuel faglig vurde-

ring, hvorvidt en ældre har behov for ledsagelse til sygehus. Samtlige interviewede kom-

muner fremfører, at pårørende for det meste er førsteprioriteten i forhold til at ledsage

ældre til hospitalet, da den ældre herved er mest rolig og tryg. Der findes i praksis pragma-

tiske løsninger, hvis en borger har behov for ledsagelse til sygehuset. Dette gælder særligt

i akutte situationer.

Der er forskel mellem de interviewede kommuner på, om praksis for ledsagelse af borgere

med demens og andre svage ældre er nedskrevet. Alle kommunerne vurderer dog, at der

eksisterer en fast praksis på området, som alle medarbejdere er bekendt med. Halvdelen

af de adspurgte kommuner har en samarbejdsaftale med regionen om ledsagelse og an-

svarsfordelingen i forhold til ledsagelse til sygehus samt evt. praktisk bistand under syge-

husbesøget.

Der er hjemmel i serviceloven til ledsagelse til læge eller sygehus og i sundhedsloven til

befordring til læge og sygehus og ledsagelse i forbindelse med befordringen. Ledsagelse til

behandling hos læge eller på sygehus forudsætter ofte et samarbejde mellem sygehus,

praktiserende læge og kommune. Sundhedsaftalerne udgør en relevant ram-

Side 2

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 675: Opfølgning på beretning om ledsagelse af demente og svage ældre (B22), fra sundheds- og ældreministeren

me for tilrettelæggelsen af den konkrete koordinering og ansvarsfordeling i forhold til

ledsagelse til behandling hos læge eller på sygehus. Flere regioner og kommuner har i dag

samarbejdsaftaler som underaftaler til sundhedsaftalerne, der vedrører ledsagelse. Det er

forskelligt, hvilke situationer og hvilke målgrupper, der er omfattet af aftalerne.

Arbejdsgruppen anbefaler, at ledsagelse af borgere med demens og svage ældre til be-

handling hos læge eller på sygehus fremadrettet aftales i regi af sundhedsaftalerne. KL og

Danske Regioner vil derfor som opfølgning på arbejdsgruppens afdækning skrive til de fem

sundhedskoordinationsudvalg og bede dem om at have særlig fokus på, hvordan der ved

behov sikres ledsagelse til behandling hos læge eller på sygehus til denne målgruppe.

Side 3

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 675: Opfølgning på beretning om ledsagelse af demente og svage ældre (B22), fra sundheds- og ældreministeren

1. Reglerne

1.1. Indledning

I det følgende afsnit beskrives de regler, der vedrører ledsagelse af borgere med demens

eller svage ældre borgere til behandling hos læge eller på sygehus. Det drejer sig om regler

om tilbud om socialpædagogisk bistand efter serviceloven, og befordring og ledsagelse til

læge og sygehus efter sundhedsloven. Derudover beskrives praktiserende læges sygebe-

søg efter overenskomst om almen praksis mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og

Praktiserende lægers organisation.

1.2. Ledsagelse til læge eller sygehus efter serviceloven

Ledsagelse til læge eller sygehus efter en konkret og individuel vurdering af borgerens

behov for hjælp

Efter formålsbestemmelsen i servicelovens § 81 skal kommunalbestyrelsen tilbyde en

særlig indsats til voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige

sociale problemer. Formålet med indsatsen er bl.a. at forbedre mulighederne for den

enkeltes livsudfoldelse gennem kontakt, tilbud om samvær, aktivitet, behandling, omsorg

og pleje og at yde en helhedsorienteret indsats med servicetilbud afpasset efter den en-

keltes særlige behov i egen bolig, herunder i plejebolig og på plejehjem.

Efter servicelovens § 85 skal kommunerne tilbyde socialpædagogisk bistand til voksne

med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

Den socialpædagogiske bistand kan bestå af hjælp, rådgivning, støtte eller omsorg, så den

pågældende kan leve et liv på egne præmisser.

Den socialpædagogiske bistand kan fx ydes som et element i et samlet tilbud om bl.a.

rådgivning, støtte, hjælp til pleje, behandling, træning, eller ledsagelse til personer uanset

deres boform.

Hjælpen kan blandt andet bestå af praktisk betonede funktioner, som fx ledsagelse til

behandling og lægebesøg.

Pårørendes rolle

Det fremgår bl.a. af servicelovens generelle formålsbestemmelse i servicelovens § 1, at

hjælp efter serviceloven bygger på den enkeltes ansvar for sig selv og sin familie, og at

hjælpen tilrettelægges på baggrund af en konkret og individuel vurdering af den enkelte

persons behov og forudsætninger og i et samarbejde med den enkelte.

I forbindelse med den individuelle og konkrete vurdering af borgerens behov for hjælp

skal kommunen således bedømme borgerens samlede situation. Der skal bl.a. tages hen-

syn til ansøgerens pårørende og netværk.

1.3. Befordring og ledsagelse til læge og sygehus efter sundhedsloven

Sundhedslovens §§ 170-174 regulerer patienters adgang til befordring til og fra behand-

ling. Der er fastsat nærmere regler i bekendtgørelse om befordring og befordringsgodtgø-

relse efter sundhedsloven.

Befordringsreglerne giver pensionister ret til befordring eller befordringsgodtgørelse.

Kommunerne yder befordringsgodtgørelse til og fra behandling hos alment praktiserende

Side 4

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 675: Opfølgning på beretning om ledsagelse af demente og svage ældre (B22), fra sundheds- og ældreministeren

læge eller speciallæge. Kommunerne vil – når lov nr. 129 af 16. feb. 2016 om ændring af

sundhedsloven træder i kraft den 1. juli 2016 – også kunne vælge at yde befordring til og

fra behandling hos alment praktiserende læge eller speciallæge. Kommunerne yder desu-

den befordring eller befordringsgodtgørelse til og fra genoptræning efter endt sygehusbe-

handling, mens regionerne yder befordring eller befordringsgodtgørelse til og fra behand-

ling på sygehus.

En ledsager til en patient, der modtager befordring eller befordringsgodtgørelse, har også

ret til befordring eller befordringsgodtgørelse, når ledsagelsen er nødvendig på grund af

patientens alder eller helbredstilstand. Kommunernes og regionernes forpligtelse til at yde

en forsvarlig og rimelig befordring af patienten eller godtgørelse herfor efter sundhedslo-

ven indebærer, at det påhviler kommunen/regionen at sikre ledsagelse/yde godtgørelse

for udgiften hertil, hvis en efterlevelse af kravet i forbindelse med befordringsreglerne om

forsvarlighed forudsætter ledsagelse af patienten, og den pågældende patient ikke selv

har den nødvendige ledsager i forbindelse med selve befordringen.

1.4. Praktiserende læges sygebesøg

Det følger af § 43, stk. 1, i Overenskomst om almen praksis mellem Regionernes Lønnings-

og Takstnævn og Praktiserende lægers organisation, at undersøgelse og behandling bør

foregå i lægens konsultation, medmindre sygdommen eller forholdene i øvrigt efter læ-

gens skøn nødvendiggør besøg. Af § 45, stk. 4, fremgår, at lægen er forpligtet til fra man-

dag til og med fredag i dagtiden at aflægge sygebesøg, hvis henvendelsen om sygebesøg

efter lægens vurdering af sygdommen og/eller forholdene i øvrigt nødvendiggør besøg, jf.

§ 43, stk. 1 i ovennævnte overenskomst. Det er dermed lægen, som ud fra ovenstående

skønner, om borgeren skal have et sygebesøg.

Side 5

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 675: Opfølgning på beretning om ledsagelse af demente og svage ældre (B22), fra sundheds- og ældreministeren

2. Sundhedsaftaler

2.1 Indledning

Ledsagelse til behandling hos læge eller sygehus forudsætter, at der er et samarbejde

mellem sygehusene, praktiserende læge og kommune. Sundhedsaftalerne skal bidrage til

at sikre sammenhæng og koordinering af indsatserne i de patientforløb, der går på tværs

af sektorer. Sundhedsaftalerne udgør en relevant ramme for tilrettelæggelsen af den kon-

krete koordinering og ansvarsfordeling i forhold til ledsagelse til behandling hos læge eller

på sygehus.

Flere regioner og kommuner har i dag samarbejdsaftaler som underaftaler til sundhedsaf-

talerne, der vedrører ledsagelse. Det er forskelligt, hvilke situationer og hvilke målgrupper,

der er omfattet af aftalerne.

Arbejdsgruppen anbefaler, at ledsagelse af borgere med demens og svage ældre til be-

handling hos læge eller på sygehus fremadrettet skal aftales i regi af sundhedsaftalerne. KL

og Danske Regioner vil derfor som opfølgning på arbejdsgruppens afdækning skrive til de

fem sundhedskoordinationsudvalg og bede dem om at have særlig fokus på, hvordan der

ved behov sikres ledsagelse til behandling hos læge eller på sygehus til denne målgruppe.

2.2. Generelt om sundhedsaftaler

Sundhedslovens § 205 fastlægger forpligtelsen til, at regionsråd og kommunalbestyrelser

indgår sundhedsaftaler. Her fastlægges også, at aftalerne skal indsendes til Sundhedssty-

relsen til godkendelse.

Sundhedsaftalerne indgås mellem regionsrådet og kommunalbestyrelserne i de kommu-

ner, som ligger i regionen. Der indgås fem sundhedsaftaler – én for hver region, og afta-

lerne skal udarbejdes minimum én gang for hver kommunal valgperiode.

Sundhedsaftalerne skal bidrage til at sikre sammenhæng og koordinering af indsatserne i

de patientforløb, der går på tværs af sektorer. Formålet er, at borgere og patienter mod-

tager en sammenhængende indsats af høj kvalitet uanset antallet af kontakter eller karak-

teren af den indsats, de har behov for.

Sundhedsaftalen omfatter både samarbejdet mellem sygehuse og kommunale tilbud og

samarbejdet mellem praksissektoren og kommunale tilbud. Aftalen omfatter derudover

samarbejdet mellem sygehuse og praksissektoren, herunder særligt almen praksis, hvis

det er relevant for samarbejdet med kommunen.

Derudover er sundhedsaftalen en oplagt ramme for at sikre sammenhæng i indsatsen

mellem sundhedsområdet og andre tæt forbundne områder, herunder social-, undervis-

nings- og beskæftigelsesområdet.

Bekendtgørelse om sundhedskoordinationsudvalg og sundhedsaftaler

fastlægger de over-

ordnede rammer for sundhedsaftalerne, herunder for Sundhedsstyrelsens godkendelse,

og indsatsområder og tværgående temaer.

I de nuværende sundhedsaftaler er der fire obligatoriske indsatsområder:

Forebyggelse

Behandling og pleje

Genoptræning og rehabilitering

Side 6

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 675: Opfølgning på beretning om ledsagelse af demente og svage ældre (B22), fra sundheds- og ældreministeren

Sundheds-it og digitale arbejdsgange

Derudover fremgår af bekendtgørelsen, at sundhedsaftalerne i relevant omfang skal tage

udgangspunkt i en række tværgående temaer, bl.a. et tema om arbejdsdeling og samar-

bejde, som skal medvirke til en entydig arbejdsdeling og fastlægge samarbejdet mellem de

relevante aktører inden for de obligatoriske indsatsområder – både i forbindelse med

borgeres overgang fra én sektor til en anden fx i forbindelse med indlæggelse og udskriv-

ning, og når borgere har samtidige forløb i flere sektorer .

Vejledning om sundhedskoordinationsudvalg og sundhedsaftaler giver en uddybende

vejledende beskrivelse af sundhedskoordinationsudvalg og sundhedsaftaler og bidrager

hermed til tilrettelæggelsen af opgaven vedrørende udarbejdelse af sundhedsaftaler i

regioner og kommuner.

Uddrag om ledsagelse fra Samarbejdsaftale om ledsagelse og praktisk hjælp ved sygehusbehand-

ling mellem Region Syddanmark og kommunerne i regionen

Aftalen skal sikre, at borgere med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige

sociale problemer efter behov får den nødvendige praktiske hjælp og ledsagelse i forbindelse med

behandling på sygehuset. Forløbene omhandler kun de borgere, som kommunen er i kontakt med.

Forløb 1

Akutte forløb

Hvis der er brug for ledsagelse:

Kommunen kontakter akutmodtagelsen telefonisk for at aftale ankomsttidspunkt. Dette for at gøre

ventetiden for både borgeren og det ledsagende personale kortest mulig. Kommunen afgør, om

plejepersonalet ledsager borgeren på sygehuset. I de tilfælde, hvor kommunen ikke sender ledsager

med, skal borgeren bære et ID-armbånd. Kommunen betaler befordring og tid under befordring for

ledsager.

Forløb 2

Ambulant kontakt

Kommunen afklarer, om en borger i målgruppen har behov for ledsagelse og/eller praktisk hjælp i

forbindelse med en ambulant kontakt på sygehuset og går i dialog med afdelingssygeplejersken her-

om. Dialogen føres så vidt muligt elektronisk via ambulant korrespondance, alternativt telefonisk, så

snart indkaldelsen til sygehuset er kendt.

Hvis der er brug for ledsagelse:

Kommunen vurderer, om der er brug for at ledsage borgeren til sygehuset og stiller personale til

rådighed herfor. Ved bestilling af transport gøres opmærksom på - af hensyn til pladsen - at der skal

ledsager med. I de tilfælde, hvor kommunen ikke sender ledsager med, skal borgeren bære et ID-

armbånd. Kommunen betaler befordring og tid under befordring af ledsager.

Forløb 3

Stationær kontakt (indlæggelse)

Kommunen afklarer, om en borger i målgruppen har behov for ledsagelse og/eller praktisk hjælp i

forbindelse med en indlæggelse på sygehuset og går i dialog med afdelingssygeplejersken herom.

Dialogen føres så vidt muligt elektronisk via korrespondancemeddelelse, alternativt telefonisk, så

snart indkaldelsen til sygehuset er kendt.

Tema 1) Arbejdsdeling og samarbejde, herunder videndeling og sundhedsfaglig rådgivning imellem sektorer,

tema 2) Koordination af kapacitet, tema 3) Inddragelse af patienter og pårørende, tema 4) Lighed i sundhed og

tema 5) Dokumentation, forskning, kvalitetsudvikling og patientsikkerhed.

Side 7

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 675: Opfølgning på beretning om ledsagelse af demente og svage ældre (B22), fra sundheds- og ældreministeren

3. Praksis

3.1. Metode

Praksis er belyst dels via en spørgeskemaundersøgelse, som Danske Regioner har udsendt

til regionerne, og dels gennem interview med 4 kommuner, som KL har gennemført på

baggrund af spørgeskemaundersøgelsen i regionerne.

Spørgeskemaerne til regionerne er videresendt til relevante sygehusafdelinger. I spørge-

skemaundersøgelsen har Danske Regioner bedt de fem regioner om at vurdere omfanget

af borgere over 65 år med varig nedsat funktionsevne som følge af kognitive lidelser, fx en

demenssygdom, der møder på et sygehus uden

1) At kunne identificere sig selv og/eller kunne redegøre for, hvorfor de møder op

2) En ledsager som kan oplyse dette og

3) At der på anden måde er orienteret om pågældendes fremmøde og data, bag-

grund eller formål med besøget.

Alle tre betingelser skal være opfyldt samtidigt, for at hændelsen er omfattet af spørge-

skemaundersøgelsen. Det bemærkes, at nogle besvarelser fra regionerne om omfanget af

hændelser er behæftet med usikkerhed, idet det ikke fremgår tydeligt af svarerne, om alle

tre betingelser er opfyldt, samt om hændelserne omhandler borgere over 65 år med varig

nedsat kognitiv funktionsevne. Det er således muligt, at nogle af de indberettede hændel-

ser kan ligge uden for spørgeskemaundersøgelsens ramme. I de tilfælde, hvor der er stor

usikkerhed om besvarelserne, er de ikke medtaget i notatet.

Regionerne er samtidig blevet bedt om at oplyse, hvorledes sygehuset typisk har fået

besked (telefon, mail mv.), når sygehuset adviseres forud for at ældre borgere med varig

nedsat funktionsevne som følge af kognitive lidelser, fx en demenssygdom er blevet ind-

kaldt til samtale.

Nogle regioner har indsendt et samlet svar for regionens sygehuse, mens andre har ind-

sendt svar fra de enkelte sygehuse eller for nogle af regionens sygehuse. Hertil kommer at

Region Nordjylland ikke hidtil har haft praksis for at registrere kontakt med personer med

varigt nedsat kognitiv funktionsevne, hvorfor der kun foreligger få tilbagemeldinger fra

Regionen Nordjyllands sygehuse

. Der er således ikke tale om en fuldstændig undersøgel-

se af omfanget af hændelser, hvor en ældre med en varig nedsat kognitiv funktionsevne

møder op uden ledsager og uden at kunne identificere sig selv og/eller redegøre for hvor-

for de møder op samt uden at sygehuset på anden vis er blevet orienteret om fremmødet.

På baggrund af Danske Regioners undersøgelse har KL interviewet fire udvalgte kommu-

ner med henblik på at afdække praksis i kommunerne, når en dement eller svag ældre er

indkaldt til behandling eller skal akut på sygehus. I interviewet med de fire kommuner

indgår den kommunale praksis og tiltag ift. ledsagelse i forbindelse med besøg på sygehus

og kommunernes vurdering af omfanget af behovet for ledsagelse. Derudover indgår loka-

le retningslinjer ift. ledsagelse samt samarbejdet med regionerne, herunder eventuelle

udfordringer med manglende overlevering af informationer fra kommunernes side

og/eller fra regionerne. Kommunerne er udvalgt på baggrund af resultaterne af spørge-

skemaundersøgelsen, som Danske Regioner har foretaget. Således at der er udvalgt kom-

muner, som ligger i regioner, hver der er henholdsvis flere eller færre hændelser med

svage eller demensramte ældre, der er mødt op på et sygehus uden at kunne identificere

sig selv, og/eller redegøre for hvorfor de møder op, uden ledsager, og uden at sygehuset

2 Danske Regioner oplyser, at Region Nordjylland har igangsat et arbejde med fremover at registrere de relevante patientkontakter.

Side 8

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 675: Opfølgning på beretning om ledsagelse af demente og svage ældre (B22), fra sundheds- og ældreministeren

er blevet orienteret om fremmødet. Afdækningen af den kommunale praksis er således

ikke repræsentativ, men kan give et billede af praksis i de udvalgte kommuner samt kom-

munale perspektiver på udfordringer og løsninger.

Undersøgelsen af praksis belyser alene ledsagelse af borgere med demens og svage ældre,

som skal på sygehus. Der er således ikke foretaget en undersøgelse af praksis i forhold til

ledsagelse til alment praktiserende læge. Dette skyldes dels at arbejdsgruppen har vurde-

ret, at der ikke forventes at være den samme problemstilling ift. ledsagelse, da den alment

praktiserende læge ofte har en tættere kontakt med sine patienter og kender den enkelte

patient og dennes anamnese. Dels et praktisk hensyn i forhold til undersøgelsens omfang.

Det vurderes dog, at almen praksis kan opleve lignende udfordringer som sygehusene fx i

forhold til mangelfulde oplysninger om borgernes almen- og helbredstilstand og sympto-

mer. I det følgende afsnit sammenfattes konklusionerne fra spørgeskemaundersøgelsen i

regionerne og interviews med kommunerne.

3.2. Praksis

Af spørgeskemaundersøgelsen til regionerne fremgår det, at det varierer mellem regioner

og også de enkelte sygehuse, om og hvor ofte de oplever at modtage borgere, som opfyl-

der alle tre betingelser for at indgå i undersøgelsen.

De fire kommuner, der indgår i undersøgelsen, er ikke bekendt med, at borgere med be-

hov for ledsagelse, som de har kontakt til, er mødt uledsaget op på sygehuset uden at

kunne identificere sig selv og uden at sygehuset er blevet orienteret om fremmødet - ud

over et par enkelte tilfælde i én kommune.

De interviewede kommuner oplyser, at det beror på en konkret og individuel faglig vurde-

ring, hvorvidt en ældre har behov for ledsagelse til sygehus. Der findes i praksis pragmati-

ske løsninger, hvis en borger har behov for ledsagelse til sygehuset. Dette gælder særligt i

akutte situationer.

I det følgende afsnit beskrive resultaterne af spørgeskemaundersøgelsen og interview

med udvalgte kommuner. Afsnittet belyser omfanget af hændelser fordelt på sygehusenes

akutafdeling, somatiske afdelinger og psykiatriske afdelinger. Herudover indgår de fire

kommuners vurdering af omfanget. Efterfølgende beskrives advisering og oplysninger om

borgerne på hospitalerne samt kommunernes praksis og tiltag i forhold til ledsagelse.

Oplysningerne i afsnittet er baseret på Danske Regioners spørgeskemaundersøgelse samt

KLs interview med fire kommuner.

a. Omfang

Sygehusene modtager dagligt mange borgere, enten på akutafdelingerne eller på de so-

matiske og psykiatriske afdelinger. I 2014 var der samlet set næsten 5 millioner fremmø-

der årligt af personer over 65 år i akutmodtagelserne og i forbindelse med ambulante

besøg og indlæggelser i psykiatrien og somatikken, jf. bilag 1. Nedenfor fremgår regioner-

nes besvarelser opdelt på henholdsvis akutmodtagelserne, somatikken og psykiatrien.

Akutmodtagelserne

Undersøgelsen viser, at Region Midtjylland ikke oplever fremmøder på akutmodtagelser-

ne, hvor alle tre betingelser er opfyldt. Region Sjælland oplyser, at situationen forekom-

mer med jævne mellemrum, men angiver ikke hvor ofte.

På nogle sygehuse i Region Hovedstaden og Region Syddanmark oplyses det, at der hen-

vender sig borgere på en akutmodtagelse, uden at kunne identificere sig selv, og/eller

Side 9

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 675: Opfølgning på beretning om ledsagelse af demente og svage ældre (B22), fra sundheds- og ældreministeren

redegøre for, hvorfor de møder op, og uden ledsager og uden at der er orienteret om

fremmødet på forhånd. På et enkelt sygehus forekommer op til 25 gange årligt, mens et

andet sygehus kun oplever situationen ca. 2 gange om året

Somatiske afdelinger

På de somatiske modtagelser i Region Midtjylland hænder det ifølge oplysningerne fra

undersøgelsen enten ikke, eller kun sjældnere end én gang pr. måned, at sygehusene

uden advisering modtager uledsagede borgere, som ikke kan identificere sig selv og/eller

redegøre for hvorfor de møder op.

Generelt oplever sygehusenes somatiske afdelinger i Region Syddanmark og Region Ho-

vedstaden kun forholdsvis få fremmøder, der har den beskrevne karakter. Hyppigheden af

uledsagede borgere med demens eller svage ældres fremmøde i somatikken varierer dog i

de forskellige afdelinger og fra sygehus til sygehus mellem to til ti tilfælde årligt, dog 24

gange på en enkelt afdeling. I begge regioner er forekomsten - ikke overraskende henset

til målgruppen - større på de medicinske afdelinger, hvor situationen opstår op til 15 gan-

ge om året. På et sygehus estimeres det ifølge undersøgelsen dog, at hændelsen fore-

kommer 50 gange årligt på den medicinske afdeling.

Region Sjælland oplyser, at der, grundet variation fra afdeling til afdeling, ikke kan gives

endeligt svar på, hvor mange borgere det drejer sig om, men at situationen forekommer.

Psykiatriske afdelinger

Region Syddanmark skønner, at det er yderst sjældent, at borgere, som opfylder alle tre

kriterier, møder op på afdelingerne i psykiatrihuset. Tilsvarende gør sig gældende i Region

Sjælland, hvor der alene er kendskab til et enkelt tilfælde de seneste år. I Region Hoved-

staden kender man til borgere, som ikke kan identificere sig selv, men de er som regel

ledsaget af en pårørende eller en ansat fra plejehjem mv., og man er typisk adviseret tele-

fonisk på forhånd. På de fleste centre er der intet kendskab til situationer, der lever op til

alle betingelserne for at indgå i undersøgelsen.

Kommunernes vurdering af omfanget

Af KL’s interviews med kommunerne fremgår det, at tre ud af fire af de interviewede

kommuner ikke er bekendt med, at borgere med behov for ledsagelse, som de har kontakt

til, er mødt uledsaget op på sygehuset uden at kunne identificere sig selv og uden at syge-

huset på anden vis er blevet orienteret om pågældendes fremmøde. Den sidste kommune

tilkendegiver at have kendskab til to tilfælde, hvor en borger, med behov for ledsagelse,

ikke er blevet ledsaget til sygehuset.

Flere af de interviewede kommuner oplyser, at de aldrig er blevet gjort opmærksomme af

regionen eller af sygehusene på, at den pågældende problemstilling skulle være hændt.

Ingen af de interviewede kommuner afviser dog, at den pågældende situation kan finde

sted uden kommunens viden herom. Kommunerne oplyser i forlængelse heraf, at de kun

kan ledsage en borger til sygehuset, hvis de er bekendt med, at vedkommende har en tid

til en behandling. Kommunerne nævner i den sammenhæng, at der kan være forskellige

årsager til, at kommunerne ikke er bekendt hermed – fx at kommunen ikke har adgang til

at åbne borgerens post, og vedkommende ikke selv har informeret kommunen om den

kommende behandling. Det er en problemstilling, som særligt gør sig gældende i forhold

til borgere i eget hjem, men omfatter for så vidt også beboere på plejehjem, hvor der ikke

foreligger en aftale om, at kommunens medarbejdere har adgang til borgerens post.

Side 10

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 675: Opfølgning på beretning om ledsagelse af demente og svage ældre (B22), fra sundheds- og ældreministeren

Samtlige interviewede kommuner vurderer, at omfanget af borgere, som har behov for

ledsagelse til sygehusbehandling, på nuværende tidspunkt er håndterligt. Kommunerne

vurderer dog også, at omfanget af borgere med behov for ledsagelse er stigende. Kom-

munerne nævner selv en række årsager hertil:

•

Den demografiske udvikling betyder, at der bliver flere ældre og de ældre samtidigt

lever længere. Som følge vil der samtidigt ske en stigning i antallet af borgere med

behov for ledsagelse

•

Der ses i disse år en stigning i antallet af borgere med demens

•

Som følge af øget afstand til pårørende får flere ældre behov for, at kommunen vare-

tager ledsagelsen

•

Længere afstand til nærmeste sygehus kan betyde, at flere får behov for ledsagelse.

Ofte kan ældre borgere færdes alene i deres nærmiljø, men har behov for assistance,

når de skal på længere ture. Samtidigt betyder den længere afstand til sygehus, at

kommunernes opgave i forbindelse med ledsagelse vokser – særligt i landkommuner-

ne skal der sættes mange timer af til ledsagelse til og fra sygehus

•

Stadig kortere indlæggelsestid betyder, at langt mere af opfølgende behandling fore-

går ved ambulante besøg på sygehuset. Antallet af sygehusbesøg per borger er såle-

des stigende og som følge har borgeren oftere behov for ledsagelse end tidligere

•

En af kommunerne i undersøgelsen nævner, at de oplever, at lægerne i højere grad

end tidligere efterspørger, at kommunen ledsager de demensramte til behandling i

sundhedsvæsenet

b. Kommunernes praksis i forhold til ledsagelsen

Alle kommunerne angiver at behov for ledsagelse til sygehus til svage ældre og ældre med

varigt nedsat funktionsevne beror på en konkret og individuel faglig vurdering.

Det fremgår videre, af KL’s interview, at samtlige kommuner oplyser, at pårørende for det

meste er førsteprioriteten i forhold til at ledsage ældre til sygehuset, da den ældre herved

er mest rolig og tryg. Pårørende kan være familie, naboer, venner mv. Såfremt det ikke er

muligt for pårørende at ledsage vedkommende til sygehuset, oplyser kommunerne, at de

står for ledsagelsen. To af kommunerne har en ordning med frivillige, som medarbejderne

kan kontakte ved behov for ledsagelse. Hvis ikke en frivillig har mulighed for at ledsage,

tager en kommunal medarbejder med den ældre på sygehuset. I en kommune er det pri-

mært eleverne, som ledsager den ældre, men i en anden kommune prioriterer man så vidt

muligt at sende medarbejdere, som kender borgeren godt.

Kommunerne understreger, at der i praksis findes pragmatiske løsninger i forhold til at

sikre, at ældre med behov for ledsagelse bliver ledsaget til sygehuset. Dette gælder særligt

i akutte situationer.

I forlængelse heraf udtrykker en af de interviewede kommuner, at alle borgere med behov

for ledsagelse altid ledsages til behandling. En anden kommune fortæller imidlertid, at

hvis det i en akut situation ikke har været muligt at sende en kommunal medarbejder med

i ambulancen, gør man sig ekstra omhyggelig med at overdrage nødvendig information til

redderne i ambulancen og personalet på sygehuset. Det er langt lettere at planlægge op-

gaven, når man på forhånd ved, at den ældre skal til behandling på sygehuset. Her har

man på forhånd mulighed for at lave en aftale med de pårørende eller selv sætte medar-

bejderressourcer af til opgaven.

Der er forskel mellem de interviewede kommuner på, i hvilket omfang praksis for ledsa-

gelse af borgere med demens og andre svage ældre er nedskrevet. To af kommunerne har

interne nedskrevne retningslinjer for ledsagelse, mens de to andre ikke har nedskrevne

retningslinjer. Det er imidlertid samtlige kommuners vurdering, at der eksisterer en fast

praksis på området, som alle medarbejdere er bekendt med.

Side 11

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 675: Opfølgning på beretning om ledsagelse af demente og svage ældre (B22), fra sundheds- og ældreministeren

Desuden tilkendegiver to af de interviewede kommuner at have en samarbejdsaftale med

regionen vedrørende ledsagelse og ansvarsfordelingen mellem kommune og region i for-

hold til ledsagelse til og fra sygehus samt evt. praktisk bistand under sygehusbesøget.

c. Advisering og videregivelse af oplysninger

Ved advisering på akutmodtagelser fremgår det af spørgeskemaundersøgelsen til regio-

nerne, at Region Sjælland oplyser, at regionens sygehuse typisk er adviseret om borgere

med demens eller svage ældre borgeres fremmøde på akutmodtagelsen fra ambulance-

kørslen. I Region Hovedstaden sker orienteringen ifølge undersøgelsen enten gennem den

elektroniske akutportal for så vidt angår borgere, der kommer ind til ambulant skadebe-

handling samt den centrale visitationsenhed (CVI) for så vidt angår borgere, der skal ind-

lægges. Årsagen til indlæggelse og oplysninger om at en borger har demens, vil fremgå af

systemet. Når borgeren kommer ind, er der mulighed for at tilgå de elektroniske rappor-

ter, der anvendes i korrespondancen mellem primær sektor og sygehuset, herunder op-

lysninger om borgerens vanlige kognitive tilstand. Derudover sker overleveringen af op-

lysninger også via praktiserende læge, 1813, eller borgerens plejebolig. De øvrige regioner

har ikke oplyst om medier til advisering af akutmodtagelser.

Når de somatiske modtagelser adviseres, sker det ifølge undersøgelsen, typisk via borge-

rens familie eller plejehjem, men også via praktiserende læge, vagtlæge eller

Falck/ledsager. F.eks. oplyser et sygehuse, at det i forbindelse med henvisning fra egen

læge til et ambulant forløb anføres, om der er behov for transport, og om der er tale om

en borger med kognitive vanskeligheder. Derudover oplyser nogle regioner, at adviserin-

gen sker gennem indlæggelsesrapport eller korrespondancemeddelelser (SAM:BO).

Undersøgelsen viser overordnet, at sygehusene generelt svarer, at de er adviseret om

borgerne forud for fremmødet. På enkelte sygehuse i Region Syddanmark og Region Ho-

vedstaden oplyses det, at der ikke adviseres forud for borgerne besøg.

Selvom sygehusene er adviseret om borgernes fremmøde, bemærker nogle afdelinger, at

de oplever borgere, der møder frem uden at kunne redegøre for deres symptomer den

seneste tid og uden rapport fra hjemmepleje eller plejehjem. På et sygehus oplyses det, at

der ofte er en ledsager med fra plejehjemmet, som ikke har yderligere kendskab til borge-

ren ud over identiteten. Det kan ifølge sygehuset øge risikoen for, at borgeren ikke får den

optimale behandling, hvis ikke det er muligt at få oplysninger om, hvorvidt en iværksat

behandling har haft den ønskede effekt mv. Sygehuset vurderer, at der er behov for øget

kommunikation imellem sektorerne. Det kunne fx være oplysninger om borgerne fra ple-

jehjem/hjemmepleje til sygehuset forud for ambulante besøg og tilsvarende oplysninger

fra sygehuset/ambulatoriet til den relevante kommunale instans.

Det foreligger ikke oplysninger om advisering på de psykiatriske afdelinger.

Det fremgår af KL’s interviews med kommunerne, at alle kommuner tilkendegiver, at sy-

gehusene bør modtage relevante oplysninger om borgerene via elektroniske kanaler. En af

kommunerne fortæller i den forbindelse, at de har en bilateral aftale med nærmeste sy-

gehus om, at sygehuset sender information til kommunen i forbindelse med indlæggelser

og udskrivninger. En enkelt af kommunerne giver samtidigt udtryk for, at en mundtlig

overlevering af oplysninger i visse tilfælde kan være nødvendig som supplement til den

skriftlige overlevering i forhold til at sikre overdragelse af relevant sundhedsfaglig informa-

tion.

En af de interviewede kommuner vurderer, at sygehusene ikke altid anvender de indsend-

te oplysninger fuldt ud i forhold til, hvordan den pågældende borger bedst omgås.

Side 12

SUU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 675: Opfølgning på beretning om ledsagelse af demente og svage ældre (B22), fra sundheds- og ældreministeren

Bilag 1 antallet af kontakter

Af tabel 1 fremgår udviklingen fra 2009-2014 i antallet af ældres (65+ år) kontakter (både

ambulant og indlæggelse) til det somatiske og psykiatrisk sygehusvæsen samt det samlede

antal kontakter.

Tabel 1

Indlæggelser og ambulante besøg blandt ældre (65+ år), somatisk og psykiatrisk sygehusvæsen, 2009-2014

Antal i tusinde

Antal indlæggelser, somatik

Antal indlæggelser, psykiatri

Antal indlæggelser i alt

Ambulante besøg, somatik

Ambulante besøg, psykiatri

Ambulante besøg i alt

Samlede antal kontakter,

somatik

Samlede antal kontakter,

psykiatri

2009

402

407

2.988

3.061

3.389

2010

413

418

3.144

3.215

3.557

2011

423

428

3.429

3.501

3.852

2012

431

436

3.668

3.743

4.098

2013

439

445

3.957

4.035

4.396

2014

451

457

4.276

4.357

4.727

Samlede antal kontakter i alt

3.468

3.633

3.929

4.179

4.480

4.814

Anm.: ”I alt” for kontakter er afrundet til nærmeste tusinder og kan derfor afvige fra summen af kontakter i tabellen. Der

indgår kontakter for patienter betalt af det offentlige, hvad enten behandlingen er foregået på offentlige eller private

sygehuse. En indlæggelse tælles som en patients udskrivning fra en sygehusafdeling, hvor patienten har optaget en

normeret sengeplads. Overflytninger mellem sygehusafdelinger tæller ikke med i opgørelsen. Ved ambulant behand-

ling er patienten indskrevet på en afdeling, men optager ikke en normeret sengeplads. Ambulante besøg tælles som

en patients fremmøde på et ambulatorium, i en tværgående klinisk serviceafdeling, et hjemmebesøg af et sundheds-

fagligt uddannet personale eller modtaget en afregningsberettiget telemedicinsk ydelse. Der opgøres ét ambulant

besøg per dag per afdeling. Skadestuekontakt og akut ambulant kontakt indgår under ambulante besøg. Alder er

opgjort ved dato for kontakten.

Kilde: DRG-grupperet LPR-årsopgørelse, Sundhedsdatastyrelsen.

Side 13