Til: Sundhedsstyrelsen, Sundheds- og Ældreministeriet
Cc: Sundheds- og Ældreudvalget, Ole Birk Olesen, til orientering
I overensstemmelse med artikel 6 stk 1 i Bioetikkonventionen må forældremyndigheden
stedfortrædende for et mindreårigt barn kun give samtykke til lægelige indgreb, som
er til direkte fordel for barnets sundhed.
I dansk sundhedsret gives muligheden for stedfortrædende samtykke igennem
sundhedslovens § 14. Danmark har ratificeret den ovennævnte konvention, og er
således bundet af den nævnte konventions-bestemmelse.
Efter almindelige principper betyder det at sundhedslovens § 14 skal forstås i
lyset af og fortolkes i overensstemmelse med konventionsbestemmelsen. Jeg går ud
fra at ministeriet og Sundhedsstyrelsen er enig i denne betragtning.
§ 14 i sundhedslovens må således ikke forstås eller fortolkes således, at den kan
finde anvendelse i situationer hvor behandlingen ikke opfylder kravet om at være
til direkte fordel for patientens sundhed. Det fremgår da også allerede af
lovteksten at bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til "det omfang det er
nødvendigt for at varetage patientens interesser":
"§ 14. For en patient, der ikke selv kan varetage sine interesser, indtræder den
eller de personer, som efter lovgivningen er bemyndiget hertil, i patientens
rettigheder efter §§ 15-51, i det omfang det er nødvendigt for at varetage
patientens interesser i den pågældende situation."
I svar til Folketinget, den 4. juni 2014 (SUU, Alm. del, Spm. 804 stillet af MF Ole
Birk Olesen), redegjorde den daværende sundhedsminister for, hvorledes omskæring af
drengebørn i dag er lovgivningsmæssigt reguleret. Ministeren oplyste, at det er
Sundhedsstyrelsens opfattelse, at når en læge foretager lægeforbeholdt virksomhed,
uanset at den ikke tjener et terapeutisk formål, er der tale om behandling, som
defineret i sundhedslovens § 5. I svaret oplyses videre, at sundhedslovens § 14 om
stedfortrædende samtykke finder anvendelse i disse situationer.
Jeg beder ministeriet eller styrelsen oplyse,
1. Generelt, hvorledes det i disse situationer sikres, at sundhedslovens § 14 om
stedfortrædende samtykke kun finder anvendelse ved ikke-terapeutisk behandling, der
er til direkte fordel for patientens sundhed, og
2. Specifikt, hvorledes det sikres, i situationer der falder ind under området for
sundhedsstyrelsens vejledning om omskæring af drengebørn uden medicinsk
indikation, at sundhedslovens § 14 om stedfortrædende samtykke kun finder
anvendelse, når den omhandlede ikke terapeutiske beskæring af drengens kønsorganer
er til direkte fordel for hans sundhed. I vejledningen stilles der ikke krav
overhovedet om, at der skal være en begrundelse for omskæringen.
med venlig hilsen
Torsten Brinch